Natterend - nu med slæb.

[Deleted]

Tilegnet @arielle

Beauxbatons, Pyrenæerne, Frankrig

Oktober 2054
___________________

Med den formelle lyseblÃ¥ skoleuniform skiftet ud med et par plaid-ternede natbukser og en hættetrøje med logoet fra det japanske quidditch team - Toyogræsi Tengu - printet pÃ¥, som meget vel snart kunne bruge en vask, var Prescott klar. Archer var ikke med ham denne gang, men det betød ikke, at han ikke var blevet vækket halvt op ved et prøvende spark mod hans sengeramme. Der var ingen grund til at knægten lÃ¥ og snoozede sig langt væk til drømmeland, nÃ¥r Prescott ikke gjorde det. Og det havde Ã¥benbart heller ikke være mere end lige nok til at fÃ¥ et par tilfredse mumlende lyde frem og en provokeret omdrejning til at ligge pÃ¥ den anden side, hvilket tekniskset havde betydet en succes.

Det var altid en tand besværligt at komme ud af Cossu’s opholdsstue efter udgangsforbuddet. Det var ikke bare at smutte ud af døren med mindre man ville have større risiko for at blive opdaget. Nej, den eneste korrekte vej - ifølge ham selv - indebar at kravle op på en af bogreolerne nede i selve opholdsområdet og så kravle videre igennem et mere eller mindre kamufleret hul, som første til den anden side. Forsigtigt vippede han billedet på den anden side til side uden at forstyrre de to damer, der var malet derpå, alt for meget. Og kun lige nok til at han kunne klemme sig igennem og kaste sig ned tilbage på gulvet, hvor han landede erfarent.
Som han rettede sig op og fik børstet usynligt støv af sine hænder, havde hans mundvige formet et kækt smil på hans læber. Lidt svag fnisen var at høre bag ham fra maleriet, hvilket han ikke gav meget andet notits end at kortvarigt se sig over skulderen mod det som en tak for, at damerne ikke have alarmeret om en elev ude af sengen.

Prescott åndede da lettet op. Det værste var overstået. Hvis det havde været hans første gang, ville han nok ikke have begyndt at spadsere så afslappet ned ad det smukke gange af Beauxbatons, der modsat skoler som Hogwarts, ikke var bestående af stengulve eller -vægge, men i stedet trægulve med tæppeløbere. Han trak ikke sin stav frem men løftede i stedet blot sin hånd for at knipse en enkelt gang inden ordet ”Lumos sphaera.” lød fra hans strube og der straks blev dannet en lille lys kugle - ikke meget større end en glaskugle, der begyndte at skæve yndefyldt foran ham. Derefter blev begge hænder stukket ned i hættetrøjens lomme. Den ene dog kun for et øjeblik, da han kort tid efter trak den op igen med et tag i en vingummiorm, han ikke ventede med at bide ned i og gumle på, som han ubekymret gik videre mod sit mål. Den anden blev dog i lommen med et let tag i staven.

[Deleted]

Det var ikke ligefrem ofte at Arielle kom udenfor når der var udgangsforbud, for det var virkelig ikke nemt at snige sig ud af Cossu's opholdsstue. Det var da også grunden til at hun ikke rigtig prøvede at komme ud disse dage. Dog var denne nat, en nat hvor hun bare ikke kunne sove, så havde hun gemt sig over i et hjørne, krøbet op i en lænestol, og stirrede ind i resterne af gløderne i ildstedet. Der var ikke nogen rigtig grund til at hun ikke kunne sove, men nogen nætter skete der bare det. Hun var stadig iført sit nattøj. Et par natbukser, og en trøje fra hendes balletopvisning fra i sommers, som hun heldigvis var lidt for stor til hende, så den kunne varme hende, nu når ildstedet ikke rigtig gjorde meget. Et par sutsko sad også nede foran stolen.
Hun var noget chokeret da hun hørte nogle trin, og så en fyr komme ned i opholdsstuen. Der var dårligt lys, og hun kunne dårligt se hvordan han så ud, men hun var ret sikker på at det var en fyr hun havde set før, men aldrig rigtig snakket med. Det fangede dog hendes interesse da det så ud til at han var... på vej et sted ud.
Ligeså snart at han var igennem sit hul, hoppede hun næsten op af stolen og fik sine sutsko på, før at hun begav sig af den nøjagtig samme vej som han lige havde begivet sig. Hun havde aldrig opdaget det hul før, men det var vel godt at vide, hvis man skulle på natterend. Hun var da også forsigtig ikke at forstyrre portrætter som hun kom ud, og kiggede sig omkring for at se hvor han var gået hen. Damerne på portrættet blev i hvert fald ignoreret, og de var nok også mere interesseret i at sove videre.

Arielle havde åbenbart ingen pli, for ligeså snart at hun så den lille lyskugle, hvor fyren tydeligvis måtte være gået hen, gik hun med hastige skridt derhen, for at han ikke bare kunne forsvinde fra hende af, men hun gjorde ikke opmærksom på sig selv. Nej, hun gik med næsten lydløse skridt bag ham, og ventede på at se hvor de skulle hen. Han så i hvert fald ud til at have et mål, hvilket Arielle kunne værdsætte, og siden de ikke skulle tiltrækkke unødvendig opmærksomhed, så var det jo heller ikke meningen at de skulle snakke sammen. Desuden, han burde vel efterhånden vide at hun var der... ikke?

[Deleted]

Der var bare et eller andet ved Beauxbatons om natten. Der var næsten foruroligende stille til et punkt, hvor ens egne skridt kunne give en usikre trækninger i betrækket. Men sådan var det vel med natterend. Man gjorde det ikke rigtigt hvis ikke man konstant var opmærksom på muligheden for at blive opdaget hvert øjeblik det skulle være. Adrenalinen var en del af det. Også selvom det ikke længerede bare handlede om at bryde reglerne. Det lød han amatørerne om.
Prescott måtte dog indrømme, at det pludselig løb ham koldt ned ad ryggen, da han blev opmærksom på en anden tilstedeværelse bag sig. Han stoppede straks med at tygge og smaske på sit slik for at lytte ordentligt efter, men han syntes ikke at kunne høre meget andet end meget svagt swoosh swoosh, hvilket ikke gav meget mening for ham, så i stedet for at nervøsitet kontrollerede ham, var det mere forvirring og undring, der fik ham til at se sig henover skulderen.

Den stakkels 7. års elev kunne ikke holde et skingert hvin på afstand, da hans blik mødte pigen bag sig. Han spjættede nærmest forskrækket og endte endda med at smide det resterende af sin vingummiorm ud af sit greb, så den fløj en meters længde op i loftet og uregistreret landede i hans hår. I stedet havde han klasket hånden hen over sin mund for at stoppe den alt for høje - og uden tvivl pinlige lyd igen. Og først derefter at han virkelig fik taget hende ordentligt ind med øjnene. Selv om det var mørkt var det heldigvis nemt nok at skimme, at hun ikke var et af skolens spøgelser. Eller værre..
”Sabre bleu!” prustede han idét at han åndede lettet op. Han gled lidt sammen og stod foroverbøjet med hovedet nedad og hænderne støttet på sine svagt bøjede knæ, mens han pustede ud- Han måtte lige bruge lidt tid på at samle sig igen over forskrækkelsen. Og da han ellers rettede sig på plads endnu engang var det med en hånd mod sit galoperende hjerte, som ville lidt ekstra pres hjælpe det med at falde til ro. ”Du havde nær givet mig et hjertestop. Har ingen fortalt dig, at det ikke er høfligt at snige sig ind på folk sådan?”

[Deleted]

Måske skulle Arielle havde gjort opmærksom på sin tilstedeværelse lidt tidligere. Ikke gået så stille. Men hvem skulle have gættet sig frem til at han ville skrige som en lille pige når han opdagede hende? Hendes øjne blev store, og hendes læber skillede sig i ren overraskelse, før at latteren begyndte at boble op i hende. Det var svært at holde tilbage, selvom hun var meget opmærksom på at de ikke skulle opdage, selvom hans hvin nok havde alarmeret folk på etagen om at nogen var ude efter udgangsforbuddet. Der kunne dog ikke høres fodskridt.... endnu.

"Undskyld, undskyld.... jeg troede ikke at du ville," et fnis undslap hende igen, "at du ville skrige som en lille pige," indrømmede hun. Man kunne se hvordan hun var ved at bryde grædende sammen i grin igen, men hun forsøgte i det mindste at tage nogle dybe indåndinger for at stoppe sig selv i sit grineri.
Da hun så også endelig havde fået kontrol over sit grin, kunne hun begynde at forklare sig selv. "Jeg så dig forlade Cossu's opholdsstue, og tænkte at jeg kunne følge efter dig og se hvad du havde gang i." Hvis man ikke lige kendte Arielle havde man nok ikke tænkt at en som hende var interesseret i det. Især fordi udover hendes vennekreds, så var hun mest af alt kendt som en balletdanser, og en god en af slagsen. Hun havde regler og madvaner der skulle overholdes. Hvornår ville hun havde tid til at bryde reglerne.

Der begyndte at kunne høres nogle stemmer fra hvor de var kommet fra, og fodskridt, hvilket fik Arielle til at stoppe lidt op og så kigge sig omkring, før at hun tog fat i fyrens arm og hev ham med sig over til en dør, hvor hun så fint skubbede ham ind ad, inden at hun selv gik derind og lukkede døren. Det nyttede ikke noget at løbe fra professorerne. De ville udentvivl høre det. Så var det nemmere at gemme sig.
"Sshhhh..." hviskede hun, og ignorerede hvordan de næremst stod limet op af hinanden, siden at hun så fint havde fundet et kosteskab til dem som de kunne gemme sig i. Det kunne have været et værre gemmested. Som et kontor.

[Deleted]

”Jamen.. nu havde jeg ikke forventet at blive skræmt for hvid og sans..!” prøvede han at forsvare sig med, selvom det var så nemt at se på ham, hvor flov han var. Det var som regel ikke den slags førstehåndsindtryk, som han ønskede at vise frem. I det mindste så det ud til, at hun morede sig grænseløst over det. Og udadtil kunne han ikke ligefrem fange hån i hendes latter, så det blev svært for ham, at egentlig blive rigtig irritabel. Og med ét forsvandt alt dét fra hans ansigt, da hun fik forklaret ham sin situationen. ”Vent.. hvad sa-..!” Men inden han vidste af det, havde hun et tag i hans arm og trak ham med. En handling der resulterede i et par utrolig klodsede bevægelser fra Prescott, der stadigvæk ikke havde nogen idé om, hvad der skete. Så hvem kunne bebrejde ham, da han fik visse andre tanker i hovedet, da han kun få øjeblikke senere stod mast tæt sammen med en pige i et kosteskab.

Han stod og lignede et stort stumt spørgsmålstegn, mens han bare gloede på hende. Hun var meget tæt på, og han gjorde virkelig sit bedste for at suge maven ind. For hende måtte det vil også være et meget charmerende synd, sådan som en god mængde dobbelthager havde formet sig ved at han blev svunget til at se så skarpt ned. Der stod han fuldkommen forbavset indtil en af kosterne væltede direkte ned i hovedet på ham, hvilket sendte ham i en kædereaktion direkte ind i pigen, og hans hænder tog støtte mod den lukkede dør, mens han bed tænderne sammen og kvalte et par små smerteudråb. Hvis folk havde set dem. Hvis Archer havde set dem. Han ville ikke få fred længe.
”Pardon, der er ikke rigtig meget plads.” hviskede han undskyldende, som han strakte sine arme lidt mere ud for at give en lille smule mindre akavet afstand mellem dem. ”Jeg ville rykke tilbage, men jeg er bange for at redskaberne, der hviler på min ryg lige nu, vil spille en fabelagtig symfoni, hvis jeg gør.” Han smilede et smil, der var mellemtingen mellem det sædvanlige kække og lettere anstrengende. Han prøvede at være komisk. For at lette stemningen. Og gøre dem mindre.. sensuel eller hvad den nu var. Han kastede så forsigtigt med hovedet i retning af den anden side af døren, inden han hviskede videre ”Kan du hører noget?”

[Deleted]

Arielle havde ikke givet ham så meget info om hvad der foregik, men nu var hun ikke ligefrem en person der hev folk ind i kosteskabene, fordi at hun ønskede at stå tæt med dem på denne her måde. Det var nu ikke fordi at det var ubehageligt som sådan, og han prøvede da også at lave plads til at hun kunne være der. Hvilket han nok ikke behøvede da hun var så petite. Alligevel værdsatte hun det, og hun kiggede da også op på ham. Han var noget højere end hende, og hun fik da mulighed for at se de mange dobbelthager, som bare resulterede i et bredere smil.
Smilet forsvandt lidt som han nærmest væltede ind i hende, og hun blev skubbet mod døren, og han nu stod lænet mod hende, i en position der nok ville se mindre uskyldig ud for lidt for mange. Godt det kun var de to der var, og forhåbentlig ville han ikke tage udnytte situationen. Der var trods alt ikke meget hun kunne gøre, hvis han bestemte sig for at overgribe sig på hende. Eller sin tryllestav, men det havde han nok også uden tvivl.

I det minste fik hans kommentarer hende til at smile lidt bredere igen. Han var vidst heller ikke helt fan af deres nuværende situation. "Ja, det kan vi ikke have," hviskede hun blidt tilbage, med øjned er glimtede af morskab, før at hun rykkede forsigtigt på sig, så hun kunne lægge et øre mod døren for at lytte.
Fodskridtene lød til at være på vej væk, og det samme var stemmerne.
"Jeg... jeg tror de går... men vi skal nok... gøre noget ved de kosteskafte først," indrømmede hun, og hun kunne ærligtalt godt se hvordan de lå på ham. Om han havde lyst til at forsøge at fjerne dem med magi vidste hun ikke, men hvis ikke, kunne hun gøre et forsøg. Det ville nok ikke gå så hurtigt for hende, men hun var heller ikke klar over hvordan han havde det magien. Den eneste anden mulihged var at lade det falde og så løbe. Hvilket ikke ville være den bedste plan i verdenen.

[Deleted]

Lettelsen skyllede henover Prescott, da hun informerede om, at hvem end der havde spadseret omkring ude på gangen, havde passeret, og han havde nær ladet sig selv kollapse lidt mere, men til held for hende, var hans tag i sig selv brutalt nok til, at han forholdte sig i den akavede stilling selvom, at det begyndte at sitre i hans armmuskler. Der var bestemt intet galt i at stå tæt på individer af det andet køn. Han foretræk bare at situationen, hvori det skete, var anderledes end den var nu, så det kunne meget vel virke som om, at han prøvede at skynde dem ud.
”Yea…” mumlede han halvt som bekræftelse til hende og halvt til sig selv, mens han i forsigtigt rykkede lidt på sig. Så sig over skulderen, prøvede sig frem med, hvor meget han kunne rette sig op - hvilket ikke var meget mere end en halv centimeter, før han var sikker på det hele ville falde sammen og afsløre deres tilstedeværelse. ”Okay, jeg har en idé. Du må undskylde mig et øjeblik mere.” hviskede han en anelse anstregende, idét at han lagde sin vægt mod sin ene hånd for at kunne fjerne den anden fra døren, hvorpå han stak den ned i sin trøjes for-lomme. Det tog længere tid, end han brød sig om, at finde sin stav frem. Dog blev der ikke tøvet, da han noget besværligt rettede den hen over skulderen og udgjorde de kendte sving. Swish and flick. Og i det øjeblik at han kunne mærke vægten blive fjernet fra ham, sendte han mentale takkekort mod sin bedstefars tidligere undervisning. Og han måtte da endelig ikke glemme de non-verbale lektioner.

”Hah!” Så snart kosteskafterne ikke længere lå på ham, rettede han sig endelig op og svang skarpt omkring for at slippe besværgelsen og selv gribe om dem for at stille dem ordentligt på plads, så de ikke væltede igen. Han drejede derefter om mod hans nye partner-in-crime og viste et stort charmerende og stolt smil frem. Staven blev proppet tilbage i lommen, inden han lavede en gestus mod døren. ”Damerne først.”

[Deleted]

Arielle var ikke den bedste til magi, det havde nok noget at gøre med hendes rødder, ville hun selv mene, men det var nok fordi at hun ikke havde lagt helt så mange kræfter i det som hunhavde lagt i ballet de sidste mange år. Det var nok også derfor at der var noget næsten smukt over at se hvordan han gjorde det nonverbalt med sådan en lethed og elegance, som ikke mange besad. Selv for en skole der specialiserede i nonverbal magi var det langt fra alle der fandt det nemt. Nogen gange kunne Arielle, andre gange kunne hun ikke. Det var nok noget hun skulle træne lidt mere de sidste par år hun havde tilbage.

"Jamen, når herren byder," sagde hun som han mente at damerne var først. Hun rettede sig også lidt mere rank op, med et underholdt smil på læberne, før at hun åbnede døren og forsigtigt kiggede ud på den mørke gang, før at hun gik udenfor, siden det virkede til at der ikke var nogen, så de kunne sagtens forsætte med hvad end de havde gang i.
"Mit navn er forresten Arielle," tilbød hun så fyren, i håb om også at få lov til at få et navn fra ham af. De var trods alt fra forskellige årgange, så det var ikke ligefrem fordi at deres veje havde krydses meget de mange år de havde gået her. Den eneste grund til at hun vidste at de begge to gik her, var fordi at de begge var fra Cossu. Så, hvad er vi igang med at lave?" spurgte hun så bagefter, fordi hun var interesseret i hvor de var på vej hen, og med hvilken grund. Han var vel ikke bare på nattevandring for at gøre det... var han?

[Deleted]

Prescott tog æren i at lukke døren indtil kosteskabet efter at have genet både pigen og sig selv ud, inden han rettede lidt på sin hættetrøje og fluks trak sine natbukser lidt bedre op over måsen i et let hop. I modsætning til hende, var hans fødder nøgne. Der var ingen grund til at slæbe rundt med et par hyttesko. Dem han ejede sad ikke ordentligt om hans fødder og ville bare have kommet i vejen, hvis han endte med at skulle flygte. Men køligt, det var det da, så han forholdte sig helst på gulvtæppe området af gulvet.
”Ah! Ja, dig kan jeg godt huske.” udbrød han, da hun havde præsenteret sig, og diverse brikker syntes at falde plads i hovedet på ham. Hænderne proppede han ned i lommen og stillede sig lidt mere front foran hende. Stadig med sit smil spillende over læberne. ”Du er et år under mig, right? Navnet er Prescott… jr.” tilføjede han tjept for at undgå misforståelser, til trods for at han ikke havde givet sit efternavn med.

Der opstod da lidt overraskelse i hans ansigt, da hun umiddelbart virkede til at tro, at hun var blevet en del af hans nattelige aktivitet. ”Øh…” Han kunne ikke lade være med at rynke sine bryn en smule og kortvarigt klø sig lidt ved næsen for at købe tid. ”Jeg skal ned til dansesalen. Du burde vende bagdelen tilbage til sovesalen og få noget skønhedssøvn.” forklarede han hende nu med en kæk trækning i mundvigen og var derefter allerede på vej forbi hende, for at begive sig ned ad gangen igen. ”Det er godt for dig, har jeg hørt. Best to stay in school, Ari.” Han hvirvlede da omkring og gik derfor roligt baglæns, mens han kunne se mod hende. ”Det her er ikke noget en køn pige som dig, burde blive involveret i.”

[Deleted]

At blive husket var ikke altid en god ide, og et spørgende udtryk kom op i hendes ansigt. Hvad huskede han hende på? Navn alene? Som hende der brugte mere tid til balletten end timerne de blev undervist her? Den mugglerfødte? Ikke at hun var den enste, men der var så mange ting hun kunne blive husket på, og selvfølgelig var hun interesseret i at vide hvad præcist hun blev husket på. Mere af nysgerrighed end noget andet. Hun regnede ikke med at mente det som noget dårligt.
Navnet Prescott fik hende dog til at se lidt mere overrasket ud. Nu når hun hørte navnet, så var hun egentlig pludselig meget klar over hvem fyren var. Selvfølgelig blev der til tider snakket om barnebarnet og bedstefaderen Prescott. Så det var ham her der var det mystiske barnebarn til viderektoren. Det var nok meget godt at vide til fremtidigt brug.

Alt dette blev dog meget hurtigt glemt, som han mente at en køn pige som hende ikke burde være oppe på dette tidspunkt. "Ja, du ville nok kunne lide at kunne stirre på min bagdel, ville du ikke?" kom det kækt fra Arielle, med kun en snert af irritation. Hvem troede han egentlig han var? Bare fordi at hun var en køn pige, betød det ikke at hun kun kunne se yndig ud og ikke turde gøre noget. Hvilket nok egentlig bare gjorde at hun havde lyst til at følge efter ham mere.
"Det er desværre forsent," sagde hun og gik med faste skridt mod ham. "Jeg er allerede involveret, og en hjælpløs, lille, køn, pige som jeg burde ikke vandre slottet alene." Der var tydelig sarkasme at finde i sætningen, men hun så ikke ud til at tage det alt for ilde op hvad han havde sagt. Hun var ikke en der blev fornærmet fordi at folk der ikke kendte hende havde fået en ide om hvem og hvad hun var. Der var nemmere at bevise at de tog fejl.

[Deleted]

Straks som hun beskyldte ham for at være en lurer – om det så blev sagt som en joke eller ej – skød begge hans bryn i vejret. Til dels af overraskelse og til dels af mangel på forståelse. Og til dels af morskab, over at hun rent faktisk havde sagt det, for han havde ingen idé, om hvordan hun dog var kommet frem til dét. Og så kom han i tanke om sine egne ord blot få sekunder tidligere, hvilket da også fik ham til at trække lidt mere på smilebåndet. Dette var bestemt ikke første gang, at hans ord var blevet fordrejet. Og de blev endda fortsat fordrejet, jo mere hun talte og forsøgte at overbevise ham til at tage hende med.

”Hey, jeg sagde bare at du var køn. Hjælpeløs og lille – that was all you.” forklarede han og skubbede sine skuldre op for at kunne putte hovedet en smule ned i kraven på sin hættetrøje og svang let fra side til side. Han var rastløs. Adrenalinen efter at have sneget sig ud sad trods alt stadig i kroppen, hvilket kom yderst til udtryk i hans fingre, sådan som han fumlede med diverse ting han havde i forlommen. ”Du er teknisk set heller ikke involveret endnu.” Han tog et par slæbende skridt hen til hende for at lukke afstanden mellem dem igen. Førte ligeledes lys-kuglen med sig, så den oplyste hende bedre op lige som ham selv. ”Du kender endnu ikke planen, vel?” Det var langt fra hånende. Men han havde erfaret, at han ikke kunne vide helt præcist, hvordan hun ville tage, hvad han sagde, så han gjorde sig også mentalt parat til mulige konsekvenser.
”Men du ret i at du ikke burde vandre slottet alene.” sagde han lidt mere energisk uden at hele sin stemme mere end unødvendigt og trådte så et skridt tilbage og slog sine arme ud, uden at trække hænderne op ad lommen. ”Det er dit eget ansvar, hvis du vil involveres. Dog bliver du nød til at stirre på min bagdel i stedet.” Han kastede så med hovedet i retningen, han havde været på vej mod hele tiden, inden han vendte om igen og begyndte at slentre fremad. Det var hendes eget valg om hun fulgte med eller ej.

[Deleted]

Der var en forventning i Arielle. Hun forventede noget fra ham, men hun vidste bare ikke rigtig hvad, og hun kunne ikke helt tro at det var blevet opfyldt, men alligevel trak hun på smilebåndet, som han stadig virkede til at prøve at tørre hende af, så han ikke skulle bekymre sig om at hun fulgte efter ham. Hun var dog ikke en der let gav op, og hun lagde bare hovedet på skrå som hun kiggede op på ham med et forventningsfuldt blik.
"Jeg kender ikke planen, fordi du føler at du behøver at holde det hemmeligt," sagde hun grinende. Der var trods alt ingen chance for at hun smuttede igen, og jo hurtigere at han indså det, jo hurtigere ville de komme videre med planen. Hun havde ikke ligefrem planer om at være vågen hele natten, men det her gav hende da en mulighed for at blive træt og falde i søvn når de endelig kom tilbage til deres værelser.

"Desuden.... der er værre ting at kigge på end din bagdel," sagde hun kækt. Han var en pæn fyr, og hun fik da også et dejligt udsyn til hans bagdel som han bevægede sig væk. HUn fik dog hurtigt gang i sine egne ben og løb op på siden af ham. Hvis han ville indvige hende i planen, så ville hun være glad, men hun ville heller ikke presse for informationen. Før eller siden ville hun jo nok opdage hvad det var de lavede.

[Deleted]

Den måde hun kiggede på ham med så forventningsfulde øjne fik det til at kribler ned langs ryggen på ham. Hendes gennemtrængende lyse øjne virkede til at se direkte igennem ham. Han ville ikke sætte det i samme bås som den intimiderende måde, som den nye tøs fra Hogwarts stirrede på en, som havde man alle sine hemmeligheder skrevet uden på sig med fede bogstaver, men Arielles prikkede stadig en smule ubehageligt, hvilket var en klar grund til, at han til sidste gav op, til hans egen skuffelse.

Ved hendes kække lille kommentar om hans skønne bagdel, kunne Prescott ikke helt undgå at klukke lidt. ”Dét tror jeg gerne. Har du nogensinde overværet når professor Faucher’s bælte ikke er nok til at holde hans bukser oppe når han enten læner sig fremover eller sidder ned?” spurgte han stadigvæk helt igennem morende. Muligvis med et lidt for højt lydniveau, taget i betragtning af at de kun knap og nap havde undgået at blive opdaget af, hvem end der stod for at patruljere gangene denne nat. ”Se dét er en sprække der er værd sin spanske blomst.”

Endelig blev den ene af hans hænder trukket op ad deres trykke hjem i for-lommen for at blive kørt igennem håret. Det havde godt nok ikke siddet synderligt presentabelt til at starte med, men han antog at det havde rykket sig til en akavet frisurer, da hun pludselig havde hævet ham med ind i en leg af Syv Sekunder i Himlen. Bare uden de syv sekunder. Eller himlen. Han stoppede brat op. Han havde noget i håret. Og det havde klistret sig ganske let fast i nogle af hans totte, men det var heldigvis ikke svært at fjerne det. Han måtte da også rynke lidt på næsen, da han holdte en halvspist vingummiorm. Og straks faldt der et bebrejdende blik mod Arielle, der måtte have endt lidt længere fremme, hvis hun ikke allerede havde stoppet op samtidigt med ham. ”Hvor længe har jeg lige haft den her i håret? Du kunne have sagt noget.” Han fandt hurtigt hen til hende med vingummien holdt op foran sig, hvorpå han drillende viftede den tæt foran hendes ansigt. Han var ikke sur. Overhoved. Og inden længe var det charmende smil tilbage. ”Sulten, mademoiselle?”


//OOG: "Spansk blomst" = 20 cent mønt//

[Deleted]

Arielle var glad for at Prescott så ud til at have opgivet at smide hende væk, for hun havde ikke tænkt sig at gå tilbage, især fordi at hun endnu ikke var blevet træt. Der ville nok gå et stykke tid før det indfandt sig. Uheldigt som hun havde planer om at komme tidligt op i morgen, men visse ting kunne ikke bestemmes, derunder hvornår hun skulle falde i søvn. Desuden, det var vel hende selv der ville tidlig op og træne, så det lå udelukkende på hende selv.

En gysen løb igennem hende, som Prescott mindede hende om Faucher's bælte. Noget så modbydeligt skulle man lede længe efter. Eller, nok ikke, men det var stadig ikke rart når han var lige foran en og bøjede sig ned eller lignende. Det havde været grufuldt den allerførste time han havde gjort det, men nu havde man lidt vænnet sig til det. "Du er modbydelig," sagde hun grinende, selvom hun ikke kunne lade vær med at smile noget så bredt. Der var noget over den møde Prescott havde sagt det, som bare fik det til at virke lidt mindre ubehageligt.
At hun så kort efter blev nødt til at lade som om at hun ikke bare havde ignoreret vingummien i håret, gjorde det så bare sværere. Hele hendes ansigt fortrakt sig til at det så ud til at hun skulle til at bryde ud i høj latter.

"Jeg tænkte at du bare gemte den til senere?" sagde hun, som hun prøvede at undgå vingummien, selvom han da gjorde sit for at hun ikke kunne undgå den. Hun ville nødigt have den i sit eget hår eller blive tvunget til at spise den. bvadr.

[Deleted]

Du er modbydelig. Kommentaren havde bestemt ikke nogen negativ effekt på ham. Tværtimod så vækkede det et kækt smil på hans læber, og hans øjenbryn vippede ligeledes åbenlyst op og ned et par gange. Selv drenge på Beauxbatons var drenge helt ind til deres knoglemarv. Om de så gik rundt i de fine og anstændige skoleuniformer, så nød de alle sikkert stadigvæk at lege med mudder. At Arielle ikke umiddelbart virkede til at tage sig af det var blot et plus og en grund til at ikke ligefrem tone ned på det.

”Gemte den til senere?” Hans smil voksede sig endnu større og mere grumt. ”Det har du så ganske ret i. Jeg gemte den da til dig. Du virker lidt underernæret, min ven.” drillede han og fortsat svang omkring med vingummien i et par sekunder mere, inden han endnu en gang brød hun i en klukkende latter og endelig fjernede ormen fra hendes ansigt og flikkede den et stykke op i luften, hvor han lukkede sin hele næve om den. ”Jeg burde næsten tvinge dig til at spise den for at nær have ødelagt mit smukke hår.”
Hånden blev så bare proppet ned i forlommen igen, hvor vingummien kunne ligge indtil, at han fik muligheden for at smide den ud, da det for det første ville være det dummeste at bare smide den fra sig på gulvet, hvor den kunne findes og bruges som beviser på hans natterand. Han passerede med afslappede skridt forbi Arielle og begyndte sin vejvisning på ny. Hans øjne søgte lidt fra side til side, som spadserede han igennem et galleri, hvor han studsede over de forskellige malerier. Han kendte trods alt skolen bedre end, han kendte sin egen baglomme. ”Såeh…” startede han. ”Du kunne ikke sove eller hvad?” Roligt drejede han hovedet mod hende. ”Plaget af mareridt? Eller snorkede Acher bare højt nok til, at det kunne høres helt inde i jeres sovesal?”