Hey, I know you!

[Samuel Roden]

@kimmy
Hogwarts - Lærerværelset
Maj - 2055 - kl. 16

---

Lærerværelset lå badet i sollyset fra vinduerne denne tirsdag eftermiddag. Solen var omsider ved at få magten og derved skubbe sne og regn lidt mere i baggrunde. I dag var det et helt fantastisk vejr og Sam havde overvejet om han skulle sætte sig ned til søen og læse lidt. Dagens undervisning var netop lige sluttet og han var blot inde for lige at hente en kop kaffe som han havde fået en ulækker trang til efter ham og Serena var gået fra hinanden. Han havde ellers altid mest været en te-drikker, men han sov ærlig talt ikke så godt om natten disse dage, så kaffen hjalp ham til at holde sig vågen i dagtimerne. 
De næste par dage havde han "vågevagt" hvilket betød at han boede på skolen 24 timer i døgnet. Der skulle jo altid være professorer på skolen, men de kørte på skifte til at overnatte der. Som regel 4 professorer af gangen plus rektor og overhovederne som nærmest lod til at bo på skolen. 

Sam elskede virkelig Hogwarts. Skolen var simpelthen så smuk og den stoppede aldrig med at imponerer ham. Måske var det også en af grundene til at han elskede sit job så meget. Han havde aldrig noget imod at blive og overnatte her og han havde måske også taget lidt mange ekstra overnatningsvagter efter bruddet for at tænke på noget andet. Selvfølgelig savnede han Hunter når han ikke var hjemme, men selvom han og Serena var gode venner nu, var det alligevel lidt underligt at gå så tæt op af hinanden nu hvor de havde besluttet at ende det hele.
Hvornår de skulle flytte hver til sit havde de endnu ikke snakket om, for lige nu fungerede tingene, de søgte begge to efter et nyt sted, men lagde måske ikke helt hjerte og sjæl i det, men det var mere på gund af Hunter. Når de endte med at flytte hver for sig skulle Hunter jo være skiftevis hos den ene og den anden og det ville være svært at skulle undvære ham for mange dage af gangen. Han tog en tår af den dampende kaffe som han gennem vinduet betragtede en mindre flok elever kaste en fortryllet bold frem og tilbage mellem hinanden på græsplænen et par etager længere nede.

[Deleted]

Kimmie prustede det sidste stykke op af trappen, og faldt næsten slapt sammen for enden. De fortryllede trapper havde voldet hende ligeså store problemer som hun huskede fra skoletiden selvom det var evigheder siden nu. Hun havde en teori om at hun var blevet forbandet, sådan så trapperne bevidst skabte kaos for hende så snart hun satte foden på et trin. Det havde taget hende godt og vel tre kvarterer at komme fra spådomslokalet til den rette sal hvor hun vidste læreværelset lå. Hun fik pusten tilbage og rynkede lidt på næsen. Et par elever krydsede hende lidt fnisende.
Det var hendes første reelle dag, hun var blevet ansat for nyligt men hun var ikke helt sikker på om det havde været en god idé, heller ikke selvom hun vidste at Sam arbejdede her. Hun havde ikke set ham siden han havde fundet hende, men det betød ikke, at hun ikke havde holdt lidt øje med ham, eller forsøgt at være i nærheden på ham.
Hun knugede bøgerne i sin favn ind mod brystkassen. Hendes muskler føltes bløde, hvilket fik hendes arme til at ryste lidt. Hun burde nok begynde at motionerer noget mere.

På trætte ben, gik hun hen mod lærerværelset og skubbede døren op med hoften og et meget ugideligt og knap så charmerende blik, i forhold til at hun sædvanligvis altid var meget smilende. Havde hun vidst at Sam var på den anden side, ville hun nok have reageret lidt anderledes. Hun pustede til en blond lok der var ledet ind foran hendes ansigt, og skjulte ike in irritation.. før hun fik øje på ham. Hendes kinder blussede. "Sam!" udbrød hun og lyste op i sit sædvanlige smil. Hendes iver gjorde at hun med det samme tabte sin bunke af bøger på gulvet. Hun udstødte et lidt overrasket gisp efterfulgt af et 'av' da en tung bog om fortidens spådomme, ramte ned over hendes fod. Det her var så typisk hendes held, specielt i nærheden af en som Sam, en af de eneste gode mænd hun havde mødt i sit liv.

[Samuel Roden]

Sams lettere dagdrømmeri blev afbrudt da døren til læreværelset gik op. Han vendte sig rundt og fjernede kaffekoppen fra læberne for at kunne imødekomme hvem end der var på vej ind. Overraskelsen stod dog tydeligt malet i ansigtet som Kimmie trådte ind af døren. De første par sekunder var det som om at hans hjerne ikke helt kunne forbinde det han så, han vidste ta han havde set Kimmie før, men ikke i forbindelse med Hogwarts. Det var taget fuldkommen ud af kontekst og der gik lige et par lange sekunder før det gik på for ham at det var Kimmie som han havde haft med hjemme til varm kakao og overnatning den regnfulde da for nogle måneder siden.
"Kimmie, sikke en overras..." Mere nåede han ikke at sige før hun tabte bøgerne på gulvet og en af de største i bunken landede over hendes fod. Han stillede hurtigt kaffen fra sig og kom hende til undsætning. Han smilede varmt op til hende som han satte sig i huk for at samle hendes bøger op og startede naturligvis med den der nu lå åben med ryggen mod oversiden af hendes fod. "Er du okay?" Spurgte han hurtig og kiggede på den uheldige kropsdel. Ikke at han kunne gøre meget andet end at følge hende til hospitalsfløjen hvis ikke hun var, men det var jo almindelig høflighed at spørge.

"Jeg havde godt nok ikke regnet med at se dig her," forklarede han så i endnu et smil. "Hvad laver du på disse kanter, du leder vel ikke efter toget igen?" Han sendte hende et blik der annoncerede at han selvfølgelig lavede sjov.
Han var nu eller glad for at se hende igen, hun havde været ret hyggeligt selvskab på trods af at hun havde været lidt klodset, hvad han blev mindet om nu hvor han sad i færd med at samle hendes ting op fra gulvet. Det gjorde nu ikke noget, Sam følte også godt selv at han kunne gøre nogle fjollede ting sommetider.

[Deleted]

Kimmie virkede mindst ligeså overrasket over at se ham, som han gjorde over at se hende, forskellen var at hans nok var ægte, hvorimod hendes var påtaget, for naturligvis vidste hun at Sam var her, der var en grund til at hun havde søgt jobbet i første omgang. Hun ømmede sig lidt før hun gik i hug sammen med ham. "Tak Sam. Der kommer nok en dag hvor du forhåbentligt ikke skal redde mig," sagde hun i et forsøg på at være sjov. Hun tog selv så mange af bøgerne hun kunne have i sin favn før hun rejste sig igen, i én elegant bevægelse. "Jeg er okay. Undskyld, jeg er tilsyneladende ligeså klodset som sidst vi sås," konstaterede hun og sendte ham et bredt smil. "Hvad gør du her?" spurgte hun med påtaget uvidenhed, og lagde hovedet lidt på skrå for at lytte interesseret.

Hun rystede på hovedet og mærkede at hendes kinder blev varme, hun vidste at de nok også påtog lidt farve. "Nej dog ikke," indrømmede hun og lagde sin stak af bøger på et af bordene. "Jeg er blevet ansat. Som Professor i spådom," forklarede hun og pegede hen på bøgerne, der var en bunke af tilhørende bøger til faget. "Jeg har lige haft min første lektion. Jeg tror jeg skal vænne mig til aldersgruppen, det er lidt noget andet end på universitetet," indrømmede hun med et lidt sørgmodigt suk. Eleverne her gjorde mest af alt grin med både hende og faget, det var fornærmende, og meget sværre end hun havde regnet med. "Det er godt at se et kendt ansigt i hvert fald," hun strøg hånden gennem sit lange hår hvorefter hun rakte armene ud som tegn på at hun nok skulle tage den stak af bøger, han havde hjulpet hende med at samle op fra gulvet.

[Samuel Roden]

Han var virkelig overrasket over at se Kimmie her. Deres sidste møde havde været en smule mærkeligt, men alligevel ganske hyggeligt. Meget anderledes fra hvad han var vandt til eftersom han som regel var den akavede i alle situationer, men imellem de to var det som om at det var hende der hele tiden var uheldig. Ikke at det gjorde ham noget, for der var et eller andet sødt over det.
Han lo kort, men varmt. "Redde og redde, det er måske så meget sagt." Sagde han høfligt. Nu var det jo ikke ligefrem en heltedåd at samle et par tabte bøger op fra gulvet. Han var lidt tilbøjelig til at give hende ret da hun kommenterede sin egen klodsethed, men det var han naturligvis for høflig til. "Du er da ikke klodset, bare lidt uheldig måske." Hans stemme var opmuntrende som når han snakkede til eleverne og forsøgte at få dem til at interesserer dig for et fag de fleste var ved at falde i søvn over.
Langsomt rettede han sig op med de sidste af hendes bøger i armene, "jeg arbejder her," forklarede han så, "jeg er professor i Magiens Historie." Som altid blev dette sagt med en stor portion stolthed bag hvilket Scott altid fandt ufattelig nørdet, men Sam var ligeglad, for der var intet job i verden han hellere ville have.

"Virkelig?" Han så oprigtig glad ud ved nyheden det ville da være så herligt at have hende her hun havde jo virket ret sød da de havde mødtes og Sam havde en god ide om at hun ville passe ret godt ind i lærestaben skønt Spådom ikke var det mest respekteret fag på skolen. Egentlig kunne han godt se hende for sig som Spådomslære, skønt han var overrasket over at se hende her var han egentlige kke overrasket over at hun sagde Spådom skulle være hendes fag, det passede ligesom til hende somehow. "Har du? Jamen det er da fantastisk, gik det godt?" Han begyndte at gå over imod den lille sofagruppe for at de kunne sætte sig lidt. For ham havde det første stykke tid været svært og grænseoverskridende, men nu følte han da selv at han havde ret godt check på tingene og på hvordan det var smart at reagerer i forskellige situationer.
Han ignorerede hendes bud om at tage bøgerne og stillede dem i stedet fra sig på det lille bord som han satte sig ned.

[Deleted]

Kimmie lagde en flad hånd for sit ansigt og rystede på hovedet. Man kunne ane et lille smil mellem hendes fingre, selvom hun mest bare stod og så lidt skamfuld ud. "Det er da det du gør for tiden," argumenterede hun og fjernede hånden. Hun håbede at hun en eller anden dag bare kunne begynde at opfører sig lidt normalt. At sige sit job op, for at arbejde samme sted som en mand der var gift og hun havde mødt én gang, var nok ikke helt normalt, men det var hende. Alligevel spillede hun meget uskyldig da han forklarede at han var professor på stedet. "Virkelig? Jeg kan godt lide ironien i at det er en muggler der underviser i Magiens historie," indrømmede hun med et lille smil. "Men det var da pudsigt at finde dig her. Så kender jeg da i hvert fald en." Hun lød lettet.

Hans spørgsmål fik hende til at bide sig blødt i underlæben. Både hendes lidt generte kropsholdning og hendes mimik, afslørede at det nok ikke var gået helt som hun havde forventet. "Altså.. én elev fortalte mig at han så i sin kop at jeg ville give ham 'Fremragende' i faget for hans charmerende smil, og en anden påstod at han kunne læse i stjernerne at jeg ville tage et brugbart fag i stedet for noget nytteløst som spådom. Den sidste kastede sin bog efter mig.. men altså, det er vel også en dag?" hun sukkede tungt. På universitetet havde de fleste af eleverne selv valgt spådom som fag hvilket gjorde dem interesserede, men det var meget anderledes her. Kimmie fulgte efter ham hen til sofagruppen og tillod sig at dumpe ned ved siden af. "Er det ikke svært at bo her, og samtidig havde en søn og en kone?" spurgte hun måske en anelse direkte, men på denne her tid i deres relation, så ville han nok vide at det bare var en del af hendes lidt uheldige facon.

[Samuel Roden]

Sam var ærlig talt ikke helt sikker på at han fortjente al den credit hun gav ham. Han havde givet hende husly og nu hjulpet hende med bøgerne, men selvfølgelig var der jo forskellig opfattelser af hvordan man kunne ”redde folks dag”. Han smilede til hende ”Hvis ikke der skal mere til vil jeg glædeligt redde dig fremover.” Hans tone var varm og imødekommende.
Endnu et smil brød hans læber. ”Ja ik? Jeg er også virkelig glad for at det kunne lade sig gøre, det ville nok blive lidt kedeligt for mig i længden hvis jeg havde haft mugglerstudier.” Det havde muligvis ligget lige til højrebenet, men at skulle undervise i hvordan man brugte en kuglepen og en elkedel ville nok kunne få enhver med kendskab til disse til at blive vanvittig med tiden.
”Ja det gør du og bare rolig de andre professorer her er også virkelig søde.” Fortalte han hende ærligt. Han havde i hvert fald ikke mødt nogen der var direkte sure over at en muggler underviste på skolen, selvfølgelig ville der nok altid være en enkelt eller to der naggede lidt over det i krogene, Sam var bare ikke stødt på dem.

Han gjorde store øjne ved hendes afsløring. ”Kastede en en bog efter dig?” Han var chokeret, desværre ikke helt så overrasket som han måske burde være, men chokeret. ”Desværre har nogen elever en opfattelse af at den eneste måde at få respekt på er ved at være respektløs.” Mumlede han ærgerlig, ”men bare rolig jeg er sikker på at det nok skal blive bedre. Mine første uger var bestemt ikke lette må jeg desværre indrømme.” Især de fuldblodsfanatiske elever havde skabt en del scener. Nægtet at modtage undervisning fra ”en som ham” og den slags. De havde forsøgt at hylde ham ud af det ved at stille nogle absurde spørgsmål om magiens historie som de gik ud fra han ikke kunne besvare, men heldigvis var dette fag noget Sam havde gået op i med liv og sjæl siden han var 15 og lærte til det magiske samfund, så de havde endnu ikke kunne snørrer ham.
Sam så intet underligt i at hun satte sig ved siden af ham og hendes spørgsmål fangede han blot som interesse uden yderligere bagtanker. ”Det kan det godt være,” Indrømmede han, ”men min forlovede og jeg er ikke sammen længere, vi er dog stadigvæk venner, vi bor også stadigvæk sammen så vi skiftes til at tage på arbjede og have Hunter hjemme og skal vi begge afsted har han nogle gode bedsteforældre.” Med det mente han naturligvis Marilyn og Gary, skønt de ikke var biologiske så Sam dem stadigvæk på den måde.

[Deleted]

Kimmie mærkede sine kinder brænde en smule og kunne ikke tilbageholde et lidt genert smil. Det var første gang at nogen tilbød at beskytte hende. Det kunne godt være at hans ord nok havde været ment mere som drillerier, men hun opfattede bare ord anderledes end så mange andre gjorde. "Tak. Jeg har en idé om at jeg får brug for det," svarede hun og sukkede. Han havde nok lagt mærke til hendes tendens til at rode sig ud i problemer. "Ja sikkert nok. Hvordan blev du overhovedet så interesseret i Magiens historie?" spurgte hun nysgerrigt og rynkede lidt på panden. Skulle hun være helt ærlig, så var Magiens historie nok hendes hadefag, men hvis han spurgte ville hun uden tvivl påstå det modsatte, alene for at han skulle synes bedre om hende.
Hun lænede sig ind mod sofaens ryglæn og forsvandt halvt om halvt ind mellem de store, fluffy puder, det var lykkes nogen at stoppe i den.

Hans overraskeede udtryk fik hende til at nikke lidt muggent. "Yep." og hende som havde været ret selvsikker. Hun havde trods alt undervist folk i ret lang tid, voksne mennesker. Hvem havde troet at børn skulle være så umulige? "Hvornår blev børn så modbydelige? Jeg mener.. i min tid, havde vi respekt for vores professorer her på stedet," hun gjorde en lidt voldsom armbevægelse i frustration og var millimeter for fra at ramme ham. "Virkelig? Hvad gjorde du?" hun vendte sig rundt og så meget interesseret på ham. Lige nu var hun desperat efter at finde en løsning, specielt taget i betragtning af at hun primært var kommet her, for at være tæt på ham. På sit vis vidste hun godt at det i sig selv var bizart, hvilket også var grunden til at hun lod som ingenting, men det var sandheden. Af samme årsag mistede hun også lidt interessen for deres samtale om arbejde, så snart han afslørede at han ikke længere var sammen med sin forlovede. Dog sørgede hun for at se ret overbevisende, overrasket ud. "Det kom da godt nok lidt uventet. Det er jeg ked af," hun lagde trøstende hånden på hans arm, hvilket naturligvis bare var en undskyldning for lidt nærkontakt. "Hvordan har du det med det?" hendes bekymring var faktisk oprigtig, trods hendes skjulte bagtanker.

[Samuel Roden]

Sam sendte hende et roligt smil. Han kunne måske godt lidt følge hende, ikke at han så hende som typen der ofte rodede sig ud i problemer, men der begyndte at danne sig et billede af at hun måske ofte var en kende uheldig. Det kendte han desværre kun alt for godt til selv, men alle havde jo deres mangler. "Jamen så anse du bare mig som din fremadrettede helt i skysovs...eller hvad man nu siger." Han grinede lidt over sin egen halvdumme kommentar.
Hendes spørgsmål var faktisk virkelig godt, han havde gennem sine år som professor på Hogwarts lagt mærke til at Magiens Historie ikke ligefrem var en af de mest elskede fag blandt eleverne - hvilket han selvfølgelig ikke forstod eftersom han elskede faget.
"Altså jeg har generelt altid elsket historie," begyndte han en smule tænksomt. "Men jeg er jo muggler så jeg begyndte først at kende til det magiske samfund som 15 årig, men det var bare så fascinerende når man kommer fra en "verden" uden magi. Jeg følte bare lidt at jeg måtte vide alt om det, for det føles lidt som at være med i en eventyrbog eller noget i den stil." Han smilede en smule forlegen over hans lidt barnlige syn på tingene.
Smilet blev en smule mere selvsikkert som hun forsvandt ind i puderne. Der var noget underligt charmerende ved hende og hele hendes persona.

Sam tænkte lidt tilbage på sine egne oplevelser fra dengang han selv gik i skole og undgik kun lige med nød og næppe at få hendes arm i hovedet. På hans skole havde det egentlig ikke været meget anderledes. "Jeg tror også det kommer an på hvor man kommer fra." Svarede han en smule tænksomt. "Der hvor jeg gik på skole var eleverne også ret ondskabsfulde." Indrømmede han med et lidt dystert blik. Han havde i hvert fald mærket en del til elever der mente at de var højt hævet over diverse skolereglementer.
Igen studsede han kort over hendes meget åbne kropssprog. Hun virkede så levende på en eller anden måde, lidt lige som ild eller vand. Han rystede næsten umærkbart på hovedet af sin egen tanke for så at besvare det nye spørgsmål. "Tja jeg blev bare ved med at kæmpe. Jeg ved jeg er god til faget og jeg ville gerne lære fra mig, så jeg blev bare ved med at prøve, ikke for deres skyld, men for min egen. Langsomt var det som om at langt de fleste begyndte at finde ud af at jeg rent faktisk ved hvad jeg snakker om og er god til at lære fra mig." Han smilede igen, "men altså, der vil nok altid være dem der bestemt ikke mener at en muggler burde undervise i Magiens Historie, jeg vælger bare at tælle mine sejre frem for mine nederlag." Han havde brugt alt for meget tid af sit liv på at tælle nederlag og det havde virkelig været et stort skridt da han besluttede sig for at vende det.
Samtaleskiftet forekom ham rimelig naturligt hvilket også var grunden til at han ikke bed videre mærke i det. "Nja, det har været undervejs i noget tid." Indrømmede han. "Ingen af os var specielt gode til at sætte hinanden først så vi så sjældent hinanden. Det var det rigtige valg både for os og Hunter, men altså det gør selvfølgelig ondt, dog bliver det hele tiden bedre." Endnu et smil tonede frem på hans læber. Modsat Scott, var Sam ret åben omkring sine følelser og så dem mere som en styrke end som en svaghed. "Men altså hvad med dig? Hvad fik dig til at søge som professor her?" Spurgte han videre ind, overbevist om at hun nok ikke var interesseret i at høre om hans manglende kærlighedsliv.

[Deleted]

Der var noget over Sam der havde fanget hende lidt. Det var sjældent man mødte en mand der var villig til at samle strandede, fremmede kvinder op og tage hende med hjem. Hun grinede oprigtigt af hans kommentar, barnlig som den end var. "Det tager jeg dig på" annoncerede hun og nikkede bestemt.
Nogle gange følte hun sig som et fjols. Faktisk ret ofte. Hun vidste at folk anså hende for at være en kende mærkelig, Sam var den første i lang tid der havde fået hende til at føle sig ret tilpas. Hun lyttede til hans fortælling med oprigtigt interesse. Det gav god nok mening for en muggler at falde for magisk historie. De fleste magikere synes bare det var dødkedeligt. "Det forstår jeg godt. Det er ellers sjældent de lukker mugglere ind. Hvordan fik du lov til det?" spurgte hun videre og trak benene lidt op under sig.

Kimmie trak hånden til sig i samme øjeblik det gik op for hende at hun var ved at ramme ham. Hun holdt den ind mod sit bryst og sendte ham et meget undskyldende blik. Desværre havde hun nok en tendens til at blive lidt for passioneret somme tider. "Virkelig? Hvor gik du i skole?" spurgte hun uden at tænke over at hun nok ikke ville kende stedet eftersom det var en mugglerskole. Hun studerede hans ansigt mens han talte og blev lidt betaget af hans mod og hans viljestyrke. Det måtte være svært at komme ind i en magisk verden når man selv var muggler. Hun lagde en hånd på hans arm. "Hør Sam. Jeg er sikker på at du er en supergod underviser. Jeg er sikker på at jeg ville have synes at magiens historie var så meget mere spændende med dig som professor. Jeg glæder mig til at lære fra dig," hun klemte blidt om armen før hun trak hånden til sig igen. Det mente hun. Godt nok var hun en erfaren underviser, hun havde ligesom ham udfordringer med faget, som de færreste også brød sig om.
Selvom hun så meget empatisk ud, jublede hun indvendigt over hans brud fra hans eks. "Det er jeg ked af. Men det må også være svært når man er her og hun er der, og man skal have en familie til at fungerer," hun sukkede. "Ikke at jeg ved hvad jeg snakket om, jeg har ikke haft en kæreste siden jeg gik på Hogwarts," sagde hun og lo lidt nervøst. Det handlede nok om at hun havde en tendens til at skræmme de fleste væk med sin besynderlighed.
For et øjeblik anede hun ikke hvad hun skulle sige. Hun kunne jo ikke sige at hun havde søgt jobbet for at være tæt på ham, det ville jo lyde som om hun var en stalker.. hvilket sådan set var rigtigt nok, men det behøvede han jo ikke at vide. "Altså jeg... trængte bare til at prøve noget nyt. Og Hogwarts er det eneste sted hvor jeg nogensinde har følt at der var plads til mig, så det var ret nærliggende," hendes løgn var ikke helt en løgn og var derfor også ret overbevisende.

[Samuel Roden]

Han smilede skævt imod hende. Hun var en lidt speciel type. En smule...han kunne kke helt sætte finger på det...sær måske? Ikke at det nødvendigvis behøvede at være en dårlig ting. Sam havde i den grad selv sine særheder og ærlig talt kunne han godt lide når folk skillede sig lidt ud. Han havde aldrig været god til at putte folk i kasser skønt det godt kunne virke som om at det var sådan samfundet gerne ville have det.
Igen et smil som hun spurgte yderligere ind til hans baggrund for ansættelse på en magisk skole. Det gav god mening. Han var, efter hans viden, den første og eneste muggler der nogensinde have arbejdet på en magisk skole. "Jo altså min gamle nabo viste sig at være magiker." Begyndte han at forklare, "hun var rektor på skolen her i en kort periode, i den tid havde jeg job på De Tre Koste, jeg skrev en ansøgning og så var jeg åbenbart den bedste kandidat og hun kendte mig så hun vidste at jeg er ret stærk bogligt." Han bed sig lidt i læben og kunne godt høre at det mere lød som om at det var fordi de kendte hinanden. "Men altså der har været et par rektorer efter hende og jeg har fået lov til at blive så jeg tænker at de ser potentiale i mig." han smilede lidt forlegen og førte en hånd gennem håret. Han var ikke god til at rose sig selv.
Han sukkede en smule dybt som barndomsminderne skyllede lidt ind over ham. "Mange forskellige steder desværre." Indrøemmede han så. Han var blevet flyttet en del gange, hver gange Luke havde fået problemer med skolen eller de begyndte at stille for mange spørgsmål -hvilket var sket en del - blev han flyttet.
Et smile gled over hans læber ved hendes blide berøring og han nikkede kort, "tak, jeg gør i hvert fald mit bedste, men eleverne kan virkelig være svære at arbejde med sommetider, men det har du jo allerede fundet ud af." Han skar en mild grimasse i medfølelse.
Sam bemærkede slet ikke at hendes medlidenhed var en smule falsk, han sukkede atter en smule tungt og nikkede så. "ja det var ikke nemt, men sådan kan det jo desværre gå." Han trak let på skuldrene og studsede så først nu over hendes ord. "Har du ikke haft en kæreste siden Hogwarts? Hvorfor ikke du er jo både sød og smuk så.." det gik op for ham hvad han lige havde sagt højt og rødmede så, "..eller jeg mener...du virker ellers som en fyrene ville elske.." Okay han kunne ikke redde den, det blev kun værre. Derfor var han lettet over at kunne skifte emne, "jeg ved hvad du mener, det kan godt være svært hvis man ikke føler at man rigtigt passer ind." Erkendte han så. "Men jeg er i hvert fald glad for at du er her." Nu var det hans tur til at give hendes arm et blidt klem fulgt af endnu et sødt smil.