Post by Deleted on Nov 30, 2017 5:17:59 GMT
Tag: @lily
Fredag. Den dag. Dagen. At sige at hun havde en rolig aften var vidst en underdrivelse af stor kaliber, men det var præcis hvad hun ønskede, at have travlt og at arbejde hårdt, også selvom hendes arm ikke var med på det, også selvom hun på papiret egentlig stod til at være skånet for de længere arbejdstimer, samt have vagter samtidig med andre, så hun havde muligheden for at tage en pause når som helst. Men Rory var ikke typen der lod en kollega i stikken: Hun tog sin tørn, og så kunne hun jo bare tørne ind senere, crashe i sengen og sove hele dagen væk. Nej, det her var faktisk rart, at stå bag bardisken og slynge alkohol på glas op på bordet til folk, smilende, snakkende. Det var.. Hyggeligt. Det var ikke dét, hun ønskede i livet, men det var en god midlertidig løsning mens hun kom sig oven på sit traume – som healerne så pænt havde kaldt det – og hun fik også muligheden for at undgå magi, samt lære mere om no-maj kultur og de folk der brugte deres hverdage på andet end at kaste besværgelser over alting. Det eneste, Rory ikke kunne få sig selv til at gøre uden brug af magi var stadig trivielle ting som opvask og oprydning, for der var det ærligt talt nemmere, bare at flagre rundt med tryllestaven og så var det ordnet, men at gøre ting med sin krop på et helt normalt no-maj arbejde var faktisk opfriskende og rart.
Hun bragte nærmest aldrig sin tryllestav med sig på arbejde, og i dag var ikke anderledes. Hun havde efterladt den derhjemme og stod på i baren sammen med Rick, en kollega, som hun faktisk havde et overvejende godt begyndende venskab med. Han var sjov og de yndede at joke og give hinanden små hemmelige beskeder såsom ”ham derovre, han falder snart af stolen, skal vi vædde?” eller ”Så er der vidst nogen der får noget på den dumme i nat”. Igen forfriskende.
Til trods for varmen inde på baren, så havde hun stadig en tynd cardigan ud over T-shirten, med ærmerne smøget op til midten af underarmen, så hun ikke fremviste noget af sit grumme arvæv på den dårlige arm, men ellers lod hun sig egentlig ikke mærke med det i sin hverdagsaften, andet end at det måske godt kunne være lidt tydeligt hen på aftenstimerne, at hun i dén grad favoriserede sin højre hånd når der skulle laves drinks. Snart var hun dog nok nødt til at indrømme at der var behov for én af de korte pauser, og hun langede ned under bardisken efter en vandflaske mens hun trippede let til den gode musik.
Og det var så indtil hun opdagede at en kvinde nærmest blev overrumplet af en anden herre, der var meget ivrig efter at få slukket tørsten. Hun havde stået og ventet i længere tid, hvilket Rory godt havde lagt mærke til, så hun gik til manden, som hun hurtigt genkendte. ”Yeah, Cal, du kender vidst godt proceduren. Om bag i køen, så skal du nok få din tredobbelt whisky,” hendes syngende New Orléans accent var ofte charmerende nok til at stamkunden ville vente lidt. Hvis hun så også sendte ham et skævt smil var det blot prikken over i’et, så det var da lige præcis også dét, hun gjorde. Og snart blev Cal opmærksom på, at han lige nær havde væltet en anden i sin iver. Undskyldende gjorde han plads for den langhårede kvinde og flyttede sig, en smule svajende, før Rory’s blik landede på hende. ”Beklager, det er vidst ved at være den tid på aftenen.. So what can I do ya for?” hun havde omgående lyst til at sluge sit spørgsmål, for det var oftest en talemåde, der kun var forstået i USA, men hun lod til sidst bare som ingen ting og sendte kvinden et til at sine skæve smil. Dem var hun i stort overskud af i aften, tilsyneladende.
Fredag. Den dag. Dagen. At sige at hun havde en rolig aften var vidst en underdrivelse af stor kaliber, men det var præcis hvad hun ønskede, at have travlt og at arbejde hårdt, også selvom hendes arm ikke var med på det, også selvom hun på papiret egentlig stod til at være skånet for de længere arbejdstimer, samt have vagter samtidig med andre, så hun havde muligheden for at tage en pause når som helst. Men Rory var ikke typen der lod en kollega i stikken: Hun tog sin tørn, og så kunne hun jo bare tørne ind senere, crashe i sengen og sove hele dagen væk. Nej, det her var faktisk rart, at stå bag bardisken og slynge alkohol på glas op på bordet til folk, smilende, snakkende. Det var.. Hyggeligt. Det var ikke dét, hun ønskede i livet, men det var en god midlertidig løsning mens hun kom sig oven på sit traume – som healerne så pænt havde kaldt det – og hun fik også muligheden for at undgå magi, samt lære mere om no-maj kultur og de folk der brugte deres hverdage på andet end at kaste besværgelser over alting. Det eneste, Rory ikke kunne få sig selv til at gøre uden brug af magi var stadig trivielle ting som opvask og oprydning, for der var det ærligt talt nemmere, bare at flagre rundt med tryllestaven og så var det ordnet, men at gøre ting med sin krop på et helt normalt no-maj arbejde var faktisk opfriskende og rart.
Hun bragte nærmest aldrig sin tryllestav med sig på arbejde, og i dag var ikke anderledes. Hun havde efterladt den derhjemme og stod på i baren sammen med Rick, en kollega, som hun faktisk havde et overvejende godt begyndende venskab med. Han var sjov og de yndede at joke og give hinanden små hemmelige beskeder såsom ”ham derovre, han falder snart af stolen, skal vi vædde?” eller ”Så er der vidst nogen der får noget på den dumme i nat”. Igen forfriskende.
Til trods for varmen inde på baren, så havde hun stadig en tynd cardigan ud over T-shirten, med ærmerne smøget op til midten af underarmen, så hun ikke fremviste noget af sit grumme arvæv på den dårlige arm, men ellers lod hun sig egentlig ikke mærke med det i sin hverdagsaften, andet end at det måske godt kunne være lidt tydeligt hen på aftenstimerne, at hun i dén grad favoriserede sin højre hånd når der skulle laves drinks. Snart var hun dog nok nødt til at indrømme at der var behov for én af de korte pauser, og hun langede ned under bardisken efter en vandflaske mens hun trippede let til den gode musik.
Og det var så indtil hun opdagede at en kvinde nærmest blev overrumplet af en anden herre, der var meget ivrig efter at få slukket tørsten. Hun havde stået og ventet i længere tid, hvilket Rory godt havde lagt mærke til, så hun gik til manden, som hun hurtigt genkendte. ”Yeah, Cal, du kender vidst godt proceduren. Om bag i køen, så skal du nok få din tredobbelt whisky,” hendes syngende New Orléans accent var ofte charmerende nok til at stamkunden ville vente lidt. Hvis hun så også sendte ham et skævt smil var det blot prikken over i’et, så det var da lige præcis også dét, hun gjorde. Og snart blev Cal opmærksom på, at han lige nær havde væltet en anden i sin iver. Undskyldende gjorde han plads for den langhårede kvinde og flyttede sig, en smule svajende, før Rory’s blik landede på hende. ”Beklager, det er vidst ved at være den tid på aftenen.. So what can I do ya for?” hun havde omgående lyst til at sluge sit spørgsmål, for det var oftest en talemåde, der kun var forstået i USA, men hun lod til sidst bare som ingen ting og sendte kvinden et til at sine skæve smil. Dem var hun i stort overskud af i aften, tilsyneladende.
