Den eneste der kan elske ham er moren

[Emiliya Pendareva Ayers]

Emiliya smilede til ham, da han sagde, at de i det mindste havde nogen at tale med.
"Det har du helt ret i. Det gør dig ikke, at jeg tilgiver ham." Sagde hun og kiggede hen mod døren. Hans næste spørgsmål gjorde, at hun lige skulle tænke. Hun havde da prøvet, men det havde ikke lykkes.
"Jeg kan da prøve." Hun rejste sig op og fyldte sin krop med mindet om at komme og bo hos sin mor. Det var noget, som hun var virkelig glad for. "Expecto Patronum." Sagde hun og rettede sin tryllestav frem for dig. En meget ynkelig lille bitte dis, som måske havde samme farve som en patronus, hostede ud af hendes stav, som en virkelig dårlig gammel bil. "Hmm... Måske ikke." Sagde hun og trak på skuldrende. Det var et lidt halvhjertet forsøg, men hun havde prøvet tit og der var sket det samme.

Hun kiggede hen på Noah. Skulle hun fortælle ham en hemmelighed? Noget, som ingen andre vidste? Hun satte sig tilbage på bordet. Han virkede som en man kunne stole på.
"Jeg er ikke sikker på, at jeg kommer til at kunne udføre den lige foreløbig og det er der en grund til. Jeg har ikke sagt det her til nogen før, for jeg er bange for, at det vil gøre min mor ked af det.." Hun bed sig i læben og vidste ikke rigtigt, hvad hun skulle sige eller hvordan. "Jeg mangler en del af mig selv.. Jeg tror ikke, at jeg kan være rigtig glad, før jeg finder den del." Hun havde aldrig nævnt dette overfor nogen før og hun vidste ikke, hvorfor Noah lige var den, der skulle vide det. Hun kunne heller ikke rigtigt få sagt, hvad det var hun manglede, selvom hun udmærket var klar over det.

[Noah Lynch]

Noah betragtede hende kort som hun forsøgte sig. Han var nok blevet lidt overrasket hvis det rent faktisk havde lykkedes for hende. Ikke fordi det ville ikke være første gang at elever kunne fremmane patronusser, men det skete så sjældent, ikke engang alle voksne magikere kunne finde ud af det, det var trods alt en virkelig svær besværgelse.
Han smilede lidt til hende og trak på skuldrene, ”altså det er da mere end hvad jeg er i stand til.” Erklærede han ærligt. Som hun satte sig tilbage på bordet fandt han en stol og stillede lidt overfor hende. Der var ikke så meget andet at gøre end at vente. Eller altså de kunne selvfølgelig også lave nok spektakel til at en professor ville høre dem og komme dem til undsætning, men lige nu havde Noah det egentlig okay med situationen.

”Well,” Noah trak atter på skuldrene. ”Jeg tror ikke du skal klantre dig selv for meget, det er langt fra alle magikere der kan fremmane en patronus og dem som kan er ofte langt højere oppe i maginiveau end vi er.” Han smilede opmuntrende til hende og håbede lidt at det ville være godt nok så hun ikke sparkede selv over skinnebenet over det.
Hans bryn blev formet i undren ved det hun fortalte. ”Mangler du en del af dig selv? Hvad mener du?” Han var ikke sikker på om hun mente ligesom en fysisk del eller om det var mere noget psykisk. Det måtte være psykisk for hun så da helt normal ud og man kunne da godt lave en patronus selvom man manglede en tå eller whatever..

[Emiliya Pendareva Ayers]

Emiliya kunne da godt have tænkt sig, at hun kunne have fremkaldt den patronus, men hun havde nu ikke haft høje forventninger til det. Hun havde prøvet før, men det var aldrig lykkes for hende og hun vidste jo godt hvorfor.
"Well, det havde da ellers været fedt." Sagde hun med et skuldertræk og svingede let med benene. Skulle hun fortælle Noah om sin far eller skulle hun bare sige noget helt andet og komme væk fra emnet igen? Hun vidste det ikke helt endnu, men hun måtte træffe en beslutning. Hun sukkede dybt og valgte at fortælle ham om det. Nu sad de der og han virkede som en man kunne stole på.
"Jeg.. ved ikke hvem min far er og det er jeg virkelig ked af. Det er ikke noget jeg siger til min mor, for jeg vil ikke gøre hende ked af det. Hun må ikke tro, at hun ikke gør det godt nok, for det gør hun. Jeg føler bare, at jeg mangler en del af mig selv, fordi jeg ikke aner noget om den side af min familie. Jeg vil så gerne vide, hvem han er. Han behøver ikke engang at ville have noget med mig at gøre, men jeg vil bare gerne vide hvem han er. Hvis du forstår?" Sagde hun og følte, at hun havde gentaget sig selv rigtig mange gange, men det var bare svært for hende at få det ud. Det var et meget ømt emne for hende, men hun kunne godt mærke, at det var rigtig rart at komme ud med det, selvom Noah nok ikke kunne gøre ret meget ved det.

[Noah Lynch]

Han smilede imod hende og trak let på skuldrene. "Tja, mon ikke det kommer en dag?" Spurgte han blot. Han gik ikke selv helt så meget op i den slags, han var godt med på sin årgang, han var da ikke den dygtigste i klassen, men han lå da i den høje ende i de fleste dag og så havde han sine "døde punkter" såsom eliksir. Men altså sådan var det jo altid, man havde gode og dårlige sider.
Noah så på hende, en smule overrasket over at hun lod til at betro sig til ham med noget som virkede til at være virkelig stort for hende. "Kender du ikke din far?" Spurgte han og lod hovedet tippe let på skrå. Et strejf af sorg gled gennem ham ved tanken, mest fordi det fik ham til at tænke på sin egen situation. "Det er jeg ked af at høre." Han lyttede videre som hun fortalte.
"Jeg forstår dig godt, hvis man har muligheden for at kende begge sine forældre synes jeg helt sikkert at man bør." Erklærede han sig enig. "Men kan du ikke bare spørge din mor? Du ved sige at du er nysgerrig, jeg tænker at det vel kun er normalt at man vil vide den slags?" Han trak let på skuldrene, selvfølgelig forstod han godt at alting ikke bare var så enkelt, men mon ikke hendes mor ville kunne forstå? "Du behøver jo ikke sige at det gør dig ked af det ikke at vide det." Tilføjede han så.

[Emiliya Pendareva Ayers]

Emiliya ville da gerne kunne fremkalde sin patronus. Især fordi hendes mor kunne i en tidlig alder. Nogle gange følte hun, at hun levede i sin mors skygge. Alle forventede, at hun var en ørn på en kost, men i virkeligheden var hun skrækslagen for at sidde på en kost. Hun følte sig bedst tilpas på jorden og folk kiggede altid dumt på hende, når hun prøvede at undgå at komme op og flyve. Hun var hård til besværgelser, men igen forventede folk mere af hende, fordi hendes mor var en dygtig heks. Det irriterede hende faktisk ret meget. Den slags skulle hun ikke finde sig i, da hun gik på Durmstrang. Hun havde da Matthew der, men det var ikke alle, der havde fanget, at de var i familie. Her var det ret tydeligt, da hun var som snydt ud af næsen på Chrissandra.
Hun trak let på skuldrene.
"Jeg vil rigtig gerne vide hvem han er. Bare det at vide det. Jeg kan da sagtens spørge hende men jeg er bange for, at hun så tror, at hun ikke er nok for mig. Jeg tror, hun føler, at hun i forvejen har svigtet mig, fordi jeg ikke boede sammen med hende i 14 år." Hun sukkede og førte en hånd igennem sit hår, som var fladt lige nu, da hun ikke altid ønskede at ligne sin mor så meget. "Jeg spurgte hende faktisk engang og jeg kunne se, at det satte mange tanker i gang hos hende og jeg har ikke turde spørge hende siden." Det gjorde hende trist at tænke på, men også for sin mors skyld. Måske hun havde en rigtig god grund til ikke at fortælle Emiliya omkring det.

[Noah Lynch]

Han så på hende med det dybe medfølende blik som han mestrede til fulde. ”Det kan jeg også godt forstå og nu kender jeg jo af gode grunde ikke din mor lige så godt som dig, men hun virker super sød og forstående, jeg tror god at hun ville kunne forstå. Især hvis det bare er for at få en vished om det.” Opmuntrede han hende. Selvfølgelig var han ikke klar over om det var tabu i deres familie, men alle havde vel ret til at kende sine forældre. ”Hvorfor har du ikke boet hos hende?” Spurget han og tilføjede så for at understrege at han ikke dømte hende, ”jeg har selv boet hos min onkel og tante det meste af mit liv.” Han smilede en kende sørgmodigt. Selfølgelig var han dybt taknemlig, men han ville nu ønkse at han bare havde kunne bo hos sin mor. I det mindste havde han altid haft Luke.
”Men altså hun svarede aldrig på det eller?” Spurgte han ind. Det var nok et lidt irelavant spørgsmål for havde hun svaret på det ville Emiliya jo vide det nu. Men hun måtte da have givet en eller anden form for svar. ”Er der slet ikke nogen mulighed for at du kan finde ud af det uden at spørge hende?” Indskød han så lidt pludselig og rejste sig op fra stolen for at gå lidt tænksomt op og ned af guvet. På nuværende tidspunkt havde han glemt alt om at de var låst inde.

[Emiliya Pendareva Ayers]

Emiliya glemte helt, hvorfor de var i dette lokale. Nu kunne hun kun tænke på det med sin far og det faktum, at hun faktisk fortalte Noah om det. De kendte ikke hinanden ret godt, men det var de da i gang med kunne hun fornemme.
"Det er hun sådan set også, men jeg tænker bare, at der må være en grund til, at hun aldrig har fortalt mig noget." Hun slog ud med armene og så selv forundret ud. Det var bestemt ikke det nemmeste at skulle tale med sin mor om. Måske hendes mor slet ikke vidste, hvem faderen far. Det ville være lidt akavet, for det ville måske bare betyde, at hendes mor havde været sammen med flere på én gang. Eller ikke på én gang, men næsten. Hun gøs lidt ved tanken og satte sig i skrædderstilling på bordet.

Hun kiggede hen på Noah, som han stillede spørgsmålet om, hvorfor hun ikke havde boet ved sin mor.
"Hun har altid haft drømmen om en kernefamilie. Da hun fik mig, var hun ikke helt klar til at have børn og hun var tit ude at spille, da hun spillede quidditch jo. Hun følte, at jeg ville have det bedre hos min onkel og tante. Jeg havde det også rigtig godt og hun var der hele tiden, så det er hende, der har opdraget mig." Sagde hun med et smil. Hun ville gerne have boet hos sin mor, men hun havde nu haft det godt. "Hvorfor boede du ved din onkel og tante?" Spurgte hun nysgerrigt. Nu var de jo ved at lære hinanden at kende.
"Ikke rigtigt. Hun lavede et underligt udtryk i ansigtet og så skiftede hun emne." Hun grinede lidt, men hun var ret træt af det.

Hun hævede sine øjenbryn, da Noah pludselig lignede en, der snart ville få den gode idé. "Har du noget i tankerne?" Spurgte hun og blev helt spændt.

[Noah Lynch]

Noah tænkte sig kort om. Hen kunne godt se havd hun mente, men samtidig så havde han en ide om at det måske også kunne være for at skåne Emiliya at hun ikke havde sagt noget. Måske hendes far var smuttet dag hun blev født eller måske det der var værre. "Tja, måske er hun bange for hvordan du vil reagerer?" Forslog han lidt tænksomt. Han var ikke helt sikker på hvordan han var endt med at være psykologen i samtalen, men det var faktisk rart at kunne snakke med en som rent faktisk lod til at lytte til det han havde at sige.
Han så på hende med et lettere bedrøvet blik, "det må have været hårdt," sagde han overrasket. Han vidste hvor hårdt det var for ham at vokse op uden sin mor og hans mor havde jo ikke gjort det frivilligt, hun var blevet spærret inde imod sin vilje.
Da hun spurgte ind til hans boligforhold kunne han mærke den sædvanlige knude i maven, han slog blikket kort ned. "Øhm, min far blev dræbt af en varulv da jeg var lille...min mor overværgede det, hun er muggler så hun fik ikke noget at vide om magien og hun blev ret besat af at finde ud af hvad der foregik så mugglerne troede at hun var blevet skør så hun er indlagt på et psykiatrisk hospital." Han sukkede let, "nu må hun ikke kende til magien fordi min bror og jeg ikke bor hos hende så hun er ret meget fanget der." Han mærkede atter et stik af savn. Det var ikke fair.
"Well alle fortjener da at vide hvor de kommer fra, det er jo en del af den de er, så jeg ville spørge hende igen." Sagde han mere sikkert denne gang. "Nej desværre ikke, det er nok mere min storebror der ville være god til den slags." Han smilede undskyldende. Når det kom til u-lovligheder var han ikke den stærkeste i feltet.

[Emiliya Pendareva Ayers]

Emiliya vidste godt, at hende mor nok havde en god grund til ikke at fortælle hende om hendes far. Hendes mor havde som regel en god grund til alt, hvad hun gjorde, men Emiliya ville da ønske, at de kunne have en samtale om dette. Da Noah begyndte at fortælle om sin egen situation, blev hun ramt af dårlig samvittighed. Her havde hun stået og plaprede løs om mangel på faderfigur og så havde Noah en far, der var blevet dræbt af sin varulv og en mor, der var kommet ind på et hospital, fordi hun ikke måtte få noget at vide om magien. Hun gik hen til Noah og lagde en hånd på hans skulder.
"Det er jeg virkelig ked af at høre. Jeg håber, at hun en dag kommer hjem. Ellers må vi bryde hende ud." Sagde hun og prøvede at lette stemningen lidt. Emiliya kunne godt mærke, at de to var blevet tætte, selvom de kun havde talt sammen få gange. Hun kunne da ikke vide, om han havde det på samme måde, men de havde lige fortalt hinanden nogle meget private ting og det gjorde hun normalt ikke. Hun smilede til ham. "Jeg tror, at jeg vil prøve." Sagde hun bestemt.

[Deleted]

Hazel var ude at gå en tur. Hun havde haft en lang dag og hun havde brug for den friske luft. Derudover var det en god mulighed for at se, om der var elever på natterend. Hun vidste, at der var vejledere ude på det her tidspunkt og så vidt hun vidste, så var det de to fra Ravenclaw. Dog gjorde det ikke noget, hvis der var en mere ude, for eleverne kunne jo gemme sig mange steder.

Hazel gik lidt i sin egen verden. Hun var igen kommet ind på slottet og da hun gik ned ad en gang, hørte hun Peeves grine og flyve væk fra en dør, da han så hende. Hun undrede sig et øjeblik og gik hen til døren, som var låst. Hun fandt sin nøgle frem, da en besværgelse ikke hjalp og hun fik låst op. Inde i lokalet sad Noah og Emiliya. Det tog ikke mange sekunder for Hazel at regne ud, at Peeves havde låst dem inde og hun overvejede et øjeblik om hun skulle grine. Hun gjorde det dog ikke.

"Hr. Lynch. Frøken Pendareva. jeg tror det er på tide, at I to kommer op i seng." Hun smilede varmt til dem. Hun var ikke en streng professor og det var jo tydeligvis ikke deres skyld. Hun vendte sig om og begyndte at gå. De to var elever, der normalt hørte efter, så hun gik ud fra, at de fulgte efter og gik op i seng.

// Out

[Noah Lynch]

Noah smilede til hende som han mærkede hendes hånd på sin skulder. "Ja der er ikke andet for," sagde han i et smil. Det var lidt svært for ham at snakke om, men på samme tid havde det faktisk været rart at få det ud af verden. Han håbede bare ikke at han havde skræmt hende væk ved sin lettere dystre historie. "Jeg tænker også at jeg vil arbejde for mugglers rettigheder når jeg er færdig på skolen." Sagde han så. Det var egentlig ikke noget han havde lagt de store tanker i før nu, men det gav mening for ham og så ville han kæmpe for at få sin mor ud og for at sagerne som disse ikke blev overset i fremtiden.
I det samme lød der et klik fra døren som den gik op. Noah rettede de brune øjen imod den og så professor Clarke komme ind. Han skulle lige til at begynde at forklare sig, men hun lod heldigvis ikke til at være sur. "Undskyld professor, Peevees narede os." Indrømmede han i et suk og hoppede ned fra bordet han havde siddet på.
Klokken var ved at være mange så det var nok et godt tidspunkt at komme op og sove så de kunne være friske den følgende dag. Han nikkede derfor til professorens ord og gjorde så hentydning til Emiliya at de kunne følges op til opholdsstuen.

// out