Oh.. My... Dad...

[Deleted]

Benyamin Hale
April 2055 - Omkring klokken 13.
Global Electricty hovedkvarteret.

---

William sad ved sit skrivebord på sit kontor og kiggede på nogle papirer, som han skulle tage stilling til. Han var dog typen som hellere læste en tyve-sider lang report igennem to-fem gange, end han 'bare' skrev under på noget som helst. Han gik op i sit arbejde med liv og sjæl, han lavede nærmest ikke andet end at arbejde. Mad pressede han lige ind i mellem møderne, eller spiste ombord på privatjetten på vej til møder rundt omkring i hele verden. Han kunne tydeligt mærke, at Evanna ikke arbejdede der mere. Presset på William var blevet langt større end det havde været hidtil, fordi han også havde skulle tage alle hendes opgave på sig, oveni sine egne. Det var stressende, men Will arbejdede bedst under pres og han elskede sit arbejde, selvom han stadig var sur på sin far over, at selvom han havde fået sit eget kontor og assistent, hvorimod andre medarbejder som 'kun' havde været der et-to år kun havde en bås i et af de større lokaler, så mente Will stadig, at han burde have været blevet medejer, fra den dag han var blevet færdig uddannet. Men det var åbenbart noget man skulle arbejde sig op af succes-trappen til. Pladder. William havde fortjent det mere end nogen andre i hele denne bygning, hvis man vel og mærket bad om hans egen  mening. Han var jo utrolig dygtigt til sit arbejde og han begik stort set aldrig fejl. Han var en god forretningsmand og han havde sine talegaver i orden. Han var god til, at tænke ud af boksen og finde løsninger.
Han vendte blikket mod den lyst-tonet glasdør, da det bankede på den. "Kom ind," svarede han i en rolig stemme og rettede sig lidt op i stolen. Han ventede ikke gæster, hverken i form af flere møder eller sin assistent. Han vidste udmærket godt, at hans far for nogle uger siden, havde været til et møde med Benyamin Hale. Helt præcist, hvad der var sket til det møde, vidste han dog ikke, ikke udover at Benyamin vidst havde forsøgt at købe Global Electricty, hvilket havde været til Williams store underholdning - som om Derek nogensinde ville give afkald på det firma, om det så ville koste hele familien alt. Firmaet betød mere for Derek end hans familie gjorde.

[Benyamin Hale]

Benyamin var ikke typen som accepterede et nederlag. Ikke et hundrede procent nederlag i hvert fald. Når først han havde sat sig noget for så gjorde han alt hvad han kunne for at få fat i det. Dette her var ingen undtagelse. Multimilliardæren havde for få uger siden forsøgt at opkøbe denne virksomhed, da de lavede stort set det samme som han selv og det var en nem måde at skubbe sine konkurrenter af vejen og endvidere gøre gavn af dem.
Denne gang var ingen undtagelse. Eftersom hans plan lod til at være gået lidt i vasken, havde han i stedet besluttet at tage det næstbedste som bestod af en lille håndhuld ansatte, den vigtigste brik i dette spil var William Brown. Han skulle efter sigende være et af genierne i firmaet. Benyamins forskning forløb både i magi- og mugglerversioner og sommetider kombinationer af disse to. Han var typen der altid gerne ville lære og knække koder på ting som der endnu ikke var løsninger på. Som for eksempel et varulvebid. Han vidste at hans egen søn Ezra forskede i det samme og det pinte Benyamin at han ikke ønskede at være ansat under ham, ikke fordi det var hans søn, mere fordi at Ezra havde hovedet skruet rigtigt på og Benyamin ville hade at han kom frem til en løsning før ham selv.
Han bankede let på den mælkehvide glasdør og afventede svar. Han havde ikke lavet nogen aftale, for en mand som Benyamin var vigtig nok til ikke at skulle belemre sig med at folk skulle finde tid til ham, nej ham blev der gjort tid til. Ganske simpelt. Det var om ikke andet hans egen holdning omkring det.
Han åbnede døren og trådte ind. De gule halvgennemsigtige solbriller blev lagt i inderlommen på det mørke jakkesæt som han gik frem mod skrivebordet. "Mr. Brown." Begyndte han, men afbrød så sig selv. "Eller skal jeg tiltale dig Mr. Brown Jr...det har bare ikke helt den samme magtfulde lyd bag sig, har jeg ret?" Han stoppede sig selv og smilede i stedet mod den unge fyr som han rakte hånden frem mod ham i en venlig gestus. "Beyamin Hale." Ikke at han selv mente han behøvede nogen præsentation, men han var trods alt professionel nok til at gøre det alligevel.

[Deleted]

William vendte sine papirer om, så de lå med bagsiden opad. Han værenede om sine kunders privatliv og intet skulle slippe ud til de forkerte hoveder. Han foldede hænderne foran sig og lod sine albuer hvilede mod skrivebordets overflade, da døren blev åbnet. Han vidste udmærket godt, hvem der netop var trådt ind på hans kontor. Enhver vidste vel hvem Benyamin Hale var og hvordan han så ud. I hvert fald når man selv var inde på branchen, selvom det ikke var helt hundrede procent det samme de to konkurrent firmaer tog sig til, så var det alligevel meget i samme blodgade.
"Mr. Brown, er helt fint, tak," svarede han og rejste sig op, for at trykkede Benyamins hånd da han rakte den mod William. Han havde ingen idé om, hvad den mand lavede her, men han var helt sikker på, at de ikke havde en aftale. Han slap hans hånd igen og gjorde en gestus mod stolen på den anden side af skrivebordet - selvfølgelig var han nysgerrig efter hvad Benyamin ville. Han trykkede på en knap på den telefon som stod på hans skrivebrod, "Miss. Jones, vil De være så venlig og sørger for en kop kaffe til Mr. Hale og ingen forstyrelser den næste halve time, tak," sagde han og slap knappen igen, hvortil en kvindelig stemme svarede med det samme, "Selvfølgelig Mr. Brown, sort kaffe?" blev der spurgt, hvortil William så på Benyamin for at afvente et svar.
"Hvad skyldes æren, Mr. Hale?" spurgte han ganske roligt og sendte et professionelt smil i retningen af den ældre mand, mens han satte sig til rette i sin kontorstol igen, klar til at grine sin nummi i laser, da han regnede med, at Benyamin ville have William til at overtale sin far til, at overgive firmaet. Det ville jo aldrig komme til at ske.

[Benyamin Hale]

Benyamin holdt hans hånd fast lidt længere end nødvendigt som han lige så ham an imens han svarede at han helst ville tiltales Mr. Brown. "Ja okay." Svarede han så og slap omsider den noget yngre mand. Benyamin var altid på jagt efter nye kloge hoveder til sit firma og William havde et allerede trods sin unge alder et temmelig godt ry, plus at han vidst nok stod til at overtage firmaet her når hans far en dag stod af.
Han slog sig ufortrødent ned på stolen overfor skrivebordet og tog sig tid til lige at sætte sig til rette, "den er lidt hård at sidde på synes du ikke?" Spurgte han casual som havde det en betydning. Herefter slog han lidt ud med hånden i en "nevermind" gestus og rettede sig så i stedet op og lænede sig frem mod telefonen William snakkede i, han tog sig den frihed selv at trykke på knappen skønt det krævede han lænede sig en smule ind over bordet, "med en lille skvis mælk. Fedtfattig, jeg prøver at holde figuren med så lidt træning som muligt." Svarede han med et selvtilfreds smil og slap så atter knappen og lænede sig tilbage som havde han snakket med sin egen assistent.
Sådan var han. Typen der følte han kunne tillade sig hvad som helst og hans udstråling gjorde det meget klart at han ikke lod sig overbevise af andet. "Nå, men grunden til jeg er her, det er faktisk lidt sjovt, ser du i dag er din heldige dag for i dag er den dag du kommer til at arbejde for mig. Selv tak." Han havde atter lænet sig tilbage i stolen, svinget det ene ben over det andet og var nu i fuld sving med at pudse sine dyre solbriller som havde de snakket om vejret. "Bob bob bob, inden du siger nej." sagde han så og så på William med et sigende blik og en løftet pegefinger, han havde allerede forventet et nej så han kunne lige så godt lige smide det sidste med i overvejelsen, "jeg giver dig en lønstigning på 5%" Han anede ikke hvad William tjente nu, men Benyamin var slet ikke i tvivl om at han kunne toppe det.
Solbrillerne blev atter smidt i lommen og han så på William med et meget bredt smil der indikerede at han selv mente han havde givet et temmelig godt tilbud.

[Deleted]

William rynkede lidt på brynene, da Benyamin ikke gav slip på hans hånd før lidt længere end, hvad William brød sig om. Hvor ville han hen med alt dette her? Bare sådan at troppe op i firmaets hovedkvarter og gå direkte ind og regne med tiden bare blev sat af til ham. Okay, det var den så også blevet, men alligevel. Han sendte et kort smil, da han langt om længe fik sin hånd igen.
Det kunne godt være Will kun havde været ansat - først som elev og derefter som medarbejder - i firmaet siden han havde været 18 år, men han havde været med til møder og den slags siden han havde været helt lille. Hans barndom var primært minder fra det indvendige af denne bygning. Han åbnede munden for, at svare på stolens komfort, men valgte at lukke den igen, da Benyamins håndtegn blev kastet. Han tabte dog for alvor kæben, da Benyamin pludselig tog sig den frihed og tog kaffe-sagen i egen hånd. Han sad et lidt for langt øjeblik og bare stirrede på den ældre mand, som var han lige faldet ned fra himlen iført en lime-grøn kjole med pinke polka prikker. Det var først da Miss. Jones svarede i den anden ende, at William snappede ud af det igen. "Javel, sir," lød det venligt fra Miss Jones. "Du ta'r dig nogle friheder, hva?" spurgte Will og blikkede lidt med øjnene før han rømmede sig lidt.
Han lænede sig lidt tilbage i stolen og foldede hænderne foran sig, mens hans studrede Benyamin og lyttede til hans ord. Han måtte dog slippe et grin, mens han vendte blikket mod de store panorama vinduer, "Det er sjovt, ja," svarede han og vendte blikket tilbage på den ældre mand, i første omgang egentlig overbevist om, at han rent faktisk lavede sjov. Det var først ved Benyamins 'bob'er' at det gik op for William, at det ikke var en joke. "Du vil seriøst have mig til, at arbejde for dig?" spurgte han skeptisk og kiggede mod døren da det bankede på den, "Kom ind," sagde han roligt, mens hans blik ikke veg fra Benyamin, selvom hans assistent trådte ind og stillede en kop kaffe foran Benyamin, med den fedtfattige mælk i, hvorefter hun skyndte sig ud igen, for at lade de to mænd snakke i fred. William lænede sig tilbage i sin stol og foldede hænderne foran sig. "En lønstigning på 15% og jeg vil have mit eget kontor," forhandlede han med et selvsikkert smil over sine læber, ret sikker på, at Benyamin ville trække i land igen. Hvilken stilling havde han helt præcist i sine tanker? Skulle William være hans personlige assistent eller chef for en af afdelinger? Mindre ville han i hvert fald ikke gøre det for.

[Benyamin Hale]

Benyamin var aldrig bleg for at øre en stor entré. Han var efter egen mening en vigtig mand og ikke en man bare lige lod vente. Det tjente han for mange penge til. Simple as that. Denne unge fyr foran ham havde masser af potentiale og Benyamin ville selvfølgelig bare sikre sig at han udnyttede det i det rette miljø - altså i Benyamins firma.
Han smielde bredt til William ved hans kommentar. "Det bliver jeg da nødt til, jeg bliver jo ikke yngre." Svarede han blot og lænede sig tilbage i stolen, hvorefter han rettede sig til en anden stilling, så en tredje og derefter en fjerde. "Nej den er altså ikke god." Slog han så fast og satte sig så til sidst længere ude på kanten og lettere foroverbøjet.
Han fortrak ikke en mine som William begyndte at le. I stedet slog han lidt ud med hænderne imens han snakkede - han havde altid brugt sine hænder meget når han snakkede med folk - eller sig selv for den sags skyld. "Hvorfor griner du? Jeg mindes ikke at have fortalt en joke." Sagde han blot. De mørke øjne betragtede den yngre mand, dog med et glimt af morskab bag som ikke kom til udtryk andre steder.
"Du er en af de mest talentfulde unge mennesker i London på nuværende tidspunkt og tro mig jeg kom ikke for at rose dig uden en pris." Han trak let på skuldrene.
Døren gik op og Benyamin fulgte den petitte dame som hun kom ind og placerede hans kaffe foran ham. Han takkede hende kort og tog så en tår fra koppen imens han atter lod blikket hvile mod William.
"Dit eget kontor og en lønstigning på 10 procent." Forghandlede han videre. Han kunne godt lide lyden af dette her. Allerede nu lod William til at være en del klogere end sin far. Det ville da også unægteligt passe Benyamin ganske glimrende at snuppe William ud af firmaet lige under næsen på hans far. Benyamin vidste bedre end nogen anden hvor frustrerende det kunne være når ens søn valgte at arbejde for et andet firma end ens eget.

[Deleted]

William vidste godt at han sin alder taget i betrækning, allerede var langt længere fremme end folk der havde arbejdet i firmaet flere år end ham, men nu havde han også været med på forretningsrejser og den slags siden han havde kunne gå nærmest. Han havde lagt blod, sved og tåre i dette her firma for en dag selv at skulle overtage det, men han var også træt af at vente. Han havde jo ikke engang en lederstilling, på trods af at hans far ligeså vel som Will selv, vidste at han fortjente det.
Han trak let på den ene skulder, "Nej, der må jeg give dig ret, Mr. Hale," svarede han med et let smil på læberne, men måtte hæve det ene øjenbryn, da han forsatte med at hoppe rundt på stolen og endte med at kommentere videre på, at den ikke var god at sidde i, "Skal jeg få min assistent til at komme med en anden til Dem, eller tror du lige du klare den?" spurgte han roligt og måtte bide sig i tungen for ikke at tilføje noget om, at det måske kunne skyldes alle de folk som igennem tiden, havde bedt til Gud om, at hans røv måtte blive fyldt med hæmorider. Han vendte kort sine hænder, "Du mener det seriøst?" halvt spurgte, halvt konstaterede han og nikkede lidt. Bom bom. Hvordan i al verden skulle han fortælle dét til sin far? En ting var at skulle sige et job op, en anden ting var når det samtidig var ens far.
Et selvsikkert smil meldte sig på Wills læber, ved de rosende ord. "Med al respekt, Mr. Hale, så er jeg nået så langt takket været det her firma, så fortæl mig, hvorfor jeg skulle komme og arbejde for dig i stedet for? Hvad kan du tilbyde mig, som jeg ikke har lige her?" spurgte han og gjorde et let udslag med sine hænder, før han foldede dem igen foran sig. Hvad ville gerne vide lidt mere om, hvad han kunne forvente, hvis han sagde ja til dette her. Han ville højere op i magt registeret, om det så var i form af personlig assistent for Benyamin (men selvfølgelig også stadig beholde sin egen) eller om det var kommunikationschef eller leder af en afdeling. Han ville bare ikke nøjes med et almindeligt medarbejder job, for så kunne han ligeså godt bare blive her, hvor han i det mindste var sikret som arving.
"Mit eget kontor, lønstigning på 13% og min assistent med mig," forhandlede han videre, mens hans indre djævel gned sine hænder i en ond og grusom latter. "Jeg tager alle mine ideer og opfindelser som jeg har patent på, med mig. Plus mine kunder fra hele verden - husk på jeg kan snakke de 13 mest brugte sprog flydende, det vil sige jeg kan kommunikere med over 50% af verdens befolkning," sagde han med et selvsikkert smil på sine læber. Det var næsten skræmmende så fristende det var dette her.

[Benyamin Hale]

Benyamin opgav for et kort øjeblik stolen og forsøgt at sidde bare nogenlunde normalt i den. Den var elendig, men sådan var det jo når man kun befandt sig i det "næst-bedste" firma. Han stoppede al aktivitet og gloede på William ved hans kommentar. Han pegede på ham med en finger og nikkede anerkendende, "på trods af din fornærmende hentydning lige der vil jeg sige at jeg beundre din ærlighed." Sagde han og svingede så det ene ben over det andet.
"Normalvis ville jeg have sagt ja, men jeg har ikke planer om at blive så længe, jeg skulle bare lige have dit ja så jeg kan begynde at arbejde på din kontrakt." Besvarede han som var han allerede hundrede procent sikker på et ja - hvilket han jo sådan set også var. Ingen sagde nej til ham....for så blve han bare ved til de overgav sig.
Denne gang var blikket Benyamin sendte den yngre fyr en smule mere opgivende, "nej, jeg spilte bare hele min formiddag for at se hvordan du ville se ud i hovedet hvis jeg tilbød dig et falsk job, for jeg har ikke breder ting at bruge min værdifulde tid på." Kommenterede han tørt. "Selvfølgelig mener jeg det seriøst." Han måtte hellere lige understrege det for William var vidst alligevel ikke den skarpeste alligevel hvis ikke han havde opfanget den.
Han himlede svagt med øjnene. "Ja du er nået langt her, men hos mig kan du nå længere." Sagde han uden et gram tvivl i sin stemme. "Mit firma koncentrerer sig om et større område af forskning, ikke kun mugglergenstande...eller hvad pokker det er I får tiden til at gå med her-" Han vidste godt hvad Brown firmaet lavede, men han lod som om at det var af mindre betydning for at understrege sin pointe. "Og som sagt kan jeg tilbyde, højere løn, eget kontor...flottere assistenter," han sendte ham et skævt smil. "Samt muligheden for at slippe fri af det der familiefortagende hvor alle ser på dig som om at du kun har denne stilling fordi du er ejerens søn og ikke fordi du har hvad der skal til for at løfte opgaven." Han lor armene falde over kors og så på William med et "nailed it" blik.
Benyamin betragtede ham lidt "11% og så har vi en aftale." Svarede han. Han ville lyve hvis han sagde at han ikke var imponeret over at knægten der var nærmest halvt så gammel som han var i stand til at snakke så mange sprog, han ville uden tvivl være et godt sats for hans firma.

[Deleted]

William smilede selvsikkert, "Man kommer længst med ærlighed, har jeg engang hørt," svarede han og vippede lidt i sin stol. Han havde været med til at opbygge det her firma, eller det følte han i hvert fald selv, selvom han i bund og grund blot var endnu en arving i rækken, som skulle overtage efter hans far, præcis ligesom hans far havde gjort med hans bedstefar, og så videre i mange generationer. Han nikkede lidt til det med stolen, "Hvad gør Dem så sikker på, at jeg siger ja? Jeg mener; jeg står til at blive ejer af det her firma, den dag min far går på pension, jeg har min egen kunde kreds og en løn som jeg kan leve de næste to livstider på, uden at arbejde," svarede han og slog let ud med hænderne. Benyamin behøvede jo ikke vide endnu, hvor lokkende det var at sige ja, uden at tøve.
Han nikkede lidt eftertænksomt, "Så De vil have mig til, at komme og arbejde for Dem. Som hvad? Deres sikkerent dreng eller hvad?" spurgte han, da han nægtede at gå længere end i hierarkiet end han var. Han sigtede kun én vej, og det var op. Han lyttede til alle de argumenter den ældre mand kom med, "Så det har altså intet, at gøre med, at min far netop har afvist Dem og nægtet at sælge firmaet til Dem?" spurgte han en smule mistroisk, han ville trods alt heller ikke risikere, at tage den snak med sin far og bagefter blive stukket den længste finger af Benyamin og dermed stå uden job overhovedet, plus en rasende far. For ja, han vidste godt hans far ville gå amok, hvis han sagde ja til den her mulighed også selvom det måske ville være en once in a lifetime mulighed for den unge, i forvejen succesrige mand, som William så sig selv om.
Han trak vejret lidt tungt ind mellem sine blottet hvide tænder, "Beklager Mr. Hale, jeg går ikke lavere end 13%. Men det var en fornøjelse at møde Dem," svarede han med et selvsikkert smil over sine læber. Han vidste hvad han var værd og det var ikke en eneste procent lavere. "Tænk på, Mr. Hale, min far bliver rasende og hvis De skal veje op for, at jeg vil miste min far i et jobskifte, så må De også forstå, at jeg ikke bare kan smide, hvad jeg har i hænderne. Jeg ville tage alle mine kunder med. Så hvad siger De? Eget kontor, 13% lønstigning til gengæld for alle mine kunder og et talent langt over standarterne," sagde han med et selvsikkert glimt i sine øjne.

[Benyamin Hale]

Benyamin sendte ham et snedigt smil som han pegede anerkendende på ham. "Præcis, du er en kløgtig knægt." Svarede han og lod hovedet falde lidt på skrå. "Jeg kunne sagtens se dig i en høj stilling i mit firma." Han tænkte lidt og slog så ud med begge hænder som han snakkede "Hvad tænker du hvis jeg siger kommunikationschef." Han så højtideligt frem for sig og derefter tilbage til William.
Fyren havde helt sikkert talent ellers ville han ikke sidde hvor han gjorde nu og skulle han vise sig at være et flop kunne Benyamin jo altid fyre ham igen, men det tænkte han nu ikke blev nødvendigt. Benyamin var en ret god forretningsmand og han var god til at læse folk så det var yderst sjældent han tog fejl om den slags.
Igen kasted Benyamin det ene ben over det andet. Han hvilede albuen mod sit knæ og hvilede hagen på hånden som han betragtede ham. "Det er sandt du kan overtage firmaet og for evigt leve i din fars skygge, eller du kan komme og arbejde for mig, få dit eget ry, så er det ikke lærere dig der skal kendes som "William, søn af Derek Brown," men din far der bliver kendt som værende "Derek, far til William Brown." Den slags skulle betyde ret meget for jer unge har jeg hørt fra mine sønner." Han sendte ham et kort smil som var det allerede en lukket deal.
Benyamin sendte ham et kløgtigt blik, "jo selvfølgelig har det også noget at gøre med det, jeg bryder mig ikke om at blive afvist." Kommenterede han ærligt. "Men altså primært vil jeg bare gerne have de bedste folk i mit firma og du knægt, du er en af de bedste." Han ville ikke ligge skjul på hvor meget det ville hue ham at se Derek Brown i ansigtet hvis han lokkede sønnen over på hans team.
Benyamin betragtede ham igen på samme måde som før. "Du får 12% til at starte på, viser du dig at være lige så god som du tydeligvis selv synes du er, vil jeg sætte dig op til 15% mere end hvad du får nu." Svarede han så og rakte hånden frem mod den unge fyr. "Så har vi en aftale?" Benyamin var forretningsmand med stort F og han så godt potentiale i William, men han måtte også gere vise sit værd før Banyamin gav ham alt hvad han begærede.

[Deleted]

Han nikkede let, "Det ved jeg," svarede han og rettede lidt på sit slips med det samme selvsikre smil legende på sine læber. Han vidste godt at han havde hovedet skuret rigtigt på. Han lænede sig lidt tilbage i stolen og lod sine fingrespidser dutte mod hinanden et par gange, mens han tænkte lidt. Hvad indebar en høj stilling, i Benyamin Hales firma? Som der blev sagt kommunikationschef, måtte han dog indrømme, at det lød ret så fritende. Alene det, at ordet chef, var en del af titlen. Han rettede sig op som et drenget smil meldte sig på hans læber. Han blev headhuntet af selveste Benyamin Hale. Det var virkelig stort, især inde for deres erhverv. "Kommunikationschef.." sagde han og smagte lidt på ordet. William Brown, kommunikationschef for Benyamin Hales firma. Det lyd virkelig godt, måtte han erkende.
Et svagt grin lød fra ham. Okay, han var overbevist. "Ja, det gør det, Mr. Hale," svarede han og nikkede lidt. Skulle han gøre det? Skulle han tage chancen? Springe ud i det ukendte og håbe på det bedste? Det var ikke fordi han var bekymret for, om han ville kunne få arbejde, hvis Benyamin skulle ende med at fyre ham igen. 
Han hævede lidt det ene øjenbryn, "Nej, det forstår jeg sådan set godt. Min far er ikke sjov, at blive afvist af," svarede han med en tydelig hentydning til, at han kendte følelsen af at blive afvist af hans far. Han rettede lidt på sit jakkesæt, med et stolt smil på sine læber, ja han vidste godt han var en utrolig dygtig ung mand, men at høre de ord, hørte til sjældenhederne her i firmaet, så det var altid et skulderklap. "Tak, Mr. Hale, men jeg er sikker på, at jeg kunne blive endnu bedre, hvis jeg ikke var begrænset," svarede han med selvsikkerheden i top i sit toneleje og hele hans udstråling.
Han nikkede atter lidt. Hvor var det dog lokkende og fristende. Alene tanken om, at kunne gå op til sin fars kontor og lægge sin opsigelse, for at få mere i løn og være et sted, hvor han rent faktisk ville blive værdsat på en hel anden måde, var utrolig tilfredsstillende. Han rejste sig op, rettede sit tøj og rakte så hånden frem mod Benyamins og trykkede den i et fast håndtryk. "Det lader til, De har fået Dem en ny kommunikationschef, Mr. Hale," svarede han med et tilfredst smil. Han var jo netop startet højt ud, fordi han vidste det ville blive en forhandling omkring lønnen. "Men hvis De vil have mig undskyldt, så har jeg en opsigelse, jeg skal have skrevet og så ses vi den først i næste måned," tilføjede han og slap hans hånd igen med et anerkende nik og et smil på læberne. Dagen var pludselig blevet meget bedre, end den havde været. Han fulgte Benyamin til døren og gav ham hånden igen, som en god afslutning på en overraskende god samtale, som havde fået en helt anden drejning end hvad han havde regnet med.

//OUT