Hjemmeis! Hjemmeis!

[Deleted]

Mark Eriksen
Marks hytte.
Januar 2055 - Omkring klokken 22.

---

Abbygail havde boet i Marks hytte i godt og vel et halvt år efterhånden. Hun kedede sig helt vildt, men hvad kunne hun gøre? Hun vidste godt, at hvis hun tog hjem ville hendes far og mor gå amok på hende, fordi hun havde været væk så længe. Hun vidste dog ikke, at selv hendes gymnasium havde sat en efterlysning i gang, fordi hun ikke var mødt op til timerne i al den tid.
Hun sad ude på teressen iført en af Marks skjorter som var et par numre for stor til hende, samt et tæppe hun havde om benene. I den ene hånd havde hun en kop kaffe, hvilket var virkelig dumt eftersom klokken var så mange og hun nok snart burde gå i seng. I den anden hånd havde hun en smøg. Hendes lange sorte hår hang løst ned af hendes ryg og skuldre, hendes make-up var ikke ligeså mørk som den plejede, primært fordi hun kun havde mascara og en smule eyelinjer på. Hendes naturlige blonde hår kunne efterhånden ses ret tydeligt nær hendes hovedbund og cirka fire centimeter ud.
Hun havde ikke set eller hørt fra Mark siden han havde sat hende af i hytten, hun var selv fuser, så hun havde ikke lyst til at begynde at gå fra hytten, da hun for det første ikke havde nogen som helst idé om, hvor i verden hun var og for det andet, så havde de aftalt, at han ikke skulle komme til hytten med mindre der var en god grund. Hun regnede derfor med alt gik fint. 

[Mark Eriksen]

Mark var ved at være et nervevrag. Det var gået så godt i al den tid, hvor Abbygail havde boet i hans hytte. Nu var der kommet en efterlysning på hendes fra hendes gymnasium og hans chef havde fundet ud af, at han havde været kærester med hende. Han havde prøvet at fortælle, at han altså ikke havde ladet hende slippe med vilje, fordi det hun havde gjort mod ham, kunne han ikke tilgive og han var professionel. Det var en stor fed løgn, men han kunne da ikke fortælle sandheden. Han ville blive spist som et brugt stykke smørrebrød. Mark var taget op til hytten, da Abbygail blev nødt til at høre hvad der foregik. Selvom ingen vidste, at han havde denne hytte, så var han bange for, at der alligevel var nogen, der ville finde ud af det.

Han stod foran døren og vidste egentligt ikke om han skulle banke på. Det var hans hytte, men han boede der jo ikke rigtigt. Det gjorde Abbygail. Han tog en beslutning og gik ind. Han ville ikke vække hende hvis hun sov. Hun kunne altid høre det, når hun vågnede. Han kom ind i hytten og kiggede sig lidt omkring. Det var længe siden han havde været der. Han fik øje på hende ud på terrassen. Der sad hun hver gang han var der. Underligt. Det var dog også en fin terrasse. Hun så squ godt ud i hans skjorte. Han kunne ikke helt lade vær med at smile og han glemte alt om hvorfor han var der, da han stod helt ude ved hende.
"Hey." Sagde han og prøvede at holde sit smil væk, men det var svært. Han var nok kommet til at falde for hende igen og det var noget rod. Intet mindre.

[Deleted]

Abbygail kedede sig virkelig meget, hun havde tegnet, gået lange ture dog mest rundt i ring, fordi hun ikke turde gå for langt væk fra hytten. Hun havde røget alt for mange smøger og gjort alt for meget rent, i mangle på sjovere ting at give sig til. Hun havde ingen idé om, hvordan noget som helst gik ude i verden. Hendes mobil kunne ikke finde signal herude midt i Intet-Sted. Hun følte sig virkelig afskåret fra resten af verden, både hendes veninder og venner, men også fra alt hvad der havde med andre mennesker at gøre.
Hjemme hos hendes mor, hvor hun under normale omstændigheder boede, røg hun indenfor på sit værelse eller i resten af lejligheden, for hendes mor røg også, mere end Abby selv, så der kunne det være lige meget, men nu var hun i Marks hytte, så af ren respekt til ham, valgte hun at ryge udenfor, hver gang hun tog en smøg.
Hun lukkede øjnene og nød en lille solstråle som havde fundet vej over træernes toppe og ramte hendes blege kinder, selvom det nok ikke ville vare mange minutter før den ville forsvinde igen. Hun spærrede dog hurtigt øjnene op, da hun synes hun hørte fodtrin. Hun vendte blikket mod døren og skulle lige til at gøre tegn til, at rejse sig da Mark kom til syne. "Hey," svarede hun og så lidt undrende på ham, både over hans smil, men også over det faktum at han var der. "Er der sket noget?" spurgte hun en smule bekymret og rettede sig lidt op, så hun bedre kunne se på ham. Hun tænkte ikke lige over, at hun var iført hans skjorte.

[Mark Eriksen]

Mark burde virkelig ikke tænke på hende, som han gjorde. Hun fyldte dog hans tanker, mere end han var glad for at indrømme. Han havde tilgivet hende for hvad hun havde gjort, men det gjorde dog stadig ondt at tænke på, at hun havde løjet overfor ham på den måde. Det havde han aldrig troet om hende. Det var dog længe siden nu og han forstod hendes grund til at gøre det, selvom han ikke var glad for den.
"Øhh..." Sagde han og kløede sig i nakken. han ville så gerne sige nej og bare holde om hende, men de havde jo aftalt, at han kun skulle komme hvis der var sket noget og det var også vigtigt, at hun fandt ud af hvad der var sket, så de kunne finde deres næste træk derfra.
"Ja... For helved hvor er det bare noget pis." Sagde han vredt og slog sin hånd ind i muren. Han prøvede at ignorere smerten, men blodet var et tydeligt tegn på, hvor hårdt han havde slået. Han var dog ligeglad.
"Din skole har sat en efterlysning i gang efter dig. OG min chef ved, at vi har været sammen. Måske det lyder som ingenting, men det gør bare, at efterforskningen bliver intensiveret og, at det nu også går ud over mig. De har svært ved at stole på mig og de kommer helt sikkert tjekke mig i hoved og røv nu. Jeg er virkelig ked af det." Sagde han til hende og sukkede dybt. Han ville bare gerne have, at hun kunne slippe for dette. Måske det nemmeste var, at hun meldte sig selv, men han vidste ikke hvad der ville ske, hvis hun gjorde det. Han ville ikke gøre skade på hende eller såre hende på nogen måder. Han vidste ikke længere hvad der var det rigtige at gøre. Det var så nemt, at hun bare kunne være her, men det var nok desværre ikke læsningen længere, selvom ingen kendte til hans hytte. Den var nok nem at finde, hvis man virkelig ledte efter spor og de ville de med sikkerhed gøre nu.

[Deleted]

Abbygail vidste godt selv, at hun på ingen måder havde været fair overfor Mark i deres forhold, men hun havde været så bange for at miste ham, at hun havde valgt at lyve i stedet for og til sidst var hun blevet fanget i sit eget spind af løgne som hun ikke havde kunne forklare sig ud af. 
Hun så ret bekymret på ham, da hans øh lød. Det lød på ingen måder godt. For det kunne hun ikke lide, på den dårlige måde, nej for faktisk kunne hun slet ikke lide det. Overhovedet. Heller ikke på torsdag eller i næste uge. 
Det gav et sæt i hende, da han slog hånden ind i murren, "Hey, hvad sker der?" spurgte hun og rejste sig op for at tilse hans hånd. Hun havde mange ar rundt omkring på de blege ben, efter hendes forældre havde tævet hende gentagende gange i gennem hele hendes barndom og faktisk helt frem til Mark havde gemt hende væk i denne her hytte.
Hun slap hans hånd som om hun havde brændt sig på hans hud. "damn," sagde hun stille og bakkede et par skridt væk fra ham og førte sine hænder igennem det lange sorte farvet hår, med den blonde udgroning. Hun rystede lidt på hovedet. "Jeg.. Jeg går ind og pakker mine ting. Tak fordi jeg måtte være her, Mark, men du skal ikke med i mit fald," sagde hun og gik forbi ham og ind i hytten. Hun anede ikke hvor hun skulle tage hen, men hun skulle nok finde ud af noget. Måske et helt andet land? Nordpolen var sikkert også rigtigt hyggelig på denne årstid, eller..

[Mark Eriksen]

Mark var så frustreret. Han var ikke helt sikker på hvordan han var kommet ind i alt dette, når han i lang tid bare havde været rigtig sur på hende og ikke ville have noget med hende at gøre. Men okay. Sandheden var jo, at han elskede hende. Han ville nok aldrig stoppe med at elske hende og hun var hans svaghed. Han ville gøre alt for at redde hende og det så betød, at han selv røg med ned. Det var hans problem.
"Nej!" Sagde han højt, da hun gik ind for at pakke sine ting. Han var lidt bekymret for sin egen vrede, men ikke fordi han ville gøre hende fortræd, hvis han blev sur nok. Det var mere bare fordi han ikke plejede at have det sådan. han var en meget rationel person, men ikke omkring hende.
"Jeg vil ikke lade dig flygte på den måde uden at vide om du er okay eller ej. Vi finder på noget. Okay?" Sagde han og gik hen og tog fat i hende. Roligt. Hans øjne lynede, men fordi han var vred på systemet. De vidste ikke, at hun havde været tvunget til alle de ting, som hun havde gjort, men han var heller ikke sikker på, at det ville hjælpe i sidste ende.
"Vi finder ud af det..." Denne gang var han mere blid i stemmen, men en tristhed havde lagt sig over hans stemme og hans øjne var ved at give efter. "Det er noget rod det hele. Har du... måske overvejet at... tale med en auror?" Spurgte han og kiggede lidt nervøst på hende. Han kunne ikke drømme om at anmelde hende, men hvis hun nu selv ville, så ville han hjælpe hende igennem det og støtte hende.

[Deleted]

Abbygail var nok mindst lige så frustreret som Mark var. Hun vidste godt, at hendes forældre - især hendes mor- ville gå amok, hvis hun vendte hjem nu. Det virkede måske underlig at hun var så bange for sin egen mor, men hvem ville ikke være det, hvis de var blevet tævet siden de kunne gå, som hun var? Hun spærrede øjnene op, da hans højlydte nej lød og hun stirrede på ham, som om han lige var faldet ned fra himlen iført et gorilla kostume. Skulle hun være bange for, at han ville gøre hende noget? Ingen ville nogensinde finde ud af det. Hun var i hans hytte, langt ude på bøhlandet. Han var auror, så han ville sikkert vide præcist hvordan han skulle dække sine spor.
Hans næste ord fik dog brudt hendes tanker, og det greb han tog i hende. "Hvad, Mark? Hvad skulle vi finde på? Jeg er efterlyst nu," sagde hun stille og så på ham med de blå øjne, som nærmest var helt blide i forhold til, hvad de plejede. Det var kun ham som kunne det blik frem i hendes øjne.
Hun trak sin arm til sig, da hans spørgsmål lød. "Nej," sagde hun en smule bestemt og rystede på hovedet. "Jeg kan ikke tale med flere auror, jeg har allerede sagt for meget til dig," tilføjede hun og så væk fra ham. Hun vidste jo godt, at hun ville ende med at få en dom for alt hvad hun havde gjort. Hun havde solgt stoffer til mindre årige, hun havde begået tyveri for at få penge til dagen og vejen. Det var jo ikke noget der bare blev set igennem fingre med, selvom hun var blevet ældre.

[Mark Eriksen]

Mark vidste virkelig ikke, hvad han skulle gøre. Skulle han bare flygte sammen med hende? Han elskede hende så forbandet meget, men han ville miste alt. Han ville aldrig kunne kontakte sine venner igen og han ville aldrig kunne vende tilbage til sit job. Han var nødt til at flygte til USA og arbejde som bartender på en eller ussel kro. Var det virkelig, hvad han ville? Han kiggede på Abby, som så mindst lige så frustreret ud, som han selv gjorde. Det var der, det gik op for ham, at han ville gøre hvad som helst for hende. Det generede ham, for han vidste jo inderst inde ikke, hvordan hun havde det med ham. Hvis han smed alt væk, for at passe på hende, kunne han i teorien ikke vide, om hun bare ville skride fra ham.
"Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre." Sagde han og slap hende. Han lagde begge hænder på sit hoved og kiggede op. Lige nu havde han mest lyst til at tage den store lænestol og kyle den ind i væggen, men han beherskede sig. Med den vrede der var i ham, var han slet ikke i tvivl om, at han kunne, men han gjorde det ikke.

Han sukkede og kiggede på hende igen.
"Jeg ved det godt, Abby, men hvis du nu vidner mod din far... Det kan være, at du kan komme i vidnebeskyttelse. Det er set før med ungdomskriminelle." Sagde han og slog ud med armene. Han håbede virkelig, at hun ville lytte til ham, men han forstod også godt, hvis hun ikke ville.

[Deleted]

Abbygail kom fra et hjem, hvor kærlighed var en by i Rusland. Hun var vant til råben, tæsk, røg og stoffer, alkohol og alt hvad der ikke ellers fulgte med i et dysfunktionlet hjem. Hendes far havde hun kun set, når han skulle indkassere de penge hun havde tjent, for at sælge de stoffer pengene var blevet byttet ud med, til næste gang de sås. Men hendes mor og hendes nye kæreste havde ikke været meget bedre. De havde ladet Judas gøre det. De havde vendt den anden kind til, når Abby ikke havde fået fuldført sin opgave. Hun hadede sin far mere end nogen andre i verden, og ønskede noget så inderligt, at se ham bag lås og slå, helst i Azkaban, hvor han kunne få et dementor kys, uden det ville røre det mindste i Abby. Men hun var også realistisk. Hun vidste godt, at aurorerne ikke havde noget på Judas, så hvad skulle det nytte?
Hun bed sig hårdt i læben, "Du har gjort så meget for mig allerede, Mark.. Jeg kan ikke blive ved med, at hive dig med ned i mit fald," sagde hun stille og rystede lidt på hovedet. Det gjorde ondt, helt ind i sjælen. Hun følte sig så tom, bare tanken om, at skulle væk, men hun ville omvendt heller aldrig bede Mark, om at rejse væk med hende og starte et nyt liv et andet sted, et andet land.
"Jeg kan ikke være i vidnebeskyttelse resten af mit liv, Mark. Vi er nødt til, at være realistiske. Jeg elsker dig, men jeg er nødt til, at finde en anden vej. En vej udenom systemet," svarede hun og mærkede en tåre stille trille ned af hendes ene kind, men tørrede den hurtigt væk med sin håndryg. Hun hadede at føle sig sårbar. Hvor var hendes solbriller, når hun havde brug for dem. Der var ikke noget i verden hun hellere ville, end at bede ham om at rejse med hende, men hun vidste det ville være egoistisk af hende.

[Mark Eriksen]

Mark var i vildrede. Han hadede denne situation og selvom han var glad for, at hun var tilbage i hans liv, så var han faktisk også træt af det, for der var kun problemer. Han ville dog hellere have problemerne, end ikke have hende i sit liv og det var utrolig svært for ham. Han ville så gerne bare tage en stor kæp og smadre den ind i fjæset på Judas, for at behandle hende sådan. Dog vidste han godt, at han selv ville ryge i Azkaban og så ville det sådan set være det samme sted som nu.
"Abby.. Du.. Du ved vel godt, at jeg vil gøre alt for dig, ikke?" Spurgte han og kiggede på hende med intense øjne. Hans kærlighed til hende skræmte ham mere, end hvad han turde indrømme. Det ville ikke komme bag på ham, hvis han en dag gjorde noget forfærdeligt. Han gjorde noget ulovligt nu, men han var ret sikker på, at ingen ville bebrejde ham. Systemet ville, men kun fordi de skulle. Sked de lidt på reglerne, ville de aldrig være efter hende, hvis de kendte hendes sande historie. "Jeg har desuden selv valgt det her. Det er ikke dig, der hiver mig ned." Sagde han en smule irriteret.

Mark blev nu faktisk ret irriteret på hende.
"Du kan da heller ikke flygte resten af dit liv? Det hjælper jo tydeligvis heller ikke." Sagde han og slog ud med den ene arm og kiggede rundt i hytten, som han havde hendes hjem det sidste stykke tid. Nu havde skolen jo efterlyst hende og Ministeriet ville begynde at lede. De ville endda begynde at overvåge ham noget mere, fordi han kendte hende. "Hvor er det lige præcis, du vil tage hen?" Spurgte han og lagde armene over kors. Det var en lorte situation. At høre hende sige, at hun elskede ham, gjorde det bare endnu svære for ham at håndtere.

[Deleted]

Abby vidste virkelig ikke, hvad hun skulle gøre. Hun vidste godt, at hun havde mange valgmuligheder, men det gjorde det ikke nemmere for hende, for hvad hvis hun valgte forkert? Hun kunne tage med Mark til Ministeriet og give sit vidneudsagn, risikere at ryge i fængsel for alt hvad hun havde gjort. Hun kunne stikke af, med den risiko aldrig at se Mark igen og leve resten af sine dage på flugt. Hun kunne også vende hjem til sin mor, som med al sandsynlighed ville kontakte hendes far, tage imod de tæsk hun vidste ville følge med. Hun kunne såre ham igen, sørger for at han aldrig ville se hende igen, for at beskytte ham og så stikke af eller tage skraldet og afsone sin kommende dom, uden at trække ham med i sit fald.
Hun så ikke det intense blik i hans øjne, da hendes blik var mod gulvet, "Du kan ikke redde hele verden," svarede hun køligt tilbage og lagde sine slanke arme over kors, uden at se på ham. Hun var nødt til, at få ham til at hade hende igen. Det var nemmere sådan. Bedre sådan. Hun ville ikke ødelægge hans liv mere end hun allerede havde gjort. "Jo jeg gør, Mark, kan du ikke se det? Jeg er datter af Judas! Fatter du det ikke? Jeg vil aldrig kunne leve et normalt liv! Aldrig!" hun havde hævet stemmen, fordi hun prøvede at få ham til, at såre hende tilbage, for at gøre det lettere for dem begge.
"Det er enten dét eller gå til Ministeriet og ryge i fængsel, Mark, vær nu realistisk for helvede," svarede hun og kunne høre irritationen i hans stemme. Det virkede. Han skulle hade hende. Hun skulle såre ham, for at redde ham. Det var den eneste udvej hun efterhånden så. "Jo mindre du ved, jo bedre," svarede hun blot og vendte først nu blikket tilbage på ham, "Gi' mig en time, så har jeg pakket mine ting og fået hytten til, at se ud som om jeg aldrig har været her," tilføjede hun og gik ud på terrassen for at tænde en smøg.