Sounds serious

[Deleted]

Tag: Gwendoline Granger-Weasley
Tid: 15:20
Sted: Abigails kontor

---

Et kontor kunne være mange ting. Faktisk var det mere et område, hvor eleverne kunne komme i kontakt med hende i dagtimer, skulle der være problemer, eller der var aftalte møder. Det var også et sted hvor hun kunne sidde og arbejde seriøst, som et kontor ganske nemt skulle være. Men det var ikke det som Abigail foretog sig lige nu. Kontoret var i forlængelse af det man kunne kalde Abigails lejlighed på slottet, hvilket også betød at det tydeligt bar hendes præg af afslappet natur. Foran ildstedet stod der to lænestole, hvoraf Abigail i øjeblikket befandt sig tilbagelænet med benene oppe i stolen, med en bog hvilende på skødet og en kop the i hånden. Fraværende pustede hun til den varme drik, inden hun forsøgte sig med at drikke en smule, uden på noget tidspunkt at tage øjnende fra bogen. Bogen havde i øjeblikket en illustration af en hippogrif på den ene side og beskrivende tekst på den anden. Det var i øjeblik kun en intro, det mere spændende kom på de næste sider. Sider hun ikke nåede til lige med det samme i hvert fald.

Abigail stilte koppen på det lille bord, inden hun bladrede over på næste side. Hun nåede til den anden sætning da der bankede på døren. Abigail løftede blikket, mens en pegefinger stadig lå på bogen ved punktet hun var kommet til. "Kom ind" øjnende gled ned, færdiggjorde sætningen, inden bogmærket blev lagt på plads og bogen lukket og lagt fra sig på bordet.Abigail var heldigvis ganske komfortabel med at blive afbrudt det meste af tiden. Sådan noget skete ofte når man havde en fireårig der i øjeblikket nød godt af at være på ferie hos sine bedsteforældre - Eller moren nød i hvert fald godt af en smule stilhed.

[Deleted]

Gwen havde det underligt i kroppen. Hun vidste godt, at det hun havde gang i med Foresti, ikke var spor klogt af flere årsager. For det første var Gwen lykkelig forlovet. For det andet var Gwen en voksen kvinde, professor og overhoved, hun burde slet ikke se i elevernes retning på den måde. Hun vidste hun ville blive fyret på stedet, hvis rektoren fik nus om det, men hun havde virkelig brug for en hun kunne snakke med om det. Hun havde ingen familie, eller jo det havde hun, men ingen som hun stadig var i kontakt med. Hun havde Roman, hendes forlovet, men ham kunne hun jo slet ikke fortælle det til. Hvad hvis han ville gå fra hende? Måske var det netop det hun fortjente, men hun elskede ham jo.
Hun havde virkelig brug for en at snakke med. Hun havde derfor efter sidste lektion, sat retningen mod hendes veninde og kollega, Abigails kontor. Hun bankede roligt på døren, men ville ikke bare gå ind uden tilladelse. Hun tog derfor ikke i håndtaget før, Abigails stemme lød fra den anden side af døren. "Hey, forstyrer jeg?" spurgte hun med det velkendte venlige smil på sine læber.

[Deleted]

Abigail så imod døren som klikkede i det den blev åbnet, hvorefter Gwen kom til syne. Abigail havde siddet med et roligt smil på læberne, der blødte op til et lidt større ved synet af veninden. "Nej overhovedet ikke - Kom bare ind" Hun var i hvert fald ikke i gang med at lave noget vigtigt! Bogen hun havde siddet med før, havde blot været hyggelæsning for hende selv.
Abigail rejste sig roligt fra stolen, nu med koppen fra før i hånden. "Vil du have en kop kaffe?" spurgte hun ind til med et varmt smil, som hun selv nærmede sig kedlen for at fylde op i sin egen kop. Kaffe eller te eller andre varme drikke, såvel som kolde kunne hun nok også godt fremskaffe. Og Abigail havde altid nok liggende, da hun nødig ville gå ned på forfriskninger. At have besøg var alligevel noget af det hun holdte allermest af.

[Deleted]

Gwens læber gled op i det velkendte venlige smil, som fik selv hendes grønne øjne til at lyse, som tak til hun måtte komme ind. Hun trådte ind på sin venindes kontor og lukkede døren efter sig. Hun havde virkelig brug for, at få lettet sit hjerte. Hun havde jo ingen hun kunne snakke med om, hvad hun gik rundt og dummede sig med. Hun håbede virkelig ikke Abigail ville dømme hende, men hun stolede på sin veninde som en af de få.
Hun nikkede lidt, "Jo tak, kaffe kan man altid drikke," svarede hun smilende, hun burde nok sætte ned i sit kaffe-forbrug, men nogen gange var det virkelig hendes livredder. Hun kørte en hånd i gennem det lange flammerøde hår, i et mildt, men opgivende suk. "Jeg har dummet mig, Abby," sagde hun stille, hun var virkelig flov over, at hun havde gjort som hun havde. Hun elskede jo sin forlovet utroligt højt og hun havde altid været utroligt meget imod utroskab, men hun kunne ikke selv styre sine følelser og når der så kom rollinger i form af elever som Foresti, som slog benene væk under hende, så følte hun sig mere i vildrede end hun nogensinde havde gjort før. Hun havde brug for en veninde, som ikke bare ville fortælle hende, hvad de troede hun havde brug for at høre, men en som rent faktisk ville være ærlig overfor hende.

[Deleted]

Abigail selv havde nok dummet sig for mange gange i sit liv til at kunne med retfærdighed dømmer andre for hvad de havde gjort. Selvfølgelig kom det meget an på hvad der skete, men hun regnede sjældent med at folk havde gjort noget ondt og grusomt. Faktisk havde hun ingen tanker i den retning i øjeblikket. Abigail var blot glad for at se sin veninde, som trods det venlige smil også gav en fornemmelse af at hun havde brug for at snakke.
Abigail hældte kaffe op i en anden kop og gik over til Gwen med den og rakte den frem, som de stille ord formede sig. Abigail rynkede let sine øjenbryn og kiggede på den anden. "Kom, sid ned." svarede hun med en bekymret mine, og bevægede sig selv over til den lænestol hun havde siddet i for lidt siden, der stod nært en anden, således de kunne snakke sammen. "Hvad er der sket?" spurgte hun uddybende ind til stadig med den bekymrede mine. At dumme sig kunne være mange ting! Det kunne Abby skrive under på, men hun blev altid bekymret når hendes venner følte en form for skyld overfor det de havde gjort. Det var i hvert fald det som Abigail gættede sig til måtte være tilfældet, selvom hun ærlig talt ikke var spor sikker på hvad Gwen skulle have at skamme sig over, eller hvad hun kunne have gjort. Gwen havde styr på sit liv, i Abbys hoved, så hvis hun havde dummet sig, var det ganske naturligt at blive bekymret - og nysgerrig. Men nysgerrig lå jo til Abigails natur ganske simpelt.

[Deleted]

Gwen var virkelig ikke et dårligt menneske, hun havde haft en hård barndom, men hun mente selv at den havde gjort hende til en stærk og fornuftig kvinde den dag i dag, men hvor fornuftigt var det lige af hende, at være sammen med en elev? Ikke ret meget, hvis hun selv skulle være ærlig. Men hvis hun kendte Abigail ret, så vidste hun at hvis hun ville have en ærlig mening og en venindes støtte, så var hun gået til den rette.
Gwen tog imod koppen med kaffen i, "Tak," sagde hun stadig i en lavmeldt stemme og nikkede lidt, før hun satte sig i den anden lænestol, med sin kaffekop i hånden. Hendes blik hvilede hele tiden ned i koppen på den varme drik. Hun bed sig lidt i læben ved spørgsmålet fra sin veninde og rømmede sig lidt. "Jeg.." hun tøvede lidt og vendte så de grønne øjne med Abby, "Jeg har været Roman utro," sagde hun stille, som om hun var bange for, at væggene havde øre og hele skolen ville kunne høre hende, når hun sagde det højt. Hun havde så dårlig samvittighed, for hun elskede jo virkelig sin forlovet. Helt utroligt højt. Hun glædede sig til de skulle giftes og de skulle leve resten af deres liv sammen, men det var svært, når hun arbejdede på skolen og stort set aldrig var hjemme, præcis ligesom hans arbejde krævede han rejste meget. Men de havde været et par siden hun havde været 14 år, hvordan kunne hun ødelægge det nu?

[Deleted]

Abigail ventede tålmodigt med sine fingre omkring sin varme kaffekop, på at Gwen selv skulle fortælle hvad der lå hende på sinde. Det var aldrig godt at tvinge det ud af nogen, og Abigail var heldigvis af en mere tålmodig støbning. Det kom hende ofte til gavn.
Svaret der blev hende givet, kom dog alligevel meget bag på hende. Hun stoppede i sin bevægelsen for med at løftet koppen og sinkede den is tedet igen, men hun kiggede en smule måløs på den anden for nogle sekunder. Abigail endte med at læne sig tilbage i sin stol og kigge ind i ildstedet. "Det er skidt" state the obvious kunne man roligt sige. Hun tog sig tid til lige at tykke den igennem. Utroskab var ikke noget hun selv havde præsteret, men det var også uvigtigt. Hun havde mere fokus på hvad der dog kunne være sket. Hun rettede sine brune øjne overimod Gwen, ikke spor dømmende, men rolige og bekymrende. "Hvad skete der? Ved Roman det er sket?" to måske meget tunge spørgsmål, men det var rimelig essentielt. Det var ikke bare noget der skete fra den ene dag til den anden, og hun kunne tydeligt se hvor ked af det Gwen var over hele situationen, for ikke at tale om den nagende samvittighed. Det var der virkelig heller ikke noget at sige til at hun følte sådan.

[Deleted]

Gwen slog hurtigt blikket ned, da måløse blik ramte hende fra hendes veninde. Det var nok tydeligt at se, at hun skammede sig. Hvis det så bare kun var sket en enkelt gang og hun havde været utrolig fuld, selvom fuldskab ikke var nogen undskyldning, så havde hun ikke tøvet med at være ærlig overfor Roman, men det var sket et par gange efterhånden og hun var mod sin vilje og sine principper begyndte at føle for eleven. Hun nikkede lidt, "Meget skidt.." medgav hun og flyttede langsomt blikket tilbage på Abigail. Hun var jo også selv virkelig meget imod utroskab og havde altid været imod det, og nu sad hun her og havde en grim smag i munden som hun alligevel bare ikke kunne få nok af.
Gwen kørte en finger rundt kanten på sin kaffekop og trak så lidt på den ene skulder, "Jeg ved ikke hvordan det hele startede, men jeg han spurgte om, hvad han kunne gøre bedre i timerne, så jeg gav ham nogle råd og ene undervisning. Det ene førte vel bare til det andet," svarede hun på det første spørgsmål, hvorefter hun rystede lidt på hovedet, "Nej, jeg har ikke sagt noget til ham. Jeg er så bange for at han vil aflyse brylluppet og gå fra mig," indrømmede hun, det var jo ikke fordi hun ikke elskede sin forlovet mere, for det gjorde hun, men det var svært når de begge to havde krævende jobs, som gjorde de stort set aldrig var hjemme samtidigt. "Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre," sagde hun stille og mærkede en lille tåre forlade hendes øje og trille ned af hendes ene kind. Aldrig havde hun følte sig som så dårligt et menneske før.

[Deleted]

Abigail var ikke spor i tvivl om at den anden skammede sig. Det havde slet ikke været svært at fornemme at der var noget grueligt galt allerede til at starte med. Abigail havde trods alt nemmere ved at fornemme generelle sindsstemninger end så mange andre. Oven i det, var det ikke fordi Gwen skjulte ubehagen og skammen hun følte over hele situationen. Abigail tog en dyb indånding der endte ud i et lavmælt suk, mens hun ikke helt kunne beslutte sig til om hun ville drikke noget eller ej.
Abigail blinkede et par gange. Hvor mange gange havde knægten lige været forbi for at spørge efter hvad han kunne gøre bedre? Og her ramte den hende. Meget hårdt og direkte så hun slog øjnende op. "En elev?!" Abigail lænede sig tilbage i stolen og kiggede ligefrem for sig, lige for at lade den sidste del synke en. Hun rystede let på hovedet. At det var en elev var ligemeget for deres snak, lige nu. Men det hjalp helt ærligt ikke på situationen måtte Abigail nok være ærlig og erkende.

"Gwen, jeg.. " Abigail sukkede og rakte i stedet ud efter venindens hånd og gav den et klem. "Jeg er bange for at jeg helt ærligt ikke ved hvad der ville være bedst at gøre med hensyn til Roman." det var forståeligt at Gwen var bange for at miste ham! At de elskede jo hinanden. Men Abigail vidste også at utroskab var noget der ville nage, specielt når Gwen havde det så dårligt over det. "Var det en engangs eller.. har du følelser for ham?" et direkte spørgsmål, men det var nødvendigt! Bedste råd ville være at fjerne alt kontakt til drengen og sørge for at det aldrig skete igen, trods det nagede at Gwen ville lyve overfor sin mand derefter. En kompliceret sitaution, men Gwen var nødt til at gøre hvad hun fandt rigtigt, og ikke gøre som Abigail mente var det rigtige.

[Deleted]

Det var ikke gået op for Gwen selv, at hun ubevidst havde afsløret at det var en elev der var tale om. Ikke før hun så Abigails reaktion, hvilket også fik hende selv til at spærre øjnene op og hurtigt føre den frie hånd om i nakken for, at klø sig meningsløst der. "Øhm.. Jah.. Ja, en elev. 6. årgang," svarede hun om muligt endnu mere skamfuldt end tidligere. Hun havde virkelig lyst til, at grave sig ned lige nu. Måske ville det bedste være, at sige jobbet op og finde noget langt væk fra skolen, men hun elskede sit job helt utroligt højt, så det virkede også bare så dumt. Hun bed sig i læben, da hendes veninde rystede på hovedet, "Jeg ved godt, hvor forkert det er, men du må ikke tro, at jeg havde planlagt noget som helst af det her, eller jeg udnytter ham," tilføjede hun og håbede virkelig ikke at det her ville ændre Abigails syn på Gwen, for nej, det lignede hende overhovedet ikke.

Hun vendte blikket mod sin veninde, da hun mærkede klemmet om sin hånd og prøvede sig lidt med et lille smil, selvom det var utroligt halvhjertet. De grønne øjne hun havde, smilede ikke med, som de ellers altid gjorde. Hun rystede lidt på hovedet, "Det ved jeg heller ikke. Jeg elsker ham, intet har ændret sig på det punkt, men vi ser jo nærmest aldrig hinanden. Når jeg er hjemme, er han på en eller anden mission, og når han er hjemme, er jeg her på skolen," sagde hun nærmest opgivende, men hun ville ikke gå fra ham. Han var hendes livs kærlighed. Hun bed sig lidt i læben, ved det meget direkte spørgsmål, "Jeg.. Jeg tror, jeg har følelser for ham.. Men jeg elsker ham ikke, som jeg elsker Roman," svarede hun ærligt. Hun følte sig virkelig i vildrede.

[Deleted]

Abby sukkede dybt og kunne ikke helt finde ud af hvordan hun skulle reagere. Hun var ikke spor i tvivl om at den anden skammede sig, og endnu mere nu som hun indrømmede at det var en elev fra sjette årgang. Imponerende nok var den evigt nysgerrig Abby overhovedet ikke nysgerrig efter at vide hvem eleven helt præcis var. Det var nok bedst hun for nu var udvidende omkring den del.
Hun så på Gwen med forvirrede men over overbærende og medfølelende øjne. "Selvfølgelig tror jeg ikke du har planlagt det. Jeg kender dig bedre end det. Men det.. det er stadig svært at forstå" virkelig svært! Det var så ulig hende! Abby havde måske halvt forventet det af sig selv, og så alligevel ikke. Måske det var noget man skulle stå midt i selv, før man vidste præcis hvordan det føltes.

Det strejfede Abby mere at det var en aktion af ensomhed først og fremmest, men hun var ikke sikker. Når det var så sjældent de så hinanden, lå det i hvert fald til højrebenet at have den tanke. "Søde, du er nødt til at snakke med ham om det. Jeg ved du elsker ham højt, men det virker til at du videresender de følelser du har for Roman, fordi du.. måske er ensom?" hun var selvfølgelig ikke sikker i sin konklusion, men hun sagde det alligevel. "Hvis det kunne lykkes jer at være mere sammen.. Måske opgive nogle missioner fra hans sidde, og du måske tog færre vagter her. Ville det så kunne afhjælpes?" foreslog hun

[Deleted]

Gwen var ikke engang sikker på, om hun ville kunne få sig selv til, at svare ærligt, hvis hendes veninde spurgt hvem eleven var. Både fordi hun ikke ønskede at Abby skulle behandle Foresti anerledes, selvom hun nu ikke troede at hendes veninde kunne finde på det, så kunne den slags ske ubevidst. Men også fordi hun havde det skidt nok med det i forvejen, hun havde intet behov for at sætte navn på.
Hun bed sig i læben af skam og slog blikket ned, "Det er også svært for mig selv, at forstå det. Men.. Hvordan kan noget så forkert, føles så rigtigt?" spurgte hun, selvom hun dog ikke regnede med at Abby havde et direkte svar. Det var underligt, for i det sekund hun var sammen med Roman forstød hun, at hun havde været sammen med Foresti, men det sekund hun var sammen med Foresti, glemte hun alt for Roman. Hun kunne dårligt nok genkende sig selv i alt dette her.
Gwen lod en hånd glide i gennem det lange røde hår, mens hun trak lidt på den ene skulder. "Jeg ved det ikke.. Jeg savner ham hver dag. Måske har du ret.." indrømmede hun, måske var det bare fordi hun var ensom at hun følte Foresti kunne give hende noget, som Roman ikke kunne, fordi de stort set aldrig så hinanden, men det havde jo aldrig været et problem før nu. Hun nikkede lidt, "Det er vel et forsøg værd. Men jeg vil ikke sende ham en ugle omkring det. Jeg er nødt til at vente til jeg ser ham og det ved jeg ikke engang hvornår bliver," sagde hun en smule opgivende og tog en tår mere af sin kaffe, hvorefter hun blot så ned i koppen. Hun følte sig ligeså tom indeni, som koppen nu var.

[Deleted]

På mange punkter var Abigail en nysgerrig sjæl. Men hun ville faktisk ikke vide hvem det var. Hun vidste at hun alligevel den næste uges tid ville se underligt på samtlige mandlige sjetteårselever til timerne, bare fordi hun kendte årgangen. Men så længe hun ikke vidste hvem det var, så kunne hun trods alt ligge mere afstand. Abigail regnede ikke med at hun ville behandle ham anderledens, men bedre at være helt sikker. Abigail tog en indånding der blev ledt lidt ud i en let brummen. "Det kan jeg ikke svare dig på" men hun kendte det. Hendes egen mor havde fortalt hende at grunden til at det var forkert men føltes rigtig, var fordi at synd var sådan struktureret. Det var til for at friste kroppen. Abigail havde selv syndet rigeligt i sit liv, og hvorfor dog? Fordi det ikke føltes forkert da hun gjorde det.

"Kan du ikke få ham hjem tidligere? Jeg er helt enig med dig i, at dette ikke skal tages over ugle." Abigail kiggede på sin veninde og lod sin tommelfinger glide frem og tilbage på sin egen kaffekop. "Gwen. Har du planer om at fortsætte det her, indtil du har snakket med Roman?" tungt spørgsmål, men Abigail følte alligevel at det var nødvendigt at hun tænkte over det. Ikke for Abigails skyld, men for sin egen.

[Deleted]

Gwen rystede lidt på hovedet, "Nej, det er der nok ikke nogen som kan," sagde hun stille og sendte Abigail et lille smil, som hun kørte en hånd i gennem det lange røde hår. Hun havde fra starten af, sagt til Foresti at han ikke ville få bedre karakterer af dette her og hun ville ikke gøre forskal på ham og de andre elever i timerne. Men hvad kunne hun gøre, når den unge dreng havde fortalt hende om sine følelser for hende? Det ville jo også være ondt og hjerteløst af hende, bare at afvise ham blankt.
Hun rystede lidt på hovedet, "Han har jo også sit arbejde, så han har nok at se til," sagde hun og bed sig lidt i læben, mens hun rystede lidt på hovedet. Det skulle ikke tages over ugle, men hun vidste heller ikke om hun ville have mod nok til, at sige det ansigt til ansigt. Hun var så bange for at såre ham.
Hun mærkede et frygteligt stik i hjertet over Abigails tunge spørgsmål, "Mit hjerte kræver jeg svare 'nej, selvfølgelig ikke,' men min hjerne ved godt, at det ville være en løgn," svarede hun med en utrolig grim smag i munden, som ikke bare stammede fra kaffen. Det var som om der gik lidt og så gik det op for hende, hvad hun lige havde sagt, "Åh Gud, jeg er et forfærdeligt menneske," mumlede hun og så på Abigail.