You Know Who Does That? Crazy People!

[Deleted]

Gabriel Jacques Darklighter
April 2055 omkring klokken 12.
Den lukket afdeling på en sindssygeanstalten i England.

---

Gabriella havde ikke forladt sin celle, som hun havde døbt det værelse hun havde fået sig, da mugglerne havde ment hun var ude af stand til, at tage sig af sig selv, efter at have overværet sin bedste veninde blive skudt for øjnene af hende. Hun var sikker på, at det udelukkende var fordi de var bange for hende og tiltrukket af hende på samme tid. For hende var det fuldstændigt som at være tilbage på den børnehjem, som hun var vokset op på, foruden Beauxbatons, hvor hun havde gået på skole. Hun følte hun var morderen i alt det her. Det var hende som var blevet erklæret sindssyg og var blevet smidt ind her, hvor hendes frievilje var blevet taget fra hende, mens den egentlige morder stadig var på fri fod.
Hun havde været der i to dage. To dage, hvor hun havde nægtet at spise og komme ud fra sit værelse. Mugglerne havde været hurtige til, at først dømme hende til, at være i chok, da hun var vågnet i et skrig på hospitalet og var begyndt at plapre løs om magi, da de jo havde kunne se på Carlas lig, at hun var blevet skudt med en helt almindelig muggler pistol. Han havde virkelig gennemtænkt sine moves, forbandet bølle. Hun sad på sin seng, med blikket stirrende ud af vinduret. Solen skinnede udenfor, en typisk forårsdag, men hun turde ikke bevæge sig ud. Alene det når personalet kom ind til hende, kunne hun godt fornemme, at ingen af dem på hendes i øjnene, mens de mandlige samtidig havde svært ved at forlade hende igen. Hun mente vel bare at hun var til mindre fare både for sig selv, men også for andre, hvis hun bare blev her og ikke rørte ved nogen eller noget, så hun ikke ødelagde noget eller nogen.

[Deleted]

Gabriel kiggede op på den alt for velkendte bygning af sindsyghospitalet Asylum. Det gav kuldegysninger helt ind i knoglerne at være tilbage. Han havde været her utallige gange før i forbindelse med Eddith, men han måtte desværre erkende at der var gået længere og længere tid imellem besøgende, både fordi stedet gav ham myrekryb, men også fordi at i hans øjne gled Eddith længere og længere ind i illusionen om at der var mere mellem himmel og jord og det var som om at hun ikke rigtigt ville tales til fornuft - og det var på de gode dage. Så var der også de dage hvor hun bare generelt slet ikke ville snakke overhovedet og sidst men ikke mindst de dage hvor hun blev ved med at punke ham for at fremskaffe informationer i sagen om hendes mands død.
Det var ikke fordi at Gabriel ikke forstod hende, men det var hårdt hele tiden at skulle gennemgå de samme scenarier med hende når sagen havde været lukket i årevis og der ikke var kommet noget nyt. Det var en såkaldt "cold case", et udtryk Eddith nægtede at accepterer.

Han tog en ny dyb indånding. Det var ikke derfor han var her i dag. I dag skulle han interviewe en ung kvinde der havde overværet et mord og nu havde lukket sig inde i sig selv. Eftersom hun var hovedvidnet i sagen var det vigtigt at de fik hendes informationer omkring det der var sket og det var så derfor han var her.
Med tunges skridt gik han ind af den store jernport og op af trappen til dobbeltdørerne. Det var som taget ud af en gyserfilm hvis altså man så bort fra solskinsvejret og fuglesangen.
Han gik indenfor og meldte sin ankomst ved receptionen. En ældre mand - sygeplejerske gik Gabriel ud fra, førte ham op via en elevator til 2. sal. Gabriel mærkede håndfladerne blive svedige, han var ikke meget for små lukkede rum og elevatorer var en af dem.
Som de gik ned af gangen begyndte han at slappe lidt mere af selvom han stadigvæk syntes at dette sted var super freaky. Den mandlige sygeplejerske bankede på indtil Gabriellas værelse og åbende så døren som han lod Gabriel gå ind af. Han informerede kort om at han ville være lige nede af gangen hvis Gabriel skulle få brug for ham.
Gabriel nikkede blot og vendte så ansigtet mod den unge kvinde. Hun var ufattelig smuk, sådan "udover det sædvanlige" -smuk. Han mærkede sit hjerte slå en smule hurtigere hvilket undrede ham, men han ignorerede det, han var trods alt på arbejde ikke til stævnemøde. "Ms. Collins?" Forsøgte han og tog et skridt tættere på. "Mit navn er Gabriel Campbell, jeg er fra kriminalpolitiet og jeg er her for at stille dig et par spørgsmål omkring det der skete." Han var ret overbevist om hun vidste havd han hentydede til. "Er det okay jeg sætter mig?" Han pegede mod en stol ved et lille bord.

[Deleted]

Gabriella var vant til, at hun vendte blikke hvorend hun gik, men det betød langt fra at hun brød sig om det. Hun havde utrolig store tillidsproblemer, grundet enhver voksen som burde have været der for hende, gennem hele hendes barndom, havde svigtet hende. Hun var 24 år, havde aldrig haft en kæreste og egentlig i mange år troet, at hun var homoseksuel, fordi mænd ikke havde gjort andet end at ødelægge hende mere og mere. Denne gang var det jo også en mand, som havde slået Clara ihjel og kastet en forbandelse på Gabriella. Et sted var det nok ikke så underligt, at hun havde en del fordømme mod mænd, selvom Riley havde rettet op på en del af dem.
Hendes blik ve ikke fra vinduet, selvom det bankede på døren indtil hendes værelse. Hun sagde ingenting. Hendes blå øjne fulgte fuglene udenfor hendes vindue. Det lange mørkebrune hår, var begyndt at blive lyst i toppen, da hendes naturlige hårfarve var på vej frem. Det var først da døren blev åbnet, hun vendte blikket fra fuglene og mod den ældre mandlige sygeplejerske. Åh nej, var det allerede pille-tid igen? Hun hørte slet ikke til her, hvis hun selv skulle sige det. Hun vidste jo hvad hun havde set, men hun kunne ikke klare sig selv mere og Ministeriet havde intet alternativ at tilbyde hende, så hun havde lagt sin tillid i mugglernes hænder.
Hun mærkede sit hjerte springe et slag over, da hun opdagede den ældre mand, ikke var alene. Hun vendte hurtigt blikket mod vinduet igen. "Miss. Collins," rettede hun ham lavmeldt, i en stemme som nok tydeligt afslørede at hun ikke brugte den meget disse dage. "Great, endnu en muggler.." mumlede hun da han afslørerede hvor han arbejdede. Ikke fordi hun var blodfanatisk, men fordi hun allerede nu, kunne satse sin dessert resten af uge på, at han heller ikke ville tro på hende. "Hvis du tør," svarede hun og vendte blikket mod ham, men så alle andre steder hen end hans øjne, ikke fordi hun ville true ham eller lyde truende, men fordi alle andre stak af, når de så hende i øjnene, helt præcist hvad gerningsmanden havde gjort ved hende, var hende stadig en smule uklart, men noget havde han gjort. Hun rettede sig lidt op, da hun havde siddet i samme stilling den sidste halve time. "Lad mig gætte, I har stadig ikke fundet nogle informationer om mig?" spurgte hun og vendte blikket tilbage mod vinduet. Hun var fuldblodsheks, hun stod ikke registreret i mugglernes register.

[Deleted]

Gabriel rømmede sig en smule, "beklager, min fejl." Svarede han blot og forsøgte sig med et venligt smil selvom hun ikke kunne se ham så længe hun havde ryggen til. Gabriel var god til sit job og han var faktisk temmelig venlig af natur skønt han også havde sine egne ting at slås med i det daglige, blandt andet hans OCD omkring ting der helst skulle være lige og han ikke kunne fordrage tallet 13 og den slags ting.
Hans bryn formede sig i en undrende rynken ved hendes øgenavn - eller hvad det nu var, han forstod ikke budskabet bag for det var ikke et ord han mente at have hørt før. "En muggler? Undskyld, men jeg forstår ikke hvad det betyder." Sagde han i en venlig tone.
Hvis han turde..var det en trussel? Igen var han dygtig til sit arbejde og vidste at man ikke bare skulle lukke ørerne af for trusler uanset hvor køn personen der kom med dem så end måtte være. Han stoppede sig selv, havde han lige omtænkt et hovedvidende i en mordsag som "køn". Jo det var hun da, men det var da en ufattelig uprofessionel tankegang at have. Han blev næsten lidt sur på sig selv over det faktisk.

"Er der da en grund til jeg ikke skulle turde?" Spurgte han ind. der var bare noget ved hele situationen han slet ikke kunne få til at hænge sammen. Morderen var nærmest bare forsvundet i den blå luft. Ingen havde set ham komme ud af gyden, ikke at folk holdt øje med gyden, men gaden havde da været temmelig travl så hvordan havde han bare kunne slippe væk uden nogen havde set ham...eller hende.
Igen ville det driste folk til at tro at Gabriella var den hovedmistænkte, men sagen var den at skudhullet ikke passede til den vinkel hun var fundet i og der havde ikke været nogen pistol i gyden til trods for at den var blevet finkæmmet. Selvfølgelig var intet udelukket, men han tvivlede på at hun stod bag.
Lidt diskret bladrede han gennem de noter han havde taget inden han gik ind i rummet og rystede ås på hovedet. Det var nemlig endnu en af "mysterierne" i denne sag, ingen lod til at vide hvem Gabriella Collins var, der var intet ID på hende, den eneste grund til man kendte hendes navn var fordi hun havde oplyst det, men eftersom det ikke kunne bekræftes kunne det også være et navn hun bare havde fundet på. "Nej, vi har ikke været i stand til at finde nogen papirer på dig. Kan du måske fortælle mig hvordan det kan være? Har du skiftet navn på et tidspunkt?" At skifte navn var jo sådan set ikke ulovligt og bestemt ikke unormalt nu til dags med alle de "find dig selv" -tosser der solgte deres nonsens om stjernelæsning og alt muligt på hvert gadehjørne nærmest. Gabriel var en mand drevet af fakta. Han troede ikke på noget han ikke kunne se.

[Deleted]

Gabriella rynkede lidt på næsen, "Det okay.." mumlede hun. Hun havde aldrig været gift og det var heller ikke ligefrem noget hun havde planer om. Den slags ville for det første kræve en kæreste. Hun havde det fint med bare at være sig selv, især lige nu, hvor hun slet ikke kunne finde sig selv. Hun vidste ikke hvad der var op eller ned. Hun følte ikke hun havde styr på noget som helst. Desuden vidste hun ikke, om den galling ville komme tilbage efter hende, men her var hun i det mindste i sikkerhed.
Hun trak vejret tungt ind. "Det betyder, at du heller ikke vil tro på mig.." svarede hun og pustede ligeså tungt ud igen, mens hun rystede lidt på hovedet, så det lange mørke hår dansede let om hendes ansigt. Det var jo spild af tid. Han ville sikkert også bare give hende et stempel som bindegal, eller som de så fint havde kaldt indtil videre 'en ung kvinde med en livlig fantasi' - hvilket Gabriella udmærket godt vidste var muggler-sprog for 'hun har tabt suttet og et fortabt for altid'.
Hun vendte blikket mod gulvet, eller rettere hans fødder. "Alle de andre stikker af, fordi de er bange for at se mig i øjnene. Så en advarsel, ville nok nærmere være det rette ord for det," svarede hun og lod sit blik glide langsomt fra hans fødder til hans kindben. Hun ville ikke se ham i øjnene. Hun havde nu prøvet flere gange, at hver gang hun så nogen i øjnene, så skammede de sig og hun mærkede deres skam og så deres minder, mens de genoplevede dem. Hun mærkede deres smerte. Gabriella havde intet med døden af sin veninde at gøre. Hun vidste ikke engang om, de blot havde været på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt. Om det skulle have været Gabriella som var død og Carla som skulle været blevet forbandet, eller som det var sket præcist som det var blevet planlagt. Hun vidste ikke engang hvem manden var. Hun vidste kun det var en mand, som hun aldrig havde set før.
Hun bed sig hårdt i læben og vendte blikket tilbage mod vinduet og så ud på fuglene. "Jeg blev afleveret på et børnehjem, da jeg var to dage gammel. Mit navn stod på en seddel, men der var ingen andre informationer. Derudover er jeg magiker og af willieslægt.. Hvilket er årsagen til du, sikkert finder mig umådeligt tiltrækkende. Har jeg ret?" spurgte hun roligt, velvidne for dumt det måtte lyde i hans øre. Hun rettede sig lidt op og vendte blikket tilbage på hans fødder, men lod dem forsigtigt, glide mod hans papirer for, at se om hun kunne spotte, hvad han skrev eller hvad der i forvejen stod.

[Deleted]

Der var noget bekymrende over hende. Som om at hun havde givet op. Om det var rigtigt opfattet eller om han bare så noget som ikke var der kunne han ikke helt bedømme for ham, for hele hans hoved virkede underligt lige nu, han havde svært ved at se bort fra hendes perfekte udseende og virkelig tiltrækkende person. Dette gik ham faktisk temmelig meget på eftersom han tog sit arbejde meget seriøst og for alt i verden var professionel så hvorfor hans hjerne hele tiden modarbejdede ham i professionalismen kunne han ikke vurderer.
Han smilede svagt til hende, "okay, det er godt nok ikke et udtryk jeg er bekendt med, men hvorfor skulle jeg ikke tro dig?" Han havde hørt mange mærkelige forklaringer og historier i sin tid som kriminalbetjent.

Lidt forvirret over hendes udtalelse trak han let på skuldrene. "Og hvorfor skulle jeg ikke ville se dig i øjnene?" Han forbandt det med at hun nok havde så dårlig samvittighed at hun ikke selv følte hun var værd at værdige et blik, men hvad var det så hun havde dårlig samvittighed over. "Hør, jeg er sikker på at det ikke er så slemt, hvorfor prøver du ikke bare at starte fra en ende af og fortæl mig hvad der skete den aften." Spurgte han i en venlig tone. Han var ikke psykiater eller psykolog så han kunne ikke stille en diagnose på hende, det var ikke hans opgave. hans opgave var at finde ud af hvad der var sket på mordaftenen og indfange den skyldige.
På trods af sin manglende doktorgrad synes han at kunne fornemme hvorfor de havde indlagt hende, enten var hun i chok og havde lukket sig inde i en vild fantasiverden eller også var hun oprigtigt sindsyg. Eller spillede det. "Magiker?" Spurgte han og noterede ned på sin blok. "Er det sådan med kontakte spøgelser og krystalkugler?" Han forsøgte ikke at lyde fordomsfuld, for hun kunne jo ikke selv gøre for sin mentale tilstand. "Hvad er willieslægt?" Det skræmte ham at hun havde læst ham så godt, var det virkelig så åbenlyst at han var tiltrukket af hende? Han mærkede håndfladerne blive en smule fugtige igen grundet panikken over hvor uprofessionelt det måtte virke for hende.

[Deleted]

Gabriella rystede lidt på hovedet, mens et smil voksede på hendes læber og hun begyndte at grine, "Fordi hvis du tror på mig, så kan du ligeså godt sætte dig godt tilrette, for så får du ikke lov til, at komme herfra igen," svarede hun og snorrede en pegefinger udfor sin tending, som tegn på, at hvis han troede på hvad hun sagde, så ville han også blive erklæret sindssyg. Hendes grin og smil forsvandt dog ret hurtigt igen og det havde nok været en del mere fremprovokeret, end noget andet.
Hun vidste godt, at hun i hans øre sikkert lød som en der helt og aldeles havde mistet forstanden. Hun var endda selv begyndt at tro det lidt. "Ingen andre tør, hvorfor skulle du så turde?" vendte hun hans spørgsmål. Hun vidste ikke præcis hvad der skete, når de så hende i øjnene, men noget havde den bølle som havde slået hendes veninde ihjel, gjort. Hvorfor han havde gjort det, vidste hun heller ikke. Generelt var der utroligt meget hun ikke følte hun vidste noget som helst om, og hvor var det godt irriterende.
Hun fnøs let, "Ikke så slemt?" spurgte hun og vendte blikket mod hans notepapirer igen. "Okay. Jeg havde været i biografen med Carla, på vej hjem besluttede vi os for, at skyde genvej. Jeg ved ikke hvem han var eller hvorfor han gjorde det, men han dukkede op ud af det blå.." hun tav lidt, som hun kunne se det hele for sig igen og hendes klare blå øjne, blev fyldt med tåre, som dog ikke forlod hendes øjne. Hun rømmede sig lidt, "Han skød hende. Carla er.. var, en sød pige, hun ville aldrig gøre nogen fortræd, aldrig," understregede hun og tørrede hurtigt en tåre væk som havde haft den frækhed og sneget sig ned af hendes ene kind. "Han kastede en forbandelse på mig og nu er der ingen som tør se mig i øjnene. Ikke mere end en gang i hvert fald.." det sidste kom mest i en mumlen.
Hun nikkede lidt, da han gentog magiker, men måtte rynke på brynene da han spurgte indtil det. "Er det virkelig sådan muggler ser på os? Hvor er det dog trist," svarede hun og foldede sit ærme lidt for at tørre sine øjne. Hun lod baghovedet ramme væggen bag sig og grinte let. Det var utroligt så uvidne muggler var og her kunne hun være ærlig omkring alt, og alligevel var det hende som blev stemplet som sindssyg. "Willier? Nymfer? Sirener? Kært barn har mange navne, men i bund og grund stammer vi alle sammen fra samme legende, altså lige bortset fra, at vi ikke er en legende, men willier findes, men fordi jeg kun er halv willie, så er jeg kun willieslægt," forklarede hun ærligt og vendte blikket mod ham igen, "Bare rolig, det er ikke din skyld," tilføjede hun og sendte ham et svagt smil.

[Deleted]

Gabriel forholdt sig helt rolig og professionel. Han kunne mærke at han fik lidt ondt af hende, hun virkede underlig opmærksom på hvorfor hun var herinde hvilket ikke var helt normalt af personer med sindslidelser. Ikke ad hav han vidste i hvert fald. "Prøv mig, jeg har hørt mange skøre historier." Forsikrede han i et varmere smil der dog stadigvæk ikke helt nåede det bekymrede brune øjne.
Han havde altid fået at vide at han lignede en bedrøvet hundehvalp, men han var bare typen som tænkte meget over tingene og han havde måske ikke helt så let til smil som så mange andre havde. Det faldt ham bare ikke helt så naturligt og slet ikke når han sad i situationer hvor han ikke følte sig helt på hjemmebane, ligesom nu.
Han tippede hovedet en smule på skrå uden helt at kunne gennemskue hva problemet var her. "Jeg kan ikke se nogen grund til ikke at turde, men hvis du ikke har de godt med det er det også i orden." Forsikrede han hende roligt, de kunne jo godt snakke uden at have øjenkontakt, det føltes bare lidt underligt i og med hun bevidste undgik hans blik.

Som hun begyndte at fortælle skrev han ned på sin blok alt hvad han mente kunne have relevans for eftersøgningen. "Okay.." Sagde han og afsluttede sætningen på papiret for så atter at vende blikket mod hende, "hvordan var belysningen i gyden?" Spurgte han videre ind. Det var altid bedst ikke at ligge ordene i munden på folk, sådan at deres hjerner ikke koblede ordet til stedet, hvis han fx sagde: var det mørk i gyden, ville det hurtigere kunne tricke hendes hjerne til at svare ja selvom det måske ikke var helt mørkt.
"Du siger han kom ud af det blå, var der noget der indikerede at I måske ikke var alene, lyde, lugte, bare en fornemmelse?" Sommetider var det selv de mindste ting der kunne have betydning.
Faktisk syntes han at det gik ret godt, sovsen klumpede først for ham da hun nævnte forbandelsen. "En forbandelse?" Han forsøgte på ikke at se overrasket ud, men fastholdt det bekymrede og medfølende udtryk. "Jeg ved godt at det er svært, men du gør det virkelig flot." Forsøgte han at opmuntre hende.
Der var det ord igen, muggler, det var en underlig betegnelse. "Så du ser dig selv som en magiker?" Spurgte han og havde underlig let ved at fastholde et strait face. "Så du er en sirene?" Var hun magimenneske eller nymfe? Han kunne godt mærke at samtalen blev underlig, men noget i ham blev ved med at drage ham mod hende og det begyndte faktisk at freake ham lidt ud. Han løsnede sit slips en anelse for at få følelsen af at han bedre kunne få luft.

[Deleted]

Et svagt fnøs lød fra Gabriella, "Der er også forskel på, at høre og på at tro på det man høre," svarede hun og legede let med en af sine fingerringe. Hun følte sig så restløs. Hun var vant til at kunne komme og gå som det passede hende, for hun havde boet alene siden hun var blevet myndig og var kommet væk fra det børnehjem og Beauxbatons.
Hun bed sig lidt i indersiden af sin ene kind. Han havde allerede fået flere ord ud af hende, end hun havde sagt hele den tid hun havde været indlagt her, så noget måtte han jo gøre rigtigt. Hun vidste desuden stadig ikke, hvad det var for en forbandelse den fremmede morder havde kastet på hende, hun vidste bare at lige siden, havde ingen ville kigge hende i øjnene, men hun tiltrak stadig, især mænd. Det var meget forvirrende for hende og hun vidste at den mand foran hende, ikke kunne hjælpe hende når han ikke engang kendte til det magiske samfund, hvilket havde været ret let og hurtigt at regne ud. "På én betingelse," svarede hun eftertænksomt, hun ville vide hvorfor ingen ville se hende i øjnene, hun ville vide hvad han så hvis han så hende i øjnene.

Hun rynkede lidt på brynene. Han satte hendes tanker i gang, uden hun bemærkede det rigtigt selv. "Dårlig. Det var aften og der var ingen gade lygter," svarede hun, det var ikke noget hun havde tænkt over før nu. Det efterlod hende med en underlig følelse i kroppen.
Hun rystede lidt på hovedet, "Nej," svarede hun, alt havde tydet på at de havde været alene, ellers var de jo aldrig gået den vej, så dumme var de jo heller ikke. To tøser ned af en mørk gyde, sent om aftenen, det ville jo være det rene selvmål. "Ja, en forbandelse," svarede hun og sukkede lidt, chancen for at han ville tro på hende, var minimal, det vidste hun jo godt, "Ingen har ville se mig i øjnene efter, han kastede den forbandelse på mig. Jeg ved ikke hvorfor eller hvad det var for en," uddybede hun lidt og førte en hånd i gennem det lange mørke hår med den blonde udgroning. "Det er ikke svært at snakke om. Det som bliver svært er at overbevise dig om, at jeg taler sandt og jeg ikke er sindsyg. Hvordan klare jeg den del?" spurgte hun og lod sine blå øjne hvile omkring hans brystkasse, da hun ikke ville se længere op, eller ned for den sags skyld.
Hun sukkede tungt. Det her kunne godt komme til at tage sin tid. "Ja mr. Campbell, jeg ser mig selv som magiker," svarede hun en smule opgivende, da hun udmærket godt kunne sætte sig ind i, hvordan det måtte lyde i hans øre. Måske hun bare skulle grine af det og sige det havde været en joke? Men på den anden siden, så sad hun allerede her, hvor meget værre kunne det blive. "Nej, jeg er af willieslægt. Sirener lever primært i havet og lokker sømænd med sig, de kan være nogle rigtigt kællinger. Min mor var willie og min far var magiker, så derfor er jeg et mix," forklarede hun uden helt at vide hvorfor, han ville sikkert ikke tro på hende anyways.

[Deleted]

Hun havde en god pointe, selvfølgelig var det svært at tro på ting man hørte når det kom fra en der var mentalt syg. Han havde jo også svært ved at tro på Eddiths mærkelige påstande, hvilket også havde været en af grundene til han ikke havde besøgt hende så meget, hun havde været en fantastisk kriminalbetjent indtil overfaldet på Michael. Det havde givet hende et mentalt sammenbrud.
Han slog sine egne private anliggende ud af hovedet og koncentrerede sig i stedet om sagen foran sig. "Sandt, men du kan jo ikke vide det medmindre du fortæller mig det." Argumenterede han. Han havde brug for hendes udsagn for tænk hvis det kunne leje ham i retning af gerningsmanden.
Gabriel rettede sig ubemærket lidt på stolen som det lod til at han var ved at få sit ønske opfyldt. Han var en god kriminalbetjent, det havde han i hvert fald fået at vide under flere forskellige lejligheder, så han så naturligvis dette som værende endnu en sejr uden at vide hvad han gik ind til, "jeg lytter." Besvarede han roligt.

Han noterede videre på sin lille notesblok som hun tilbagekaldte sig minderne fra den modbydelige aften. Blikket blev dog rettet mod tilbage mod hende som hun uddybede snakken om "forbandelsen". Han rømmede sig en smule, "så du føler du har været forbandet siden episoden?" Forsøgte han at guide hende ind. Det måtte være det hun havde ment, "jeg forstår godt at det måske føles som om folk ikke vil se på dig, men du har i sandhed intet at skamme dig over, det var ikke din skyld." Han havde flere gange set folk med skyldfølelse føle at ingen ville se på dem eller nærme sig, det var faktisk mere normalt end man måske lige antog.
Han lod hovedet tippe en smule på skrå. "Du har gennemgået noget meget traumatisk, jeg er ikke læge, men din historie er ikke noget jeg ikke her hørt før, ikke indtil videre i hvert fald." Sagde han i en venlig tone.
Okay den del med magikeren gjorde ham en smule mere overbevist om at hun ikke var heeeelt med på noderne, men det skræmte ham ikke, hun kunne jo være i chok. "Som en healer eller clariant?" Spurgte han videre. Det var rent faktisk en profession skønt det spirituelle ikke var noget han selv troede på.
I nogle lange sekunder stirrede han på hende som han forsøgte at finde ud af om hun jokede. Det lød som en joke, men hun virkede lidt for alvorlig til at han turde grine af det, "okaay, og det er derfor du føler dig forbandet?" Forsøgte han at tråde samtalen sammen.

[Deleted]

Gabriella vidste jo godt selv, at hun ikke var sindssyg, men hun var bange for den mand som havde kastet en forbandelse på hende og taget livet af hendes bedste veninde. Bange for at han ville opsøge hende igen. Hun var bange for, om hun ville miste forstanden hvis hun bare sad alene derhjemme, selvom det her sted ikke rigtigt virkede som et sted man bare lige fik lov til, at forlade igen. "Så siger vi det.." sukkede hun tungt, nærmest opgivende. Hun vidste jo godt, at han uanset hvad ikke ville tro på hende, men ville se hende som værende rappende gal.
Hun tvivlede på at en muggler ville kunne finde gerningsmanden, hun vidste dog godt det ikke var magi som havde slået Carla ihjel, men alligevel. Det var utroligt at de ikke havde sendt en auror fra ministeriet i stedet for, men det var fint nok. Hun vendte blikket mod ham, dog stadig uden at se ham i øjnene, "Hvis jeg ser dig i øjnene, så skal du love mig, at du fortæller mig, hvorfor ingen andre vil," lød hendes betingelse på, mens hendes fingre gav sig til at lege lidt med kanten på hendes ene ærme.

Hun sukkede igen lidt, "Jeg er forbandet, det er ikke noget jeg føler, det er noget jeg ved," svarede hun, selvom hun et sted godt vidste det var totalt meningsløst at kaste sig ud i sådanne en forklaring overfor en muggler. "Lad mig spørger dig om noget, mr. Campbell, den mand som fulgte dig herind. Så han mig i øjnene på noget tidspunkt? De andre 'beboer' tør ikke engang kigge herind, fordi der allerede går rygter om, at jeg skyder laser ud øjnene eller kan komme ind i hovedet på dem hvis de ser mig i øjnene. Hvor er det helt præcist, at det er min fantasi som løber afsted med mig? Er det bare i mit eget hovedet?" spurgte hun med et frustration som blev sværere og sværere for hende, at styrer.
"Foruden forbandelsen, antager jeg?" spurgte hun og knyttede sine hænder, for at mærke den milde smerte fra sine negle mod sine håndflader - en måde hun i en tidlig alder havde lært at få sig selv til, at falde ned igen på. Det var jo ikke hans skyld, at han var uviden omkring hun fortalte sandheden - inklusiv forbandelsen - det var næsten lidt synd for ham.
Hun rystede på hovedet, "Nej. Jeg kan udøve magi, du ved, trylle vand om til vin," svarede hun, før hun kom i tanke om.. Var det ikke noget med at mugglerne havde en eller anden gud'ish som gjorde dette? Noget med et kors. "Og nej, jeg er heller ikke ham duden på korset," tilføjede hun og sendte ham et lille smil, bare lige inden han sikkert ville spørger mere uvident ind.
Hun sukkede tungt og lod hovedet falde forover. Det var da godt nok op ad bakke dette her. "Jesus Kristus.. Jesus!" udbrød hun og så op, mens hun liftede lidt med hænderne, hvilket nok var det meste hun havde bevæget sig under hele hans besøg, "Ham duden på korset! Jesus!" udbrød hun som det var gået op for hende. Hun rømmede sig dog hurtigt lidt og fandt tilbage til samme sammenkrøllet stilling som før, "Øhm.. Jeg mener.. Nej, det er ikke derfor, det var manden som forbandede mig," svarede hun en smule skamfuldt over, at have reaget sådan over hun var kommet i tanke om navnet på kors manden.

[Deleted]

Gabriel studsede godt over den lidt underlige forspørgsel, men så på den anden side ikke nogen grund til at frasige sig muligheden for måske at få lidt flere informationer fra hende. Desuden havde han ondt af hende og han ville da gerne bevise overfor hende at hun ikke havde noget som helst at skamme sig over i denne her situation, hun havde jo ikke gjort noget forkert. Hendes veninde var blevet myrdet i koldt blod, Gabriella havde bare været uheldig at være den der havde fulgtes med Carla den skæbnesvangre aften. ”Det lover jeg.” Endte han til sidst med at bekræfte uden at have den fjerneste anelse om hvad han var ved at gå ind til.
Igen skulle Gabriel til at protesterer da hun sagde at hun vidste hun var forbandet, men han nåede det ikke før hun stillede ham sit spørgsmål. ”Det bemærkede jeg ikke,” indrømmede han. Det lød desværre mere og mere som noget der in fact foregik i hendes hoved, hvorfor skulle folk ikke ville se hende i øjnene, det var skørt. Desuden hvis hun selv troede så hårdnakket på det kunne det jo være hun overflyttede den udstråling til at de andre ikke så hende i øjnene, derudover var det jo også svært at se en i øjnene der hele tiden havde blikket slået ned. ”Men altså, du har intet at skamme dig over, jeg er sikker på at det ikke er så slemt som du tror.” Fastslog han og kunne godt mærke at psykolog nok ikke ligefrem var hans kald i livet.

”Overraskende nok er du ikke den første der har følt sig forbandet.” Svarede han ærligt. Mange mente at de var forbandet når dårlige ting skete i deres liv. Det gav dem en mulighed for at give skylden til en højere magt og dermed have noget at bebrejde deres ulykkelighed. Det var set før og han havde på en eller anden måde vænnet sig lidt til det. Selvfølgelig var der ikke to sager der var ens og kvinden foran ham lod da også til at være langt mere overbevist om det hun sagde end andre havde været, men igen var det måske i grunden også derfor hun sad herinde.
Okay, nu begyndte samtalen langsomt at løbe lidt af sporet og glide ind i noget som gjorde Gabriel mere og mere sikker på at hun nok hørte til herinde. Det var virkelig synd. Hun var en smuk og ufattelig tiltrækkende kvinde. Det var virkelig ærgerligt at hun endte med at blive gemt væk fra omverden. Forhåbentlig kunne hun blive hjulpet på ret køl igen, for alt dette her kunne meget muligt være chok over det der var sket. Han sagde ikke rigtigt noget, for ærlig havde han intet godt at sige i den givende situaiton.
Det gav næsten et sæt i Gabe ved hendes udbrud. I nogle lage sekunder sad han bare og stirrede på hende. ”Nåh. ja ham.” Sagde han så. Han måtte lede samtalen tilbage på sporet. Desværre kunne han nok ikke bruge hendes udsagn til noget hvis først hun blev erklæret sindsyg.
Han lod sine brune øjne falde tilbage på sin notesblok, ”okay. Kan du beskrive manden som...forbandede dig? Kunne du se nogenlunde hvor høj han var eller noget?” Han valgte at lege lidt med så han kunne rette samtalen tilbage på det der var relevant.

[Deleted]

Gabriella bed sig hårdt i læben, da han gav hende sit løfte på, at hvis hun så ham i øjnene, så ville han fortælle hende, hvorfor ingen andre ville. Det var forfærdeligt, ingen ville se hende i øjnene. Før havde hun været vant til, at drenge og mænd i alle aldre, ikke havde kunne få øjnene fra hende, hvilket de sådan set heller ikke kunne, men så snart de så hende i øjnene, var det som om noget i dem skræmte dem. Hun lod ganske forsigtigt og langsomt sine blå øjne søge hans brune, og blinkede et par gange, så hun endelig lod dem mødes. Hun anede ikke, hvad der ville ske, eller om der overhovedet ville ske noget?
Hun rystede lidt på hovedet, "Nej, selvfølgelig gjorde du ikke det.." mumlede hun og sank lidt. Hun fortsatte med at lege lidt med kanten på sit ene ærme. Hun vidste godt selv, at hun ikke var sindssyg, men hun kunne godt forstå, hvorfor mugglerne troede det og det havde egentlig været for hendes egen skyld, at hun havde ladet sig indlægge på et mugglersted. Netop fordi hun vidste de ville tage hende useriøst, eller det gjorde de jo sådan set, bare ud fra deres syn på virkeligheden, hvilket var præcis, hvad hun havde brug for. Hun tippede hovedet lidt til den ene side, "Eller også er det meget værre, end jeg tror.." svarede hun og trak let på den ene skulder.

Hun fnøs let og rullede med øjnene. Typisk mugglerer. Nej, selvfølgelig var hun ikke den første til, at føle sig forbandet, forskellen var bare, at hun ikke følte sig forbandet, hun var forbandet. "Føler du dig forbandet?" spurgte hun og vendte blikket tilbage mod vinduet, hvor hun kunne se nogle af de andre patienter gå rundt.
Hun rømmede sig lidt efter hendes udbrud, "Jah.. Ham.. Jesus.. På korset.." sagde hun og kløede sig lidt i nakken, så det mørk farvet hår, med den blonde udgroning som var hendes naturlige hårfarve, dansede let. Okay, det havde været lidt akavet og måske endda hun ville vove og påstå det havde været direkte pinligt, at hun havde udbrudt det sådan, men det var en af de værste ting ved at være menneske, selv magiker. Fortiden, selv bare et eneste sekund bagud, kunne man ikke ændre. Når først noget var gjort eller sagt, så kunne man ikke tage det tilbage.
Hun trak benene indtil sig og lod sine arme glide omkring dem, så hun sad helt sammenkrøllet, da han vendte samtalen tilbage på gerningsmanden. "Det var mørkt og det hele skete så hurtigt.." svarede hun stille og snøftede en enkelt gang, "Han var høj, måske omkring.. 1.85.. han havde en lang jakke på.. Mørkt hår.." hun tav og tørrede en tåre væk, som var begyndt at trille ned af hendes ene kind. Det gjorde ondt indeni, men hun var vant til fra børnehjemmet hun havde boet på, at det at vise man var ked af det, var at give andre en mulighed for at såre en, så det at se hende på den måde, var et meget sjældent syn, men det kunne Gabriel selvfølgelig ikke vide. "Undskyld," mumlede hun og tørrede endnu en tåre væk, før hun vendte blikket mod ham, "Jeg er ikke sindssyg, Mr. Campbell. Tro mig, jeg ved godt hvordan det hele lyder, men det er jeg ikke," sagde hun stille og slog blikket ned igen.

[Deleted]

Gabriel var nok lidt opgivende i situationen. Han vidste at tålmodighed var en dyd, men han følte sig en smule presset i hele situationen her fordi han var det sted hvor han var. Faktisk ville han gerne bare hjem og lige slappe af eller som minimum komme udenfor og lige trække vejet i nogle minutter. Men det kunne han ikke. Han måtte være professionel. Han forholdt sig rolig som hendes blik meget langsomt og tøvende søgte hans og han måtte da indrømme at han måtte tage sig selv en lille smule i at blive lidt irriteret over at det tog hende så lang tid at finde mod til.
Havde hun været et voldtægtsoffer eller havde en mand udøvet psykisk eller fysisk vold mod hende når hun mødte andres blik, så ville han kunne forstå det, men hele dette her "jeg er forbandet" -flip hun havde kørende gik ham bare lidt på nerverne, han var trods alt et rationelt menneske. Dog måtte han jo forsøge at huske sig selv på at det var hun ikke.
Om sider låste hans blik sig til hendes. Først var der intet usædvanligt at berette og det var da også det han skulle til at berette, men så begyndte denne her virkelig mærkværdige følelse at sprede sig i hele kroppen. Først troede han bare at det var på grund af situationen og hans fantasi der løb af med ham, men den tog mere og mere til.
Det føltes lidt som al luft blev suget ud af ham, hans ansigt blev en smule blegt og han begyndte pludselig at skamme sig latterligt meget over at have været så fordomsfuld overfor hende. Men ikke kun sådan at han følte sig lidt som en røv, det stak lagt dybere. Så dybt at han næsten havde lyst til at græde eller bare grave sig væk, tigge og bede hende om tilgivelse. Men det stoppede ikke der, andre ting begyndte at melde sig med samme styrke, alt hvad han nogensinde kunne mindes at have gjort som han havde skammet sig over, det var som om at det blev forstærket i så stor grad at han havde lyst til at gemme sig væk og aldrig komme tilbage igen. Skam over ikke at have besøgt Eddith så tit som han burde, over at være for lidt hjemme ved sin hund, over at have smidt en madpakke ud som hans mor havde smurt til ham da han gik i skole. Det var helt ufattelig overvældende.

Da hun brød øjenkontakten og atter snakkede indrog han en stor vejrtrækning som han ikke havde bemærket at han havde holdt tilbage. Hans hals føltes tør og hans øjne følte våde som havde han været i en eller anden form for trance i sin egen elendighed som han ikke havde været i stand til at bryde ud af. Han blinkede et par gange.
Hjertet hamrede afsted og han måtte lige tage et par sekunder til at finde sig selv imens de voldsomme følelser langsomt værgede af. Alt for langsomt. Det var som bølger af mareridt der stadigvæk skyllede ind over ham. "Jeg øh.." Hans stemme føltes svag og i et kort sekund var det lige før at han forstod hvad hun mente med at være forbandet. Selvfølgelig kunne det ikke passe, han måtte have hidset sig selv op til det. "Hvem mig? Nej. Nej det tror jeg ikke." Sagde han stadigvæk i sine syv sind som han løsnede sit slips en lille smule.
"Ja det...er ofte der han hænger ud." Svarede Gabriel lidt tørt, det havde været ment som en mild joke, men han følte sig ikke helt i stand til at smile lige nu for at understrege det.
Omsider efter hvad der føltes som en evighed genvandt han kontrol over sig selv, det var synet af hende med tårerne trille ned over kinderne. "Det er så fint." Opmuntrede han hende og noterede ned på sin blok. "Er der andet du husker lyde? Eller lugte?" Spurgte han roligt ind og så så på hende med medfølende brune øjne, "du skal ikke undskylde, bare rolig vi skal nok gøre alt vi kan for at fange ham." Beroligede han stille.

[Deleted]

Gabriella havde ingen idé om, hvorfor ingen ville se hende i øjnene. Hun var vant til, at mænd havde svært ved, at styre deres impulser omkring hende. Hun var vant til, at de troede hun var en eller anden form for alle mands eje. At de troede, at de kunne gøre hvad der passede dem. Hun havde så også fundet sig i det i mange år. Men at ingen, selv ikke kvinder, ville se hende i øjnene? Nej, det var hun langt fra vant til og hun ville gerne vide, hvorfor. Hvad havde den fremmede mand gjort ved hendes øjne? Hun havde skam prøvet, at se sig selv i øjnene foran spejlene, men hun havde intet kunne se og hun havde intet følt.
Hun prøvede virkelig af alle kræfter, at aflæse ham. Hans hud som blev bleg. Hun ville bare gerne vide, hvorfor? Hvorfor var det så slemt, at se hende i øjnene? Selv personalet på stedet, ville ikke se hende i øjnene. Skulle hun spørger, hvad han så? Ville han selv fortælle det? Skulle hun bare leve resten af sine dage på den her umenneskelige måde? Det virkede ikke som om, at det havde været noget behageligt. Hun trak sig en smule væk, da han løsende sit slips. Hun nikkede blot lidt til, at det var der ham Jesus-fyren hang ud. Hun ville så gerne spørger ham, hvad han havde set, men hun turde ikke rigtigt.
Hun tørrede sine tåre væk. Karla var den eneste veninde, hun havde haft tæt på sig og nu var hun død og gerningsmanden ville nok aldrig blive fundet og da slet ikke af en muggler. Hun rystede lidt på hovedet, "Nej, sir.." svarede hun, hun prøvede faktisk mere at glemme alt hvad der var sket. Hun havde ikke lyst til, at genopleve det igen og igen i vågen tilstand, det var rigeligt det hjemsøgte hende når hun sov. Hun bed sig lidt i læben, "I har jo ingen spor.." sagde hun opgivende, før hun vendte blikket mod døren indtil hendes værelse gik op og en sygeplejerske trådte ind, "Mr. Campbell, besøgstiden er ovre og jeg må bede Dem om, at komme igen en anden dag," sagde hun venligt og gjorde en gestus om, at han skulle følge med hende. Gabriella så efter ham, "Mr. Campbell? Hvad så du?" spurgte hun efter ham, men det var for sent, han var allerede ude af hendes syn.

//OUT