Intet er så skidt at det ikke er godt for noget

[Deleted]

Til: @jamie
Sted: Magisk hospital, lighuset
Tid: November, 2055, kl. 13.00

---

Leah trak de lange blodige handsker af som hun blev færdig med at placerer organerne fra en midaldrende kvinde i en coolboks. De skulle sendes videre til stuerne ovenpå så snart hun havde færdigskrevet rapporten. 
Kvinden var død i da hun var gledet i brusebadet. Et temmelig uheldigt sted at ende sine dage. "Det kunne have været værre Charlott, du kunne have siddet på toilettet." Sagde hun med et forsigtigt smil rettet mod den afdøde på hendes opduktionsbord. 
Leah havde altid været "den mærkværdige pige" i familien, for hvem i alverden voksede op med drømme om at skære lig op? Selvfølgelig havde det ikke været det at stå i indvolde til albuerne der havde lokket hendes ind i faget. Til at starte med ville hun gerne have været auror fordi ideen om at "løse mysterier" faktisk tiltalte hendes helt vildt, men hun fandt ud af at der var flere måder at gøre det på og eftersom hun ikke var voldsomt stærk i besværgelser, men til gengæld havde stor viden og interesse indenfor kroppens funktioner samt biologi havde det at løse dødsårsager virket som en enormt god ide og for at være ærlig havde hun aldrig fortrudt det. Det var her hun følte sig hjemme. Måske en lidt skræmmende holdning, men døde mennesker dømte hende ikke på hendes akavethed så dem kunne hun frit snakke med.
Hun så på uret der hang over døren. Om lidt skulle hun mødes med en i ligsynet som skulle identificerer en mand der - ligesom Charlott - var død i en alt for tidlig alder. Denne var død ved en utilgivelig forbandelse og hun havde sendt nogle prøver af sted der skulle se om de kunne identificerer tryllestaven som havde kastet forbandelsen. Hun elskede virkelig sit job. Her i USA var der så mange flere muligheder for hende end der havde været tilbage i England, en af de største plusser ved at være så langt væk var at Kaithlyn ikke var her. Leah elskede sin søster, men hun trængte bare virkelig til at træde ud af hendes skygge som hun havde levet under frem til nu.
Det var kun en omkring 6 måneder siden hun var flyttet til USA og hun var slet ikke i tvivl om at det var hendes livs bedste beslutning. 
Hun skyndte sig at få ryddet det sidste op hvorefter hun smuttede ind i ligsynet hvor hun ankom præcis kl. 13 som aftalt. 

[Deleted]

Jamie var blevet kontaktet i forbindelse med et ligsyn og han vidste, det skyldes han skulle bekræfte identiteten på den mand, som var blevet fundet død – men nok nærmere dræbt. Han havde aldrig prøvet før at skulle bekræfte en afdøds identitet, og det var helt sikkert også en oplevelse, han langt hellere ville være foruden, da hele seancen i princippet virkede markaber. Han var ankommet i god tid og havde aflyst sin undervisning resten af dagen, hvilket nok også var for det bedste. Han havde for nogle måneder siden været sammen med en af hans elever, men hun havde nyligt slået op med ham. Det havde gjort ondt i starten, men det var egentlig fint nu. Det havde gjort mere ondt på ham, da hans forlovede var skredet for at være sammen med en anden, og han var heller ikke sikker på, hvorfor han havde været sammen med en elev til at starte med, det havde set i bakspejlet været en dum beslutning. Det var dog heller ikke fordi han var gået ind i det uden at vide det eller uden en form for forholdsregler. Han vidste jo godt, han havde været ude hvor han ikke kunne svømme. Han vidste, hvis nogen nogensinde opdagede det, så ville han blive fyret på stedet og kunne vente en retssag og arbejdsløshed resten af hans liv.
Han gik rastløst rundt i ventelokalet, til trods for han havde rig mulighed for at sætte sig ned, men det kunne han ikke samle sig om lige nu. Han ventede bare på, han kunne få det her overstået.

[Deleted]

Selvom Leah egenligt var en meget hjertevarm og glad person vidste hun godt at hendes makabre gravkammer-humor ikke blev værdsat når folk kom for at identificerer deres kære. Hun var muligvis socialt akavet, men lidt viden om social færden havde hun da. Hun fandt det rette medfølende ansigtsudtryk frem, det var nu ærligt nok for dette her var den opgave hun brød sig allermindst om.
Igen var levende mennekser så komplicerede. De blev forståeligt nok for det meste kede af det og hun var ikke god til at håndterer triste mennesker hun ikke kendte. Personligt ville hun helst bare kramme dem og fortælle dem at det hele nok skulle blive okay fordi hun virkelig kunne mærke deres sorg, men det var jo ikke alle der brød sig om at blive krammet af ligsynsdamen. Tvært imod faktisk lod de fleste til at forsøge at undgå hende når det var. Enkelte blev sågar vrede på hende, som stod hun ansvarlig for at deres kære nu lå på hendes bord. For ja det var jo sådan de havnede der: når hun manglede lig at skære i bestilte hun dem jo bare ved vorherre "mand på ca 40 år, dræbt af mørk magi, gerne navngivet Esben." Selvfølgelig var det jo bare nogen folks måde at håndterer sorg på, men det påvirkede hende virkelig dybt når det skete. Hun rystede lidt på hovede tag sin egen morbide tankegang og gik så ind i venteværelset imens hun kiggede på det board hun havde i hånden med pergamentet med et nedskrevet navn og information på både den afdøde samt ham der skulle komme ind for at tilse kadaveret.
"Mr. York?" Kaldte hun ud i rummet som havd det været fyldt, på trods af der kun stod den ene mand.
Hun gik frem mod ham med fremstrakt hånd. "Jeg er Ms. Payne," præsenterede hun sig og så på ham med sine varme chokoladebrune øjne. "Har De nogensinde tilset en afdød før?" For mange var det en langt mere traumatisernede oplevelse end de først regnede med og hun havde da også været ude for enkelte tilfælde af angstanfald og besvimelser hvilket havde gjort at hun måtte tilkalde healere.

[Deleted]

Jamie var egentlig ikke altid sikker på, hvorfor han var blevet underviser. Jo, han kunne da lide at undervise og han følte også, det gav ham en hel masse. Omvendt, så havde han ikke brudt sig om sine jævnaldrende da han selv havde haft den alder. Han var blevet holdt udenfor, mobbet og hvad man nu ellers kunne finde på at gøre ved en som ham. Han havde aldrig været god til andre mennesker og sagde oftest også det helt forkerte, og han gjorde det stadig, når elever søgte hjælp hos ham. Han troet, han havde været en af de professorer der kunne finde ud af, at reagere hensigtsmæssigt, når en elev fortalte, de havde et crush. Det havde han også gjort til at starte med, indtil han havde været en stor nok idiot til at gengælde de følelser. Det var dog ovre nu, og han havde ikke gjort noget, han som sådan fortrød. Hun var blevet færdig med ham først, hvilket også gav ham en form for trøst. Som han gik rundt i ventelokalet, fortabt i sine egne tanker om hvem der kunne være død og om han kunne kende den person, lagde han ikke mærke til, om der overhovedet var nogen omkring ham. Han stoppede først i sin gang, da han hørte en kvindelig stemme, kalde hans navn op. "Ja" sagde han som præsentation, inden han bevægede sig op mod hende. Han så på hende og rakte stift sin egen hånd frem. Hvad sagde man? Godt at møde dig? Nej? Han nåede heldigvis heller ikke at svare, før hun stillede ham et spørgsmål. "Ne...nej.." svarede han og lod de brune øjne hvile på hendes ansigt. Havde han været mere 'normal', havde han sikkert haft mere gang i at tænke på, at det var synd at en smuk kvinde som hende, kun var omkring døde mennesker hele dagen. Det tænkte han dog ikke. Han synes derimod egentlig, det var ret fedt at hun som kvinde ville arbejde i det erhverv.

[Deleted]

Leah forsøgte at møde mandens blik som han kom frem mod hende. Han så en smule fortabt ud måske, men hvem ville ikke gøre det på et sted som dette. Hun anede ikke hvilke tanker der løb gennem ham på nuværende tidspunkt, men hun havde sine ideer. Det måtte helt sikkert have noget med situationen her at gøre.
Hun forsøgte at imødekomme ham med et forsigtigt smil. For hende var dette her hverdag og hun ville ikke have det mindste problem med at stå og joke over et lig. Ikke i mangel på respekt, men gaskse simpelt fordi at ingen ville kunne være i såadn et job som hendes med så meget død og ødelæggelse hvis ikke man kunne feje det lidt under tæppet med en god portion galgehumor. Eller det var i hvert fald hendes holdning.
De eneste situationer hvor Leah havde det svært var hvis det var børn der kom ind på hendes bord, eller ældre mennekser der havde lidt en unødig voldsom død. Skønt alle dødsfald var tragiske, ikke mindst for familierne det efterlod, så var det bare hendes svage punkt hvor hun måtte synke en ekstra gang for at være professionel.
I dag var humøret dog højt under den medfølende facade hun havde sat op for ikke at virke kynisk. ”Okay-” Hun så kort op og ned af ham. ”Hvis De pludselig får det dårligt eller ikke kan få luft så sæt Dem ned på gulvet med hovedet mellem benene imens jeg tilkalder healerne, det kan godt være en voldsom oplevelse.” Forklarede hun i en blid, men professionel tone.
Dette blev forklaret imens hun ledte ham ned af gangen hun lige var kommet af til den lukkede dør hvor ligene befandt sig. Mange brød sig ikke om at de lå i ”ligskabene” som de ofte blev kaldt, men det var nu engang den bedste måde at opbevare døde mennesker lige bortset fra hvis de lå i jorden.
Hun så atter op på ham, han var godt et hoved højere end hende. ”Er De klar?” Nogle havde brug for lige at tage mod til sig inden de bevægede sig ind i dette rum.

[Deleted]

Jamie var fortabt. Han ønskede slet ikke at være der. Han ville hellere stå i sit klasselokale og forklare om, hvorfor det var en god idé at man som magiker kunne bruge elektronik og hvordan det gavnede hans elever, at de ikke behøvede at sidde med en fjerpen, hver eneste gang de skulle lave en opgave – fordi no-majs havde være kloge nok til at opfinde en maskine, der klarede den del for dem. Vise dem alle de firnuligheder der var ved en telefon, en computer, en tablet – sågar en kaffemaskine. Døde mennesker var på ingen måde ligeså interessant.

Han så på hendes smil, og sendte hende et afmålt, dog presset smil retur. Hun gjorde bare sit arbejde, hvilket indebar at skære døde mennesker op for at finde en dødsårsag og få bekræftet identiteten på liget.

Han så på hende, som hun forklarede hvad han skulle gøre, hvis han fik det dårligt. Han nikkede. Han havde forstået det. Han vidste ikke, hvordan han ville have det. Han frygtede inderligt, det var en han rent faktisk kendte og havde haft et nærtstående forhold med. Tænk hvis, han ikke havde kontaktet den person i flere måneder og det her var måden, han fandt ud af de var død på? Han havde haft nogle hårde måneder, det benægtede han ikke, men nok til ikke at kontakte de folk han rent faktisk holdt af? Tvivlsomt. ”Okay…” svarede han, da han endelig tog sig sammen til at sige noget, inden han nikkede endnu en gang, i tvivl om hun overhovedet ville se det, når de gik, deraf også grunden til han havde brugt ord. Sociale interaktioner – var virkelig ikke hans stærkeste side.

Han trak vejret tungt ved hendes spørgsmål. ”Så klar som man kan være, tror jeg..” prøvede han som han følte hans mave snogede sig sammen og han blidt slog sine hænder sammen og gned dem mod hinanden. De var klamme og kolde. Han var nervøs på den mest ubehagelige måde, hvor det bare blev bygget op for hver eneste gang virkeligheden ramte ham.

[Deleted]

Leah rankede ryggen en smule imens hun betragtede ham med de chokoladebrune øjne for lige at sikre sig at han var okay. Herefter skubbede hun døren op med hoften og gik indenfor. Hun holdt den for ham så han kunne gå med ind og lod den så glide i bag dem med et metallisk klik.
Rummet var oplyst med en belysning der var temmelig kraftig, her var godt nok vinduer, men de var dækker af et lag hvis film så man ikke kunne kigge igennem. På ydresiden kunne man ane tremmer for at forhindre nysgerrige unger at smadre en rude for at få et godt kig på ligene.
Hun gik frem mod det metalibord hvorpå liget lå gemt under det karakteriske hvide lagen. Hun stillede sig på den ene side og gjorde en gestus der indikerede at han skulle stille sig på den anden. Hun sprittede hurtigt sine hænder af og greb så et par blå gummihandsker fra bordet ved siden af.
Forsigtigt tog hun fat i hjørnerne på lagnet. "Er De klar?" Spurgte hun i en blid stemme. Hun vidste at denne del var den hårdeste. Det var altid svært når folk skulle se en de holdt af ligge på dette bord og Leah mærkede altid et stik af sorg når hun så folk bryde sammen, hun var en temmelig empatisk kvinde, dog kunne hun alligevel godt finde ud af at forholde sig professionel.
Da hun havde sikret sig at han så ud til at være okay med situationen, trak hun lagnet til side og afslørede manden der lå under det.
Hun så meget kort på liget, men flyttede så blikket op til manden på den anden side af bordet for at sikre sig at signalerne for en mulig besvimelse ikke viste sig. Det var desværre noget hun oplevede med jævne mellemrum. Folk troede at de kunne håndterer det og så i det sekund de så deres kære ligge der, kold og bleg så gik de simpelthen bar ud som et lys.

[Deleted]

Jamies blik flakkede en smule. Han var ikke vant til død omkring sig. Selvfølgelig havde han været til nogle begravelser i løbet ad hans tid på jorden, men han havde oftest kunne distancere sig. Selv når det var folk tæt på ham. Noget af det var nok også, en manglende konfrontation med de mere grufulde sider af livet. At folk ikke nødvendigvis døde af sygdom og alderdom. De kunne havne i alverdens ulykker, dø alene eller blive myrdet. Han vidste ikke hvad han skulle ind og se, og det gjorde forberedelsen til det mere vanskelig. Han vidste også, han ikke fik noget ud af, at udsætte det. Hans mave ville snog sig sammen uanset hvad, og han kunne bare bede til det ikke ville sætte en eksplosiv refleks i gang. Han bevægede sig ind ad døren, måske en smule langsomt. Lyset ramte hans øjne skarpt og det fik ham til at knibe øjnene sammen. Som hun gjorde gestus til, han skulle stille sig på den anden side af bordet, gjorde han det. Han mærkede en klump, der begyndte at danne sig i hans hals. Han vidste at nu var det nu. Han sank den og i hans hoved var det tilmed ret højlydt. Han sukkede tungt ved hendes spørgsmål. ”Ja…” kommenterede han, som han lod sit blik falde ned på det hvide lagen for at betragte hvordan hun trak lagnet til side. Hans blik frøs og i nogle sekunder sagde han ingenting. Følelsen han havde haft i sin krop fra før var nærmest antiklimatisk, som han begyndte at betragte en hver detalje i mandens ansigt blot for at finde en lille indikator på noget genkendeligt. Hans blik blev efterhånden undrende og hans mund trak sig sammen eftertænksomt. Han havde aldrig set den mand før. ”Jeg beklager meget, men..” begyndte han, inden han lod sit blik mødes med hende. Forvirringen var nu meget tydelig på ham. ”Jeg har aldrig set ham før,” han bed sig i læben efter han havde afsluttet sin sætning. Han følte sig ikke dårlig, hvilket han nok havde gjort hvis han havde haft kendskab til manden, men nu følte han ikke andet en dårlig samvittighed over hans manglende hjælp.

[Deleted]

Igen var Leah vandt til at deale med folk på denne måde. Hun kendte godt til de forskellige reaktioner, nogen fortrak hun helt sikkert over andre. Hendes problem var nok at hun altid følte hun var en del af de folks sorg når hun fremviste deres afdøde kære. Det var farligt, men det var alligevel også med til at gøre hende til den hun var. Kærlig, forstående, hjælpsom. Egenskaber som hendes søster anså som værende svagheder.
Hendes brune øjne søgte da også hans ansigt så snart lagnet var trukket til side. Søgte efter hvilken kommende reaktion hun skulle forberede sig på. Ville han bryde sammen, panikke, så i benægtelse. Alle tre og langt flere scenarier var ganske mulige, men det udtryk der endte med at vise sig hos ham, havde hun alligevel ikke helt regnet med. Forvirring. Ikke desperat "hvorfor skulle det lige være ham" -forvirring. Bare komplet forvirring. Dette fik hendes bryn til at trække sig sammen i undren frem til han sagde højt hvad der havde forårsaget denne reaktion. Han kende ikke manden.
Hendes mund gled lidt op, skønt hun virkelig forsøgte at holde sig professionel. "E-er du sikker?" Spurgte hun så. Det var nok det dummeste spørgsmål ever, hvilket hun også godt selv kunne høre i det sekund det undslap hendes læber. Selvfølgelig var han sikker. Han burde da bedst selv vide om han kendte manden. Det lød ikke som benægtelse fra hans side, men komplet ærligt.
Hun så ned på den afdøde og derefter tilbage på manden overfor sig igen. "Wow...øhm...der er godt nok...lidt akavet.." Mumlede hun og skar en grimasse, hvortil hun hurtigt dækkede manden til igen og gav sig til at bladre febrilsk i den folder det var tilknyttet den afdøde. "Du er da Jamie Mark York, ikke sandt?" Spurgte hun så. Høflighedsfraserne var helt glemt i forvirringen.

[Deleted]

Han trak øjenbrynene sammen, hvilket straks fik ham til at se alvorlig ud. Ja, han var sikker. Han kunne ikke mindedes han på noget som helst tidspunkt i sit liv havde kendt eller mødt denne mand, der lå død foran ham. ”Ja,” svarede han med en alvorlig stemme, inden han igen kiggede på manden for endnu en gang at søge sin bekræftelse. Han så op på Leah igen, som hun begyndte at pointere det var akavet, og han kunne et eller andet sted kun give hende ret. Han nikkede en enkelt gang, så de stod i stilhed, hvilket unægteligt nok ikke gjorde situationen bedre for nogen af dem. Tavsheden blev først brudt, da hun åbnede munden. ”Nej.. Jamie Anakin York,” svarede han med et par nik, og kiggede mod udgangen. ”Så…. Jeg regner ikke med, I kan bruge mig, jeg er ked af, jeg ikke kunne hjælpe…” påpegede han som han gik mod sin flugt.



//Out//