Sig det en gang til, din slatne nuddel!

[Olivia Rae Roden Wilson]

Hogwarts - Udendørsarealerne

Kl. 15

Outfit

Bryce Keefer

---

Olivia havde lige været nede ved quidditchbanen, da hun virkelig havde savnet stedet. Hun havde været væk i et par uger og havde glædet sig til at se stedet igen og quidditchbanen var med til at gøre hende rolig og tryg. Hun var nu heller ikke utryg på Hogwarts, da Ethan havde sørget for beskyttelse og ingen kunne rigtigt røre dem. Der kom nok ikke nogen ind, som ikke skulle være der. Håbede hun.

Hun gik hen og satte sig på en bænk tæt på skolen. Selvom det var godt vejr, sad de fleste elever indenfor, da denne periode krævede en masse tid på biblioteket. Eksamen var over dem og det kunne mærkes. Der havde været en del henne ved hende for at byde hende velkommen tilbage og det rørte hende meget. Hun havde også snakket med alle lærerne og hun var så glad for at være tilbage. Hun havde savnet sit job og hun kunne mærke, at folk havde savnet hende. Hun havde aldrig fundet ud af hvorfor hun var blevet kidnappet og det ville hun nok heller aldrig. Hun var blevet meget forvirret da hun var blevet sluppet fri, men hun var smuttet uden at tøve. Hendes kidnapper havde også været utrolig irriterende, så det var fint, at hun ikke skulle se ham igen. Nogensinde.

Hun var stadig lidt utryg, fordi hun havde været udsat for så meget, men kidnapningen havde bare mere gjort hende vred end noget andet og hun følte sig nu stærkere. Hun havde øget sin øvelse i besværgelser og forhåbentligt kunne hun forsvare sig lidt bedre, hvis der skete hende noget igen. Hun lukkede øjnene et øjeblik og nød stilheden. I morgen ville karriere dagen starte. Dog ville fortællerne begynde at komme denne dag.

[Bryce Keefer]

Bryce var blevet udvalgt til at tage til karriererdag på Hogwarts for at fortælle om det at være auror. Egentlig var det meningen en af de andre auror skulle havde været afsted, men han var blevet syg til morgen og Bryce var den eneste der ikke havde en opgave på hånden og han var blevet smidt lidt spontant ind i det. Det huede ham ikke ligefrem for han var på ingen måde fan af børn, desuden var han jo ikke direkte auror, det svarede vel til at sige at en militærmand var politibetjent.
På den anden side havde han auroruddannelsen, så det kunne vel ikke gå helt galt... men nu var det ham så ting kunne hurtigt eskalerer.
Som han gik op mod porten fik han øje på Olivia. Han vidste at hun arbejdede her og eftersom han havde undersøgt stort set alt om hende inden han havde fanget hende, vidste han at hun godt kunne lide at spille quidditch. Måske hun havde været nede og træne.
Han slog tanken lidt ud af hovedet. Enhver anden der mødte et af sine ofre der så let som ingenting kunne afsløre hans forbryderiske sider ville nok være gået i panik, men ikke Bryce. Han var så sikker på sit bagland og på det han lavede at han ikke var den mindste smule bekymret. Desuden var hans arbejdsstilling ikke en stilling man bare lige blev fyret fra. Han vidste for meget til at de ville turde risikerer at ligge sig ud med ham og igen, han havde været en uerstattelig hjælp for holdet siden han startede og kom det til at være hans ord mod hendes var han slet ikke i tvivl om at han ville vinde sagen.
”Arh, Ms. Wilson, hvor er det godt at se dig igen,” sagde han som han gik op bag hende med sit bredde smil på læben. Flygtigt kastede han blikket rundt for at sikre sig at inden lyttede med til deres samtale. ”Bare rolig, jeg er her ikke for at kidnappe dig i dag.” Han blinkede næsten flirtende til hende.

[Olivia Rae Roden Wilson]

Olivia nød stilheden. Det ar ikke fordi, hun ikke ville være sammen med nogen, så hvis der kom nogen for at tale med hende, ville hun da tale med dem, men det gjorde hende ikke noget at være alene et øjeblik. Dog varede den dejlige stilhed ikke længe, da hun pludselig hørte en stemme. Det gippede i hende og stammen var så uhyggeligt bekendt, at hun, uden at tænke over det, vendte sig rundt og langede ud efter hans ansigt med en knytnæve. Hun kunne slet ikke forstå hvad det bæst lavede på Hogwarts. Hvordan var han kommet ind? Hvad lavede han der, hvis det ikke var for at kidnappe hende? Hvem havde inviteret det kryb? Hun havde sådan håbet, at hun aldrig skulle se ham igen. Han var irriterende og så havde han kidnappet hende. Det var ikke ligefrem to karaktertræk, som hun satte pris på. Han var her forhåbentlig ikke for karriere dag, for hvem ville dog have sådan en som ham til at fortælle om sit job? Var der virkelig nogen, der synes, at børn skulle høre om hvordan det var at være professionel kidnapper? Jøsses en verden de levede i! Hun ville hellere have, at han kidnappede hende end, at han skulle være sammen med børnene.
"Hvad laver du så her?" Hun lagde armene over kors og kiggede irriteret på ham. Det var bare sådan en effekt han havde på hende. Hun orkede ikke synet af ham, men hun blev ved med at nedstirre ham. eller opstirre var måske et bedre ord at bruge, hvis det da fandtes, for han var højere end hende.

[Bryce Keefer]

Bryce nåede kun lige akkurat at gribe hendes hånd i luften inden næven ramte ham i ansigtet. Han så fra hendes knyttede hånd centimeter fra hans ansigt og så på hende. Han hævede et bryn. "Stadigvæk ufattelig ubehøvlet ser jeg." Kommenterede han køligt dog uden at lade smilet forlade hans læber.
Han slap hendes hånd og rettede en smule på sit sorte jakkesæt. "Jeg er her faktisk i et professionelt ærinde i dag." Forklarede han som var de to gamle venner der var mødtes over en kom kaffe efter flere års adskillelse. "Jeg arbejder jo som auror så jeg skal ind og inspirerer disse ungdommelige mennesker til at ville fange de kriminelle af slagsen." Hvor han dog hadede børn. De var larmende og lugtende og deres hormoner gjorde deres tankegang til et virvar af ubehagligheder som Bryce for en hver pris ville forsøge at holde sig ude af under dagens fremgang.
Nu var han jo heller ikke direkte auror, han var speciel agent, elitestyrken . om man så kunne sige, men eftersom han havde uddannelsen og var den eneste der ikke havde så meget at lave var det ham der blev sendt ud for at snakke om det. Ikke noget han så frem til.
"Så hvordan går det med dig? Fandt du nogensinde ud af hvem der ville have dig kidnappet?" Hans stemme var drillesyg lidt som om at hun skulle gætte skurken i en dårlig b-film. Han havde ikke tænkt sig at afsløre sine kunder, anonymitet var blot en af de services han tilbød gennem sit lille "fritidsjob".

[Olivia Rae Roden Wilson]

Olivia følte aldrig, at hun ville slippe af med alle dem, som ville hende ondt. Hun vidste ikke hvorfor det lige var hende, der var så spændende.
"Det må være en side, som du får frem i mig." Sagde hun med et skuldertræk og trak sin hånd til sig, som han slap den. Hun gjorde store øjne, da han fortalte, at han skulle inspirere de unge. Hun kunne nok komme på en del, som ville være bedre til det job. Hun havde tænkt sig at holde øje med ham, om hun så skulle sidde på ryggen af ham indtil han tog afsted igen. Desværre kunne hun ikke bevise, at det var ham, der havde kidnappet hende. Hun kunne selvfølgelig stadig melde ham, men hun havde en fornemmelse af, at han kunne tale sig ud af alt og når han nu var auror og, at han skulle dette, så var han nok en, som de stolede ret meget på. Jøsses.
"Ja hvorfor ikke. Der sidder nok mange, der gerne vil høre hvordan man kidnapper." Hun rystede på hovedet. Det var jo dybt latterligt. Måske hun skulle fortælle det til Ethan? Han var en man kunne fortælle noget til. Det var hun ret sikker på.

Hun lagde armene over kors og kiggede blot irriteret på ham.
"Nej." Sagde hun og skævede rundt. Der var ingen udenfor. Det var positivt, da der så ikke var nogen, der havde set hende slå ud efter ham. Det var ikke så professionelt. Dog var det negativt, da hun ikke kunne lide at være alene sammen med en mand som ham. Hun vidste ikke hvad han kunne finde på.
"Jeg finder nok aldrig ud af det, men en anden gang, så kan jeg nok forsvare mig lidt bedre." Hun vidste ikke hvorfor hun fortalte ham det. Det var ikke noget, som han behøvede at vide og hun havde ikke brug for at tale med ham overhovedet.

[Bryce Keefer]

Han sukkede let, "Tja jeg har godt nok en tendens til at få det værste frem i folk." Indrømmede han som han så lidt frem for sig. Han kunne godt se hendes øjne blive store og i et kort øjeblik lod han sig selv synke lidt ind i hendes tanker. Hun var nervøs for hans nærvær med de unge - well så var de to. Hans ubehag omkring det var bare af andre årsager end hendes. Teenagere havde simpelthen de værste tankegange og når han begyndte at blive træt blev det værre at blokerer sig selv i at læse folks tanker. Jo flere personer der var jo svære var det også og her måtte man sige at der var en del mennesker omkring ham. "Tro mig, jeg nære heller intet ønske om at være her, jeg finder børn frastødende." Erkendte han som svarede han på et spørgsmål hun ikke havde stillet ham. "Nå, men man må jo udføre sit arbejde." Endu et tungt bebyrdet suk før smilet atter fandt vej på hans læber.
"Tro mig, den slags gir også langt flere mønter i lommen," svarede han ærligt, "men det er nu ikke det job jeg er her for at snakke om i dag." Han virkede komplet uanfægtet af at hun til enhver tid kunne melde ham for som hun rigtigt nok allerede havde gættet sig til, var han en meget pålidelig person indenfor ministeriet og en af de (hvis ikke den) dygtigste på teamet. Han vidste for mange ting om hvad der foregik bag kulissen til at de bare uden videre ville efterforske ham så det ville sandsynligvis være en tabt sag for hende på forhånd.
Han skød brynene i vejret og forgav en ærgelig mine, "hmm. Så er det vel godt at det er mig som er blevet auror og ikke dig gætter jeg på." Han var så fuld af ham selv at de fleste nok havde mest lyst til at slå ham. Hårdt. Med en stol. Men han lod sig aldrig kue af den slags.
Han rystede på hovedet, "nej det gør du nok ikke." Besvarede han med et skuldertræk. Han lo kort, "uhada, det lyder næsten som en udfordring?" Han havde ikke tænkt sig at kidnappe hende igen, selvom det da kunne være sjovt bare lige for at understrege sin tydelige overlegenhed.

[Olivia Rae Roden Wilson]

Olivia kunne nok ikke finde en mand, som hun fandt mere frastødende end denne mand. Bevares, han var da en yderst laber mand, men hans personlig var direkte vammel. Hun ville bare gerne væk fra ham, men hun ville da holde øje med ham på gangene og det var ikke fordi han var pæn. Han skulle bare ikke ende med at snubbe et barn. Da han sagde, at han fandt børn frastødende, kom det slet ikke bag på hende.
"How shocking." Sagde hun koldt. "Men hvis det på nogen måder får dig til at få det bedre, så finder jeg dig frastødende." Hun trak på skuldrene og kiggede hen mod døren til slottet. Hun burde virkelig gå ind. Hun ville ikke ses med ham. Tænkt at blive associeret med denne mand. Føj!

Hun var ret ligeglad med om han tjente gode penge. Hun håbede virkelig, at en eller anden en dag ville give ham en samvittighed og, at han så ville begynde at hade sig selv. Så ville alt være godt igen. Hun ville nyde det. Ikke, at hun regnede med nogensinde at skulle se ham igen. (Little does she know).
Olivia nikkede blot til hans kommentar. Ih ja hvor var det godt, at han blev auror. Da han sagde, at det lød som en udfordring løb det hende koldt ned ad ryggen. Hun ville dog ikke vise ham det. Hun stillede sig helt tæt på ham og trak sin stav, så det ikke kunne ses fra slottet.
"Du kan bare prøve." Sagde hun koldt. Hun vidste, at han var ligeglad, men han skulle ikke have den tilfredsstillelse at se hende bange. Hun håbede dog, at han ikke ville prøve, for så vidste hun ikke helt hvad hun skulle gøre.

[Bryce Keefer]

Han gøs lidt ved tanken om børnene på skolen. Åh hvor han hadede denne her type opgaver, han havde jo netop sagt ja til agentjobbet så han kunne slippe for sådanne latterlige opgaver som snakke med børn, få katte ned fra træerne og redde ubetydelige menneskeliv. Kedelige sager.
Han rynkede let brynene og et stort smil gled så over hans læber, ”sig mig ms. Wilson, bager du nag over jeg kidnappede dig?” Dumt spørgsmål måske, men det var det som gjorde det så fandens provokernede og var der noget Bryce elskede så var det at skubbe til folks grænser.
Et næsten legesygt blik mødte hendes da hun trak sin stav og fuldendte udfordringen. Han havde mest af alt lyst til at skide opgaven her på skolen et langt stykke og bare kidnappe hende i stedet for at understrege sin pointe, men af flere årsager kunne det selvfølgelig ikke lade sig gøre. Der var for mange vidner her og folk ville stille spørgsmål ved det hvis han pludselig ikke dukkede op til den aftalte tid og fremlage jobbet for de underbegavede skoleelever.
”Udfordringen accepteret Love, så jeg ville nok sove med et øje åbent fremover hvis jeg var dig.” Hans blik var stadigvæk legesygt. Han havde selvfølgelig ikke tænkt sig at kidnappe hende igen, det havde han simpelthen for travl en hverdag til, plus den slags krævede en del mere planlægning end bare at smide hende over skulderen og transfererer hende til sin campingvogn, men derfor kunne han jo godt drille hende lidt.

[Olivia Rae Roden Wilson]

Olivia kunne godt tænke sig at stikke sin tryllestav op i næsen på ham, for hun tænkte, at det nok ville gøre ret ondt. Dog ville hun ikke udsætte sin stav for den slags klamheder. Hun hævede sine bryn til hans kommentar.
"Nej, jeg BAGER ikke nag. Hvis jeg gjorde noget ville jeg BÆRER nag. Det gør jeg dog heller ikke. Jeg kan bare ikke lide dig og jeg synes ikke, du har noget at gøre på denne skole." Hun trak på skuldrene. Af en eller anden grund, var hun ikke længere bange for ham. Det begyndte at forsvinde. Hun var bare irriteret på ham. Han var en tumpe.

Hun rystede på hovedet og begyndte så at grine. Hun vidste godt, at han ikke ville kidnappe hende nu. Hun overvejede om hun skulle skrive en seddel og lægge den et sted, hvor hun vidste, at folk ville kigge, hvis hun skulle blive væk,og på den skrive, at det var ham, de skulle kigge efter. Bare for en sikkerhedsskyld. H´Man vidste jo aldrig. Hun vidste dog, at han ikke ville gøre hende fortræd, for hvad ville hans grund dog være?
"Okay fint nok. Hvis du føler dig mere magtfuld af at gøre det til en udfordring. Dog vil jeg smutte nu. Jeg har et job, jeg skal udføre. Jeg håber, at du kommer til at hygge dig med de søde børn, som heeelt sikkert vil stille dig en masse spørgsmål." Hun klappede ham på skulderen og vendte sig om for at gå. Hun havde stadig sin stav og hun havde tænkt sig at bruge den, hvis han prøvede på noget. Om hun så skulle stikke den i næsen på ham. Hun ville holde øje med ham imens han var der.

// Out