Hvad kan jeg sige mer' end selv tak!

[Deleted]

Scarlett Lidia Adams - Det kommende Decorus Akademi - Oktober 2054

Phillip stod foran det imponerende slot som han havde fået lov til at "leje ud" til Scarletts skole. Han troede virkelig på projektet og havde brugt de sidste par måneder på at få det sat i stand så det ville tage sig flot ud når Scarlett om lidt skulle vises rundt. Selvfølgelig var det ikke lige så imponerende som Durmstrang og sikkert heller ikke som så mange andre magiske skoler, men det var vel også hvad man gjorde det til. Han troede i hver fald på hun kunne få det op.
Han så på sit ur og rettede så blikket mod den lille grusvej. Nu lå slottet temmelig langt ude in the middle of nowhere så nysgerrige mugglere ikke kom for tæt på. De kunne godt se slottet og det lignede et helt almindelig slot for dem, men en besværgelse omkring det gjorde at folk altid kom i tanke om noget vigtigt de havde glemt eller skulle nå hvis de kom for tæt på og derfor ville vende rundt inden de kom ind på grunden. En besværgelse Phillip havde være med til at ligge over slottet under renoveringen.
Igen blev blikket ført til uret, han havde nok aldrig været det mest tålmodige menneske, men meget af hans utålmodighed i dag bestod nok også i at han var ufattelig spændt på hvad Scarlett ville ende med at synes om stedet. Set med egne øjne fandt han det helt perfekt især fordi det aldrig blev brugt og det var synd.
Han så mod skoven der grænsede sig op til skolen, lige i udkanten af skovbrynet gik en mindre flok hjorte og græssede. Han smilede. Der var vidst ikke mange magiske væsner i lige præcis den skov, der var en del almindelige dyr som bjørne, ulve, hjorte og så videre, men der havde været fundet nogle få magiske væsner som pixiegnomer og hippogriffer, dog havde han hørt at det skulle have udbredt sig over årerne og flere magiske væsner skulle være stødt til.

[Scarlett Lidia Adams]

Outfit

Scarlett gik med rolige skridt ned ad en lang grusvej, som førte hen til det slot, som hun skulle leje af Phillip. Det var stadig meget underligt, at han havde valgt at hjælpe hende når han ikke kendte hende. Hun var dog meget taknemlig, men måske stadig en smule skeptisk. Hun var ikke vant til at stole på folk, men det blev hun lidt nødt til her. Hun håbede ikke, at han stod og grinede højt af hende når hun kom eller, at hun endte på en tom mark og, at han havde snydt hende. Dog stoppede hun op, da hun så slottet foran sig. Det var virkelig smukt og virkede stort. Det var alt hvad hun havde drømt om. Grunden omkring det var også helt fantastisk. Hun håbede, at alle fuserne ville værdsætte det lige så meget som hun selv gjorde.

Hun gik videre og skimtede en mand stå derhenne. Det var nok Phillip. Denne gang havde hun ikke grimme futtere på. Hun havde gjort lidt ud ad sig selv, men hun var stadig praktisk anlagt. Et par jeans en pæn trøje, og selvfølgelig en jakke, men den tog hun jo af senere. Hun havde taget en pæn top på, så han kunne se, at hun også kunne være pæn. Hendes sko var flade, så hun kunne stå op længe og gå i dette grus. Dog havde hun gjort lidt af ud sig ansigt og hår. Hun havde lagt en flot, men diskret make-up og sat sit hår op i en høj hestehale med hår, der lang ned ned ved siden af ansigtet. Hun blev nemt irriteret over sit hår og hvis det hang nu, ville hun blive irriteret, fordi hun sådan set var på arbejde. Hun var dog pæn at se på, synes hun selv.

Hun gik videre op mod slottet og smilede lidt, da hun kom tættere på Phillip. Hun ville ikke smile for meget, da hun ikke ville give for meget af sig selv så tidligt.
"Hey." Sagde hun og stoppede op foran ham, lidt tøvende. Hun vendte blikket mod slottet og hun havde mest af alt lyst til at græde, men hun ville gerne være sikker på, at dette var virkeligt inden hun begyndte.

[Deleted]

Som han fik øje på hende komme op af grusvejen mærkede han hvordan hans smil voksede sig en smule større. Hun virkede som en ret cool person og han glædede sig faktisk til at vise hende det hele. Efter han havde set hendes daværende date skubbe hende væk på grund af så latterligt et grundlag som det at hun var fuser, havde han følt en eller anden underlig trang til at bevise overfor hende at det altså ikke nødvendigvis betød at hun skulle føle sig mindre værd. Måske nemt for ham at sige eftersom han jo selv godt kunne udøve magi, men alligevel.
”Hejsa!” Hilste han muntert og trådte frem mod hende. Han blev pludselig i tvivl om hvordan han skulle imødkomme hende, en del af ham havde lyst til at give hende et knus, hvilket var ret unormalt for ham som ellers normalt hilste på folk han ikke kendte særlig godt med et helt almindeligt håndtryk. Forskellen var bare at hun jo havde krammet ham sidst så han var ikke helt sikker på om de var på ”krammern” han nåede da også at hæve armene en smule før han ombestemte sig i frygt for at hun ville finde det mærkeligt og i stedet rakte hånden lidt formelt frem mod hende. ”Jeg er glad for du kunne komme i dag, jeg er sikker på du ikke vil blive skuffet,” sagde han med stor sikkerhed i stemmen og håbede på at hun ikke havde bemærket hans underlige hilsen. ”Kom med, så skal jeg vise dig rundt,” Personligt ville han helst starte indenfor, det var trods alt det han glædede sig mest til at vise hende.
”Så altså der er plads til en del klasseværelser samt kontorerer. Her her et stort køkken og jeg har fået renoveret det sådan at der skulle være fire opholdsstuer, derudover er der en del badeværelser, to store spisesale, et mindre bibliotek som jeg tænker altid kan udvides og udenfor er der endda stalde hvis du skulle være interesseret i at undervise i Hippogriff-ridning eller noget i den stil.” Fortalte han løs som de bevægede sig ind gennem de store egetræsdøre. Oprindelig var det hestestalde der lå ude bagved, men det kunne jo sagtens bygges om så boksene blev store nok til hippogriffer i stedet.
Som de kom indenfor blev de mødt af en stor hall. Lige frem op langs både den venstre og højre væg førte to store trapper op til første sal hvor de nærmest dannede en mindre balcon hvor en gruppe lænestole var placeret så man kunne sidde og kigge ned på hvem der kom ind af døren. Under dette udhæng var dobbeltdøren der førte ind til den første af de store spisesale.

[Scarlett Lidia Adams]

Scarlett kom helt hen til Phillip og hun rakte hånden frem mod ham, da hun havde lært, at man altid skulle være høflig. Det havde hun dog ikke altid været og det kunne hendes søskende nok skrive under på. Hun lagde mærke til, at Phillips arme blev rakt lidt op. Det var dig besynderligt. Ville han give hende et knus? Hun tænkte ikke videre over det, da han gav hende hånden. De var vist begge to lidt akavet. Det skulle nok komme til at gå godt det her.
"Jeg glæder mig rigtig meget til at se det." Sagde hun og beundrede udseendet på slottet allerede. De var ikke engang kommet indenfor og hun elskede det allerede. Hun håbede dog ikke, at der var spøgelser. Det var det hun havde hadet mest på Hogwarts. De fleste var da venlige, men ad det var afskyeligt.

Imens Phillip fortalte, kiggede Scarlett rundt omkring. Hun følte sig allerede godt tilpas og hun håbede, at de kommende elever ville have det på samme måde, for det var det, der var meningen med dette sted. De skulle føle sig hjemme.
"Det lyder helt fantastisk. Hvor ligger opholdsstuerne cirka? Ligger de tæt på hinanden eller er de helt forskudt ligesom på Hogwarts? OG UH JA hestefugle!! Hippogriffer, mener jeg." Hun smilede lidt flovt. Hun burde måske slappe lidt af. Hun gik hen til trappen og lagde sin hånd på gelænderet. "Jeg kan slet ikke vente." Sagde hun så og kiggede hen på ham med et stort smil. Hun forstod slet ikke, at en fremmede ville hjælpe hende med dette. Det var så uvirkeligt.
"Hvad er der nede af den gang der?" Spurgte hun og pegede ned ad en mørk gang. Hun var nysgerrig omkring alt og hun ville se det hele med det samme, selvom hun selvfølgelig kun kunne være et sted ad gangen.

[Deleted]

Han tog hendes hånd og forsøgte ikke at tænkte for meget over at det måske havde set lidt underligt ud, han var bare typen der var så formel i dagligdagen og så havde hun krammet ham sidst hvilket havde været meget mærkeligt for ham, men samtidig også et frisk pust om man så kunne sige.
Ikke at Phillip anede hvad hun gik og tænkte på, men selvom slottet var magisk havde det jo ikke altid været det eftersom hans familie jo ikke kun bestod af magikere, tvært imod var der flere mugglere. Men dette betød også at der ikke var så mange magiske ting over slottet endnu, men det kunne der jo hurtigt komme.
”De ligger adspredt,” forklarede han og fulgte hende hen til trappen, han stoppede dog ved gangen inden han svarede på den del med opholdsstuerne, ”der er to i hver deres tårn, en på førstesalen og en i stueetagen” besvarede han og smilede, ”vil du se dem først?” Hun lod til at være ret begejstret hvilket blot overbeviste ham endnu mere om at dette her var det rette valg. Han anede ikke hvorfor han stolede så meget på hende, men det gjorde han, han var sikker på at hun ville komme til at udrette store ting. ”Og nede af gangen ligger køkkenet og de gamle sturpigegemakker, de er dog lavet om til kontorer nu.” Fortalte han.
Han brød igen ud i latter ved hendes ord, men han tog sig selv i det og undskyldte, ”sorry, det udtryk havde jeg bare ikke hørt før,” han førte hende op af trappen til førstesalen. ”Jeg har ikke selv reddet på dem, så nu ved jeg ikke hundrede procent hvordan det vil fungerer, men jeg tænker ikke at det kan være meget anderledes end at lære at ride på en hest....med vinger....og skape klør og næb...” Han tænkte lidt over det og trak så på skuldrene, ”det skal helt sikkert nok blive godt! Du kan jo om ikke andet altid opstarte det første hold quidditch uden koste, men på hippogriffer i stedet,” Igen en kort tænktepause ”det er måske egentlig ikke helt dumt...anyway, det bestemmer du jo, Rektor Adams.” Han sendte hende et varmt smil og gik op af endnu en trappe.

[Scarlett Lidia Adams]

Scarlett var så begejstret for dette og hun håbede så inderligt, at det ville blive en succes. Fuserne kunne komme til at føle sig tilpas. Det var noget, som hun aldrig nogensinde havde fået lov til og hun elskede, at det var hende, der kom med denne idé. Hun glædede sig så meget til dette og hun stirrede målløs rundt på slottet. Phillip havde virkelig hjulpet hende og hun var stadig usikker på hvorfor.
Hun nikkede til hans svar. Det var godt de lå lidt væk fra hinanden. Alle kollegier skulle helst kunne enes, men derfor behøvede de ikke at ligge klods op ad hinanden.
"Jeg synes det ser fantastisk ud indtil videre. Jeg glæder mig til at se resten." Sagde hun og prøvede ikke at lyde for ivrig, selvom hun var det. Det var der ingen tvivl om. Hun gik ned ad gangen og kiggede sig sig omkring på de mange fine billeder, der hang rundt omkring.
Hun rødmede, da han begyndte at grine af hende. Hun dummede sig virkelig meget overfor ham. Det brød hun sig da egentligt ikke om. "Nej det forstår jeg godt.. men det... Ja.. Er blot et andet ord for dem... I guess.." Sagde hun og skyndte sig videre. Hun smilede lidt til det næste han sagde. "Ja det er sikkert det samme. Måske lidt spidst for... bagdelen." Hun rødmede igen. Dog kunne hun ikke holde smilet tilbage, da han kaldte hende rektor. Det var skønt at høre, men også surrealistisk. Hun stoppede dog brat op, lagde hovedet på skrå og så meget undrende ud.
"Øhh Phillip? Hvordan var det, du sagde, at du fik dette slot? Hvordan var det, du kendte ejerne?" Spurgte hun og kiggede direkte op på et kæmpe portræt af en mand, der virkelig lignede Phillip på en prik. Han havde en meget formel uniform på og han så meget vigtig ud. Lidt royal faktisk. Dog slog det hende ikke, at han måske var royal. Det var da underligt, at der hang så stort et billede af ham. Det var ikke blot et fotografi, men et malet billede. 

[Deleted]

Han så på hende med et nyt smil han brød sig ikke om at grine af hende og han havde virkelig ikke gjort det med vilje, men hun havde bare en del sjove udtryk som han ikke havde hørt blive brugt i Norge, men derfor kunne det jo godt være brugt i andre lande som for eksempel England og Skotland.
Han bed sig en en smule i læben over hendes forlegenhed for måske han havde overreageret en smule. ”Undskyld det var ikke for at grine af dig” Sagde han og så lidt forsigtigt på hende.
Samtalen blev dog hurtig lidt lysere som de snakkede videre om hippogrifferne – eller det var nok egentlig mest ham der snakkede om det fordi han selv syntes det kunne være en ret fed ide. ”Man kan vel lave sadler til dem på en eller anden måde,” tænkte han højt som svar på hendes kommentar.
Phillip var nær gået direkte ind i hende da hun pludselig stoppede meget brat op. Han så på hende med et lidt undrende blik eftersom han ikke helt var med på hvad hun mente. ”Øhm, vi er ret tætte så jeg fik det til en god pris..” at inviterer Scarlett med til en af de royale fester så hans mor kunne møde den nye rektor var jo i og for sig en ret lille pris at betale. ”Hvorfor da?” Han var faktisk ikke helt frisk på at fortælle hende hvem han var lige nu, det var meget hyggeligere at snakke med en der ikke kendte ham for at være kronprinsen, hver gang han fortalte det til folk havde de det med at ændre sig overfor ham og han kunne faktisk ret godt lide den stemning der var mellem dem lige nu.
Blikket fulgte hendes til maleriet og han ærgrede sig indvendigt over at han ikke havde fået taget dem ned inden han inviterede hende indenfor, men for at være ærlig havde han glemt at det hang der.