Stick To The Status Quo

[Mazikeen Edwards]

@ashton
Februar 2055.
Hos Ashton.
Outfit

---

Maze sad i en taxa på vej fra lufthavnen og hjem til Ashton, hvor hun havde fået lov til, at bo til hun var faldet til i England og fundet sit eget sted at bo. Hun kom hele vejen fra Australien, hvor sne aldrig faldt og sommer og vinter var modsat i forhold til England. Det ville sige hun kom fra sol og varme omkring de 30 grader og til vinter og kulde. Tilmed sne! Hun havde langt fra tøj nok på til sådanne et vejr og hendes solbriller hjalp heller ikke ligefrem.
Som taxaen holdt ind og chaufføren fortalte de var fremme, så hun lidt mistroisk på bygningen. Alligevel endte hun med at nikke og betale, før hun tog sin taske og steg ud. Det havde egentlig været aftalen, at Ashton havde skulle hente hende i lufthaven, men efter at have ventet på ham i en time og ringet og skrevet til ham, utallige gange, havde hun opgivet og fundet en taxa. Heldigvis var det samme sprog, selvom man tydeligt kunne høre hun var fra Australien, da hendes accent var meget tyk.
Hun tjekkede adressen endnu engang og gik så ind af opgangsdøren og op af trapperne. Ifølge navnet på døren, var hun gået rigtigt. Hun trykkede ringklokken ind og holdt den inde i et par sekunder, udelukkende fordi hun faktisk var ret irriteret og skuffet over, at han havde brændt hende af og hun havde måtte tage en taxa. Mens hun afventede utålmodigt at døren ville blive lukket op, tjekkede hun navnet igen. Hendes dybt savnet fætter og et navn mere, som hun ikke vidste hvem var. Hun vendte blikket mod nabodøren, der var ligeledes to drengenavne på. Måske et kæreste-par? De havde i hvert fald samme efternavn. Hun skubbede solbrillerne op, så hendes blå øjne blev synlige. Hvor lang tid kunne det lige tage, at åbne en dør?

[Deleted]

Ashton havde fuldstændig svedt ud, at det var meningen han skulle hente sin kusine i lufthavnen. Han havde været ude hele natten og festet igennem, og han var vågnet op med de vildeste tømmermænd, så han havde bare rullet sig ind i sin dyne og havde nægtet at forlade sin seng. Han lå bare og havde ondt af sig selv, mens han så serier, og var taknemmelig for, at han ikke behøvede at have energi til at få slæbt sin døde krop ind i stuen, for at han kunne se tv. Mugglerne havde altså gjort det ret så godt med den her opfindelse, så det var han ekstra taknemmelig for i dag. Og senere, hvis han altså nogensinde kunne spise noget igen, ville han benytte sig af en anden god opfindelse, nemlig at få bragt mad ud. Han var faldet i søvn igen, og havde derfor aldrig fået slået lyden til på sin telefon, så han hørte ikke, at Mazikeen prøvede at komme i kontakt med ham. 
Han fik det vildeste chok da det pludselig ringede på, og han væltede bogstavlig talt ud af sengen. Hurtigt rejste han sig op igen, med dynen stadig om sin krop, hvilket fik ham til at blive temmelig svimmel. Han tog sig til hovedet og trampede ud i gangen, hvor han fumlede en anelse med døren, før det lykkedes ham at få den op. Der stod han, i døråbningen, kun iført boxershorts, og med sin dyne draperet over skuldrene, som om det var en kappe. Han spærrede øjnene op, da det gik op for ham, efter et par øjeblikke hvor han missede mod lyset fra gangen, at det var hans kusine der stod på den anden side af døren. "Maze!" udbrød han, og først der gik det op for ham, at det var meningen, at han skulle have hentet hende i lufthavnen. "Shit! Oh my god, du må virkelig undskylde... jeg glemte helt... det var ikke med vilje," vrøvlede han, uden at færdiggøre en sætning ordentligt.

[Mazikeen Edwards]

Maze stod utålmodigt og afventede om der overhovedet var nogen hjemme. For et øjeblik, blev hun helt i tvivl om, om de havde misforstået hinanden, da de havde snakket datoer på grund af tidsforskellen mellem de to kontinenter, men hun var ret sikker på, at de havde været enige om både tid og sted. Da hun pudselig kunne høre tumult inde fra lejligheden, drev hendes tanker i stedet for over på, mon han mon havde glemt det og havde dame besøg, hvilket blot bekræftede hendes teori, da han langt om længe åbnede døren og mere eller mindre lignede noget katten havde slæbt med ind. Hun så på ham med et hævet øjenbryn, "Ja, det må du nok sige," sagde hun i en falsk fornærmet tone og fik bakset sin kuffert med ind i lejligheden. Hun var vant til, at stort set alle kaldte hende Maze, hun hørte nærmest kun sit rigtige navn, hvis nogen var sure på hende eller hvis det var offentligheden.
Hun frøs utroligt meget, netop fordi hun var kommet fra sol og sommer til kulde og vinter. Hun tog de høje stilletter af og lagde så sine arme omkring ham i et kram og kyssede kort hans kind. "Hvordan har du det, Ashy?" spurgte hun bildt og slap ham igen for, at se på ham med et blik som tydeligt fortalt hvor bekymret hun var for ham. Godt nok var hun ikke verdens mester når det kom til forhold, men hun havde da også prøvet at miste en kæreste, at det så primært var sket fordi de havde fundet ud af hvem hendes far var, var en helt anden side af sagen. "Det er fandme koldt her i England, det kunne du godt have advaret mig omkring," sagde hun og slog armene om sig selv for at finde varmen, selvom det var svært når hun var så gennem kold.

[Deleted]

"Maze," gentog Ashton, der stadig var temmelig omtumlet og småtåget i hovedet, grundet tømmermændende han havde tilegnet sig. Han lød ret så alvorlig i sit tonefald, da han normalt virkelig ikke var typen, der glemte aftaler, især ikke når det kom til folk han holdt af. Han så sjældent sin kusine, da hun jo boede i Australien, og det var ikke altid han havde tid til at tage derover - især på det seneste, efter bandet var blevet kendt. Han var dog vokset op med at de tog derhen mindst en gang om året, særligt til jul, for da var det sommer down under, og det var varmen han savnede mest ved at bo i England, ud over hans familie og gamle venner, selvfølgelig. "Du må virkelig undskylde at jeg glemte at hente dig. Jeg... jeg var ude i går og, øh, det blev lidt sent," forklarede han mumlende, mens han kløede sig i nakken. Han slog dynen tættere om sig, da kulden fra gangen ramte hans halvnøgne krop, og han skyndte sig at lukke døren bag hende. Han sukkede dybt, da hun spurgte hvordan han havde det, men han kom med et af hans bedste falske smil. "Jeg har det fint," sagde han så, med en stemme der slet ikke lød som hans egen, i hvert fald ikke i hans ører - en stemme han var vant til at bruge på nuværende tidspunkt, når folk spurgte ind til ham, og han ikke orkede at tale med det. Det var normalt en stemme der primært var reserveret til kameraet, og til fans, hvis han var tvunget til at stå foran en af delene, uden at være i godt humør. Det var noget der kom med jobbet som trommeslager i et kendt band, men han var god til at håndtere det, efterhånden. "Hvordan kom du herhen?" spurgte han, i et forsøg på at skifte emne fra ham og hans følelser, til hende i stedet. Han ville langt hellere snakke om Maze, end sig selv. Han var efterhånden træt af at høre på hans egen stemme, og hans egen selvmedlidenhed. Han kom med et kort grin, da hun pointerede kulden. "Det troede jeg var givet, Mazey, du er på den nordlige halvdel af kloden nu," svarede han, og slog automatisk over i en langt tykkere australsk accent. Det gjorde han altid når han talte med nogen hjemmefra, og her var det oftest Amelia og Chris. Selvom Chris' accent var langt mindre tyk end hans og Amelias, da han var vokset op i England, fremfor Australien, og derfor var hans australske automatisk også mere rusten, end de andres. Men Mazes accent mindede ham om hjem, og han kunne derfor ikke selv skjule sin tykke accent.

[Mazikeen Edwards]

"G'day," svarede Maze, da Ashton gentog hendes navn og sendte ham et lidt overbærende smil, da hun godt kunne fornemme, at han ikke var helt på toppen. Om det var tømmermænd eller sygdom, kunne hun dog ikke helt bedømme ud fra første øjekast. Hun savnede allerede varmen og hun havde kun været i England et par timer højest. Men nu havde hun da fundet ud af, hvordan sne så ud og hvor koldt det rent faktisk var. "No worries. Har du tømmemænd bogan?" spurgte hun og så en smule skadefru på ham, det fortjente han næsten at have, når han sådan havde glemt hende, dog var der også tydeligt at se på hende, at det var mere kærligt ment end noget andet. Hun elskede sin fætter utroligt højt og hun havde savnet det, men det var jo klart de ikke havde kunne ses så tit, når de boede på hver deres side af jordkloden, så langt rakte susenetværket trods alt heller ikke. Hun hævede lidt det ene øjenbryn, da han sagde han havde det fint. "Og du tror ikke jeg kender dig bedre end det?" spurgte hun roligt, "Men det er fair nok, hvis du ikke vil snakke om det," tilføjede hun, da hun ikke ville presse ham til, at snakke om hvordan han havde det, hvis han ikke havde behov for at snakke om det. Hun var ikke ligefrem nogen ekspert når det kom til forhold, men hun havde da haft et par kærester fra tid til anden.
"Taxa fra lufthavnen, så nu kunne jeg virkelig godt bruge en smøg. Inde eller ude?" spurgte hun og sendte ham et smil, for at fortælle at det var okay. Hun havde da overlevet taxa turen, og hun var der nu, så mon ikke at det hele nok skulle gå. Hun gik ind mod stuen og åbnede sin taske, som havde fået en del udvigelses besværgelser, for alle hendes ting havde kunne være deri. Hun rodede lidt i den, før hun fandt sine smøger frem. Det var det eneste usunde hun gjorde sig i, derfor mente hun, at det var okay, når hun ellers trænede hver dag, spiste sundt og stort set aldrig drak. "Det tænkte jeg da ikke over," svarede hun i en mild latter og overvejede lidt om hun skulle skifte tøj til noget bare lidt varmere, og så måtte hun jo tage ud af kigge på noget i morgen. Hun satte den utændte smøg i mundvigen, "Se! Den nyeste til samlingen," sagde hun begejstret og viste stolt en tatovering, som hun havde fået for et par dage siden, af et trommesæt og Ashtons fødselsdagdato nedenunder, den sad på hendes læg, men var ikke vildt stor, da hun efterhånden var ved at løbe tør for hud som ikke var tatoveret i forvejen.

[Deleted]

Ashton sukkede og pustede en krøllet hårtot væk fra øjnene. Der var ingen grund til at forsøge at bilde hende ind, at han var super frisk for det var han langt fra, og han var efterhånden for gammel til at fake, at han ikke havde tømmermænd. "Jep. Jeg føler mig mere indtørret end Great Victoria," indrømmede han, mens han trak dynen tættere om sig, hvilket bare fik ham til at se endnu mere ynkelig ud. Det der hjalp ham mest mod tømmermænd var et bad og en gåtur, men han kunne på ingen måde overskue det lige nu, så det ville nok nærmere blive til en kop kaffe, og så en hel dag på sofaen. Og hvis han havde overskud, ville han starte forfra med drikkeriet i aften, for jo kortere tid han brugte i ædru tilstand, jo mindre tænkte han over den smerte han konstant bar rundt på, lige for tiden. Han nikkede kort, da hun sagde at de ikke behøvede tale om det. Han var ikke engang sikker på om hun overhovedet havde vidst han havde haft en kæreste, for han havde ikke nået at tage Evanna med til Australien, for at præsentere hende for hans hjemland og hans familie der. Og nu ville det aldrig blive en mulighed. Han hang en anelse med skuldrene ved tanken, men han orkede ikke at trække sig selv ned i et sort hul, ikke når han havde selskab. Maze skulle ikke have ondt af ham. "Ude i køkkenet, for åbent vindue eller under emhætten," svarede han, da hun spurgte hvor hun kunne ryge. Han ville ikke byde hende at gå uden for i kulden igen, han kunne selv tydeligt huske hvor ubehageligt det havde været at vænne sig til temperaturforskellen mellem England og Australien, og han fik stadig en snert af den gamle følelse, hver gang han havde været hjemme på besøg, og trådte ud af flyveren i London igen. "Nu ved du hvor koldt her er," sagde han så, med et tonefald som om han talte til et lille barn, der skulle lære en lektie. Han kiggede fascineret på tatoveringen hun havde, den var ret flot lavet, men hun vidste jo også hvilke tatovører i hendes nærområde, der kunne deres kram. "Ace!" udbrød han, og gjorde sit bedste for at lyde begejstret. Han mente det oprindeligt, men det var svært for ham at udvise meget glæde, når hans standard følelse for tiden var tristhed.

[Mazikeen Edwards]

Maze grinte let og rystede på hovedet af ham, "Vil du have en tår?" spurgte hun og rakte ham en falske med hjemmelavet juice som udelukkende bestod af grønsager. Typisk Maze at have sådan noget på sig. Hun havde altid gået utroligt meget op i sundhed og hvad der var godt for kroppen, hun trænede hver dag, gerne flere gange om dagen, hvis hun kunne slippe afsted med det. Når hun ikke trænede, så arbejdede hun, så hun ville egentlig være ret ligetil at bo sammen med, udover hun elskede at høre høj musik og det var techno musik eller tramp. Hun vidste godt, at Ashton havde haft en kæreste, men det var udelukkende fordi det havde været over alt i medierne, ligesom deres brud havde været, selvom der ikke rigtigt var nogen som havde vidst, hvorfor de var gået fra hinanden, men hun kunne godt fornemme, at det ikke var noget hun skulle spørger indtil lige nu.
Selvfølgelig havde hun ondt af ham, godt nok havde hun selv ikke rigtigt været i nogle seriøse forhold, fordi der var så mange som var bange for hendes far, og hun vidste selv hvordan det var når folk havde for ondt af en, både da hun havde mistet sin mor, fordi hendes far havde slået hende ihjel, selvom hun ikke vidste at det var løgn og hendes far var blevet uskyldigt dømt, men også da hun var kommet hjem efter at have været kidnappet som barn. "Emhætte," konstanterede hun og sendte ham et smil og gik mod, hvor hun regnede med køkkenet var, og regnede med at han ville følge med, så de kunne forsætte deres samtale der, mens hun røg, hvilket var den eneste usunde ting hun gjorde sig i. Hun tændte emhætten og derefter sin smøg og satte sig op på køkkenbordet. Hun lagde pakken på bordet, "Ryger du stadig ikke?" spurgte hun og gjorde et nik mod smøgpakken, som tegn til, at han gerne måtte tage en hvis han ville. "Ja tak, men hey, så har en undskyldning for at shoppe i morgen," sagde hun med et stort smil på læberne, som fik selv de blå øjne til at smile. "I know, ay?" sagde hun med et nyt smil over sine læber og tog et hvæs af sin smøg, hun elskede alle sine tatoveringer, men især dem med en dybere mening, som foreksempel trommesættet med Ashtons fødselsdagsdato under. Hun havde også tænkt hun ville have en fjerpen for Chris og hans fødselsdagsdato under, men hun vidste ikke helt, fordi det samtidig var deres forældres dødsdato og dermed også hendes morbror og tante.

[Deleted]

Ashton tog flasken ud af hånden på hende og åbnede låget. Han kiggede ned i den for at se indholdet, som havde en mærkelig sumpet farve. Han lugtede forsigtigt til det, hvilket fik hans mave til at vende sig på hovedet, og han så pludselig lige så grøn ud i ansigtet, som juicen var. Hurtigt skruede han låget på igen og rakte hende flasken tilbage. "Gode, gamle Maze," mumlede han, mens han sank en masse, for at få sin mave i ro igen. Han begyndte at få det varmt, så han smed dynen på sofaen, for ellers vidste han at han om cirka tre sekunder ville begynde at svede. Alkohol var virkelig ikke sundt for kroppen, især ikke i de mængder han indtog det lige for tiden. Men han var hamrende ligeglad. Så snart han kom på nogenlunde ret køl igen, ville det være tid til en reparations'bajer' - borset fra, at det nok ville være noget stærkere end øl.
Han fulgte efter hende ud i køkkenet, og betragtede hende tænde emhætten og hoppe op på bordet med adræthed. Hun var meget trænet, hvilket var tydeligt at se, og mens han stod kun iført underbukser - hvilket han i øvrigt også var ligeglad med, da han var ret komfortabel med hende, siden de var vokset op sammen - følte han sig nærmest i dårlig form. Han havde heller ikke trænet i en længere periode, men hans muskler var stadig ret tydelige, specielt på hans arme, for trommerne gjorde at han trænede dem hver dag. Han fnøs en anelse, hvilket var et ynkeligt forsøg på et lille grin. "Der er sket meget siden jeg sidst var i Straya," svarede han, hvorefter han greb ud efter hendes pakke, tog en cigaret og tændte den. Han nød ikke ligefrem følelsen af at hans lunger fyldtes med røg, han gjorde sig mest i det når han var fuld. Men lige nu kunne han godt gøre en undtagelse for at holde hende med selskab. "Så længe du ikke forventer at jeg er der til at bære dine poser. Jeg skal være bloody legless i aften," sagde han, hvorefter han tog et langt sug på sin cigaret. Han færdiggjorde den hurtigt og slukkede den under den kolde hane, hvorefter han smed skoddet ud i skraldespanden. "Har du fået brekky endnu?" spurgte han, selvom det var lidt op ad dagen. Han var selv vågnet sent og havde endnu ikke kunne indtage mad overhovedet, men han var begyndt at kunne mærke sulten, hvilket betød at tømmermændende var på tilbagetog.

//OOG: Straya = Australien. Bloody legless = meget fuld. Brekky = morgenmad

[Mazikeen Edwards]

Maze sendte Ashton et lidt sigende blik, "Hvordan kan du vide, du ikke kan lide det, når du ikke har smagt på det?" spurgte hun med det ene slanke øjenbryn let hævet, før hun tog imod flasken igen og rystede lidt på hovedet af ham, dog med et svagt smil legende på sine læber. Hun fulgte ham lidt med blikket, da han smed dynen på sofaen. Selvfølgelig så hun sin fætter som en flot fyr, men aldrig om hun kunne drømme om, at se ham i nogle som helst former for seksueltiltrækning. Desuden var hun langt mere til bad boys. Jo flere tatoveringer, jo bedre. Kørte de på motorcykel, så var hun solgt.
Mazes veltrænet krop var ikke kommet af sig selv, hun havde arbejdet hårdt for, at nå til det resultat hun var nået til nu og hun var langt fra færdig. Ikke fordi hun ville ende med at ligne en kvindlig bodybuilder, det kunne hurtigt blive for meget - især på kvinder - hvis man spurgte Maze, men hun ville opretholde sin sunde livsstil. Hun tippede hovedet lidt til den ene side og tog et hvæs mere, da han tog en af hendes smøger, "Det kan jeg se. Hvornår begyndte det at gå galt?" spurgte hun og lod røgen forsvinde ud af sin næsen og mund. Hun røg primært fordi hun var vokset op i en kultur, hvor alle gjorde det, så det var mere eller mindre faldet hende naturligt. Hun havde også kun været 14 år, da hun var begyndt på det og så var den dårlige vane hængt ved hende siden da. Hun rynkede på panden ved hans ord, om at han ville være fuld. "Stop dig selv, Ash. Tror du virkelig grog er løsning her? Men du har ret, der er tilsyneladende sket meget siden, for den Ashton jeg kendte ville sgu ikke drikke hjernen væk som en eller anden bogan," sagde hun og lod de blå bekymret øjne hvile på ham. Hun tog et hvæs mere af sin smøg og rystede så lidt på hovedet til hans spørgsmål, "Ja, det er sen arvo i Straya nu, så min mave er mere indstillet på det snart er aftensmadstid," svarede hun med et let smil på læberne, før hun tog et hvæs mere og derefter slukkede hun den, på samme måde som Ashton havde gjort det. Hun kunne godt mærke, hun var ved at være træt, det havde været en lang flyvetur og hele tidszonen var blevet skubbet 10 timer.

//OOG - Grog - Alkohol. Bogan: Lowclass, en som drikker øl hele dagen osv. Arvo - eftermiddag.

[Deleted]

Ashton skar en grimasse. "Tømmermændende er lidt for grove til den slags sunde stads," sagde han og trak så på skulderen. Han lod en hånd løbe igennem sit uglede, krøllede hår, der efterhånden var blevet en anelse halvlangt. Han havde simpelthen ikke haft overskuddet til overhovedet at tænke på, at han burde klippe det, så nu var det altså sådan det så ud. "Ah," sagde han afslappet, mens han greb fat i elkedlen for at hælde vand i, så han kunne sætte det over til at lave kaffe. "Det er efterhånden et par måneder siden," talte han videre, og trykkede på knappen, så kedlen gik i gang med at koge vandet. Han trissede hen og stak hovedet i køleskabet, der så temmelig sørgeligt ud. Han greb fat i noget der tilsyneladende var begyndt at gro hår, åbnede skraldespanden og kylede det ud, hvorefter han vendte opmærksomheden tilbage mod køleskabet. Han sukkede dybt, men fjernede ikke sit blik fra køleskabets indre, da hendes dømmende sætning lød. "Mind your own bizzo, Maze," sagde han, en anelse hårdt og tydeligvis slet ikke i humør til at blive dømt. Han ville bare gerne være i fred, når han havde det elendigt, og det var sådan set sådan havde det hele tiden, lige for tiden. Han endte med at lukke køleskabet, da han kom i tanke om, at han havde en æske Poptarts i skabet. Han smækkede to i brødristeren, og lavede i mellemtiden en kop sort kaffe til sig selv. "Vil du have noget?" spurgte han Maze, og hentydede til kaffen. Det kunne da være det var det hun havde brug for, efter den lange flyvetur. "Jeg har også en coldie i køleskabet, hvis det er det du har lyst til," tilføjede han så. Det var nok det eneste der rent faktisk blev skiftet ud regelmæssigt i hans køleskab. Han trak på skuldrene, da hun takkede nej til morgenmad, og tog den ene Poptart for at spise den, da den var ristet færdigt. "Jeg tror vi må bestille noget til aftensmad. Mit køleskab er temmelig tomt," svarede han i et ligegyldigt tonefald, mens han gnaskede på Poptarten og drak kaffen.

//Bizzo = business, bland dig udenom. Coldie = øl

[Mazikeen Edwards]

Maze trak lidt på smilebåndet, "Karma is a bitch," sagde hun roligt, da han fortalte hans tømmermænd var for onde til at smage hendes sundhedsvaner. Hun havde levet sundt hele sit voksenliv og langt det meste af sit teenageliv også. Hun havde godt bemærket hans hår var ved at være lidt halvlangt, men havde valgt ikke at kommentere på det, da hun trods alt ikke vidste, om det var mode her i England, at fyrene skulle have langt hår. Hun så en smule bekymret på sin fætter, da han fortalte det var et par måneder siden, at det var begyndt at gå galt, "Jeg ved godt, jeg ikke skal tale for højt når det kommet til forhold og det der kærligheds ræs, men ingen pige er dine tåre værd, for hvis hun var, så ville hun aldrig få dig til at græde," sagde hun i et forsøg på at være hjælpsom. Hun lagde ikke skjul på, hvad hun havde gjort i sin fortid, men der var også nogle ting hun helst holdt for sig selv, fordi hun ikke ville dømmes på grund af det. Hun var meget lyststyrret og gjorde hvad hun ville, når hun ville.
Hun fulgte ham med blikket, som han gik i krig i køleskabet, "Du er min bizzo, Ash," svarede hun dog ikke hårdt tilbage, men blidt og så bekymret på ham. Der var meget få mennesker Maze holdt af, men Ashton var en af dem og når først hun havde lukket nogen ind, så lukkede hun dem ikke bare ud igen. Hun nikkede lidt, "Ja tak, men jeg kan selv lave en kop," sagde hun roligt, da hun trods alt ikke var kommet for at blive vartet op, men havde to arme og to ben selv. Hun hoppede derfor ned fra køkkenbordet og begyndte selv at lave en kop kaffe. Hun rystede på hovedet til hun havde lyst til øl. "Stik mig dine nøgler, så tar jeg ud og handler," sagde hun, hun spiste ikke junk-food, så det at bestille mad udefra ville være en udfordring. Hun gik om og stillede sig bag ham og lagde sine arme om ham, "Jeg elsker dig Ashton, du kan ikke bebrejde mig for, at blive bekymret for dig. Chris og dig er det eneste familie jeg har tilbage," sagde hun stille uden at slippe ham igen. Azazel så hun ikke som familie mere, han havde ødelagt hendes fars side af familien og eftersom hun var enebarn, så var Ashton og Chris de eneste hun havde tilbage. Hverken hendes mor eller far levede mere og hun havde netop sagt farvel til alle sine venner og veninder i Australien.

[Deleted]

"Den tager jeg," svarede Ashton bare, og forsøgte at lade være med at smile lidt humorforladt. Han vidste godt han havde det elendigt hver dag, når han vågnede op med tømmermænd, og dagene uden var efterhånden sjældne. Men de forsvandt hurtigt igen, så snart han begyndte at drikke igen, også selvom de første par tåre næsten gav ham lyst til at vende vrangen ud på sin mavesæk. Alting var bare nemmere at håndtere i en følelsesløs tilstand, og han var ikke typen der tog stoffer, så alkohol var den midlertidige løsning på hans problemer, især da han ikke kunne komme på andre løsninger. Ved hendes ord satte han langsom sin kaffekop fra sig og kiggede direkte på hende, med sine meget trætte og livløse grønbrune øjne. "Hun var noget af det bedste der nogensinde er sket for mig. En af de to bedste ting, Maze. Jeg ved ikke hvordan jeg lever uden," svarede han, i et overraskende let tonefald. Det var lettere at distancere sig selv fra det, ellers gjorde det for ondt. Efter de ord havde han ikke mere at sige til lige netop den sag, så han samlede igen kaffekoppen op og satte den for læberne. Den varme kaffe prikkede mod hans tunge og han kunne mærke den hele vejen ned gennem halsen og spiserøret. Han sukkede en anelse og betragtede hende lave en kop kaffe til sig selv. "De ligger på hylden ude i gangen," sagde han og nikkede kort med hovedet i retning af gangen, mens han færdiggjorde sin poptart. Det var ikke ligefrem en sund kost han levede på lige for tiden, og han fik heller ikke trænet, så han kunne godt mærke at han i den grad mistede energi, især når han kombinerede dårlig kost og ingen motion med svimlende mængder af alkohol. "Vær nu ikke så clucky," sagde han bare, da hun gav ham et kram og kaldte ham hendes eneste familie. "Jeg ved det godt, bare lad mig sejle min egen sø, okay?" tilføjede han, hvorefter han hurtigt skyllede resten af sin kaffe ned. Han overvejede stærkt at tage en kop til.

//Clucky = moderlig

[Mazikeen Edwards]

Maze sukkede lidt med et bekymret svagt smil på sine læber. Han var et voksent menneske og hun hverken kunne eller ville bestemme over ham. Men det betød ikke at det ikke gjorde ondt på hende, at se ham sådan. Hun elskede ham jo, han var hendes fætter og noget af det eneste familie hun havde tilbage, sammen med Chris. Hendes blik fulgte hans bevægelse da han satte sin kaffekop fra sig, og vendte det først tilbage på ham, da han begyndte at svare hende. "Jeg er ked af, at skulle være den som siger det her til dig, skat, men hvis hun ikke har det på samme måde, så er der ikke noget du kan gøre. Mennesket er bygget til, at overleve sorg og tab, men det skal foregå i dit eget tempo. Hvem ved, måske møder du en dag en som er endnu bedre for dig. En som kan gøre dig endnu mere lykkelig end hun nogensinde ville kunne. Og jeg ved godt du sikkert ikke kan se det lige nu," sagde hun bildt, selvom hun godt vidste at det et sted var hårde ord, så håbede hun virkelig at det måske kunne give ham en lille øjenåbner, enten i form af at han ville modbevise hende og rent faktisk ville lykkedes i at vinde Evanna tilbage, eller at han rent faktisk ville komme videre, eller om ikke andet så bare fik et skub i den retning, for det gjorde ondt i hende at se ham sådan.
Hun nikkede lidt, da han fortalte hvor hans nøgler var, "Jeg drikker lige min kaffe og så tager jeg ud og handler," sagde hun og sendte ham et lille smil. Hun vidste at kost og motion var noget af det vigtigste, hvis man ville have et langt og sundt liv og mens hun boede der, så ville hun hellere end gerne stå for madlavningen, hvis det betød at han ikke forgiftede sin krop med alt for mange tomme kulhydrater. Hun slap ham som om hun havde brændt sig på ham, da han sagde hun skulle lade vær, "Vil du hellere ha' jeg er kold og ligeglad eller hvad?" spurgte hun og lagde armene over kors, mens hun lyttede til hans tilføjelse, "Ville du kunne gøre det mod mig, hvis det var omvendt?" spurgte hun direkte og trådte et skridt bagud, væk fra ham.