Den eneste der kan elske ham er moren

[Noah Lynch]

Emiliya Pendareva Ayers - Maj - 2055 - Gangene på Hogwarts

Noah sad på marmortrappen og ventede på at han skulle mødes med Emiliya. Han havde ikke rigtigt snakket med hende siden de havde gået gangvagt sammen for nogle måneder siden. Hun havde virket sød og Noah havde som altid endt med at være super mærkelig og komme med underlige kommentarer den del af turen hvor der ikke bare var akavet stilhed.
Uanset hvad han gjorde så ville han nok aldrig blive særlig god til det med piger, det var mere Lukes ting og selvom Noah virkelig forsøgte at leve op til det, måtte han erkende at de to bare var enormt forskellige.
Den følgende morgen startede hans timer først ved 10 tiden så han havde fået en af de lidt sene gangvagter, han så på sit ur, klokken nærmede sig 21. En runde plejede at tage en times tid eller halvanden, men det gjorde ham ikke noget, han kunne godt bruge lidt frisk luft til aften. Han havde fået brev fra sin mor og det havde det altid med at slå ham en lille smule ud. Han elskede sin mor så højt, men at vide at hun stadigvæk sad låst inde på et mugglersindsyghospital gjorde ham helt ufattelig trist til mode.

[Emiliya Pendareva Ayers]

Outfit under kappen

Emiliya var på vej ud på at møde Noah, da de endnu engang skulle ud på en sen vagt. Hun var utrolig træt den dag, da hun ikke havde sovet så godt om natten. Det ærgrede hende, at hun skulle sove dårligt den dag hvor hun skulle få vagt om aftenen. Det var bare typisk. Hun var begyndt at falde til på skolen og der var nogle rigtig søde mennesker. Hun havde fået nogle venner, men der var alligevel dem, der holdt afstand til hende, fordi de troede, at hun havde mere indflydelse, fordi hendes mor var professor og overhoved. Det havde hun dog ikke. Hun måtte bare lære at leve med, at den slags mennesker fandtes og, at de nok ikke ville blive venner.

Noah virkede dog sød. Han var lidt underlig, men det kunne hun nu godt acceptere. Han var lidt akavet, men det kunne hun også være, så måske det var fint.
"Hey." Sagde hun, da hun fandt ham siddende på en bænk. "Skal vi se om vi kan finde nogle regelbrydere her til aften?" Spurgte hun med et smil. Hun havde taget en sommerkjole under sin kappe og dermed ikke lukket kappen. Det var ufatteligt varmt, selvom det var aften. Hun kunne altid lukke kappen, hvis det blev for varmt. Hun vidste godt, at de gerne så, at man havde skoleuniform på når man skulle på vagt, men hun havde det alt for varmt og nægtede at have skjorte på.

[Noah Lynch]

Noah var selv ifør skoleuniformen til trods for varmen. Han havde dog skjorteærmerne smørret op under kappen da varmen næsten var ulidelig. Heldigvis var det lidt køligere indenfor grundet det tykke stenvægge. Han rettede blikket op som han blev tiltalt og smilede varmt til hende. ”Hejsa!” Hilste han måske en smule for begejstret og fløj op fra sin plads som var den pludselig blevet glødende varm.
Han rømmede sig lidt akavet og rettede på sit slips velvidende om sin lidt for entusiastiske hilsen. Ansigtet blev lagt i lidt mere seriøse folder i hans desperate forsøg på at virke professionel, ”ja, lad os se om nogen har sneget sig ud.” Nikkede han så og fugtede sine læber med tungespidsen.
”Så er du ellers faldet godt til?” Spurgte han lidt ud af det blå og forsøgte at fokuserer på omgivelserne. Igen var hun en super sød og køn pige, helt sikkert den type som Luke ville gå efter hvis han fik chancen, men Luke var også en flot og selvsikker fyr modsat Noah. Han åbnede døren der førte ud til udendørsarealerne for hende og ventede selv med at gå ud til hun var ude.
Solen var endnu ikke sunket helt ned bag bjergene, men var godt på vej hvilket oplyste hele skolen i en næsten orange belysning. Det så faktisk ret godt ud hvis han skulle være ærlig.

[Emiliya Pendareva Ayers]

Emi blev lidt forskrækket, da han pludselig fløj op. Han meget begejstret hilsen kom dog også bag på hende, men hun smilede blot. Han var en flink fyr så det gjorde hende ikke noget, at han var lidt underligt. Okay meget underlig.
Hun begyndte at gå ned ad trapperne og ned mod døren, så de kunne komme ud og kigge efter ballademagere. De havde ikke fundet nogen sidste gang og hun forventede ikke at finde nogle her til aften, men det var varmt, så måske eleverne prøvede at være ude så længe de nu kunne.
"Hmm. Nogenlunde. De andre elever har det dog med at se mig som... en dengse. En som kan slippe afsted med alt, fordi min mor er professor og overhoved. Det er lidt irriterende faktisk." Hun trak på skuldrene, men det gik hende faktisk på. Sådan havde det ikke været på Durmstrang, selvom hendes mors fætter var professor og overhoved. Hun savnede skolen, men hun var nu glad for at bo sammen med sin mor. Det havde været det rigtige valg for hende at tage.
"Hvad med dig? Er det godt at være tilbage?" Spurgte hun og gik udenfor døren, imens hun smilede til ham. Det var nu rart lige at få lov til at snakke med en, som også havde været væk et stykke tid. Måske de ville kunne forstå hinanden og støtte sig op ad hinanden. Nu kendte de ikke hinanden så godt, så hun forventede ikke, at dette ville ske, men man kunne da håbe. Hun ville gerne lære ham bedre at kende og hun håbede da, at han havde det på samme måde.

[Noah Lynch]

Han kunne mærke at han rødmede en lille smule og skyndte sig derfor at kigge lidt væk så det ikke var for åbenlyst. Han havde ikke lyst til at stå og ligne en genert skoledreng foran hende det var alligevel lidt for pinligt. Hans blik blev en smule medfølende som de store brune øjne hvillede på hende. "Virkelig?" Det gav nu god mening, når man var datter af en professor kunne det vel ikke helt undgås at folk forventede en hvis standart.
"Men altså det kan jeg nu godt forstå. At det er irriterende." Han smielde igen til hende og så ned over de grønne plæner. Umildbart lod de til at være alene, men bare fordi at de ikke kunne se andre elever betød det bestemt ikke at de ikke var der.
Noah nikkede på hovedet og smilede på ny. "Ja, eller det er lidt underligt bare det at man har været væk et år er nok til at man føler sig lidt udenfor." Indrømmede han. Ikke at han havde været meget "in" før han tog afsted, men det var alligevel som om at alle var blevet fremmede efter han kom hjem igen.
Hun virkede virkelig sød og Noah var glad for at have en af snakke med som måske havde bare en lille feeling med hvordan det føltes at stå på ydresiden af det hele og kigge ind. Ikke fordi folk behandlede Noah dårligt, men han kunne bare mærke at han ikke var helt med på når de andre begyndte at snakke sammen. De snakkede jo meget om de ting der også var sket imens han havde været væk og det kunne han bare ikke helt være med på.

[Emiliya Pendareva Ayers]

Emiliya følte sig ikke super godt tilpas på Hogwarts. Hun elskede at bo ved sin mor efter så mange år, men folk tog ikke så godt imod hende og lukkede hende ikke rigtigt ind. De forventede, at hun var en dygtig quidditchspiller, selvom hun helst holdt sig væk fra koste og så forventede de, at hun fik lov til alt og, at den eneste grund til, at hun fik gode karakterer i forvandling, var fordi Chrissandra havde faget. Hun havde været okay populær på Durmstrang, selvom hendes 'onkel' var professor og overhoved. Det var bare ikke helt nemt for hende at få venner på Hogwarts. Desværre. Det virkede dog til, at Noah gerne ville tale med hende og ikke dømte hende og det var virkelig rart.

Hun hævede sine øjenbryn en smule, men det gik så op for hende hvad han mente.
"Det er virkelig irriterende. Det er lidt svært for mig at finde venner." Hun trak på skuldrene. Hun havde stadig venner fra Durmstrang, så hvis hun ikke fik nogen på Hogwarts, så skulle hun bare igennem det og så væk.
Hun lagde en hånd på hans skulder.
"Jeg er ledig, hvis du mangler venner." Hun smilede venligt til ham og grinede en smule. Ikke, at der var så meget at grine af, men bare tanken om, at man nærmest direkte bad om en ven, var lidt komisk på en måde. Hun mente det dog og hun håbede, at han kunne se det på hendes blik. Han virkede som en rigtig sød fyr og de kunne sikkert sagtens få et godt venskab på at køre. De manglede vist begge to nogen at snakke med, så de kunne jo sagtens bruge hinanden.

[Noah Lynch]

Han nikkede forstående. "Ja jeg kender følelsen." Indrømmede han og sukkede let. "Men altså jeg vil gerne være din ven." Han tog sig selv i at indse hvor barnligt det lød og rødmede en lille smule, "okay det lød lidt mærkeligt gjorde det ikke?" Lidt frustreret kørte han en hånd gennem håret og skar en grimasse.
Det gik op for ham at hun ikke lod til at finde det underligt og han smilede taknemligt da hun selv tilbød at "bliver hans ven" som var de børnehavebørn der aftale at eftersom de begge kunne lide legoklodser burde de være venner.
Han smilede og som havde han læst hendes tanker tilføjede han, "det er næsten lidt sjovt at vi sidder her og ber hinanden om at være venner." Han håbede ikke at han trådte hende over tæerne ved at sige det, men hun virkede faktisk ret large og virkelig venlig så han troede på at hun kunne se det sjove i det.
I det samme lød der et brag nede af en af gangene de passerede. Det gav et sæt i Noah som han desværre ikke havde været helt så dygtig til at skjule. "Hvad i alverden var det?" Han kiggede ned af den tomme gang. På en magisk skole kunne der være hundredevis af forklareinger, Peevees var nok den mest logiske af dem. Den åndsvage poltergejst kunne ødelægge ethvert moment.

[Emiliya Pendareva Ayers]

Emiliya ville ønske, at hun havde nogle venner. Det var ikke altid nemt at gå en hel dag for sig selv og se hvordan alle andre hyggede sig. Hun ville gerne have en god oplevelse på Hogwarts, men når folk bare ignorerede hende, så var det svært. Det var typisk teenagere at reagere sådan, når der kom en, som var i familie med en af lærerene. Hun elskede sin mor, men nogle gange ville hun ønske, at hun ikke var hendes lærer og slet ikke hendes overhoved. Folk var også sikre på, at hun var blevet vejleder, fordi hendes mor var overhoved. Dog var der ikke andre, der havde søgt eller andre, der ville have det og derfor fik hun jobbet uden at kende skolen.

Emiliya grinede lidt til Noah. Hun havde tænkt det præcis samme, som han lige havde sagt.
"Det er lidt underligt ja, men jeg tænkte det, så jeg er lige så underlig. Men du sagde det højt." Hun grinede for at få ham til at forstå, at hun bare jokede. Hun kunne rigtig godt lide ham. Måske dette var starten på et rigtig godt venskab. Hun gav hans arm et hurtigt klem. Hun værdsatte virkelig at være hans vejleder makker.

Hun fik et chok, da hun hørte braget og greb i refleks fat i hans arm. Hun slap den igen, da hun var kommet til sig selv og satte afsted mod lyden.
"Kom." Sagde hun. Hun var nu ikke tryg ved det, da det havde lydt meget voldsomt, men hvis det var en elev og ikke den uduelige poltergeist, så var det jo deres job at gå videre med det. Det skulle desværre gøres.

[Noah Lynch]

Han begyndte at grine lidt sammen med hende. Normalt var han super akavet i sociale sammenhæng, men hun lod til at få ham til at slappe en lille smule af. Sandheden var jo også at han nok altid prøvede lidt for meget at være cool og collected når han slet ikke var det. Han ville så inderligt gerne være ligesom Luke, men han var bare en helt anden type. Luke var meget indelukket, men udadvendt og god til at sige sin mening og få folk til at grine. Noah var meget in touch med sine følelser og var ikke bange for at sige hvis han var ked af det, til gengæld havde han ingen selvtillid og var meget genert hvilket ofte resulterede i de akavede plabrerier som han var ekspert til at begynde på.
"Så kan vi i det mindste være lidt underlige sammen." Sagde han morende og skar en mild grimasse i håb om at hun opfangede at han kun mente det i sjov. Eller han var nok lidt sær, men det betød ikke at han nødvendigvis ville hive hende med ned. Han mærkede kinderne antage en let rødlig farve som hun gav hans arm et klem. Ikke at han helt var sikker på hvorfor han rødmede, men det gjorde han åbenbart bare.
Noah så lettere overrasket på hende som hun greb fat i ham. Han følte nok ikke selv at han ville kunne være den store beskytter, men til trods for at han selv var ved at skide en snemand i frygt for havd de ville møde, så følte han sig alligevel langt mere modig end han havde troet. Det lå nok lidt i at han gerne ville virke stærk og modig overfor Emiliya, men nu var han jo ikke ligefrem en Gryffindor elev.
Meget langsomt bevægede han sig med hende ned af gangen, han åbnede døren ind til et tomt klasseværelse hvor et stort skab var blevet væltet. Han så på Emiliya med et spørgende blik, "Peeves?" Forslog han og så så rundt i det ellers tomme rum.

[Emiliya Pendareva Ayers]

Emiliya kunne rigtig godt lide Noah og hun fik ham til at grine igen. Det var vigtigt for hende, at hendes venner kunne få hende til at grine, så det her var en rigtig god start for dem.
"Det er godt, for jeg r faktisk ret underlig. Det er øv at være det alene, vil jeg lige sige dig." Hun smilede til ham og kiggede ud over den store grund, som skolen lå på. Det var utrolig smukt. Durmstrang var også utrolig imponerende, men her var bare anderledes. Det var bare smukt i Norge, men det var på samme tid også pisse koldt. Hun kunne ikke sammenligne de to steder, men hun savnede Durmstrang. Meget. Nu havde hun dog en ven og det var hun rigtig glad for. Hun kiggede tilbage på Noah og sendte ham et smil. Godt han var der.

Emiliya var som sådan ikke bange, men hun var blevet meget forskrækket. Selvfølgelig var hun da lidt nervøs for man kunne jo ikke vide om det var en kæmpe larve, der var ved at invadere skolen. Hun tvivlede, men man vidste aldrig med det her sted. Der var åbenbart en gigantisk blæksprutte i søen, som alle åbenbart bare accepterede. Hun lærte aldrig at forstå det. Hun skulle ikke derned.
Da de kom ind i lokalet, sukkede hun dybt.
"Jeg håber faktisk, at det er en elev, for jeg orker faktisk ikke at belemres med Peeves lige nu, må jeg nok indrømme." Hun kiggede opgivende på skabet.

[Noah Lynch]

Han var virkelig lettet over at hun virkede så cool omkring det hele. Han kunne godt bruge en veninde som hende, hun så helt vildt sød ud og så passede den skønne personlighed mærkbart til det skønne ydre. Det var ellers ikke så tit at man oplevede det syntes han. De flotte piger plejede at være ret bitchy.
Måske var det bare ham der følte det sådan, men han turde i hvert fald ikke at ligge sig ud med dem når de kom gående med deres flok af sladdertasker og lignede nogen der var klar til at pille alle ned der så forkert på dem.
Han nikkede på hovedet til hendes ord. ”Hmm, men i virkeligheden er ”underlig” vel bare en betegnelse- Tænk hvis vi er de normale og det bare er alle andre der er underlige.” Sagde han muntert. Det var da en lidt sjov tanke.
Noah smilede svagt og nikkede så, ”det kan jeg kun give dig ret i, han er bare så irriternede.” Kommeterede han og nåede dårligt at fuldføre sætningen før den omtalte poltergejst sprang op gennem gulvet med et højt råb der næsten fik Noah til at kaste sig op i armene på Emiliya på ægte Scooby Doo maner til Peeves store fornøjelse.

[Emiliya Pendareva Ayers]

Emiliya havde ikke ret mange venner. Faktisk havde hun slet ikke nogen, så hun kunne godt bruge en. Det generede hende slet ikke, at Noah var en smule underlig, for så passede de bare godt sammen. Selvom hun da godt vidste, at hun ikke var en grim pige, så var hun bestemt ikke en af de populære. Hun passede bare ikke ind.
Hun kiggede lidt imponeret på Noah.
"Hey. Det var en spændende tanke. Dog vil jeg sige, at det så føles ret underligt at være normal." Sagde hun og kløede sig i nakken. Hun begyndte at grine og rystede så på hovedet. "Alle andre er bare... ja.." Hun var ikke helt sikker på, hvor hun ville hen med det, så hun afsluttede ikke sin sætning.

Hun nikkede dramatisk af hans kommentar, men hun blev afbrudt af sit eget skrig, da Peeves lige pludselig dukked eop.
"PEEVES!" Råbte hun irriteret og lagde armene over kors. "Ved du hvad? Når man ser på dig, kan jeg altså godt forstå, hvorfor visse dyrearter æder deres børn!" Sagde hun irriteret og fnøs. Han var altid i vejen og var så belastende. "Kan du ikke gå ud og lege med blæksprutten i stedet for det der?" Hun kiggede opgivende på ham.

[Noah Lynch]

Noah var ikke nogen modig fyr - så ville han nok været endt som Gryffindorelev i stedet for Ravenclaw, hvilket nok også var årsagen til at skønt han kendte til Peeves og hans balladenumre, så gjorde poltergejsten ham stadigvæk ufattelig usikker. Han havde mest lyst til at lade ham rasserer rummet og så bare vende tilbage og rydde op efter ham senere - for det ville de nok ende med anyway, men han gjorde det ikke for den retskaffenhed han besad tillod ham ikke at vende ryggen til.
Endelig havde han fundet en at snakke med, de havde endda haft gang i en samtale der ikke udelukkende bestod af Noah der plaberede løs om ligegyldige facts og så skulle Peeves absolut ødelægge det.
Han kunne ikke skjule et lille smil ved Emiliyas kølige kommentar, dog lod den drillesyge poltergejst til at ignorerer det hvis man så bort fra det giftige blik han sendte i hendes retning. "Selvfølgelig ikke, hvordan skulle jeg så kunne generer jer to turtelduer?" Gav han spydigt igen. Noah mærkede kinderne brænde let ved den kommentar og priste sig lykkelig for at halvmørket nok skjulte det.
Noah så tilbage på det væltede skab, "du ved godt at du selv får lov til at rydde dét der op ik?" Sagde han og nikkede mod skabet. Peeves lænede blot sit halvgennemsigtige hoved bagover og udstødte en rungende latter der var enhver seriemorder værdig. "Selvfølgelig gør jeg ikke det." Svarede han stædigt og lagde armene over kors som han svævede rundt om dem i en cirkel. Noah sendte et lidt usikkert blik mod Emiliya. "Vi henter bare Baronen." Sagde han så, velvidende om at Den Blodrøde Baron var den eneste på slottet der kunne holde Peeves i ørerne. "Det kræver vel at I kan komme ud?" Responderede han lunefuldt. I det samme smækkede døren ind til lokalet og Peeves forsvandt ud gennem nøglehullet der gav en ildevarslende klagende lyd fra sig, "Forsøg I bare at alohamora her ud af den der!" Noah kunne høre hans latter forstumme i take med at han formodenligt susede videre ned af gangen i sin søgen på andre at generer.
Noah havde allerede hævet sin stav og peget den mod låsen, men intet skete på trods af hans forsøg på at åbne den. Han sukkede dramatisk og vendte sig mod Emiliya, "lykkedes det lige for Peeves at låse os inde i et klasselokale?" Spurgte han skønt svaret var temmelig åbenlyst.

[Emiliya Pendareva Ayers]

Emiliya fandt det rart at tale med nogen og hun håbede da, at de ville fortsætte med det og måske udvikle et venskab. Dog skulle Peeves lige være i vejen for det nu. Hvor hun dog hadede den poltergejst.
Hun rullede med øjnene af hans kommentarer og hun vidste godt, at der ikke var noget de kunne sige eller gøre, for at få ham til at holde op eller holde sig væk. Han var altid ligeglad med spydige kommentarer og han tog sig ikke af, hvis man råbte af ham. Det eneste man kunne gøre var at finde baronen, men lige nu virkede det lidt urealistisk.

Det gik hurtigt op for hende, at han var ved at låse dem inde, men hun kunne ikke nå at gøre noget ved det.
"Okay fint, men på et eller andet tidspunkt, så kommer vi ud og så finder vi ham." Sagde hun og blev endnu mere irriteret som Peeves forsvandt. "ÅH han er så irriterende!" Sagde hun frustreret og kiggede hen på Noah, der var i gang med at prøve at få døren op. "Det virker ikke?" Spurgte hun og satte sig hen på et af bordene.

"Det lader til det." Hun sukkede dybt og slog hovedet lidt tilbage. Hun vidste ikke lige helt, hvad de skulle gøre lige nu, men de skulle nok komme ud. På et eller andet tidspunkt var der vel nogen, der skulle bruge lokalet.

"Nå jamen... det er da hyggeligt det her." Sagde hun og svingede med benene. Hun lød dog ikke specielt oprigtig. Ikke fordi det ikke var hyggeligt at være sammen med ham, men nu var de låst inde og det var rimelig provokerende.

[Noah Lynch]

Han anede ikke hvad pokker de skulle gøre for han havde bestemt ikke lyst til at bruge hele natten lukket inde i et klasselokale. Han nikkede i enighed da hun påpegede hvor irriterende Peeves var, for ja, den poltergeist var virkelig det mest irriternede på væsen på jorden. I hvert fald lige nu.
”Hvor er det bare typisk.” Mumlede han lidt opgivende. Han havde egentlig planlagt at han lige skulle nå at terpe lidt lektier inden sengetid, men det kune han nok godt skyde en pil efter nu.
Noah sukkede igen og slog sig ned på en af stolene tæt ved hende. ”Well i det mindste har vi nogen at snakke med.” Forsøgte han at holde sig optimistisk. ”Jeg går ikke ud fra at du har lært at fremmane en patronus?” Det var trods alt ikke ligefrem basic viden for elever, skønt det ikke var den sværeste besværgelse at mestre så lå den ret højt på stigen, kun meget dygtige magikere var i stand til at fremmane noget brugbart og ikke bare en hvid dis – som i sig selv var svært nok.
Han var nok en smule i panik over at han var lukket inde med en pige, men på den anden side var det bedre end at være alene. Hvorfor det bekymrede ham at det var en pige var nok primært fordi han nærmest kunne se for sit indre blik hvordan Luke ville elske det og spørge ind til hvad det så foretog sig i al deres ”alenetid”. Noah var bare slet ikke den type, så det ville nok ende med et par skuffede miner fra broderes side.