Get back up again

[Deleted]

TIlegnet :: Alyxia McBeth

Sted :: Alyxias hjem

Tid :: Ved 17 tiden

Han havde slet ikke troet at frisk luft kunne føles så rart! Efter han havde indgået aftalen med specielstyrken og dermed var blevet frikendt fra Azkaban for nogle timer siden havde alle sanser bare været skærpet. Solen havde føltes varmere lysere, lyden af fuglesang højere og mere rent, selv lyden af storbylivet biler der kørte forbi, folk der snakkede, alt var bare bedre nu og han værdsatte det på en måde han aldrig havde troet muligt. 
Han havde heller ikke været længe om at overveje sine muligheder ved mødet, han vidste at han ikke ville overleve straffen ud i Azkaban og eftersom han ikke havde den fjerneste anelse om hvor stor muligheden for at Alyxia skulle få ham ud var, havde han taget imod tilbuddet med kyshånd.
Lincoln havde før arbejdet i for denne specialstyrke. De udførte de opgaver som var for grimme til at regeringen gjorde det selv, Lincoln brød sig egenlig ikke om at skulle trækkes tilbage ind i magtshowet mellem politikere og den type, men han var trods alt med til at stoppe terrorister og angreb mod landet i helhed. Det var den han var og det var den han var trænet op til at være, men det var et farefuldt og ensomt liv og man skulle have en helt bestemt psyke for at kunne få sig selv til at stå op om morgenen for i bund og grund var man en national helt den ene dag og en koldblodig morder den næste. 
Lincoln stoppede op foran hoveddøren han havde fundet frem til at Alyxia skulle bo bag. Eftersom han var kommet ud efter længere afsoning havde han ingen steder at tage hen, hans hus var lejet ud til en anden familie i hans fravær eftersom han ikke havde været i stand til at betale husleje med de brødkrummer han modtog i Azkaban. Selvfølgelig kunne han tage til Anna, men han ville ikke trænge sig på og slet ikke med Sadie i huset, desuden var han ikke typen der brød sig om at bede familien om hjælp og han følte lidt at han skyldte Aly at hun var den første der fik at vide han var fri.
Over skulderen havde han derfor alle sine nuværende egendele samlet i en sportstaske, dette bestod af to sæt skiftetøj og sit barberingsgrej som han brændte efter at få brugt. Det lange filtrede hår matchede skægget og han var stadigvæk snavset eftersom Azkaban ikke tilbød badefaciliteter, ikke at han ville have taget imod det hvis de gjorde, han skulle bare så langt væk derfra som muligt!
Med en rolig hånd ringede han på og morede sig en smule ved tanken om hun måske ville tro han var flygtet fra fængslet for han lignede i den grad en undsluppen straffefange.

[Alyxia McBeth]

Eftermiddagssolen var begyndt at blive kraftigere i takt med at den gik ned et sted horisonten. Dens orange skær oplyste Alyxias stue lidt endnu. Hun sad i sofaen med fødderne smækket op på et lidt gammelt udseende træbord. Indretningen bar ikke meget præg af at der boede en kvinde i hjemmet, mest fordi det var et spørgsmål om tid før hun havde tænkt sig at flytte ud, og så ville hun have at hendes far fortsat ville føle sig komfortabel i hjemmet. Faktisk sad hun lige netop nu, med visen i skødet og satte ring rundt om lejligheder der kunne være interessante. Ved siden af hende lå samtlige aviser, med samtlige lignende ringe, sat omkring jobopslagene. Nogle gange forsvandt teksten i ringen, fordi denne var besat, og nogle gange dukkede der nye tekster op på papiret der netop var frigivet, hvilket gjorde det en smule svært at holde styr på de interessante.
Lidt åndsfraværende, kørte hun fjerpennens pinke fjer, hen over sin hage og næse mens hun læste om en to værelses i samme bydel som denne, men som ikke var til at betale for penge. Hun havde selvfølgelig overvejet om hun skulle tilbage til Irland, men nu hvor Jonathan var her, så gav det ikke meget mening. Hendes spekulative mine, blev afbrudt da det bankede på døren. Hun fjernede fjerpennen og så op med et lidt undrende blik. Umiddelbart ventede hun ingen gæster. Hendes rødbrune hår, var flettet praktisk ned over ryggen, og hun var bare iklædt en almindelig t-shirt og bukser. Nu hvor hun var hjemme det meste af dagen, bekymrede hun sig meget lidt om hvordan hun så ud. Hun lagde avisen fra sig sammen med fjerpennen og rejste sig med et lidt klagende suk. Et sted fjernt i tankerne, forestillede hun sig at det var Trescott der stod på den anden side af den dør. Det scenarie udspillede sig ofte i hendes sind, men det endte tit med at hun blev skuffet. Tanken slog hende igen nu hvor hun var på vej hen til døren. På en måde blev hun lidt irriteret over at hun pludselig bekymrede sig om hendes lidt dovne udseende. Hun åbnede døren, og genkendte i første omgang ikke vildmanden på den anden side. I stedet stod hun bare med et meget overrasket udtryk. Efter at par sekunder begyndte det at gå op for hende at det var Lincoln, men det gav ingen mening. "Lincoln? Hvad laver du her?" spurgte hun lidt skeptisk. Retssagen var ikke før om 2 uger, så det gav slet ikke mening for hende.

[Deleted]

Som han stod der og afventede besvarelse på hans banken, begyndte tankerne atter at vandre. Måske var det forkert af ham at opsøge Alyxia for ærlig talt anede han jo ikke om han forstyrrede. Tænk hvis hun havde besøg af en kæreste eller noget og så stod han bare her og ligenede noget der lige var trådt ud af junglen - han manglede bare lændeklædet for at gøre outfittet komplet. På den anden side var der vel grænser for hvor mange mænd hun hev med hjem når hun boede sammen med Jonathan.
Uanset hvad var det for sent nu, han kunne allerede høre skridtene på den anden side af døren og honestly havde han jo igen ikke rigtigt andre steder at tage hen. Han skulle have sit hus tilbage, men det var der lidt længere udsigter til med familien der boede der på nuværende tidspunkt. Han måtte få styr på det i løbet af ugen.
Døren gik op og afbrød de sidste hjernevridninger som han så Aly stå foran sig. Skønt hendes afslappede udseende lignede så hun stadigvæk langt bedre ud end ham - men der skulle selvfølgelig heller ikke så meget til.
Lynhurtigt sporede han udtrykket i hendes undrende ansigt og kunne ikke lade være med at udnytte situationen en smule. "Jeg slap ud og nu har jeg brug for et sted at gemme mig!" Udbrød han dramatisk, men var ikke i stand til at holde masken så længe før et smil fandt vej til læberne. Han kunne slet ikke huske hvornår han sidst havde smilet på denne måde, men at se Aly var bare lidt som at finde hjem efter år i mørket. Måske fordi hun havde været der for ham igennem forløbet i sin bestræben på at få ham ud.
"Ville du tro mig hvis jeg sagde at de slap mig fri på grund af god opførsel?" Var der noget Lincoln aldrig havde været god til, så var det god opførsel. Han sagde altid sin mening og han kunne være ufattelig kold overfor folk til tider, men for dem der havde en betydning for ham var hans indre dæmoner gemt godt væk bag et tykt lag af drengede charme der dog havde lidt svært ved at slå igennem på nuværende tidspunkt eftersom han ikke kune lignede en vildmand, men også lugtede som en. "Du har vel ikke et bad jeg kan låne?" Han rettede en smule på sportstasken der gnavede sig lidt ned i skulderen.

[Alyxia McBeth]

Aly blinkede igen, bare for at være sikker på, at det hendes øjne så og hjerne opfattede var nogenlunde det samme. Hendes håndgled ned over dørkarmen og faldt slapt ned langs hendes side. Når han stod der i mørket, så han uhyggelig ud, det klædte ham ikke, tænkte hun ved sig selv. Faktisk var hun så chokeret, at hun ikke engang nåede at panikke over hans udbrud, som hun ellers med garanti ville være faldet. Hun rystede på hovedet for at vække sig selv op igen. "Nej," indrømmede hun ærligt men med et lidt udtryksløst blik. Det var køligt hertil aften, den kolde vind fik hårene til at rejse sig på hendes arme. Det kunne selvfølgelig også være synet af ham. Instinktivt, trådte Alt ud af døren på bare fødder selvom cementen under var kold. Hun slog armene om hans hals, og måtte strække sig på tå for at nå ham. "Men jeg er ligeglad," sagde hun ærligt og omfavnede ham så hårdt at det nok ikke engang var en behagelig fornøjelse. Hendes hjerte slog så hurtigt af lettelse, at hun kunne mærke den helt ud i fingerspidserne. Han var kold selvfølglig, og lugtede heller ikke specielt godt, men det bekymrede hun sig ikke om nu. I stedet begravede hun skamfrit næsen halvt ind mod han hals, hvilket fik hans lange hår til at kilde hende lidt i næsen. Først efter delvist at have kvalt ham i nogle næsten udelidelige 30 sekunder, slap hun ham igen, ligeglad med at hun nu selv lugtede af død fritte, eller det havde hun i hvert fald en følelse af. "Kom med ind." bød hun og holdt døren åben for ham. Lejligheden de boede i var fin, ikke specielt stor eller luksuriøs, men den var hyggelig og rummelig nok til en ekstra gæst. "Badeværelset er dernede til højre," informerede hun og pegede ned af gangen. "Jeg finder noget tøj. Du kan sikkert passe min fars. Han har vist også noget barbergrej," sagde hun videre og lukkede hoveddøren bagved dem. "Du kan bare gå derind. Jeg kommer med håndklæder og tøj," gentog hun mest for sig selv og gik hen mod Jonathans soveværelse, stadig lidt chokeret. Han havde helt sikkert noget af en sag for med en forklaring bagefter. Godt nok havde hun været sikker på at han ville komme ud, men ikke så pludseligt.

[Deleted]

Han smilede ved hendes ærlighed. Bare det at han var kommet ud fra fængslet havde givet ham lidt af hans gamle glød tilbage, dog havde han stadigvæk dæmoner at se i øjnene for var der noget Azkaban formåede så var det da at trække de mørke og dystre tanker frem i en. "Hm, og hvorfor så ikke det?" Han hævede et bryn og så krævende på hende. Han var udmærket klar over at han langt fra var en engel og han kunne sagtens selv komme med de første 10 begrundelser til hvorfor hans påstand med største sandsynlighed var falsk. Dog blev det sagt i et ironisk tonefald, for han forventede bestemt ikke at hun svarede oprigtigt på det.
Selvom han næsten havde det skidt ved at modtage hendes kram i hans vagabondligende tilstand, var det svært at modstå, især fordi det havde været årevis siden han havde haft nærkontakt til nogen andre mennesker som ikke var forstaget gennem celletremmer. Han slog armene omkring hende og håbede inderligt at hun havde forstoppet næse eller noget i den stil så hun ikke kunne lugte ham, for han kunne uden problemer lugte sig selv og det var ikke violer eller pebbernødder han duftede af.
Efter lidt slap han hende og så ned på hende og kunne ikke lade være med at smide en kommentar om at hun skulle passe på ikke at blive forkølet eftersom det var ved at være ret køligt - selv i opgangen skønt der var læ. Kommentaren blev dog udvisket som hun bød ham indenfor, et tilbud han tog imod med kyshånd. Tænkt at ting som et bad og en sofa at sove på virkede som luksuriøse forhold lige nu.
Igen blev det ene bryn krænget opad og et listigt smil formede sig på læberne, "barbergrej? Er det en hentydning? Jeg troede ellers at fuldskæg og langt hår var det nyeste nye, sådan hipster-tema." Aldrig om han kunne finde på at beholde det look. En lille smule skæg mente han egentlig klædte ham ret godt, men ikke det hulemandslook han havde kørende lige nu.
Uden at ville være uhøflig endte han alligevel med at tage hende på ordet og begive sig ned til badeværelset hun havde anvist ham. Han lod døren stå på klem så hun kunne komme ud med håndklæder og skiftetøj, for selvom han havde lidt i tasken var det ikke blevet vasket siden han blev fængslet. Han afklædte sig og stillede sig under bruseren som han tændte op for. Følelsen af strålerne der ramte hans hud var så kærkommen! Det føltes som evigheder siden han sidst havde haft muligheden for at blive ren.

[Alyxia McBeth]

"Behøver jeg virkelig at svare på det?" spurgte hun med et blik der tavst fremlagde alle argumenterne. Hun trak sig lidt tilbage og studerede ham i mørket. Der var noget ved ham som gav hende kuldegysninger, ikke på den måde hvor hun blev direkte bange for ham, men hans udseende mindede hende om et mørke som hun selv forsøgte at lægge bagved sig endnu. Døren smækkede bagved dem. Lejligheden var oplyst af små glødende pærer der gav en behagelig hyggebelysning. Hendes far havde altid foretrukket det lidt dunkelt, meget modsat hende selv.
Hun stoppede foran badeværelsesdøren og vendte sig mod ham med en hånd på hoften og et påtaget snobbet blik. "Hipster er én ting, som i øvrigt slet ikke er dig, hulemands-looket endnu mindre," bemærkede hun med et lille grin. Der var bare noget ved ham som fik hende til at føle sig godt tilpas. Der var gået ret mange år siden de direkte havde været venner, men takket være Anna, var de på sit vis vokset op sammen, så det var ikke unaturligt at være her.
Mens han gik ud på badeværelset, gik hun selv ind på sin fars værelse. Der var iskoldt, den mand havde det altid varmt! Hun spekulerede lidt i hvorfor Lincoln ikke havde opsøgt sin søster, hvilket nok havde været det mest naturlige, men hun kunne alti spørge ham senere. Fra skabet fandt hun en hvid skjorte og et par lidt slidte bukser. Alting å nydeligt i orden - nu var det jo hende der ofte ordnede det huslige heromkring bare for at have noget at tage sig til. Bunken af tøj, samt to store håndklæder, tog hun med ud. I og med at døren stod på klem, overvejede hun ikke rigtigt om han var anstændigt påklædt eller ej, lyden af det rendende vand, burde nok have afsløret det. "Så er der tøj," bemærkede hun, og gik ukritisk ind i røgen af damp. Aly lagde tøjet oven på toiletbrættet. Godt nok var der badeforhæng, men hun kunne stadig i lyset, ane hans shilouette. Samvittigheden over overhovedet at have kigget, ramte hende hurtigt og gjorde hende lettere forfjamsket. "Nå men jeg.. venter bare udenfor," konstaterede hun og skyndte sig ud med røde kinder. Hun gik direkte til køkkenet for at sætte noget vand over til the. Noget måtte være seriøst galt med hende, siden hun var begyndt at være på den måde, Lincoln var nærmest som en bror for hende.

[Deleted]

Et lidt forpint smil blev sendt tilbage i hendes retning, nej det behøvede hun faktisk overhovedet ikke. Igen vidste han godt at han ikke var en engel – langt fra, men han gav nu heller ikke rigtig nogen folk grund til at tro det, med sin skarpe tunge og til tider lidt hårde sarkastiske bemærkninger.
Han sukkede en smule og så kort op og ned af hende som overvejede han om hun var i sin ret til at komme med den bedømmelse. Det var der ikke nogen tvivl om at hun var og han gjorde det nok også mere i mildt drilleri end egentlig at dømme hende. ”Nåh nåh missy, der er godt nok en som er kommet højt på strå.” Hans humør var betydeligt bedre til aften end det havde været under hendes besøg i Azkaban, men det var vel heller ikke så mærkeligt. Selvom Lincoln skulle tilbage i felten – som ikke var nogen dans på roser, var han i det mindste ude af det Gudsforladte sted. Når han tænkte over det var det egentlig også okay for ham at komme tilbage til sit gamle arbejde. På trods af hans ”uskyldige udseende,” som han selv kaldte det, var han en morder. Han havde ikke noget imod at arbejde for en sag han troede på også selvom det til tider havde meget uheldige udfald. Men sådan var det. Man kom ikke sovende til at beskytte regeringen og Lincoln troede selv fuldt og fast på at han var med til at gøre en forskel, men det betød ikke at han tog fornøjelse i at hverken torturerer eller slå ihjel. Det var bare en del af jobbet sommetider.
Tankerne blev skyllet lidt væk i takt med vandet rendte ned over hans ansigt, lidt som at det vaskede alt væk og gav ham mulighed for at begynde på ny. Han ville nok blive opsøgt snart så hans træning kunne gå i gang, for ærlig talt havde tiden i Azkaban ikke gjort noget godt hverken for hans udseende eller muskelmasse.
Han hørte skridtene fra gangen kort før døren blev åbnet. Han mærkede temperaturen dale et par grader i det lille dampende rum. I et kort sekund mindede de ham om når en dementor svævede forbi, dog ikke helt så voldsomt. Det gav ham alligevel lidt kuldegysninger, men han forsøgte at ryste det af sig. ”Dejligt,” besvarede han med meget lidt bekymring om at hun kunne ane ham gennem forhænget. ”Jeg er snart færdig.” Han skyllede det sidste sæbe ud af det lange filtrede hår og slukkede for vandet i næsten synkron takt med hun lukkede døren igen. Han fandt barbergrejet frem og fik hurtigt fjernet skægget. Han havde ikke noget imod af have en smule skæg, det gav ham et mere voksent udseende, men lige nu var han bare desperat efter at få det hele væk. Efter at have tørret sig iførte han sig hurtigt tøjet Alyxia have lagt frem til ham og fandt hende kort efter i køkkenet. Han så på hende med et venligt smil, ”hvordan har du det med en saks i hånden?” Spurgte han så og holdt en tot af det alt for lange hår frem mod hende, som hentydning til at han godt kunne bruge en frisør.

[Alyxia McBeth]

Aly gengældte hans smil. Det var ikke specielt ofte hun var i godt humør længere, mange dage følte hun desværre at der ikke var meget at leve for, men at have Lincoln her føltes overraskende lettende. Hun lod ham okkuperer badeværelset ligeså lang tid han havde behov for det, og gik selv ud i køkkenet for at sætte vandet over. Mens kedlen stod og varmede op, kiggede hun ud af vinduet og lod tankerne vandre. Hun spekulerede stadig på hvordan det overhovedet var muligt for ham at være her. Havde hende sfar en finger med i spillet? Eller var han rent faktisk flygtet? Den pibende susen fra kedlen der indikerede at den var færdig, trak hende tilbage til nutiden. For et kort øjeblik overvejede hun om Aurorene ville dukke op hvis han var flygtet, og om Scott ville være iblandt, men hun var snart vant til at hendes hovede spillede det samme gamle puds, så hun formåede at fortrænge det.
Mens hun hældte teen op og lod den trække, kunne hun høre ham komme mod hende. "Var det dejligt?" spurgte hun og trak lidt på smilebåndet. De to fulde kopper, bar hun hen til et lidt vakkelvoren træbord der kun lige havde plads til de to personer der boede i husstanden. "Jeg tænkte at lidt the ville varme," hun gjorde gestus mod den ene stol og bød ham til at sætte sig der. Hendes blå øjne studerede ham. Uden det lange skæg lignede han mere sig selv, det lange hår klædte ham på sit vis, men det var slidt og trængte til at blive klippet. "Det kan vi finde ud af?" foreslog og slap et lille grin. Engang i mellem klippede hun sin far, men han havde nu aldrig haft i nærheden af så meget hår. "Sæt dig. Jeg finder en saks," hun gik hen og rodede lidt i en tilfældig køkkenskuffe, og fandt en hun synes var passende. "Så kan du i mellemtiden fortælle mig hvordan det her gik til," tilføjede hun lidt henkastet. Selvfølgelig havde hun bemærket at han før havde undgået den snak, men nysgerrigheden drev hende, hun var nødt til at vide hvordan efter alle de år, og specielt efter de sidste mange måneder hvor de havde kæmpet for at få ham ud fra det helvedeshul.

[Deleted]

Det var virkelig utroligt så meget man kunne savne noget så simpelt som et bad. Selvfølgelig var personlig hygiejne noget der stod temmelig højt hos de fleste mennesker, men når man var fraskåret det tænkte man egentlig ikke rigtigt over det før man faktisk havde mulighed for at gøre noget ved det, men så ramte det virkelig også hvor meget man havde følt sig som et ande menneske gemt væk under alt for meget snavs.
"Du har ingen anelse.." han stoppede og vendte ordene en smule i sit hoved inden han forsatte, "eller jo, det har du jo sådan set." Han sendte hende et lidt undskyldnede blik. Selvfølgelig vidste hun det, hun havde jo selv prøvet det.
Han satte sig hen til bordet og så på theen som var det en personlig gave fra Gud leveret til ham af en engel. "Hvor har jeg dog savnet alt der ikke har med vand og brød at gøre!" Sagde han med bitter ærlighed i stemmen. Når folk sagde at man kunne leve af vand og brød, så anede de tydeligvis ikke hvad de snakkede om. Selvfølgelig kunne man leve af det, men det gjorde bare intet godt for en udover at holde en i live.
Lincoln trak stolen lidt frem så der var plads til at hun kunne komme rundt om ham. "Er det noget du har god erfaring med eller ligger jeg lidt hovedet på blokken her?" Spurgte han med endnu et lille smil. Han følte sig stadigvæk lidt fanget af Azkabans mørke, som om at han frygtede at alt dette her bare var hans hjerne der fordrejede virkeligheden, at han stadigvæk sad i sin celle og snakkede med sig selv. Hans fornuft sagde selvfølgelig at det var rigtigt, men det ville jo også føles rigtigt hvis man var ved at miste forstanden. På den anden side tog han sku hellere denne fantasiverden end den virkelighed der ventede ham i Azkaban - hvis det skulle være tilfældet.
Han betragtede hende lidt som hun hentede saksen og spurgte ind til hans nylige frihed. Han havde lyst til at fortælle hende sandheden, men vidste også godt at det ikke var en mulighed. "Jeg fandt barberbladet frem og vupti." Svarede han nok i et forsøg på at vinde sig selv lidt tid til at finde på et brugbart svar på det spørgsmål hun egentlig søgte svar på.

[Alyxia McBeth]

Aly slog blikket lidt sørgmodigt ned. Af alle mennesker, så var hun nok den der forstod mest. Hun forsøgte altid at fortrænge enhver tanke om Azkaban, Det var blevet betydeligt sværere efter hun havde genfundet kontakten med ham, men det havde på en anden måde nok også motiveret hende lidt. "Ja desværre," hun tvang sig selv til at tage en dyb indånding og formåede at fremane et upåvirket smil. Efter alle de år, var dét smil hendes værn mod alt det der kom mod hende, hun havde ikke lyst til at indrømme hvor modløs og uværdig hun følte sig det meste af tiden. Theens frugtige duft, fyldte hurtigt køkkenet. "Teknisk set, er det vand," bemærkede hun og kastede et pludselig lidt ærgrende blik på køleskabet. "Skal jeg bestille en pizza? Ja jeg ville jo gerne have lavet 3-retters gorumetmiddag til dig, hvis jeg havde vidst at du kom, men køleskabet er overraskende tomt," indrømmede hun og kunne ikke undgå ikke at føle sig lidt forlegen. Hendes far var sjældent hjemme, men det var hun næsten altid, hun spiste bare ikke specielt meget længere, hvilket også kunne ses. Aly havde altid været en fyldig kvinde, tenderende til lidt buttet, nu var der ikke meget at hende i hende mere. Hun tog et viskestykke og lagde omkring hans skuldre. "Ehm altså.. Jeg klippede min fars hund engang?" hun grinede lidt. Det var selvfølgelig pjat. Hun klippede ofte sin far, dermed ikke sagt at hun var den fødte frisør. "Okay.. sid stille," hun tog den første tot mellem fingrene, og klippede den. Han var blevet virkelig langhåret, det føltes fedtet i hendes fingre selv efter han havde været i bad. Hun koncentrerede sig om sin opgave, og brugte den som undskyldning til ikke at sige noget for et øjeblik. Selvfølelig troede hun ikke på at han var stukket af, men hun kunne ikke greje hvordan pokker det var lykkedes ham at slippe fri. "Hold nu op, Linc. Fortæl mig hvad der skete, det skylder du mig," forsøgte hun velvidende om at hun stak lidt til ham uden at vide om hun kunne tillade sig det.

[Deleted]

Han sukkede let. Det havde været en hård tid for ham i fængslet og han skammede sig næsten lidt over ikke at tænke over at det nok som minimum havde påvirket Aly lige så meget da hun sad derinde. Om ikke andet havde det dog hinanden at snakke med om det. Han var ikke typen der kunne lide at overshare alting, men han følte trods alt at han og Aly havde en vis forståelse for hinanden og hende havde han ikke noget imod at snakke med.
Han så lidt frem for sig med et lettere fjernt blik. "Det er svære at være tilbage end jeg havde regnet med," begyndte han uden hun egentlig havde opfordret til det. Han søgte nok bare lidt en form for bekræftigelse i at han ikke sad alene med de følelser han var blevet mødt med da han kom ud. "kender du det med at man ikke vil føle sig utaknemmelig over at være ude, men samtidig er det sgu også lidt hårdt at være tilbage og vide at verden bare gik videre imens man selv var gemt væk i skabet. Som om man virkelig bliver ramt af hvor lidt man betyder i verden." Okay det var en smule mørkt måske, men Azkaban satte bare den slags tanker i en. Man havde jo ikke rigtigt andet at lave end at tænke over den slags.
Lincoln rømmede sig lidt og sendte hende et skævt smil, "undskyld, det er ikke for at være dyster." Han havde heller ikke lyst til bare at komme her og lyde som en tudebaby, men igen hvis nogen vidste hvad han gennemgik måtte det være hende.
Smilet blev bredere, "du har ret...men det dufter bedre." Sagde han og indåndede den søde damp fra kruset, måske en underlig ting at gøre, men selv så lille en detalje som duften af mad eller i dette tilfælde te. det var ikke noget de fleste tænkte over, men havde man siddet gemt væk og kun kunne lugte fugt, sved og havvand så fandt man ud af hvad det betød.
Smilet gled over i en blid latter, "pizza lyder så fint." Bifaldt han, "men ærlig talt ville du kunne imponerer mig med pakke kødpølse." Han blinkede til hende og kunne næsten mærke hvordan hans tænder allerede løb i vand.
Han lo endnu mere over hendes kommentar med hunden. Ærlig talt kunne han slet ikke huske hvornår han sidst havde grinet. Det var en fremmed, men behagelig følelse. "Jamen så har jeg jo intet at frygte." Konstaterede han og lod hende tage fat på opgaven.
Latteren forstummede stille og han tænkt sig kort om uden helt at vide hvad han skulle svare. Teamet var tophemmeligt og at sige at han var blevet auror igen var måske også en smule mistænksomt. "Jeg fik et tilbud jeg ikke kunne afslå." Svarede han ærligt, "mit gamle arbejde havde en sag som jeg har speciel viden til, de fik mig ud hvor jeg til gengæld har solgt min sjæl til dem, mere eller mindre." Han lo kort igen, men denne gang var der ikke den samme varme følelse i det.

[Alyxia McBeth]

Aly stirrede ned på hans hår med et tomt blik. Hun huskede hvor svært det havde været at vende tilbage til civilitionen efter måneder, hun kunne faktisk ikke sætte sig ind i hvordan det var efter år. "Det kommer til at tage tid. Bare at vænne sig til lyset.. og lugtene. Udenfor de vægge er der folk der lever deres liv, par der bliver forelskede, børn der fødes, skolebørn der griner ubekymret. Det kan være svært ikke at bebrejde dem," hendes stemme lød sørgmodig. Selv efter alle de år, havde hun det stadig sådan. Hun nikkede. "Jeg ved hvad du mener," bekræftede hun.
Alle ens sanser var styrket, på både godt og ondt. Aly smilede lidt for sig selv, og lod fingrene løbe igennem hans lange hår, så det ville blive den rette længde. Fingernemt lod hun saksen klippe de lange totter, hun glædede sig til han var genkendelig igen. "Der skal ikke så meget til," man kunne nærmest høre smilet i hendes blide stemme. Det føltes faktisk rart. Det var sjældent hun talte om hvordan hun følte i tiden efter Azkaban, det var svært for både hende og hendes far at snakke om, så de gjorde det sjældent. "Det er utroligt, hvordan alt der ikke ikke er delvist eller helt råddent, kan føles som en gourmetmiddag," grinede hun og klippede flere totter. Til sidst var det så kort at hun kunne bruge en maskine til resten. Hun lod den ene hånd gribe om i lommen for at tage sin stav. Med et sving, begyndte tasterne i hendes telefon at trykke pizzamandens nummer. Det tog hende ikke længe at bestille 2 stk, der ville komme inden for de næste 20 minutter. "Så du har solgt din sjæl til djævlen med andre ord? Tja det er vel snart det værd," konkluderede hun og trak på skuldrene. Svaret var tilfredsstillende nok for hende i denne omgang. "Så," hun viftede de sidste rester af hård væk, og lod kost og fejebakke arbejde af sig selv for at gøre det sidste rent. "Nu ligner du dig selv igen," bemærkede hun.

[Deleted]

Han nikkede let uden helt at tænke over at det måske ikke var det aller smarteste move når hun stod med en saks i færd med at klippe hans hår. ”Ja det føles lidt som om at nogen har skruet op for solen imens man har siddet inde.” Bemærkede han. Det havde også været en af hans første tanker da han kom ud.
Men duftene, de var fantastiske. Selvfølgelig var visse dufte lidt voldsomme, som en rosenbuske eller en kraftig parfume, men generelt var det at dufte andet end fugt, pis og det der var værre en ren befrielse. Han havde aldrig tænkt over hvordan noget så simpelt som nyfalden regn kunne dufte. Det havde regnet kort forinden han kom ud og vandpytterne havde stadigvæk ligget på asfalten og vedholdt duften som var det kun til ære for ham.
Nu anede han ikke hvordan hendes frisørkunstskaber var, men på den anden side kunne det jo kun blive bedre end det var nu. Han sad i stilhed et øjeblik og bare nød berøringen af hendes fingre der gled gennem hans hår. Det var det tætteste han var kommet på intimitet siden han var blevet spærret inde. Ikke at han så Aly på den måde, han kendte sin plads, men det ændrede ikke på at det var behageligt. ”Jeg har siddet i Azkaban længe,” undskyldte han sig med hensyn til kødpølsen. Alt virkede nærmest som luksusføde efter de sølle måltider man blev præsenteret for derinde.
Han lo lavmelt og nikkede på ny, han havde alt været meget bevægelig når han snakkede, både med arme og hovede. "Ja det kan jeg kun give dig ret i." Erklærede han sig enig.
Lincoln forholdt sig tavs under bestillingen og nød igen bare godt af opmærksomheden som han ellers havde været foruden siden hans indespærring.
"Det kan man vel godt sige." Svarede han og mærkede modet synke en smule. Han var god til det arbejde og det skræmte ham faktisk lidt. Han vidste at det ikke var uden en pris. Faste forhold og tætte relationer fungerede bare ikke når man arbejdede på teamet. Det føltes lidt som at dedikerer sit liv til det.
Han rejste sig fra stolen ved endes afsluttende ord og gik ud på badeværelset for at studerer mesterværket. "Jamen dog, det er du da sluppet godt fra, måske du skal begynde at tage penge for det." Kaldte han derudefra inden han atter kom ind til hende.

[Alyxia McBeth]

Aly nåede lige at trække saksen væk, inden hun klippede en tot for meget af. "Du er nødt til at sidde stille," grinte hun og rystede lidt på hovedet for sig selv, før hun fortsatte. "Der er skruet op for alt," svarede hun og lagde hovedet lidt på skrå, mens hun klippede den sidste tot. Hun vurderede at han nu så meget mere tilforladelig ud. Hun lagde saksen på køkkenbordet og gik om foran ham, for at studerer sit eget værk, godt tilfreds med resultatet. "Det er godt endelig at have dig tilbage," sagde hun uden at det helt var et svar på hans konklusion om at have siddet inde længe, men heller ikke rigtigt bare en tankestreg i luften som var blevet sagt højt.
Da han rejste sig, besluttede hun sig for at gå efter ham, for at se hans reaktion. Hun lænede sig op af dørkarmen og betragtede ham i spejlet. "Ja, endnu en af mine skjulte talenter," grinede hun. Desværre ikke god nok til at hun kunne gøre en karrierer ud af det, for hun var efterhånden desperat efter at finde noget at lave, at hun nærmest havde overvejet at blive blomsterbinder. Det ringede på døren, med et skinget hyl, Jonathan havde synet var genial at installerer som dørklokke, for at skræmme gæster. Aly registrerede det ikke rigtigt mere, men gik ud for at åbne for en angst izzamand der havde været på vej væk med maden igen. Hun fik ham stoppet i tide, og gav ham penge, i byt for æsken, som hun derefter tog med ind. "Så er der mad," annoncerede hun og mærkede sin mave knurre. "Det kunne være. Jeg er efterhånden så desperat efter et arbejde, at jeg nærmest ville slå mig til tåld med hvad som helst, om det var var pedel i tusmørkegyden," svarede hun da hun passerede badeværelset for at komme ind til stuen. Hun fandt sin stav frem igen. "Accio vin," hun svang staven og greb rødvinsflasken der kom direkte imod hende. De kunne ligeså godt gå all in. Det var lang tid siden hun havde haft selskab og tilsyneladende også ham. "Har du snakket med Anna?" spurgte hun nysgerrigt mens hun dækkede op med et par glas.

[Deleted]

Ved hendes påbud gik fejlen op for ham og han tog sig selv i at nikke igen, "nåh ja, selvfølgelig." Igen blev han klar over han havde gjort det præcis samme om igen og tilføjede så "sorry, jeg sidder stille nu." Egentlig havde han aldrig været så god til at sidde stille, han kunne godt lide når der skete noget omring ham især nu hvor han lige var kommet ud, han havde lyst til at løbe et maraton, skønt han godt vidste at han nok ikke ville nå meget længere end havelågen før hans ufattelig dårlige kondi ville indhente ham. Det var blot endnu en af de fornøjeligheder man fik ud af at sidde i Azkaban.
Han smilede som svar på hendes ord om at det var godt at have ham tilbage. Det var fantastisk at være tilbage måtte han ærligt erkende. Han havde været ved at miste sig selv derinde, ærlig talt havde han nok mistet noget af sig selv bag de kolde fugtige mure. Noget der for evigt ville forblive spærret inde med de endeløse skrig og raslende kæder. Det kunne vel ikke undgås. Man kunne ikke bare komme ud fra Azkaban og være hundrede procent den person man var da man blev lukket inde, om så det var for en dag, en måned eller flere år.
Et afslappet smil formede sig i ansigtet på ham. "Ikke så skjult længere, fremover ved jeg hvem jeg skal kontakte når jeg trænger til at få håret klippet." Svarede han som han kørte en hånd igennem og vendte sig mod hende.
Det gave et sæt i Lincoln ved lyden af dørklokken, mest fordi at lyden i et kort øjeblik igen gav ham flashback til Azkaban skønt han godt bagefter kunne høre at det slet ikke lød på samme måde. Han fulgte med ind til stuen, men ventede så der og lod hende åbne døren, han vidste trods alt ikke om det var maden eller om hun ventede gæster. Ikke at det havde lydt sådan på hende, men Lincoln var dog kommet ret uanmeldt måtte man sige.
Med store glædesfulde øjne fulgte han maden som den kom ind i rummet båret af Alyxia. Han kunne nærmest mærke tænderne løbe i vand. "Jeg er sikker på at du nok skal finde det helt rigtige job." Sagde han beroligende. "Hvad med at søge ind som professor på Hogwarts eller noget igen? Din far må da kunne trække i et par tråde." Ikke at Jonathan havde nogen magt over skolerne, men han var vellidt og havde mange kontakter, så måske de kunne finde en ordning.
Han så på vinen og lod armene falde en smule over kors, "puha vi ligger hårdt ud kan jeg fornemme," han havde ikke drukket siden han blev sat ind så han frygtede nok lidt at der ikke skulle så meget til at gøre ham fuld. Han rømmede sig let og bed sig kort i underlæben. "Nej ikke endnu," indrømmede han.