It gets worse...

[Deleted]

Det hele var simpelthen så underligt akavet. Han følte lidt at alt det de havde arbejdet sig frem igennem årene nu havde mødt en mur og han headede det. Han ville ønske at han kunne hade hende, for det ville have været lettere. Og så alligevel ikke med hensyn til børnene selvfølgelig. Hvor var alting dog bare fandens kompliceret lige pludselig.
Han valgte dog at skubbe de ting fra sig så godt som han nu kunne imens de var her. Her blev han nødt til at være der for hende om ikke andet så for deres nyfødte barn. Han ønskede jo også at de ville finde en form for fredelig løsning om det så var sammen eller hver for sig, men lige nu følte han bare mest af alt svigt og det ville tage noget tid at komme over.

Nate lyttede med til samtalen med et afslappet smil som var alt helt normalt. Han studsede godt over at Freya sagde 4. gang, men gik automatisk ud fra at hun mente Alaric. Han gengældte det lille klem hun kom med og kiggede interesseret med. Selvom det ikke var første gang var det stadigvæk spændende og han kunne sket ikke vente med at finde ud af om de så skulle have en dreng eller en pige. Det var underligt at være så spændt på noget som muligvis alligevel ville ende i problemer hvis nu de ikke fik løst tingene.

[Deleted]

Freya kiggede på Nate og over på kvinden, hun følte sig bare helt forvirret og hun havde aldrig haft så mærkelig en fornemmelse i kroppen før. Hun elskede virkeligt Nate og hun ønskede inderligt at få forholdet til at fungerer.
Kvinden begyndte at snakke, men Freya hørte ikke helt efter, der var så utroligt mange ting hun tænkte på lige nu og hun anede ikke hvad hun overhovedet skulle sige. Det hele virkede bare så forkert og alligevel så anede hun ikke hvordan hun skulle forsøge at gøre det godt igen.

Først da kvinden begyndte at snakke om hjerteslag, kunne Freya mærke hun kom lidt til sig selv igen: "Hva?" sagde Freya og kiggede på kvinden, tydeligt afsløret i at hun ikke hørte efter: "Ja der er 3 hjerteslag... Det er trillinger..." sagde kvinden i et smil og tørrede let maven.
"Tillykke" sagde kvinden. Freya nikkede bare og stirrede frem for sig, hun turde ikke engang kigge på Nate, det var hvad? Hva? Det her kunne da kun blive værre og værre lige nu.
Tre børn? Tre... Børn... De havde jo problemer nok som det var, det var jo ikke lige fordi de havde brug for tre børn til at gøre det værre. Freya anede ikke hvad hun skulle sige, og sad bare.

[Deleted]

Nate havde som Freya svært ved at koncentrerer sig om hvad kvinden sagde eftersom han havde så mange følelser i kroppen der allesammen kæmpede om at komme frem. Selvfølgelig var han glad over at skulle være far igen, men på den anden side blev den glæde bare overskygget af ikke at vide hvad ser ville komme til at ske med ham og Freya.
Selvom det måske ikke virkede sådan lige nu, ønskede han jo bare at det skulle fungerer, men han ville bare ikke være i stand til at glemme hvad der var sket. Han håbede at deres forhold ville overleve det, men samtidig følte han sig også bare lidt til grin i det.

Trillinger. Først gik ordet ikke helt ind på Nates lystavle, det var først da kvinden gentog sig selv med et lidt for stort smil at Nate mærkede hvordan hele hans verden blev 3 gange så kompliceret. En ting var at det skulle finde ud af det med ét barn, men med 3? Plus 3 derhjemme. 6 børn?! Det var virkelig mange børn i et forhold som måske ikke holdt.
Han havde brug for luft, men følte sig naglet til gulvet, "undskyld...sagde du...trillinger?" Spurgte han og forsøgte at skjule den stigende panik i stemmen. Han skævede kort til Freya der lignede en der sad med de samme tanker som han. Dette her skulle vidst snakkes igennem når de kom hjem. De blev nødt til at finde en eller anden form for løsning på tingene.

[Deleted]

Freya kiggede på kvinden med åben mund, og kiggede så i mod Nate ganske kortvarigt. Hun turde nærmest ikke kigge over på ham, og lige nu anede hun ikke helt om hun var glad eller ked af det. Alligevel kunne hun mærke tåre komme op i hendes øjne, og et par løb også ned af kinderne imens hendes udtryk nok var en blanding af lykke og frustration.
Faktisk anede hun ikke hvad hun følte lige nu, det hele var lidt overvældende. Hun havde ikke liiiigefrem regnet med at hun skulle igang med at have hele... 3 børn mere, slet ikke nu hvis hende og Nate skulle ende med at gå fra hinanden.

"Jeg foreslår en tid mere om allerede 6 uger, for lige at se alt er som det skal være" sagde kvinden, Freya nikkede blot, ja det var vel fint, hun vidste slet ikke hvad der var normalt og hun slap Nate's hånd for at tørre tårene væk.
"Tag jer bare tid, jeg sender en tid til jer" sagde kvinden og smilede i mod dem begge inden hun forlod rummet.
Som de blev alene sad Freya bare, hun anede slet ikke hvad hun skulle sige, hun var... Lammet. Det var jo fantastisk, og helt igennem forfærdeligt på samme tid.

[Deleted]

Nate var lidt slået ud over den nye information. Han kunne jo umuligt efterlade Freya med tre babyer. Ikke fordi at han ikke ville hjælpe til, for selvfølgelig kunne han aldrig drømme om at smutte og vende sine børn ryggen, men hvordan skulle nogen af dem klare tre børn alene? Eller 6 børn var det jo sådan set.
Han mærkede hjertet slå hurtigt og han følte en underlig knude i maven. Han kunne slet ikke finde ud af hvordan han skulle forholde sig til det hele lige nu.

Det var som om Nate var gået i en mindre trance. Han var komplet chokeret og det var først da døren lukkede efter kvinden at han igen vågnede op til virkeligheden. ”Tre børn..” Mumlede han mest henvendt til sig selv, men højt nok til at Freya kunne høre det.
Han dristede sig til at møde hendes blik. ”Freya, hvad pokker gør vi?” Sagde han lidt hjælpeløst som havde hun alle svarene klar til ham. Dette her var bare så uoverskueligt. Men selvfølgelig var han også lykkelig over nyheden, på en eller anden måde.

[Deleted]

Freya havde slet ingen ord lige nu, hun anede ikke helt om hun var glad eller ked af det. Hendes børn betød alt for hende og Nate betød alt for hende. Var alt dette med Jophiel ikke sket havde hun da også bare været ubetinget glad, men fordi at der nu var så meget, så vidste hun slet ikke hvad hun mente om noget som helst.
Hun sukkede roligt og kiggede kort i mod ham, hun anede ærligt ikke hvad hun skulle sige, men sådan havde hun jo haft det, det meste af dagen. Det var som om tingene bare var... Så slørede for hende, og hun var bange for at hendes ord ville gøre det hele værre.

"Det er dit valg" sagde hun blot, han kunne jo altid vælge at gå. Freya følte nok ikke helt hun havde et valg for selvfølgelig skulle hun have de børn om hun så var alene omkring det, hvilket hun da virkeligt ikke håbede.
"Nate jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige, jeg er så forvirret over det hele lige nu og jeg ved godt jeg skal give dig tid, men det er lidt svært situationen taget i betragtning" sagde hun forsigtigt, hun var ikke vred men utrolig frustreret.
Især nu hvor de ventede... ja... trillinger.

[Deleted]

Alting var simpelthen blevet så uoverskueligt. Som om en eller anden havde trukket en stor sort sæk ned over hovedet på ham og derved afskåret ham fra alt det der før havde givet hans liv glæde og mening.
Han lod hænderne glide ned over ansigtet for at dække det i nogle korte sekunder. Han tog en dyb indånding imens han tænkte tingene igennem. Han kunne simpelthen ikke gå tilbage som tingene var, men han kunne bare heller ikke sige ”damn det hele.”
Armene gled atter ned langs siden og han så på hende med bekymrede øjne.

”Som sagt kan jeg ikke bare tilgive eller glemme det der er sket.” Begyndte han. ”Jeg er heller ikke interesseret i bare at opgive alt uden at give det en chance.” Tænkte han højt. ”Vi må tage det stille og roligt. Til at starte med tænker jeg at jeg bare sover på sofaen og så må vi tage en dag af gangen.” Det var selvfølgelig også op til hende om hun havde lyst til at vente på om han blev klar til at forsætte deres forhold, men på den anden side så følte han måske lidt at han fortjente at hun ventede på ham som han havde ventet på hende dengang han havde været sammen med Frigg.

[Deleted]

Der var en milliard tanker der gik igennem hendes hoved, og på samme tid så følte hun slet ikke at hun kunne tænke noget som helst. Som havde hun efterhånden tænkt tankerne så mange gange igen og igen, at der nu bare var stille. Hun havde hovedpine, hun havde kvalme og nu havde hun også tåre i øjnene.
Hun anede ikke selv om hun var glad eller ulykkelig. En del af hende var glad for at hun skulle være mor igen, hun følte virkeligt det var hele meningen med hendes liv at hun skulle have mange børn, også endda sammen med en fantastisk mand.
Det var bare lidt som om at det ikke gik helt som hun håbede det ville, og mest af alt vidste hun jo godt at hun selv var skyld i det.

"Nate.. Vil du ikke, please... sove inde ved mig? Jeg skal nok lade dig være" bad hun, hun kunne slet ikke klare tanken om at han skulle sove på sofaen, og hvad ville børnene ikke tænke? Hun følte slet ikke hun kunne sove uden ham ved siden af hende, sådan havde de jo trods alt sover i seks år efterhånden.
Hun satte sig op, og gjorde sig klar til at de kunne gå, det her var simpelthen... den underligste følelse nogensinde. "Tre børn... som om der ikke er gang nok i den derhjemme" sagde hun i et smil og kiggede på ham, i håb om at løsne stemningen en smule.

[Deleted]

Han anede ikke om tingene ville ende med at fungerer imellem dem igen, men igen var han ikke klar til at smække med dørerne, det stod alt for meget på spil – ikke kun for dem, men også for deres børn. De skulle ikke have det hele ødelagt bare på grund af alt dette her. Voksenproblemer angik kun de voksne. Han var også ked af at Violet havde overværget noget af diskussionen, det havde hun ikke fortjent.
Hendes bøn blev mødt med et nyt såret udtryk, ”jeg har brug for plads lige nu Freya, ligesom du havde dengang med Frigg.” I det mindste blev han da i lejligheden hvor Freya var taget afsted – dengang havde det selvfølgelig heller ikke boet sammen eller haft børn, men alligevel.

Han følte sig ikke klar til at sove ved siden af hende på nuværende tidspunk. Han havde mange ting han måtte arbejde med og en af dem var at lade være med at se hende og en anden mand hver gang han så på hende.
Han sov elendigt når hun ikke lå ved siden af ham, men lige nu var det bare det han havde brug for.
Nate besluttede at lade hende føre samtaleemnet videre og nikkede til hendes ord. ”Ja vi ender med at få hænderne fulde.” Erklærede han sig enig og gengældte smilet skønt det ikke bar den samme varme som det eller gjorde normalt.

[Deleted]

Freya anede slet ikke hvad hun skulle sige eller hvordan hun skulle formulerer en fornuftig sætning, alt gjorde bare ondt på hende lige nu. Hun nikkede blot ganske forsigtigt: "Det ved jeg godt, det er bare svært når det eneste jeg har lyst til er at du skal holde om mig og sige det er okay,..." sagde hun og tørrede en tåre væk fra hendes kind.
Det her gjorde mere ondt på hende end noget andet: "Men det her gør mere ondt på mig, at de dig sådan her, end det gjorde dengang med Frigg" sagde hun ærligt, hvis hun kunne tage det hele tiblage ville hun gøre det in a heartbeat, hun var ikke interesseret i at han skulle være såret.
Han var en fantastisk fyr og han havde aldrig såret hende (med vilje), nu ville hun bare ønske hun kunne tage det hele i sig igen.

"Bare rolig jeg skal nok lade være med at foreslå at de skal hedde Rip, Rap og Rup" drillede hun og rejste sig op fra sengen, hun var i syv sind lige nu og hun anede ikke hvordan hun skulle tænke om situationen.
"Lad os tage hjem" sagde hun, i det mindste var det stadig et sted de havde sammen, og selvom det gjorde ondt på hende så vidste hun godt at hun var nød til at give ham plads og vente. HUn håbede virkeligt bare han ville komme tilbage.
At de kunne have det sammen som de havde haft engang.

[Deleted]

Hendes ord var dybt bevægende for ham fordi det jo på sin vis også var det han selv ønskede. Men han kunne bare ikke. Ikke endnu i hvert fald. Han sukkede stille og lod blikket falde ned på sine hænder. Han måtte synke engang for at få kontrol over sine følelser og ikke bare selv begynde at græde.
”Jeg ved ikke hvad jeg skal sige.” Indrømmede han stille og frygtede at møde hendes blik. ”Freya der er intet andet jeg hellere vil end at glemme alt dette her, men det kan jeg ikke bare.” Sagde han stille og tog en dyb indånding. ”Men jeg elsker dig og det er derfor jeg stadigvæk er her. For dig og børnene, men jeg har bare brug for tid til at finde ud af det hele.”

Han vidste ikke hvor meget tid han havde brug for, men han vidste godt at dette her ikke var noget der blev løst over natten. Han havde det ene øjeblik lyst til at holde om hende og så det næste var han rasnede over at han havde lyst til det fordi han ikke følte at hun fortjente hans omsorg efter hvad hun havde gjort. Det var en frustrerende rutchebane som han lige nu følte han kørte i uden sikkerhedsbøjle.
Et svagt smil gled over hans læber ved hendes ord. ”Det kunne ellers ligne dig.” Svarede han i forsøg på at lade hende løfte stemningen bare en smule. Han nikkede til hendes ord. Han trængte til at komme hjem og slappe lidt af. Roligt forlod han rummet sammen med hende.

// out