Vanære til dig, vanære til din ko

[Thomas Blake]

Thomas morede sig gevaldigt. Det var længe siden han havde smilet så meget, som han gjorde på det nuværende tidspunkt. Han vidste godt, at Hamish kunne være umulig at være i rum med, men han havde aldrig selv haft problemer med ham. Han var hans bedste ven, selvom ingen af dem rigtigt gjorde det tydeligt, at de var venner venner. De var lidt underlige begge to, men de passede nu meget godt sammen.

Han smilede lidt undskyldende til Olivia.
"Jo. Det er Hamish her." Sagde han og klappede Hamish på skulderen. "Det finder I nok selv ud af på et tidspunkt, men jeg tror da det er godt, hvis du skal hjælpe ham lidt med hans sager, Olivia. Det kunne godt blive spændende." Mere sagde han ikke og han vendte sig hen mod døren. Han kunne godt mærke, at Olivia bestemt ikke var i humør til dette lige nu og han blamede hende bestemt ikke. Hun kendte ikke Hamish ret godt og han kunne godt bryde ens grænser ret meget.
"Jeg vil gå nu, men har du brug for hjælp til noget, så siger du bare til." Sagde han til Olivia, men skævede over til Hamish, som om det var ham, han ville hjælpe hende med. Det fik hun nok brug for.
"Det samme gælder dig." Han smilede til Hamish og gik så ud af døren. "Peace out, hombrés." Sagde han og grinede på vejen ud.

// Out

[Hamish Hale McKenzie]

Nu var det ham som lavede et tilsvarende øjenrul. "Nu var det ikke lige dig jeg snakkede til, jeg snakkede til Thomas," han rettede de lynende blå øjne imod sin ven "fordi jeg er nysgerrig på i hvilken forstand han jeg har brug for din hjælp." Han så afventende og utålmodigt på den anden.
Blikket blev dog lige så hurtigt rettet tilbage mod Olivia da hun lød som om at hun ikke havde brug for hans hjælp. Pff amatør. Alle kunne da bruge hans hjælp, spørgsmålet var bare om han fandt dem interessante nok til at hjælpe dem.
Blikket blev dog hårdere ved hendes flabede kommentar og han gjorde hvad han gjorde bedst når han blev fornærmet, smed tilbage med fakta. "Årh please, det vil være fysisk umuligt for mig at være årsag til dine grå hår, jeg går ud fra du hentyder til at jeg vil stresse dig og dermed forøge din chance for grå hår. Dette er en myte. Stress giver dig ikke grå hår, stress får dig til at tabe håret, når der så kun er grå hår tilbage vil du blot virke mere gråhåret end da de var skjult bag din normale hårfarve." Sætningen blev sagt så hurtig at man nok skulle spidse ører for at opfange pointen.
"Du er en ufattelig dårlig løgner." Sagde han ligeud som havde hun forsøgt at skjule over at hun bestemt ikke nød selskabet.
Som Thomas forlod selskabet uden at besvare hans spørgsmål, sendte Hamish ham blot et uhyre irriteret blik som på ingen måde var til at tage fejl af. Et blik han havde sendt Thomas et utal af gange og et blik som Thomas var blevet mester i at ignorere.
Han så atter tilbage på Olivia og rettede kort på sin sorte jakke. "Jeg lader høre fra mig med de opgaver jeg har til dig." Konkluderede han så, "og jeg bryder mig ikke om at blive holdt hen, det er mit arbejde for vigtigt til," tilføjede han som fik han bare ud fra at hun fra nu af ville smide alt hvad hun havde i hænderne for hvadend han ville fremlægge på hendes skrivebord. Med disse ord vendte han om på hælen og forlod rummet i samme retning som Thomas var forsvundet uden at lukke døren bag sig.

// out