Never Turn Back...

[Deleted]

Adrian Russo

Kl. 22.30

Udkanten af Den Forbudte Skov

---

I udkanten af den forbudte skov, i mod højlandet - sad Harper sammen med et par andre dødsgardister rundt om et lille bål. Det havde været mærkelige tider det sidste stykke tid, men Harper havde på det sidste år fundet tilbage til den mørke side af hende selv.
Hun havde da slået et par mugglere ned og havde også været ved at slå en enkelt ihjel. Harper havde ikke tænkt på sine børn eller Adrian i lang tid, og hun forsøgte virkeligt at ligge det bag sig. Det bedste hun kunne gøre for dem, var bare at glemme dem.

Harper sad med to andre piger, der begge også var en del af dødsgarden, for at holde vagt omkring den nedlagte bygning de havde fundet et stykke væk. Harper var ikke interesseret i at få besøg af auror eller andre idioter der troede at de kunne pille ved dødsgarden.
Harper trak vejret ind og gjorde tegn til de andre om at de skulle være stille, som hun pludseligt mente at høre en pusling i skoven. Hun lyttede, der var rimeligt stille og hun slog derfor bare tanken hen, det var nok bare hende der hørte syner.

[Adrian Russo]

Adrian strammede grebet om sin tryllestav. Han var sammen med en flok auror på 7 styks, blevet kaldt ud til en sag hvor der var blevet spottet dødsgardister. De havde transfereret sig så tæt på stedet som muligt uden at ende midt i bålet de havde startet. Sammen med gruppen sneg de sig tættere på. Han fik hurtigt øje på den lille gruppe mellem træerne og så den auror som ledede missionen gøre tegn til at de skulle ligge en taktik.
Desværre hørte Adrian ikke helt efter for han havde spottet et alt for bekendt ansigt i den lille gruppe på tre. Harper. Hans store kærlighed gennem mange år. Ikke nok med at han allerede nu vidste at han ville får svært ved at skade hende, men samtidig havde han allerede mødt hendes styrke før og det havde ikke ligefrem været nogen succes...ikke for ham i hvert fald.

Hun var en stærk heks, men hun ville vel ikke skade ham sådan for alvor? Han var jo far til deres børn...på den anden side så havde han været temmelig mørbanket sidst gang de havde haft en duel...og der havde de stadigvæk været kæreter.
Det smarte her ville vel egentlig være at melde klart ud at han ikke ville kunne holde hovedet koldt i denne her siruation, men på den anden side ville dette her måske være hans eneste chance for at komme i kontakt med hende. Han blev nødt til at få nogle svar fra hende! I samme nu løb aurorne frem mod gruppen og Adrian havde ingen anelse om hvor han skulle befinde sig, så han gjorde bare hvad han så som værende den bedste løsning. At gå efter Harper. "Expelliamus! Råbte han tydelig med staven rettet mod sin ekskæreste.

[Deleted]

Harper sad uvidende, og prøvede bare at fokuserer på at holde varmen. Hun havde ikke haft det nemmeste liv. Misbruget af Byron som lille, den ufrivillige indskrivning i dødsgarden som ung - mange år i dødsgarden... Adrian, aftenen på baren de havde mødt hinanden. Hele deres liv hvor hun bare ikke havde kunne holde fingrene fra ham, deres mange skænderier, deres make up samleje... Deres to fantastiske børn som Harper elskede mere end noget andet.
Hendes afsked som havde gjort hende hård og alle de ting der var sket siden hun var kommet tilbage, især efter at Xander var død, han var trods alt en af dem hun rent faktisk stolede på, selvom han var en idiot.

Harper nåede knapt at rejse sig op, før at hun fløj et par meter igennem luften og landede hårdt på jorden et par meter væk: "AUROR!" hørte hun en fra gruppen råbe, og Harper kom hurtigt på benene. Hun kunne høre hvordan besvægelser begyndte at falde på række omkring hende.
Som hun kom på benene, rettede hun staven lige hen i mod Adrian, og stoppede et øjeblik op som hun så det var ham. damn... Hun havde ikke set ham siden hun havde måtte slå op med ham, og i et øjeblik gik hendes hjerte helt i stå, som hun mærkede en del af hende havde lyst til at løbe hen og omfavne ham. Ligegyldigt hvor meget hun prøvede at undertrykke det, så var Adrian en kæmpe del af hendes liv som hun aldrig helt kunne give slip på.
"Dolor.." råbte hun hen i mod ham og gjorde en rolig bevægelse med staven, som hun stirrede ind i hans øjne og hendes hjerte nærmest havde lyst til at hviske undskyld.

[Adrian Russo]

Adiran så hvordan besværgelsen ramte hende og han fik omgående dårlig samvittighed. Han ønskede ikke at skade hende, men samtidig var han alligevel også bare sur på hende over at hun bare havde efterladt ham på den måde. Han følte ikke at han skyldte hende noget som helst, men inderst inde kunne han stadigvæk godt mærke at han hjerte lå ved hende.
Han kastede et kort blik over skulderen og de andre auror lod til at have hænderne fulde med de andre dødsgardister. Han så på Harper igen og gik et par skridt frem mod hende med staven rettet mod hende. "Harper?" Sagde han prøvende. "Jeg har ikke lyst til at skade dig. Læg staven fra dig og kom med mig tilbage til ministeriet.."

Han syntes da selv at han havde lydt ret overbevisende, men da han kort tid efter så hende rette staven mod ham, blev han mindet om at Harper ikke var den kvince han havde forelsket sig i mere. Hun havde ændret sig og han brød sig virkelig ikke om den hun var blevet til.
Forbandelsen ramte ham og han skreg ud i smerte som det føltes som om at hans indvolde truede med at eksploderer. Han sank sammen på jorden ude af stand til at gøre nogen form for modstand. Han vidste at hun var stærkere end ham, men han havde da håbet på at hun havde lige så lidt lyst til at skade ham som han havde til at skade hende. Det lod desværre ikke til at være tilfældet, hivlket blot fik ham til at blive endnu mere rasende på hende.

[Deleted]

Harper kiggede i mod ham, som hendes dolor ramte ham, og hun mærkede hvordan hele hendes indre gjorde ondt ved synet af ham der faldt sammen på jorden foran hende. Hun havde lyst til at løbe hen i mod ham, og spørge om han var okay, men hun vidste at de andre ville fælde hende hvis hun gjorde den mindste smule modstand.
Harper stod et langt øjeblik og kiggede hen i mod ham imens hun mærkede en tåre løbe ned af sin kind. Hun stoppede besvægelsen, og tørrede hurtigt tåren af i sit ene ærme. Hun stod i lang tid og kiggede hen i mod ham, som hun så en anden auror komme løbende i mod hende.

"Dolor!" råbte hun i mod den næste og lod staven blive i hans retning imens hun kiggede hen i mod Adrian. Efter lidt tid stoppede den anden auror med at skrige og der blev helt stille, hvilket fik hende til at stoppe besvægelsen.
Hun kiggede hen i mod Adrian og holde staven truende op som hentydning til at han ikke skulle prøve på noget, hun kunne slet ikke bære at se ham igen, hun havde ikke set ham i.. Et halvt år, og hun var ikke klar til at være hans værste fjende, selvom hun ingen andre valg havde: "Du skal aldrig, nogensinde forsøge at opsøge mig..." sagde hun hårdt.

[Adrian Russo]

Adrian kunne simpelthen ikke fatte at han ikke havde betydet mere for hende. Havde det hele virkelig bare været skuespil? Men hvorfor skulle hun have gjort det? Hvorfor skulle hun have fået 2 børn med ham hvis ikke bare en lille del af hende elskede ham. Han forstod slet ikke hvad der var sket, det havde jo nærmest været fra den ene dag til den anden. Det gav slet ikke mening!
Langt om længe stoppede smerten, men han blev liggende i noget tid helt ubevægelig på jorden, bange for at selv den mindste bevægelse ville få han til at falde helt fra hinanden. Det var først som han hørte sin kollega få samme tur at hans hjerne begyndte at arbejde igen. Hvis det var sådan hun ville have det, then so be it.

Han kom langsomt på benene "Expelliamus!" Råbte han med sin stav rettet mod hende. Hans blik havde ikke været rettet så hadefuldt mod hende siden han fandt ud af at han skulle være hendes babysitter. "Tro mig, jeg er færdig med at forsøge at opsøge dig! Fra nu af vil mit eneste formål være at fange dig og kyle dig i Azkaban hvor du hører til så du aldrig kommer til at skade mine børn!" Det knuste hans hjerte at sige, men han blev nødt til at gøre sig hård, hvis hun kunne gøre dette her mod ham og bare skride fra sine børn på den måde, så var hun simpelthen ikke det værd. Han var done! Hope savnede sin mor så meget og han havde måtte fortælle den ene løgnehistoie efter den anden for at skærme hende mod den benhårde sandhed, at Harper simpelthen ikke elskede dem.

[Deleted]

Det her var muligvis det absolut værste øjeblik i Harper's liv, hun havde det fuldkommen forfærdeligt og hun ønskede på ingen måde at mærke alle de følelser der var i hendes krop lige nu. En del af hende havde bare lyst til at falde på knæ og græde.
Hun kunne slet ikke kende sig selv længere, hun elskede Adrian så ufatteligt højt og hun savnede sine børn hvert eneste dag. Men hun kunne på ingen måde risikerer at Christian og resten af gruppen fik fat i dem, det var de for værdifulde til, også måtte hun bare prøve ikke at være egoistisk.

Som han sendte en besværgelse i mod hende, fløj Harper et par meter tilbage og landede på jorden i et støn. Som hun lå på jorden kiggede hun i mod ham, og kunne mærke hvordan den psykiske smerte gjorde langt mere ondt end det slag hun havde fået i mod jorden.
Harper kiggede imod ham og trak vejret ind som ville hun sige noget, men der kom intet ud. Hun havde sådan lyst til at sige at det var bedre uden hende i deres liv, eller at hun faktisk prøvede at passe på dem, men hun turde ikke: "Skrid.. Nu!" skreg hun og gik hen i mod ham med staven løftet: "Dolor!" råbte hun igen i mod ham, imens hun mærkede hvordan hun tabte den sidste levende del af sit hjerte. Hun slap doloren: "Expelliamius!"[/b råbte hun i mod ham, hun havde bare brug for at det sluttede nu.

[Adrian Russo]

Adiran havde virkelig inderligt håbet at han havde kunne tale hende til fornuft når han på et tidspunk fik opsporet hende, men han kunne godt se at det slet ikke var en mulighed. Han måtte bare kæmpe for det havde hun tydeligvis tænkt sig at gøre og han nægtede at lade hende gøre deres børn forældreløse - for hun ville nok ikke være der for dem.
Som han så hende blive kastet gennem luften forsøgte han at gøre sig selv hård, men den største del af ham håbede inderligt på at hun ikke var kommet til skade.
Det her var stadigvæk ikke til at fatte, men det var nok på tide at han kom videre med sit liv og accepterede den fact at de to bare aldrig skulle være sammen igen og at hun ikke var interesseret i dem længere. "Ikke før du kommer med mig." Sagde han bestemt. Her mente han selvfølgelig til aurorkontoret.

Igen blev Dolor-forbandelsen kastet mod ham, men han nåede med nød at næppe at undgå den, til gengæld var han ikke hurtig nok til at kaste en modbesværgelse til hendes Expelliamus og få sekunder senere mærkede han hvordan han blev kastet op i luften. Han landede med ryggen mod en trastub og pludsleig begyndte hele hans krop at summe mærkelig for derefter helt at forsvinde. Han kunne ikke mærke sin krop og kunne ikke komme op.
I et næsten panisk stadie gispede han højlydt, men ingen ord kom fra hans læber. Han hørte en af kollegaerne komme løbende hen mod ham og dødsgardisterne råbe til hinanden at de skulle stikke af. Han nåede at kaste et sidste hadefuldt blik mod Harper før alt blev sort.

// out