Post by Abraham Mikhail Jankovíc on Oct 19, 2017 18:36:59 GMT
Storsalen - Durmstrang
August 2054
@ewan
Abraham sad på den stol i storsalen, som han altid havde ønsket at sidde på. Stolen der tilhørte rektor, når der skulle spises eller være et andet socialt arrangement. Han var blevet rektor på skolen lige inden ferien, da den tidligere rektor stak af, af frygt for at Dødsgarden ville komme. De var dog ikke kommet og Abraham havde overtaget stillingen. Det gjorde ham bestemt ingenting. Han elskede at have magten, men det steg ham aldrig til hovedet. Derudover så elskede han denne skole mere end noget andet og han ville hade at se den styrte til grunden. Han ville gøre sit bedste for at forbedre skolen og sørge for, at alle eleverne havde det godt og fik en god uddannelse. Det var også skolen, der havde reddet hans liv. Han kom væk fra sine forældre og han fik folk han kunne stole på ind i sit liv. Det var vigtigt for ham.
Han førte en hånd over det ene armlæn og grinede for sig selv. Han var der, hvor han hørte til. Semestret var endnu ikke startet. Han var der blot for at få styr på noget papirarbejde, inden alle elever og lærere kom tilbage fra ferien. Selv ventede der ham et underligt efterår. Han skulle giftes med en pige han ikke have set, siden de var børn. Ingen vidste dette endnu udover deres familier. Abraham havde sine grunde til at gøre dette og han var sikker på, at Cassiopaya også havde sine grunde. Han vidste ikke hvordan det ville blive, men han var sådan set også ligeglad. Det meste af hans tid skulle foregå her på skolen alligevel, så det kunne ikke blive nemmere.
August 2054
@ewan
Abraham sad på den stol i storsalen, som han altid havde ønsket at sidde på. Stolen der tilhørte rektor, når der skulle spises eller være et andet socialt arrangement. Han var blevet rektor på skolen lige inden ferien, da den tidligere rektor stak af, af frygt for at Dødsgarden ville komme. De var dog ikke kommet og Abraham havde overtaget stillingen. Det gjorde ham bestemt ingenting. Han elskede at have magten, men det steg ham aldrig til hovedet. Derudover så elskede han denne skole mere end noget andet og han ville hade at se den styrte til grunden. Han ville gøre sit bedste for at forbedre skolen og sørge for, at alle eleverne havde det godt og fik en god uddannelse. Det var også skolen, der havde reddet hans liv. Han kom væk fra sine forældre og han fik folk han kunne stole på ind i sit liv. Det var vigtigt for ham.
Han førte en hånd over det ene armlæn og grinede for sig selv. Han var der, hvor han hørte til. Semestret var endnu ikke startet. Han var der blot for at få styr på noget papirarbejde, inden alle elever og lærere kom tilbage fra ferien. Selv ventede der ham et underligt efterår. Han skulle giftes med en pige han ikke have set, siden de var børn. Ingen vidste dette endnu udover deres familier. Abraham havde sine grunde til at gøre dette og han var sikker på, at Cassiopaya også havde sine grunde. Han vidste ikke hvordan det ville blive, men han var sådan set også ligeglad. Det meste af hans tid skulle foregå her på skolen alligevel, så det kunne ikke blive nemmere.
