There's nothing like the rain when you're in outer space

[Mayson Carver]

Måske Mayson efterhånden burde have vendt sig til Feathers meget omgængelige personlighed. Det føltes lidt underligt når hun invaderede hans personlige rum, men han var ikke helt sikker på hvad det var for følelser det satte i ham eftersom det ikke rigtigt var nogen han kendte til. Eller rettere var det nok nogen han altid benægtede og begravede dybt indeni da han godt vidste at hans chancer hos det modsatte køn var ca li nul.
Netop denne holdning til den slags gjorde også at han komplet overså de signaler Feather sendte ud og slog det hen med at hun bare var i ekstra godt eller kærligt humør i dag. Intet unormalt, sådan var hun jo overfor alle.
Han smilede skævt ned til hende så godt som han nu kunne med hendes hoved hvilende på hans skulder. ”Din invitation må være forsvundet i posten,” sagde han en smule drilsk, ”men altså, klubben er der endnu, Frej Shantan og Noah Lynch står for den, du kan sikkert få lov at være med hvis du siger jeg harsagt god for det.” Han blinkede kækt til hende. Efter Tristan havde forladt sin post havde Mayson overtaget hans plads som en af de tre ledere af gruppen. Da han og Luke gik ud af skolen var pladsen givet videre til Lukes lillebror Noah.

Hans øjne blev nok en smule større end normalt ved hendes kommentar, men igen slog han det hen med at hun nok bare lavede sjov. Ikke desto mindre skød varmen atter op i hans kinder. ”Honestly tror jeg ikke at det var noget specielt kønt syn.” Svarede han med et lille smil.
”Så han gik og tog billeder af dig uden du vidste det?” Hun kunne da ikke bare slynge den slags ud og så regne med at han ikke ville være nysgerrig omkring det. Dog endte hun alligevel med at slå det hen og desuden fangede hendes hviskende tone ham med det samme, han havde dog næremere en ide om at hun skulle til at indvige ham i en eller anden sjov ide hun havde fået så derfor legede han med, ”hvad er det?” hviskede han tilbage med et glimt i øjet. Han kunne mærke hendes arme ånde kilde i hans øre, hvilket fik en kuldegysning til at løbe ned langs ryggen og hans pels langs rygsøjken til at rejse sig en smule under tøjet. Han kunne mærke pulsen stige en smule, der var en underlig stemning imellem dem, ikke ubehagelig, bare ikke ikke noget han var vandt til eller som han ville kunne beskrive.

[Rose Crystal "Feather" Brown]

Feather var bare som hun nu en gang var. Hun var meget til berøring og hun tænkte ikke over, at det ikke var alle der brød sig om det. Selvfølgelig sagde man det til hende, havde hun fuld forståelse for, at hun ikke skulle, men ellers gjorde hun det bare. Hun havde bare en meget snæver intimgrænse. Hun anede ikke det satte en reaktion gang i ham og hvad det betød for ham. Hun troede dog, han ville opfange hvis hun flirtede. Det var vel et universelt sprog?
Hun betragtede hans smil og betragtede ham med et blidt blik. Hun prøvede at fange hans, så han ikke kunne afvige hende. Fastholde kontakt. ”Det lyder sådan,” hviskede hun blidt, inden hun bed sig i læben. Hun skød underlæben frem, som havde hun kun vundet trøstepræmien – hvilket hun også følte hun havde. ”Tror det var sjovere, da du var med,” hviskede hun endnu en gang – dog i en mere sensuel tone.


Hun så på de store øjne han gjorde og lod hovedet glide let på sned, inden hun lænede sig mod hans øre som han svarede. ”Hmm, ikke? Tror det har været et smukt syn..” svarede hun med en sensuel stemme og lod en hånd hvile på hans brystkasse. Hun nikkede. ”Ja, og også nogen, hvor jeg vidste det… Men altså, han tog det ikke så pænt, da jeg sagde jeg var færdig med ham,” svarede hun og trak lidt på skulderen. Han havde ikke været nogen speciel, så der var ingen grund til at være nysgerrig om ham. Hans eksistens havde været for at opfylde nogen af hendes behov. Et var samleje, to var hendes behov for at være skæv eller høj. Hun synes dog, det var blevet for mærkeligt, da han nærmest havde et alter dedikeret til hende. Som han legede med og tilmed havde et glimt i øjet, troede hun virkelig på, hun havde opfanget hendes primitive signaler om hendes behov for at hans nærhed. Hun ville nok blive slemt overrasket. ”Det her,” hviskede hun forsat mod hans øre, inden hun fjernede sit hoved for ham og betragtede ham med de nøddebrune øjne, betaget og analyserende. Hun ville bygge en spændning op, uvist om hvad der foregik i Maysons hoved eller for hans krop. Hun bevægede sig langsomt frem mod ham, inden hun lod sine læber presse sig kærligt mod hans.

[Mayson Carver]

Okay han kunne godt begynde mærke at der lå et eller andet i luften imellem dem. Som var der en eller anden underlig stemning som han slet ikke kunne forklare eller forstå. Der var bare noget i hendes tonefald når hun hviskede ham i øret - og hvorfor hviskede hun i det hele taget? Der var jo ingen hemmeligheder i det. For hvert ord køb en kuldegysning ned igennem ham når hendes varme ånde kildrede i hans øre.
Det var en meget underlig og uvant følelse for ham, men igen så han det nok nærmere som Feather værende Feather, end som noget andet. Deres blikke mødtes og han følte sig underlig fastholdt af hende. Som var hun igang med at aflæse den inderste del af hans sjæl. Der var noget underlig tryllebindende over det som gjorde at han ikke helt kunne få sig selv til at se væk, som ville han gå glip af et eller andet storslået hvis han gjorde. '
Halen piskede fra side til side svagt hævet over gulvet bag ham, dette var primært over hans mangel på at kunne aflæse situationen. Hovedet blev vippet lidt på skrå, "altså jeg tror der er nogle ret sjove fætre med, Frej har da i hvert fald altid krudt i røven...Og Noah..han er nok lidt mere good guy tror jeg," igen havde han sket ikke opfanget hendes flirten og tanken om at hun kun ville være med på grund af ham, slog ham slet ikke.

Han kunne atter mærke denne underlige nervøsitet skyde op i ham, som sad han i "den varme stol". Han anede ikke hvordan han skulle responderer på hendes rosende ord, for nu var han ikke ligefrem vandt til at blive sammenlignet med at være "et smukt syn." Og så var der hånden på hans brystkasse. Han fik en underlig følelse af at det blev lidt sværere at trække vejret, men han kunne ikke selv forstå hvorfor, der var jo ingen logik bag det. Hans hjerte slog også unødig hurtigt og han havde det ret varmt lige pludselig. Han var vel kke ved at blive syg? "Eh.." var det eneste han kunne meste at sige som hans hals havde snøret sig en smule sammen.
Heldigvis begyndte hun at snakke lidt videre om det andet og han mærkede sig selv falde en lille smule ned igen. Hvad pokker var det der foregik? Hvad var der galt med ham? Han havde svært ved at koncentrerer sig om det hun sagde da han lige nu bare forsøgte at få styr på sig selv.
Han slap en vejrtrækning som han ikke havde været klar over han havde holdt tilbage som hun fjernede sit ansigt fra hans øre og i stedet så på ham. Skønt de stadigvæk sad meget tæt med ansigterne var det alligevel en lille lettelse som havde hun før siddet på hans brystkasse og forhindret ham i at trække vejret.
Og så skete det som han nok aldrig nogensinde havde forventinger om at ville komme til at opleve. Han så hende komme tættere, men havde ingen anelse om hvorfor før hendes læber var over hans. Og så rullede et hav af ukendte følelser ellers ind over ham. Først stivnede alt i ham i ren og skær chok. Så trådte panikfølelsen igennem igen, hans hjerte begyndte at hamre om muligt endnu hurtigtere end før, hans ellers så livlige hale faldt nærmest til jorden som var den en død slange, øjnene blev spærret op i panik, en underlig bølge af længsel gjorde at han ikke følte sig i stand til at flytte sig ud af stedet og en endnu større med hidtil ukendt følelse forsøgte at lokke ham til at gengælde det.
Alligevel følte han sig samtidig ude af stand til at gøre noget, så han blev siddende komplet paralyseret med det mest chokeret udtryk i ansigtet svarende til at en gammel dame lige havde losset en hundehvalp i røven foran ham.

[Rose Crystal "Feather" Brown]

Hvis Feather havde vidst omridset af Maysons uskyld, havde hun aldrig flirtet med ham. Hun så noget smukt i ham, som hun gjorde i alle andre – indtil de viste hende, der ikke var noget smukt ved dem. Mayson var ingen undtagelse, til gengæld så fascinerede han hende. Ikke fordi han var blå, men fordi han helt generelt bare var sød. Hun var efterhånden nået en alder, hvor hemmeligheder ikke længere var noget man hviskede. Hun havde erfaret, at de største hemmeligheder var enten det man råbte højt eller ikke sagde. Hun ville dog have hans opmærksomhed, og hun følte, at hun havde den. At hun kunne forløse den stemning, hun havde skabt mellem dem – som hun virkelig troede, han havde været med til at skabe. Hun lagde slet ikke mærke til hans hale lige nu. Hun var i en vild koger, og kunne kun fokusere på han snakkede til hende, hans læber der bevægede sig som ordene udformede sig. Generelt bare hans læber. Hvad hun kunne gøre. ”Mmh, har mødt Noah…” svarede hun og trak på skulderen. Noah og Frej var ikke interessante at snakke om lige nu. Han var til gengæld.


Hun strøg blidt sin hånd over hans brystkasse, som hendes blik hvilede fascineret på ham. Hans eh hørte hun nærmest ikke. Feather havde igen kun syn for hans læber. Tanken om, at hun ville være hans første kys, strejfede hende ikke en eneste gang. Alle havde da haft deres første kys, når de var gået ud ad Hogwarts – havde de ikke? Alt andet ville undre hende. Det var bare en ting, der skulle overstås. Det var ikke specielt, og man ville med garanti komme til at kysse så mange andre læber, at det eneste der betød noget, var hvad man følte i øjeblikket.
Hun ventede. Hun ventede på, han ville gengælde hendes kys. Lade deres læber mødes til en intim og intens berøring. Hun ventede det antal sekunder, det burde tage ham at opfange det der skete. Så det antal sekunder, det kunne tage ham at reagere, og det var underligt, for han reagerede ikke. Hun havde i stedet en følelse af, han sad med sine øjne vidt åbne og det i stedet nu var akavet og underligt, fordi han ikke ville kysse hende. Hun flyttede sine læber fra hans, og så på ham. ”Kunne du ikke lide det?” spurgte hun og bed sig i læben. Nej, det kunne han nok ikke. ”Undskyld…” forsatte hun få sekunder efter – hun ville helst ikke give ham en mulighed for at svare. Hun lod blikket flakke rundt – ikke for at se om nogen havde opdaget hende i at kysse en, der tydeligvis ikke ville – nej, for at finde på en undskyldning for at komme væk, så hun ikke behøvede håndtere, at han ikke ville. ”Jeg tror også jeg skal gå nu,” påpegede hun, som hun flyttede sig væk fra ham. Mon det ville få ham på andre tanker eller ville hun få lov at gå? Hun kunne ikke regne ham ud.

[Mayson Carver]

Det var som om at alt hvad Mayson troede han vidste om hans fremtidige liv og drømme blev vendt komplet på hovedet ved hendes kys. Han havde aldrig, aldrig troet at en pige overhovedet kunne få selv den mindste lyst til at kysse ham. Han havde været mentalt indstillet på at skulle leve sit liv som single og dø på samme måde. Alene. Eller med masser af venner forhåbentlig, men bestemt ikke med en pige ved sin side.
Ikke fordi han ikke gerne ville have det på den måde - for selvfølgelig ville han det - men han havde bare accepteret at ingen pige ville falde for ham. Han var jo blå, pelset og han havde en hale for pokker!
Og her sad han så, for første gang i sit liv og genovervejede om han rent faktisk kunne være så heldig at nogen måske kunne se gennem hans ydre og holde af ham for den han var, som var dette her en langtrukken kærlighedsroman. Hendes reaktion gjorde ham bare så overrasket at han slet ikke kunne finde ud af hvordan han skulle gribe det an. Han var i komplet panik-mode. Han anede intet om piger eller om hvordan man kyssede eller noget som helst andet i den dur for han havde altid nægtet sig selv at tænke i de baner, for igen hvorfor gå og drømme om noget der aldrig ville komme til at ske. Nu var det sket og nu anede han ikke hvad han skulle stille op med det.

Det var først da hun snakkede til ham at det gik op for ham at hun havde trukket sig, han gispede kort efter vejret og sank imens han forsøgte at kickstarte sin hjerne der tilsyneladende havde valgt at lukke ned lige nu. "Jeg øh.." Hans hals havde snøret sig sammen hvilket fik hans stemme til at lyde underlig hæs.
Da hun undskyldte gjorde det bare alt værre, han følte at han burde sige noget klogt eller gøre noget, men han var total i vildrede. "Hogwarts du tilbage...."det gik op for ham at hans sætning på ingen måde gav mening, det var bare ord der forlod hans mund i en uvilkårlig rækkefølge. Hvad i alverden gik der af ham?! "Jeg mener, ja...altså det er ved at blive nat....jeg mener sent...sent....det er ved at blev sent...jeg burde nok også..." og med de ord transfererede han sig væk. Bare sådan...ingen farvelkram eller vi ses senere, men bare væk til den nærmeste sidegade hvor han med hamrende hjertet og rystende hænder lænede sig imod muren bag sig. Han blev nødt til at snakke med Luke, lige nu!


// out