I found a love to carry more than just my secrets

[Darcel Montaque Lavoie]

Denne tråd er tilegnet @cavalier
Denne tråd foregår i Juni 2054 ved Eiffeltårnet, Paris.
Outfit

---

Darcel havde inviteret Jordan til Paris. For ikke ret lang tid siden, havde hun fortalt ham, hun var gravid. I starten var det svært at tro på, især fordi der intet var at se endnu. Hun var lidt under en måned henne og han havde ikke regnet med, at han så kort tid efter sin 26 års fødselsdag, skulle være far. Han havde forestillet sig en dag at skulle have børn og han havde også forestillet sig at det kunne være med Jordan. Han havde spurgt sin fremtidige svigerfar om tilladelse, der mere end glædeligt havde givet den til ham. Han havde selvfølgelig også spurgt Valentin om tilladelse, og den havde han også fået. Han var med andre ord good to go. Han vidste, Jordan ikke ville lade et barn komme til verden udenfor ægteskabet, så selvom det var fremskyndt og de knapt havde nået at være kærester denne gang, så var han alligevel helt sikker på, det var det han ville. Han var klar til at være lykkelig med Jordan og til at være hendes mand. Klar på en familie og klar på, at tilbringe sine dage med hende. Han glædede sig tilmed til det, men det krævede hun ville sige ja først. Han havde derfor planlagt at i dag var dagen, han ville fri til hende. Han håbede ikke hun havde nogen idé om hvad der var i gærde, da han ønskede hun skulle blive overrasket.  Han havde stukket hende en historie om, at han aldrig havde været i eiffeltårnet og derfor var det nu der, de var på vej til. Han havde sørget for at have ringen i sin inderste jakkelomme, så hun ikke ville bemærke den. 

[Deleted]

Outfit

Jordan selv havde ingen idé om at Jordan ville fri til hende. Hun måtte indrømme at hun virkelig håbede det da hun helst ikke ville have et barn uden at være i et ægteskab, men hun regnede ikke med noget eftersom hende og Darcel knapt nok var et par. De havde godt nok været kærester før, men det betød ikke at Darcel ville tage hende tilbage. Heller ikke selvom hun følte hun havde gjort alt for at vise ham at hun havde ændret sig. Hun havde grinet af ham over at han ikke havde været i Eiffeltårnet endnu. Det burde man som franskmand. Hun havde i hvert fald været det og det samme havde hendes familie. Hun havde som altid brugt en masse tid på at gøre sig i stand for Darcel og havde taget noget pænt tøj på. Også selvom højhalet ikke var det smarteste i Eiffeltårnet, men så kunne hun altid bare tage nogle ballerinaer på når hun kom derop. Hun havde derfor sine stiletter i hånden som hende og Darcel var på vej op i tårnet for at skifte sko. Jordan var trods alt en af de type kvinder der nærmest altid gik i stiletter. Da de kom derop hvor man ikke længere kunne bruge en elevator trådte Jordan ud af den og holdte Darcel i hånden. "Nu kan du ikke sige du ikke har været her. Vil du højere op?" spurgte hun med et varmt smil over sine læber og kyssede blidt Darcels læber da de havde været dem som var kommet sidst ud af elevatoren.

[Darcel Montaque Lavoie]

Darcel var glad over, det virkede som om, hun havde hoppet på hans historie. Han havde været i Eiffeltårnet mange gange nu, og han havde nok set den fra alle de vinkler, der var at se det fra. Alle veje der var at komme fra i Paris som kunne føre til Eiffeltårnet, havde han nærmest gået, tryllet, cyklet og kørt på. Han var vel og mærke halv franskmand af blod, men en turist i byen havde han været. Han havde også boet der, så franskmand af hjerte var han på mange måder også. Han var dog nok mest bare en Darcel, da han på ingen måde var ligeså konservativ som en franskmand eller en brite. "Nej, det har du ret i," sagde han med et smil, som de var nået til den del de skulle gå op. Han gengældte hendes læber og holdt hende helt indtil sig. "Jamen synes da vi skal helt op, når vi er taget herhen," sagde han med et smil og tog hendes frie hånd. Han kunne godt lide at se hende med andet end stiletter. Ikke fordi han ikke nød synet, for det gjorde han skam. Det var blot rart at se hende være mere afslappet omkring ham, og så satte man trods alt også mere pris på det andet. 

[Deleted]

Jordan selv var fuldt ud fransk og det kunne tit mærkes. Hun var ofte meget gammeldags og meget forstokket på mange områder. Hun fulgte traditionelle mønstre langt hen af vejen når det kom til hvordan en kvinde burde se ud. Hun ville også til en hver tid tage hans efternavn hvis han nogensinde friede til hende. Nok nød hun at være en Cavalier, men hvis hun skulle giftes så skiftede hun navn. Lige nu huede det hende heller ikke at hun var gravid uden hun var blevet gift. Det kunne man ikke, men hun stolede på Darcel kendte hende godt nok til at vide den slags. Hun nikkede ganske let og gik med ham længere op. Eiffeltårnet var virkelig det mest romantiske sted i verden hvis man spurgte Jordan og hun var glad for at kunne nyde det med Darcel. “Så nåede vi toppen” sagde hun med kærligt smil over sine læber og kyssede hans kind ganske blidt. Det her var virkelig helt igennem en fantastisk følelse. At stå heroppe sammen med manden hun elskede og var glad for havde givet hende en chance mere trods for hun godt vidste et sted hun ikke fortjente den.

[Darcel Montaque Lavoie]

For ham betød det ikke så meget, at Jordan tog hans efternavn. Han vidste, hun nok ville, for han kendte hende trods alt. Hun måtte dog godt beholde sit eget, og han ville også være villig til at tage hendes, hvis det gjorde hende glad. Sidstnævnte vidste han dog godt, hun aldrig ville acceptere. Hvor hun måske troede, en mulig navneændring var langt ude i fremtiden, så var den det bestemt ikke. En forespørgsel mod at være sammen for evigt var kun nogle trapper væk. Som de nåede toppen, så han på hende og sendte hende et smil. ”Ja,” svarede han og mærkede kysset på sin kind, hvilket fik ham til at smile bredt. Der var andre mennesker heroppe. Han så sig rundt i et par sekunder, for at huske udsigten og det fantastiske parisiske vejr og horisont. Han vendte sig mod hende igen. ”Jeg har en erkendelse,” indrømmede han og smilede halvt. ”Jeg har været her før,” forsatte han som han betragtede hende kort. Han blev kort nervøs, men han vidste, det her var det helt rigtige. Simpelt, men storslået nok til hun ville tilgive ham. Det handlede om hende og ham, og ikke om andre, så han kunne ikke se en grund til at få statister ind. ”Jordan, vi har kendt hinanden længe og vi har været igennem meget. Både sammen og hver for sig. En ting er sikkert, hvad der har fået mig igennem det, er dig. Du er lyset. Solen i mit liv. Du bringer skønhed og glæde ind i det på en måde, hvor jeg slet ikke havde forestillet mig det var muligt,” begyndte han, som han, som folk begyndte at stirre fordi han snakkede længe. Det foregik på fransk. ”Jeg havde aldrig forestillet mig, jeg skulle elske nogen, så højt som jeg elsker dig. Du er min første rigtige kærlighed og den eneste, jeg vil være sammen med.” afsluttede han som han satte sig ned på et knæ. ”Og lige om lidt, så skal vi starte en familie sammen, og jeg glæder mig. Du er mit mirakel.. derfor..” han åbnede den lille boks, han havde med en ring i. ”Spørger jeg dig, om du vil gifte dig med mig?” spurgte han hende direkte, mens hans blå øjne hvilede op på hende. Hun var den smukkeste og dejligste han havde mødt, og han var ikke i tvivl om, det var det her han ville. Folk omkring kiggede og måbede, som nogle mugglere tilmed fandt deres telefoner for at tage billeder. 

[Deleted]

Jordan skulle lige til at skælde ham ud for at have løjet overfor hende om han havde været der før. At han gerne ville have en første gang der med hende var ok, men at lyve sådan der det gjorde man ikke. Ikke nu hvor alt var blevet bedre og de ikke længere var de dumme unge som konstant løj overfor hinanden og var hinanden utro. Han skulle til at være far og alt hun ønskede var han ville tage hende helt tilbage hvilket han heller ikke havde taget sig sammen til endnu. Verden så ikke alt for godt ud hvis man spurgte Jordan. Hun ville ikke være single forældre og hun var ikke den person her i verden som var mest for abort.
Hun skulle lige til at sige noget og nåede da også at åbne munden i det Darcel begyndte at snakke. Hun lagde godt mærke til han havde blevet let nervøs og bed sig blot ganske let i læben som han startede med at snakke. Mest af alt for at skjule hun havde haft åbnet munden. Hun blev helt varm om hjertet over han snakkede fransk til hende og sagde hun var hans lys. Hun begyndte så småt at ligge mærke til folk kiggede på dem og kunne da heller ikke lade være med kort at se til siden inden Darcel pludselig begyndte at snakke igen. Da han snakkede om hvor højt han elskede hende og pludselig gik ned på knæ kunne Jordan mærke hendes hjerte begyndte at pumpe hårdere mod hendes brystkasse. Hun vidste godt hvad der skulle til at ske og selvom det fyldte hende med glæde og lykke blev hun nu også selv nervøs. Mest på hans vegne dog. Hun begyndte at miste sit vejr en anelse og da han åbnede æsken kunne hun mærke sine følelser løbe af med hende. “Ja Darcel! Ja!” udbrød hun med en glædeståre ned over hendes kind og slog sine arme om hand hals for selv at gå ned i knæ.

[Darcel Montaque Lavoie]

Som hun sagde ja, smilede han stort for sig selv, inden han nåede at rejse sig op og mærkede hende i sin favn. Han lagde sine arme om hende, mens folk omkring dem begyndte at klappe. "Jeg ville sagtens kunne leve uden dig, men det har jeg ikke lyst til. Jeg elsker dig så meget, at et liv uden dig ikke ville være det værd," hviskede han mod hendes pande og kyssede den blidt. Han glædede sig til, det bare skulle være de to og deres fremtidige familie. Det havde altid været dem mod verden, men nu blev det det endnu mere. De fleste i hans nærmeste familie lod dog også til at have skiftet mening omkring Jordan, da de ikke havde været glad for hende, for nogen ord siden. Alt det, det betød dog ikke noget nu. For ham, var hun helt perfekt og han kunne dog kun håbe til, at hun og alle andre ville kunne se det samme, som han gjorde. Han holdt forsat om hende, som folks applaus begyndte at høre hen. Han var nu egentlig ligeglad med den opmærksomhed, de havde fået fra de andre mennesker heroppe. Han hverken så eller hørte dem. Alt han så og hørte var hans forlovede. Han tog fat i hendes ringefinger og gav hende ringen på. Den passede perfekt og stod pænt til hendes blege hud. Han ville give hende alt i verden, hun behøvede ikke en gang at bede ham om det. "Je t'aime," hviskede han, inden han kyssede hendes læber ganske blidt. 

[Deleted]

Jordan vidste slet ikke hvad hun skulle sige og kunne blot mærke hendes glædeståre glide ned over kinderne. Hvilket også for hende var lige nu mere end tusind ord. Hun lod ham tage fat i hans hånd og sætte ringen på hendes finger. Det fik hende blot til at græde endnu mere af lykke, men i det mindste var hun en af dem som var smuk når hun græd. "Je t'aime" hviskede hun blidt tilbage og hakkede let i hendes ord fordi hendes tåre stadig løb og gengældte blidt hans kys. Hun elskede ham så højt og hun var så glad for hun havde fået en chance mere.

-- TIME --

The bride

Endelig var den store dag kommet. Jordan var virkelig vildt nervøs omkring det hele og ikke fordi hun havde lyst til at stikke af fra det hele, men hun var bange for hvad Darcels familie havde at sige og derfor havde hun skrækkeligt lyst til at stikke af for at holde brylluppet privat. Omvendt havde hun bare planlagt det bryllup hele sit liv og så længe Jean, Darcel og Valentin var ved hendes side havde hun de mænd i sit liv hun havde behov for at støtte sig op. Det var da også Jean der hentede hende og førte hende ud til hendes far. Hendes lillebror ville trods alt vente ved Darcels side ligesom Camden ville det. Jordan bed sig ganske blidt i læben og passede grundigt på sin røde løbestift da hun havde brugt timer på at gøre sig klar. Faktisk var hun stået op kl. 7 om morgen for at gøre sig klar og nu var kl. Ved at nærme sig 15 så det var mange timer, men alt skulle være perfekt. Som Jean åbnede døren og holdte den for hende lod hun da også kort sit blik glide rundt i kirken der så præcis ud som det billede hun havde gemt i virkelig mange år. Hun trådte ud på kirkegulvet da hun havde fået øje på Darcel og kunne ikke lade være med at smile kærligt. Da Jordan ikke havde nogle veninder var den person der holdte hendes lange slør Camdens kone som også var en Lavoie. Bag hende gik My som selv var blevet gift ind i familien Lavoie med sin lille datter Hya i sin favn. Foran Jordan gik et en ung pige fra hver familie og smed blomster da det var en virkelig cute faktor med to små piger der holdte en kurv og smed med blomster. Alt var perfekt. Jordan bevægede sig ganske yndefuldt op af det gulv som pludselig synes noget længere end hun huskede det fra øvelsen, men det var fordi hun var så spændt som hun var. Da hun endelig nået op til Darcel var hun også en del mere rolig fordi han smilede sådan til hende som kun Darcel kunne sende hende. Da præsten begyndte at snakke glemte hun da også alt om hvor nervøs hun havde været fordi Darcel stod der. Hun tog blidt hans ene hånd for at give den et blidt klem og vidste hun var ok. Hun slap den kort tid efter og lyttede til præsten. Hun sagde ja hvor hun burde og var så glad for den foregik både på fransk og på engelsk. Også selvom det betød hun skulle sige ja både på engelsk og på fransk. Da det var tid vendte hun sig imod Darcel og kyssede hans læber ganske blidt da det betød de var gift. Hun måtte da også knibe sine øjne sammen kort for ikke at græde af lykke igen og var sikker på hun kunne svæve som de bevægede sig ud af kirken. Alt summede om hende og alt var virkelig bare som det burde være. Fra det øjeblik havde hun skiftet efternavn og hun glædede sig til deres fremtid sammen. "Je t'aime" hviskde hun blidt da de var kommet ud af kirken og skulle mod festen.

//OOC: Tilladelse til at bruge både @loup og @jean i dette emne uden det er powerplay//

[Darcel Montaque Lavoie]

Som Darcel så hende gå ned af kirkegulvet, stående i hendes fantastiske flotte kjole med hendes i forvejen forblændede gudeindelignende skønhed, kunne han ikke lade være med at knibe nogen tårer og som han så hende bedre, faldt nogle flere også ned af hendes kinder. Han var lykkelig. Han havde også selv været nervøs hele dagen, men det var af den gode slags. Han sagde sine ja'er, hvor han skulle og kyssede hende dybt og kærligt, da det blev bedt om at forsegle deres bryllup og de løfter, de havde lovet hinanden. Han havde et par glædestårer ned ad kinderne som han tog hende med sig ud ad kirken, nu som hans kone og han som hendes mand. 

//Out//