Bittersweet revenge

[Deleted]

^{OOG: Tilladelse til Godmode samt drab givet}

Priceherregården - 18 tiden, April, 2055
@xander - matthew - @vincent

_________________________________________________________________

Azazel så ned langs spisebordes langsider hvor Pricefamilien var samlet. Mr., Mrs., samt de tre sønner. Det føltes som evigheder siden de sidst havde siddet omkring bordet her. Ikke at han følte sig videre velkommen i hjemmet, men det lå mest til grunde for deres frygt. De vidste at de havde trådt forkert og at nogen ville komme til at betale prisen.
Han var for nogle dage siden blevet løsladt fra Azkaban da nye beviser i sagen om mordet på hans kone var kommet frem til overfladen. Hans elskede kone som var blevet myrdet at dødsgardister.
Nu fik den blotte tanke om gruppen ham til at syde af raseri. Han skulle nok få sin hævn om så han skulle udslette hver eneste en af slagsen startende ved dette bord.
Pricefamilien var blevet svag i hans øjene, de søgte altid anerkendelse og havde tilsyneladende ingen hæmninger i hvor de fandt den henne. Nu havde de så valgt at støtte om de folk Azazel hadede allermest og så var det han tænkte at det måtte selvfølgelig stoppes. Efter i dag ville de aldrig turde trodse ham igen. De arbejdede for ham, ingen andre, og han skulle personligt sørge for at de ville komme til at mærke på krop og sjæl hvad det ville sige at begå dette forræderi.
De blå øjne så ildevarslende mod familien. Nogle udvekslede nervøse blikke imens andre blot så stift frem for sig. Ingen af dem havde rødt det måltid husalferne kort forinden havde frembragt skønt det duftede himmelsk.
”Nåh,” sagde han i en silkeblød og alligevel faretruende stemme. ”Det er kommet mig for øre at I har fundet nye interesser i mit fravær,” begyndte han og tørrede sig let om munden med stofservietten foran ham. Modsat familien havde han taget sig den frihed at spise op inden han påbegyndte den egentlige mening med hans uformeldte besøg.
Den eneste kvinde ved bordet begyndte at trække vejret hektisk, men Azazel ignorerede det.
”Jeg hører at en af jer har fået en ny tatoovering.” Med dette mente han selvfølgelig mørkets tegn. Xander som det i dette tilfælde drejede sig om sagde intet. Ej heller virkede han skræmt hvilket faktisk var lidt irriterende, han vidste nok allerede godt hvordan dette møde ville ende for ham. Den øvrige familie frygtede det, men lod ikke helt til at have accepteret den ældste brors skæbne endnu.
Azazel rejste sig fra bordet og trak roligt sin stav. Ingen gjorde noget for at gøre modstand. ”I forstår jo nok at jeg ikke kan lade dette gå ustraffet hen. Man må stå fast i sin loyalitet, jeg nyder det skam ikke mere end jer.” Det var løgn, men hvad pokker.
Mrs. Price begyndte at mumle noget under sin hektiske vejrtrækning, det lød mest af alt som en bøn om nåde, men Azazel lod sig stadigvæk ikke anfægte. ”I var nogle af mine mest betroede følgere og i vendte mig ryggen,” forsatte han og ignorerede ligeledes Mr. Price halvhjertede undskyldning om at det havde været hårde tider og hvad han ellers kunne finde på.
Uden hensyn til nogens følelser blev staven rettet mod den ældste af sønnerne og et grønt lys undslap den med ordene Avada Kedavra. Kvindens øresønderrivende skrig efterfulgt af den voldsomme gråd over tabet af familiemedlemmet ville sikkert have været hjerteskærende hvis man lod sig påvirke af den slags, hvilket Azazel ikke gjorde.
Han vendte sig mod de rasterende fire Priceer. ”Lad dette være jer den eneste advarsel, ingen trodser mig!” Stolen blev roligt skubbet på plads som havde de lige haft en hyggelig middagsstund sammen hvorefter han kastede et sidste blid mod dem. ”Jeg kontakter jer når jeg får brug for jer.” Han forlod rummet uden den mindste smule af fortrydelse over sin drastiske handling.

//out

[Deleted]

Xander rørte ikke sin mad. Han var ikke sulten til trods for at han havde en god ide om hvad der ville komme til at foregå bagefter. Han vidste at Azazel så deres overgang til dødsgarden som forræderi. Efter Azazel var blevet arresteret for nogle år tilbage for mordet på sin kone havde Xanders forældre været desperate efter at få den samme prestige som de havde haft hos ham og eftersom det ikke lod til at han ville se dagens lys igen havde de vendt ham rykken og i stedet støttet garden til trods for Azazels had til dem.
Det havde ikke virket som et videre sats dengang, de havde alle været så sikre på at han aldrig ville komme ud af troldmandsfænglet, men her sad de og det var regnskabets time. Xander havde selv fået mørkets tegn. Det var fra dengang Raysal var leder af garden. Vince bar det også, men ærlig talt havde det mere virket som om han gjorde det fordi han blev presset til det rettere end af lyst. Matthew havde været klog nok til at frasige sig mærket og i stedet bare være "tilhænger" af garden, samt hjælpe dem hvor han kunne, men det ville nok også stoppe hvis han slap levende ud af dette mareridt.

Xander vidste hvad klokken havde slået for ham og han havde accepteret sin skæbne, men han håbede inderligt på at hans forældre og brødre ville blive skånet. Han følte sig underlig tom indeni og vidste at dette nok ville ende med at blive værre for familien end for ham selv. Han rakte hånden ind over bordet og fangede sin mors for at give den et klem. Man kunne vel sige at det var en form for afsked.
Mattew lod bare til at sidde i sin egen verden og stirre frem forsig, men det lykkedes for Xander at fange den yngste brors blik. Han smilede svagt til ham for at opmuntre ham til at forstå tingene nok skulle gå. Han vidste Vince var langt mere påvirkelig end resten af familien og Xander kunne kun håbe på at han ville komme igennem dette her uden at bryde sammen. Eller som minimum uden at blive slået ihjel.
Han hørte ikke rigtigt hvad Azazel sagde og i sidste ende betød det jo heller ikke noget videre. Han tog en dyb indånding, slap sin mors hånd, smilede en sidste gang svagt til Vince og Matthew der omsider så på ham med et blik der lyste af frygt skønt det kun var folk der virkelig kendte ham som ville kunne gennemskue det. Xander nikkede kort mod sin far, inden det grønne lysglimt ramte ham og alt forsvandt omkring ham.

//out

[Deleted]

Dette her var forældrenes skyld. Matthew havde mest lyst til at rejse sig op og råbe af dem for deres tåbelige valg om at støtte op om garden efter Azazels arrestation. Han havde aldrig selv hundrede procent troet på garden. Eller jo han delte deres holdninger og han havde sådan set intet imod hverken den nuværende leder eller dem der havde været før, han forsøgte bare ikke at mænge sig med dem eftersom hans loyalitet altid havde ligget ved Azazel.
Matthew var flyttet til Norge for mange år siden for at undgå forældrenes indflydelse og påvirkning om hvor de mente man burde stå når man var en Price. Selvfølgelig var der nogle ting som han og accepterede såsom skulle man giftes skulle det være med en fuldblod, man benægtede ikke Pricefamilien, men man kunne forsigtigt sno sig udenom visse ting hvis man forsøgte. Han havde selv sluppet for at få mærket som dødsgardist ved i stedet for blot at tilbyde sig selv som tilhænger og lade være med at stile højere.
Xander havde altid ville have det bedste. Han ville altid være bedst til alt og det havde altid irriteret Matthew da de var børn. Efterfølgende var han begyndt at se op til ham som yngre brødre jo ofte før til de ældre.

Nu skulle alt til at ændre sig. Han vidste hvad de andre nok også godt var klar over inderst inde. Forrædderi blev der ikke set gennem fingre med. Matthew havde en ide om at de nok ville ende med at blive Xander der tog straffen, men en del af ham frygtede også at Azazel ville lade det gå ud over enten ham selv, måske for at straffe Xander ville han skulle leve med døden af et familiemedlem på samvittigheden.
Xander og Matthew havde altid været tætte, mere tætte end hvad han Matt havde været med Vince, men det var også fordi at Xander havde været en bror at se op til hvorimod Vince havde været den irriterende lillebror der altid ville være med til i alting.
Han sukkede let og tvang sig ud af den trance han nærmest havde holdt sig i under hele middagen. Han mødte Xanders blik og han kunne se den ældre brors accept. Matt derimod var bange. Han var ikke parat itl at miste sin bror, eller hvad Azazel nu havde oppe i ærmet. Han forsøgte at forholde sig komplet motionsless, men han vidste at Xander kunne gennemskue ham.
Forbandelsen ramte og Matthew lukkede øjnene som den ældste Pricebror kollapsede ind over spisebordet. Deres mors skrig efterfulgt af den utrøstelige hulken var næsten det værste. Matthew sank og håbede inderligt at Azazel aldrig ville opdage Vincents mærke. Han åbnede atter øjnene og så Azazel forlade stuen. Hans blik faldt atter på den afdøde, men han sagde eller gjorde ingenting.

// OUT

[Deleted]

Frygten var næsten uudholdelig. Vince anede ikke hvad han skulle gøre af sig selv på nuværende tidspunkt og sad blot helt stift og stirrede kastede kun flygtige blikke til resten af familien. Hele sit liv havde han frygtet Azazel, men efter manden var kommet i fængsel havde han for en kort periode følt sig fri. Det havde dog kun været til forældrene tvang ham til at slutte sig til dødsgarden. Han havde hadet det, men havde ikke turde sætte sig imod deres ønsker.
Xander havde altid været den store stærke bror der aldrig rigtigt tænkte sig om inden han hoppede ud i tingene, han var den modige - eller dumdristige af de tre. Matthew havde altid været den mere tilbageholdende og observante bror hvor Vince selv nok altid havde været en efterfølger der ønskede at være som Xander, men i virkeligheden nok var for meget en kujon til at fylde de sko når alt kom til alt. Han fulgte strømmen hvor den førte ham hen altid frygtsom skønt han forsøgte at lyde frygtesløs.
Han sank som Azazel nævnte tatoveringen og mærkede hvordan det løb ham koldt ned af ryggen. Xander havde mærket, men det havde han jo også selv skønt han havde forsøgt at glemme det. Efter Raysals fald havde han bakket så meget ud af garden som forældrene tillod og han havde på ingen måde været i inderkredsen efter Gabriel havde overtaget showet - heldigvis.
Dette ændrede dog ikke den stigende rædsel for at Azazel skulle opdage mærket og måske slå ham ihjel. Han så desperat mod Xander. Modsat Matthew var Vince fuldkommen ude af stand til at skjule det. Hans vejrtrækning var hektisk og hans øjne var blanke. For et kort øjeblik tænkte han sig tilbage til Eiffeltårnet sammen med Leia. Det virkede som et perfekt flugtsted til hans tanker skønt det kun varede i nogle sekunder.
Blikket mødte Xanders og Vince tilbage holdt kun med nød og næppe gråden. Xanders blik var underligt bevidst, som om han bare havde givet op og det skræmte Vince endnu mere. Han havde lyst til at gengælde smilet, men det blev i stedet til en mærkelig grimasse. Da forbandelsen ramte for øjnene af ham var det som at se alt i slowmotion. Xander blev ramt brystet, han stivnede et par sekunder som livet forsvandt fra de blå øjne og hans vippede forover ind over det nydeligt dækkede spisebord. Al lyd zoomede ud for en stund. Det eneste Vince kunne høre var blodet bruse i sine øre og hjertet hamre i sit bryst. Han gispede højt og mærke tårerne løbe ned over kinderne ude af stand til at holde det inde.
Lyden vendte tilbage, men hvor ville han ønske den ikke gjorde, hans mors hysteriske gråd overgik alt han nogensinde havde hørt før og han følte at han blev kvalt af stemningen, som om hans hals snørrede sig sammen.
I en hurtig bevægelse - så hurtig af stolen bag ham væltede - kom han på benene. Hans mor var allerede løbet rundt om bordet og stod nu med armene omkring Xanders livløse skikkelse som truede med at glide ned fra stolen. Vince måtte ud herfra! Han kunne ikke få luft, alting snurrede omkring ham, han havde brug for et frirum og han kendte kun én person i verden der kunne give ham det uanset hvor akavet det så måtte blive.
Uden så meget som at overveje at tage jakke på stormede han ud af stuen og derefter hoveddøren. Han ignorerede sin far råben efter ham og de frysende vinstød i den mørke aften. Han havde kun én ting i hovedet, han måtte hjem til Leia Callahan.

// out