There's nothing like the rain when you're in outer space

[Rose Crystal "Feather" Brown]

Outfit x Headpiece 
Tråden foregår 31. oktober, 2055, kl. 19.20
Tråden er tilegnet Mayson Carver 

---

Feather havde valgt at deltage i et halloween arrangement på Hogsmead og havde stået bag en bygning med nogen venner eller hvad end man skulle kalde dem, og røget en fed. Hun havde dog valgt at gå videre alene, som hun så på folks kostumer, og hun måtte indrømme nogen af dem var ret vilde. Selv havde hun valgt at iføre sig sommerligt tøj, til trods for kulden for alvor var begyndt at ramme den lille skotske by. Hun mærkede dog ikke rigtigt. På sit hoved havde hun iført en war bonnet mens hendes kinder foruden almindelig make up bestod af farvet krigsmaling, og det var alt det hun havde magtet i forhold til udklædning. Hun stoppede op ved en bod med kandiserede æbler, som hun interesseret stod og betragtede den røde og bløde brune karamel farve, de var overtrukket med foruden den diverse topping, der ellers var på. Hun bed sig i læben. Hun kunne godt sætte tænderne i den, da hun oftest hungrede efter søde sager efter en god omgang græs. Hun lod de røde øjne interesseret følge med i, hvilken en der så bedst ud, da hun nøje ville udvælge hvilken hun synes var bedst. Hun vidste godt, hun med garanti så ud som en der havde sin egen fest og ikke fulgte de regler, Hogwarts underlagde dem, men hun var ligeglad for i sidste ende skulle far nok betale de kvaler, hun måtte forvride sig ud i og desuden var hun jo vejleder, så mange var nok mere ligeglad da de mente hun under alle omstændigheder nok ville følge reglerne. 

[Mayson Carver]

Endnu en dag. Endnu en tur i Hogsmeade. Det var nærmest blevet Maysons stamsted siden han gik ud af Hogwarts. Han havde uden tvivl brugt alt for mange timer hernede de sidste par måneder bare for at opleve en lille del af det sammenhold han have haft da han gik på Hogwarts. Han havde stadigvæk ikke fundet ud af hvad han ville nu. Han overvejede at søge ind på det magiske universitet. men med hvilket formål? Han kunne jo ikke blive auror som han ellers brændte efter. Hvad pokker skulle han så finde på?
Han studerede en bunke udstårene græskar der stod udstillet foran De Tre Koste. Halloween var en af Maysons ynglinghøjtider for her synes alle at hans "kostume" var det bedste hvilket fik ham til at føle sig lidt som en rockstar. Han havde sommetider overvejet at hvis han nogensinde skulle se London så skulle det være op til halloween hvor folk ville antage at han havde verdens bedste udklædning. Et lille smil blottede den ene spidse hjørnetand. Ikke at han nogensinde ville turde at gøre det, han frygtede at få ballade med ministeriet. Han var nok lidt en kylling på det plan, men det lå til ham. Altid bange for folks meninger.

Som han fik videre ned gennem den hyggelige lille by fik han øje på et velkendt ansigt og han lyste op i et bredere smil end før som han gik frem mod Feather. En af hans medkollegieaner og vejlederkollega. Det var altid rart at se et velkendt ansigt.
"Finder du noget godt?" Spurgte han som han stod lige bag hende. Halen slog slag fra side til side i begejstring over kortvarigt at få følelsen af at være tilbage på Hogwarts. Hvor han dog savnede den skole!
Han så stadigvæk Luke ret tit, vennen var flink til at komme og besøge ham, men hvor ville Mayson dog ønske at han også kunne besøge ham bare engang imellem, men næ nej, han måtte ikke opholde sig steder hvor han kunne blive lagt mærke til af mugglere. Han forstod det selvfølgelig godt, men på den anden side var det jo ikke hans skyld at han så ud som han gjorde og det var ikke fair at han blev straffet for en forbandelse en anden mand havde kastet over ham. Igen var Mayson fint tilfreds med måden han så ud, men det var stadigvæk bare trist at det skulle begrænse ham så meget som det gjorde.

[Rose Crystal "Feather" Brown]

Feather blev afbrudt fra sine sukkerige tanker, i det hun hørte en velkendt stemme. Hendes tanker brummede nærmest, som hun prøvede at placere ham inden hun drejede sit hoved og så et velkendt ansigt, der godt nok havde forladt skolen i sommers, Maysons. Hun synes han var en skøn type, der om ikke andet virkede meget genert. Stik modsat af hende, der oplevede hverdag som et nyt eventyr og ikke var bange for at snakke med folk. Hun havde det selvfølgelig også nemt for nok så hun nok pudseløjerlig ud, men hun var i det mindste ikke blå i andet end håret. Hun synes dog, han var smuk. Hun smilede varmt til ham. ”Jeg finder ikke andet,” svarede hun efterfulgt af et mildt grin. Hun lagde begge sine arme om ham for at give ham et kram. ”Hvordan går det?” spurgte hun med den sædvanelige blide og afslappet stemme. Hun virkede garanteret meget for andre, som om hun ikke havde en eneste bekymring i livet. At alt kom let og hun var så meget nede på jorden, at hendes fødder var på et niveau lavere nede. Hun hvilede selvfølgelig i sig selv, det var ikke det, men hun havde sit eget at rode med, så folks opfattelse af hende var oftest forkert. Hun ville dog hellere leve hverdag som var den sidste og med en indre ro, for hun vidste hun fik mere ud af det. Hele hendes sommer var også gået med at være til diverse festivaler, danse og sove ude i naturen. Det gjorde hende lykkelig og hun havde ikke nogen at stå til regnskab for over sig selv og moderjord. Hun lod sine arme forsvinde i en sløv bevægelse, som hun lod sine øjne betragte ham. Han lignede jo sig selv, hvilket et eller andet sted altid var et godt tegn.

[Mayson Carver]

Han syntes virkelig godt om Feather. Hun havde altid behandlet ham som om at han var...normal. Det var han jo sådan set også, men det kunne der desværre bare godt herske tvivl om fra tid til anden. Hendes smil fik omgående hans eget til at vokse sig større og hendes varme persona lettede virkelig på hans ellers lidt tryggede humør.
Krammet derimod slog ham lidt ud af balance om man så kunne sige. Ikke fysisk, men psykisk fordi han ikke var så vandt til at folk ligefrem kasede sig om halsen på ham. Med hende burde han nok have forudset det, men det gjorde han ikke. Havde det ikke været for den blå pels der dækkede hans ansigt ville man nok have kunne fornemmet en svag rødmen. Imens alle disse følelser skød gennem kroppen gik det op for ham at han bare stod komplet paralyseret af hendes handling og han skyndte sig at give hende et måske lidt akavet knus tilbage.

Det var nok lidt dumt for det var trods alt ikke første gang hun havde givet ham et knus, alligevel tog det ham med lige stor overraskelse hver eneste gang. ”Det var da dejligt.” Svarede han sandfærdigt. Sommetider kunne han godt lidt ønske at han kunne være lige så positivt indstillet som hun lod til at være. Som så mange andre vidste han ikke hvad der rørte på sig indeni hende, han vidste kun hvad han så udadtil.
”Det går godt,” sagde han først som var det nærmst et autosvar. Det var altid lettere at fortælle at man var okay, frem for at forklare hvorfor man ikke var. Alligevel tog han sig selv i ikke helt at kunne sige det med den rette overbevisning. Han sukkede, ”det går..” rettede han så sig selv. ”Jeg har lige nogle ting jeg skal finde en løsning på.” Indrømmede han så med et lettere opgivende suk. ”Hvad med dig? Hænger Hogwarts stadigvæk sammen?” Der var et tydeligt afsagn i hans stemme skønt han forsøgte at skjule det bag endnu et smil.

[Rose Crystal "Feather" Brown]

For Feather var Mayson ligeså normal som alle andre var det. Selvfølgeig var alle et unik snefnug ifølge hende, men det var med til at gøre folk smukke. Hun kunne bare heller ikke se, hvorfor hun skulle behandle Mayson anerledes bare fordi han var blå og havde en hale. Han var smuk som han var, og det gjorde ham heller ikke mindre sød. Hun så hans smil blev bredere og sende ham et kærligt blik. Feather ville nok blive overrasket over, hvordan hun så ud i andres øjne. Beskrivelser som varm, sød og nede på jorden, ja, det var egentlig ikke sådan hun så sig selv. Hun var der bare og prøvede at give så meget tilbage til verden, som det var hende muligt. Hun stod med hovedet begravet ned i hans skulder, men hun bemærkede ikke om der var varmt mod hendes kinder, for hun havde en intens varme inde i sig selv efter hun havde røget. Hun mærkede hans varme om sig. ”Lære du nogensinde at kramme mig ordentligt?” spurgte hun i et suk, der dog mest af alt lød fornøjet over, hun rent faktisk fik et kram.
”Ja, det er lige hvad det er. Men hvilken en skal jeg vælge Mayson? De ser jo alle gode ud…” svarede hun ham og skød underlæben frem, så hun ville fremstå som en fortabt hundehvalp, mens hun lagde store tiggende øjne for at få hans hjælp.
Hun så på ham som han sagde det gik godt, men han derefter rettede det til at det gik. Hun rynkede lidt på næsen, da det lød som om det var noget svært at komme igennem. I hendes verden skulle det helst gå godt for ham, for det fortjente han. ”Hvilke ting?” spurgte hun og lagde en hånd på hans for at vise, hun gerne ville lytte. Feathers hjerne tolkede hans kommentar om Hogwarts som værende sjov. Et mildt grin forlod derfor også hendes læber, som hun følte rungede inde i hendes hoved. Alt var godt. ”Nej vi bliver undervist i Hogsmeade nu..” svarede hun drillende og med et glimt i øjet. ”Og mig? Du ved, fede tider og ren knæhøjkarse,” svarede hun ham ærligt, som var hun fra en anden tid.

[Mayson Carver]

Det gjorde ikke noget godt for hans varme kinder at hun påpegede hans mislykkedes forsøg på at give hende det samme varme kram tilbage som hun gav ham. Han var ikke så vandt til den form or kontakt hvilket var dumt for igen var det jo ikke første gang at det var sket. Han rømmede sig lidt og smilede skævt til hende, "Godt spørgsmål, jeg er stadigvæk under oplæring." Var hans svar, tonen bar præg af joken, men samtidig også en smule forlegenhed. Han kendte hende godt nok til at vide at hun ikke mente noget ondt med det og han var nok ærligt også mere irriteret på sig selv over at han ikke bare kunne vænne sig til den venlige gestus for hånden på hjertet var det trods alt en rar og velkommen følelse at få et kram.
Igen kunne han ikke andet end at smile ved hendes forsøg på at se helt fortabt ud. Det lykkedes nu meget godt for hende, havde hun været en hundehvalp havde Mayson nok taget hende med hjem. Han brød dog øjenkontakten for at se på de kandiserede æbler hun havde stået og kigget på. "Se det er et yderst interessant spørgsmå,l" svarede han højtidelig som var hans svar det der skulle afgøre om en kriminel skyldig eller ikke skyldig.

Han lod de gyldne øjne glide op og ned af frugterne alt imens han tappede sin hage med den finger andre nok ville kalde pegefingeren. "Hmm.." tænkte han højt, "altså personligt er jeg ikke så glad for kokus." Begyndte han så, "så den ville jeg i hvert fald ikke vælge," en kort tænkepause "til gengæld elsker alle chokolade, men jeg har ikke smagt det på æbler før." Han så tilbage på hende, "men altså jeg tænker at både æble og chokolade er godt sååå.." han gjorde et kort ledende nik med hovedet som havde han taget beslutningen for hende.
Hånden over hans fik en underlig kuldegysning til at gå gennem kroppen, han gjorde dog ingenting for at trække sin hånd til sig. Det var virkelig svært at vende sig til at hun var så okay med at røre ved ham. "Du ved, hvad jeg skal lave nu," sagde han i et suk og så lidt udover den travle gade, "jeg kunne godt tænke mig at blive auror, men det kan jeg ikke fordi jeg ikke må blive set af mugglere." Endnu et dybt suk, hvorefter han kløede sig let i nakken med den frie hånd. "Honestly kan jeg slet ikke finde ud af hvad jeg vil lave. I teorien kunne jeg vel uddanne mig til professor og så undervise på en magisk skole, men jeg har virkelig ikke lyst til at undervise." Han vidste godt at der selvfølgelig var andre muligheder, men han var bare bundet af at skulle være et sted der kun blev besøgt af magikere. "Jeg skal i hvert fald ikke arbejde i en butik." Konkluderede han så og trak let på skuldrene, "men jeg finder vel ud af det på et tidspunkt." Endnu et lidt forsigtigt smil som blikket atter mødte hendes.
Svaret på hans spørgsmål fik ham øjeblikkeligt til at le. "Jamen så får I da også noget frisk luft, det må være rart når I har eliksir." Grinet gled over i et bredt smil. Der var altid så indelukket i eliksirlokalet. Brynene fik en mild rynken ved udtrykket knæhøj karse hvem andre en Heather ville bruge den type beskrivelser. "Jamen det er da herligt." Svarede han så. "Har du lyst tll at sidde lidt ned? Vi kunne gå ind på De Tre Koste, så giver jeg et æble og noget at drikke." Han smilede igen. Det var nu ikke fordi at han let frøs, nærmere omvendt, men han ville gerne høre lidt mere om hvordan det gik med hende.

[Rose Crystal "Feather" Brown]

Hun kunne ikke lade være med at grine varmt og hjerteligt over hans svar. "Du er så sød, Mayson," svarede hun ham med en varm stemme, mens hun stadig ikke mærkede varmen han udsendte. Hun tænkte heller ikke rigtigt over at den kommentar kunne gøre ham flov. Der skulle meget til, at hun selv fik røde kinder. Hun kunne egentlig ikke en gang huske, om hun nogensinde som teenager havde været flov over noget, men hun havde selvfølgelig også været skæv halvdelen af tiden, og hvis ikke skæv, så havde hun taget noget andet bare for at leve i den konstante bobbel, hun befandt sig i. 
Feather havde nok taget sig selv med hjem, hvis hun havde været en hundehvalp. Forskellen var også bare, hun også ville tage en fyr med hjem for at have det sjovt. Hun forestillede sig lidt Mayson om en, der var jomfru. Ikke der var noget i vejen med det, men et eller andet sted, så var det synd for ham. "Ja," svarede hun betaget af hans højtidelighed. 

Hun vendte sig mod æblerne, som hun fulgte med ham i, hvordan han med en deduktionsmetode valgte blandt alle æblerne. Feather måtte være ærlig. Hun synes det hele så godt ud, og derfor kunne hun heller ikke vælge. Hun nikkede dog betaget til hans overvejelser og nikkede til hans endelige konklusion. "Du har helt ret, Mayson!" medgav hun med et nik, som hendes blide, varme stemme lød. 
Hun smilede, da han ikke trak sin hånd til sig, hvilket gjorde hun beholdt sin hånd på hans. Hun havde jo lagt mærke til, allerede første gang hun havde mødt ham og snakket med ham sådan rigtigt, at han ikke havde været god til berøring. Som hun huskede det - gennem hendes egen koger, så havde hun vist givet ham et kys på kinden og han havde ikke reageret som så mange andre ville. Ikke han behøvede, men det betød nok også hun ville være ret tilbageholden med at gøre det. Hun så på ham som hun lyttede til hvad der egentlig var galt. Ærligt kunne hun godt forstå ham, og det var også svært at vide, hvad man bare ville - men nemt at vide, hvad man bestemt ikke ville. Hun nikkede undervejs for at understrege hun lyttede og klemte blidt hans hånd en enkelt gang, inden bed sig i læben. "Det er også svært... men ja, finde ud af det skal du nok, men måske er der noget der minder om auror?" foreslog hun, dog helt uden at vide hvad det skulle være. Selv havde hun ikke rigtigt andre planer end hun bare gerne ville ud og rejse, inden han så hans forsigtige smil og gengældte det dog med et mere selvsikkert et. 
Hun kunne ikke andet end at grine, da hun hørte ham le. "Ja... men vi er kommet til at brænde byen ned et par gange..." svarede hun med et drillende glimt i øjnene. "Det er lige hvad det er! Bred ymer og alt det, mand," svarede hun med en afslappet stemme og et lille fnis. Hun nikkede begejstret til hans foreslag. "Gerne," svarede hun som hun tog fat under hans arm, så hun kunne følge med ham. 

[Mayson Carver]

Mayson mærkede en underlig varm følelse i kroppen da hun omtalte ham som "sød". Han lagde ikke så meget videre tanke i det andet end det da var rart at vide at hun brød sig om ham. Det gjorde dog ingenting for at neddæmpe den pelsdækkede rødmen. Han smilede lidt akavet ned til hende. "Øhm..tak?" Han var ikke så god til at modtage komplimenter hermed ikke sagt at han ikke nød dem, for det gjorde han, han var bare aldrig helt sikker på hvordan han skulle responderer. Skulle han også sige at hun var sød eller ville det virke for cheasy? Det ville det nok, han kunne i hvert fald nærmest se for sit indre blik hvordan Luke ville tage sig til hovedet hvis han gjorde.
Men Feather var nu sød. Hun var afslappet og virkede bare altid så positiv, hun var i hvert fald god til at få hans humør helt op. Modsat Feather havde Mayson på intet tidspunkt tænkt om hvorvidt hun var jomfru eller ej. Det ville nok ikke komme som et chok for nogen at Mayson ikke havde eksperimenteret med noget som helst i den dur...eller jo, måske det ville komme som et chok for Luke, mest fordi han nok bare ville blive chokeret over at Mayson aldrig tænkte i de baner, men ærlig talt, hvorfor skulle han dog gøre det, han havde ikke lyst til at sætte sine forhåbninger op efter noget der aldrig ville komme til at ske.

Endnu et smil fremviste de spidse hjørnetænder idet Feather besluttede sig for at tage hans råd. Han anede faktisk ikke hvor meget han egentlig havde brug for at få lettet sine problemer fra sit bryst før han begyndte at snakke. Hånden der opmuntrende hans et klem på de helt rette tidspunkter var med til at holde ham igang og ikke bare lukke i med en undskyldning over at sidde og plabre løs om ligegyldige problemer. Det var først da han var færdig at han følte at han kunne trække vejret lidt igen. Det var mærkelig som hendes hånd gav den form for effekt når han ellers normalt ikke var så glad for berøring. Igen skyldtes det jo primært at han forbandt det med mærkværdige og dømmende ansigtsudtryk.
"Jah måske." Svarede han og så kort frem for sig. Han var ikke overbevist, men han måtte jo bare prøve, for hvad kunne han ellers gøre. Det var bare surt når ens drømme blev fastlåst.
Han lo igen som stemningen blev lettet en smule. "Ja det kunne jeg forstille mig," Han lod hende sno sin arm ind under hans idet hun godtog hans tilbud. Det var en underlig, men velkommen følelse af at være normal hun sendte igennem ham ved hendes små gestusser. Han betalte for et æble til dem hver før han guidede dem i retning af De Tre Koste. "Så hvad tid skal du være tilbage på skolen?" Spurgte han og åbnede døren for hende så de kunne gå ind i den lune krostue.

[Rose Crystal "Feather" Brown]

Feather anede intet om hvad der foregik inde i ham og hvilke følelser han fik eller hvad det skulle betyde. Hun var bare ærlig, og hun sagde hvad hun havde lyst til. Hun synes Mayson var sød og ved solsikker og fredstegnet, om han så ikke skulle have det at vide. Hun smilede til hans tak. I det mindste tog han imod det. Hun skulle nødvendigvis ikke høre det igen. Sådan virkede komplimenter nødvendigvis ikke for hende, og nogle gange kunne det være decideret cringeworthy at få en igen, bare fordi man startede med at give en.

Feather var stille, mens hun lyttede. Hun kunne godt forstå, at problemer til tider kunne sidde oppe i halsen på en. Nogle gange var alt der skulle til, at der var nogen der var villig til at lytte, måske opmuntre eller komme med råd, men ellers mest bare lytte. Feather var selv ret god til at skrive sine problemer – det hun ikke kunne få løst, kunne sagtens vente. Det der kunne løses lige nu, kunne egentlig også for det meste vente til hun gad at tage sig af det. Ja, hun var afslappet, men hun gad ikke stresse over noget, der nok skulle fikse sig selv. Hendes største problem, ville dog ikke fikse sig selv, men hun kunne omvendt heller ikke ignorere det. En af hendes venner var forelsket i hende og var lidt obsessed, og hun kunne ikke rigtigt forholde sig til det. Hun nærede ikke de samme følelser for ham, og ærligt, hun var ung. Hun ville hellere bare leve frit og uden bekymringer i stedet for at låse sig fast. Hun var trods alt en Brown – der var sgu ikke rigtigt nogen af dem, der var god til kærlighed som sådan – i hvert fald som hun så det. Man kunne selvfølgelig heller ikke være god til noget, man aldrig havde fået før. ”Det haster heller ikke. Du skal i hvert fald nok finde ud af det, men der er ingen grund til at stresse,” svarede hun med et venligt smil på de røde læber. Feather vidste heller ikke hvad hun ville, men gik alt galt kunne hun flytte på landet, få sig en gård og gro sjove planter, koge, danse og svaje og selvfølgelig få en til at spille ukulele for hende. Det var ikke en seriøs plan, men det kunne jo være meget sjovt. ”Ja ikke?” spurgte hun med en mild latter. Hun titlede sit hoved ind mod hans arm. Hendes headpiece var ret tungt, så det var rart nok med lidt aflastning, foruden – hvilket fyldte mest, så var det bare hyggeligt. Hun smilede kort, da han betalte. Ikke han behøvede, hun kunne også, men ellers kunne det jo være en anden gang. Hun ville omvendt heller ikke diskutere det, det var spild af tid. Penge var bare noget systemet havde lavet for at fange folk i kasser. Hun bevægede sig med ham og betragtede de mennesker, de gik forbi. ”Når jeg har lyst, selvfølgelig!” svarede hun med et stort smil over sine læber, som hun bevægede sig ind. Det var måske et andet ord, for hun ikke vidste det og virkelig ikke havde styr på det – men hun havde nu alligevel ikke tænkt sig at være tilbage, når de skulle. Hun var faktisk ikke helt sikker på, hvordan hun nogensinde var blevet vejleder.

[Mayson Carver]

Han lod en kort stilhed passerer imellem dem. Han havde lyst til at sige et eller andet, men var ikke helt sikker på hvad det skulle være, sommetider var stilhed også bedre end hvad ord kunne sætte sammen, lige nu håbede han bare ikke at hun fandt den akavet. Han havde virkelig aldrig været god til at small-talke. Han beundrede hvordan Luke altid kunne formå at sige de helt rigtige ting til folk - for det meste hvis han gerne ville opnå et eller andet - men det var alligevel ret fascinerende på sin egen måde.
Igen sukkede han let og følte nok lidt at han læssede alt for meget pladder af på hende. Han burde vel bare mande sig op og i stedet for at sidde og flæbe over hans begrænsninger så forsøge at se hans muligheder. Det skulle da også nok komme, men lige nu følte han sig bare lidt fortabt i det hele. "Nej du har nok ret," erkendte han så og smilede forsigtigt til hende.
På ny mærkede han et sug gå gennem kroppen da hun lænede sig hovede mod hans arm. Igen anede han ikke helt hvor det kom fra eftersom han på ingen måde var velkendt med at have piger så tæt på sig.

Brynene blev skudt i vejret og han så ned på hende med et vejende blik. "Det er vidst ikke den helt rette holdning for en vejleder er det?" Spurgte han skønt han havde et smil malet på læberne. Skulle sandheden frem var han faktisk glad for hendes svar og skønt han ikke direkte ville opfordre hende til at blive længere end hvad hun var blevet tilladt, så satte han stort pris på hendes selskab lige nu og ville blive ærgerlig hvis hun skulle gå inden længe.
Derudover havde han vidste ikke ret til at kommenterer på om andre vejledere brød reglerne, den ret mistede han dengang han havde sluttet sig til deres lille Hogsquard. Minderne om den lille eksklusive gruppe fik smilet til at vokse en smule igen, men han slog hurtigt tankerne ud af hovedet. "Nå, men hvordan går det ellers, sådan udover det sædvanlige, noget nyt jeg er gået glip af?" Der kunne jo være sket så mange ting...eller nej det var nok begrænset så tæt efterskolestart, men der havde trods alt været en sommerferie imellem og der skete ofte mange interessante ting havde han fundet ud af. Ikke i hans liv måske, men i så mange andres. Han guidede dem hen imod et tomt bord hvor de kunne slå sig ned.

[Rose Crystal "Feather" Brown]

Feather synes ikke det var akavet. Her ville en klog nok ogsÃ¥ pÃ¥pege, at en af grundene til hun ikke fornemmede akavet situationer generelt, var fordi sÃ¥ oftest havde røget en pind inden hun skulle være i sociale sammenhænge. Det var dog ikke fordi hun ikke brød sig om andre mennesker eller ikke kunne pÃ¥ noget at snakke om, hun ville dog hellere være i sit eget tÃ¥gede paradis. En verden, der var helt hendes egen – Feather i græsland, kunne man vel nærmest fristes til at sige.
Hun hørte han sukkede og lod de nøddebrune øjne hvile på ham kort for at aflæse ham. Han havde på ingen måde læsset for meget af på hende, hun ville glædeligt lytte. Hun ville bare hjælpe ham, men hendes kommentar kunne selvfølgelig nok være tolket forkert. ”Jeg er sikker på du finder ud af det… Og det er også okay, ikke at vide det,” svarede hun mildt og lagde kort en hånd på hans skulder, mens hun ledte efter hans øjne.


Hun så på ham med et forceret smil. Det lød som noget hendes forældre kunne finde på at sige til hende, for hun vidste godt, de ikke var helt tilfreds med hende – om de så var det med nogen af deres børn. Hun var dog ret sikker på, at hun var den, de var mindst tilfreds med. Hun så på hans smil og bed sig i læben. Følelser var noget man havde, ikke noget man snakkede om, så selvom kommentaren egentlig et sted ramte noget i hende, så viste hun det ikke. ”Selskabet gør det er det værd,” svarede hun ham, ret kontant, men med en blid stemme.
Hun betragtede ham smile ud af ingenting. Hun smilede selv af ingenting og alting, oftest også selv når hun fik en tanke, der varmede eller hun synes var sjov. ”Hvad smiler du af?” spurgte hun ham direkte. Hun anede intet om den lille eksklusive gruppe, han havde været en del af. Hun havde vel egentlig heller ikke som sådan en vennegruppe, men hun var måske også en type, der var svær at være venner med, for hun var ret flyvsk. Hun trak eftertænksomt på smilebåndet ved hans spørgsmål. ”Det ved jeg ikke… Hvad skulle det dog være?” spurgte hun ham, som hun fulgte ham til det bord, han havde fundet.

[Mayson Carver]

Han sukkede en smule igen og nikkede. "Ja, det kommer jo nok." Ærlig talt var han ikke overbevist, han orkede bare ikke helt at snakke om det mere, han ville langt heller høre om hende og skolen og alt det han savnede så meget. Han besluttede dog at gemme det nedtrykte humør og sine deprimernede tanker langt væk for som regel var han jo sket ikke på den måde. Han var en livsnyder på alle punkter, nogle gange indhentede livet ham bare lige indenom.
Hen sendte hende et svagt smil ved hendes berøring. Denne gang var han mere afslappet omkring det, men der var også forskel på at få lagt en hånd på skulderen for han bar trods alt tøj så det var jo ikke meget anderledes end hvis man lagde hånden på en hverandens skulder.

Han kunne ikke helt vurderer hvorfor men det var som om at hendes tone havde været en kende mere kontakt end når hun normalt snakkede. Mayson lagde dog ikke det store i det, det kunne jo være så mange ting, tanken om at hans ord kunne have såret hende strejfede ham i hvert fald ikke det fjerneste. I stedet sendte han hende blot et rebelsk smil. Han havde i hvert fald ikke tænkt sig at gøre noget som helst for at få hende til at få tilbage, der trådte den lidt mere egoistiske side nok frem i ham. Han ville gerne have en at sidde og snakke med og som kunne få ham til at tænke på noget andet end hvor svært det var at være ham lige for tiden.
"Øhm..." Han tænkte sig lidt om en smule usikker på om han burde fortælle hende mod den lille gruppe. På den anden side så hvorfor ikke? Han gik ikke på skolen mere og det var egentlig lidt interessant om gruppen var ført videre uden ham og Luke bag roret. "Jeg kom bare til at tænke på skolen. Eller altså ikke skoen i sig selv, men vi var nogle stykker der var med i sådan en mindre gruppe hvor vi lavede diverse.." han ledte kort efter det rette ord "-narrestreger." Besluttede han sig for at bruge. Ikke et specielt godt ord, men ganske beskrivende. "Det var lidt dumt." Han rystede kort på hovedet.
Mayson trak let på skuldrene som han slog sig ned på den ene stol. "aner det ikke, det kunne være hvad som helst?" Sagde han lidt desperat efter at høre om folk der levede et normalt liv. Personligt havde han jo ikke selv det store at dele ud af eftersom hans liv på nuværende tidspunkt ikke var specielt begivenhedsrigt.

[Rose Crystal "Feather" Brown]

Feather nikkede lidt. Hun lod den lægge, da hun ikke rigtigt kunne finde på mere at sige, og det virkede heller ikke til, han havde lyst til at snakke at snakke mere om det. Til gengæld, havde han nogensinde brug for det, så ville hun selvfølgelig gerne lytte, for sådan var hun. Hun skulle bare helst ikke snakke om sig selv – der var en grund til, at hun røg. Det var for hun kunne ryge det hele væk og det var hendes måde, at håndtere når følelserne gjorde ondt eller de generelt bare trængte sig på. Hun ville helst have omverdenen skulle se hende, som den glade, positive pige.
Hun lagde mærke til det svage smil han sendte hende, men smilede bredt tilbage til ham – igen, hun ville gerne have den forestilling hun var ret overbevidst om, at folk havde om hende, skulle vedblive.


Hun så det rebelske smil, han sendte hende og sendte ham et igen. Hun ville jo heller ikke have, han skulle vide at hans ord havde ramt noget inde i hende, så hun havde også gjort sit bedste for at holde det blide udtryk, hun normalt havde, selvom hendes tone stadig havde været ret kontant. Han havde ikke ret til at blande sig, og han måtte da have hørt rygterne om hende. Hun fulgte sjældent reglerne, og hun var ligeglad, for der var ikke den store konsekvens for hende ved at gå imod dem.
Hun så på ham ved hans øhm, og afventende et svar. Som han begyndte at snakke om det, brød hun om et stort smil. Så han kunne godt være med på narrestreger, åbenbart. Det var nu heller ikke fordi hun ville tænke ham som en, der ikke kunne være med på at have det sjovt, men det havde bare virket til, han var gået op i reglerne, især når han havde påpeget overfor hende, at hun ville ende tilbage på skolen al for sent, og det nærmest var den værste idé han havde hørt om, følte hun. Hun rykkede sig tættere på ham og lagde en hånd ovenpå hans. ”Det er ikke dumt..” svarede hun ham, inden hun lod de nøddebrune øjne hvile på ham med et flirtende glimt gemt i dem. ”Hvilke narrestreger?” spurgte hun med et tonefald, der matchede det glimt, hun havde haft i sine øjne.
Hun trak selv lidt på skulderen. ”Jeg sås lidt med den her fyr… men jeg fandt ud af, at han havde billeder hængende af mig på sin væg… det var creepy,” svarede hun som var det ingenting. Han havde været ret glad for hende, men hun var ikke god til den slags og hun havde ærligt set ham mere som en ven, godt nok med visse fordele, men det var hvad det var.

[Mayson Carver]

Mayson var nok temmelig naiv når det kom til omverden. Selvfølgelig vidste han godt at folk kunne have det dårligt, men det var bare ikke noget han var så god til at spotte hvis ikke de kom og sagde det eller det var direkte nemt at se som det havde været ved Luke dengang de var begyndt at snakke sammen i ugleriet.
Feather var heller ingen undtagelse, han var faktisk elt overbevist om at hun havde det ganske glimrende og hun bare altid var glad og fyldt med positiv energi. Han havde ikke engang hundrende procent opfanget at hun røg græs. Jo han havde nok en fornemmelse af det, men valgte ta overbevise sig selv om at han nok bare tog fejl. Nu havde han jo heller ikke det helt store kendskab (som i slet intet kendskab) til den slags og var ej heller interesseret i at fÃ¥ det. Hvad andre gjorde var helt og holdendt deres sag, bare han ikke skulle være en del af det.
Havde han derimod vidst at Feather røg og at hun gjorde det for at dække over hvaend der rørte sig indeni hende ville han have købt hende et stort krus te givet hende usandsynlig mange krammere - på trods af at han var en akavet krammer - og hørt alt hvad hun havde at sige. Han ville hellere end gerne være en skulder at græde ud ved for sine venner, for han hadede når folk omkring ham var kede af det og han ville gøre alt for at hjælpe.

Et andet sted hvor man måske kunne kalde Mayson lidt uvidende var når det kom til havd der foregik lige under næsen på ham. Han lyttede aldrig til rygter, primært fordi han altid gerne ville danne sig sit eget indtryk af folk. Han kendte kun alt for godt til at blive dømt ud fra uretfærdige grundlag. Hendes rebelske smil fik ham til smile om mulig bredere skønt hun blot afspejlede ham. Det var bare den effekt smil havde det med at have på folk.
Han blik gled ned til den ganske simple, men underligt mærkbare berøring da hun lagde sin hånd over hans. Noget havde ændret sig. Lige der. Noget i hendes tonefald og hendes fremgangsmåde. Han kunne mærke det og høre det, men ikke placerer det, dog gav det ham en kortvarig underlig følelse af sommerfugle i maven. "Altså ikke noget vildt. Vi nøgenbadede i søen et par gange." Han kunne mærke en rødmen snige sig op i kinderne og priste sig endnu engang lykkelig for at være dækket af pels.
Mayson spærrede forbavset øjnene op. Sommetider kunne han godt lidt glemme at han nok var den eneste fyr på hans alder der ikke "sås med nogen" på den måde. Igen gjorde det ham ikke så meget, han forventede ikke at det nogensinde ville ramme ham og han forsøgte bare at være taknemmelig for det verden kunne tilbyde ham. "Havde han billleder hængende af dig på sin væg?" Spurgte han chokeret og stadigvæk med let åben mund.

[Rose Crystal "Feather" Brown]

Feather dansede lidt for meget på sin egen sky, til at vide hvilke rygter der gik om hendes medelever eller gamle elever. Hun vidste knapt, hvad der gik rundt om hende. Hun havde dog hørt nogle rygter om sine søskende – og afhængigt om hvem de var om, blev hun til tider sur. For ja, hun kunne godt blive sur, om end nok ikke ret mange tog hende seriøst når hun begyndte – indtil de fandt ud af, man ikke havde lyst til at pisse hende af. Hun så på hans denne gang bredere smil. Han var pæn, når han smilede.

Hun mærkede hans blik på hans hånd, og så op på ham for at lede efter hans blik med et par uskyldige dådyr øjne. Ja, hun havde ændret sin måde, at snakke til ham på, også med måden hun søgte hans kontakt, men det lod ikke til han bemærkede det eller måske var han ikke interesseret? Hun lod sit hoved hvile ind mod hans skulder, som hun interesseret lyttede til hvad han fortalte. ”Ej, hvordan kan jeg ikke have hørt om det? Det lyder mega fedt,” svarede hun med et varmt smil og syntes han virkede ret varm pludselig, men hun lagde ikke noget i det. Hun var ikke rigtigt typen, der blev flov så hun tænkte ikke over, han kunne blive det. ”Tænk, du har været nøgen i søen på Hogwarts…” påpegede hun efter lidt betænkningstid, inden hun bed sig i underlæben, og blinkede til ham. ”Det ville jeg gerne have set,” påpegede hun hurtigt efterfølgende, som hendes stemme søgte at flirte med ham.

Hun bed sig i læben ved hans spørgsmål, og så på ham. Han lignede en, der havde set en enhjørning dø. ”Jah… Han var fotograf og artsy, eller sådan noget, men det var lige lidt for meget…” svarede hun og trak lidt på skulderen, inden hun lagde en hånd på hans brystkasse. ”Men nok om det,” hviskede hun. ”Der er noget jeg hellere vil,” hviskede hun denne gang, tættere på hans øre. Hendes stemme var nærmest sensuel, hun ville lokke ham. Hun anede ikke hvorfor. Måske var det stemningen, det at møde en gammel ven og så godt blandet sammen med den cocktail af græs, hun havde indtaget for mindre end halvanden time siden. Det gjorde hende altid kærlig. Det kunne også være det faktum, at hun rent faktisk havde fortalt noget om sig selv.