I sit and wonder why-ay.ay. oh why!

[Aaron Jacob Walker]

Det Magiske Universitet - Summer's kontor
Oktober 2054 - Klokken 14.40
@summer

---

Aaron havde ikke været sig selv de sidste par måneder. Han blev nemt sur og tvær og han holdt sig mest inde på sit værelse derhjemme, da han ikke vidste hvordan han skulle se Charlie i øjnene. Han var hele tiden ked af det og det ville han ikke havde, at hans bedste ven skulle se. Det var rigeligt, at de havde været fortrolige den ene gang. Det ar nyt for dem begge to og slet ikke det deres venskab egentligt gik ud på, selvom de nok begge to vidste, at de burde være bedre til det. De var trods alt bedste venner og havde været det siden skoletiden, hvor Charlie havde taget ham til sig. Det værste ved alt dette var, at han ikke kunne score en kvinde. Han havde prøvet, men han sagde konstant dumme ting og de afviste ham blankt med det samme. Det lignede ham ikke, men Summer havde virkelig ødelagt ham, da hun forlod ham. Hun betød meget mere end havde havde regnet med hun ville efter så kort tid. Han havde beslutte sig for, at han ville være en del af Felinas liv. Han havde bare ikke helt været det endnu, da han lige skulle have styr på sig selv. Det havde han dog ikke helt endnu.

Han gik med tunge skridt hen mod Summer's kontor. Han havde bestemt sig for, at han ville tale med hende. Han savnede hende mere end ord kunne beskrive og det gjorde så ondt, at hun ikke ville være sammen med ham. Hvorfor ville hun ikke det?
Han stod ude foran hendes dør og han håbede, at hun ville være der.Han vidste, at hun ikke havde undervisning nu, men om hun var der, vidste han ikke. Han bankede på og begyndte at fortryde. Han havde ikke været helt så sød, da hun gik, men det var mest fordi han ikke ville have, at hun skulle se ham græde. Han vendte og og begyndte at gå, for han turde ikke alligevel.

[Deleted]

Summer havde ikke haft det godt. Hun havde tilbragt det meste af sin tid med en bøtte is foran tv'et, mens hun så det ene dårlige tv program efter det andet, og den ene sørgelige kærlighedsfilm efter den anden. Problemet med den slags film var bare, at de altid endte godt, og det endte oftest med at hun skældte sit tv ud på en blanding af russisk og engelsk, for hun troede da bestemt ikke selv på, at kærlighed kunne ende godt. I hvert fald ikke for hende. En enkelt aften havde hun været så ked af det, at hun endda havde købt en flaske vin, og hun havde rent faktisk drukket den hele. Flere gange den aften havde hun været meget tæt på at kontakte Aaron, men hun havde formået at lade sin fornuft overvinde, og til sidst var hun faldet i søvn. Hun fortrød sin beslutning om at slutte det med ham, selvom de ikke engang var blevet eksklusive eller specielt seriøse. Faktisk kunne hun ikke engang vide om han meget hurtigt var kommet videre og havde glemt alt om hende. Tanken gjorde hende virkelig trist, men hun håbede på at det i sidste ende kunne få hende til at komme videre.
Lige nu sad hun på sit kontor og forsøgte at forberede sig til sin næste undervisning. Det gik dog ikke specielt godt, da hendes koncentrationsevner havde lidt en del under alt det her. Hun fik et chok da det pludselig bankede på hendes dør. "Kom ind," sagde hun, mens hun holdt sig på brystkassen, og hun forsøgte at få styr på sin hjertebanken. Hun rynkede dog panden, da ingen reagerede fra den anden side af døren, så hun rejste sig op og gik hen for at tjekke. Et øjeblik overvejede hun om det bare var hendes fantasi. Men da hun åbnede døren og kiggede ned ad gangen, frøs hendes krop nærmest til is, da hun fik øje på en lidt for velkendt ryg. De havde jo samme arbejdsplads, men universitetet var stort, så det var let at undgå hinanden. Selv havde hun brugt det meste af sin tid i sit klasselokale eller på sit kontor, og var ellers gået direkte hjem uden at tale med nogen. Hun bed sig i læben da hendes hoved var et stort tankemylder, hun kunne ikke finde ud af om hun skulle kalde på ham eller ej. "Aaron!" udbrød hun dog, før hun egentlig var nået til en bevidst beslutning. Så det kom en anelse bag på hende, at hun havde kaldt på ham.

[Aaron Jacob Walker]

Aaron kunne virkelig ikke finde ud af hvad han skulle gøre af sig selv. Han ville rigtig gerne se Summer igen, men han vidste ikke om hun overhovedet ville se ham igen. Måske var det forståeligt nok, fordi hans fortid ikke ligefrem var indbydende i et nyt forhold. Dogvar det ikke altid nemt at styre, at man havde en datter, som man ikke kendte til før hun var levet fire år gammel. Han havde bestemt sig for, at han ville lære hende at kende, hvis Zoella ville give ham lov til det. Hun var jo en sød pige. Dog vidste han godt, at han ville panikke den første gang han skulle være alene med hende, så han håbede, at der ville gå længe endnu.

Han var på vej væk, da han hørte en dør åbne. Han kunne mærke sit hjerte stoppede og han prøvede at gå hurtigere. Dog nåede han ikke ret langt, før han hørte den smukke og velkendte stemme kalde hans navn. Han stivnede fuldstændig og standsede op. Han kunne mærke hvordan hans håndflader blev fugtige og hvordan det løb ham koldt ned ad ryggen. Han begyndte at fortryde, at han var gået derhen, men hvis hun kaldte på ham, måtte det betyde, at hun måske stadig kunne lide ham lidt. I hvert fald nok til ikke bare at ignorere ham.Han vendte sig langsomt om. Han følte, at det hele foregik i slowmotion og da han fik sig vendt og så hende, gik alt i stå i hans krop. Hun var som altid blændende smuk, også selvom hun ikke helt lignede en der var helt okay. Han sank en klump.
"Hej Summer." Sagde han, efter lang tid, da han blev nødt til at forberede det han skulle sige. Det var svært at sige noget til hende. Han var nervøs og ham og ord fungerede bare ikke sammen for tiden.

[Deleted]

Summer lod nervøst en hånd glide gennem sit blonde hår, og hun vidste ikke rigtigt, hvad hun skulle gøre af sig selv lige nu. Det føltes som om det tog en evighed for Aaron at vende sig om mod hende, og hun nåede endda at spekulere på, om han mon ville ignorere hende og bare gå videre. Men da han endelig vendte sig mod hende, føltes det som om hun fik en mavepuster, og hun bed sig en anelse i læben. Det tog hende et par forsøg at finde ud af hvad hun ville sige, for det var jo ham der havde banket på hendes dør, så hun var slet ikke forberedt på det her. Men hun trak vejret dybt ind og lukkede øjnene i et øjeblik, for at få sig selv ned på jorden igen. "Hvad ville du?" spurgte hun, og forsøgte at lyde så neutral som muligt. Selvom hun egentlig ikke selv mente, at hun lød neutral, hun synes at det var tydeligt at høre på hendes stemme, at hun savnede ham helt vildt. Hun kunne ikke lade være med at tænke på, om han mon var gået forkert og havde banket på den forkerte dør, hvilket jo egentlig var skørt, da der var et skilt med 'Prof. Summer Likhatchev' på hendes dør. Så medmindre han havde lukket øjnene og banket på en tilfældig dør, var det hende han ville have fat i. Hun lænede sig mod dørkarmen og lagde armene over kors, som for at beskytte sig selv, for hun kunne ikke overskue at blive såret, eller noget. Det var også temmelig sært at have en samtale med ham et godt stykke nede ad gangen, der heldigvis var tom lige nu, men de kunne ikke vide, om nogen ville komme forbi og gøre det ekstra akavet.

[Aaron Jacob Walker]

Aaron ville ønske, at han aldrig var dukket op, for han kunne have undgået dette. han ville så gerne løbe sin vej og håbe på, at hun aldrig ville opsøge ham. Dog kunne han ikke få sig selv til det. han ville gerne se hendes ansigt igen. Hendes smukke øjne, som man let kunne stirre ind i en hel aften, det smukke bølgede hår, som kun en prinsesse kunne have og så den stemme.... Han forestillede sig, at kun en engel kunne komme med så smuk en lyd og derfor måtte Summer være en engel. Han prøvede at kaste de underlige og alt for pladder romantiske tanker fra sig, for sådan var han slet ikke. Eller var han? Summer havde fået en meget mærkelig side frem i ham og han var på en måde taknemmelig, selvom det da selvfølgelig irriterede ham. He had caught feelings. Caught them bad.

Han kiggede på hende og hans ave slog knuder om sig selv. Han havde troet, at han havde bildt sig selv ind, at hun var smukkere end hun var, at han havde overdrevet, fordi han savnede hende så meget. Dette var dog ikke sandt. Hun var så smuk, som han huskede og det gjorde bare endnu mere ondt. Hun lignede ikke en, der var specielt glad for at se ham og det skar i hans hjerte, som han åbenbart havde.
"Øhh... Jeg ville bare sige.... Hej.. Øhh... Du ser godt ud." Sagde han og slog sig selv mentalt for panden. Hvorfor kunne han ikke længere tale til en kvinde? Han var klar over hvorfor det var svært med Summer, men han havde ikke været sammen med en kvinde siden, fordi han simpelthen ikke kunne sige eller gøre noget rigtigt over for dem. han sagde underlige lyde og kaldte dem de mest bizarre ting.
"Jeg vil ikke have det sådan her, okay?" Sagde han og slog ud med armene og lød pludselig meget frustreret. Han tænkte slet ikke over, at hun slet ikke vidste hvordan han havde det, da det var noget tid siden de havde set hinanden sidst.

[Deleted]

Summer hævede et øjenbryn, da det tog lidt tid før han svarede på hendes spørgsmål. Endnu engang nåede hun at spekulere på, om han overhovedet havde tænkt sig at sige noget til hende, eller om han ville vende sig om igen og gå. Hun var åbenbart meget bange for, at han ville gå. Også selvom det gjorde ondt i hende at se på ham, troede hun at det ville gøre endnu mere ondt, hvis han gik igen, nu hvor hun havde set ham. Da han sagde at hun så godt ud, kunne hun mærke hvordan hendes knæ nærmest gav efter under hende, og det blev pludselig en udfordring at stå op. Hendes hjerte hamrede hurtigt, og det gjorde næsten ondt for hvert slag. "Åh, jamen... hej," svarede hun så, da hun havde fået styr på sig selv igen. Hun havde mest af alt lyst til at kaste sig i armene på ham, og aldrig nogensinde give slip igen. Hun blev som det næste ret forvirret, da han sagde at han ikke ville have det sådan her. Sådan hvordan? Hun anede ikke hvad i alverden han talte om. "Hvordan har du det da?" spurgte hun, og blev selv overrasket over spørgsmålet, hun havde slet ikke tænkt på at hun ville spørge ham om det, men det røg ud af munden på hende, før hun kunne stoppe sig selv. Hun var jo oprigtigt interesseret i, at han var glad, om det så var med eller uden hende. Hun holdt så meget af ham, og hun havde egentlig først rigtigt mærket det, da hun havde sagt stop, da det hele var blevet for meget. Folk havde virkelig ret når de sagde, at man først værdsatte hvad man havde, når det var væk.

[Aaron Jacob Walker]

Aaron ville gerne gå sin vej, for han vidste slet ikke hvad han skulle sige. Summer havde truffet sit valg og han vidste i bund og grund godt, at han burde respektere det. Han kunne dog ikke gå sin vej nu hvor han havde set hende. Hun var simpelthen så smuk, at det gjorde helt ondt. Hvorfor kunne hun ikke bare være en trold? Han sukkede og slog atter ud med armene.
”Jeg har det så elendigt. Jeg hader at have det sådan her, for jeg har ikke prøvet det før. Jeg kan ikke sove, jeg kan ikke spise og jeg kan ikke engang finde ud af at undervise mine elever, fordi jeg konstant tænker på det hul jeg har i mit hjerte. For fanden, Summer… jeg ved jeg burde lade dig være, men jeg kan bare ikke. Jeg savner dig. Også selvom vi ikke rigtigt har været sammen, men… Jeg har aldrig haft det sådan her med en kvinde. Nogensinde.” Sagde han frustreret og opgivende. Han burde gå. Han kunne ikke bære en afvisning mere. Det kunne han bare ikke. Han begyndte at vænne sig om for han havde en fornemmelse af, at hun bare ville bede ham om at gå. Han kunne lige så godt komme hende i forkøbet. "Det var bare det jeg ville sige." Sagde han og kiggede væk fra hende.

[Deleted]

Summer lyttede til hans ord og lagde en hånd over sin mund. Hun kunne mærke den velkendte, svidende følelse i øjnene, der betød at de fyldtes med tårer, og kort efter var hendes syn også temmelig sløret. Hun havde virkelig ikke troet, at han ville sige sådan her til hende, og endda slet ikke her. Men det var nok ikke ligefrem planlagt, gik hun ud fra, ellers havde han nok valgt en bedre lokation. Selvom hun vidste at han ikke var den største romantiker, var det et sært sted at fortælle om sine følelser. Der gik et par øjeblikke, før det gik op for hende, at hun var holdt op med at trække vejret, da han var gået i gang med at tale, og det knugede i brystet på hende, mens hendes hjerte stadig hamrede derudaf, som om hun havde løbet et halvmaraton. Hun fjernede hånden fra munden, da han begyndte at vende sig om. "Aaron!" sagde hun hurtigt, for at få ham til at stoppe. Hun følte sig helt rundt på gulvet, nærmest som om hun ikke vidste hvad der var op og ned, benene var i den grad blevet fejet væk under hende. Hun anede slet ikke hvad hun skulle sige til ham, så hun valgte bare at stoppe med at tænke for meget over det, for ellers ville hun ikke kunne få en sammenhængende sætning over sine læber. "Jeg har det.. Jeg skulle aldrig... "begyndte hun, men det med at slå hjernen fra hjalp åbenbart ikke lige så meget, som hun havde troet det ville. Hun tog et par dybe, rystende indåndinger, for at få styr på sig selv, men det var sværere end som så. "Jeg.. jeg ser en ny," sagde hun så, nærmest hviskende, mens hun kiggede på ham med et par store, blå og tårefyldte øjne. Det var ikke ligefrem sådan her hun havde tænkt sig at smide den bombe på ham, men hun var blevet totalt slået ud af hans ord. Han var selvfølgelig intet sammenlignet med Aaron, på nogen måde, men hun forsøgte at komme videre, så det burde han vel også.

[Aaron Jacob Walker]

Aaron havde lyst til at vende sig om og løbe sin vej. Han var allerede halvt på vej, da hun pludselig sagde hans navn. Lyden af hendes stemme, som sagde hans nav, gjorde knuden i hans mave større. Han lukkede øjnene og tog sig et øjeblik, før han vendte sig om. Det var svært for ham at kigge på hende, men han kunne ikke lade være. Hendes næste ord gav ham håb. Ville hun have ham tilbage? Han gjorde store øjne og et lille glimt kom frem i hans øjne. Selv de få ord var nok til at give ham håb og han hadede sig selv for det, for da hun sagde det næste, var det som om hans verden faldt sammen om ham. Hun så en ny? Allerede? Han vidste godt, at hun ikke skyldte ham noget og de havde trods alt kun været på én date. Han var bare faldet så hurtigt for hende. Hun var så fantastisk og han var så vred på sig selv.

Han øjne lukkede sig halvt og glimtet forsvandt som en som solen bag en sort sky.
"En anden..." Han kunne næsten ikke få ordene ud. "Wow... okay." Han vidste ikke hvad han skulle sige. Skulle han bare gå eller skulle han prøvede at vinde hende tilbage? Hvem var det pjosk, som hun var fundet sammen med? Han var sikkert en eller anden latterlig charlatan, som knuste stakkels pigehjerter, som havde lovet hende et halvt kongerige. Han vidste inderst inde godt, at Summer nok ikke faldt for den slags, men han kunne slet ikke forstå, hvad der skete lige nu.
"Hvem?" Spurgte han, selvom han faktisk slet ikke havde lyst til at høre om det. Det kunne dog være praktisk, for hvis han nu mødte ham, sådan helt tilfældigt i en mørk gyde, så ville han da gerne vide, hvem han skulle hamre løs på med en grydeske.

[Deleted]

Summer så hvordan al farven forlod Aaron's ansigt, og han lignede mildest talt en der lige havde set et spøgelse. Hun turde ikke se ham ordentligt i øjnene, så hun fæstnede sit blik på et punkt ved hans krave. Hun anede ikke hvad hun skulle gøre af sine hænder, så de legede bare nervøst med hinanden, hendes skjortekant, en tot af det gyldenblonde hår, hendes ørering. "Ja," mumlede hun, hvorefter hun bed sig en anelse i læben, da hun godt kunne høre på hans stemme, at han ikke ligefrem var begejstret. Et lille suk forlod hendes læber, og hun lukkede øjnene i et øjeblik. Det var ikke ligefrem denne situation hun havde regnet med at stå i, men hun kunne desværre ikke rigtigt vifte med sin stav og trylle sig selv ud af situationen. Hun følte det som om nogen havde pustet en stor ballon op med ubehag, og placeret den i maven på hende. 
Hun åbnede dog brat øjnene igen, da han spurgte hvem det var. Hvorfor ville han vide det? Hun bed sig endnu engang i læben og så nervøst på ham. Hun var ikke helt sikker på, om han ville forvandle Matthew til noget slemt. Men efter at have overvejet fordele og ulemper tænkte hun, at hun hellere måtte fortælle ham sandheden. "Han hedder Matthew," svarede hun mumlende, mens hun skubbede en tot hår bag det ene øre, og fortsat undgik hans blik. Det var for underligt, det her. 

[Aaron Jacob Walker]

Aaron havde aldrig i sin vildeste fantasi forstillede sig, at han ville falde sådan for en pige. Det var på ingen måder normalt og han følte sig så utilpas ved situationen. Her stod han midt på sit arbejde og erklærede sin kærlighed til en kvinde, som han faktisk ikke kendte ret godt. De havde en rigtig god connection, hun var smuk, sød og intelligent. Det var der da mange kvinder, der var, men han havde bare aldrig mødt en som hende. Han ville rigtig gerne gå, men han vidste bare ikke, om de nogensinde ville se hinanden igen, hvis han gik nu. De arbejdede da samme sted, men den ene ville undgå den anden eller også ville de begge undgå hinanden. han havde ikke lyst til at se hende gå og han havde heller ikke lyst til at gå, for han var ret sikker på, at det ikke var muligt.
"Matthew." Sagde han og tyggede lidt på navnet. Ja det var jo et meget normalt navn, så han kunne nok ikke bare lige finde et navne register og BUM, så fandt han den rigtige Matthew. Havde han nu hedder Nathanialos, så havde det været noget andet.
"Nå da... Og hvad er han så for en filajs?" Spurgte han og lagde armene over kors. Han ville gerne lyde oprigtig interesseret, men det var han overhovedet ikke og der var da en grund til, at han aldrig var blevet skuespiller. Han overvejede om hun ville droppe tossen, hvis Aaron gik hen og kyssede hende.

[Deleted]

Summer bed sig en anelse i læben, da Aaron spurgte ind til, hvem Matthew var. Det virkede i virkeligheden til at det var mærkeligt small talk, en ting briterne gjorde sig meget i, sådan nogle unødvendige samtalefyldere, når der ellers ikke var andet at tale om. Der kunne hun langt bedre lide russerne, de var mere komfortable med stilhed, end med unødvendig samtale om vejret, eller hvad det ellers blev til. "Øhm," mumlede hun, og kløede sig lidt på den ene underarm, mens hun tænkte sig om. Hvordan i alverden skulle hun forklare Aaron, manden hun i virkeligheden ville være sammen med, hvem ham hun var sammen med nu var? Matthew kunne jo på ingen måde hamle op med Aaron, lige med undtagelse af det faktum, at Matthew ingen børn havde - altså så vidt Summer vidste. "Han er.. han er meget sød," begyndte hun, hvorefter hun rømmede sig og lagde armene over kors, nærmest som for at beskytte sig selv. "Han behandler mig godt, og han ser godt ud," tilføjede hun, en anelse tøvende. Hun vidste virkelig ikke hvad hun ellers skulle sige. Hvis hun skulle gætte, så var han egentlig heller ikke spor interesseret i at høre nogle som helst detaljer om Matthew, overhovedet. Men på et punkt forstod hun at han spurgte, for hun havde heller ikke lyst til, at deres veje skulle skilles her, midt på en tom gang på det universitet, hvor de begge arbejdede. Hun havde ikke troet hun ville se ham igen, efter hun havde vendt ham ryggen sidst, men her stod de så, to enormt akavede voksne mennesker, med ondt i hjertet begge to.

[Aaron Jacob Walker]

Aaron fortrød lidt, at han havde stillet spørgsmål om manden, som hans drømmekvinde var sammen med. Han kunne dog ikke lade være, Han ville bare gerne stå og kigge på hende lidt længere tid. Måske han skulle opfinde en kvinde, som han kunne være kærester med, men han havde jo lige erklæret sin kærlighed til hende, så det ville slet ikke lyde troværdigt nu. Da hun sagde, at Matthew passede på hende, gjorde det ham da glad, men det var da faktisk også skide irriterende. Det var Aaron, der skulle passe på hende og ikke en eller anden fusentast, som bare var... ja hvad han nu var. Selv lagde han armene over kors og hele hans verden brød sammen, da hun sagde, at han så godt ud.
"Det var hans personlighed og ikke hans fysik jeg mente.." Sagde han irriteret. Han var nu mest irriteret på sig selv, fordi han for det første havde spurgt og for det andet, fordi han aldrig skulle have ladet hende gå den første gang. Dog havde hun valgt at gå, fordi han havde en datter. Han havde ikke set sin datter ret meget. Faktisk havde han kun set hende én gang, så spørgsmålet var, om det at Summer gik fra ham overhovedet gav mening.