Tiden læger aller sår

[Deleted]

Et forladt hus lidt uden for Gordric Dalen - Omkring kl 18 - @faith1

---

Sneen knagede under hans sko som han gik igennem den lille by mod udkanten. Han sørgede selvfølgelig for at ingen nysgerrige blikke hvilede på ham som han sneg sig ind i haven og mod hoveddøren på der der skulle være et efterladt hus. Det lå lidt i skjul blandt en mindre gruppe træer, hvilket havde gjort det attraktivt fordi det samtidig lå tæt nok på byen til at Lucifer kunne spadserer derind og hente dagens nødvendigheder såsom mad og vand. 
Dette var også hvad han bar i en hvid plastikpose i hånden. Et par sandwichs fra den lokale sandwichbar samt et par flasker vand.
For ham var det ret nødvendigt at tingen lå indenfor en rimelig afstand eftersom han var muggler og derfor ikke havde den fordel at kunne transferer sig eller i det hele taget udøve nogen form for magi. 
Han gøs en enkelt gang inden han tog om håndtaget og gik indenfor. Udefra så huset virkelig faldefærdigt og efterladt ud, men indenfor var der trods alt lidt mere ordentligt. Møblerne var gamle, men i det mindste var de der. Lucifer var vandt til at bevæge sig rundt i mørket og med varulvegenet i blodet var det heller ikke noget problem for ham, hans sanser var en del mere skærpede end hos et almindeligt menneske, derfor generede det ham heller ikke at den eneste lyskilde udsprang fra det knitrende ildsted inde i stuen. 
Han trådte ind og mærkede varmen fra ilden mod sin hud som var han trådt ind i en usynlig mur. Han stillede maden fra sig på spisebordet og så sig om i det lille rum efter Faith. På trods af hans forhøjede sanser havde hun ikke de store problemer med at snige sig ind på ham. Hendes skridt var næsten lydløse når hun bevægede sig. "My Queen," Kaldte han som han atter befandt sig i gangen han så op af trappen med formodningen om at hun måtte være på værelset. "Jeg har hentet mad." Hans stemme bar præg af den dybe respekt som han følte for hende. Som tingene var nu ville han gøre alt for hende, hun var hans "dronning" om man så kunne sige og han ville blindt følge den sti hun valgte at gå. Desuden vidste han at var han loyal mod hende ville han måske endda ende med en magtfuld post hvilket han hiedede efter. En post Zain ikke kunne tage fra ham og hvor han måske omsider kunne få sin hævn over alle dem der havde gjort ham uret. 
Han lod kort blikket glide rundt igen med en smule foragt. Dette her var på ingen måde ideelt for en herskerinde som Faith Jaceluck, men som tingene var nu var det det bedste han kunne tilbyde hende.

[Deleted]

Mange ville muligvis have set sig dybt utilfredse med et utaknemmelige domicil, men Faith var ikke blandt disse. Når man havde levet flere århundrede i en rådden trækiste havde man ikke den luksus at være kræsen, og selv før dette havde hendes hjem været ensomme sletter og bakkede højland.
I øjeblikket stod hun foran hjemmets eneste knitrende pejs, der formentlig lækkede mere sod ud, end varme, men hun satte stadig stor pris på varmen. Det var vinter nu, der var en tid hvor hun havde måttet skaffe sig varme på langt mere primitive måder. Hendes grønne øjne reflekterede flammerne. Der havde aldrig været noget som havde fået hende til at fordybe sig så meget som en ilds glød og passion.
Dets rødlige skær oplyste hendes blege, næsten hvide hud. Hun havde ligget i den forbandede grotte i så mange år, og nu var hun vågnet til denne mindst ligeså forbandede verden. Den eneste gode nyhed, var at en del af hendes drøm og vision var gået i opfyldelse. Magikere var ikke længere jagtet, som hun forstod det.. men kun fordi at dem uden magi, ikke længere anede at de eksisterede. På den måde levede frygten videre som den havde gjort alle dage.

Et sted i det fjerne hørte hun døren glide i. Den knagede værre end den rådne trækiste. Hun reagerede ikke længere, velvidende om at den eneste der kom på dette sted, var Lucifer. Hvorfor han havde vækket hende, hvad hans intention var og hvilken rolle han spillede, havde hun stadig ikke fundet ud af. Men han var en simpel undersåt, og indtil videre den eneste guide hun havde til at lære denne verden at kende. "Herinde," svarede hun kortfattet. Han kunne prise sig lykkelig for at hun havde brug for ham, for praktisk talt var han nok den mest irriterende, lille mide hun nogensinde var faldet over. "Jeg håber det er bedre end det stads du vovede at servere igår," snerrede hun dog uden at se væk fra flammerne. Hendes tanker drev rundt i et særligt spind. Der var så mange løse ender hun havde forladt, så meget hun skulle tage op og så lidt tid.

[Deleted]

Hendes ord gav nærmest genlyd i det halvtomme rum. Hans vagtsomme blik landede på hendes ryg som hun stod og kiggede ind i flammernes leg i kaminen. Han trådte forsigtigt frem mod hende. Var der noget han havde lært i den tid han havde fulgt hende, så var det at han ikke skulle modsætte sig hende. Hun havde sine syn på tingene og var man klog modsagde man dem ikke.
Måske var det også dét der fik ham til at kaste et lidt opgivende blik ned imod de to sandwicher i posen. Det var tvivlsom at hun ville finde det mere interessant end de færdigretter han havde fået skaffet dem dagen før.
Han rømmede sig, "jeg beklager, de laver vidste ikke helt mad som de gjorde engang." Forsøgte han sig med et skuldertræk og begyndte at pakke dem ud. Han lod dem dog ligge på posen de var medbragt i så de ikke kom i berøring med bordet der ikke lod til at have set en ren klud i noget tid.
De blå øjne gled tilbage imod hende og han betragtede hende en smule. Man skulle bestemt ikke tro at hun var den ældste levenede person på planeten - for ærlig talt hvem i alverden kunne konkurrerer med en alder af næsten 500 år? Selv Nicholas Flamel var gået bort og han havde efter sigende ikke været meget i live i sine sidste leveår.
Faith var helt sikkert noget for sig selv. Selvfølgelig havde forbandelsen gjort at hun ikke havde ældedes imens hun sov, hvilket gjorde at hun stadigvæk så lige så ung, stærk og smuk ud som hun havde gjort dengang hun blev besejret og placeret i grotten hvor hun skulle have lagt til til jorden ikke længere eksisterede.
Han rev sig selv ud af sine tanker, "jeg beklager at jeg ikke kan tilbyde Dem noget bedre." Sagde han ærligt og foldede sine hænder bag ryggen som han ventede på at hun skulle komme hen og tage plads ved bordet. Han overgjorde måske lidt sin taknemmelighed for at være i hendes nærvær og han vidste også godt at han ikke ville kunne leve som hendes ydmyge tjener for evigt, men lige nu var det okay fordi han håbede på at vinde hendes tillid ved at vise hende sine loyalitet.