You and I, we were born to die

[Piper June Maganiello]

Piper studerede loftet. I tankerne talte hun antallet af revner der var kommet i det, nogle tydeligt ældre end andre. Ikke fordi hun var meget filosofisk eller noget, men det mindede hende lidt om de usynlige ar, hun følte at hun bar. Måske Isiah havde ret, måske var hun ikke bygget til at slå ihjel, måske ville hun aldrig komme sig over det, men det var en pris hun var nødt til at betale for overhovedet at få muligheden for at leve igen, hun magtede ikke at mærke frygten mere, og nu var hun alene igen, der var ingen der kunne berolige hende, tværtimod var hendes mistro til verden kun blevet større efter at både Shade og Matthew, havde vist sig at være af samme skuffe som Thedore.
Hendes tanker blev midlertidigt afbrudt, da det gik op for hende at han egentlig talte til hende. "Og hvad foreslår du? Theodore vil have mig af vejen. Han er blevet uforsigtig. Sidst dukkede han op på hospitalet fordi jeg var der. Det er den eneste logiske løsning," bemærkede hun uden at synes synderlig påvirket af idéen.

Stilheden lagde sig tungt for et øjeblik efter Isiah havde afsløret sin mesterlige plan. Den blev først brudt da Piper brød ud i latter. Hun trillede rundt på maven, og lod blikket falde på hans skikkelse, hun lignede en der oprigtig morede sig over en joke han ikke havde fyret af. "Isiah... du er god, det indrømmer jeg gerne. Men vores aurorteam har forsøgt på det - ja siden altid og det er aldrig lykkedes, så hvad får dig til at tro, at du kan gøre det?" spurgte hun med et lidt skævt smil, der fik hende til at synes meget mere fredelig end de fleste ofte havde en opfattelse af. Det var som om det gik op for hende undervejs, og hun tvang ansigtet tilbage i alvorlige folder. "Okay for det første - Sage er skingrende skør. Jeg mener som i værre end Theodore. Jeg tænker umiddelbart ikke at hun er den bedste allierede. Og for det andet - hvem pokker er mere med i den gruppe af allierede? Du er ikke god til at vælge dine venner Isiah," hun sukkede tungt. Et sted gjorde det hende nysgerrig. Hvis der var flere som Sage, kunne hun måske pågribe dem efterfølgende. Hun var trods alt stadig en auror, selvom hendes nuværende tankegang skjulte det godt.

[Deleted]

Isiah åbnede munden for at svare på hendes spørgsmål, men uden at kunne finde på noget godt svar, gled munden i igen og han tænkte sig lidt grundigere om. "Altså, jeg sagde intet om at jeg havde en bedre ide lige nu, men den vil komme, jeg er jo åbenlyst et geni." Ikke at stemningen lå til en joke, men han havde bare brug for et frisk pust i denne her gravkammerstemning. Der var dog noget i hendes sætning der først slog ham nu, "hvad mener du med at han var på hospitalet? Hvilket hospital? Skt. Mungos?" Hvorfor vidste han ikke det? Var han virkelig ved at flade så meget af på den eller skyldtes hans uopmærksomhed måske den manglende søvn og dermed stigende paranoia.

Hendes latter rungede underligt hult i det lille rum. Han mærkede en lettere irritation over hendes manglende respekt skønt han godt kunne se hvorfor hun fandt den mindre gennemtænkte plan så latterlig og grineværdig. Alligevel kunne han ikke helt dy sig fra at kaste armene over kors og sende hende et køligt blik. Blikket gled dog over i værende bedrevidende som var han læremester og hun hans elev. "Fordi jeg er villig til at gøre hvadend der skal til og jeg har intet at miste." Svarede han.
Han havde insider viden - ikke meget, men lidt havde også ret og det var mere end hvad aurorteamene havde. "Ja hun er bindegal." Svarede han ærligt og så lidt frem for sig i anerkendelsen, "men hun kendte Theodore bedre end nogen anden." Det kunne godt gå hen og blive temmelig nyttigt. "Jeg har skam ingen venner Piper. jeg har quit pro quo forhold." Hverken Sakita eller Sage var hans venner, Edward anede han intet om og Serena var tilbage på sin post i ministeriet. Nej. Det var kun business.
Stadigvæk med korslagte arme gav han sig til at gå lidt op og ned af gulvet foran den slidte sofa med en eftertænksom mine. "Jeg ved bare ikke helt om du er klar til at blive reddet ind i alt det." Han var ærlig talt ikke vild med ideen, det kunne så hurtigt gå galt, især mellem Sage og Piper og han skulle ikke have den unge heks død på samvittigheden, slet ikke når han havde svoret at beskytte hende.

[Piper June Maganiello]

Piper satte sig op og foldede armene over brystet med et strengt udtryk. "Man kan sige meget om dig, Isiah, men et geni er måske lige at stramme den lidt," bemærkede hun. Selvom han nogle gange virkede som et fjols, så var han faktisk lidt genial en sjælden gang i mellem, men hans ego kunne ikke tåle at hun sagde det højt. Hun nikkede. "Ja. Jeg så ham i nærheden af Matthews stue, jeg sværger at han var der selvom idioten til Jonathan påstod anderledes," sagde hun bittert. Normalt havde hun ret stor respekt for den mand, men det generede hende at han ikke havde troet på hende.
Noget hun ikke nåede at skænke en tanke, var at hun havde afsløret sig selv i at besøge en mand som hun forsøgte at bilde alle ind at hun var ligeglad med.

At Isiah blev fornærmet, morede hende mere end det generede hende. Hans bedrevidende blik havde ingen effekt, hun så ham ikke længere som overlegen, trods hans sikkert var det på nogle områder. "Tænk sig, det har jeg hørt før - uden effekt, desværre. Den slags ender som regel i dødsfald, bare ikke dødsgardens beklageligvis," hendes tone var kølig og nærmest ligegyldig. Intentioner var bare ikke nok til at nedlægge en helt gruppe af magtfulde hekse og troldmænd. "Og du er mindst ligeså gal, at involverer dig i et samarbejde med hende. Hun burde have fået dementorkysset for længe siden," hun rystede på hovedet og rejste sig fra sofaen, lidt vaklende sikkert på baggrund af alkoholen. "Og hvordan har det virket for dig indtil videre? Du mistede Athena og blev spærret inde i Azkaban, fik din stav frataget, og garden og Theodore lever stadig i bedste velgående," pointerede hun. Den eneste grund til at hun kunne nævne Athena, var fordi hun havde været til stede da det var sket, og havde set ham bryde sammen.
Mens han rastløs gik frem og tilbage, brød Piper ind foran ham, for at stoppe ham op. "Jeg er allerede en del af det. Og ligesom dig har jeg intet at miste mere. Hvor lidt jeg end kan lide det, så har vi brug for hinanden," pointerede hun og hævede hovedet, for at se meget myndig ud, hvilket var svært når man var født med et yndigt dukkeansigt og en uimponerende højde.

[Deleted]

Han gloede på hende med et rolig blik og et hævet bryn. Tydeligvis syntes han selv at hun gav alt for lidt credit, men han ville ikke begynde at debaterer eftersom han kendte til hendes ulidelige stædighed. Isiah rynkede brynene en anelse, "Jonathan McBeth," halvvejs spurgte han halvvejs konkluderede han. Isiah havde aldrig været helt stor fan af den mand, primært fordi han havde været en smule på sporet af ham dengang han havde været dødsgardist.
Tingene var anderledes nu, men selvom Isiah ikke havde foretaget sig noget videre ulovligt....andet end at bryde Sage ud af Azkaban, efter at være kommet ud fra fængslet selv, havde han det stadigvæk som om at Jonathans øjne var i nakken på ham. "Så hvad lavede du ved Matthew anyway?" Spurgte han ind. Det kunne godt være at Isiah ikke længere var auror og at han efter sin dom aldrig ville blive auror igen, men det ændrede ikke på at han havde erfaringen.

Denne gang fik han et næsten tomt udtryk i blikket, "som sagt intet at miste." Gentog han. Han havde ikke lyst til at dø, men han var også træt af bare at sidde på sidelinjen, dette her var jo ikke rigtigt et liv anyway. Tænk engang, hvis han døde i kamp, ville de måske være dramatisk nok til at han kunne vade rundt som spøgelse og skræmme livet af alt og alle, det var da langt mere interessant end det liv han levede på nuværende tidspukt. Til gengæld var der også den chance at Megan stadigvæk ville blive hængende og han var dømt til at vandre hvileløst rundt sammen med hende i al evighed. Tanken fik ham til at gyse, okay så måske han alligevel havde noget at miste.
"Tja vi var jo også gift så måske det stammer derfra.." Han så lidt frem for sig. Han ar måske gal, han var i hvert fald selv begyndt at tro på det, men måske var det også hvad der skulle til.
Som hun nævnte Athena forsvandt de sidste spor af morskab fra hans blik som blev hårdt og koldt, "træd varsomt Piper." Advarede han, de andre ting kunne han godt håndterer, men at miste Athena havde uden sammenligning været det værste der nogensinde var sket for ham. Efter hendes død havde han ligesom bare givet op.
Gestussen fik ham til at stoppe op og han se ned på hende, "du har alt at miste." Sagde han bedrevidende. Hun havde trods alt stadigvæk et liv og en karrierer, men der herskede ingen tvivl om at han godt kunne bruge en på teamet som han kunne stole på. Igen var det måske også lettere at holde hende ude af problemerne hvis han havde hende tæt på sig. "Men fint, du kan være min allierede, men det kræver at du er klar til at bryde et par regler." Han lod på ny armene falde over kors. "og det kræver at du får samling på dig selv." Han skævede til hendes medbragte flaske. Det var rigeligt at Isiah selv var til hundene, hun skulle helst være klar i hovedet.

[Piper June Maganiello]

Piper så væk og lod det være svar nok. Jonathan var en mand hun havde stor respekt for, men aldrig ville indrømme, fordi han på samme tid, havde alt det hun misundte.. og hans datter ligeså. Hun undlod at fortælle mere om sit møde med ham, desværre for hende, for alt det vedrørte Matthew, var ikke ligefrem et bedre bud på et samtaleemne. Hun knyttede hænderne og tvang sig selv til at se op, i et håbløst forsøg på at se stærk ud. "Håbede på at se ham dø," svarede hun køligt, selvom det var påtaget. Matthew havde knust hende, hun burde ønske ham død, men en lille del af hende, bekymrede sig stadig for ham. En klump blokerede hendes hals et sted, hun tvang den ned med et dybt synk, og så op på ham med mørke øjne, der mest af alt mindede om et såret dådyrs.

"Okay, så måske har du ikke noget at miste, men at give sit liv til en meningsløs kamp er bare lidt sølle," pointerede hun lidt snøvlende. Det var ellers første gang alkoholens virkning rigtig kom frem. Hun var efterhånden hærdet. Det dulmede hendes nerver. Hun havde stået lidt i sine egne tanker og troede derfor at hun havde hørt helt forkert, da han nævnte noget om at være gift. Hendes blik gled tilbage til hans, med tydelig undring. "Undskyld.. jeg synes jeg hørte dig sige at du var gift med Sage?" der var noget anklagende i hendes tone, hvilket ikke rigtigt gav nogen mening, nu var hun ikke ligefrem en forsmået hustru eller noget i den dur. "Jeg prøver ikke at bringe gamle spøgelser frem, Isiah, jeg forsøger at give dig perspektiv," hun tog en dyb indånding. I tavshed, forsøgte hun at finde de ting hun havde at miste, men kom ikke på nogen. "Det ved du vidst intet om," bed hun og vendte ryggen til ham, så hun kunne kigge fortrukken på væggen. Hårdheden falmede nu hvor han ikke kunne se hende. "Jeg er klar," hendes stemme var hæs. Der var engang hvor regelbrud ville have gjort hende skræmt eller forarget, men desperate tider, krævede desperate handlinger. "Jeg er så fattet som jeg bliver Isiah. Tro mig, det her er den bedste version du får," hun skævede ned til flasken. Somme tider drømte hun om at hun havde været en anden, men hun kunne ikke rigtigt huske hvem mere.

[Deleted]

De første par sekunder troede Isiah faktisk på hendes kyniske løgn om hun blot havde været der for at se ham dø. Det var øjnene der afslørede hende. Mest fordi han kunne genkende blikket fra sig selv hver eneste gang han forsøgte at overbevise sig selv om at han var kommet videre efter tabet af Athene. Det var vel også forståligt nok at Piper var såret og frustreret, Matthew havde været hendes mentor og beskytter. Hans forrædderi var kommet bag på dem alle.
"Ja, den lys fortjener intet mindre." Mumlede han og rystede let på hovedet. Der var ingen tvivl om at Mattew havde kompliceret Isiahs forsøg på at holde Piper i sikkerhed. Den røv. Fandtes der et helvede var Isiah ret sikker på at de ville mødes igen dernede når de begge engang stillede træskoene, men ukrudt forgik desværre bare ikke så let.

"Den er ikke meningsløs!" Dette blev nok sagt med lidt mere styrke i stemmen end han havde beregnet. Theodore og Alexander havde frarøvet Isiah alt og det var på tide at ryde bod på det. De skulle allesammen bøde for alt ondt der var sket Isiah i hans sølle liv. I det mindste var det grund nok til at komme ud af sengen om morgenen og det havde han brug for i disse tider, for ærlig talt havde han intet bedre at tage sig til.
Isiah kunne egentlig godt lide at han overraskede Piper med sin udtalelse for hun var ikke en kvinde man nemt overraskede på nogen punkter, det plejede at forekomme modsat. "Det er en lang historie." Sagde han så og brugte et par sekunder på at nyde at have pirret hendes nysgerrighed.
Desværre var fornøjelsen kortvarig og den blev hurtigt overgået af vreden over hendes kommentar om hans liv for ærlig talt vidste han jo godt at han havde fejlet. Han tog dog en dyb indånding for ikke at rette raseriet mod hende. "Tro mig, man behøver skam ikke fremmane dem, de kommer helt af sig selv." Her hentydede han selvfølgelig til Megan der heldigvis lod ti at være forsvundet igen, men man kunne aldrig vide helt. Ikke at Piper vidste noget om det så han forsatte hurigt "Dengang forsøgte jeg ikke at gå efter Garden Piper, der troede jeg fejlagtigt at jeg kunne glemme dem og leve et normalt liv. Ja det var en dum antagelse, de fratog mig alt, men betvivl ikke min dygtighed eller min vrede og længel for hævn" Hans stemme var dyster hvilket stod i perfekt tone med hans øjne der havde fået et mørk skær. Han var en magtfuld troldmand og det gjorde folk dumt i at glemme.
Han svarede hende ikke, men himlede i stedet en smule med øjnene som hun vendte ham ryggen. Det var på tider når hendes barnlige stædighed trådte frem at han blev mindet om hendes ungdom som hendes hårde bekymrede ansigt ellers forsøgte at skjule. "Jeg fortrækker en mere ædru version." Kommenterede han tørt. "Hvis vi skal arbejde sammen skal du være klar i hovedet, jeg gider ikke miste en arm fordi du er for fuld til at ramme rigtigt." De grå øjne hvilede på hendes ryg.

[Piper June Maganiello]

Der var så meget samlet hadefuld energi i hendes kerne, at hun var nødt til at hade alle. Matthew mest af alt, fordi hun havde forventet at han ville være den der bragte hendes liv lidt lys, lidt mening, men hun havde taget fejl, og nu gjorde hun alt for at hade ham, men det lykkedes ikke helt. "Se dér er noget vi er enige om," svarede hun hæst. Hvis nogle kendte noget til vrede og had var det Isiah, så meget vidste hun om ham, men han var stadig et stort mysterium som hun havde løst til at løse. Det lå vidst meget grundlæggende i hende.

Hans kraft i stemmen kom lidt bag på hende, specielt fordi at alkoholen havde gjort hende døsig. Det gibbede i hele kroppen. Der skulle ikke meget til, hun havde fundet ud af at hun var meget sensitiv. "Du behøver ikke at råbe," mumlede hun irriteret.
Heldigvis fik han hende hurtigt til at glemme sin irritation. Tanken om at han havde været gift med Sage var ikke ligefrem betryggende. Faktisk var det alt andet. Hun så stadig på ham som om hun forventede at han ville bryde ud i latter og afsløre at det var en dårlig joke, men hun havde en bange anelse om at han faktisk mente det. "Som vi har mere end tid til," hun lagde stædigt armene på kors over brystet og så forventningsfuldt på ham. Hans bemærkning om spøgelser gik ubemærket hen, primært fordi hun ikke troede der lå noget i det. Rastløsheden begyndte igen at finde hende. Hun lod armene falde ned langs siden og vendte ryggen til ham. Hun forstod ham. Hun havde selv forsøgt at flygte men uanset hvor hun gik hen, indhentede fortiden hende. "Jeg betvivler hverken dine evner eller din drivkraft. Jeg forstår den, jeg siger bare at jeg ikke er sikker på at du og jeg er nok, selvom vi er dygtige magikere," hun stirrede på en beskidt plet på den hvide væg.
"Slap af. Det er jo ikke som om jeg har et problem," denne gang var hun snerrende. Efterhånden var det begyndt at blive et problem, for hun havde opdagwet at alkohol tog toppen af den smerte hun følte, og den frygt hun hele tiden gik med. Sammen med Isiah, var den første gang længe hun slappede af, 1. fordi hun stolede på ham, 2. fordi han var en dygtig troldmand, men ikke tale om at hun nogensinde havde tænkt sig at sige det højt. "Men fint. Så sover jeg den bare ud her ikke?" hun sendte ham et provokerende blik over skulderen, før hun smækkede sig tilbage i sofaen. Det var mest en dårlig undskyldning for ikke at være alene.

[Deleted]

Det gik godt op for ham at han havde sagt det lidt for højt, men var selvfølgelig for stolt til at undskylde for at have gjort hende forskrækket med udbruddet, så i stedet rettede han blot blikket mod de legende flammer i kaminen. Hans sind havde altid været meget dystert og reddet og han fornemmede lidt at hun havde noget af det samme over sig. Nu var han ikke ligefrem kendt for at være en person der fik medlidenhed med andre eller bekymrede sig om hvordan de havde det.
Meget få mennesker i hans liv havde haft nok betydning til at han bekymrede sig, selv når han ikke ville indrømme det. Det drejede sig om hans nulevende søskende, Athena, niecerne Kimberly og Olivia....og så Piper. Han vidste ikke hvor denne dybe conection stammede fra, men det var nok mest fordi han følte at de kunne relaterer til hinanden og at hun kunne mærke det mørke som han også selv mærkede indeni.

Et bryn blev skudt i vejret, "du er en kvik pige Piper, du har vel allerede nu indset at jeg ikke har tænkt mig at uddybe den historie mere." Kommenterede han. Han havde ikke brug for hendes fordomme på nuværende tidspunkt især ikke når det lå i en fortid som han havde forsøgt at glemme. Derudover var hun trods alt stadigvæk auror og han havde ikke ligefrem været på lovens side dengang ægteskabet indtraf.
"Og jeg fortæller dig at vi ikke er alene i denne kamp. Vi har allierede." Ikke de mest loyale allierede, nej det ville han godt give hende ret i, men en flok der gerne så dødsgarden falde lige så meget som Isiah og Piper gjorde og det måtte være nok for nu. Primært fordi de ikke havde andre der ville være med på legen.
Han fnøs let og himlede med øjnene som svar på hendes konstatering. Han havde trods alt holdt øje med hende og han vidste godt at hun måske havde haft et lidt for kært forhold til flaskerne på det sidste. Havde det ikke været fordi at det fjernede noget af overvågenheden havde han nok også selv faldet for den løsning.
Et dybt, dramatisk suk undslap ham, "ville du accepterer et nej?" Spurgte han toneløst. Han kendte allerede svaret. Hun havde tænkt sig at sover her medmindre han selv slæbte hende ud af døren og for at være ærlig var det ikke en kamp han orkede at tage op. Derudover følte han en mindre tryghed i at have hende her. Hun var en dygtig heks, og han vidste at hun havde hans ryg hvis han havde brug for det.

[Piper June Maganiello]

Det var mærkeligt med Isiah. Piper havde vendt sig om og stod og studerede ham lidt, som han så væk fra hende. I virkeligheden kendte de ikke hinanden specielt godt. Deres relation havde været meget kortvarig, og det var mange år siden, men alligevel var han en af de meget få mennesker, hun stolede på. Det mærkelige ved det, var at han havde en ret blakket fortid, og et dystert sind, men hun troede alligevel på ham, hvilket muligvis også var naivt, det samme havde hun trods alt tænkt om Matthew... og Shade for den sags skyld.

Hun sukkede dramatisk, velvidende om at hun kunne plage ham resten af natten uden at få sine svar, men han havde pirret hendes nysgerrighed. "Fint. Som om det interesserer mig," forsvarede hun og forsøgte at lyde ret ligeglad, men de vidste begge at nysgerrigheden lå i hendes natur, det var hele grunden til at hun var kommet så langt. Hun skød et slankt øjenbryn i vejret. "Allierede som er flygtet fra Azkaban og har flere spøgelser i skabet end dem vi reelt jagter," pointerede hun uimponeret. Noget i hende bekymrede sig for om hun tog munden for fuld her, om hun rodede sig ud i noget som hun ikke ville kunne kontrollere, men på den anden side, så var hun desperat og var løbet tør for handlemuligheder. Hun kastede sig på sofaen og stirrede op i loftet der sejlede lidt, hvilket helt sikkert skyldtes for meget ildwhisky. "Nej," indrømmede hun og lagde sig godt til rette med det ene ben krydset med det andet og hænderne foldet på maven. Hun sov ikke meget for tiden, men han fik hende til at føle sig tryg, så hun mærkede hurtigt trætheden overmande hende. Hendes triumferende smil falmede langsomt i takt med at hun gik hen og faldt i søvn - en dyb søvn for første gang i måneder.

//Out