Hello Stranger

[Deleted]

Tag: @nicholas
Sted: Ved Nifler hulen - Udendørsarealet
Tid: 15:20 - November

---

"Godt klaret allesammen!" kom der opmuntrende fra Abigail som hun så de mange spande fyldt med guld. Eller dværgeguld var det, som ville forsvinde igen efter nogle dage. Fordelen ved at Niflerne ikke kendte forskel, var det faktum at de kunne blive trænet uden at det kostede en formue. Dertil var der altid på mystisk vis nogle mønter der forsvandt efter enhver time hun havde hvor Niflerne skulle ud og vandre. "Nej Jackson, du må ikke låne den i weekenden" Niflere var nyttige og dermed rigtig nuttede, og Abigails skarpe øjne opfangede som en af de mindre niflere blev forsøgt smuglet ind under kappen. Hendes øjne syntes at være blevet langt mere skarpe efter Hope havde nået en alder hvor alt skulle tages fat i. Jackson kom med en klagende lyd som han rakte det pelsede dyr frem til Abby der holdte den i sin favn indtil alle eleverne vendte snuden tilbage mod skolen.
Vejret var ikke ligefrem dårligt i dag, men det var begyndt at blive køligt. Frosten havde lagt over landskabet i morgentimerne, som den høje sol heldigvis havde fordrevet fra området tids til undervisningens start. Men solen var efterhånden begyndt at bane sig vej til bjergene og ud af syne, uden at omgivelserne var helt mørke endnu. Abigail var heldigvis vant til at befinde sig udenfor, men selv hun var ganske praktisk klædt i en varm frakke og beskyttende fingervanter der skærmede mod den kolde luft der var omkring dem, for ikke at tale om de varme men praktiske støvler. Det hjalp selvfølgelig også at have noget at lave, som hun fragtede de sidste Niflere tilbage til deres hjem. Hun havde efterhånden fået opbygget et stort område med mange forskellige magiske væsner, der var plads til og som ikke udgjorde nogen fare. Børnene så i hvert fald ud til at nyde noget praktisk håndtering fremfor altid at sidde i et klasselokale.

[Deleted]

Han havde endnu ikke rigtig fundet nogen grund til hvorfor han var taget til america. Han havde aldrig rigtig brudt sig om landet, og selvom han havde rejst meget i hans yngre år og da også havde set dele af dette land som var ganske smukke. Så brød han sig stadig ikke om maden, om mange af de amerikaners attitude. Det var generelt med et ret irritabelt udtryk i ansigtet, at han begav sig ind på Ilvermornys skole areal. Han havde fået at vide at skolerne skulle begynde at arbejde mere sammen, noget med man kunne lære af hinanden. Det var der måske noget i, men hvorfor skulle han rive sine rødder op og tage her over? Hvorfor kunne denne... professer Kowalski ikke komme til England? Kowalski, han var ret sikker på at han kunne genkende det navn. Han rystede på hoved, det blev sikkert ganske interessant. Det var blevet sagt at de havde fået adgang til en del flere magiske dyr her, end de havde fået tilladelse til på Hogwarts. Noget der kunne danne bro for at få ændret, især hvis det viste sig det gik rigtig godt med initiativet her.

"Hvis de bare følger stien her, vil de nå ned til Nifler Hulen" en ældre dame han endelig havde fundet, da søgen på hvor han faktisk kunne finde kvinden han skulle snakke med var henne. "Tusind tak" takkede han, med en dyb stemme og et skævt smil på læberne. Med nogle hurtige skridt og hænderne dybt begravet i hans vinter kappe, satte han kursen imod hulen som åbenbart havde været stedet for klassens time. Han nåede lige at se en elev række hvad lignede en lille nifler, tilbage til en ung kvinde. Den lille dreng løb forbi ham, inden han vente sin opmærksomhed tilbage på hvad han håbede var personen han lede efter. "Professor Kowalski, håber jeg?" startede han ud, mens han gik hen imod hende. "Nicholas Depraysie fra Hogwarts."

[Deleted]

Abigail så frem til at der kom mere samarbejde mellem de magiske skoler. I alt for mange århundreder havde de været adskildt fra hinanden og kun gjort det som hvert område fandt bedst. Amerika havde bestemt også haft deres tid med deskrimination og ubehagelige punkter i deres historie. Ilvermorny syntes dog at være blevet bedre til at tage nye indtryk ind. deriblandt at inddrage mugglernes opfindelser i deres skoleliv. Noget nogen fandt for overdreven, da de gamle metoder jo intet fejlede. Abigail var rimelig neutral på det område. Hun kunne tænde en computer, eller hvad pokker det nu hed og kunne finde ud af at tage en telefon når nødvendigt. Men hvordan de nye mugglerfødte elever nærmest var født med en tablet i hånden, var et niveau ingen af lærerne kunne følge med i, og Abigail priste sig lykkelig for at hendes fag heller ikke krævede det! Her galt det om at være fysisk til stede og udrette ting med hænderne. selvom hun var åben for input. Input hun håbede at kunne modtage fra andre undervisere, deriblandt denne Nicholas Depraysie der skulle besøge deres skole denne dag. Ikke at hun havde fået at vide hvor længe han opholdte sig i området, men hun glædede sig til at møde en som delte samme fag. Hogwarts måtte dog alligevel havde en anderledens måde at håndtere det på, alt andet ville være underligt.

Abigail gik og nynnede ganske ganske lavmælt som hun fik lukket af, således ingen af de nysgerrige niflere stak af fra deres hule. Det kunne give nogle dejlige problemer skulle de slippe løs. For ikke at tale om hvor meget mere arbejde hun ville få med at lokalisere dem igen. Abigail vendete sig ved lyden af sit navn og stod til ansigt med en virkelig nydelig mand. Det i forvejen passive smil der mere eller mindre altid var at finde på hendes læber lyste større op, umådelig velkommende. Så det var Nicholas Depraysie fra Hogwarts. Hun nåede at stoppe sig selv fra at lave et elevatorblik, hvilket var svært! "Godeftermiddag Professor Depraysie. De kan bare kalde mig Abby og  velkommen til Ilvermorny!" Hilste hun varmt og ja, som forventet kunne man godt høre den amerikanske accent i hendes stemme.

[Deleted]

Det var svært ikke at lade sig blive revet med, da kvinden vende sig om og gav ham et imødekommende smil. Hans strube lavede en lille lyd som form for en latter, og den ene mundvige blev trukket op i et smil. "Tusind tak" og efter at have rakt hånden ud for at hilse, efterkom han hendes samme forespørgsel. "Og de kan bare kalde mig Nicholas. Abby" hans smil blev ikke meget større end det skæve, som hun havde fået spredt hen over hans læber. Hvilket var noget af en bedrift, han var normalt ikke typen der smilede særlig meget. Han tog sin hånd tilbage og lod den falde tilbage ind i kappens varme lomme. "Må næsten gå ud fra, at du lige som mig, ikke helt vil sammenlignes med de lidt støvede professor der stadig er tilbage. Hvor alt skal være så formelt." han gav hende et lille blink med øjet, og holde sig ikke tilbage fra at lade blikket glide hen over hende. Selvfølgelig ikke for at fremstå som en pervers type der skulle se hvad hendes krop havde at byde på. Mere som en person der ville se hvad de var oppe imod. Og hele hendes udstråling, gav ham ind til videre indtryk af at dette var en fag person han stod sammen med. Igen, måtte han dog indrømme det irriterede ham at han ikke helt kunne placere denne følelse af at han havde mødt hende før. Eller havde hørt om hende? Han rystede tankerne fra sig, noget han måske kunne spørger om senere.

"Så jeg ved ikke hvor meget de har fortalt dig, men som jeg har forstået det har jeg fået lov til at følge dig i nogle dag. Se hvordan du fremlægger din undervisning og den slags." han vente sin opmærksomhed tilbage på hende, efter han nysgerrigt havde betragtet hulen de befandt sig i. "Tænker vi blot selv finder en rutine der passer for os, jeg er her for at observerer, ikke for at gøre det mere besværligt for dig at gøre dit arbejde." afsluttede han og gav hende et forsikrende smil.

[Deleted]

Abigail grinede let, det var begyndt at blive for vant for hende at tiltale folk med de, efter at hun var startet på Ilvermorny. Faktisk var hun slet ikke så høflig normalt. Hun foretrak at holde det på simpelt du niveau hvis hun kunne komme afsted med det, men i fagverden måtte man jo bøje sig og følge nogle af normerne det indebar. Som den høflighed der indgik. "Ikke hvis jeg kan undgå det! Jeg er faktisk rigtig dårlig til formaliteter" indrømmede hun ærligt og stak sine hænder tilbage i de varme lommer på jakken, ikke at hun frøs men der var ingen grund til at udfordre skæbnen.
Abigail blinkede et par gange, modtog brudstykker af tanker, uden at grave. En tanke der fik hende til faktisk også at genoverveje. Havde de mødt hinanden før? Abigail drejede hovedet ganske få milimeter på skrå, overvejende hvor det kunne være.

Hun løftede hovedet tilbage på plads igen som samtalen drev i en anden retning, tilbage til det egentlige formål for at Nicholas befandt sig her. "Ser frem til det, specielt hvis du vil give mig noget feedback på godt og ondt" hun smilede tilbage, venligt. Øjnende gled undersøgende over ham, ganske let uden at være på nogen måde nærgående. Hun kunne ikke slippe hans tanke om at der havde været noget genkendelse, hvorend fra det kom. Det måtte vel komme tilbage til hende før eller siden. "Vil du gerne se hulen?" hun hvade bemærket hans nysgerrige blik på hulen, og han var velkommen til at se mere af den hvis han ønskede. Det var trods alt lavet sådan at hun kunne gå her og fodre uden problemer.

[Deleted]

"Det kan du tro, er ikke typen der holder mig tilbage, når et kommer til hvad jeg synes." kommenterede han, hvilket også var ganske rigtigt. Hvis man så bort fra de år hvor han stadig havde boet under sine forældres tag. Selvom han havde taget den beslutning, af hvad der var sket i den periode af hans liv ikke længere var noget som skulle have effekt på denne del af hans liv. Hans hånd trak sig atter ud af den lune komfortable lomme, og lod fingrene glide igennem hans hår, mest af alt fordi han ikke helt vidste hvad han skulle sige nu. Hendes dag var vel ved at være overstået, med mindre hun havde flere timer? Men før han rigtig kunne nå at tænke over, hvad han ellers skulle bryde stilheden med. Faldt snakken hurtigt på den nysgerrighed, hun havde opfanget hos ham.

"Meget gerne" kom der lidt for hurtigt, mens at han kiggede på hende med ivrige øjne. Selvom at drager altid havde været hans største pasion, havde det aldrig lagt en dæmper på hvor meget han generelt elskede alle magiske dyr. Eller dyr generelt. Det havde altid været drømmen at blive en forsker der drog rundt i hele landet og studerede dem. Men hurtigt havde hverdagen fanget ham i Rumænien, og derefter var det som om at han aldrig rigtig fandt styrken til at drage videre. Og nu havde han jobbet som professor, og selvom det selvfølgelig tog den mest farlige del ud af jobbet. Og var mere stabil hvad angik arbejdstimer. Så kunne han mærke det her, det at komme ud og opleve hvad andre lavet, virkelig var noget af det hans brandet allermest for.

Så ja, han ville bestemt gerne se hulen. Ingen tvivl om det. "Hvis det selvfølgelig ikke er til for meget besvær, nu ved jeg ikke hvordan resten af din dag ser ud?" fik han dog lige indskudt, mest så hun ikke behøvede at føle sig obligeret til at vise ham rundt.

[Deleted]

"Godt! For foretrækker den grusomme sandhed" hun kunne ikke bruge halve sandheder, eller falsk beskedenhed til noget som helst. Det var bare en anden måde at lyve på, og det blev hun ikke bedre af. Hun levede af at udføre arbejde der på et eller andet tidspunkt skulle bedømmes. Eller det gjorde hun, inden hun blev professor. Derfør var hendes arbejde bedømt i tide og utide, specielt hvis hun skrev afhandlinger af forskellig art. Nu var det knap så stressende, men det tog også en del af perfektionismen af det. Hvilket betød, at fik hun chance tog hun gladeligt imod konstruktiv kritik!

Abigail løftede let et øjenbryn over ivren, hvilket var en stærkt possitiv ting! At være nysgerrig havde aldrig nogensinde været en synd i hendes verden. Nysgerrighed var den eneste måde hvorpå man opdagede noget nyt! "Jeg har haft den sidste time i dag" hun lavede et let kast med hovedet om at han skulle følge med, som hun drejede om, mumlede nogle let utydelige ord, der gjorde de kunne gå igennem barrieren der holdte Niflerne inde. "Og bare rolig, du er ikke spor til besvær" for så havde hun ikke tilbudt. At andre viste interesse i magiske dyr fik hende blot til at blive mere ivrig selv og vise frem af alt hun vidste. Hulens vægge begyndte at snævre sig ind, til en indgang for at give de nysgerrige snøffedyr noget mere privat og dunkelt område som de foretrak, med enkelte lysstråler ind, så lyset kunne falde rigtig på deres skatte. De fleste af Niflerne havde placeret sig i deres noget gyldne reder og slumrede, mens de mere yngre og langt mindre stadig løb rundt mellem hullerne, på udbyggede broer og gravede ned for at finde flere skatte der var godt gemt for at de ikke skulle kede sig.

[Deleted]

Han kunne ikke helt holde en latter tilbage, da hun udbrød a hun helst foretrak den grusomme sandhed. Der kunne man bare se, en der sagde det som det var. For det var jo ikke en gang løgn, når man beskrev sandheden som grusom. Alle ville gerne have den, de færreste kunne faktisk klare den. Især hvis det var en sandhed man ikke var klar til at høre. "Fantastisk, så siger jeg bestemt ikke nej." sagde han, med et lille præg af en iver i tonelejet. Det var tydeligvis ikke noget han var særlig god til at gemme. Lidt lige som en lille dreng der fik sin første kost.

Han fulgte dog ganske roligt efter hende. For den iver der havde været i hans stemme og øje, havde han dog en hvis kontrol over når det kom til resten af kroppen. Desuden vidste han også, at nifler havde en tendens til at ville stikke af, så de muligheden for det. Så helst ikke forstyrre dem alt for meget, især ikke når de var så fandens svære at fange igen. Det var nok det sidste han havde brug for, en Hogwarts professor der kom til at slippe samtlige nifler løs. Det ville være en fantastisk historie at fortælle hans elever når han kom hjem igen. Eller ikke.

"Jeg indrømmer gerne, selv når det underminer min, skal vi kalde det mandighed?" grinede han, tydeligvis sarkastisk om hele dette; Hvad var egentlig mandigt og hvad var feminint. "Nifler er nu noget af det kæreste man nu en gang kan støde på med disse magiske væsner." en af de yngre nifler havde dog spottet hans farfars gamle lommeur i hans lomme, og var godt i gang med at grave det fri fra hans lomme. Nicho havde dog allerede fat i nakken på den, og tog uret fra den. Som var det det mest normale i verden. "Lige ind til at de prøver at røve dig for alt du har på dig."

[Deleted]

Abigail grinede muntert i en let tone, for ikke at forstyrre niflerne så meget. De var selvfølgelig vant til studerende der skulle passe dem og håndtere dem, men derfor var de ikke alt for glade for høje og især pludselige lyde. Nok var de alle vant til hende og hendes lugt, men at begive sig rundt blandt dyrene på deres præmisser var alligevel den bedste metode til dato. Jo mere de forstod omkring de dyr de passede, des nemmere og bedre gik det. Abigail lavede en let grimasse og grinede igen som Nifleren blev taget på fersk gerning. "Jeg tror også det er derfor de kan slippe afsted med det." En af de små niflere kravlede modigt ned i Abigails lomme hvor der lå nogle stykker af dværgeguldet tilbage. Abby løftede hånden op af lommen så Nifleren kunne stikke hovedet frem og snuse rundt. "Hvem kan sige nej til sådan et ansigt!" grinede hun, som nifleren kravlede op igen med sin nyfundne skat, den desværre ingen ide havde om ville forsvinde igen.

"Men de sødeste er ungerne" hun kiggede over på ham med et virkelig glad skær i sine øjne. "De yngler ikke særlig godt i fangeskab, men vi har fået vores første kuld." hun var faktisk stolt, meget stolt. Fordi det krævede en del at få opbygget så naturlige habitater som muligt, men hun kunne ikke tage al æren. Det var generelt et godt miljø for dem her. "Kom, helt stille" hun gik ganske forsigtigt frem, med en hånd hvilende mod væggen for ikke at forskrække moren. De havde en abnormt god hørelse. Der var et indhug i jordvæggen og det var ikke det nemmeste at se, men man kunne skimte hende pusle om små sorte klumper, med store øjne og det næbbeligende ansigt. De var meget mindre, og snuden knap så lang. Det var rent ud sagt, rigtig nuttede. Det var ikke megen plads så Abigail trak sig så lang hen til væggen som muligt så Nicholas kunne få lov at kige ind.

[Deleted]

Han betragtede Nifleren der kiggede op på ham med store sorte øjne. "Du har ret, det næsten lige før man har lyst til at give dem ens ting." han kunne sværge på, at det var som om at det lille dyr forstod hvad det han havde sagt. "Men kun næsten." brummede han, og satte den ned på jorden igen. Han lagde uret ind i sin inderlomme, men gjorde en dyd af at huske sig selv på, at tjekke lommen når de var kommet ud af hulen igen.
Han vente blikket imod hende, og så hvordan at en af de andre nifler havde fået genvidst hos Abby. Ja nogen var vel heldigere end de andre. Nu havde han jo ikke selv nogen anelse om at dette var dværge guld, den lille langfingrede havde fået fingrene i.

Hans øjne fangede hendes, da hun begyndte at nævne unger. Der var en tydelig forbløffelse, især da hun derefter selv bekræftede det han havde tænkt. Typisk kunne man ikke få dem til at yngle i fangeskab, men at de havde fået et kuld. Hvis han havde set ivrig ud før, var det slet ikke til at måle sig med hvordan han måtte se ud i ansigtet på givende tidspunkt. Det var som om det sitrede i hans fingre, og pludselig var det fuldstændig glemt hvor modvilligt han var taget fra Hogwarts for at besøge Ilvermorny. Han fulgte ganske stille efter hende, fuld ud optaget af at få lov til at se disse små ynglinge. Satte han selv hånden imod væggen, hvilket gjorde han lænede sig hen over hende for at komme tættere på så han selv kunne se. "Fantastisk" hviskede han med en hæs stemme. "Det er utroligt... at" han tabte lidt sine ord, som han stod der og betragtede moren der puslede om de små.

[Deleted]

Abigail havde efterhånden lært på den hårde måde at man ikke skulle tage alt for mange værdiggenstande ind i denne hule. Hvilket også var grunden til at hendes bedstemors ring og andre vigtige glimtende genstande var placeret i sikkerhed i lejligheden! Ingen grund til at udfordre skæbnen mere end højst nødvendigt. Derfor reagerede hun egentlig heller ikke rigtig på hvis en nifler gjorde an til plynring, hvilket godt kunne se ud som om hun generelt var meget uopmærksom på andet end lige præcis det som lige nu havde deres opmærksomhed. Nemlig nifflerungerne.

"Ja er det ikke?" det var egentlig ikke så meget et spørgsmål han skulle svare på, men en bekræftelse af at hun ligeledes fandt det utroligt at det kunne lade sig gøre. Hun var så stolt at hun ikke kunne skjule det i det store smil, som hun fulgte morens instinkter som den puslede om sine små. Der gik alligevel ikke lang tid før hun synes opmærksomheden var lidt for intenst og hun kom med nogle gryntende lyde blandet med små hvæs, mens ungerne søgte flugt ved den større krop og halen lagde sig beskyttende over. Nok var de vant til Abby, men der var grænser for hvor tæt de synes hun skulle komme.
Abby drejede hovedet, og måtte til en let overraskelse bekendtgøre at Nicholas nu stod en del tættere på hende end hun i første omgang havde regnet med. Hvilket også betød hun ikke rigtig kunne bakke, men i stedet blot kiggede på ham, roligt og egentlig ikke spor ubekvemt omkring situationen. "Vi må nok hellere give hende noget plads"

[Deleted]

Han nikkede blot til at hun gav ham ret, der var ikke så meget at sige på nuværende tidspunkt. Lige som når dragerne han havde arbejdet med havde fået unger, havde han brugt timer på bare at se deres adfærd. Dog forstod han også når dyrene ikke længere var interesseret i den opmærksomhed de fik. Så da moren begyndte at lave lyde og dække ungerne til, trak han sig også tilbage. Hans blink vente tilbage på Abby, men der gik noget tid før at det gik op for ham hvor tæt de egentlig stod. I et øjeblik betragtede han hende bare, mens han ledte efter ord for at takke hende for denne oplevelse. Men da hun nævnte at de nok hellere måtte give de plads, var det som om at han vågnede op igen og virkelig lagde mærke til hvor tæt han stod på hende. Han fjernede sig fra hende, dog stadig i et roligt tempo for ikke at forstyrre dyrene omkring dem. "Ja, det må vi hellere." han kløede sig lidt i nakken, og begyndte at bevæge sig ud af hulen. Han skulle jo være her nogle dage, der kunne sikkert være mulighed for at han kunne komme tilbage og observerer niflerne noget mere.

"Gætter også at du måske skulle til at vende hjemad?" startede han op, for at få en ny samtale på banene, mens de bevægede sig ud af hulen igen.

[Deleted]

Det var faktisk ganske fascinende hvordan det så småt begyndte at gå op for folk når de havde langt mere optaget af alt muligt andet. Hverken Abby eller Nicholas så ud til spor at havde tænkt over hvor tæt de stod for at kunne kigge ind i hulen. Abby anstrengte sig for ikke at komme til at smile lidt breddere over åbenbaringen så at sige, som han vågnede op og ganske roligt bakkede. Det skulle han have! Han var rolig i sine bevægelser, selvom den lette kløen i nakken sagde noget andet. Abby lagde sine hænder tilbage i jakkens lommer og fulgte med ud af hulen, i et ganske roligt og afslappet tempo.

"Det må jeg nok hellere. Min barnepige bliver så pirlig når hun skal arbejde over uden advarsel" grinede hun lavmælt som svar. Hope var ikke ligefrem noget umuligt barn, på ingen måde. I hvert fald ikke endnu - Abby havde en bange anelse om at det blot var et spørgsmål om tid. Men barnepigen havde også et liv udenfor sin hverdagsarbejde. "Hvad er dine planer?" spurgte hun ind til for at fortsætte samtalen og helst ikke havne i nogen akavet stemning. De var så kedelige.

[Deleted]

Barnepige? Så hun havde et barn, hans blik lagde sig på hende. Hun var vel også i den alder hvor mange ville forvente man var igang med at starte en familie op. Selvom han efterhånden havde fået det indtryk at rigtig mange professor ikke havde tid til familie, eller måske var det blot ham selv som ikke følte han havde tiden til det. Tiden, det var en pæn hvid løgn over for ham selv, det havde vel i bund og grund mere noget at gøre med hans egen usikkerhed. Og frygten for at han ikke kunne give nogen et lykkelig familie liv, når han selv kom fra en familie der var så ødelagt.
‘’Hvor gammel er dit barn?’’ Spurgte han, med en oprigtig nysgerrighed i stemmen, kunne man på nuværende tidspunkt så også spørger om hvad faren lavede, siden der skulle en barnepige til? Men i bund og grund, var det jo slet ikke noget der vedkom ham. Hvad skulle han også bruge den information til? Så ville det jo tydeligvis bare være for at sikre sig at deres samtale ikke gik død.

Da de var kommet ud af hulen, vente han sig imod hende hans planer? “Jeg er blevet indlogeret på en kro ikke så langt væk her fra, så jeg tænker jeg skal der tilbage, og nok bruge tiden på at forberede mig til i morgen.” Og skrive i mine bøger, men følte det kunne virke en smule for arrogant og begyndte at snakke ned i detaljer af hvad han havde tænkt sig aften skulle gå på. “Apropos forbedredelse til i morgen, er der noget jeg skal vide omkring dagens lektion, noget du forventer jeg skal bidrage med?” Spurgte han høfligt og gav hende et lille smil.

[Deleted]

Abigail var altid ærlig omkring at hun var en forældre. Der var ligesom ingen grund til at gå rundt og skjule det, selvom hun ikke kastede om sig med oplysningen som det første når hun mødte nogen. Igen, ingen fandt det så underligt med den alder hun havde. "Joy er lige blevet 5" svarede hun smilende. Joy var og blev den største guldklump i Abbys liv, men som alenemor var det ikke muligt at klare det hele alene når man havde en karrierer at balance ved siden af. Men der var slet ingen tvivl om at hun blev helt varm og blød om hjertet når samtalen kom ind på Joy. "Så stadig ung, men hun er startet på at ville bestemme alt for meget selv" hun slægtede vel sin mor på, og det blev sagt med et glimt i øjet.

Det lød som en fornuftig måde at bruge sin aften på, omend også en smule for fornuftigt taget i betragtning at han befandt sig på Ilvermorny, som han nok ikke havde fået at se før. Men enhver havde deres motiver til at vælge hvad deres fritid gik på. "Vi er nået til lektioner om Hinkypunks." forklarede hun og gav ham et smil tilbage, "Da de stammer fra Europa, er de ikke udbredte her, og nok heller ikke den race jeg har beskæftiget mig mest med. Hvis du har nogen ekstra imput vil jeg være taknemmelig. Jeg har fået et eksemplar hjem, men er ikke ligefrem komfortabel ved at sige jeg ville kunne svare på alle spørgsmål, skulle der komme nogen" som mange andre racer, når de ikke stammede fra ens hjemsted, var det sjældent det ens underviser fokuserede på. Abigail forsøgte at inddrage alle racer, på sin vis, men var også nødt til at følge lærerplanen. Det var vigtigere at høre om hjemmelige racer, iføgle den i hvert fald.