I'll interrogate the cat

[Deleted]

Tatianna Mary Maximorff

Hospitalet i Miami

Omkring kl 9

---

Det var morgen da Joey slog øjnene op. Han var stadigvæk træt og udkørt, men det var nok heller ikke så mærkeligt siden han havde været skudt og gennemgået en større operation for under 12 timer siden. Audrey var vidst nede for at få noget at spise, han havde ikke selv nogen appetit lige nu.
Der var ikke mange som havde fulgt med ham til hospitalet eftersom de fleste havde været til afhøring siden skudepisoden. Han havde set det i nyhederne på det lille tv der hang på væggen i stuen. Det virkede så uvirkelig at se sig selv gå i gulvet på den måde. Selvfølgelig var det meste censureret, men alligevel. Det lod heller ikke til at der var noget nyt i sagen om hvem der stod bag, i løbet af dagen skulle der vidst komme nogle kriminalbetjente og snakke med ham.

Joey var ikke sikker på hvordan han havde det lige nu. Han følte sig trist overfor de fans som sansynligvis havde fået trauma for livet. Hvad der skulle have været en fed oplevelse var endt i tragedie. Han var selvfølgelig glad for at han var den eneste tilskadekommende, men tænk hvis manden eller kvinden havde skudt ind i folkemængden, tænk hvis han/hun havde ramt en af danserne i stedet. Tænk hvis de havde ramt bare lidt højere oppe, så havde han ikke været til at redde.
Det gav ham gåsehud at tænke på. At tænke på at der sad en person derude som ønskede ham død og rent faktisk handlede på det skræmte ham mildest talt fra hvid og sans.
Han vidste at forældrene var på vej og at Lucas også var blevet informeret. Forhåbentlig også Grace, men hvor mange der ville komme anede han ikke, nu var han jo trods alt også i bedring og skulle nok klare sig, derudover var det lidt mere omstændigt at rejse til den anden side at jorden - selv for magikere.

[Tatianna Mary Maximorff]

Tatianna havde stadig det samme blodige tøj på, som hun havde haft på, da Joey var blevet skudt på scenen. Hendes hænder havde stadig det rødlige skær efter hun havde presset sine hænder og trøje mod skudsåret, i et forsøg på at stoppe blødningen, trøjen havde hun selvfølgelig smidt ud, den havde ikke været til at redde anyway. Efterfølgende var hun blevet afhørt og havde ikke måtte forlade gerningsstedet. Hun havde først fået tilladelse til, at forlade stedet efter 4 timer, fordi der havde været så mange som skulle forhøres og alle detaljer skulle på plads. Siden hun var blevet 'sluppet fri', havde hun siddet på hospitalet. Hun havde sad med en kop kaffe i hånden og havde ikke forladt hospitalet på noget tidspunkt, selv ikke for at ryge, hvilket var ret stort for hende.
Hun havde fået af vide, at hun måtte komme ind til Joey, når han vågnede, men hun havde også ville give Audrey en chance for at have ham for sig selv. Tati var trods alt på ingen måder romantisk involveret med Joey. Han var en fantastisk sød fyr, men han var slet ikke hendes type. Hun så på vagten som stod ude foran hans værelse, som nikkede kort til hende. Hun pustede tungt ud, før hun rejste sig. Hun var virkelig glad for sin kaffe lige nu, for hun havde ikke sovet på noget tidspunkt, jo svagt blundede lidt hen, men intet andet end det. Hun bankede stille på døren, før hun forsigtigt lukkede den op og stak hovedet ind, "Joey?" spurgte hun nærmest hæst, da hendes stemme mere eller mindre ikke havde været brugt siden forhørte.

[Deleted]

Som det bankede på døren blev Joey trukket lidt ud af sine tanker. Han rettede blikket mod den idet den gik op Tatianna stak hovedet ind. Han smilede imødekommende til hende. Kroppen var stadigvæk en smule øm og han var træt grundet de smertestillende medicin og det faktum at hans hjerne arbejdede på overmode lige nu. "Hej Tati," hilste han fra sin plads i sengen.
Han var ligeglad med om det virkede uprofessionelt at give sine dansere og øvrige crew kæleavne, men for ham var de så meget mere end bare abrjdskraft, de var familie. "Kom ind." Bød han i et nyt smil. Han ville ikke have at hun skulle føle sig malplaceret.

Han kunne se blodet på hendes tøj og mærkede det give kuldegysninger gennem hele kroppen. Igen ramte det ham hvor tæt han var kommet på døden. Det var som om at han stadigvæk ikke helt havde opfanget sagens alvor. Ikke sådan helt rigtigt. Han smilede og følte egentlig ikke at det var noget særligt, han var her jo endnu. Det var i hvert fald den udstråling han sendte for ikke at gøre dem alle bekymrede, de havde jo trods alt også været igennem det hele bare set fra en anden vinkel.
"Hvordan har du det?" Spurgte han lettere bekymret, som var det hende der havde været igennem det værste af det. Men han kunne jo ikke lade være med at føle med hende. Det var den første turne hun var med på og hun havde jo næsten stået lige ved siden af ham da der blev skudt.

[Tatianna Mary Maximorff]

Tati mærkede hvordan hendes hjerte sad helt oppe i halsen på hende, eller det gjorde det jo nok ikke, men det føltes sådan, da Joey hilste på hende. "Hej," svarede hun og bed sig læben, for at holde de blanke øjne frie fra tåre. Hun var normalvis en ung kvinde som gemte sine følelser, hvor andre ikke kunne se dem og dermed ikke kunne bruge dem imod hende, men det var svært for hende, at holde dem helt skjult lige nu, for selvfølgelig havde det været en utrolig voldsom oplevelse.
Hun havde egentlig en ret stor familie og der skulle meget til for at komme ind på livet af hende, men det måtte man sige Joey var. Ikke på nogen romantisk måde overhovedet, men han var blevet lidt som en onkel eller bror for hende. "Tak," sagde hun og trådte ind på stue og skubbede døren til efter sig, så der ikke var nogen paparazzi eller noget, som ville kunne få til-snuset sig et billed eller ti. Hun var også flere gange blevet stoppet af journalister, som ville have en udtale, men hun havde ikke udtalt sig overhovedet. Det var ikke hendes plads, mente hun.
Hun sendte ham et smil retur, selvom det nok var ret påtvunget. Hendes hjerne var nok stadig i en form for chok. "Mig?" spurgte hun og pegede mod sig selv, før hun viftede lidt med samme hånd, "Fint, men hvad med dig?" spurgte hun og tog plads på en stol ved siden af hans seng. Om han vidste hun havde været den første henne ved ham, og hun havde holdt pres på det åbne skudsår, vidste hun ikke, men hun havde heller ikke noget behov for, at han takkede hende, for hun var ikke et sekund i tvivl om, at han ville have gjort det samme for hende og hun havde jo bare reageret som hun havde lært man skulle. Hun burde dog nok have været forbi hotellet og været en tur i bad, men hun havde nægtet at forlade hospitalet igen, da hun først var kommet derud.

[Deleted]

Joey forsøgte at holde humøret oppe. Det hele virkede stadigvæk mærkeligt og han følte lidt at det ikke var ham det var sket for. Alle folk virkede så bekymrede for ham, men han var jo okay. Han havde overlevet. Ingen problemer, traumaet var forbi.
Det var i hvert fald hvad han sagde til sig selv hele tiden. Alligevel kunne han ikke slippe den underlige følelse der lå i maven. Den frygt der fik ham til at fare sammen som en skræmt kat hvis nogen tabte en metalbakke eller smækkede en dør for hårdt i.
Han havde ikke fortalt det til nogen, for ærlig talt syntes han selv at det var noget pjat og det ville jo snart gå væk, det var bare lige chokket fordi det hele stadigvæk var under 24 timer siden. Desuden kunne han til en vis grad ignorerer det. Det var dumt og det skulle nok snart blive normalt igen. Heldigvis hjalp det at have nogle andre ting at fokuserer på som for eksempel den del med at han i nat fik at vide at han skulle være far.

Han kunne genkende blikket og den akavede atomosfære. Ikke at han følte sig akavet omkring hende, men den tryggede stemning som han også havde set ved Audrey lige efter han var vågnet. Det øjeblik hvor folk ikke helt vidste hvad de skulle sige fordi de så ham og sandheden på en eller anden måde ramte dem. Joey havde en ide om at det måtte være værre for dem end for ham for han havde trods alt sovet under operationen lykkelig uvidende om hvor slemt det stod til, hvor imod de andre havde siddet ude på gangen i timesvis og frygtet at han ikke ville klare sig igennem.
Da hun satte sig ned forsøgte han sig med et lille smil. "Jeg har det helt fint nu." Forsikrede han. Det var delvist rigtigt, udover at han var øm i kroppen var det eneste den der nagende uro. Han rakte sin hånd frem mod hende for at vise at hun gerne måtte slappe af for hun virkede en smule anspændt. "Tak fordi du kom," sagde han og så ned af hende, "jeg gætter på du ikke har været hjemme forbi hotellet endnu?" Han havde virkelig ondt af hende at hun skulle gå igennem dette her, han håbede bare ikke det ville skræmme hende væk. "Jeg er virkelig ked af at det skulle gå sådan på din allerførste turne, jeg sværger på at jeg ikke bliver skudt normalt." Forsøgte han at lette stemningen. Han huskede små brudstykker fra efter skuddet lød, men ikke det hele.

[Tatianna Mary Maximorff]

Tati blev meget sjældent mundlam. Hun var typen som altid havde et godt comeback eller en eller anden kommentar at fyre af, men det var som om hele alfabetet, havde besluttet sig for at forlade hende på en gang. Hun havde utroligt mange sms'er og ubesvaret opkald liggende på sin mobil, som hun ikke havde kunne tage stilling til. Det eneste hun havde gjort, var at skrive en enkelt sms til sin mor, hvor der bare stod hun var okay.
Hun sank lidt, da han fortalte han havde det fint. Løj han for hende, for at give hende det bedre? Eller havde han det rent faktisk fint? Hun håbede på det sidste, men frygtede det første. "Helt fint? Eller bare fint?" spurgte hun og bed sig lidt i indersiden af den ene kind.
De nøddebrune øjne blev vendt mod hans hånd, da han rakte ud efter hende. Hun rakte forsigtigt tilbage mod hans hånd, men hendes fingre var iskolde og stadig blodige, selvom det var indtørret, "Det er problemet ved, at holde af folk.." svarede hun da han takkede hende for at være der og sendte ham et lille smil, som dog hurtigt forsvandt igen og hun trak sin hånd til sig igen og satte fødderne mod stolen hun sad på, så hendes hage kunne hvile på hendes knæ og hendes arme holdt hendes ben på plads. Hun rystede lidt på hovedet, "Nej," svarede hun og trak lidt i ærmerne så de dækkede lidt mere af hendes arme. "Jeg tror ærligt talt også, at samtlige sygeplejersker og vagter er ved, at blive sindssyge af mig," tilføjede hun og kløede sig lidt op og ned af det ene ben. Hun fnes let og rystede lidt på hovedet af ham, med blikket hvilende på ham, "Godt, for det stod der altså ikke noget om i kontrakten," svarede hun lidt drillende tilbage, det var rart han løftede stemningen på den måde. "Men det der ikke dræber os, gør os stærkere," sagde hun og bed sig lidt i læben igen, da hun kunne mærke sine øjne blive blanke igen, men hun holdt sine tåre tilbage, mens hun trak lidt op i sit ene bukseben, hvortil kun en lille del af hendes brandmærke kom til syne. Det var meget få som vidste hun havde det, fordi hun altid gik i lange bukser eller leggins som dækkede det, da det fyldte cirka 50% af hendes ben.

[Deleted]

Joey kunne ikke helt lade være med at smile da hun stillede sit spørgsmål. "Helt fint." Forsikrede han. Det havde virkelig været en underlig nat og morgen. Han havde hørt om folk der fik stress efter at have været udsat for en traumatisernede hændelse, så det var nok der uroen kom fra, men han var sikker på at det ville gå i sig selv om et par dage.
Han fik næsten dårlig samvittighed da han mørkere hendes hånd i sin. Hun var iskold og indtørret blod havde farvet hendes hånd en smule lyserød. Han sank en enkelt gang. Det var underligt at det var hans blod. Han slap atter hånden og blev igen nærværende, "det er aldrig et problem at holde af folk," tilføjede han og så på hende med et smil.

Han kunne ikke lade være med at le kort over hendes ord. Ømheden i kroppen fik ham dog hurtigt til at stoppe igen. "Tænk engang, det kunne jeg sket ikke forstille mig." Stemmen var sarkastisk. Nu havde han brugt en del tid med Tatianna på turneen og var godt klar over at hun ikke bare lige var en man fejede af. Hun havde ufattelig meget persona og gå på mod og lod sig bestemt ikke spidse af med noget bull-shit.
Joey rømmede sig og sænkede stemmen lidt som skulle han til at indvige hende i en dyb hemmelighed, "jo jo, vi skriver det bare med usynlig blæk, ellers gider folk ikke at skrive under." Han blinkede til hende og smilede igen. Han var virkelig glad for at hun var her for han havde det virkelig oprigtig skidt over at hun skulle opleve det.
Han nikkede, "ja det siger de kloge," svarede han og så ved et tilfælde mærket som hun løftede op i buksebenet. "Hvad er der sket med dit ben?" Spurgte han overrasket.

[Tatianna Mary Maximorff]

Tatianna bed sig lidt i læben og nikkede, som godkendelse af Joeys svar. Hun var ikke helt overbevist, men hun vidste på den anden side også godt, hvad så voldsomme oplevelser kunne gøre ved et menneske. Hun havde jo også selv i lang tid troet, at hun havde været okay efter alt det med hendes forlovet, men det havde jo været chokket og sorgen over at have mistet ham, som hendes hjerne havde beskyttet hende fra. Hun vidste ikke hvor meget eller lidt Joey huskede. Om han huskede hun havde presset på hans åbne skudsår eller ej, men hun ville heller ikke fortælle ham det, for i bund og grund kunne det være ligemeget nu, for han havde overlevet og det var det vigtigste. Hun trak sin hånd til sig igen og lagde den mellem sine knæ og sin hage og fnøs let, "Det er som man ta'r det," svarede hun og sendte ham et lille smil retur.
Hun grinte let og rystede på hovedet, "Nej vel? Pff," sagde hun og viftede med den frie hånd. Hun fandt sig virkelig ikke i noget som helst, fra nogen som helst. Hun var sin egen herre og ingen skulle fortælle hende, hvor skabet skulle stå, for det skulle hun nok selv finde ud af.
Hun himlede let med øjnene, "Du er så dum," sagde hun morende og rystede lidt på hovedet af ham, og rakte tunge af ham, hun havde ikke noget imod at han blinkede til hende, for hun vidste godt, at det ikke var for at flirte med hende eller noget i den dur. Langt de fleste af hendes omgangskreds var fyre, så hun tog det ikke som flirt, når nogen blinkede til hende, ikke på den måde i hvert fald.
"Præcis, det kunne du jo høre jeg sagde," svarede hun drillende og blinkede til ham. Hendes smil forsvandt dog som dug fra solen, da han spurgte indtil hendes ben og hun trak hurtigt ned i sine bukseben. "Vild ungdom, you know," svarede hun og trak lidt på den ene skulder, på trods af at hun jo stadig var ung med sine 23 år, "Jeg har ikke altid været et af Guds bedste børn, lad os lade den ligge der, ellers ender jeg bare med en fyreseddel," tilføjede hun og blinkede til ham.

[Deleted]

Joey tippede hovedet en kende på skrå. Det var da trist hvis hun så det som et problem at holde af folk for honestly var det da noget af det allerbedste. Det var i hvert fald det der holdt Joey kørende - bogstavelig talt. "Hvis alle så det på den måde ville jeg hurtigt blive arbejdsløs." Jokede han ærligt. For hvis ingen i verden holdt af ham ville han jo ikke have den fanbase og uden den ville han gå nedenom og hjem.
Han smilede forsigtigt til hende. Endnu et glimt fra aftenen før rullede ind over hans net hende, om det var fordi hendes ansigtsudtryk i et kort sekund havde vækket mindet i han ikke sikker på, men han huskede at han lå på ryggen og folk skreg og Tati var lænet ind over ham og snakkede om at han ikke måtte sove. Han var ikke sikker på om det var hans forvirrede hjerne der bare blendede tingene sammen eller om det rent faktisk var sådan det var sket.

Hendes ord trak ham atter tilbage til virkeligheden og han smilede til hende. "Nope." Svarede han i et let grin, hvilket han hurtigt fortrød grundet det ømme mavemuskler. Desværre måtte de ømme muskler finde sig i endnu en omgang latter da hun kaldte ham dum og barnagtigt rakte tunge af ham. Hun var en fantastisk sød pige - ikke ment på nogen romantisk måde, men Joey var virkelig inderligt glad for at have fået hende på sit team.
Han fnøs let og endnu en latter rullede over ham. "Ja det gjorde du selvfølgelig." Svarede han til den del med at hun var klog. Blikket gled ned på benet igen. Ja det kan jeg se." Kommenterede han, men forsøgte at styre sin nysgerrighed. "Bare rolig, jeg kan da ikke fyre hende som var med til at redde mit liv." Forsikrede han i et varmt smil. Det var dejlig befriende ikke at snakke om det der var sket, for af en eller anden årsag havde han det faktisk bedre når han prøvede at glemme det.

[Tatianna Mary Maximorff]

Tati trak let på smilebåndet, "Det er jo noget andet. Der er forskel på, at holde af nogen som person og på at holde at nogens arbejde og det de viser udadtil," forklarede hun sig og trak lidt på den ene skulder. Selvfølgelig elskede hun sin familie og der var også et par venner og veninder som hun holdt af, men hun lod sjældent folk komme så tæt på, at hun ikke ville kunne undvære dem, hvis der skete dem eller hende selv noget. Det bål havde hun brændt sig på, noget så grusomt.
Hun tippede hovedet en smule til den ene side, da det for et øjeblik virkede som om, at hans sind drev et andet sted hen, dog slog hun det hurtigt ud af hovedet igen, da han smilede til hende og han svarede hende med et grin. Hun bed sig lidt i indersiden af sin ene kind, det ville ikke komme bag på hende, hvis han stadig var øm, nok nærmere det modsatte faktisk. Hun var inderligt taknemlig for, at Joey havde valgt hende som hans nyeste danser, men hun kunne også mærke presset som fulgte med. "Der kan du bare selv se," svarede hun som om, at det var det mest logiske i hele verden, at hun var klog og blinkede derefter drillende til ham.
At samtalen derimod begyndte at glide mere og mere over på hende og hendes brændmærke på benet, var hun knapt på begejstret for, "Yeah, det er så også derfor jeg aldrig har bare ben," forklarede hun lidt. Det var jo nogle år siden efterhånden og de eneste mén hun havde af det var psykiske og hendes nervesystem som var blevet skadet, så hun ikke kunne føle noget på den skadet hud. Hun fnøs let, dog med et svagt smil på læberne, "Jeg reddede ikke dit liv, det gjorde ambulance folket, lægerne og sygplejskerene," svarede hun, idet hun mente, at det hun havde gjort var noget alle og enhver ville kunne have gjort. Hun vendte blikket mod sit ben igen og bed sig lidt i læben, "Det var en brandulykke for nogle år siden. Jeg boede i kollektiv med min forlovet og nogle venner og veninder. De fleste af os nåede, at blive reddet ud med større eller mindre skader, men ikke alle var så heldige.." hun vendte blikket tilbage på Joey og trak lidt på begge skuldre, "Min forlovet brændte inde," fortalte hun, dog uden at nævne noget om, hvordan branden var startet eller ret mange andre detaljer. Hun hadede at snakke om det, men hun var blevet bedre til det med tiden.

[Deleted]

Han så lidt frem for sig, "Fortæl du det til de forskellige fangirls." Jokede han videre. Han havde det lidt bedre når han var i selskab med nogen så han ikke behøvede at være alene med sine tanker omkring alt det der var sket. Selvom han ikke kunne huske det hele ville han faktisk helst ikke have de minder tilbage. Han havde bare mere lyst til at glemme det hele og komme tilbage til sin turné.
En kortvarig underlig uro gled gennem ham som han tænkte på at komme op på scenen igen. En uro han ikke havde mærket til før. Jo han var da altid nervøs for at gå på scenen, men de bekymringer strakte sig til at glemme et dancemove, ramme en tone forkert - så det lød dårligt eller glide og stå på røven. Dette her føltes langt mere som den følelse han fik om aftenen hvis alt lys omkring ham var slukket.

En smule undrende skubbede han tanken fra sig og blev atter nærværede. Det var som om et lys gik op for ham da hun nævnte at det var grunden til hun ikke havde bare ben. Det gav mening. Han ville nok heller ikke slippe uden ar efter det her han lige havde været igennem, men han skulle da i hvert fald nok bære dem med stolthed. Han var blevet skudt, men havde overlevet, det var da noget at være stolt af. Nu kendte han selvfølgelig ikke hendes historie så han kunne ikke vide om det havde været noget heroisk eller bare en teenager der havde lavet noget dumt.
"Well du behøver i hvert fald ikke dække det til på scenen for min skyld." Sagde han så. Hvis hun havde lyst til at vise det frem skulle hun være velkommen og hvis ikke var det også helt okay.
Joey så på hende med hovedet en smule på skrå. "Du var da med til at redde mig, du holdt mig vågen og du holdt pres på såret." Det gik lige op for ham det ikke engang var detaljer han havde husket før han sagde det højt. Hun havde været den første henne ved ham.
Hans ansigtsudtryk blev meget alvorligt som hun fortalte sin historie. "Hvor er det forfærdeligt, det er jeg virkelig ked af at høre," sagde han med den dybeste sympati i stemmen. "Men du klarede dig ud og det skal du være taknemmelig for. Vi bestemmer ikke altid selv hvad livet smider i hovedet på os, men vi bestemmer selv hvad vi vil lære af det og hvordan vi vil bruge det senere hen." Sagde han stille og gav kort hendes hånd et lille klem, "men det gør mig meget ondt med din forlovede." De var en forfærdelig ting at måtte gennemgå især i så ung en alder. "Tak fordi du fortæller mig det." Han fornemmede at det måtte være svært for hende at snakke om, men pludselig var der bare nogle ting omkring hende der ligesom gav mening, ligesom med ham selv og hans frygt for mørke.

[Tatianna Mary Maximorff]

Tati sagde en klikkende lyd med sin tunge, "Beklager, fangirls er bare et andet ord for mentalt forstyrret teenage-tøser," svarede hun drillende tilbage og blinkede let til ham. Hendes tanker var langt fra på, at komme tilbage op på scenen igen, men langt mere på at Joey skulle bruge den tid han havde brug for til at komme sig helt.
Hun rystede lidt på hovedet, "Det er for min families skyld, at jeg dækker det," svarede hun og sendte ham et lille smil, selvfølgelig var det også lidt for hendes egen skyld, for ikke hele tiden at blive mindet om det der var sket, men det var mest for ikke at minde sine forældre om det.
Hun så en smule overrasket på ham, over at han kunne huske hvad hun havde gjort, eller nogen kunne have fortalt ham det selvfølgelig. "Det vigtigste, er at du er okay nu, Joey," sagde hun og sendte ham et venligt smil, hun brød sig ikke om, at tage æren for noget hun mente, var noget alle kunne have gjort. Men hun måtte indrømme, at det gav hende en blandet følelse indeni. Hun havde ikke kunne redde sin forlovet, fordi hun selv havde været langt væk, men hun havde kunne tænke klart og havde måske, lidt været med til, at Joey stadig var i live nu.
"Det skal du ikke være, det er længe siden nu," slog hun det lidt hen og trak lidt på den ene skulder. Jo det var forfærdeligt, men hun havde efterfølgende fået styr på sit liv, hvem ville vide, hvordan hendes liv ville have set ud, hvis hun stadig havde været sammen med Patrick den dag i dag? Hun vendte blikket tilbage på ham og mærkede hans klem omkring hendes hånd, "Yeah.. Og hey, det der ikke dræber os, gør os stærkere," tilføjede hun til hans vise ord og smilede en smule halvhjertet. Hun rystede lidt på hovedet, "Han behandlede mig ikke altid lige godt, og på den lyse side, så kom jeg ud af mit misbrug og som du sagde, så kom jeg ud på den anden side, endnu mere en bad-ass end jeg var før," sagde hun lidt jokende, da hun ofte brugte humor som en form for forsvars mekanisme. Hun rynkede lidt på brynene, "Hvorfor takker du for det?" spurgte hun lidt uforstående.

Lucas Whitegold

[Deleted]

Lucas var blevet kontakte af hans og Joeys forældre. Det havde været den værst tænkelig opringning, han i sit liv havde modtaget. Joey var blevet skud på scenen. Han ville en Han havde smidt hvad han havde haft i hænderne og lavet en transsitnøgle til hospitalet, hvor hans tvilling var indlagt. Han havde selvfølgelig sørget for, at han ville lande et ubemærket sted for mugglerne. Kælderen. Han var hoppet på den første elevator og stået af på den etage, hvor han fået af vide Joey ville være på, selvom det ikke havde været helt nemt, at få den information ud af nogen som helst.
Han gik målrettet mod den eneste stue med to vagter ude foran, "Beklager hr. Ingen adgang," vagten havde rejst sig og stillet sig foran døren. Lucas knyttede sine nævner, "Flyt dig eller jeg tager hans hoved og propper op i din røv! Det er min bror, derinde!" skældte han ud. U-troligt, at de ikke kunne se hvem det var de snakkede til. Det var ikke ligefrem fordi der var de helt store forskelle på ham og Joey - foruden Lucas selvfølgelig var den pæneste, mest charmende og den mest veltrænet, okay listen var måske lidt længere, men foruden deres forældre og søskende, var der ikke rigtigt nogen som kunne kende forskel, før en af dem åbnede munden, selv Audrey havde troet Lucas var Joey. "Jeg sagde flyt dig!" råbte han, "Joey?!" kaldte han og prøvede at kæmpe sig forbi vagten, men da den anden vagt blandede sig, havde han ikke den helt store chance, selvom han ikke ligefrem var utrænet, så kunne han dog ikke tage to vagter ud på én gang. "Joey, gider du godt få dine gorillaer væk fra mig, så jeg kan komme ind og se du er okay?!" kaldte han videre ude fra gangen af.

[Deleted]

Joey kunne ikke lade være med at smile lidt over hendes kommentar, "weeell, ja de kan faktisk være ret skræmmende til tider." Indrømmede han. Han havde fået både mærkelige gaver tilsendt og uhyggelige breve med kvinder der mente at han var far til deres barn eller at han var "meant to be" med en eller anden person han aldrig havde mødt fordi de begge to kunne lide rejer. Det kunne være lidt underligt når fremmede folk vidste detaljer om en, men på den anden side havde han lidt vænnet sig til det.
Han nikkede kort, det gav mening at hun ikke ville minde familien om den dag de næsten mistede hende, men det vigtigste var bare at hun havde det godt med sig selv og ikke følte at hun ikke kunne vise det. "Det er også fair nok, bare du ved at du ikke behøver at dække det for min skyld." Gentog han så. Havde hun lyst til at vise det til verden skulle hun være mere end velkommen.
"Ja,. og at der ikke var andre der kom til skade." Tilføjede han. Mange forfærdelige ting kunne ske i paniksituationer. Han nikkede til det kendte motto og gengældte det lille smil. "Præcis."
Han lod hovedet glide lidt på skrå ved hendes spørgsmål. "Fordi det ikke virker som om at det er let for dig at snakke om." Sagde han roligt. Han var bare taknemmelig for at hun betroede sig til ham.

Idet samme lød der en del tumult ude fra gangen. I et splitsekund mærkede Joey ubehaget vende tilbage i tanken om at det kunne være en fan der havde sneget sig ind på hospitalet, eller værre endnu personens der havde skudt ham. Han fik dog hurtigt favre tilbage i kinderne som han hørte den højrøstede stemme af Lukas. Naturligvis. Hvem ellers ville ligge sig ud med to enorme bodyguards.
Han sendte Tatiana et lidt undskyldende smil ved Lukas' farverige ordforråd og rømmede sig kort. "Bare luk ham ind." Kaldte han til dørmændene.
Han havde godt nok sagt at de sikke skulle lukke hvem som helst ind, men de burde måske have gennemskuet at Lukas havde en eller anden form for relation til Joey - bortset fra at Joey selvfølgelig var den mest velopdragne af dem.

[Tatianna Mary Maximorff]

Tati slog let ud med den ene hånd, "Det er dét jeg mener," svarede hun med et skævt smil. Hun havde godt nok ikke mødt så mange crazy fans, men hun havde flere gange prøvet at blive stoppet på gaden eller i et supermarked af fans, som ville have et billed med hende eller en autograf, altså i forbindelse med hendes YouTube og blog, men det ville nok aldrig blive så voldsomt som det Joey oplevede i forhold til sine fans.
Hun nikkede lidt til, at hun ikke behøvede at dække sit ar for hans skyld, selvom hun havde sine tvivl omkring hvor vidt han også ville sige det, hvis han vidste hvor stort det egentlig var, da han kun havde set en meget lille brøkdel af det. Hun nikkede ligeledes til det næste han sagde, "Ja," svarede hun, om der var nogle blandt publikum som var kommet til skade i panikken, vidste hun ærligt talt ikke. Hun havde holdt sig langt væk fra alle sociale medier, da hun ikke ønskede at se sig selv eller Joey på den måde flere gange end højst nødvendigt, da det hele i forvejen genspillede sig for hendes øjne, hver gang hun lukkede dem.
Hun trak lidt på den ene skulder, "Jeg arbejder stadig på at blive bedre til, at snakke om det, men nej, det er ikke ligefrem mit ynglings samtaleemne," indrømmede hun og kløede sig lidt i nakken. Hun vendte dog hurtigt blikket mod døren, da der pludselig lød betakel derude fra. Hun vendte langsomt blikket tilbage på Joey tids nok til, at se det undskyldende smil, hvilket blot gjorde hende endnu mere forvirret, indtil hun vendte blikket tilbage mod døren og en tro kopi af Joey kom til syne. Hun vidste godt at Joey havde en tvilling, men det var alligevel utroligt som de lignede hinanden på en prik - Foruden Joey var iført hospitalstøj og den nyankommet 'Joey' var en del mere velklædt, men okay selv et barn på to år ville kunne finde en mere velklædt måde at sætte tøj sammen end hospitalstøj. Hun rejste sig fra stolen, "Men jeg må nok også hellere se, at komme tilbage til hotellet. God bedring, Joey," sagde hun og sendte ham et venligt smil, før hun nikkede mod hans tvilling og forlod værelset.

//OUT