Shoot for the Stars

[Deleted]

@audrey
Et hospital i Maiami
Kl. 02.43 - nat

---

Joey slog øjnene op. Han følte sig ufattelig utilpas og kunne først slet ikke finde ud af hvor han var henne. Hans krop gjorde ondt især hans mave. Han skulle til at tage sig til hovedet, men bemærkede at han havde drop siddende i håndryggen. Forvirret kiggede han på sine hænder og så til posen med vand der hang ved siden af sengen. Først nu bemærkede han maskinen der stod ved hans seng og bippede i takt med hans hjerteslag samt iltslangen der sad ved hans næse.
Hvad i alverden var der sket. Han kunne i første omgang ikke huske noget, han vidste bare at han følte sig meget dårlig og ikke helt kunne finde ud af om hans skulle kaste op. Hvad pokker var der sket?

Han lod blikket glide rundt i rummet og fik øje på en stol der stod foran vinduet. Han kunne se Audrey sidde i den krøllet lidt sammen, men hans blik føltes stadigvæk lidt sløret så han kunne ikke se om hun sov. ”Aud..” Han ville sige hendes navn, man han var så tør i halsen at han ikke rigtigt kunne få det helt ud istedet for hostede han kort og begyndte langsomt at komme i tanke om at han havde været ude og give koncert...var han blevet skudt?

[Deleted]

Audrey kunne slet ikke være i sig selv, hun havde set Joey blive kørt ind og ud af operation flere gange og hun havde grædt så meget af hun ikke følte der var flere tårer i hende. Hendes kinder var helt ømme og hun kunne ikke engang overskue at der var noget der hed at gå i seng.
Hun havde sagt til nogen af de andre at de burde tage hjem og sove, hun ville hellere blive ved Joey. Hun havde ikke forladt hans stue overhovedet, og havde gået op og ned af gangene når hun ikke havde haft mulighed for at være i rum med ham.
Det her var uden tvivl det værste hun nogensinde havde og ville opleve.

Audrey var alligevel endt med at finde en stol og var så småt faldet i søvn, det havde været en hård nat og hun var jo ikke helt på toppen i forvejen. Som han rørte på sig, slog hun roligt øjnene op og troede det var en sygeplejeske der kom ind, de tjekkede jo til ham hele tiden.
Som det gik op for hende at han var begyndt at vågne, var hun dog ret hurtigt til at komme ud af stolen.
"Joey?" sagde hun stille, og gik hen til ham som hun tog fat omkring hans hånd og lagde den anden mod hans pande: "Hvordan har du det?" spurgte hun helt stille og kunne mærke tårer kom frem i hendes øjne igen.

[Deleted]

Han så hende rejse sig og komme over mod ham. Han følte sig øm i kroppen og ufattelig desorienteret. Han sank et par gange for lige at fugte halsen så han var i stand til at snakke for lige nu føltes det som om han havde sovet med munden åben i flere timer.
Han missede let med øjnene da hun lade hånden mod hans pande, men han kunne i det mindste se at hans syn var ved at rette sig op og inden længe stod hun helt tydelig for ham. Han så lidt forvirret op på hende og hostede igen, "hvor er vi?" Det var nok en af de underligeste oplevelser han længe havde haft, af være vågnet op et sted som han ikke kunne huske han havde lagt sig til at sove.

Stadigvæk var han ikke helt sikker på hvad der havde været sket, var faktisk ret dårlig, men det stilenede langsomt lidt af. "Jeg ved ikke..." svarede han på hendes spørgsmål og kiggede lidt rundt i rummet og derefter tilbage på hende. "Hvad skete der?" Han huskede at han havde givet koncert, så en frygtelig smerte og derefter huskede han kun glimt af folks forfærdede ansigter.
Det var en virkelig underlig følelse, ikke at han havde prøvet det, men han kunne forstille sig at det måtte være sådan det føltes hvis man var blevet drugget.

[Deleted]

Audrey kiggede i mod ham og kunne mærke hvordan hun næsten havde lyst til at knibe en tåre, hun var bare så glad for at han va ri lige. hun måtte nok ærligt indrømme at hun havde været bange for at miste ham de sidste 12 timer, det hele havde bare virket så uvirkeligt.
"Du er på hospitalet... Du blev skudt under koncerten, i maven.. Du har været i operation i mange timer" sagde hun, nok også som hentydning til at han ikke lige skulle prøve at hoppe rundt eller noget. Det havde været noget af en hård omgang for ham.

"Men du er i bedring nu... Men du kommer nok til at ligge her et stykke tid" sagde hun og satte sig roligt ned på stolen ved siden af ham, lettet over at hun endeligt kunne snakke med ham.
"Jeg har været så bekymret... Jeg var helt sikker på at jeg ville miste dig. Alle har bare været helt ude af den" sagde hun ærligt.
Det havde været en vild fornemmelse, og det havde været helt uoverskueligt at tænke på hvordan det mon ville være hvis hun endte med at miste ham sådan rigtigt, Joey betød jo absolut alt for hende.

[Deleted]

Han så på hende som skulle han lige finde ud af om det var en ond joke. Inderst inde vidste han jo godt at hun talte sandt og at hun aldrig ville lyve overfor ham på den måde, men det hele virkede bare så uvirkeligt, som om at nogen prøvede at bilde ham ind at hans navn faktisk var Torleif. "Operation?" Han rynkede brynene og så ned af sig selv. Så gav maskinerne i hver fald mere mening.
Igen formede en rynken sig i hans pande. Det lignede ikke stuerne på Skt. Mungos, dem kunne han trods alt godt huske fra dengang havde brækket næsen. Det havde været en af hans første møder med Audrey. "Hvor er her helt præcist?" Hospitalsdelen havde han opfanget, men var de stadigvæk i USA eller var de i London? Sandsynligvis USA og at dømme på maskinerne var de på et mugglerhospital.

"Og mig der hader at ligge stille," sukkede han med et svagt smil. Han brød sig generelt ikke om hospitaler, men hvor mange gjorde det. Han følte sig stadigvæk tør i munden, men i det mindste kunne han snakke nu. "Kan jeg få noget vand?" Spurgte han stille. Det var mørkt udenfor og et ur på den ene væg fortalte ham at klokken var 3, hvilket igen grundet mørket udenfor indikerede at det var om natten.
Hendes alvorlige tone gjorde ham bekymret. Han tog hendes hånd i sin og smilede svagt op til hende. "Du skal ikke være bekymret, jeg har det fint...tror jeg." Det lød ret slemt, men han holdt sig fast i at han i det mindste var i bedring ifølge Audrey, hvilket vel var et godt tegn kunne man sige. "Var der andre der kom til skade?" Han ville gerne sikre sig at ingen andre var blevet alvorligt såret eller det der var værre.

[Deleted]

Audrey havde det forfærdeligt med alt hvad der var sket, hun havde troet at hende og Joey nogensidne skulle ende her på hospitalet: "Regionshospitalet i Miami" sagde hun roligt og klemte fat omkring hans hånd.
"Vi kunne ikke nå til Skt. Mungos" sagde hun, så havde det nok været for sent og hun kunne jo ikke rigtigt bede et muggler hospital overflytte ham til et hospital der kun eksisterede i deres fantasi. Men de var også dygtig her og nu hvor Joey havde det bedre, så var det også det hele værd.

"Ja" sagde hun og hentede et glas der stod over ved vasken og fyldte det, og gik så tilbage i mod ham og rakte det til ham. Lige nu følte Audrey sig slet ikke træt, nok fordi hun bare var lettet over at han havde det godt og var vågen.
"Nej, det var kun dig..." sagde hun og trak på skuldrende: "Det har virkeligt været alvorligt, Joey" påpegede hun og håbede han forstod at det her ikke havde været for sjov. Audrye havde været bange for at miste ham.
Mitch og danserne havde været hele ude af sig selv, og alle havde spurgt til ham: "Pressen har ringet hele aftenen, men Mitch tager sig af dem" sagde hun i et smil.

[Deleted]

Joey nikkede igen som tingene langsomt begyndte at falde på plads i hans hovede. Det gav mening. Han var nu ikke fan af at skulle blive her i USA bare for at ligge på deres hospital, ikke fordi han havde penge nok til det - og var da også forsikret, men han ville da hellere være hjemme i vante omgivelser. Men i det mindste snakkede de da engelsk.
Han betragtede hende roligt. Eller så roligt som han nu kunne i den givende situation. "Nej det er også okay." Sagde han, selvom han stadigvæk gerne ville være tilbage i England, bebrejdede han på ingen måder hverken Audrey eller nogen anden at de havde sendt ham hertil, det reddede trods alt hans liv.

Han tog en stor tår af glasset som hun kom over med og skønt hav havde ondt i maven, var det virkelig rart at få noget at drikke. Han stillede det tomme glas fra sig på det lille natbord og så på hende igen, "har du overhovedet sovet?" Spurgte han så, hun så ret udmattet ud, men på den anden side ville han nok ikke have set meget anderledes ud hvis situationen havde været byttet rundt og det var hende der havde ligget her.
Joey kunne mærke en knude i halsen ved alvoren i hendes stemme. "Hvor alvorligt?" Vovede han at spørge. Det føltes stadigvæk uvirkeligt, tænk at han var blevet skudt, det var slet ikke til at fatte. Hvem havde gjort det og hvorfor. Han havde da mødt en del haters derude, men dette her var godt nok ekstremt.
"Gode gamle Mitch, han må da nyde den ekstra PR." Forsøgte han at joke lidt bare fordi han ikke kunne finde ud af hvordan han skulle håndterer situationen.

[Deleted]

Audrey var bare så glad for at han var okay og hun havde nærmest glemt alt om tid og sted lige nu: "Ikke rigtigt, men det gør ikke noget..." sagde hun og lænede sig ned for at kysse hans pande, lige nu var det vigtigste bare at han havde det godt.
"Jeg havde alligevel ikke kunne sove hvis jeg var taget på hotellet" sagde hun, hun havde tænkt hundrede af millioner af tanker allerede, især fordi hun stadig ikke havde fået fortalt ham at hun var gravid. Audrey havde selv kun opdaget det for få dage siden, men der havde bare ikke liiiige været et moment hvor hun syntes det passede ind.

"Meget.. alvorligt" sagde hun stille og havd enærmest ikke lyst til at snakke om det: "Det var heldigt at du overlevede... " sagde hun bare, de her timer havde været det absolut værste. Men bare det at snakke med ham lige nu, gjorde hende mere rolig.
"Politiet er jo jagt efter ham" sagde hun i et suk: "Det tror jeg nu ikke... han har også været ved at dø..." sagde hun og smilede let ved tanken.
Bare fordi man ikke så ofte så Mitch i panik, han prøvede altid at tage tingene cool. Men det var ikke helt lykkedes ham.

[Deleted]

Han smilede og var faktisk næsten ked af at han havde bekymret hende så meget på trods af at det jo ikke havde været hans skyld. Alt han vidste var bare at han var så lykkelig for at hun stod der ved hans side lige nu for selvom den alvorlige sandhed ikke helt var gået op for ham, så følte han virkelig at han havde brug for hende og bare have hende i sit nærvær.
"Jeg er ked af du har været så bekymret for mig," sagde han stille. Han havde ikke rigtigt opfattet endnu hvor tæt han havde været på døden, ikke sådan rigtigt. Selv når Audrey sagde at det havde været slemt, føltes det lidt som om at det var en anden hun snakkede om og ikke ham.

De blå øjne hvilede på hende og han gav igen hendes hånd et klem. "Men jeg klarede den og det er hvad der er vigtigst." Sagde han så. Han havde egentlig heller ikke lyst til at snakke for meget om det for han fik en underlig følelse i kroppen når han gjorde. Hjertet begyndte at slå hurtigere og han følte at han fik lidt svære ved at trække vejret og han kunne ikke helt finde ud af hvorfor. Var det sådan begyndelsen på et angstanfald føltes?
Han slog tanken hen. "De skal nok fange ham." Sagde han med sikkerhed i stemmen som han egentlig ikke følte.
"Vent, så du prøver at bilde mig ind at Mitch har været bekymret? Så må det have været slemt." Han smilede svagt igen.

[Deleted]

Audrey smilede i mod ham: "Det er okay, jeg er glad for at du er her" sagde hun i en rolig stemme, det vigtigste var at han var i live og ville komme sig helt. Lige nu håbede hun bare ikke at Mitch fik alt for mange tæv af pressen, de ringede hele tiden og Mitch prøvede at holde dem hen.
"Ja... De skal bare finde ud af hvem det var... Han kunne dukke op til næste koncert" sagde hun og holde vejret, hun kunne slet ikke holde tanken ud hvis noget skete med ham. Joey betød absolut alt for hende, og hun ville ikke nogensinde gennemgå det her igen.

"Meget bekymret... Du skulle have set ham"[\b] sagde hun i et smil og klemte fat omkring hans hånd: "De siger du nok kan blive udskrevet engang i overmorgen, men at du nok kommer til at ligge stille nogen uger" sagde hun, det var helt vildt at det her var sket for dem.
"Forresten så har jeg noget jeg skal fortælle dig" sagde hun og smilede ned i mod ham, selvom hun ærligt måtte sige hun ikke helt vidste hvordan hun havde det: "Jeg er blevet gravid" sagde hun rolig og holde det forsigtige smil.
Audrey havde ville fortælle ham det efter koncerten, men det var jo så også blevet... nu.

[Deleted]

Joey var ikke helt klar over hvor meget fokus der var på ham lige nu. Måske sagde det lidt sig selv at når en stjerne blev skudt under en koncert foran tusindvis af mennesker, så ville det give overskrifter, men lige nu og her strejfede tanken ham faktisk ikke.
Der gik et sug gennem ham ved tanken og ikke på den fede måde. Det var jo ikke kun koncerten, tænk hvis han kom ind her på hospitalet for at afslutte opgaven. Joey kunne mærke sit hjerte galopperer i brystet. Han bed det i sig. "Uanset hvad kommer der nok til at gå noget tid før jeg skal på scenen igen," sukkede han og så op på maskinerne.

På Skt. Mungos ville det nok være gået lidt hurtigere, men nu var han altså her og det måtte tage den tid det tog, men han kom nok ikke til at danse omkring som en lille julealf de næste par uger. Joey lænede sig lidt tilbage på puden med et tilfreds smil på læben skønt det var lidt træt. "Det gad jeg faktisk godt have set." Indrømmede han og kunne ikke lade være med at more sig en lile smule over at forstille sig Mitch løbe rundt som en høne uden hovede. Ham der ellers altid havde styr på alting.
Blikket blev atter rettet mod hende, først frygtede han at det var noget alvorligt angående skudepisoden, men hendes smil beroligede ham hurtigt igen som det altid gjorde, dog kunne intet have forberedt ham på den nyhed hun derefter serverede.
I et par lange sekunder sad han bare og stirrede på hende med åben mund og store øjne. Skulle han være far? "Audrey.." begyndte han, de havde jo ikke rigtigt snakket om det, men Joey havde altid godt kunne tænke sig at få børn især efter han havde mødt Audrey. "..det er fantastisk!" Han lyste op i begejstring og glemte næsten helt at han havde ondt. "jeg...wow...virkelig?" Han var simpelthen så lykkelig og så gik det op for ham at han jo egentligt ikke havde spurgt om hun syntes det var lige så fedt som han gjorde. "Det er så perfekt!" Han tog hendes hånd og så hende dybt i øjnene, "...er det ikke?" Han måtte hellere sikre sig at de var på samme side.

[Deleted]

Audrey var bare glad for af alt var gået godt nu - om ikke andet at han var okay og kunne tale til hende, de mange timer hvor hun intet vidste, det var det meste forfærdelige: "Ja... Jeg tror også gerne Mitch vil snakke med dig når du har overskud" sagde hun. Mitch var bare gået i arbejdsmode og tænkte mest på hvordan tingene skulle fikses.
Der var jo en udsolgt tourné og en masse medier der gerne ville vide om Joey var nødt til at droppe sin karrierer og sin tour for nu. Audrey orkede slet ikke at tænke i de baner, lige nu kunne hun kun overskue at tænke på at Joey skulle blive bedre.

Audrey kiggede på ham og kunne mærke hun rødmede over hans reaktion. HAn var virkeligt skøn. Audrey ville gerne have børn en dag, men hun var ikke helt sikker på hun havde planlagt det skulle være lige nu.
Alligevel kunne hun ikke andet end blive glad for hans reaktion, selvom det måske kom på et lidt dumt tidspunkt: "Jo, altså jeg er også glad... Jeg har bare ikke lige haft et moment at sige det tild ig" sagde hun og smilede til ham.
Audrey lænede sig ned og kyssede kort hans læber, det var jo også ved at være nu de skulle få børn, det var da ikke fordi at Audrey følte sig gammel, men hun viste da godt hun ikke var helt ung: "Selvom det måske er lidt underligt at sige nu" sagde hun i et mildt grin,d et virkede bare så åndsvagt oveni alt dette her.

[Deleted]

Joey følte at han blev nødt til at være roligt i alt dette her eftersom hun lod til at have været igennem en del. Det havde han jo også selv, men det føltes bare stadigvæk så uvirkeligt. Han ønskede bare ikke at stresse hende med sin egne mystiske følelser som han alligevel ikke helt kunne forstå lige nu. "Ja det kommer sjovt nok ikke bag på mig." Sagde han i et træt smil.
Lige nu følte han faktisk at det hele var okay. Kunne man godt det? Bare slippe afsted med at blive skudt og være okay med det? Han havde det mærkeligt indeni. Ikke fysisk, men han havde denne her underlige følelse i maven. En form for uro som han ikke helt kunne få væk ligemeget hvad han gjorde, men samtidig følte han sagtens at han kunne ignorerer den. Den fysiske smerte var der naturligvis også, ikke så slem som lige da han havde slået øjnene op, men den lå også og ulmede lidt under overfladen.

Lige nu var han ovenud begejstret, tænk at han skulle være far! Han havde altid gerne ville have en familie og selvom hans karrierer var på det højeste lige nu, var han helt sikker på at de nok skulle fine ud af det sammen.
Han forstod godt at hun måske ikke lige havde sagt noget, de havde været på turne de sidste måneder og før det havde der været utallige timer hvor han havde træet op til turneen så der havde været temmelig travlt "Det gør ikke noget," forsikrede han hurtigt og lod omgåede blikket falde på hendes mave. Han kunne ikke se noget fra sin vinkel, "hvor langt er du henne?" Spurgte han ind og modstod lysten til at række ud og røre ved hendes mave. Det ville nok være for tidligt til at kunne mærke noget endnu eftersom hun i hvert fald ikke var højgravid.
"Underligt?" Hans blik fløj omgånede tilbage til hendes. "Det er da ikke underligt, det er det perfekte tidspunkt." Han gav hendes hånd et nyt klem og smilede, "jeg døde næsten, hvilken bedre nyhed kunne du give mig lige nu?" Han trak hende lidt tætte på og kyssede hendes håndryg. "Jeg er så glad Audrey." Forsikrede han hende ærligt.

[Deleted]

Audrey havde troet hun skulle miste Joey denne aften, det havde været forfærdeligt og at hun ikek engang havde fået fortalt ham at de skulle have et barn sammen? Det havde været nærmest tragekomisk og ren Hollywood style hvis han var død. Heldigvis var det ikke sådan, hun havde heller ikke lige haft planer om en stor skuespiller karrierer anyway.
"Syv uger" sagde hun roligt og aede hans hår. Hun skulle slet ikke forstå de skulle være forældre, hun følte sig så ung og på samme tid så ønskede hun virkeligt at tingene ville gå den rigtige vej nu. Hun ville så gerne have en familie sammen med ham.
Der var sket så meget de sidste år, men enden af det hele var bare at hun elskede ham.

Hun smilede og var bare... Lykkelig lige nu. Ovenpå alt hvad der var sket så følte hun faktisk et øjeblik af lykke: "Tak... Jeg er også glad... jeg tror bare jeg er lidt overvældet af det hele" sagde hun og kunne mærke hun næsten fik tårer i øjnene af de mange følelser.
"Jeg elsker dig..." sagde hun og lænede sig ned og kyssede hans læber, hun var virkeligt glad for ham.
Joey var alt hvad hun havde drømt om i sit liv og hun ville gøre alt for at det her varede ved: "Så om 7 måneder så skal vi sgu til at stå tidligt op om morgenen" sagde hun i et mildt grin.

[Deleted]

Hans smil lyste hele hans ansigt op og han glemte næsten alt om den traumatiserende oplevelse for en stund. "7 uger, det vil sige..." han kneb øjnene let sammen i en hurtig hovedregning, "omkring februar?" Han var virkelig begejstret og han kunne næsten ikke vente med at fortælle det til folk, selvom det måske var en smule tidligt lige nu. Han var ikke sikker. "Har du fortalt det til nogen?" Spurgte han nysgerrigt. Han kunne i hvert fald næsten ikke vente med at sige det til Mitch...han ville nok få et hjertestop, så at sige det imens de var på hospitalet virkede som en god løsning, så kunne de i det mindre genoplive ham bagefter. Joey smilede næsten ved sin overdramatiske tankegang.

Joey følte slet ikke at han kunne være i sig selv lige nu. Han følte at han burde hoppe jublende rundt, men grundet smerter, døsende medicin, slanger og andre tilkoblinger var det ikke helt muligt. "Det kan jeg godt forstå, men hvor er jeg glad for at du også er glad." Sagde han ærligt gav hendes hånd endnu et klem. Lige nu kunne han slet ikke vente til at komme ud af alt dette her og bare fejre den gode nyhed sammen med Audrey.
"Og jeg elsker dig!" Sagde han imens han så hende ind i øjnene frem til hun fangede hans læber med sine. Han gengældte omgående kysset og lod den ene hånd søge op i hendes hår for at fastholde kysset lidt længere.
Han lo kort, men endte med at skære en mild grimasse da de ømme mavemuskler kom på prøve under latteren, "jeg glæder mig allerede." Dette var heller ikke en løgn, han kunne allerede se det for sig hvordan de tre skulle sidde omkring morgenbordet og bare nyde livet sammen.