Vanære til dig, vanære til din ko

[Olivia Rae Roden Wilson]

Olivias kontor, det Magiske Universitet, England

13.30

Outfit + Flade sko

Hamish Hale McKenzie

---

Olivia sad på sit nye kontor. Det var utrolig underligt at skifte job, men hun kunne godt mærke, at hun havde brug for det. Selvom Ethan var en rigtig god rektor, så følte hun sig ikke helt tryg på Hogwarts, efter Bryce havde kidnappet hende. Hun vidste godt, at han nok ikke ville gøre det igen, men andre ville måske. Hun havde været udsat for ret meget nu og nu skulle det være nok. Hun ville ændre nogle ting i sit liv og et af dem havde været at skifte job. Hun havde elsket sit job på Hogwarts så inderligt, men det var ikke hendes drømmejob. Hun havde altid drømt om eliksir og nu havde hun muligheden. Thomas havde fortalt hende, at hun skulle prøve at søge jobbet som professor i eliksir på universitetet. Det var blevet ledigt efter, at professor Bigaard havde sagt op.

Olivia havde ikke tøvet et øjeblik, for hun havde haft en dårlig følelse med sit gamle job i noget tid. Ikke selve jobbet, men bare stedet. Nu sad hun der og havde lige haft sin første undervisning. De studerende havde taget rigtig godt imod hende og det var hun så glad for. Hun var jo lavere end halvdelen af dem, men de lyttede til, hvad hun sagde. Det var tydeligt at mærke, at de var ældre end dem på Hogwarts. Hun havde nydt det, for hun elskede det fag så meget. Det var lige det job, som hun sulle have og hun var så taknemmelig over, at Thomas havde lagt et godt ord ind for hende. Han havde dog sagt, at hun på denne måde kunne komme i kontakt med en Hamish White, som var professor. Han ville også kunne hjælpe hende med at forsvare sig selv og få lidt mere viden om den verden, som hun nu frygtede, fordi alle bad guys åbenbart var efter hende.

[Hamish Hale McKenzie]

Hamish gik i meget rask tempo ned af gangen på det magiske universitet. Næsen var dybt begravet i morgens avis hvis forside (og lang de fleste artikler indeni) omhandlede bobningen på ministeriet og ikke mindst den forsvundne minister for magi. Fabelagtigt, endelig sker der noget spændende. Hans hjerne fungerede nok ikke helt som alle andres. Han havde svært ved at sætte sig ind i andres måder at være på, folk var så komplekse og havde så mange irriterende vaner - såsom at trække vejret.
Han var langt fra hvad man kunne kalde en "people-person" og han afskyede børn og unge, de eneste grund til at han arbejdede på universitet var fordi at han blev fyret som auror da ingen kunne holde ud at arbejde sammen med ham. Han fnøs let ved tanken. Folk er simpelthen så nærtagende.
Han drejede om et hjørne og marcherede direkte ind på kontoret der tilhørte eliksirprofessoren Joseph Argent. Hamish havde ikke rigtigt nogen venner, men han havde folk han udnyttede for at opnå forskellige ting i livet. Joseph var en af de "folk".
Det var lykkedes for Hamish at finde du af en del om Josephs kones "hemmelige" affære med gartneren og som tak for den indsats havde Joseph hjulpet til engang imellem når Hamish havde haft brug for det.
At sige han ingen venner havde var måske alligevel en minimal overdrivelse. Han havde faktisk én ven. Eller rettere en som forstod ham lidt bedre end alle andre; Thomas. De havde kendte hinanden i nogle år efterhånden. Hamish arbejdede på at finde Thomas' forsvundne barndomsveninde - stadigvæk uden held desværre - og de havde udviklet en form for venskab undervejs.
Lige nu havde Hamish dog lidt andre ting på programmet, han havde brug for at sætte Joseph igang med noget af det kedelige arbejde han ikke selv kunne overskue at give sig i kast med på nuværende tidspunkt i forbindelse med angrebet i ministeriet. Hamish var dog ikke blevet gjort opmærksom på mandens fyring efter dagen i forvejen havde forsøgt at opsøge og myrde sin nu-ekskone.
Derfor vadede han nu ubekymret ind af døren til kontoret uden så meget som at se op før han begyndte at snakke. "Argent, jeg har en opgave til dig! Som du nok er klar over har der været angreb på ministeriet! Det er den rene julefest!" Hans begejstring i stemmen ville nok falde mange ind som højest upassende, men han opfangede det ikke selv, "du skal finde alt frem omkring..." først nu så han op og fik øje på den unge kvinde foran ham. "Du er ikke Argent." Kommenterede han med et gennemtrængende blik.

[Olivia Rae Roden Wilson]

Olivia havde bedt de studerende svarer på nogle spørgsmål, som hun havde givet dem på et stykke papir, om eliksirer. På denne måde vidste hun, hvor de var henne og, hvad de vidste i forvejen. Det var rart for hende at vide, så hun vidste, hvad hun skulle fokusere mest på, for at få dem alle sammen med. Hun sad lige nu og kiggede dem igennem. Hun havde ikke haft så meget tid til at rydde op på sit kontor endnu. Der var nogle bøger, som hun gerne ville have sat op og nogle billeder af hendes familie, som også gerne måtte stå derinde. Det lå dig lige nu i flyttekasser, da hun lige skulle have tiden. Lige nu ville hun dog gerne fokusere på de opgaver, som de studerende havde fået.

Hun sad lidt i sin egen verden og blev meget forskrækket, da døren pludselig gik op. Var det normalt, at folk bare gik ind? Bankede man ikke på her på Uni?
En høj mand med sort krøllet hår, stod nu på hendes kontor og virkede ikke til at have fattet, at det faktisk var Olivia, der sad der og ikke den tidligere professor.
Olivia hævede sine øjenbryn og kiggede lidt opgivende på ham, som han bare talte videre. Da han pludselig opdagede, at det ikke var den tidligere professor nikkede hun blot, stadig lidt opgivende.
"No shit, Sherlock. What gave me away?" sagde hun og sendte ham et svagt smil. Hun fandt det dog lidt morsomt, at han slet ikke havde været opmærksom på hende og bare plapret løs. Nyheden om hende var åbenbart ikke nået så langt endnu.

[Hamish Hale McKenzie]

Hamish betragtede hende med et vagtsomt nærmest gennemborende blik imens hans hjerne arbejdede på højtryk for at huske om han havde fået noget at vide omkring professorens afgang. Nope ingenting, han virkede dog underlig til mode i går. Deprimeret udover det sædvanlige. Han slog tankerne ud af hovedet eftersom han ikke kunne bruge dem til noget lige nu. Hamish lod igen kort blikket glide op og ned af hende. "Hvornår kommer han tilbage?" Forlangte han at vide uden at gengælde hendes smil.
Først nu kiggede han rundt og så på kasserne. "For mange sager til kun at være en vikar." Advarede en lille stemme i hovedet ham. Han fnøs irriteret og forsatte med at snakke uden at lade hende svare på spørgsmålet, "Så han kommer ikke tilbage. For pokker! Jeg skulle bruge hans hjælp." Sagde han irriteret og mødte atter hendes blik, nå, men jeg må vel tage hvad jeg kan få, "vil du selv mene at dit intelligensniveau ligger over eller under middel?" Spurgte han så direkte og gik frem mod hende komplet ligeglad med hvor frembrusende det end måtte virke.
"Eftersom jeg kan se du har tænkt dig at blive hængende, har jeg brug for at du kigger på noget for mig." Igen lod han sig slet ikke påvirke af at hun som nyansat måske ikke ligefrem mente hun havde hverken tid eller lyst til at hjælpe ham. Han lagde avisen fra sig på skrivebordet ovenpå de opgaver hun var igang med at gennemlæse.
Der var ikke den mindste bekymring over hvad der var sket med hendes forgænger at spore i hans stemme for ærlig talt var han ligeglad, han bekymrede sig kun om hvilken effekt det ville have på ham og de ting han lavede og eftersom han ikke var interesseret i at skulle gennemgå alle aviserne selv - skønt han nok ville kunne gøre det på under en time - så måtte han jo sætte hende i arbejde for honestly, hvas kunne være vigtigere end at hjælpe ham?!

[Olivia Rae Roden Wilson]

Olivia hævede sine bryn over denne sørgelige lille mand, som egentlig ikke var så lille igen. Hun skulle lige til at fortælle ham, at den tidligere professor var blevet fyret og, at hun havde overtaget hans plads, men manden virkede slet ikke interesseret i hendes svar, så hun lukkede bare munden igen, da han selv kom til den konklusion.
"Altid dejligt med et velkommen fra en kollega." Mumlede hun og lænede sig tilbage i sin stol og kiggede på ham. Hvem var han? Han var tydeligvis ligeglad med, hvad der var sket med professor Argent og, at hun var den nye professor.

Hans næste spørgsmål kom bag på hende. Hvorfor i alverden ville han dog vide det? Hun vidste ikke engang, hvad hun skulle svare. Hun vidste godt, hvad svaret var, men hun vidste stadig ikke, hvad hun skulle sige, for det spørgsmål var alt for frembrusende og egentligt også upassende.
"Øhh.. Er det en eller anden test du er ve at give mig eller?" Hun så meget forvirret ud og var ærlig talt også ved at blive ret irriteret på ham. Åh Gud. Han var sikkert Bryce nummer 2.
Hun lagde hovedet på skrå og kiggede på ham, som om han lige havde taget et banan kostume på.
"Hvad er det så helt præcis, at du gerne vil have mig til at kigge på?" Spurgte hun og lød på ingen måder interesseret i hans opgave. "Og hvem er du?" Spurgte hun og lagde armene over kors.

[Hamish Hale McKenzie]

Hamish hjerne arbejdede på højtryk. Det rodede rundt i hans planer at Argent ikke var der, men han måtte bare finde en anden måde at gribe det an på og eftersom hun var den eneste til stede lige nu, udnævnte han hende - uden at sige det højt - til sin nye assistent. "Jeg gør mig ikke i den form for unødige formaliter." Kommenterede han ligegyldigt og slog lidt afværgende ud med hånden.
Det var alligevel et tåbeligt koncept det med at "byde nye ansigter velkommen". Hvis ikke de passede ind i normen ville de alligevel blive frosset ude af de sociale grupper. Det havde han oplevet på den hårde måde. Ikke at det gjorde ham så meget, de andre professorer kunne - modsat ham - faktisk godt lide deres jobs og han kunne nærmest brække sig over alt det højhellige lort de lukkede ud når de i virkligheden ikke var tilnærmelsesvis så "gode mennesker" som de gerne ville have deres kollegaer til at tro. En havde en affære med sin yogainstruktør, en havde et "skjult" problem med alkohol og det var blot toppen af isbjerget. Folk var bare så falske og hadede i al hemmelighed hinanden for at have et bedre liv end dem selv. Græsset var altid grønnere på den anden side som man sagde.
At være i stand til at gennemskue mange af disse løgne gjorde blot at han hellere ville holde sig for sig selv. Han var temmelig ligeglad med hvad folk mente om ham, han gad bare ikke at høre på det. Hvilket han lidt følte at han gjorde selv uden de snakkede.
Svaret på spørgsmålet trak ham tilbage til virkeligheden. "Måske. Intelligensniveau over eller under middel?" Gentog han utålmodigt. Hvorfor er det at folk har så svært ved at svare på selv de mest simple spørgsmål?!
Han ignorerede fuldkommen hendes uvillige tone som han gik frem mod hende, "nuvel," sagde han i et "jeg må slå mig til tåls med hvad jeg kan få" -tonefald. "Som du nok har hørt har der været angreb på Ministeriet for Magi, Ministeren er forsvundet og jeg har brug for at du kontakter Hightéc Inc og skaffer mig en tid hvor jeg kan se på deres overvågningsbånd." Han tøvede kort, "vær sød at si' at du er en af de magikere der bare har nogenlunde forståelse for mugglere og deres fremgangsmetoder?" Eftersom Hamish var opdraget med både magi og mugglermetoder kunne han håndterer begge dele og han gik sommetider bare ud fra at alle forstod sig på mugglerverden.

[Olivia Rae Roden Wilson]

Olivia var ikke sikker på, hvordan hun var endt i denne samtale med denne tåbe. Han var fuldstændig ligeglad med hende. Ikke, at hun forventede andet fra en, der ikke kendte hende, men han var bestemt ikke særlig høflig. Ikke alle mennesker var det, men han kunne da ikke bare komme brasende ind på denne måde og opføre sig sådan overfor hende. Hun ville gerne sige dette til ham, men han virkede ærlig talt ikke som en, der faktisk ville høre efter.
”Over.” Sagde hun koldt. Hun var ret klog, det vidste hun godt. Hun var ikke ret gammel og alligevel havde hun fået job på dette universitet. Hun havde altid været meget ambitiøs og hun kæmpede for det, hun ville have. Hun lænede sig tilbage i stolen og lagde armene over kors, da han fortalte hende, hvad han gerne ville have hende til.
”Du virker som en mand, der ikke har svært ved at sætte en sætning sammen, så det tænker jeg da lige umiddelbart, at du godt selv kan.” Sagde hun og hævede sine øjenbryn. Han var da underlig. Hvad bildte han sig egentligt ind? Hun skulle da ikke være hans assistent. Hun vidste ikke, hvilken aftale han havde med Argent, men han skulle i hvert fald ikke prøve at pådutte hende det samme. ”Ikke, at det kommer dig ved, men jeg er vokset op hos min far, som er muggler.” Hun gad ikke til at fortælle, at hun boede ved sin mor de første 11 år af sit liv. Han behøvede ikke information om hendes mor. Det var privat for hende.

[Hamish Hale McKenzie]

Han lod de blå øjne hvile på hende i nogle sekunder som vurderede han om hendes selvindsigt var realistisk. "Udemærket," jeg må gøre brug af hvad jeg kan få. Hendes kommentar fik ham dog til at sende hende et irriteret blik som overså hun den mest indlysende detalje, "selvfølgelig kan jeg det, men jeg har mere vigtige ting at bruge min tid på." Sagde han i et matchende køligt tonefald og lidt som var det ganske åbenlyst. Han ville også gerne selv kigge nærmere på nogle forskellige scenarier i forbindelse med angrebet og kidnapningen, ikke alt grundarbejdet, ikke lige nu i hvert fald.
Hamish betragtede hende da hun sagde at hun var vokset op ved sin mor. Han sendte hende et blik som om han ikke troede på hende, men nikkede i stedet for. "Godt du har kendskab til muggerne, så er du i det mindste ikke helt ubrugelig medmindre du forsat vil være stædig omkring at hjælpe med at finde ministeren for magi. Du mener måske ikke det er værd din tid?" Han hævede et udfordrende blik imod hende. "Og så siger de at jeg ikke kan se ud over min egen næse." Han rystede let på hovedet.
Han var egentlig ikke specielt interesseret i hvem hun var som person, han var mere interesseret i hvad hun kunne gøre for ham for at hjælpe ham videre i alt det han havde kørende. Han havde i hvert fald en aftale om at han kunne komme ind og kigge ved eksplosionen senere i dag, så skete der da noget spændende. Han havde brugt de sidste timer på at rette opgaver hvilket nærmes havde ristet hans hjerne fuldkommen, der var da ikke noget mere kedeligt end at læse de samme opgaver igennem, han var nok en af de hårdeste professorer på universitet, eleverne skulle være heldige hvis de fik en bare nogenlunde karakter, han havde aldrig givet den højeste karakter til nogen eftersom ingen - efter hans mening - kunne tænke godt nok ud af boksen til at få den tildelt. Dette gjorde at eleverne heller ikke var helt så vilde med ham. Det var der faktisk i realiteten ikke mange der var når alt kom til alt.

[Olivia Rae Roden Wilson]

Olivia himlede med øjnene af ham. Hvem var den starut? Hun ville så gerne bede ham om at gå, men der var hun alligevel for høfligt anlagt, hvis man da så bort fra de himmelvendte øjne.
"Og det har jeg ikke? Jeg har lige startet. Jeg skal sidde og rette opgaver." Sagde hun og lagde armene over kors. Han var utroligt irriterende og hun ville så gerne sende en besværgelse efter ha, så han kunne fatte en hentydning. Ikke, at han virkede som typen, der nogensinde ville fatte en hentydning.

Hun hævede sine øjenbryn og fnøs. Jøsses en jubelidiot. Han måtte tro rigtig meget om sig selv, siden han følte, at han kunne tale til andre på den måde. Hun bestemte sig for, at hun ville spørge Thomas om ham senere, for at finde ud af lidt mere om ham og om nogen overhovedet kunne lide ham. Hun tvivlede.
"Hør her, bror snus. Jeg har på intet tidspunkt sagt, at jeg ikke vil hjælpe med at finde Ministeren, men du kan ikke bare vade herind uden så meget som at præsentere dig selv og give mig ordrer om noget, som faktisk ikke er hverken dit eller mit job. Havde du nu været lidt mere imødekommende, så kunne det være, at jeg også ville være det." Sagde hun alt imens hun havde rejst sig op. Nu var hun altså irriteret. Han skulle ikke antage alle mulige ting om hende.

Olivia skulle lige til at tage hans arm og smide ham ud efter bedste evne, da det bankede på døren. Hvem var nu det? Forhåbentligt ikke endnu en som ham. Det ville da lige være prikken over i'et, hvis Bryce kom ind. To spader på samme tid var da lige, hvad hun havde brug for.

Thomas Blake

[Thomas Blake]

Thomas var på vej ned på Olivias kontor. Hun var lige startet og han ville gerne byde hende velkommen. Han var begyndt at holde af den pige og han ville hende det bedste. Han var sikker på, at hun ville blive en utroligt god professor på dette universitet og det var også det, han havde sagt til rektor, da han prøvede at få hende ansat. Thomas havde også en idé om, at det ville være godt for hende at møde Hamish. Han ville kunne lære hende en del om selvforsvar. Ikke på samme måde som Thomas, men på en helt anden måde. Hun ville lære at læse mennesker bedre og det ville kunne hjælpe hende. Han var også sikker på, at det ville være rigtig godt for Hamish at møde Olivia. Hamish var bestemt ikke den nemmeste person at være sammen med, men han havde en fornemmelse af, at Olivia ville kunne ændre hans billede af verden lidt. Hun var en stærk kvinde, som bestemt ikke var bange for at sige fra og det havde Hamish brug for.

Han kom hen til hede dør og så, at døren stod på klem. Han bankede dog alligevel på, men da han hørte hendes stemme være lidt irriteret kom han ind. Det var slet ikke overraskende, at Hamish var derinde, nu hvor hun havde lydt irriteret.
"Heey." Sagde han med et stort smil til dem begge to. "Nå, jeg ser, at I allerede har hilst på hinanden." Han slog hænderne sammen i begejstring. Han kunne tydeligt se på Olivia, at hun ikke ligefrem følte sig godt tilpas i det selskab hun var i og han fik ondt af hende, men det fik ham nu ikke til at smile mindre.

[Hamish Hale McKenzie]

Nu var det Hamish der himlede med øjnene på meget dramatisk vis. "Du får rigeligt tid til at ordne dine opgaver." Vrissede han, tydeligvis irriteret over at blive sagt imod. Hvor kunne han dog ikke have når folk kom med næsvise kommentere, det var kun okay når han selv gjorde det naturligvis.
Hamish forholdt sig fuldkommen tavs som hun begyndte at skælde ham ud - mere eller mindre. Han flyttede sig dog kke en tomme, heller ikke da hun rejste sig op. Han lod sig ikke anfægte med den slags, han var vandt til at folk beklagede sig over ham og hans metoder.
Selvfølgelig kunne ord godt ramme ham, men hendes var jo ikke specielt stødende, blot irettesættende, hvilket bare var irriterende. Det var svært at tilpasse sig at køre i en storby når hans hjerne altid kørte ud af motorvejen. Det var i hvert fald sådan at det føltes. "Så nu har vi lige fastslået at du gerne vil hjælpe, så i stedet for du bare gør hvad jeg siger og spare dig selv for yderligere ydmygelser-" sagde han som var det hende selv hun havde skældt ud "har du nu lige brugt 2 minutter og 38 sekunder på at spilde vores begges tid med din forfængelighed."
Debatten blev afbrudt da der lød banken på døren. Hamish himlede med øjnene på ny i den tro at det var endnu en af de fuldkommen talentløse kollegaer. Han tog en dyb indånding og klargjorde sig selv mentalt til at blive omringet af dumhed. Det kunne simpelthen være så trættende at være ham sommetider.
Det var da en lettelse at opdage at det blot var Thomas der besluttede sig for at slutte sig til selskabet. Hamish iagttog ham som han trådte ind og så lidt for munter ud i forhold til hvad Hamish brød sig om. Det var ofte en henvisning om at Thomas havde en eller anden højere plan liggende og lure.
"Allerede?" Han skævede til Olivia, "men ja tak, hun er da det mest genstridige kvindemenneske du har hjulpet til med at få ansat. Ufatteligt at rektoren lytter til dig når du anbefaler folk." Hamish vidste godt at han bestemt ikke var vellidt og nu hende her?! Hun var jo kun på tværs for at være på tværs.

[Olivia Rae Roden Wilson]

Olivia himlede med øjnene. Hun magtede på ingen måder den her sjuft og hun ville gerne have, at han skulle gå. Dog ville hun gerne hjælpe ham. Ikke fordi det var ham, men fordi hun gerne ville have, at Ministeren skulle findes. Jo længere tid han var væk, jo længere tid skulle hver en auror i landet arbejde og udsætte sig selv for fare og det ønskede hun ikke for sin bror.
"Hvor er jeg dog glad for, at du tænker på min tid." Sagde hun med tydelig sarkasme og rullede med øjnene. "Men fint. Jeg hjælper dig. Og nej, det har intet med din vidunderlige personlighed at gøre." Sagde hun og havde lyst til at forvandle ham til at kravlenisse, som hun kunne krølle sammen og smide ud, bare fordi. Hun ville have gjort det, hvis det ikke lige var fordi, hun ikke var så god til besværgelser og hun var heller ikke sikker på, at der faktisk var en besværgelse, der kunne det.

Da Thomas pludselig kom ind, fandt et lille smil frem på hendes læber. Det holdt dog ikke længe, da han virkede lidt for glad for, at de havde mødt hinanden. Var Hamish den, som Thomas så gerne ville have, at hun skulle møde? Nej vel? Hun spærrede øjnene op og slog sig for panden.
"Nej, Thomas... Nej... Nej?" Hun satte sig opgivende på stolen. Hun rynkede sine bryn og skulede til Hamish af hans kommentar om hende. "Du mener vel ikke, at det er ham der, jeg skulle møde? Hvorfor?" Spurgte hun forbavset og en smule irriteret. Hendes opgivelse havde dig taget det irriteret ud af hendes stemme for en stund.

[Thomas Blake]

Thomas kunne slet ikke lade være med at smile og han vidste, at de begge måtte hade ham rigtig meget lige nu. Han var dog ret sikker på, at de to havde brug for hinanden og det skulle de nok finde ud af på et eller andet tidspunkt. Lige nu var det bare sjovt.
Han smilede og nikkede til Hamish.
"Ja... Vi ved jo alle sammen godt, at han burde have stoppet med at lytte til mig allerede efter første gang." Sagde han og klappede Hamish på skulderen. Thomas elskede Hamish. Han fandt ham dybt underholdende. Han var nok også den eneste, der gjorde det. Dog var han lige den ven, som han havde brug for. Thomas havde aldrig haft det nemt, så at finde en ven som Hamish, var det han havde manglet. En, der var ærlig og som ikke havde brug for at tale om følelser og ikke havde brug for, at Thomas talte om sine. Dog havde Thomas overvejet om ikke han skulle fortælle Hamish om sine forældre. Det nagede ham, at ingen vidste det og han tvivlede på, at Hamish ville dømme ham. Han stolede på Hamish og han vidste, at han ville kunne fortælle ham ting, selvom Hamish var lidt sær.

Han sendte Olivia et smil.
"Jeg tror bare, I kan hjælpe hinanden." Mere havde han egentligt ikke lyst til at sige. De skulle nok selv finde ud af det hele. Lige nu virkede det dog usandsynligt, at Olivia nogensinde ville kigge på hverken Thomas eller Hamish igen, men han havde nu store forventninger til dette.

[Hamish Hale McKenzie]

Han fnøs og himlede med øjnene "Vær nu ikke tåbelig. Jeg tænker på min tid primært." Konkluderede han og så kort op og ned af hende. Som hun gik med til at hjælpe ham rullede han blot med øjnene endnu engang. "Ja det regnede jeg da også med. Derudover har jeg aldrig påstået at jeg har en vidunderlig personlighed" Han var udemærket klar over at han ikke var den nemmeste at være i rum med...eller på planet med, men når vigtige ting stod på spil lod han sig altid rive med hvilket gjorde ham komplet utålelig for sine omgivelser, Hamish havde bare med tiden opgivet at forsøge at være noget han ikke var.
Folk var ikke interesseret i ham og han var ikke interesseret i dem, han var interesseret i at opklare ting før aurorkorpset fordi han fandt det spændende og til tider tilmed udfordrende.
Selvfølgelig bed han mærke i Olivias sætning og gloede med et undrende blik fra hende til Thomas. "Møde hvem? Hvornår? Og hvorfor?" Jappede han af og sendte sin ven et lidt mere gennemtrængende blik.
"Øh ja?!" Slog han fast. Når en rektor havde valgt at ansætte en som Hamish på skolen efter anbefaling fra Thomas mente Hamish endda selv at nogen burde sætte foden i når Thomas så kom med endnu et forslag. Hamish var langt fra den bedste professor, han stillede alt for høje krav og var alt for grov overfor eleverne. Han vidste det godt, men gad ikke at ændre det for de lærte trods alt noget, skønt selv de mest simple ting faldt dem meget svært at gennemskue.
Denne gang måtte Hamish udstøde en hånlig latter som han sendte Olivia et yderst tvivlsomt blik, "skulle hun kunne hjælpe mig? Med hvad?" Han havde en ide om at Thomas ikke kun mente med det arbejde han kort forinden havde pålagt den unge heks, men med noget dybere - og den del var slet ikke et territorie Hamish ønskede at snige sig ind på, han havde én ven, det måtte være mere end rigeligt.

[Olivia Rae Roden Wilson]

Olivia rullede med øjnene. Hun følte, at hun havde rullede med dem mere på de sidste 10 minutter end hun havde hele sit liv. Det måtte helt klart være hans fortjeneste. Han var en underlig fyr og hun kunne ikke helt overskue, at hun nu skulle til at hjælpe ham. Hun måtte huske på, at hun gjorde det for Scott og ikke for ham den mørkelige starut, som tydeligvis ikke kendte til grænser.

Hun skulede hen til Hamish, som hun i øvrigt stadig ikke kendte navnet på.
"Kom du ikke lige for at få min hjælp?" Snerrede hun. Nu var hun virkelig irriteret og Thomas' lidt for glade udtryk i ansigtet hjalp da på ingen måder. Det gik op for hende, hvad Thomas lige havde sagt og hun slog hænderne op foran sig.
"Undskyld, hvad? Hjælpe mig? Med hvad?" Udbrød hun. Han kunne da ikke hjælpe hende med noget som helst. "Altså jo, hvis du tror jeg har et ønske om at få grå hår i en tidlig alder, så er jeg da sikker på, at han kan hjælpe mig, men da ikke andet." Sagde hun irriteret og nægtede at kigge hen på Hamish.
"Ikke, at dette ikke har været utrolig hyggeligt, men jeg er altså nødt til at få rettet de sidste opgaver, så hvis I vil have mig undskyldt. de herrer." Sagde hun og satte sig bestemt ned på sin stol. Nu havde hun ikke længere brug for deres selskab og hun var ærlig talt ikke interesseret i at høre, hvad Thomas mente. Han var tydeligvis ikke så klog, som hun havde troet, selvom han sikkert mente det godt.