Hvem er du?

[Deleted]

Tag: @uziel

Det var ikke ofte at Gabriel forlod London, men hans professor havde forslået at tage til et seminar i Paris med ham, og selvom det gjorde Gabriel nervøs at rejse så langt, så tog han stadig muligheden. Et par dage hvor han kunne få lov til at nørde historie med en masse historikere? Det var svært at sige nej til, selvom han ikke var den mest udadvendte person. Desuden ville det være interessant at høre hvad de havde gjort af nye opdagelser. Det var selvfølgelig begrænset hvad de kunne om noget som historie, men det plagede ikke Gabriel. Han ville evig og altid finde det interessant.
Han var ankommet tidligt på dagen, det var der de havde fået billetter til toget hertil, så han havde noget tid til at udforske, og selvom nye steder måske ikke var hans bedste ven, så ville han gerne opleve hvor han nu end var kommet væk, hvilket resulterede i at han havde fundet en park at gå i. Vejret her var en smule bedre end i London, men man kunne stadig tydeligt mærke efteråret var kommet, og Gabriel havde sin trofaste blå jakke på, så det kunne skærme ham mod den kolde efterårsvind. Der var forholdsvist fredfyldt her, og selvom ingen blomster blomstrede mere, så gjorde de orange og røde blade det til et nydeligt syn at gå rundt i. Det var ikke ofte at Gabriel var længe nok væk fra bøgerne til at opleve det magiske ved naturen, men denne gang havde han muligheden.

Et mere kraftigt vindpust kom mod ham, og han gøs lidt imod den kolde vind, og hankede op i sin taske. Han havde godt nok taget en bog med, men det var alligevel en smule for koldt at sætte sig til at læse den her i parken, og det blæste for meget, hvilket betød at han nok måtte forsætte fremad, måske finde en cafe at bruge lidt tid på. Hans manglende evne inden for fransk gjorde det dog ikke specielt meget nemmere.
Han havde ikke rigtig forventet at se nogen han kendte her, og derfor lagde han i den grad ikke mærke til folkene omkring ham. Hvis de heller ikke kiggede på ham, så var der ikke nogen grund til at kigge på dem. Det var i hvert fald lidt sådan Gabriel levede sin hverdag., så at være i Paris ville i den grad ikke ændre på det.

[Deleted]

// OOG: Omg er så ked af der der gået så lang tid! Tænkte at Olivia nok var den der ville give mest mening lige at smide ind i stedet for Uriel, håber det er okay og at du ikke helt har mistet gejsten til emnet (ellers er det self. også okay)
____

Olivia tog en dyb indånding som hun bevægede sig gennem parken i Paris. Hun havde virkelig haft brug for at gå en tur denne solrige dag. Bruddet med kæresten Anson havde taget en del hårdere på hende end hun havde lyst til at stå ved, men det var primært nok også fordi det ikke havde været en del af hendes plan og var der noget Olivia gik op i, så var det planlægning og tilrettelægning. Livet skulle helst være i bestemte kasser sådan at hun hele tiden var i fuld kontrol, men desværre var livet bare ikke altid så forstående overfor hendes milde OCD ligende tilstand når det kom til den slags.
Tingene blev heller ikke bedre af at hun var her sammen med Alecander Moore. Åh ja den Alecander. Den britiske Minister for Magi.
Det var ret svært for hende at synes godt om hans arrogante væsen, men nu var det jo heller ikke af fornøjelse hun fulgte ham rundt som en hund imens de var i Paris. Det var udelukkende arbejdsrelateret. Hun var hans personlige healer, en opgave hun var blevet mere eller mindre pålagt fra Skt. Mungos. Hurra for hende. Hun himlede kort med de blå øjne over den tanke.

Hun bevægede sig ned langs en af stierne i Parken og nød bare godt af at hun lige havde en halv times pause inden hun skulle tilbage til Alecander. For at være ærlig havde hun lidt en fornemmelse af at han også var godt træt af hende. Hun glædede sig bare til at komme hjem og kunne ligge denne her skrækkelige tid bag sig.
Det var omkring dette tidspunkt at hun fik øje på et velkendt ansigt. Eller lettere velkendt. Ikke en person hun var direkte venner med, men en hun huskede at have haft et behandlingsforløb på. Først var hun ikke helt sikker, men som hun kom tættere på ham stod det mere klart for hende.
Så kom den mere akavede del. Skulle hun bare gå forbi ham og lade som ingenting, eller burde hun måske hilse på ham? Det virkede underligt at ignorerer ham, tænk hvis han også kunne genkende hende. Hun rettede ryggen en smule og smilede så som hun kom tættere på. ”Hej,” endte hun alligevel med at sige da han var inden for hørevidde. ”Gabriel, ikke sandt?” Hun var ikke rigtigt i tvivl, men det ville også være mærkelig at hun snakkede til ham som var de bedste venner.