You and I, we were born to die

[Piper June Maganiello]

Sted: De Tre Koste

Tid: 21:00

Til: @isiahm

___________________________________________________________________________________

Hogsmeade... Selv efter 10 år emmede det af tryghed og hjem. Piper havde ikke været her siden sin skolegang, men nu hvor hun gik ned af det lange stræde og mødte kappeklædte hekse og troldmænd, virkede det hele så bekendt. Måden uglerne cirkulerede rundt om husene på, duften af vafler fra kandisbaronen og den desperate råben fra de værtshuse hun passerede. Hun stoppede op foran De Tre Koste, og studerede skiltet der ikke havde ændret sig det mindste igennem de 10 år. Klokken var mange, men sommeren var på vej, så det var stadig ved at blive mørkt. Hun vendte sig rundt. Et sted længere væk, kunne hun se omridset af Hogwarts Skole, og det var svært ikke at føle et stik af savn. Det liv hun havde haft dengang var noget andet. Nu var hun en anden. Hun knyttede sine hænder og gik ind af døren til De Tre Koste der summede af liv. De fleste på denne her tid, var voksne der sad og snakkede. 
Mange kiggede mistroisk op på hende, hun var ikke ligefrem et kendt ansigt på egnen længere, og selv de som måske engang havde kendt hende, ville ej længere kunne genkende hendes døde, tomme blik og matte hud. 
Ifølge hendes ressourcer på afdelingen befandt Isiah sig her i bygningen, i en lejlighed netop oven over. Hun gik hen til baren og bestilte en flaske ildwhisky, og smed et par galleoner som betaling, før hun tog flasken i sin hånd og gik op af trappen. Der lå én enkelt lejlighed. Da hun tog i håndtaget konstaterede hun hurtigt at døren var låst. Som om det ville hjælpe. Med flasken i den ene hånd, fik hun med den anden bakset sin stav frem fra inderlommen og rettede den mod døren. "Alohomora," mumlede hun og låsen gik op. Den gamle dør knirkede da hun skubbede den op. Hjemmet var fuldstændig mørkelagt, hvilket indikerede at der nok ikke var nogen hjemme. Måske hun tog fejl, og Isiah slet ikke var her, men nu hvor hun havde taget den lange tur fra London, var hun ikke villig til at lade forsøget være forgæves, så hun gik ind i stuen og slog sig ned på en støvet sofa. Staven lå ved siden af hende, men hun besværede sig ikke med at tænde noget lys, til gengæld gav hun sig til at bakse låget op på ildwhiskyen. 

[Deleted]

Det havde været en lang dag. Alt for lang. Efter at have slete hendes minder og derefter afleveret den stædige tøs Syrena på en nærliggende pub, var han nu på vej hjem. Det var ikke faldet i god jord ved nogen af de andre at han ville lade hende gå, men for pokker hun var så ung og havde hele livet foran sig.
Han havde bortforklaret det ved at det ville vække for meget opsigt hvis hun for alvor forsvandt og i stedet havde han bare slettet hendes minder omkring ham og den lille gruppe samt flugten fra Azkaban. Desværre var han blevet afbrudt så han var ikke helt sikker på om han fik det hele med eftersom det krævede en del koncentration at rydde op i folks minder. Der havde dog ikke været tid til at dobbeltchecke.

Udmattet efter dagens strabadser, nåede han sin hoveddør. Nøglen blev fundet frem og stukket i låsen og en bølge af ubehag væltede ind over ham som det gik op for ham den ikke var låst. Næsten øjeblikkelig fandt han sin tryllestav frem. Han vidste at den havde været låst da han tog hjemmefra, som en meget paranoid person tjekkede han det nemlig altid flere gange. Desværre havde han ikke fået sikret den med en besværgelse der kunne modstå alohamora-besværgelsen, hvilket også havde været tåbeligt, men han havde ophlvet den efter at have smækket sig ude et par gange.
Han stillede sig i døren og kiggede ind i den mørke lejlighed. Var det et baghold? Meget vagtsomt tog han et skridt indenfor med staven rettet fremad – klar til kamp. Som forhenværende auror (og dødsgardist) havde han ikke tænkt sig at råbe om hjælp, han ville først vide hvad han havde med at gøre – måske et dumt valg, men sådan var han nu engang indbygget, han var heller ikke sikker på at aurorne ville nå frem i tide hvis det virkelig var en person der ønskede ham død.
I lyset fra opgangen fik han øje på en silhuet i mørket placeret på hans sofa. Han hævede staven yderligere i de svedige hænder, ”Hvem der?” Kaldte han ud med autoritær stemme og bankende hjerte.

[Piper June Maganiello]

Det lykkedes efter forholdsvis kort tid at bakse låget af flasken. Piper lænede sig tilbage i sofaen og tog en tår. Væsken brændte hele vejen ned gennem svælget og ned i mavesækken, men det hindrede hende ikke i at tage en tår mere. Hendes forhold til smerte var en af mange ting der havde ændret sig igennem årene, frem for at blive skræmt af den, trivedes hun med den. Hun havde netop fjernet flasken fra læberne, da hun hørte at låsen blev manipuleret, dog tog hun det umådeligt roligt. Isiah forventede nok ikke at se hende her, måske huskede han hende ikke engang, men det gjorde hende ikke mere forsigtig.
Hun hørte hans forsigtige skridt. Trods det var mange år siden, kunne hun genkende hans måde at gå på, uden helt at vide hvorfor lige dét havde gjort indtryk på hende.
Hun hævede blikket og sænkede flasken til sit skød for t kunne studere hans høje skikkelse, eller i hvert fald skyggen af den i døråbningen. "Isiah," hilste hun tørt uden at sige mere. Han burde være mere forsigtig end at blive på et sted som dette, han var meget nem at finde, heldigt for ham at hun var en ven og ikke en fjende.. i hvert fald på nuværende tidspunkt. "Pak den der ting væk, inden jeg bliver nødt til at arresterer dig for trusler mod ordensmagten," bemærkede hun og nikkede mod hans stav. Hendes egen var pakket væk, med andre ord var hun ikke en synderlig stor trussel. Havde hun været mindre dramatisk ville hun nok have brugt den til at tænde lyset, men hun blev stadig siddende i mørket og spekulerede på om han ville genkende hendes stemme. Roligt rejste hun sig og satte flasken fra sig, på et lille bord ved siden af sofaen. "Det er længe siden" hun tog kort notits af det lille sug der gik gennem maven på hende. Noget havde draget hende mod ham efter alle de år, på trods af hans lidt brogede forhistorie. Han var den sidste person som havde lært hende, kæmpet med og for hende, som endnu ikke direkte havde vendt hende ryggen.

[Deleted]

Det skulle være løgn at sige at han ikke var ved at skide en snemand over situationen, han havde allermest lyst til at tage benene på nakken, men noget drev ham fremad. Stemmen havde nær givet ham et hjertestop samtidig med at en del af ham faldt en smule til ro da han efter korte paniske sekunder genkendte den som værende Pipers.
Han sukkede tungt og lod tryllestaven falde ned langs siden. Han anså ikke Piper som værende en trussel, men det ændrede ikke at han stillede sig meget undrende overfor hendes spontane besøg. ”Piper, burde du af alle ikke vide bedre end at snige dig ind på folk på den måde?” Han havde en god fornemmelse af at det ikke kunne rage hende mindre for at være ærlig.

”Du kunne ende med at komme galt afsted,” det var ikke sagt som en trussel, nærmere som en oprigtig advarsel som han havde en god fornemmelse af faldt for døve øre. Han hævede atter staven og med et let sving mod pejsen blev rummet oplyst af knitrende flammer derfra.
Han rettede blikket mod hende som skyggerne dansede i hendes ansigt. ”Det må man sige, men jeg går ikke ud fra at du er her for at høre om min ellers interessante tilværelse.” Han gik frem mod hende og skævede til flasken i hendes skød. ”Lang dag?” Han hævede et bryn mod hende og slog sig så ned i en slidt lænestol på den anden side af det lave sofabord. Staven blev lagt tilbage i lommen imens han spekulerede over hvad hun nu havde gang i, velvidende om at det ikke nødvendigvis noget godt siden hun var desperat nok til at opsøge ham.

[Piper June Maganiello]

"Så du genkender mig," konkluderede hun og ignorerede bevidst hans kommentar om hendes uforsigtighed. Det kunne næppe overraske nogen mere. Hun så op fra flasken selvom alt hun kunne se var omridset af hans skikkelse. "Eller også burde I have opdraget mig bedre," bemærkede hun køligt. Det var egentlig ikke hendes mening, men hun mødte efterhånden alle med fjendtlighed fremfor åbenhed. Med 'dem' mente hun naturligvis ham, Shade og Matthew. Sikke en sølle flok i øvrigt. En lå i koma, en anden var over alle bjerge og den sidste var en simpel kriminel, der gemte sig på en kro. Hun ærgrede sig over at se så store troldmænd falde omkring hende.

Flammerne fra pejsen fik rummet til at lyse op. Lyset genspejlede sig i hendes mørke øjne. "For at være ærlig, kommer jeg nok ikke meget mere galt afsted end jeg er vant til," pointerede hun og så op på ham. Han havde ændret sig overraskende lidt. Modsat de andre omkring hende, så han ikke gammel eller slidt ud, det måtte være slikhårets fortjeneste. "Nej. Jeg har brug for din hjælp," indrømmede hun og forsøgte ikke engang at lade som om hun var det mindste interesseret i hans liv. Hendes blik fulgte hans til hendes flaske. Hun nikkede og rakte den frem mod ham. "Du ligner en der også kunne bruge en tår," bød hun. Det var nok den mest venlige gestus hun havde gjort i flere måneder. Det var måske naivt af hende at tænke sådan, men på en eller anden måde virkede det trygt at være i nærheden af en fra fortiden, en der havde kendt andre sider af hende end den kolde kælling hun var for tiden. Dog forsøgte hun også at minde sig selv om at han var en kriminel i disse tider, og nok den mest tvivlsomme karakter hun kendte - desværre.

[Deleted]

De vagtsomme øjne hvilede sigende på hende. Selvfølgelig genkendte han hende, han havde vogtet over hende i en del år efterhånden. Ikke at hun var bekendt med det - hvilket for hans allergi for bitchflips - nok også kun var en god ting. Han havde en ide om at hun ikke ville være helt okay med det. "Jeg har levet på flugt i mange år, så jeg er ret god til at huske ansigter." Løj han letsindigt. Eller jo han kunne da godt huske ansigter, men nok ikke meget bedre end gennemsnittet desværre. "Touché." Var hans eneste bemærkning omkring hendes opdragelse. Det havde været et vildt liv dengang og desværre virkede det til at skulle tage en drejning i samme retning endnu engang. Inders inde var han bare træt. Træt af altid at være på mærkerne, ikke fordi han havde tænkt sig at han skulle slå sig ned med kone og børn, den type liv var slet ikke ham og havde der været blot et lille håb i ham om en sådan slutning, døde den med Athene den dag i ministeriet.
Det eneste han ønskede var bare at kunne leve uden altid at kigge sig over skulderen. Muligvis ville en del af ham nok altid være lidt miserabel, men det var også okay hvis bare han kunne få lov til at trække vejret og leve et liv der ikke handlede om direkte overlevelse. På den anden side var dét udover dødsgarden det eneste liv han kendte til, så spørgsmålet var om han ville kunne leve uden når alt kom til alt.

Et strejf af morskab lyste de grå øjne op med et næsten legesygt skær. "Det er vidst heller ikke så lidt har jeg ladet mig fortælle." Det var ikke fordi han direkte så hendes elendighed som noget morende, men på en eller anden måde kunne han måske spotte små dele af sig selv i hende. Hun havde det samme mørke i sig som han genkendte fra sig selv. Mørket der kom efter at ens indre dæmoner havde vundet flere kampe end de havde tabt.
"Se dét skal nok blive interessant." Svarede han og satte sig bedre til rette i den slidte stol. Det varede dog kun frem til hun tilbød ham en tår af flasken. "Tak som byder." Alkohol var en god måde at glemme de voksende problemer på, desværre var det også med til at gøre en mindre opmærksom på sine omgivelser hvilket var årsag til at Isiah sjældent drak sorgerne væk på trods af hvor tillokkende det kunne være.
Han rakte frem og tog flasken, førte den til sine læber og tog en solid tår inden han rakte den tilbage til hende. "Nå, men fortæl mig så, hvad er det du mener jeg kan hjælpe dig med?" Ærlig talt var han ikke sikker på at han kunne være til stor hjælp på nogen måde, han havde for mange ting om ørerne disse dage.

[Deleted]

Megan poppede op ud af det blå på en af barstolene. Hun havde stadig det samme tøj på, som hun havde haft den dag Isiah havde slået hende ihjel, præcis ligesom det stadig kun var ham som kunne se hende. Hun brugte meget energi på at vise sig for ham, men det var for det meste det værd. "Well, well, well.. Hvem har vi så her?" spurgte hun og sendte ham et lusket smil, da hun vidste den fremmede kvinde ikke ville kunne se eller høre hende alligevel. "Fortæl mig en gang, Isiah; Har du også tænkt dig at slå hende ihjel?" spurgte hun og skød underlæben en smule frem og så på ham med et par bedrøvet øjne, før hun grinte let, "Just kidding, jeg er ligeglad," tilføjede hun morende og viftede lidt med den ene hånd, før hun hoppede ned fra barstolen og gik over mod kvinden og viftede sin hånd foran hendes ansigt, før hun vendte blikket mod Isiah, "Hm, det ser ud til, at du stadig er den eneste som kan se mig," sagde hun og trak lidt på skuldrene før hun gik over mod ham, som hun stillede sig så hun spærrede for hans udsigt mod kvinden, med et stort provokerende smil på sine læber.

[Piper June Maganiello]

Piper var ikke sikker på at hun købte hans elendige undskyldning. Hun ville meget hellere holde fast i idéen om at hun faktisk havde gjort et indtryk på ham engang. Hendes mimik afslørede dog ingenting, nogle gange mistænkte hun, at hun havde mistet evnen til at se andet end tom ud, primært fordi det var oftest hun følte sig indeni. Hun ville ikke svælge i elendighed, men hver gang der skete noget tilnærmelsesvis godt i hendes liv, så gik det galt alligevel. "Så siger vi det," svarede hun tørt og lænede sig slapt tilbage mod sofaryggen.
Isiah var nok en af de få mennesker der forstod hvad hun gennemgik, han var den eneste der også var blevet taget hårdt i røven af Theodore. Hun hævede et slankt øjenbryn. "Rygter svirrer hurtigt.. eller holder du øje med mig?" spurgte hun og lød lidt mistænksom uden at det helt var meningen. Hun slog blikket ned og kiggede på sine hænder som om de var det mest interessante i verden.
Tanken om at han kendte til hendes udfordringer, huede hende ikke ligefrem, men hellere ham end mange andre. Hun fulgte flaskehalsens vej til hans læber med blikket, og følte allerede en mindre hunger efter en tår. Der var engang hvor ambitioner og ansvarlighed havde været hendes vigtigste værdier, nu var hun en beskidt skabsalkoholiker af en auror, der kæmpede for sin egen lille vendetta uden at have nogle omkring hende. "Jeg er ikke sikker på at du siger det samme om et øjeblik.. tag en god tår," bød hun og begyndte at blive lidt urolig med det ene ben, bare for at holde sig beskæftiget. "Theodore.. han er derude.." startede hun og mærked en kølig vind slå mod hendes ansigt. Hun gik ud fra at det var bare vinden i det gamle hus, hendes første indskydelse var i hvert fald ikke, at Isiah skulle være hjemsøgt af et spøgelse. "Jeg ville bruge min ressourcer på aurorkontoret, men jeg er bange for at de holder ekstra øje med mig nu, og de kender ham ikke.. ikke som jeg gør.. eller dig," bemærkede hun og så kort op på ham. "Jeg kan ikke lade ham gå fri. Du forstår hvorfor. Hjælp mig med at rydde ham af vejen," bad hun og sagde det sidste så tydeligt, at han ikke skulle tage fejl af at hun ikke mente af vejen, som til Azkaban, men af vejen som helt af vejen. Han skulle ikke få mulighed for at flygt eigen.

[Deleted]

Hans mundvig fortrak sig kort i et næsten smil, han kunne godt fornemme at hun ikke troede på ham, hvilket jo også var forståeligt nok, han var nok ikke den mest pålidelige person på denne jord. Denne gang måtte han udstød et mindre fnys for at understrege sin egen løgnagtige pointe, "holde øje med dig? Sæt nu ikke dine forhåbninger for højt Prinsesse, jeg har vigtigere ting at tage mig til end at holde øje med en følelsesforstyrret kvinde med postteenage-syndrom." Det kunne godt være at det var hårdt, men nu var Piper vidst heller ikke selv typen der pakkede tingene ind og han ville gerne understrege sin uskyld i hendes anklage - især fordi hun jo havde ret.
"Som du dog pirrer min nysgerrighed." Svarede han med stigenede interesse i sit toneleje. Det var så på dette tidspunkt at hans lille "veninde" besluttede sig for uønsket at slutte sig til selskabet. Det gav et sæt i ham eftersom det var længe siden at han havde set hende, så længe at han faktisk havde haft et mindre håb om at hun var smuttet videre til helvede eller hvor pokker hun ellers skulle hen i sit efterliv.
Fordi det var kommet så pludselig og han så hende lige så tydeligt som han så Piper, kunne han ikke undgå at flytte sin opmærksomhed til hende som hun pludselig sad på en af stolene i lejligheden. "Sig det er løgn." Mumlede han opgivende og sukkede. Han orkede ikke at høre på hende og da slet ikke lige nu.

Han rømmede sig akavet og forsøgte at ignorerer det højttalende spøgelse og fokuserer på det Piper sagde. Han skulle ikke til at miste overblikket lige nu, han blev nødt til at ignorerer hende. Navnet Theodore fik ham hurtigt til at spidse øre igen. Det var virkelig svært ikke at lade sig påvirke at Megans plapren og hans blik flakkede konstant mellem hende og Piper. "Øh ja...Theodore.." Gentog han og stirrede en kende fraværende på hende eftersom Megan var igang med at vifte den ene hånd foran Pipers ansigt.
Han rømmede sig på ny og forsøgte at holde fatningen. "Ja det er åbenbart min evige forbandelse." Kommenterede han en smule tørt og egentlig henvendt til Megan, men fordi det passede ind med Pipers sætning lød det som om at det var som svar på at han kendte Theodore bedre end de fleste.
Skønt han vidste at det ikke hjalp det mindste forsøgte han at vifte Megan væk som var hun en irriternede røgsky foran hans ansigt. I sin akt kunne han godt se hvor tåbeligt det måtte se ud, "flue." Løj han inden han hurtigt forsatte for at undgå hun skulle kommenterer på det, "Så lad mig lige forstå det ret. Du vil have mig til at hjælpe dig med at opsporer Theodore, myrde ham og slippe afsted med det uden at ryge i Azkaban på livstid?" En ting var sikkert, han skulle aldrig tilbage til Azkaban, så hellere dø. Han lød ikke afvisende, for han ville jo også meget gerne selv have ryddet Theodore af vejen, sammen med Alexander. Med de to ude af spillet kunne han forhåbentlig genvinde den frihed han havde været frataget stort set hele sit liv.

[Piper June Maganiello]

Piper kneb øjnene sammen. Selvom hans ord kun blev gengældt med et intetsigende blik, så ramte de hende. Hun forsøgte hver dag at bilde sig selv ind at hun var stolt af den kvinde hun var blevet til, men det var ikke helt sandt. Selv hun følte hvordan vrede, had og bitterhed, hver dag tog en lille bid af hende. "Vigtigere ting? Tja, jeg har hørt at du har været ret beskæftiget på det sidste med at skjule dig i forladte lejligheder, og redde fanger ud fra Azkaban," pointerede hun, og fik det til at lyde som noget ubetydende. Sidstnævnte ting var ikke alment kendt, men Piper var om noget en dygtig auror, det havde ikke taget hende længe at lægge to og to sammen, hun havde bare undladt at indvige andre i det, primært så hun kunne bruge det som madding, hvis det skulle blive nødvendigt.
Hun hævede et slankt øjenbryn og rakte ud efter flasken på ny. "Det ville jeg ønske at jeg kunne. Desværre er det sandt," svarede hun uden helt at forstå hans udbrud midt i det hele, men nu var hun selvfølgelig heller ikke klar over at han blev hjemsøgt af fortidens spøgelser. Hun trak på skuldrene og tog flasken til læberne for at tage en ny stor tår, der brændte hendes svælg. Nu begyndte hun efterhånden at føle sig varm i kroppen og i kinderne, hun følte sig ubekymret.

Hans manglende interesse, begyndte hurtigt at gå hende på nerverne. Hun bukkede sig ned og satte flasken på gulvet før hun rejste sig. "Theodore er ikke kun mit problem Isiah. Vi ved begge to at han er ligeså meget efter dig som han er efter mig," bemærkede hun og begyndte at gå rastløs frem og tilbage, med lidt vaklende skridt. Alkoholen havde haft sin virkning, men hendes gang afslørede at hun efterhånden havde fået en del mere end han alene havde set hende indtage. Piper vendte sig om med e suk, tids nok til at se ham vifte forvildet omkring sig. "Aha..." hun var ret tydeligt ikke overbevist, men valgte bevidst at lade den gå, fordi hendes fokus var et helt andet sted. Hun trak på skuldrene og nikkede som om det var barnemad. "Præcis. Sidstnævnte hjælper jeg naturligvis med," tilføjede hun og foldede armene hen over brystet med et autoritært blik der ikke klædte hendes unge, ellers uskyldige ansigt.

[Deleted]

Isiah rakte hen for at snuppe flasken igen og havde lige fyldt munden med den brændende væske da den skarpsindige tøs smed endnu en alt for korrrekt observering efter ham. Han havde nær kvalt sig selv i whiskyen som han mærkede brænde syndfuldt hele vejen ned gennem halsen. En varme spredte sig i brystet på ham, om det skyldtes whiskyen eller anklagen var han ikke helt sikker på. Han stirrede på hende med et vantro blik, "Hvad? Jeg aner ikke hvad du snakker om Piper, men det der er an ret alvorlig anklage." Svarede han desværre ikke helt så autoritært som han godt havde kunne tænke sig.
Hvor i alverden vidste hun det fra? Det kunne selvfølgelig bare være noget hun slyngede ud for at ramme ham i og med det jo var Sage der var brudt ud. Desværre troede han ca lige så meget på den som han troede på at Lord Voldemort havde taget undervisning i dans. Hun var en ufattelig dygtig heks og en endnu dygtigere auror, men hvornår pokker var hun blevet så god til sit arbejde at hun både kunne finde ham og vidste hvad han var op til. Det var ligefor at han overvejede om hun havde overvåget ham.

Desværre havde den unge kvinde end ala helvedes god pointe. Theodore var uden tvivl et problem. Et problem de måtte få løst. Han havde love at holde øje med Piper og sørge for at der ikke skete hende noget og derfor kunne hun ganske simpelt ikke være en del af den mission. "Okay." Sagde han lidt tøvende, "Så lad os antage at Theodore kommer efter os," begyndte han, "hvad er din plan helt nøjagtigt? Du kan jo ikke bare kaste dræberforbandelsen på ham og håbe på det bedste for så ender du i Azkaban og tro mig det vil ikke gøre noget godt for din unaturlige perfektionistiske skønhed eller dit i forvejen dystre sind." Hun var meget langt fra at være den pige han havde været sat til at beskytte og hvis Azkaban havde kunne knække ham så ville hun da heller ikke holde længe derinde for skræmmende nok mindede hun Isiah utrolig meget om ham selv da han var ung og på flugt. Selv det autoritære blik hun sendte ham virkede bare underlig malplaceret på hendes blege ansigt og vidnede om en ung pige der var blevet voksen alt for hurtigt.[/i]

[Piper June Maganiello]

Piper tog det uhyggeligt roligt, i forhold til at hun lige havde afsløret hans kriminelle handling. Hun anede et kort glimt af panik. Havde det ikke været for den enorme respekt hun holdt for ham, så havde han selv været en fange i Azkaban nu. "Rolig nu, du skulle nødig blive kvalt," pointerede hun og foldede armene hen over brystet. "Spar dig undskyldningerne Isiah, det kan godt være at jeg er en.. hvordan var det du formulerede det?" spurgte hun og hævede et slankt øjenbryn, dog kom hun ham i forkøb til svaret. "Nå ja.. en følelsesforstyrret kvinde med postteenage-syndrom, men jeg er en helvedes dygtig auror," hun hævede hovedet og rettede ryggen stolt. Pludselig virkede hun voksen, selvsikker og med samme dystre træk som man kunne finde ved hendes forældre. Nogle gange dansede hun på linjen mellem rigtigt og forkert, hun havde ikke selv nogen idé om hvor meget hun mindede om sin far, dengang han selv havde siddet hvor hun gjorde.
Isiah kunne forsøge at lyve alt det han ville, men det at han pludselig blev meget mere medgørlig, beviste i høj grad at han ikke turde diskuterer for meget med hende. Hun rynkede på panden uden selv at være helt bevidst om det. Det var måske tåbeligt, men han fik nærmest hendes dystre sind og udseende til at lyde som et.. kompliment selvom de fleste andre pillede hende ned. Hun rystede på hovedet og valgte at fokuserer på det der var vigtigt. "Ét - man kan slå ihjel på andre måder end med en dræberforbandelse. To - Du finder ham, bringer ham til mig, jeg klare den svære del, og vi går hver til sit uden videre. Jeg holder på din hemmelighed hvis du holder på min," opremsede hun og fik det til at lyde easy-peasy, men de vidste begge at det ikke ville være sådan. Piper havde altid taget afstand til mord, hun havde lovet sig selv aldrig at synke så dybt, men denne her gang bildte hun sig selv ind at hun ikke havde et valg, hun var træt af at være bange, træt af at leve på flugt, træt af at hade.. hun håbede inderligt at det her ville give hende et liv igen, også selvom det brød med alt det hun var.. hun havde aldrig været en morder.

[Deleted]

Han sendte hende et lettere skulende blik ved den kølige kommentar. Han vidste at han var blevet bosted, men hvor var det dog frustrerende og nedværdigende at blive taget på hjemmebanen af en tøs der kunne have været hans datter.
Dog kunne han nu godt lide Piper. Måske folk frygtede hendes dystre sind og Isiah var enig i at så ung en kvinde ikke skulle kæmpe med de bekymringer som hun gjorde, men det dystre sind bevidnede også om at hun kendte virkeligheden og vidste hvordan den han sammen uden latterlige illusioner om at verden var et dejligt og imødekommende sted. For det var den ikke. Verden smed altid lort i hovedet på en og når man endelig syntes det gik bare nogenlunde, så åbnede jorden sig under ens føder og man blev slugt med hud og hår.
Isiah havde for længst droppet tanken om at leve lykkeligt til sine dages ende. Realistisk set ville han nok ikke dø af alderdom, men det var hans lod i livet og det var han så småt begyndt at accepterer.
Han rømmede sig en kende da hun tog hans ord i sin mind og han overvejede et kort øjeblik at benægte, men vidste også godt at han ikke ville komme nogen vegne med det. Han var busted. Det var næsten srkæmmende om hun mindede ham om ham selv, havde han været på hendes alder ville han efter største sandsynlighed bage på hende.

"Well det er du." Pointerede han skønt det var en ligegyldig konstatering, "men okay, så lad os lege at du har ret og jeg havde noget med Sagen flugt at gøre. Ville du så være her for at afpresse mig eller?" Det ville han have gjort. Alle midler gjalt når man skulle opnå noget - det var i hvet fald hans motto.
Hendes plan fik ham til at bryde ud i spontan latter. "den svære del siger du?" Han rystede let op hovedet som latteren døde hen, "Pips, det er let at slå ihjel, det er det at leve med det bagefter der er det svære, derudover så er jeg ikke helt sikker på at jeg finder fordelingen helt fair." han holdt en kunstnerisk pause, "for det første, hvis først Theodore er gået under jorden er han helvedes sværd at finde, for det andet har jeg flygtet fra ham og Alexander i årevis og nu vil du have jeg skal opsøge ham og "bringe ham til dig"? Tror du ikke jeg allerede havde gjort det hvis jeg havde haft muligheden for at skille mig af med ham?" Han rømmede sig let "men jeg har et andet forslag." Han kunne godt bruge en allieret i kampen mod Alexander og garden, især med de ustabile tosser han havde på holdet lige nu, så måske de kunne indgå en aftale. "Hvis jeg hjælper dig med din lille selvmordsmission så hjælper du mig med min. Vi gør det sammen, ikke nogen "du klare det beskidte arbejde" for jeg tror at du vil finde min personlige vendetta yderst interessant." Han rettede ryggen en smule. På denne måde ville han kunne holde øje med at hun ikke selv kastede sig ud i et eller andet halsbrækkende eventyr.

[Piper June Maganiello]

I bund og grund havde han kun sig selv at takke, han var en stor del af grunden til hendes dygtighed. Ærgreligt at det sved til hans egen røv nu, til gengæld var hun rimelig ligeglad. Hun lagde sig ned i sofaen med benene over det ene armlæn og hænderne sammenflettet hen over hendes mave og slap en latter der virkede underligt mild i forhold til hvor dyster hun ellers var. "Lyder det som om jeg afpresser dig? Noget siger mig at jeg ikke behøver at tage så drastiske midler i brug. Men hvis du tvinger mig til det.." hun lod tavsheden gøre sætningen færdig for hende, og stirrede op i loftet, der kørte lidt rundt. Det var nok en bivirkning af alkoholen.
Hendes smil falmede langsomt, hvilket han formentlig ikke ville se eftersom hun lå med hovedet væk fra ham. "Tro mig, jeg vil ikke ligge søvnløs over at have gjort verden fri for ham," understregede hun og hendes stemme var tilbage ved den normale kølige facon. "Fint.. så lad os bruge mig som lokkedue," sagde hun som om det var det mest logiske i verden. Theodore ville have hende død, hun kunne sagtens agere et let offer. Hovedsagen var at den mand skulle af vejen, så hun kunne få et liv igen. Det kunne de begge to. "Okay. Indví mig i din geniale mesterplan," opfordrede hun med en dramatisk armebevægelser der macthede dramatikken i ordene. Det at hun turde ligge på sofaen, halvfuld, og med ryggen til var et kæmpe tillidstegn i sig selv. Uden helt at vide hvorfor, havde hun tillid til at Isiah ikke ville hende noget ondt. Pludselig følte hun også trætheden. Faktisk huskede hun ikke helt hvornår hun sidst havde sovet. igår? I foregårs? Hendes tanker blev afbrudt af hans foreslag. "Fortæl mig om din vandetta, så vil jeg overveje det," tanken om at de to skulle arbejde sammen var næsten morsom. På den anden side, var idéen ikke dum. Isiah havde årevis af erfaring mere end hun havde, og han kendte Theodore på en anden måde. Hvis han kunne bryde Sage ud af Azkaban, måtte han alligvel kunne noget konkluderede hun for sig selv. Hun løftede hovedet og forsøgte at se om på ham, afventende.

[Deleted]

Han sukkede let. Hun var god. Irriterende god. Som hun lå der uden at kunne se ham studerede han hende lidt. Det var underligt at forstille sig at hun havde været den samme lille pige som han havde haft så stor indflydelse på for år tilbage. Hun var blevet voksen nu, desværre alt for hurtigt ifølge hans mening, hun havde for mange bekymringer, desværre mange der matchede has hvilket blot gjorde det endnu værre for hvor mange kvinder i 20'erne skulle frygte for deres eget liv.
Isiah havde selv været med til at skabe frygt og rædsel engang og det havde fået ham til ta føle sig ufattelig magtfuld indtil Athene. Det havde ændret hans syn på alt. Ikke fordi ha nu var en "good guy" der bare ville redde verden for det gad han absolut ikke. Verden måtte sgu lære at stå på egne ben, men han ville gerne have udraderet dem som var en trussel for ham. Han tog gerne alle midler i brug, han havde slået ihjel en del gange og det gjorde bare noget ved ens sjæl som han ikke ønskede at Piper skulle gennemleve, for det var ikke noget man kom tilbage fra.

Isiah lod hovedet tippe let på skrå skønt hun ikke kunne se det. "Nej det siger du nu." Sagde han blot. Han himlede med øjnene af hende forslag, ideen var sådan set god nok, men at hun troede at han i det hele taget ville lade det komme på tale var åndssvagt. "Vi skal ikke bruge dig som lokkedue, vi finder en anden måde." Forsikrede han uden at have den fjerneste ide om hvad det kunne være.
"Udmærket.." Han rømmede sig for den kunstneriske pauses skyld. "Jeg vil forsøge at nedlægge Dødsgarden samt dens gamle leder." Isiah var den eneste der kendte til Alexanders hemmelige identitet, desværre forhindrede en ubrydelig ed ham i at sige det til nogen, men at vide at en mand som ønskede ham død for forræder...tja dem var der nogle sikker af efterhånden og de skulle alle skaffes af vejen før han selv blev det. Alexander, Theodore...Azazel - han sad godt nok i Azkaban lige nu, men rygtet gik om at han snart ville blive løsladt. Han anede ikke hvor mange fra Garden der var ude efter ham så hellere bare skaffe dem af vejen. Hans paranoia havde det bedst på den måde. "Jeg har forsøgt at skaffe mig en mindre gruppe allierede som jeg ved ikke er bange for at bryde loven og som af deres egene personlige årsager har samme mål som jeg." At Sage og Sakitta nok bare ville ende med at skabe deres egen Garde de kunne skabe kaos med, var fint med ham, så længe han gik fri.