Who knew

[Deleted]

@nicole
Azkaban
Omkring kl 14

---

En dag var gået. En dag og Alastair ville allerede ønsket at han aldrig havde erklæret sig skyldig. Han havde hørt historier om Azkaban. Frygtelige historier, men rent faktisk at være her, det var noget helt andet. Her var koldt og fugtigt. Væggene var klamme, cellerne var små og mørke og den eneste lyd udover den øvrige fangers konstante klagen og skrigen var lyden af vandet mod muren udenfor. 
Der var ikke engang et vindue i hans celle, så han kunne ikke holde styr på om det var nat eller dag hvis ikke det havde været for hans lommeur som han havde fået lov til at beholde. Han havde ikke snakket med Nicole siden i forgårs hvor han blev arresteret. Han havde brugt hele dagen i går på aurorkontoret og nu sad han her og ville ønske at han stadigvæk var på aurorkontoret.

Han havde ingen anelse om hvad der kom til at ske med ham og Nicole for ærlig talt, hvordan skulle hun nogensinde kunne tilgive ham dette her. Han slog hendes store kærlighed ihjel - og selvom det var mange år siden så ændrede det ikke at han havde været skyld i at hun blev alene dengang. 
Lige nu sad han på gulvet. Han var blevet iført det klassiske fangetøj og det eneste han havde til at holde varmen med var et gammelt slidt tæppe der lugtede af hans bedstefars armhule. Han lænede nakken tilbage mod muren og lukkede øjnene med et suk. Hvordan skulle han nogensinde overleve dette her. Muligvis var han en fighter, men han skulle nok regne med at få livstid, nu ville de jo sikkert grave videre i hans sager og linke ham til langt flere, både mord og kidnapningen af Nicole bare for at nævne nogle få.
Han måtte nok desværre indse at han aldrig ville se solens lys igen og hvad var der så ærlig talt tilbage at kæmpe for?
Skræmmende at han havde været her en dag og allerede var klar til at give op. 

[Deleted]

Det her havde været den absolut værste dag i Nicole's liv., Hun havde fået lov til at se Alastair og hun var faktisk ikke sikker på om hun ville. Eller jo det ville hun - hun elskede ham, hun hadede ham. Hun havde alle følelser blandet ind i det lige nu og hun følte at hendes hjerte var gået i tusinde stykker igår aftes.
Nicole havde været igennem alverdens sikkerheds kontrol for at komme ind, og nu var hun endeligt på vejk ned i mod hans lille hule. Hun kunne slet ikke fatte at han var i Azkaban og aldrig havde hun haft så blandede følelser. Hun anede ikke om hun mente han fortjente det eller om hun syntes det var uretfærdigt og gerne ville have ham fri.
Mindet om Ben sad så klart i hendes hukommelse, hun vidste jo knapt hvordan han var død.

En fængselsbetjent åbnede døren ind til hans celle, og Nicole kiggede i mod ham som han sad på gulvet. Hvilket bare fik hendes hjerte til at gå i stykker endnu engang. Hun anede ikke hvad hun skulle sige og man kunne se på hendes øjne at hun havde grædt kontant i et døgn, hvilket nok var derfor de var så røde, og hendes kinder så ømme.
"Hey" sagde hun lavt som hun gik ind i rummet.
For at være ærlig anede hun ikke hvad hun skulle sige til ham.

[Deleted]

Alastair sad bare med ryggen mod muren. Øjnene var lukket som han drømte sig til bedre steder. Hjemmet hvor han sad sammen med Nicole og Corina. Han kunne slet ikke fatte at det hele skulle ende på denne måde. Det gav mening hvis Nicole aldrig ville se ham igen, det kunne han umuligt bebrejde hende, men det gjorde ikke mindre ondt af den grund.
Han sukkede igen. Han ville aldrig komme til at se Corina vokse op eller rydde bod på de ting han havde ført Adrian og Leonardo igennem. Han ville komme til at rådne op herinde og der var intet nogen kunne gøre ved det.
Alastair havde altid set sig selv som en overlever, men denne gang måtte han desværre erkende at han ikke anede hvordan han skulle klare sig igennem tilværelsen. Han var så fortvivlet.

I samme nu hørte han skridt på gangen. Han orkede ikke at se op før døren til cellen gå op. Øjnene blev store og han fløj op fra sin plads på gulvet som havde det været rødglødende kul. "Nicole?" Udbrød han uden at ligge skjul på sin overraskelse. "Jeg troede ikke at du ville komme," indrømmede han og gik stille frem mod hende.
Hun havde lige fundet ud af at han var hendes mands morder, så at omfavne hende var måske ikke den bedste beslutning, skønt alt i ham skreg efter at have hende i sine arme. Han havde brug for hendes tilgivelse og for at hun skulle sige at alting nok skule gå, bare for at give ham en grund til at kæmpe for den ikke eksisterende fremtid de kunne have sammen.

[Deleted]

Nicole kunne mærke hvor hårdt dette her var. Hun havde slet ikke sovet og kunne ikke finde ud af om hun følte han havde holdt hende for nar. Hun havde ikke kunne finde ud af om hun måske bare havde stirret sig blind i sin kærlighed til ham, hun vidste jo godt hans fortid ikke var den bedste.
Alligevel var hun ikke sikker på at han fortjente at sidde her. Han var en fantastisk fyr og hun ville gerne have ham hjemme sammen med Corina. Men når hun tænkte på Ben så blev hun bare så vred og bitter.
Det her var vidst hvad man kunne kalde blandede følelser gange en million.

"Jeg... Jeg vidste heller ikke om jeg skulle komme" sagde hun ærligt og kiggede hen i mod ham, uden helt at vide hvad hun skulle stille op med sig selv: "Jeg ved faktisk ingenting... Jeg... Jeg har slet ikke sovet" sagde hun og kiggede fortsat bare hen i mod ham.
"Hvor længe har du vidst det?" spurgte hun, hun var nødt til at få svar: "Har du hele tiden vidst det?" spurgte hun, og vidste ikke om han mon fra starten af godt vidste at det var hendes mand han havde taget livet af. Man kunne se hendes øjne var blanke, men hun forsøgte at være stærk.

[Deleted]

Han stod lidt ubeslutsomt og kiggede på hende. Han ville så gerne holde om hende, men turde ikke i frygt for at hun ville blive sur. Han vidste godt at han ikke fortjente hendes tilgivelse, men derfor kunne han ikke lade være med at håbe på at han ville få den alleligevel.
Han slog blikket ned og nikkede kort, "Det forstår jeg godt," sagde han ærligt, "Nicole, jeg er så ked af det, jeg ved godt at intet jeg kan sige vil rette op på det der er sket, men jeg håber virkelig at du ved hvor meget jeg ville ønske at tingene var anderledes.." Det var ikke helt sandt, selvfølgelig var han ikke stolt over at have slået hendes mand ihjel og han fortrød det fordi det sårede hende, men set egoistisk på det ville han jo aldrig have haft en chance hos hende hvis hun stadigvæk havde haft Ben i dag og så havde de heller aldrig fået Corina og det var svært at skulle fortryde.

At se hende stå her så ødelagt over noget som han havde gjort var den værste tortur han nogensinde havde været udsat for. Intet kunne måle sig med det, ikke slagene fra hans far eller dengang Judas huggede hans hånd af. Intet var så slemt som dette. "Må jeg...holde om dig?" Spurgte han stille. Han havde bare sådan brug for at mærke hende ind til sig om så det blev den sidste gang, men han ville heller ikke presse hende fordi han vidste godt at dette her måtte være ufattelig overvældende for hende.
Han sukkede og så kort ned. Det var en af de spørgsmål han ville ønske hun ikke havde stillet ham, men han skyldte hende at være ærlig. "Jeg...her hele tiden vidst det." Sagde han i en stille stemme og kunne ikke få sig selv til at se hende i øjnene. "Dengang jeg kidnappede dig var det fordi Judas troede at du kunne lede ham til dødsgarden. At Ben havde fortalt dig om de ting han havde fundet ud af.." Han tøvede før han forsatte. "Men det ændre ikke på at mine følelser for dig er ægte, jeg elsker dig Nicole og jeg elsker vores datter." Sagde han og først nu vovede han at lade sit blik møde hendes igen.

[Deleted]

Det gjorde så ondt på hende, det hele gjorde så ondt på hende. Lige nu kunne hun knapt nok overskue at være mor for Corina. Ikke fordi noget af det her havde noget med hende at gøre, men Nicole havde så mange følelser i sin krop og lige nu kunne hun slet ikke finde ud af at sorterer ud i dem.
Hun stod bare og lyttede, og kunne mærke at hun havde brug for at bide sig i læben for ikke at bryde helt ud i gråd da han snakkede: "Hvorfor fortalte du mig det aldrig?" spurgte hun og rystede uforstående på hovedet imens tårer begyndte at trille. Hun hulkede ikke, faktisk holde hun alt tilbage så godt hun kunne. Kærlighed, aggresion, raseri.. Alt.

"Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal leve videre uden dig" sagde hun endeligt. En ting var at han havde gjort noget som hun ikke vidste om hun kunne tilgive ham lige nu, men en anden ting var at hun virkeligt elskede ham. De havde været sammen de sidste 3 år og hun elskede ham så ufatteligt højt.
Hun gik hende i mod ham og lagde armene under hans omkring hans ryg for at omfavne ham og høre hans hjerte, det var underligt for normalt når hun havde det dårligt var det ham der trøstede hende, men nu var det pludseligt ham der havde såret hende.

[Deleted]

Alastair forholdt tavs efter sandheden var kommet frem. Han var slet ikke sikker på hvad han kunne tillade sig overfor hende nu, det var jo trods alt en ret utilgivelig ting han havde holdt hemmelig for hende. Spørgsmålet fik ham til at slå det sørgmodige blik ned. "Hvordan skulle jeg nogensinde kunne fortælle dig at jeg slog din store kærlighed ihjel?" Det var et kors han havde tænkt sig at bære til sin død hvis ikke det havde været for arrestationen. "Ville du nogensinde kunne have tilgivet mig?" Han så atter op på hende.
Det var joo stadigvæk det han søgte ved hende - tilgivelse, men han vidste udmærket godt at han langt fra fortjente den. Han stod bare og kiggede afventende på hende. Han forventede nok at få en lussing hvorefter hun ville storme ud og han aldrig ville få hende at se igen.

Derfor var overraskelsen også komplet som hun gjorde det fuldkommen modsatte. Han så overrasket på hende ved hendes ord, stadigvæk ikke helt sikker på hvordan han skulle tolke dem. Først da hun gik frem mod ham og slog armene omkring ham kunne han mærke lettelsen skylle ind over sig. Han gispede og måtte virkelig kæmpe for ikke at bryde helt sammen. Han havde altid været en stærk mand der ikke græd, men lige nu følte han sig næsten som et lille barn.
Han slog armene om hende og holdt hende tæt ind til sig som han tog alt ind. Hendes duft, lyden af hendes vejrtrækning, følelsen af hendes varme krop mod hans. "Jeg er så ked af alt dette her." Sagde han igen. Han ville ønske at han kunne sige at det nok skulle gå og at de ville finde en løsning, men for at være ærlig kunne han ikke se hvordan det nogensinde skulle komme til at gå, han ville jo sidde herinde og hun ville leve sit liv med Corina som ikke ville komme til at kende ham andet end ud fra de historier Nicole kom til at fortælle om ham. Dog kunne han ikke få sig selv til at sige det højt, hun var det eneste der kunne holde ham i live herinde, det håb havde han ikke lyst til at give fra sig.

[Deleted]

Nicole kiggede roligt i mod ham, hun var faktisk ikke helt sikker på hvad hun skulle svare ham. Lige nu var det hel bare så rodet for hende. Hun havde slet ikke sovet i nat, bare fordi at hun havde bekymret sig så meget.
”Måske..." sagde hun, det ville hun ikke kunne svare ham på. Ben havde betydet meget for hende, og Alastair betød meget for hende.
"Jeg ved kun at lige nu er det anden gang at jeg mister en jeg holder ret meget af... Det kan godt være det er dig der er skyld i at Ben ikke er her mere... Men nu forsvinder du også" sagde hun og kunne knapt sige det uden at bryde helt sammen, det var jo ingen hemmelighed at hun elskede ham.

"Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal overleve det her" sagde hun som han holde hende tæt ind til sig. Hun havde mistet to gange nu, og nu skulle hun til at leve alene med Corina.
Hun vidste ikke engang om hun mente han fortjente en straf, men hun vidste jo at det var ude af hendes hænder.
Hun havde en mand - en far til hendes datter - som nu sad i Azkaban, og hvem vidste dog hvor længe det ville stå på.
Nicole elskede Corina, og hun vidste hun nok måtte se om hun kunne få nogen til at passe hende. Lige nu havde hun nok brug for at finde tilbage til sig selv. Efter 3 år med drama og uforudsigelige ting i hendes liv, havde hun endeligt fundet ro - hun havde endeligt fået et liv.
Men nu mistede hun det hele igen.

[Deleted]

Alastair kunne mærke fortvivlelsen. Han var godt klar over at han ikke kunne forlange at hun skulle tilgive ham, men hvor han dog inderligt håbede at hun ville gøre det. "Jeg forsvinder ikke Nicole, jeg vil altid være her for dig...selvom jeg godt ved at tingene ser sort ud lige nu." Han vidste slet ikke hvor han skulle begynde for hvordan skulle de nogensinde få tingene til at fungerer, der var jo ingen fremtid i at være sammen med ham. Men igen kunne han ikke få sig selv til at sige det højt.
Han kunne slet ikke sætte ord på den desperation der fyldte ham lige nu. Intet han gjorde eller sagde ville kunne ændre den situation han havde sat sig selv i. Det måtte være karma der ramte ham efter han havde overtaget hans mordoffers kvinde.

"Hør hvad jeg siger Nicole," sagde han alvorlig og tog hendes hoved imellem sine hænder, "du må ikke give op, du bliver nødt til at være stærk for Corina. Jeg ved godt at jeg ikke vil kunne være der sammen med dig, men jeg er lige her og jeg lover dig at jeg vil kæmp for os hver eneste dag så længe jeg ved at du også gør det." Der var ingen i verden han elskede så højt som hende, og han ønskede ikke at holde hende hen, men han kunne simpelthen ikke give slip på hende.
Han kunne slet ikke begynde at beskrive hvor ked af det han var over alle de ting han blev ved med at hive hende igennem, hun fortjente så meget bedre.

[Deleted]

Det her var uden tvivl det værste Nicole havde været udsat for, udover da hun fik at vide Ben var død - måske det her endda var værre. Hendes mand var nu en morder, han var skyld i hendes ulykke og på samme tid også skyld i alt hendes lykke og det faktum at hun havde verdens dejligste datter, som hun aldrig nogensinde ville have undværet.
"Du er allerede forsvundet" sagde hun og kunne mærke hun ikke kunne holde den lave gråd tilbage længere, det gjorde så ondt på hende og hun anede ikke hvordan hun skulle klare sig igennem det her.
Hun havde bare lyst til at opgive det hele.

"Jeg kan ikke... Det gør så ondt" græd hun og kiggede i mod ham med tårene trillende ned af kinderne som han kiggede på hende. Hun havde mest af alt lyst til at hoppe ud fra en bro eller noget i den stil.
Abolut intet i hendes liv virkede positivt lige nu: "Jeg vil ikke leve videre uden dig" sagde hun og kunne mærke hvordan endnu flere tåre kom. Hun mente ikke han fortjente at sidde i Azkaban. Han var jo et andet menneske nu.
Nicole vidste han aldrig ville gøre nogen ondt, og selvom hun savnede Ben, så ville det ikke få ham tilbage at Alastair sad i Azkaban.

[Deleted]

Det knuste virkelig hans hjerte at høre de ord. Han ville for alt i verden ønske at det ikke havde været hendes mand, at de bare havde fundet hinanden helt naturligt i stedet for dette roderi han havde skabt. Hvor var det dog også typisk for ham at han endelig fandt sin sjæleven og pludselig blev alt taget fra ham, men igen var det nok i sidste ende også hvad han havde fortjent.
På den anden side hvad havde hun så nogensinde gjort for at hun skulle lide under dette her. "Hvis bare jeg kunne gøre noget for at gøre det godt igen." Sukkede han og slog blikket ned.

Han holdt hende tæt ind til sig. "Vi kommer igennem dette her." Sagde han uden han egentlig vidste om han selv troede på det. Han ville gerne tro på det, men det virkede bare alt sammen fuldkommen håbløst lige nu.
Det var næsten overvældende for ham at se hvor meget hun elskede ham til trods for det han havde gjort. "Vi bliver nødt til at være stærke for Corina og for os." Hans stemme var hæs og han lænede sig frem for at placerer et kys mod hendes pande. "Lov mig at du ikke giver op." Sagde han så. Stod det til ham så brød han ud herfra så de kunne stikke af sammen, men han vidste også godt at meget få mennesker var sluppet ud herfra. "Jeg elsker dig Nicole, så højt." Sagde han stille og så ind i hendes våde øjne.

[Deleted]

Nicole kunne mærke hvordan alt i hende blev mere og mere tomt som hun stod sammen med ham, nok fordi det langsomt gik op for hende at han snart ville glide imellem hendes hænder: "Jeg tror bare jeg skal... Tænke" sagde hun, hun var slet ikke itvivl om hun nok burde søge noget terapi for det her,.
Det var bestemt ikke noget normale mennesker sådan lige gik igennem: "Jeg er bare så bekymret for dig..." sagde hun, hun vidste jo hvordan Azaban havde gjort mange mennesker sindsyge, det var ikke et sted der var sjovt at være for nogen, og hun anede ikke hvordan hun selv skulle kæmpe sig igennem de lange nætter.

HUn kunne mærke tårene trille på fornyet styrke som han kyssede hendes pande, og hun bed sig i læben: "Ja det ved jeg godt" sagde hun stille og lukkede øjnene, nu skulle Corina også vokse op uden en far, og hun kunne slet ikke holde ud af tænke på det. Ingen af dem vidste jo om Alastair nogensinde kom ud igen.
"Jeg elsker også dig, stadigvæk" sagde hun, hun kunne bare ikke få sig selv til at hade ham på trods af hvad han havde gjort og på samme tid så gjorde det ondt på hende at vide at hun havde fundet Ben's morder, som hun i så mange år havde drømt om.

[Deleted]

Alastair kunne ikke lide lyden af det hun sagde. "Tænke" det lød bare så....ildevarslende. På den anden side forstod han hende jo godt. Han ville ikke bede hende om at blive ved ham hvis ikke selv hun havde lyst, hun fortjente trods alt meget bedre. "Det er også okay, jeg forstår dig godt." Sagde han skamfuldt. Hvordan kunne han nogensinde forlange noget af hende, det var hans skyld, og hans skyld alene at de sad i dette roderi.
På dette øjeblik som han stod her og holdt hende ind til sig for hvad der måske kunne være den sidste gang gav han sig selv et løfte; Skulle hun nogensinde finde en anden ville han støtte op om det uanset hvor ondt det så måtte gøre. Det var hans egen skyld at han sad herinde, det skulle hun ikke straffes for mere end hun allerede var blevet.

"Du skal ikke være bekymret for mig Love, du vil være mit lys i mørket." Sagde han og forsøgte sig med et lille smil. Han ville ikke have at hun brugte tid på at bekymre sig om ham, hun havde rigeligt på sin tallerken som tingene var nu.
Han kunne slet ikke beskrive den smerte som spredte sig indeni at se at noget han havde gjort kunne ødelægge hende så meget. Det måtte vente et ganske specielt sted i helvede til ham. Da hun sagde at hun elskede ham mærkede han til gengæld hvordan en kæmpe sten flyttede sig fra hans hjerte, han vidste godt at det ikke nødvendigvis betød at hun ville blive ved ham, men i det mindste hadede hun ham ikke på trods af at hun måske burde. Langsomt lænede han sig frem mod hende for at fange hendes læber med sine.

[Deleted]

Nicole hadede denne her situation, Alastair betød alt for hende, og at det her betød hun måske aldrig fik ham at se igen .- det anede hun slet ikke hvordan hun skulle takle: "Jeg skal nok komme og besøge dig igen, jeg skal nok bare lige have styr på Corina og det hele" sagde hun og smilede til ham.
I det mindste havde hun sit firma så hun havde penge nok til at de kunne blive boende, men lige nu måtte hun nok ærligt indrømme at det hele virkede utroligt uoverskueligt og hun vidste ikke helt hvordan hun kunne rumme det hele.

Som han kyssede hende, kyssede hun ham igen og lod en hånd glide omkring siden af hans hals og bag hans nakke. Hun elskede ham virkeligt og hun var bange for at han ville tabe alt fornuft i Azkaban, hun vidste jo af erfaring at det ikke var det bedste sted at opholde sig.
Hun slap ham roligt og lod en hånd hvile i mod hans bryst, det var hårdt at forlade ham, men Nicole vidste at hun mest af alt havde lyst til at sætte sig ved siden af ham og afsone det hele med ham: "jeg skal nok komme igen snart" sagde hun roligt og forsøgte at smile lidt, nok fordi hun ikke helt anede hvad hun ellers skulle gøre. Nicole slap ham helt og gik så roligt ud af døren, uden at se sig tilbage.

//Out