I am burdened with glorious purpose!

[Mayson Carver]

Tilegnet: Luke Lynch

Sted: De Tre Koste, Hogsmeade

Tid: 16.07

Årstal: November, 2055

---

Mayson satte sig ved et tomt bord ved vinduet og kiggede på klokken. Den var lidt over 4 om eftermiddagen og solen var allerede næsten gået ned. Han lod de gule øjne søge mod vinduet og ud på den travle hverdag der formede sig på den lille gade i den magiske by. De fleste var ved at få fri nu så det varede ikke længe før kroen her ville begynde at blive fyldt op.
Efter aftale med Luke skulle de mødes her på De Tre Koste kl 16. Mayson var en smule forsinket, hvilket ellers ikke ligenede ham, dog var han ret sikker på at han ville ankomme før Luke anyway - hvilket han fik ret i. Han havde bestilt en kom te til dem hver som han havde taget med ned til bordet, nu håbede han bare på at Luke ville nå at komme inden den blev kold. Faktisk havde han en ide om at Luke ville sende ham et misbilligende blik over teen, men med den kølige novembervind der havde blæst stædigt i hans pels hele vejen herned havde han haft lidt lyst til det.

Igen så han på sit ur og smilede derefter til en af de øvrige kunder som passerede bordet. Luke havde sagt at han havde noget "vigtig" at snakke med ham om. For hvad Mayson vidste kunne det være alt fra hans favoritband der var brudt op til hvilken en af de tre piger - som han sikkert datede - han skulle inviterer med ind og se den nyeste gyserfilm. Med andre ord havde Mayson ikke de store forventninger til Lukas vurdering af "vigtigt".
Selv forsøgte han at holde humøret lidt oppe imens dagene passerede. Han havde stadigvæk ikke fundet ud af hvad han ville med sit liv og selvom hans mor var virkelig sød omkring det, vidste de jo godt begge to at han ikke kunne blive boende hjemme og leve af hendes indkomst for evigt. 
Han sukkede og førte en hånd gennem håret imens han lod blikket glide mod døren i håb om at Luke snart ville dukke op. Det fede ved at hænge ud med Luke var at han altid tog så let på tingene og det fik også Mayson til at slappe lidt mere af.

[Luke Lynch]

Luke arbejdede utroligt meget for tiden, hvilket han havde gjort stort set lige siden, de var gradueret fra Hogwarts. Han havde ikke fortalt nogen, hvad han havde fået af karakterer, hans ry skulle jo nødig blive ødelagt. Hvilket bad-boy fik top-karakterer i langt de fleste fag? Nemlig, ingen. Det var dog ikke grunden til, at han arbejdede så meget, som han gjorde. Det var af helt andre årsager. Han kunne dog mærke på sig selv, at det var ved at tage overhånd, men han nægtede at skulle bo hjemme hos sin onkel og tante mere. Han havde derfor fået sig en lejlighed, men fordi den lå så centralt i en magisk by, var den ikke ligefrem billig. Den var så heller ikke lille af sig, overhovedet, men hvad skulle han med al den plads, når han kun var ham selv og de tilfældige tøser han inviterede med hjem på skift, okay nogengange to og to, men det var ikke pointen.
Han fik øje på sin blå ven ude fra gaden af, og kunne derfor gå direkte indenfor og hen til bordet. "Hey, Tail" sagde han i sit typiske 'jeg kan klare hele verden' overskuds-artige stemme. Han satte sig på stolen overfor Mayson, med de helt nøddebrune øjne, strålede lidt for meget af 'jeg har fået verdens bedste idé'. Til tider nok det farligste blik, Lukes øjne kunne vise. Han foldede sine hænder foran sig på bordet med albuerne hvilende mod bordet og lænede sig frem mod Mayson. Med ét var det dog som om, lyset blev slukket i hans øjne og smilet forlod hans læber, da han blik faldt på indholdet i koppen foran ham. "Det er som om, du slet ikke kender mig.. Er der i det mindste rom i?" spurgte han og hævede det ene øjenbryn i en mistroisk grimmasse, da han rettede blikket tilbage mod sin blå ven.

[Mayson Carver]

Mayson fik hurtigt øje på sin ven som han trådte ind af døren. Han smilede og vinkede imod ham som han kom hen mod bordet og slog sig ned på sædet overfor. "Halløj," hilste han muntert, men følte hurtigt sit eget smil blegne en smule i samme nu han genkendte Lukas udtryk. "Åh nej, hvad har du nu fundet på?" Spurgte han allerede igang med at forberede sig selv på det værste.
Luke var temmelig kendt for sine dårlige ideer og af en eller anden årsag involverede de næsten altid Mayson og det endte altid med at de fik ballade. Luke var nok den største drengerøv som Mayson kendte, dog var der en stor del af Mayson der så op til den side af Luke, men han bildte også sig selv ind at Luke havde godt af at have en Mayson fårekylling som værende hans fornuft for ærlig talt var det ikke altid at Lukas planer hang heeelt fornuftigt sammen.
"Du ved godt at det der blik bekymre mig ik?" Tilføjede han så og viftede lidt nervøst med halen som han betragtede sin ven.

Han sippede selv til sin te som han så Lukes misbilligende blik og han skjulte et smørret smil bag koppen. "Det er sundt for dig," kommenterede han som var han en belærende bedstemor. Selvfølgelig kunne han alligevel ikke holde smilet helt skjult i dampene fra teen og det spidse hjørnetænder blev kort flashet inden han stillede sin kop tilbage på bordet.
"Prøv at smage, det er en virkelig god te med kanel hvilket giver den en smag af jul." Han sagde dette med højtidelig stemme som var han en vinsmager der forsøgte at sælge varen. "Og der er en del sukker i så tænker at det trods alt kunne fange din interesse." Han smilede bredt og smørret som om Luke var et lille barn man kunne lokke med slik og søde sager.
Mayson tog en dyb indånding, "Nå, men tør jeg spørger hvad du nu har oppe i ærmet? Eller skal jeg bare løbe hjem og gemme mig under sengen med det samme?" Han smilede bredt og tog en ny tår. Ham og Luke var desværre gode til at få det værste frem i hinanden, dette var til trods for at Mayson forsøgte at være den fornuftige af de to, det var bare ikke altid at det lykkedes for ham.

[Luke Lynch]

Lukes ideer var altid geniale. Perfekte. Hulfrie. I hvert fald hvis man spurgte Luke selv. Han fik kun gode ideer. Han rynkende derfor utilfredst på panden, "Hov, hov, prøv lige at lyd lidt mere tillidsfuld til mig og mine fantastiske påfund," sagde han. Han vidste godt at langt de fleste professorer stadig krummede tær, bare de hørte hans navns, på trods af at han ikke gik på skolen mere. Han havde nok sat sine mærke på Hogwarts, og ville sent blive glemt, hvis nogensinde. Mayson fårekylling var nok en af de eneste, som havde gjort Luke havde vist, hvad han egentlig kunne til sine eksamener, selvom han aldrig havde fortalt nogen, hvilke karakterer han var gået ud med.
Hans blik blev fanget af halen, som viftede nervøst bag hans ven. "Og du ved godt jeg ikke kan fokusere, når de hale svinger sådan," svarede han med de brune øjne, som var på halen, som var den et objekt til hypotese.
Han hævede mistrorisk begge øjenbryn, "Sundt? Siden hvornår har det nogensinde været en prioritering for mig?" spurgte han og rystede lidt på hovedet af sin ven. Okay jo, Luke gik op i sin krop i form af at han trænede, men det var der kun to årsager til. 1. det tiltrak pigerne og fik hans tatoveringer til at sidde pænere. 2. Fordi hans tanker var hans egen værste fjende og nogen gange var det nemmere at glemme dem, hvis han var fysisk aktiv.
Han grinte let, "Okay, okay. Jezz nok om teen, dude, jeg skal nok smage, men jeg venter lige til den ikke brænder mine smagsløje," sagde han med hænderne oppe, som holdt Mayson sin tryllestav mod ham, dog med et genkendeligt drillende blik i sine øjne.
Han klaskede hænderne sammen og et stort smil meldte sig på hans læber, "Selvfølgelig tør du det! Det er en god ting!" sagde han lidt for engageret og var allerede klar til, at finde ud af, hvordan de skulle indrette og det hele. "Nu skal du bare høre; min fætter vil udleje sin lejlighed til mig, men der er plads nok til to.. Såååh? Hvad siger du? Vil du flytte ind med mig? Bob, bob, bob, inden du begynder på alt dit fornuftige pis, så lyt lige engang. Diagonalstræde, fire-værelser, det ene må vi godt nok ikke gøre noget ved, men et værelse til os hver og en fælles stue. Come on, hvad siger du?" spurgte han med et stort smil, før han tog en tår af teen, uden egentlig at tænke over det, før bagefter, hvilket fik ham til at se overraskende ned i koppen, "Hm. Ikke dårligt faktisk," mumlede han, da han helst ikke ville indrømme det.

[Mayson Carver]

Mayson sendte Luke et blik som meget tydeligt understregede hans manglende overbevisning i Lukas påstand. "Beklager, min mor har lært mig at jeg ikke må lyve." Hjørnetænderne blev blottet i et lidt for morende smil fra Mayons side. Tydeligvis syntes han selv at han var uhyre morsom lige nu.
Som smilet dalede og halen svingede i takt med at han afventede at høre denne "geniale plan", lod han de gule øjne hvile på hans ven. Han sippede kort til sin te endnu engang og nød smagen som den spredte i hans mund. Det var virkelig længe siden at han havde drukket te, men for pokker hvor var det dog lækkert. "Hmm?" Der gik lige et par sekunder før Mayson selv opfangede at halen havde bevæget sig, det gode den jo for det meste uden hans samtykke. Det var rettere en form for refleks kunne man vel sige. "Nåeh, han forsøgte at holde den i ro."
Endnu engang fik Mayson sit bedrevidende udtryk på, "aldrig. Hvorfor tror du måske at jeg forsøger at lære dig det nu?" Svarede han tydeligvis underholdt af kammeratens utilfredshed over den lune drikkevare.
Han lo da Luke overgav sig, "det var sukkerne der overtalte dig ikke sandt?" Dette var ment i en joke, han vidste godt at det ikke var derfor, men når Luke opførte sig som et barn måtte han jo blive behandlet som et.

"Aha." Mayson så ikke overbevist ud, skønt han ikke kunne skjule det nysgerrige blik, "det sagde du også dengang du lokkede mig til at springe i søen. Nøgen. Midt om vinteren." Påmindede han. Han havde været snotforkølet i flere uger efter.
Af alle de forskellige ting Mayson havde forventet Luke havde på sinde var dette bestemt ikke en af dem. Han stirrede på ham med åben bund og næsten lige så store øjne i et forsøg på at gennemskue om Luke lavede pis med ham.
Han skulle da også lige til at svare da Luke stoppede ham for at argumenterer videre for den ide Mayson allerede mentalt havde takket ja til. Faktisk havde beliggenheden ikke engang slået ham før Luke selv påpegede at det lå i Diagonalstræde - et af de få steder Mayson frit kunne færdes. "Wow, mener du det?" Spurgte han som forventede han at Luke ville fare op som en trold af en æske og råbe aprilsnar skønt de var midt i november. Ærlig talt var der intet Mayson hellere ville end at flytte hjemmefra. Eller han elskede at bo hjemme, han havde et meget tæt og godt bånd til sin mor, men det at stå på egne ben havde virkelig trykket i ham siden han havde fået lov til at begynde på Hogwarts.
Det gik op for ham at den takketale han havde givet Luke kun var forgået mentalt fordi han ikke rigtigt var i stand til at formulerer en fornuftig sætning lige nu. "Det vil jeg vildt gerne!" Endte han alligevel med at udbryde i stor begejstring og med ét var halen aktiv igen.

[Luke Lynch]

Han sendte Mayson et ret så sigende blik, "Virkelig..?" spurgte han og rullede let med øjnene, før han dog alligevel gav sig og sendte et smil retur til sin ven. Han havde virkelig svært ved, ikke at lade sig distrahere af halen som svang frem og tilbage, fra side til side. Ikke fordi han som sådan havde koncentrations besvær, men når der var noget der bevægede sig nær hans blik, jamen hvem ville så ikke blive bare en smule fanget af det.
"Hvad får dig til, at tro du kan det?" spurgte han drillende, Luke og sundhed ville nok aldrig rigtigt gå hånd i hånd, men på den anden side, så trænede han meget og han gik meget, når han var på arbejde, så han forbrændte også det han indtog. "Shit mand, du er virkelig i dit es i dag, huh? Jeg tror bare, jeg går op efter den whiskey nu," svarede han drillende, selvom en del af ham faktisk mente det dybt seriøst.
Luke kunne ikke undlade at slippe et grin, mens han for et øjeblik blev taget tilbage til det øjeblik, hvor de var hoppet i søen, nøgne. "Åh come on, det var sgu da sjovt, Blue," sagde han med et grin, som fik selv de nøddebrune øjne til at smile med. Han havde godt nok lavet meget lort i sin tid på Hogwarts, det var næsten utroligt, at han aldrig var blevet smidt ud eller bortvist. Men han havde bestået alle sine eksamener med overraskende flotte karakterer, han var jo ikke dum, han havde bare ikke gidet vise, hvad han egentlig havde mellem ørerne. "Og by the way så, vel gjorde jeg ej. Det sagde jeg var en genial ting," rettede han og blinkede flabet til sin ven.
Luke nikkede ivrig, "Selvfølgelig mener jeg det," sagde han med et stort smil, mens han stadig tænkte lidt over flere argumenter, i tilfælde af at Mayson ville så meget som trække på den. Dog meldte der sig et nyt smil på hans læber, da Mayson sagde han gerne ville, "Fedt mand! Det bliver episk! Vi har lejligheden fra den første i næste måned, men vi kan allerede nu begyndte, at flytte vores ting," fortalte han og mærkede hvordan han faktisk virkelig glædede sig til, at de to skulle flytte sammen. Den ville stå på mandehørm hver dag. Han glædede sig til, at komme væk fra sin onkel og tante. Ikke fordi han ikke holdt af dem, men han kunne jo ikke hive damer med der hjem. Han havde jo også været taknemlig, for at de havde taget ham og Noah til dem, dengang deres far var død og deres mor var blevet indlagt på den psykiatriske afdeling, men nu var han ikke noget barn mere og han ville ud og stå på egne ben, men det var nok meget godt, at flytte sammen med en, som han regnede med kunne finde ud af at lave mad.

[Mayson Carver]

Mayson flashed sine tænder i et alt for overdrevent smøret smil, bare lige for at understreg hvor hyldende morsom han fandt sin egen kommentar. Mayson elskede virkelig Luke. Altså ikke som noget som helst andet end som en ven, men til gengæld betød hans venskab også alt for ham. Mayson snakkede da også med andre og havde med tiden fået en del gode venner, men dét han og Luke havde var alligevel specielt.
Han sukkede opgivende af sin ven og vejede hans ord en smule før han svarede. "Well hvor intet vover, ved du nok." Svarede han tilbage og så igen ud til at have en lidt for stor fest for sig selv. Han vidste godt at Luke nærmest kunne æde det samme som en fuldvoksen hanelefant uden at tage et gram på. Mayson selv havde det heldigvis på samme måde, han var dog mere spinkelt bygget end Luke til trods for at han faktisk var langt stærkere end han så ud, han gjorde bare aldrig brug af det medmindre det var fordi han trænede sine akrobatiske evner. Hans smidighed og elegance var de fleste ganske overlegen, men igen var det ikke noget han viste frem, faktisk var det mere noget han gjorde brug af når ingen kiggede.
Han lænede sig lidt tilbage i stolen og svingede hænderne bag nakken som han smilede afslappet til sin bedste ven. "Tja hvad ka' jeg sige, der er bare nogen af os der kan dét der." Hans stemme var overlegen, men det var kun ment i sjov. Det kunne godt være at Mayson kunne være en spøgefugl, men når det kom til stykket var han nok en af de mest ydmyge personer der fandtes. "Hold da op," Lo han og satte sig normalt på stolen igen, "bare fordi du kan betyder ikke at du bør." Sagde han smilende.

Smilet smittede omgånede af på Mayson og han måtte jo desværre erkende at Luke havde ret. Det havde været sjovt - og ufattelig grænseoverskridende. "Det var gode tider." Erkendte han og så lidt frem for sig ved mindet det skyllede ind over ham. Ikke at de var blevet bedre i de måneder der var passeret siden de forlod skolen, men altså man fik jo også kun det sjov man selv lavede.
Nu var det Mayson der sendte Luke et meget sigende "virkelig" -blik. Han havde været snot forkølet efterfølgende, men set i bakspejlet ville han jo have gjort det igen.
Mayson kunne næsten ikke tro sine egne øre. "Allerede? Wow...jeg skal nok lige snakke med min mor, altså fortælle hende at jeg flytter, men hvor er det vildt!" Han kunne mærke begejstringen stige og han var ude afstand til at skjule det, "så skal vi til England! Men altså jeg siger dig lige, jeg vil ikke finde nogen sure underhylder i håndvasken." Jokede han. Dette ger var nok den bedste nyhed Mayson havde fået hele året, han var så glad at han havde mest lyst til at springe rundt -og dog tøvede han.
"Jeg kan allerede se det for mig, så kan vi holde gaming-nights og æde junkfood til vi bliver grønne i hovederne. Primært dig, det er svært for mig at skifte farve." Jokede han. "Uh og vi bestemmer selv om vi inviterer gaster hjem!" Igen slog det på ingen måde lille naive Mayson at Luke og hans syn på "gæster" nok var en smule forskelligt.

[Luke Lynch]

Luke ville ikke sige, at han havde mange venner. Han havde mange bekendtskaber, men det at være venner krævede, at man kendte hinanden, i hvert fald bare lidt mere end det overfladiske navn, alder og druk. Mayson var den eneste Luke havde fortalt til, at hans mor var indlagt på et psykiatrisk hospital. Men han havde ikke fortalt ham, at hans far var død. Eller det var i hvert fald hvad han troede.
Mayson var Lukes eneste rigtige ven og den han stolede mest på. "Intet vindes, dude," svarede han morende og hævede en knytnæve mod Mayson og afventede han ville slå sin mod den, med et drenget smil over sine læber.
Han nikkede lidt, mens han studerede sin ven sætte sig til rette i stolen og det afslappet smil, "Yeah.. Hvordan føltes det for jer andre?" spurgte han med et let flabet smil på sine læber. Han gabte falsk, "Og bare fordi du kan være kedelig, betyder det ikke du skal," svarede han tilbage før det velkendte drenget smil meldte sig på hans læber, som han førte koppen op til sine læber og tog en tår af teen. Mayson var virkelig Lukes samvittighed, en blå udgave af en fårekylling, hvis stemme hjemsøgte Luke selv når han ikke var i nærheden, men stod i et valg mellem rigtigt og forkert.
Han nikkede lidt, "Ja.. Det var det.. Men hey, nu er vi frie, så der kommer endnu flere gode tider. Bedre tider. Fantastiske tider," sagde han i takt med hans armbevægelser blev større og større.
Han nikkede let, "Ja, selvfølgelig, snak med din mor, hils hende," svarede han og blinkede drillende til sin ven. Han havde aldrig mødt Maysons mor, eller søster, så vidt han vidste. At han så havde mødt Raven, vidste han ikke. "Ha ha meget morsomt, jeg er faktisk et ret stort ordensmenneske, at du ved det," informerede han og tog en tår mere af teen, selvom den virkelig ville smage bedre med alkohol i. Meget kunne man sige om Luke, men han var et stort ordensmenneske. Måske fordi der var så meget kaos i hans hoved, så havde han et ekstra stort behov for, at have orden i de ting han kunne, hvilket var de ting omkring ham. Han nikken blev mere og mere ivrig, frem til Maysons joke om hovedfarve, hvortil et 'virkelig' blik sendt i vennen retning. "Mhmh. I know, alle de damer vi vil. Det bliver skide godt man," sagde han og hævede sin hånd, som han afventede en high five.

[Mayson Carver]

Ligesom Luke havde sine hemmeligheder havde Mayson nok også sine egne. Hans biologiske far var en kendt quidditchspiller, Mayson vidste det godt og havde endda også mødt ham, men havde ikke turde konfronterer ham. På det punkt var Mayson altid meget forsigtig fordi han ikke ønskede at skabe nogen problemer for hans far, men det ville jo nok hæve nogle øjenbryn og åbne for nogle spørgsmål omkring hvem Mayson var og hvorfor han så ud som han gjorde for ikke at nævne spørgsmål om forholdet mellem Maysons mor og far. Han ønskede ikke at starte det cirkus op, så var det lettere bare at lade som om at man var lykkeligt uvidende om tingene.
Mayson smilede imod Luke og gav ham et fistbump. Han så helt klart Luke som værende den bedste ven han havde. Det var altid ham han følte at han kunne gå til hvis han havde problemer, også selvom de måske ikke altid var helt enige om løsningen. Luke var bare - og ville nok altid være - Maysons Go-To-Buddy når han ikke vidste hvad han skulle stille op med sit liv. Ikke fordi han udnyttede det specielt ofte, Mayson klagede meget sjældent over sin tilværelse.

Han kunne ikke andet end at le som Luke vendte hans kommentar imod ham. "Ja du skulle bare vide," jokede han videre og slog let ud med hånden. "Hold da kæft, jeg er ikke kedelig, jeg er klædt ud på saglig basis, ergo må jeg være den mindst kedelige af os to." Svarede han tilbage og blinkede. "Plus jeg altid vinder udfordringerne." Okay dette var mere en fifty-fifty ting, men overdrivelse fremmede forståelse og både han og Luke gik måske liiiidt for meget op i at gennemføre når de gav hinanden en udfordring.
Mayson mærkede et lille stik da Luke nævne at de var frie. "Tal for dig selv dude. Jeg er stadigvæk rimelig meget i karantæne." Påpegede han, "men om man begriber at Ministeriet vil holde dette gorgeous face gemt væk," han lavede ne bevægelse imod sit eget ansigt som han endnu engang afslørede de spidse hjørnetænder i et grin.
"Ja no prob, jeg hilser fra ham tossen der altid får mig i problemer. Det vil hun elske." Drillede han. Da Luke sagde at han var et ordensmenneske havde Mayson nær kløjes i sin te. Han vidste ikke hvorfor at alt i ham sagde det modsatte. Ikke at han havde noget at have det i, han havde jo aldrig boet sammen med Luke eller set de steder han havde befundet sig. "Hvis du siger det," savnede han blot.
Mayson rynkede brynene let som Luke sagde sætningen "alle de damer vi vil" som var det rent faktisk en mulighed for ham. Han valgte dog at tage det med et lille smil, "Ja for piger elsker simpelthen små blå mænd med haler. Du får kamp til stregen makker." Jokede han og klappede Lukes hånd. Inderst inde mærkede han dog den lille ubehagelige følelse igen af de ting han nok aldrig ville komme til at opnå, tanken blev dog hurtigt skubbet væk igen.

[Luke Lynch]

Luke rystede lidt på hovedet, "Nogen ting deler man ikke, selv ikke med sin bedste ven, bro," sagde han, som var han mr. Miyagi, som var i gang med at træne sin elev op i livets vigtigste ting. Han slog et let klik med tungen, "Yeah... Hører du dig selv når du snakker, eller er det bare støj på linjen?" spurgte han og grinte let, da han fandt Maysons ord som et grimt selvmål. Han hævede lidt sin ene pegefinger, "Og vel gør du ej. Jeg vinder og så lader jeg dig vinde fra tid til anden, så du ikke føler dig som en taber. Selv tak, mate," sagde han og slog let ud med hænderne som var han guds gave til Mayson lige der. Luke var kæmpe konkurrence menneske, men heldigvis ikke - altid - en dårlig taber.
Luke viftede lidt med den ene hånd, "Det er jo derfor den her lejlighed er så perfekt! Den ligger midt i en magisk by, hvad mere kunne man forlange?" spurgte han som var det dét mest logiske i hele verden. Hans blik blev en smule tomt, som om et par hjerneceller var døde, "Yeah.. Host.. Sååå deeet..." svarede han, før han dog ikke kunne holde masken og grinte let med sin ven.
"Perfekt, det er også sådan jeg plejer, at omtale dig til min mor, så," svarede Luke med et stort smil på sine læber, som fik selv de grøn-blå øjne til at smile med. Han talte stort set aldrig om sin familie, og det var faktisk kun Mayson som vidste, at Lukes mor var indlagt, hvor hun var. "Bare vent og se, du vil blive overrasket min ven, overrasket siger jeg dig," sagde han i en overlegen tone og tog en tår af sin te, som han havde glemt var te, hvilket fik ham til at skære en grimmasse, så det ødelagde hans ellers så hardcore attitude, han lige havde puttet på. Pokkers. Mon han ville være så heldig, at Mayson ikke havde opdaget det eller i det mindste ikke ville kommentere på det?
Han rullede let med øjnene, "Åh hold da kæft mand. Du skal bare lærer, at bruge den blå pels og halen til din fordel, mate," sagde han opmuntrende og lagde en hånd på Maysons skulder, efter at have modtaget sin velfortjente high-five. "Men bare rolig, det er dét du har mig til. Jeg skal nok lærer dig det," sagde han, igen som var han blevet sendt fra himlen, kun for at gøre Maysons liv så meget lettere for ham.

[Mayson Carver]

Mayson sendte ham et ellere lusket blik. Han gavde nok en vane med at overshare en smule. Og well. ”Hallo, man deler da alt med sine bedste venner! Især mig, jeg må leve stort set hele mit liv gennem dig skal du lige tænke på.” Kommenterede han med et bedrevidende udtryk i ansigtet.
”Du kan sgu selv have støj på linjen bror lort.” Trods fornærmelsen kunne han ikke lade være med at le. Luke var hans aller bedste ven og han tog ikke hans drilske kommentarer som noget negativt, tvært imod var det rart bare at blive set på som værende helt normal. ”Yeah keep telling youself that.” Svarede han blot med et djævelsk smil på læben.
Mayson rømmede sig en smule, ”jeg siger bare at havde jeg været til chick-flick-momenst havde jeg sprunget julbende rundt lige nu.” Kommenterede han og rømmede sig lidt. Han var ikke helt sikker på hvordan han skulle klare indtægten, men mon ikke de kunne finde ud af noget? Han kunne vel altid arbejde i en af butikkerne måske.

Denne kommentar fik for alvor Mayson til at bryde ud i latter. ”Fedt nok, så vores mødre vil allerede se skævt til os, det er jo lovely.” Jokede han. Han var nu ret sikker på at hans mor syntes at Luke var ganske okay, især fordi hun vidste at han var der for Mayson hvis han havde brug for det og at han havde hjulpet og støttet ham ufattelig meget efter de var blevet venner.
Åh jo Mayson spottede Luks moment of weakness lige med det samme. Han sagde ingenting, men det frydende udtryk på hans ansigt samt det lidt for brede smil, talte helt for sig selv før han selv tog en tår af sin egen te og dermed tømte kruset.
”Ja....helt sikkert, chicks digs the fuzzy dude,” jokede han som han blinkede til Luke. Dette var nok primært for at dække over at piger ikke var hans kompetanceområde. Han lagde ikke skjul på at han aldrig havde så meget som kysset med en pige, ærlig talt forsøgte han ikke rigtigt at tænke over det og så i stedet bare glæde sig over alt det han havde. ”Hmm....hvorfor bekymre det mig...” Spurget han en smule retorisk inden han med et grin rejste sig op fra sin plads. ”Nå, men så må jeg vel hellere lige komme hjem og snakke med min mor, det er altså virkelig spændende.” Indrømmede han ærligt. Han var ikke sikker på hvordan hun ville have det med at han skulle bo så langt væk hjemmefra, men altså heldigvis gjorde både tansitnøgler og susenetværket den slags afstand betydeligt mindre. Han vinkede til Luke før han efterlod ham med de sølle rester af teen og forlod De Tre Koste så han kunne komme hjem og vidregive de gode nyheder.

//out