An unlikely friendship

[Deleted]

Sted: Mindre by i Skotland nær skoven
Tid: Formiddag
Tag: Ezekiel Amardeus

Katherine rejste ikke ofte. Faktisk holdte hun sig helst i nærheden af sin bopæl og ting hun kendte. Alt for ofte havde hun det med at komme i problemer, ved bare at være et sted hun ikke var vant til. Evigt uheld, som hun efterhånden havde vendet sig til. Eller hun prøvede i hvert fald. Men hun havde besøgt en veninde, der havde brug fo at snakke. Noget med sin kæreste der ikke helt kunne kapere nogle ting der var begyndt at ske i deres forhold og hun havde haft brug for støtten. Kæresten var kommet tilbage næste morgen og Katherine havde taget det som tegn til at tage ud i den lille landsby og kigge sig omkring i stedet. Der svømmede langt fra med butikker, men der var til dagligvarene og mange lokale handlede med hinanden. Alt i alt var det et umådeligt hyggeligt samfund.

Katherine nåede til sidst til udkanten, hvor hun satte sig på en større sten og kiggede over landskabet og den tætte skov der lå ikke langt derfra. Hun sad i sin egen verden og bemærkede egentlig ikke at nogen gik forbi hende. Hun så ham ja, men gjorde ikke andet end at smile venligt til ham som han gik forbi og vendte derefter blikket tilbage. Et øjeblik gik der før hun af en eller anden uransagelig årsag drejede blikket igen og så manden forsvinde ind i skoven, og på stien lå der en pakke af en art. Han måtte have tabt den. Uden helt at tænke over at det måske ikke var verdens bedste ide at følge med en fremmed ind i skoven, rejste hun sig, tog pakken fra stien og gik mod skovkanten "Hey! Hr? Du tabte noget" kaldte hun som hun i et lidt hurtigere tempo nåede hen til kanten.

[Ezekiel Amardeus]

Zeke havde haft et par lange nætter og var egentlig temmelig udmattet til morgen. Det var kun 2 dage efter fuldmåne og efter forvandlingen var han altid helt ødelagt. Han brugte for det meste dagen efter forvandlingen på at sove eftersom ulven holdt ham vågen hele natten og dagen efter det var han altid træt, men kunne da håndterer småting såsom at tage ned til den nærmeste by for at handle. Caspian blev lige nu passet Syrena, så det var fint. Han vidste godt at hun ikke ligefrem var det bedste bud, men som tingene var lige nu havde han ikke rigtigt andre til at hjælpe sig. Ashleen, moren til sønnen, var han ikke helt sikker på hvor befandt sig lige nu og han ville egentlig heller ikke have hende rendende derhjemme mere end højest nødvendigt, han forsøgte trods alt stadigvæk at komme sig over hende.

Udover at have handlet havde han også hentet en pakke som Jacqia havde sendt til Caspian. Trætheden blandet med tankestrømmen gjorde at han ikke bemærkede han tabte pakken. Hans primære bekymring ot var at han måtte finde sig en babysitter til sønnen. Hans familie var ikke særlig stor, den bestod af lillesøsteren Syrena og Jacqia som han ikke snakkede så meget med. Hans vennegruppe var desværre ikke meget større. Zeke kunne nok tælle på én hånd de venner han havde. Han havde altid været meget asocial.
Han nåede skovbrynet da han hørte en stemme bag sig. En smule undrende vendte han sig og så mod kvinden der kom med pakken i hånden. Zekes ansigt blødte op i en venligere attitude som han så på hende. "Hov! Mange tak skal du have," han rakte frem mod pakken.

[Deleted]

Det var det rigtige at gøre, var det ikke? At sørge for at pakken nåede hen til ejermanden der havde tabt den ved en fejl. Det var hun i hvert fald helt sikker på at han havde, og blev også bekræftet i det som han blødte mere op imod hende og tog imod pakken. Katherine smilede venligt til ham, ganske glad for bare at kunne hjælpe. Den naivitet slap hende nok aldrig helt. At se andre blive en smule mere glad var altid rart for hende, og hun holdte på at alle havde noget godt i sig og også helst skulle opleve at vise det frem så meget de kunne.

Men han så stadig træt og udkørt ud, som havde han så mange bekymringer der tyngede ham ned og fyldte hans hoved, at han vitterligt ikke havde bemærket at vægten fra pakken var forsvundet fra ham. "Det var så lidt! Jeg håber ikke De har haft mere med som er forsvundet inden De gik forbi mig!" svarede hun stadig med et varmt og venligt smil på læben. Noget af hende havde ganske naturligt lyst til at spørge efter om han var okay. Hvad der var galt, men han var fremmed. Måske hun ikke bare lige skulle slynge den ud som det første. Ikke alle var helt begejstrede for nysgerrige fremmede, selvom Katherine nok hellere ville kategorisere sig selv om bekymret.

[Ezekiel Amardeus]

Zeke kunne slet ikke finde hoved og hale i tingene lige nu, desværre var det hele nok ved at vokse ham lidt over hovedet derhjemme og alene tanken om at skulle til at socialiserer sig med andre mennekser virkede som en næsten uoverskuelig opgave.
Det gav ham næsten lidt dårlig samvittighed eftersom hun trods alt bare havde overrakt ham pakken han havde tabt. Tænk at han bare havde tabt den uden at bemærke det, han måtte virkelig have befundet sig i sin egen boble.
Der gik lige et par sekunder før han opfangede joken og han smilede tilbage til hende, et træt og lettere opgivende smil, men trods alt et smil. "Det er der vidst ingen garanti for." Konkluderede han. Havde han ikke opdaget pakken ville han nok heller ikke have opdaget hvis han havde tabt en agurk eller whatever.

"Men tusind tak, det var sødt af dig." Han havde aldrig været så god til smalltalk. Han ville gerne kunne det, men det var jo nærmest en større videnskab altid at skulle spørge ind til de rette ting. Han ville ønske at han var bedre til at holde samtaler kørende, men han havde bare altid været en meget privat og lukket person.
Som nu. Han anede ikke om han burde sige et eller andet, eller om han skulle gå. Nu var han også så udmattet at han havde svært ved at tænke klart. "Jeg beklager hvis jeg så lidt gnaven ud, det har været en lang dag." Undskyldte han sig forsigtigt med.

[Deleted]

Katherine sendte ham et forsigtigt, omend opløftende smil. Det var ikke svært at se på manden at han vidst havde sine prøvelser at kæmpe med i denne tid. Om det var arbejde, privat eller andet vedkom selvfølgelig ikke hende, og hun tillod ikke engang sig selv at gisme om det. Men derfor udvidste hun stadig sine medmennesker bekymring og interesse. Hendes smil blev en smule mere skævt og breddere ved hans svar. Forhåbentlig havde han ikke tabt noget mere!

"Det var så lidt! Jeg er glad for at jeg nåede at indhente dig" Det var aldrig sjovt at miste ting - om det var vigtige eller mindre livsnødvendige, men det havde været træls for ham at nå hele vejen hjem og finde ud af at pakken var forsvundet fra favnen. At han ikke ligefrem var af den mest sociale afstamning kunne også godt fornemmes, omend den mere gnavne udstråling fra før selvfølgelig også kunne have en indvirkning. "Det er okay - Jeg håber ikke at den har været alt for anstrengene. Og hvis den har, at du har nogen til at opløfte din dag en smule derhjemme" at komme hjem til en partner, venner eller børn kunne opløfte enhver dårlig dag. Det var i hvert fald Katherines egen erfaring!

[Ezekiel Amardeus]

Han havde virkelig aldrig været særlig social. Det var ikke fordi han ikke brød sig om mennesker, som regel var det fordi at de ikke brød sig om ham. Han havde nok også en del i baglandet når alt kom til alt og en temmelig traumatiserende barndom til at toppe det op med.
Personligt mente han dog at han var sluppet igennem og at alle tingene fra fortiden ikke stadigvæk hjemsøgte ham. Det var den samme lille stemme der desperat forsøgte at overbevise ham om at han var okay med at være alene og nu kun have sin søn i sit liv og ikke Ahsleen.

Han smilede svagt og nikkede så. ”Ja det ville være ærgerligt hvis jeg var nået hele vejen hjem først.” Svarede han som havde han læst hendes tanker. Han vidste næsten ikke hvad han skulle svare, det var lidt her hans manglende sociale egenskaber kom ind i billedet.
For at bryde bare lidt ud af det, rømmede han sig kort og fugtede læberne. ”Jeg satser på at den går hen og bliver bedre på et tidspunkt, ellers er der jo altid i morgen.” Svarede han en smule undskyldende. Han brød sig ikke om at beklage sig, men han indrømmede gerne at dagene ikke havde haft den store variation og bestemt ikke gjorde noget godt for hans humør lige pt. ”Men jeg håber at du i det mindste har en dejlig dag.” Sagde han så og betragtede hende kort.

[Deleted]

Katherine smilede, ganske tilfreds med at holde sig i et optimistisk hjørne og syn på hele verden. Ja, den var fyldt med uretfærdigheder, og hun havde haft sin tørn. Både med en ung graviditet og et barn at passe inden hun overhovedet var blevet voksen selv. Men der var altid noget at glæde sig over, eller også en dag imorgen. Hun smilede forstående til ham. Det gjorde intet at han var undskyldende, men hun forstod ikke helt hvorfor. Det var da positivt at tro på at selv hvis i dag ikke blev god, var der en dag i morgen til at gøre det bedre.

"Tak. Det håber jeg også" svarede hun tilbage, svagt tænkende på hvor mange problemer hun efterhånden havde været i den sidste tid, fordi hun havde en nysgerrig teenager i hjemmet. Men det var ikke noget at bebyrde en fremmed med. Det ville være for mærkeligt. Mest af alt bed hun mærke i at han virkede meget distanceret i sig selv, men uden at kende ham kunne man kun gimse om grundende dertil. "Jeg burde nok tage tilbage - jeg skal nok se efter om der er mere du har tabt på vejen" svarede hun muntert og gjorde klar til at gå tilbage af mod byen.

[Ezekiel Amardeus]

Mange ting var Zeke blevet kaldt gennem årerne, men positiv var bestemt ikke en af dem. Han havde egentlig altid været temmelig pessimistisk, men var blevet bedre med årerne. Ikke god, blot bedre. Dog kunne han godt selv mærke hvis han var en smule over the edge og burde undskylde for sit dårlige humør.
På trods af at han på ingen måde kendte kvinden, følte han alligevel at han skyldte hende et undskyld for sin egen ringe opførsel, han havde bare aldrig været god til hverken kvinder eller smalltalk. Følelsen ramte ham især da hun gjorde antydning til at ville gå tilbage mod byen og Zeke mærkede et strejf af dårlig samvittighed.

"Jamen det ville da være super," savnede han og gjorde sig en smule mere umage i at smile denne gang. "Hør måske jeg kan gøre det godt igen og byde på en kom kaffe eller noget?" Ordene fløj ud af ham før han nåede at stoppe sig selv og han gav sig selv et mentalt gok i nødden for tilbudet. For det første orkede han næsten ikke at skulle slæbe tingene hele vejen tilbage fra hvor han lige var kommet, men det ville nok også virke creepy at inviterer hende til en kop kaffe i hans bjælkehytte midt i skoven. Derudover kom det tilbagevendende problem med ham og smalltalk.
Alligevel tog han sig selv i blot at se afventende på hende for at se om hun alligevel ville tage imod tilbuddet. Det var jo heller ikke fordi at han slet ikke kunne snakke med folk, så var han trods alt ikke blevet terapeut, men han var bare ikke god til at åbne op omkring sig selv og sit liv hvilket det ofte krævede når man gjorde sig nye bekendtskaber.