We Don't Have To Talk, 'Cause Talk Is Cheap

[Kimberly Aya Minore York]

@dorran
Storsalen på Hogwarts.
Januar 2055, omkring klokken 19:30.
Outfit

---

Kimberly havde utrolig mange ting om ørerne for tiden, hvilket var årsagen til, at hun ikke rigtigt havde været til at komme i kontakt med. Hun havde ikke tjekket ugleriet siden hun havde mødt Arian deroppe. Hendes karakterer var begyndt at dale drastisk og hun lå på vippen til at dumpe stort set alle fag, fordi hun ikke kunne koncentrere sig om noget som helst. Hun havde været hjemme i julen og til nytår, men at fejre jul uden Seth havde bare været så forkert på så mange måder. Hun var utrolig bekymret for ham, især fordi det eneste hun havde fået af vide var, at han ikke ville være til at komme i kontakt med på uvis tid. Udover det, vidste hun ikke om hun skulle tro på, hvad Arian havde sagt omkring at hun ikke var andet end et væddemål for Dorran, for at se hvor mange gange han ville kunne komme i bukserne på hende, før det ville gå op for hende, at han ikke elskede hende fordi hun var willieslægt. Alt dette sammenlagt havde gjort den 15 årige teenage pige utroligt stresset. Hun havde fået sin første menstruation for godt et halvt år siden, men hun var nu gået to uger over tid, så frygten for om hun var blevet gravid, gjorde slet ikke hendes situation bedre.
Hun var netop blevet færdig med at spise aftensmad, selvom det ikke var meget appetit hun havde sig, og gjorde sig nu klar til, at forlade storsalen. Hun rejste sig og gik mod udgangen, egentlig med det mål at ville gå til sin sovesal og tage et dejligt langt bad og så bare i seng. Men som hun fik øje på Arian lidt længere fremme, stoppede hun brat op. Hun gjorde alt hvad hun kunne for at undgå ham, hvilket hun efterhånden burde have lært aldrig endte godt for hende, før eller senere stod de der igen. Enten foran ikke bare én med fire skoler og fortalte om deres følelser for hende, eller også stod de backstage sammen med hendes savnet storebror og opførte sig som om intet var sket. Nu måtte hun så se hvor længe, det ville lykkes hende at undgå Arian. Hun valgte i stedet for, at sætte sig ned på sin plads igen og blive der indtil alle havde forladt storsalen. Hun fandt sin hæfte frem, som efterhånden var mere fyldt med tegninger og digte end rent faktisk noter fra timerne.

[Deleted]

Dorran selv havde brugt alle sine kontakter for at komme ind på Hogwarts. Han var trods alt ikke elev længere, men han følte lidt at Kim havde travlt med alt muligt andet end at være sammen med ham. Han havde så heller ikke set meget til Arian heller da han trods alt var skide sur på ham over han havde fået en kæreste. Det var præcis derfor han boede hos sin far i stedet for at bo sammen med Arian der stadig gik på Hogwarts. Lige nu var han glad for han kendte så mange som han gjorde for det betød han kunne snige sig ind på hans gamle skole selvom han intet havde at lave der. Han havde trods alt været færdig på skolen i et halvt års tid nu. Han fik øje på Kim og begyndte at gå mod sin kæreste for at sætte sig ned ved siden af hende uden han havde sagt noget. Han ville trods alt gerne overraske hende og sendte hende blot et varmt smil. Han vidste godt det ikke var pænt at snige sig ind på hende på den der måde, men det var bare så fristende og det var tydeligt den eneste måde for ham at komme i kontakt med både hende og Arian. Så kunne han altid finde Arian bagefter for han var nød til at snakke ud med ham. Han savnede sin bedste ven og han ville helst ikke undvære ham længere i sit liv.

[Kimberly Aya Minore York]

Kimberly sad i sin helt egen verden, mens hun lod sin fjerpen stryge hen over papiret i sit hæfte, for at få nogle streger til at give meningen og ikke bare ligne krusse duller. Hun kunne godt fornemme, at der var en som satte sig ned ved siden af hende, hvilket blot fik hende til at komme med et lettere irriteret suk. Hvorfor kunne folk ikke bare lade hende være? Hun syntes selv hun havde nok at slås med for tiden, hun havde ikke behov for flere Arian'er i sit liv, én var mere end rigeligt. Hun havde efterhånden også vendt sig til, at fyrerne opsøgte hende mere og mere, hvilket blot havde bekræftet hendes teori om at hun med al sandsynlighed var willieslægt, præcis ligesom sine søskende. Havde hun nu været lidt mere som Seth på det punkt, så havde hun nok elsket det, men hun elskede Dorran og havde ikke brug for at andre fyre kiggede på hende som han gjorde.
Hun bed sig lidt i indersiden af sin ene kind, før hun vendte et irritabelt blik i retningen af den fyr som havde sat sig ved siden af hende, uden at sige noget som helst. Dog blev hendes blik hurtigt skiftet ud til et overrasket blik, da hendes blå øjne blev mødt af det velkendte varme smil Dorran havde sig. Hun så sådan på ham i et stykke tid, mens hendes hjerne prøvede at fortælle hende hvad hendes øjne så. "Hva.. Hvad laver du her?" spurgte hun stadig tydeligt overrasket, før hun satte sin fjerpen fra sig i blækhuset og lagde sine arme om ham, før hun kyssede hans læber ganske blidt. Ingen tvivl om, at hun var glad for at se ham, men hun kunne også godt mærke, at Arians ord om, at det hele bare var et væddemål, blev ved med at køre i hendes baghoved.

[Deleted]

Dorran hørte godt hendes irriteret suk og kunne ikke lade være med at smile for han vidste hun ikke få et mindre chok når det vidste sig det var ham. Han var trods alt færdig på skolen og burde teknisk set slet ikke være der, men der var bare ikke det som han ikke ville gøre for at komme i kontakt med Arian og Aya. Dorran ville heller ikke blive glad for hvis han vidste hvad Arian havde sagt til hende, men Arian var hans bedste ven og han manglede ham ved sin side. Hvis han havde vist det havde han helt sikkert også forsøgt at få kontakt til Arian først for at han faktisk kunne føle sig mere værd end han bestemt gjorde det lige nu. Han ville bare heller ikke blive sur på Arian for han vidste godt skoen måtte trykke hvis Arian opførte sig som han gjorde. Han kunne ikke lade være med at smile til hende da hun endelig havde vendt sit hoved for at se på ham. "Hvad jeg laver? Sniger mig ind på min gamle skole fordi min kæreste og min bedste ven tydeligt ikke længere ved hvordan man svare på ugler. Tror du det har noget med hinanden at gøre?" spurgte han med et ganske let drillende grin. Han kunne ikke lade være med at smile da hun slog sine arme om ham og gengældte blidt hendes kys. Han hev hende blidt en anelse tættere på blot for at være helt sikker på at han ikke drømte, men hun faktisk var til stede og han faktisk var kommet ind på skolen selvom han ikke måtte være der. Han slap kysset efter lidt tid og strøg hende blidt over kinden. "Skat ved du ikke at hvis det her langdistance forhold skal fungere så er du nød til at svare mine ugler og mødes med mig?" spurgte han stille og lod sine fingre stoppe midt i et strøg og legede ganske let med en af hendes lokker og snorede den ganske langsomt om sin finger. "Så hva trykker dig siden du are leaving me hanging?" spurgte han stille og slap stille hendes lok inden han bed sig let i læben. Han kunne trods alt godt regne ud noget var galt når hun ikke svarede ham længere. Alt det lort med Lucas var det rene vand ved siden af hans elskede kæreste ignorererede ham.

[Kimberly Aya Minore York]

Kimberly slog blikket lidt ned. Hun vidste godt, at hun selv ikke havde svaret på ugler i lidt for lang tid, men hun vidste ikke at Arian heller ikke havde gjort det. "Jeg kan ikke svare for Arian, men jeg har haft en del at se til," svarede hun og trak lidt på den ene skulder. Et sted var det jo heller ikke helt løgn, hun havde sine eksamener som hun læste op til og alligevel dalede hende karakter hele tiden. Plus hun var utrolig bekymret for Seth, som var Guderne måtte vide hvor.
Hun lod ham trække hende tættere på ham, men kunne mærke hvor ondt det gjorde indeni. Hun var virkelig inderligt glad for ham, men hun virkelig ikke var andet end et væddemål for ham, hvorfor skulle hun så blive i sin bobbel af, at alt var godt, hvis det slet ikke var det? Hun kiggede lidt væk fra ham, da han slap kysset og mærkede hans fingre mod sin kind og de blide strøg. Hun bed sig let i læben, da hun ikke vidste hvad hun skulle svare ham. Alligevel tog hun mod til sig og vendte blikket mod ham, "Hvilket forhold, Dorran?" spurgte hun så, ganske levmeldt og rystede lidt på hovedet, da hun mærkede han snorrede en tot af hendes blonde hår, om sin finger. Hun vendte blikket mod sit kladdehæfte og lukkede det og begyndte at rydde sine ting op. Hun gjorde tegn til, at ville rejse sig, da han slap hendes hårtot. "Det kan du jo snakke med, din såkaldte bedste ven om," svarede hun en smule køligt, uden at se på ham. Hvorfor skulle det gøre så ondt indeni? Hun lagde sine ting i sin taske og rejste sig så, hun ville bare væk, det gjorde alt for ondt at se på ham og høre hans stemme, mærke ham holde om hende, mærke hans læber mod sine egne. Hun savnede ham jo uden tvivl, og selvom hun måske ikke helt ville indrømme det, så elskede hun ham jo også.

[Deleted]

"Og det tror du ikke jeg har som professionel quidditch spiller skat?" spurgte han med et ganske let hævet øjenbryn da hun undskyldte sig med at hun havde meget at se til. Han var godt klar over det var hendes femte år hun var på og hun havde en vigtig eksamen til sommer, men han brugte al sin tid på at spille quidditch i stedet for at bruge den på at tage sig en uddannelse. Han havde mere lyst til at følge sit kald med sin sport og han ville gerne på landsholdet. Han ville bare helst ikke udtages til det før han havde mere klart overblik hvor hans og Kimberlys forhold var på vej hen. Ikke fordi hun fik lov til at holde ham tilbage fordi hun stadig var på skolen, men mere det var svært at finde tid til at være sammen i forvejen. Dorran læste ikke sladderblade så det var ikke fordi han vidste noget om hvad der var sket med Seth og det var ikke fordi Aya havde sagt noget til ham. Og han havde heller ikke hørt det fra Bia der havde mere travlt med at date hans far end at have fokus på FE.

"Vores forhold Aya. Hvilket forhold skulle jeg ellers snakke om?" spurgte han ganske undrende da han trods alt ikke vidste hvad det var Arian havde sagt eller ikke sagt. Hvis han vidste det havde han så også hurtigt kommet frem til han havde svigtet Arian og derfor han havde opført sig som en diva, men det var svært når man ikke vidste hvad der foregik. "Men nu er det dig jeg spørg og så skal jeg nok snakke med Arian om det bagefter så er du sød at fortælle mig hvad der er sket?" spurgte han og rejste sig op for at tage fat i hendes håndled og holdte godt fast da han ikke bare ville lade hende gå, men heller ikke så hårdt at hun ville få mærker af det. Han forsøgte at hive hende indtil sig da det var nemmere end at gå hen mod hende for så havde hun mulighed for at stikke af og det ønskede han ikke lige nu. Han ønskede at finde ud af hvad der foregik. "Som sagt er det heller ikke fordi Arian svare mig så nu starter jeg et sted" forklarede han mens han stadig forsøgte at få hende indtil sig så han kunne kysse hende på panden, holde hende tæt og bare forsikre hende om at alt var som det burde være.

[Kimberly Aya Minore York]

Kimberly så på Dorran med et blik som var fyldt med forskellige følelser, da hun ikke engang selv kunne finde ud af, hvordan hun havde det lige nu. Hun fnøs let, "Hvad laver du så her, hvis du har så travlt?" spurgte hun mens de blå øjne flakkede fordi hun ikke kunne finde et fokus punkt. Ligemeget hvor hun kiggede hen på ham, så gjorde det ondt og det var ikke en smerte hun kunne tag og se på, som man kunne med foreksempel med brækket arm, da den her form for smerte var indeni hende. Hun ville aldrig nogensinde bede ham om, at stoppe med at spille quidditch, hun var af den overbevisning, at man skulle følge sine drømme. Hun havde jo set det lykkes både for hendes storebror og hendes mor at blive kendte, så hvis Dorran ville være kendt spiller på landsholdet, så var hun sikker på, at han nok skulle nå dertil en dag.
Hun fnøs og rullede med øjnene, da han sagde det var deres forhold han snakkede om, hvorefter hun lagde armene over kors. Forsvarsmekanisme for ikke at blive mere såret end hun var i forvejen, fordi hun endnu ikke vidste, at Arian blot havde fyret en løgn af, da han havde sagt Dorran kun var sammen med hende for at vinde et væddemål.
Hun rystede på hovedet, "Hvad der sker? Hmm, lad mig se engang," sagde hun og satte en finger på hagen som om hun tænkte sig godt om, før hun vendte blikket tilbage på ham, "Nårh ja, du var fandme så dygtig, at du kunne komme i bukserne på Seth Yorks lillesøster. Stort tillykke McSeeley, virkelig godt gået," svarede hun med en tydelig såret stemme og klappede et par gange i hænderne, før hun vendte rundt for at komme væk, men nåede dårligt at tage et eneste skridt før hun mærkede hans hånd omkring sit håndled. "Slip mig!" råbte hun af ham og mærkede hvordan tårene begyndte at piske ned af hendes kinder. Ikke fordi det gjorde ondt, at han havde fat i hende, men fordi hun var så ked af det og såret, at hun ikke kunne håndtere det mere. Hun satte sin frie hånd mod hans brystkasse for at skubbe sig væk fra ham, men han var tydeligt stærkere end hende, så det fungerede ikke særligt godt for hende. Man kunne altid høre på hende, når hun var såret. Hun kaldte dem ved deres efternavn og hun råbte. Hun var nok lidt en hidsigprop. "Så start et sted, som er langt væk fra mig," græd hun, men havde opgivet at prøve at komme fri fra hans greb, men hun havde stadig en hånd mod hans brystkasse, så han ikke kunne nå hendes pande.

[Deleted]

"Jeg har aldrig for travlt til at se min kæreste. Det var lidt den point jeg forsøgte at ligge i det Aya" sagde han med et ganske let suk da hun tydeligt ikke havde forstået hvor han ville hen med det. Nu var han en McSeeley så det var ikke fordi altid at det med ord sådan lige faldt ham ganske naturligt. Også selvom han altid havde set Lucas som sin bror og ikke som sin far så kunne han nok ikke altid helt løbe fra hvem der var hans familie trods for at han virkelig gerne ville det. Desuden vidste Dorran godt at hun næppe ville bede ham stoppe for hendes skyld. Det ændrede bare ikke på at han forsøgte at få det til at fungere. "Jeg er så røv ligeglad med hvem din storebror er og hvem han ikke er. Jeg kunne faktisk ikke være ligeglad med om din bror er kendt eller ej" sagde han med et dybt suk og rystede på hovedet til at han skulle slippe. "Lad mig gætte. Det har noget med dine williegener at gøre. Har det ikke? Arian har fortalt dig at Lucas mener du er willie og jeg hele tiden mener du ikke er? Er det der skoen trykker?" spurgte han ud af det blå da det faktisk ville give ret så god mening når Seth pludselig blev nævnt og det virkede som noget Arian kunne finde på. Han mærkede hånden mod sin brystkasse og kunne godt mærke hun prøvede at skubbe ham væk, men i stedet for lagde han sin anden arm rundt om hende. "Men Aya jeg elsker dig så jeg har ikke tænkt mig at gå væk fra den person jeg elsker om så du er willie eller ej" sagde han en anelse mere hårdt end det sådan set egentlig havde været meningen, men han elskede hende og derfor ville han ikke bare lade hende gå. Desuden troede han jo slet ikke på at hun var willie bare fordi Lucas sagde det og bare fordi Seth var det så behøvede jo sådan set heller ikke være det. "Det eneste dit mulige willieblod har gjort er at jeg ser igennem din alder og ikke en pind andet. Du er nød til at forstå jeg elsker dig og det gør ondt på mig at du nogensinde kan tro andet. Arian kan være lidt af en dramaqueen og hvis han har sagt sådan til dig er det fordi jeg har svigtet ham. Det skal ikke gå udover dig, men du er bare tættere på og derfor det nemmere at ramme" sagde han med en ganske skæv grimasse da det sådan set var ret så sandt. Han havde virkelig svigtet dem begge. Hvor han dog ville ønske han var tilbage på skolen.

[Kimberly Aya Minore York]

Kimberly fnøs let, "Hun må være en meget heldig pige, hende din kæreste," svarede hun blot og vendte blikket væk fra ham igen. Hun var ikke vant til den her form for smerte og hun var for ung til, at kunne håndtere det. Det var klart nemmere at skubbe folk væk, når de sårede hende, end det var at tage fat i folk og konfrontere dem med, at det de havde gjort rent faktisk havde gjort ondt på hende. Hun ville ikke fremstå svag. "Og det tror du dybt seriøst jeg vil tro på?" spurgte hun hidsigt og kunne virkelig mærke hvordan hendes temperament begyndte, at løbe afsted med hende. Det var nok bare hendes måde, at prøve at skjule hvor såret og ked af det hun var. Det var nemmere at blive sur, det var en følelse hun kendte til og kunne håndtere. "Det har ikke en skid at gøre med mit williegen, som Lucas by the way har ret i jeg har arvet," sagde hun og mærkede hans anden arm omkring sig. Hun vidste jo godt, at han var langt stærkere end hende, så hun ville ikke have en jordisk chance for at komme ud af hans greb, selvom han ikke holdt så fast at det gjorde ondt på hende. "Du elsker mig ikke," sagde hun hårdt og rystede på hovedet. Hun var ikke andet end et væddemål, om hvor mange gange han kunne komme i bukserne på hende. Hun elskede ham virkelig, ellers havde det ikke gjort så ondt som det tydeligvis gjorde på hende. Hun rystede kraftigt på hovedet, så det blonde hår dansede let om hendes blege ansigt, mens et par tåre mere trillede ned af hendes kinder. "Det er ikke kun Lucas, som siger jeg har williegenet. Og eftersom jeg ikke er andet end et damning væddemål for dig og Arian, så tilgiv mig for ikke at give en potte pis for dine tre fine ord. Arian kan rende mig, han kan skabe alt det drama hans kolde hjerte begærer, men jeg nægter at være en del af det," svarede hun og prøvede igen, at komme fri fra hans greb. Nok var hun en teenage pige, men drama, sladder og alt sådanne noget havde aldrig sagt hende noget og ville nok heller aldrig komme til det.

[Deleted]

"Sidst jeg så efter var du min kæreste" sagde han med en let skæv grimasse da han ikke helt kunne finde ud af om det var fordi hun ikke anså dem som kærester længere eller hun bare omtalte sig selv som tredje person. Han håbede dog ikke det første da han virkelig elskede hende og han ikke ville have de slog op bare fordi han ikke kunne være der hele tiden. "Ja jeg gør" sagde han med et ganske lavt suk da han virkelig troede på at hun ikke var willie. Nok mest af alt fordi tanken skræmte ham lidt. Han nød at folk kiggede på hans kæreste og fandt hende smuk, men hvad nu hvis de ikke kunne styre deres vedhæng nær hende og forgreb sig på hende. Det var han ikke helt sikker på han ville kunne leve med. Mest af alt fordi han så ikke ville have været der til at beskytte hende. "Jamen fint så har Lucas ret og så må jeg tage det med. Det ændre ikke mine følelser for dig" sagde han med et ganske let ryst på hovedet. Han kunne ikke se hvorfor han skulle ændre sine følelser for hende bare fordi hun var willie. Jo det gav da klart nogle problemer med at han ville være bange for at andre ville ligge an på hende og han ville helt klart også frygte at noget i ham måske kun havde været glad for hende pga. hendes gener, men han var sikker på at det mere bare var at de havde haft samleje første gang de havde mødt hinanden og han så bort fra hendes alder og ikke så meget andet end bare det.

"Jo jeg elsker dig Aya. Hvordan kan du tro andet?" spurgte han med et ganske let hævet øjenbryn da han slet ikke forstod hvor den snak kom fra. "Sig mig hvad har Arian sagt til dig?" spurgte han stadig lige forundret over at hun overhovedet kunne tro at han ikke elskede hende når han elskede hende ganske højt. "Vædemål? Du er ikke et damning vædemål. Skat det passer ikke. Han har ville såre dig og det er lykkes. Det er hvad det handler om" sagde han stille og holdte hende stadig tæt indtil sig. Han ville ikke give slip. Han hadede at se hende græde på den der måde. "Du skal heller ikke være fanget i jeg har svigtet Arian. Jeg skal nok tage en snak med ham, men du er nød til at forstå du ikke er et vædemål. Og i så fald hvis du var. Så fortæl mig igen hvorfor jeg skulle vælge en willie som langt fra er nem at score, skulle vælge en fra en familie der har så mange problemer med min og omvendt for så blot at knuse et hjerte hos en der aldrig har haft en kæreste før når jeg heller ikke selv har" sagde han med en ganske skæv grimasse og håbede bare hun ville kunne se det ville være fjollet. Det sidste hun var for ham var virkelig et vædemål og han havde virkelig svigtet både Arian og Aya når det der kunne ske i mellem dem.

[Kimberly Aya Minore York]

Kimberly så på Dorran med et blik som nok var mere såret end vredt, "Oh yeah? Sjovt, for sidst jeg så efter, var du et røvhul og jeg var fri til, at gøre præcis som det passer mig," svarede hun og gjorde endnu et forsøg på, at komme fri fra hans greb. Måske Seth bare havde haft ret lige fra starten af. Alle McSeeley var ens. Player, ikke til at stole på og kun i stand til at tænke med det forkerte hoved. Hun rystede lidt på hovedet, da hans ja lød. Selvfølgelig kunne hun godt mærke, at hun vendte hoveder når hun gik ned i gennem gangene og hun vidste også godt, at det kun ville blive værre med tiden, jo ældre hun blev, jo sværere ville hendes williegen også blive at sige nej til. Hun var virkelig bange for, at blive udnyttet på grund af det, hvilket hun lige nu følte Dorran havde gjort, takket været Arians løgnhistorie. Hun rystede endnu engang på hovedet, "Jo det gør, Dorran, dine såkaldte følelser for mig, er ikke ægte. Du tror måske de er, men helt ærligt, vågn dog op. Du bliver 18 år, jeg bliver 15, hvis det ikke var for mine gener, ville du aldrig have kigget i min retning," svarede hun stædigt, stadig i et forsøg på at skubbe den smerte som tog udspring i hendes hjerte, væk og beskytte sig selv for yderligere smerte.
"Hvordan jeg kan tro andet? Hvordan kan du ikke tro andet?" vendte hun hans spørgsmål og prøvede at tælle til ti i hovedet, for at køle sig selv lidt ned, men det hjalp ikke rigtigt. "Sandheden, hvilket du ikke var mand nok til, at gøre," svarede hun, da han spurgte hvad Arian havde sagt til hende. Hun var helt sikker på, at ingen nogensinde ville kunne elske hende oprigtigt, når hun havde de gener hun havde, også selvom hun jo havde sine forældre, som bevis på, at en mand ville kunne se igennem williegenet, men hvad nu hvis hendes far heller ikke elskede hendes mor oprigtigt? Hvad nu hvis han heller ikke kunne se forbi genet, men kun var sammen med hendes mor fordi hun var willie?
Hun satte hænderne mod hans brystkasse, i et forsøg på at holde bare en smule afstand til ham, som han stadig holdt hende indtil ham. "Han behøvede ikke såre mig, det har du klaret ganske fint helt alene," svarede hun og mærkede endnu et par tåre trille ned af hendes kinder, mens hun prøvede at skubbe ham væk. "For spændingen? Hvad ved jeg, McSeeley. Du kan snakke alt det du vil med Arian, men det ændre ikke på noget. Seth havde ret i alt, hvad han sagde. Han advarede mig, men jeg lyttede ikke, fordi jeg troede du var anerledes. I guess the joke is on me now," sagde hun stille og tog fat om hans arme for, at få dem væk fra hende, mens hun bakkede væk fra ham. En del af hende ville virkelig gerne tro på ham, men hvorfor Arian have sagt det var et vædemål, hvis det ikke var? Og hvorfor skulle Dorran indrømme det var? "Farvel, Dorran," sagde hun og tog sin taske og svang den over den ene skulder, mens hun tørrede et par tåre væk fra sine kinder og begyndte at gå mod storsalens store egetræsdøre.

[Deleted]

"Og hvorfor er det så præcis jeg er et røvhul?" spurgte han med et hævet øjenbryn da han virkelig ikke kunne forstå hvad der skete. Han havde jo ikke haft noget at gøre med de ting som Arian havde sagt til hende. Han var bestemt ikke som så mange andre. Han var langt mere som Joey når det kom til det med kærester. Han havde aldrig med vilje været en player. Det kunne godt være at han havde været med nogle stykker, men han var så også typen der huskede pigernes navne og rent faktisk ville ringe til dem hvis han havde lovet dem det. "Alt dine gener gør er at jeg ser din vej, men det ændre ikke på mine følelser for dig" sagde han med en ganske skæv grimasse på sine læber da han virkelig elskede Aya om så hun faktsik troede på det eller ej.

"Hvordan jeg kan tro andet? Aya jeg har ikke lyst til at se andre piger, heller ikke når jeg ikke er sammen med dig. Jeg er ligeglad med hvor ung du er når du er så moden som du er. Jeg kunne ikke være mere ligeglad med andre piger. Den eneste jeg er vild med er dig" sagde han stille og træk hende atter indtil sig. Han vidste godt han ikke var fair når han var så meget stærkere end hende, men han elskede hende og han troede virkelig på det eneste hendes gener gjorde var at han havde set i hendes retning. Han var skide ligeglad med hvem hendes storebror var. Seth betød intet i hans verden for han havde knapt styr på fyrene i Faded Exit før han havde mødt Aya. Han rystede let på hovedet. "Arian har ikke en skid sagt sandheden. Hvis jeg gik sådan op i din storebror havde jeg slet ikke været sammen med dig. Din storebror hader min far. Remember?" spurgte han med et dybt suk og kunne godt mærke hendes hænder mod sin brystkasse. Han havde da også lyst til at give slip på hende, men han vidste han bare ville løbe efter hende alligevel. Han tørrede blidt hendes tåre væk selvom han godt vidste det ville give hende mulighed for at løbe. Han ville bare løbe efter hende alligevel. "Jeg er anderledes Aya. Du må virkelig tro på mig når jeg siger jeg elsker dig" sagde han stille og dog alligevel højt nok til hun ville kunne høre det. Da hun atter begyndte at gå små løb Dorran efter hende da han ikke havde tænkt sig at give op. "Kimberly Aya Minore York. Jeg havde giftet mig med dig på stedet hvis det fik dig til at tro på jeg virkelig elsker dig. Du aner ikke hvad jeg vil gøre for dig. Jeg er ikke min far for helvede" sagde han mens han små løb efter hende og tog fatter fat i hendes arm ved hendes albue for at få hende til at blive. Han ville ikke bare sådan give op på hende. Han var trods alt vild med hende.

[Kimberly Aya Minore York]

"Alene det faktum, du er nødt til at stille mig det spørgsmål, gør dig bare til et endnu større røvhul," svarede Kim og så på Dorran mens hun rystede på hovedet af ham. Hvordan havde han kunne gøre det mod hende? Hun kunne snart ikke rumme mere. Hun havde det som om der var en bombe i hendes hjerte, som kun ventede med at springe i luften for hun kunne gå og vente på det. Alle vidste jo at ventetiden altid var den værste. "Du havde aldrig kigget min vej, hvis det ikke var for mine gener, Dorran, så drop skuespillet. Du vandt. Tillykke," sagde hun og kunne mærke hvordan hendes hjerte og hjerne var på randen til at gå i tusind stykker.

Lige nu handlede det nok også om, at hun ikke kunne rumme al den kærlighed som Dorran tildelte hende, hun vidste ikke hvordan hun skulle håndtere det eller hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun savnede Seth og frutrationerne over ikke at vide hvor han var eller hvornår han ville komme tilbage, var ubærlig for hende og da Arian så oveni havde smidt i hovedet på hende, at hun ikke var andet end et vædemål for Dorran, var hendes verden brudt fuldstændigt sammen. "Jeg er ligeglad Dorran. Du kan kneppe alle de tøser du vil, men jeg vil ikke være et damning vædemål! Jeg er mere værd end det," svarede hun og mærkede hvordan tårene samlede sig i hendes øjne og meget gerne ville ud, men hun holdt dem tilbage. Hun ville ikke knække, selvom hun inderst inde godt vidste, at det kun var et spørgsmål om tid, før hun ville gøre det.
Hun rullede med øjnene, da han sagde Arian ikke havde fortalt sandheden og huskede hende på, at Seth hadede Lucas. "Giv mig bare én god grund til, at Arian skulle lyve for mig? Og at Seth ikke kan li Lucas, kan være fuldstændigt ligegyldigt, for Seth er væk og ingen har hørt fra ham i flere måneder," røg det ud af hende, hun havde ikke snakket med nogen om det, jo Saga selvfølgelig, men ikke ret meget. Hun kunne ikke koncentrerer sig i undervisningen, overhovedet, fordi hun bekymrede sig. Men selv ikke sine veninder havde hun snakket med om det. Hun drejede hovedet væk fra hans hånd, da han tørrede hendes tåre væk og begyndte at ryste lidt på hovedet til hans ord. Hendes hjerte bankede på hurtigt og hårdt, at hun var sikker på det snart havde banket sig hele vejen ud af hendes brystkasse, hvilket gjorde hendes vejrtrækning begyndte at blive en smule mere overfladisk. "Stop, Dorran," bad hun stille og vendte blikket tilbage på ham, mens hun rystede på hovedet.
Hun stoppede med at gå, selvom han sagde hendes fuldenavn. Det var først da hun mærkede grebet omkring sin arm, at hun blev tvunget til at stoppe igen og blev automatisk drejede rundt, så hun stod med fronten mod ham igen, "Så gift dig med mig Dorran," svarede hun mens tårene begyndte at trille ned af begge hendes kinder, som blev hun pisket, hendes vejrtrækning blev endnu mere overfladisk, mens hun så ham ind i øjnene, "Jeg kan ikke rumme mere.. Jeg kan ikke mere," græd hun og rystede på hovedet, før hun satte sin fri hånd mod sin panden. Hun var knækket. Hun havde ondt i hver en celle i sin krop. Hun følte hun var havnet i et dybt sort hul, uden en udgang og væggene bare voksede sig tættere og tættere på hende.

[Deleted]

Han rystede ganske let på hovedet til at det var et virkelig godt tegn på han var et røvhul. Han vidste jo for pokker ikke hvad Arian havde sagt til hende. Så havde han jo reageret meget anderledes end han gjorde lige nu. Også selvom han godt selv vidste det var hans egen skyld hvis Arian opførte sig på den der måde. Det var helt klart fordi han havde gjort noget for at såre Arian for ellers ville han ikke udsatte Aya for den slags ting. "Så fordi min far er et walking, talkning dickhead så er jeg det også automatisk?" spurgte han med et ganske let ryst på hovedet da han virkelig ikke følte han kun var sammen med hende bare fordi hun var willie. Han var sikker på at hendes gener gjorde at han var ligeglad med hendes alder, men det var også noget helt andet. Det var ikke fordi han normalt kiggede på nogen med hendes unge alder. "Det eneste dine gener gør Aya er jeg er ligeglad med hvor ung du er, men jeg kan li dig for at være dig. Også selvom jeg aldrig ville kunne love det for vi kan desværre ikke bevise det hænger sådan sammen" sagde han med en ganske skæv grimasse. Også selvom han var ganske sikker på det var sådan det hæng sammen. Han vidste dog at han var vild med hende og mere behøvede han faktisk ikke vide.



"Men du er ikke et damning vædemål Aya. Arian bilder dig ting ind for at gøre dig ked af det og det virker tydeligt det virker. Lad ham ikke komme ind i dit hoved på den der måde" sagde han med det forsætte skæve smil over sine læber. Han vidste trods alt selv at Arian var virkelig god til den slags ting og det havde virkelig haft sine tydelige præg på Aya. Dorran vidste jo godt selv at selv hvordan Arian var og trods for det elskede han jo også manden virkelig højt. "Jeg har tydeligt overset noget ved Arian der har gjort at han har ment du har kommet langt foran ham i mit liv" sagde han stille da han jo godt selv kunne se hvad han havde gjort. "Og hvis du ikke har set Seth længe så må du sige det. Jeg læser altså ikke sladderblade da de skriver grimt om dig" sagde han med et ganske let suk mest af alt fordi han ikke havde lagt mærke til den slags rygter som han burde. Han bemærkede hun flyttet sit hoved og kunne mærke det gjorde ondt på ham selv. Han rystede en anelse voldsomt på hovedet da han ikke havde tænkt sig at bare sådan lige stoppe igen. Han hev hende blidt ind til sig. "Så må jeg jo spørge dine forældre" sagde han stille og strøg hende ganske blidt over håret og kyssede ganske blidt hendes pande. "Jeg er lige her for dig skat. Del dine sorger med mig så jeg kan bære dig igennem dem" sagde han stille og var lige nu glad for de var kommet ud af storsalen nu hvor hun var knækket. Mest af alt så hun ikke skulle kendes som pigen der var knækket sammen foran hele skolen. Han elskede hende så forbandet højt og han kunne slet ikke stoppe med det. Han ville så heller ikke stoppe med det.

[Kimberly Aya Minore York]

Kimberly så på Dorran med et såret blik, mens hun rystede på hovedet, "Den her kan du ikke smide over på din far, Dorran, det er helt og aldeles din egen fortjeneles," svarede hun, da hun på ingen måder mente, at bare fordi hans far var et røvhul - af hvad hun havde hørt i hvert fald, hun havde jo kun mødt ham ganske kort den dag på baren - så var Dorran det automatisk også. Hun følte jo heller ikke at hun var en player, bare fordi Seth var det. Hun havde siden de var blevet kærester, været overbevist om at Dorran rent faktisk havde rigtige følelser for hende, men alle de ting Arian havde sagt til hende, havde fået hende til at betvivle Dorrans følelser og hun havde aldrig haft så ondt indeni før. "Hvordan kan du være så sikker på det?" spurgte hun direkte og slog blikket mod gulvet. Hun vidste ikke om der var en måde, hvorpå at han kunne mærke forskel eller hvad. Hun vidste bare at hun ville ønske at hun kunne slå det til og fra som det passede hende, men sådan hang det desværre bare ikke sammen.
"Hvorfor skulle han gøre det?" spurgte hun, intet af det her gav mening i hendes hoved. Hun ville da aldrig kunne drømme om, at bilde en af hendes veninders kærester ind, at de kun var sammen med dem for et vædemål, hvis det ikke var sandt. Var Arian bare en endnu større kælling end Kim havde antaget? Hun ville ærligt talt gøre alt lige nu, for at kunne læse Dorrans oprigtige følelser, så hun kunne finde ud af, hvad hun skulle stille op. Hun havde det som om, at hun var blevet revet i hundredevis af stykker og lige nu prøvede at samle sig selv, hun manglede bare limen til at holde alle delene samlet. "Du kan ikke sætte mig før dine venner, det er ikke fair," sagde hun stille og kunne godt mærke at han begyndte at overbevise hende om, at hun ikke var et vædemål, men at Arian havde været fuld af lort. Hun var dog glad for, at Dorran ikke læste alt det sladder der stod i bladene, selvom hun ikke vidste om nogen medier havde fundet ud af, at hun havde været sammen med Charles, så ønskede hun ikke Dorran skulle vide det, hun ville jo heller ikke vide, hvor mange eller hvem, han havde været sammen med før hende. Hun bed sig hårdt i læben, "Det er ikke kun mig, som ikke har set eller hørt fra ham. Ingen ved hvor han er eller hvad der er sket, ikke engang vores forældre," fortalte hun stille, det gjorde så ondt indeni og hun kunne dårligt være i sig selv. Det gjorde ondt, at hun havde troet at hun bare var et vædemål for Dorran, for hun elskede ham jo virkelig, og så var alt det med Seth kommet oveni.
Hun mærkede han hev hende blidt indtil ham igen, denne gang gjorde hun dog ikke modstand, men tårene trillede stadig ned af hendes blege kinder. Hun stoppede nærmest med at trække vejret, da han sagde han ville spørger hendes forældre. Hun stod nærmest froset fast på stedet. Hun mærkede hans hånd stryge hendes blonde hår og kort efter kysset mod sin pande, hvilket fik hende til at gispe, da hun kom i tanke om at trække vejret igen, nok var en god idé. "Hvad..? Mener du det? Seriøst?" spurgte hun hviskende og så op på ham, mente han seriøst, at han ville spørger hendes forældre om hendes hånd og han ville gifte sig med hende, selvom de var så unge?
Tårene forsatte ned af hendes blege kinder, lige nu også utroligt glad for at de kun var de to og de ikke ligefrem stod et sted, hvor der kom nogen forbi som sådan. "Du kan ikke gøre noget," sagde hun stille og tørrede et par tåre væk med sin ene håndryg, selvom nogle nye blot tog til. Hun vidste ikke hvad hun ellers skulle sige, hun var ikke verdensmester i at lukke sig op overfor nogen. Hun lagde lidt forsigtigt sine arme om ham og lagde hovedet mod hans skulder. "Undskyld, skat," sagde hun hviskende og vendte blikket op mod ham, før hun strakte sig en smule op efter hans læber, for at give dem et blidt kys.