At hjælpe labre larver..jeg mener smukke damer i nød

[Ethan Jack McKinnon]

At hjælpe labre larver..jeg mener smukke damer i nød, er mit speciale

Wales
Klokken 12 - Fredag
@eddith

---

Ethan var endnu engang taget til Wales. Denne gang var det ikke for at besøge Jacob. Jacob var blevet flyttet et andet sted hen, hvor han ville få det bedre. Ethan var heller ikke så begejstret for dette sted, men der var nok mest fordi, han ikke synes at Eddith passede ind der og han synes det hele var lidt lumsk. Det at hun overhovedet var kommet derind til at starte med, synes han var helt forrykt. Han var taget afsted for at få hende ud derfra. Han kendte alle dem der arbejdede der, fordi han havde været der så mange gange i løbet af de sidste 11 år. Han kendte bestyrelsen, da han havde gjort en del arbejde for dem, for at få bedre faciliteter for Jacob i de år han havde siddet der.

Ethan kom ud fra chefens kontor med et stort smil på læberne. Han havde lovet ham, at han ville være værge for Eddith. Han håbede, at hun ville gå med til det. Han havde ikke spurgt hende først og de havde ikke set hinanden siden han kom til at fortælle hende om Hogwarts. Det var ikke det øjeblik han var mest stolt af, men der var ikke noget at gøre. Det var måske også mærkeligt, at han gjorde dette for hende, når de nu ikke kendte hende, men han havde bare følt en slags forbindelse mellem dem. Hun var en skøn kvinde. han havde ingen bagtanker med dette, men hun fortjente at komme ud og hendes børn fortjente at få deres mor tilbage. Det virkede til, at Luke havde det hårdt med det og han ville også gerne hjælpe ham, selvom Luke hadede ham med alt hvad han havde. Det tog Ethan sig ikke af. Han forventede heller ikke, at Luke ville holde af ham efter dette.

Ethan gik ned ad gangen og hen til Eddith's værelse. Han bankede stille på døren, i håb om, at hun var der, så han kunne tale med hende om dette. Han håbede, at hun ikke hadede ham for meget efter dette.

[Deleted]

Eddith sad på sengen i sit værelse, eller "på sin stue" som det blev omtalt i almindelig brug. Hun sad med ryggen mod væggen og knæene trukket op til brystet imens hun så lidt ud i det tomme rum. Det var noget tid siden hun havde haft besøg. Eller det virkede i hvert fald længere tid siden end det plejede, men det kunne selvfølgelig også bare skyldes at dagene ganske enkelt flød sammen herinde.
Som på de fleste andre sindsyghospitaler var rummet hvidt. Der stod en enekltmandsseng, som var den hun sad på, og et skrivebord. Der var tremmer for vinduet så der ikke ville ske nogle ”uheld” som personalet kaldte det.
Hun var iført de hvide bukser og en matchende hvid tshirt der var et par numre for stor til hendes smag, hun havde intet på fødderne da hun ikke havde gidet at tage sokker på til morgen. Man fik sine egne særheder af at være herinde.

Hendes tanker omhandlede lige nu Luke og Noah. Hun savnede dem altid, men af en eller anden årsag havde hun haft et lidt dybere dyk her den sidste uges tid – eller hvor lang tid der nu var gået – dette havde alarmeret doktorerne som havde truet med diverse midler hvis ikke hun begyndte at spise. Eddith tog sig ikke rigtigt af det, det var jo ikke fordi hun sultestrejkede, hun var bare ikke sulten.
Dette blev diagnostiseret som en del af hendes depression hvilket havde givet hende nogle stærkere piller imod det. Hun havde dog ikke spist dem. De lå pulveriseret under hendes seng. Efter at hun var blevet indlagt her havde hun lært at have meget respekt for hvad hun stoppede i munden. Hun var ikke interesseret i at skulle lalle rundt som en anden skæv hippie. Nej. Hendes hoved måtte være klart og fokuseret til hvis nu Luke eller Noah skulle komme forbi. Så vidst hun vidste var det dog kun Luke for tiden eftersom Noah var ude og rejse. Eddith smilede svagt for sig selv ved tanken. Det var ham vel ondt, hun forstod bare ikke hvorfor Luke ikke var taget med, men hun frygtede at det havde noget at gøre med at han ikke ville ”efterlade” hende her helt alene. Han var faktisk temmelig ansvarstynget når alt kom til alt.

Tankerne blev omgående brudt ved banken på døren. Hovedet blev lagt lidt på skrå og det vagtsomme blå øjne var stift rettet imod den lukkede dør. ”Kom ind,” bød hun. Det var nok bare en sygeplejerske eller en læge der ville checke op på hvad hun foretog sig.

[Ethan Jack McKinnon]

Ethan tog en dyb indånding og åbnede døren roligt, da Eddith sagde, at han kunne komme ind. Hun vidste dig ikke, at det var ham og han håbede ikke, at hun ville blive alt for forbavset over dette.
"Hey." Sagde han og skar en grimasse, da han følte han gik ind i løvens bur. Sidste gang var det ikke gået helt så godt og han var bare taget afsted uden at sige farvel til hende, fordi han havde gjort hende så bekymret over hvad hendes søn gik og lavede. Det havde bestemt ikke været meningen, men han var altså ikke altid herre over sin egen mund, selvom han måske burde være det, da det var hans mund.
"Jeg ved godt, at jeg lavede liiidt lort i den sidste gang. Dog er jeg her i et helt andet ærinde i dag og jeg håbede, at vi kunne sidde og tale stille og roligt om det. Dog vil jeg gerne starte med at sige undskyld for de ting jeg sagde sidste gang og når vi har talt om meningen med mit besøg her, så er du velkommen til at stille mig så mange spørgsmål, som du vil og jeg vil gøre mit bedste for at svare på dem." Sagde han og prøvede at sende hende et smil. Han anede ikke hvordan hun havde det med ham lige nu, men han ville gerne have, at hun skulle stole på ham og derfor ville han svare på alt om den magiske verden, da hun fortjente at høre om det. Det virkede ikke til, at Luke ville fortælle hende det og efter at have hørt hvorfor hun sad herinde, så forstod han det nu også godt. Dog virkede Eddith ikke til at have det så skidt som de andre, der var herinde og han følte, at hun sagtens kunne klare det.

[Deleted]

En anden ting hun heller ikke gik så meget op i mere var hvem der kom ind af døren. En smule nysgerrighed havde hun nok altid, eller rettere et lille håb om at det var nogen andre end blot læger, sygeplejersker eller andre patienter. Alligevel kunne hun ikke undgå at blive ufattelig forbavset da Ethan pludselig stod i rummet.
Deres sidste møde var endt lidt akavet, hun var ikke sur på ham længere, men det havde bare været en mærkelig ting at begynde at gøre grin med hende.
Hun sagde ingenting, hun nåede det simpelthen ikke rigtigt før han begyndte at snakke, hun blinkede et par gange. Var han virkelig kommet tilbage blot for at undskylde overfor en vildt fremmed? Det virkede da lidt over the top, men altså hvis det fik ham til at sove bedre om natten. Hun kom derefter i tanke om at jo selv havde familie her, så han var nok bare smuttet ind forbi.

”Det er altså okay, du havde ikke behøvet at komme hele vejen herind for at undskylde,” sagde hun så med et afdæmpet smil og et let skuldertræk.
Hun havde vigtigere ting at bekymre sig om end hans dårlige ”morsomheder”. Ikke at hun rigtigt havde noget at lave andet end at sidde og funderer, men der var vel også tiden værd nogle gange. De blå øjne hvilede lidt afventende på ham uden helt at vide om hun skulle sige noget, om det i det hele tager var meget mere at sige? Han havde undskyldt, hun havde godtaget undskyldningen, så var der vel ikke meget mere i det. ”Er der andet jeg kan gøre for dig?” Spurgte hun blot og forsøgte sig med et nyt smil. Igen var hun jo ikke sur på ham, hun var bare træt og ugidelig i dag.

[Ethan Jack McKinnon]

Ethan havde svært ved at være i sig selv. han lagde hænder i lommen og kiggede ned i gulvet, som han ventede på hendes svar til hans lange talestrøm. Han lignede nok lidt en skoledreng, der var ved at blive skældt ud af kæresten eller en, der lige havde spurgt sit crush med til skolefest.
Da hun sagde, at det var okay, kiggede han op på hende. Han var dog stadig lidt nervøs, men det var klart, når han nu havde tænkt sig at spørge hende, om hun ville bo hos ham. Det var ikke helt normalt, men måske hun ville gå med til det.
"Jeg.. Jeg er stadig meget ked af det. Jeg troede bare.. Du ved..." Han stoppede med at snakke og rullede med øjnene ad sig selv. Hold da op, hvor var han en tumpe.
"Okay. Den anden grund til, at jeg er her er... jeg har talt med bestyrelsen. Tro mig, de skylder mig rigtig meget. Jeg har fået lov til at være din værge, hvis du selvfølgelig er okay med det." Sagde han og løftede armene op som en slags forsvar. Han vidste godt, at det var kommet lidt pludseligt, men han skulle bare have det sagt.
"Du hører ikke til herinde. Du ved det og jeg ved det. Dine drenge ved det." Sagde han lidt mere roligt, da sidste gang var endt dårligt, da han havde nævnt Luke. Han ville ikke ødelægge noget igen. "Jeg ved det er underligt, at jeg sådan kommer brasende og spørger om du vil bo hos mig, men jeg føler bare... Da vi mødte hinanden... Der er noget ved dig og jeg vil ikke se dig rådne op herinde når du overhovedet ikke burde være her. Du fortjener at komme væk herfra og dine drenge fortjener at få deres mor tættere på." Sagde han hurtigt og håbede ikke, at hun ville blive alt for bange. De kendte jo ikke ligefrem hinanden.

[Deleted]

Steningnen var temmelig akavet mellem dem efter deres sidste møde. Man skulle måske ikke tro at en patient på et psykiatrisk hospital skulle kunne mærke akavethed, men det gjorde hun. Nu var hun måske heller ikke helt som de andre her. Hun vidste hvad hun havde set, men selvfølgelig var de andre nok også temmelig overbeviste om at de ting de så var ægte.
Eddith havde spurgt sig selv flere gange om hun måske havde mistet forstanden den aften, at hun var ”snappet” som man kaldte det, men det gav bare ikke mening, hun var så sikker på det hun havde set. Det havde ikke været en mand der havde angrebet dem den aften i gyden, det havde været en alt for stor hund, eller ulv.

At hendes mands lig heller aldrig blev fundet understregede jo også bare denne teori i hendes hoved, bæstet havde måske ædt ham. Hun mærkede en knude i maven og besluttede sig for at disse gruplerier måtte vente til hun var alene.
Hun tabte fuldkommen underkæben ved hans næste ord. Forvirringen var total. Hvem var denne gut?
Et bryn blev mistænksomt skudt i vejret, ”du vil være værge for en sindssyg kvinde du kun har mødt én gang? Det lyder som starten på en dårlig gyserfilm.” Kommenterede hun en smule tørt. ”Hvorfor?” Han måtte da have en god grund til at ville være hendes værge når de slet ikke kendte hinanden.
”Pas på med at snakke på den måde herinde, du ender bare med at få en matchende uniform og et værelse ved siden af.” Lige nu følte hun sig næsten som den normale i selskabet.

[Ethan Jack McKinnon]

Ethan var en lille smule bekymret for at skulle høre hendes svar på hans lidt løjerlige forespørgsel. Det var ikke ligefremt normalt at bede en fremmed kvinde om at flytte ind.
”Jeg ved godt det lyder sindsygt. No offence. Dog føler jeg bare, at du skal ud herfra. Jeg ved du ikke hører til herinde og jeg vil gerne forklare dig hvorfor, men det burde ikke være her, for ja.. jeg kan ende med at blive låst inde på grund af de ting, som du gerne vil høre. Vi kender ikke hinanden, men det er en chance, som jeg er villig til at tage. Du virker som en rigtig stærk kvinde og også som en jeg faktisk kunne få et venskab med.” Han trak på skuldrene. ”Derudover er jeg rektor. Rektor på dine sønners skole og jeg bekymrer mig om dem begge to, selvom Luke lader til at hade mig gevaldigt. Jeg forstår ham nu også godt. Jeg hader også mig lidt efter vores sidste møde. De fortjener at få deres mor hjem.” Gentog han og kiggede lidt nervøst på hende. Han vidste ikke rigtigt hvad han ellers skulle sige. Det var meget mærkeligt at suge den slags ting, men han følte, at det var nødvendigt. Det lå ikke til hans natur at lade hende sidde derinde, når hun nu ikke tog fejl om det magiske univers og når hendes sønner trods alt var magikere.

[Deleted]

Hun betrgatede ham mistroisk. Hun havde ingen grund til at stole på ham og alt i hende skreg at det lugtede meget mistænksomt. Dog var trangen til at komme ud herfra og rent faktisk kunne gøre noget aktivt både i sagen om hendes mand, samt det at komme tættere på sine sønner et stort tilbud som hun ikke bare uden videre kunne afvise. "Jeg er en stærk kvinde." Svarede hun, som havde det været et spørgsmål. Hun sagde det også med så stor overbevisning at det ville kunne overbevise hvem som helst, hun skulle bare lige understrege at hun ikke var typen der blot rettede ind til venstre hvis nu han skulle have dystre intentioner.
Til hans forsvar havde hun dog ikke opfattelsen af at han skulle være farlig, hendes instinkter plejede at være ret stærke i den forbindelse, men selvfølelig kunne hun ikke garanterer om de var blevet svækket efter de mange år herinde. Den del der skreg at hun ikke skulle sige ja, var nok primært til stede fordi det bare var en meget underlig ting at blive præsenteret for overfor en komplet fremmede. Han kendte jo heller ikke hende og han kunne da ikke vide om hun havde tænkt sig at skære halsen over på ham med en sløv smørkniv fordi hun tilbad djævlen hver aften eller noget i den stil - hun var trods alt på den lukkede afdeling.

Hun vidste nu godt at Luke kendte ham, men det gjorde ikke dette her mindre mærkeligt. "Jeg tror at jeg bliver nødt til lige at gennemtænke det engang." Svarede hun lidt tøvende. "Vi kender jo slet ikke hinanden." Hvor ensom var han lige hvis han søgte venskab i en mentalt forstyrret kvinde.
Et lille smil gled dog over hendes læber ved benævnelsen af hendes søn, men samtidig også et stik af smerte. "Luke hader de fleste, tag det ikke personligt." Desværre var han blevet hård i alt dette her, det kunne hun jo mærke på ham. Selv overfor denne Mayson som han nu var blevet gode venner med efter hun havde bedt ham give drengen en chance. Åh ja, det klappede hun stadigvæk mentalt sig selv på ryggen for, især fordi Luke bare virkede så fortabt, han havde brug for at skabe venskaber, ikke fjendtskaber. "Hvordan har drengene det ellers?" Spurgte hun roligt ind. Noah var jo kommet tilbage fra sin jordomrejse, hun var spændt på om han var faldet godt til på skolen igen.

[Ethan Jack McKinnon]

Ethan havde været utrolig nervøs for at møde hende igen efter sidste gang, men nu hvor han havde fortalt hende hvorfor han var der, var han ikke helt så nervøs længere.
Han var slet ikke i tvivl om, at hun var en stærk kvinde.
"Det ved jeg. Ellers ville du ikke kunne have klaret tiden herinde. Jeg tvivler slet ikke på dig." Sagde han med et smil. Hun fortjente at komme ud, men det vidste dem, der arbejdede der jo ikke. De kendte jo ikke til den magiske verden. I hvert fald ikke hvad han vidste af.
"Jeg forstår godt, hvis du gerne vil tænke over det. tag den tid du har brug for og hvis du siger nej, så dømmer jeg dig ikke." Han nikkede og sendte hende et lille smil. Han håbede hun ville sige ja, for han kunne ikke bære at se folk herinde, som ikke skulle være der.

Han begyndte at grine til hendes kommentar. Han og Luke ville nok aldrig blive gode venner. Dog ville han gerne have, at Luke havde det godt.
"Han er en viljestærkt dreng." Han grinede lidt igen. Han håbede sådan, at Luke ville få det bedre, hvis hans mor kom ud fra dette sted. Det var ikke kun derfor han gjorde dette, men det var en af grundende. Selvom Luke hadede ham, kunne Ethan ikke helt lade vær med at føle med drengen.
"De har det godt. Jeg tror dog de begge har brug for, at du kommer hjem." Han vidste ikke helt hvad han skulle sige. Han synes ikke det var hans sted at fortælle, at Noah var blevet vejleder og, at Luke var i problemer hele tiden og, at det så ud som om han var ved at få et godt øje til en pige. Han smilede blot og håbede, at drengene selv kunne få lov til at fortælle hende om disse ting. Snart.

[Deleted]

Hun lod blikket hvile på ham i nogle lange sekunder. Dette her var nok den underligste samtale hun havde haft siden hun blev indlagt for alle de år tilbage. Han var virkelig en sær gøjser. "Tak." Svarede hun lidt tøvende. Hun havde virkelig svært ved at se hvad der ville være i det for ham, havde han tænkt sig at hun skulle være hans samlejeslave eller noget i den stil? Man kunne jo aldrig vide. Lige nu vidste hun blot at det virkede en anelse lummert.
Selvfølgelig ville det være praktisk for hende at komme hjem og kunne undersøge mere om sin mands mord og selvfølgelig blive genforenet med sine drenge, men som gammel kriminalbetjent vidste hun også godt at hvis noget lod til at være for godt til at være sandt, så var der en stor sandsynlighed for at det var for godt til at være sandt og hun skulle ikke ende i en eller anden grøft.
På den anden side så var han rektor på en skole og selvom Eddith havde en ide om at alle kunne være i stand til at begå mord under de rette omstændigheder, så forventede hun ikke ligefrem at sådan en type ville lede en skole.

"Det var vidst årets underdrivelse." Sagde hun i et smil. Hun elskede sine sønner så højt, det var helt utroligt så forskellige de var, Luke havde altid været mere indelukket, men udadreagerende hvorimod Noah altid havde været meget i kontakt med sine følelser og ikke var bange for at græde hvis han blev ked af det. Til gengæld havde han aldrig været så god til at sige fra, han satte altid andres behov før sine egne.
Et lidt sørgmodigt smil gled over hendes læber. "Ja, jeg ville også meget gerne være der for dem." Sagde hun stille, "hør det er ikke fordi jeg ikke sætter pris på dit tilbud, men du må kunneforstå hvorfor jeg er skeptisk." Hun førte en hånd gennem sit mørke hår og rettede lidt på sig.

[Ethan Jack McKinnon]

Ethan kunne sagtens forstå, at hun ikke bare sagde ja med det samme. De kendte ikke hinanden. De havde da delt et hyggeligt øjeblik sammen, men de vidste jo ingenting om hinanden og hun kunne ikke vide om han var en charlatan af værste skuffe. Han ville bestemt ikke presse hende til at gøre dette. Han følte bare, at han ville hjælpe hende.
"Jeg forstår dig godt. Hvis det hjælper, kan jeg komme på besøg nogle gange, så du kan lære mig at kende og jeg kan lære dig at kende, men du kan også bare få lov til at stille mig alle de spørgsmål, som du har lyst til. Om alt. Jeg skal nok svare med bedste evne." Det var måske ikke så klogt sagt af ham, for man vidste jo aldrig hvad hun kunne finde på at spørge ham om. Han havde dog intet at skjule, men derfor kunne spørgsmål godt være lidt personlige.

Han gik hen til en af væggene og lænede sig op ad den. Han var ikke helt sikker på, hvorfor han brændte så meget for denne sag, men der var bare noget ved hende. Derudover, så kunne han slet ikke forstå, hvorfor hun var derinde. Det magiske samfund havde svigtet hende på det groveste og det synes han slet ikke var okay. Hun hørte ikke til der. Han ville også gerne hjælpe Luke og Noah, selvom Luke ikke kunne tåle synet af ham.
"Hvis du vælger at komme og bo hos mig, så er der nogle ting, som du skal være forberedt på. Jeg er der ikke så tit, da jeg jo er rektor på en form for kostskole, som jeg selvfølgelig nok skal fortælle dig alt om. Derudover, så er min nevø lige flyttet ind. Han går dog på skolen og er kun hjemme i ferierne. Så du får noget tid alene." Sagde han roligt. Det kunne være, at det kunne hjælpe hende lidt til at tage en beslutning. De ville ikke gå i røven af hinanden hele tiden.

[Deleted]

Hun betragtede ham med et vagtsomt blik. Hvem i alverden var den gut? Og hvad fik ham til at tro at hendes situation var hans problem at løse? Ikke fordi at hun var sur over at han gerne ville hjælpe hende, men selv en komplet sindsyg person måtte da næsten kunne fornemme at det lugtede en lille smule. Hun skulle i hvert fald ikke ende som en eller anden samlejeslave somewhere.
På den anden side så kendte han hendes sønner, ikke at det var nogen garenti, men Eddith havde arresteret mange uhyggelige typer gennem tiden og han anslog hende ikke som værende en af de typer. Igen kunne man selvfølgelig aldrig vide sig hundrede procent sikker og derfor valgte hun at træde varsomt. "Det ville være at fortrække." Svarede hun ærligt. Hun var ikke sikker på at hun havde lyst til bare at kaste sig ud i at flytte ind hos en vildt fremmede mand, men igen brændte hun efter at komme ud i den virkelig verden hvor tingene ikke stod stille og det mest interessante der skete i løbet af dagen var når manden blev sat frem og gamle Harriett begyndte at kaste med den fordi der var ærter i.

Hans forklaring virkede i hvert fald på at hun fik endnu mere lyst til at sige ja tak til tilbuddet. Det betød at hun havde en del tid for sig selv, hvilket hun virkelig brændte efter. Hun kunne bruge tiden på at efterforske mordet på sin mand. Måske hun kunne opsøge Gabriel, desværre var hun ikke sikker på at det ville være en god ide. Han blev altid så akavet når hun spurgte ind til om der var noget nyt i sagen og her på det sidste var det kun meget meget lidt hun havde set til ham. Sansynligvis var han blevet træt af hendes besættelse af sagen og hun bebrejdede ham egentlig ikke.
"Det lyder alt sammen meget godt, men du må kunne forstå hvorfor jeg finder det en smule mystisk." Nærmest konkluderede hun. "Så du er rektor på mine sønners skole -" begyndte hun. "Har du selv nogen børn?" Et godt sted at starte, hun savnede næsten sin notesblok til at noterer hans svar ned, men det ville nok virke lidt for underligt, men det var jo næsten en "arbejdsskade" at have trang til det.

[Ethan Jack McKinnon]

Ethan vidste, at det han foreslog var fuldstændig skrupskørt. Dog kunne han ikke lade være. Han ville så gere hjælpe mennesker og det var nok en af grundende til, at Luke ikke kunne fordrage ham. Han ville så gerne hjælpe ham, men han lod ham ikke gøre det.
"Det er helt fint. Og hvis du har brug for en udtalelse fra din søn, vil han sikkert sige, at jeg er en gammel klaphat, der blander mig i alt." Han smilede for at lette stemningen lidt.

Han håbede, at hun ville tage imod hans tilbud, men han forstod det godt, hvis ikke hun gjorde. Det var en skummel ting at tilbyde en fremmed kvinde, men det var bare sådan han var. Systemet havde svigtet hende og han ville ikke tillade det. Han kunne godt lide hende og hun fortjente at komme ud. Hun fortjente også at vide, hvad der var sket med hendes mand, men det ville han ikke begyndte at tale om, for han ville ikke forværre situationen.
Han lænede sig roligt op ad væggen, da han ikke bare ville sætte sig ned.
"Jeg forstår dig godt og du må tage alt den tid, som du har brug for. Du må endda kalde mig idiot og sige nej, hvis du føler mere for det." Han smilede roligt og kiggede hen mod døren. Han havde ikke tænkt sig at gå, før hun bad ham om det.
"Jeg er rektor på deres skole ja. Det har jeg været i et par år efterhånden. Selv har jeg ikke børn, nej. Jeg har min nevø, men på skolen vil han ikke kendes ved ham. Han tror, jeg ikke har lagt mærke til det, men vi voksne lægger mærke til mere end de unge tror." Han grinede lidt for sig selv. Oliver troede, at han var snu, men det var han ikke. Dog ville Ethan ikke bare fortælle folk, at det var hans nevø, hvis ikke Oliver ville have det.

[Deleted]

Til trods for den temmelig akavet situation kunne hun alligevel ikke lade være med at smile lidt ved hans ord. Hun kunne godt forstille sig Luke sige noget i den dur. Han var en svær dreng at komme ind på og Eddith var ikke engang sikker på at hun som mor kendte ham hele vejen igennem. Han var en lukket dreng der sjældent fortalte hvordan han havde det indeni og det gjorde hende lidt trist at tænke på. Der var Noah langt mere åben.
”Det lyder ret ordret som noget Luke kunne finde på at sige.” Svarede hun med et svagt smil på læberne.

Det var da virkelig sødt at han gerne ville hjælpe, men samtidig var det altså også lidt creepy. Hun betragtede ham som han stod med ryggen mod væggen og det gik først nu op for hende at hun ikke havde budt ham at sidde ned, måske fordi hele situationen bare var lidt underlig. ”Altså du må gerne sætte dig.” Tilbød hun så omsider. ”Jeg tror dog snart at det er kaffetid, så bliver jeg kaldt ud til de andre i opholdsstuen til ”hygge,” men i virkeligheden er det optælling.” Hun smilede lidt opgivende. Sådan var det vel bare på steder som disse.
Som han fortalte om sin nevø faldt hun lidt mere til ro. Hun lod benene falde i skrædderstilling og hun lænede ryggen mod væggen bag sig. Hun sad ret godt i sengen, det var trods alt et hospital og ikke et fængsel skønt man godt kunne have svært ved at se forskellen sommetider.
”Okay.” Sagde hun så, ”det lyder som om at du og de unge kommer godt ud af det med hinanden.” Hendes tone var sarkastisk, men på en drillesyg måde.

[Ethan Jack McKinnon]

Ethan grinte lidt af det hun sagde.
"Ja han er ikke bange for at sige, hvad han mener." Han ville gerne sige, at der mindede han måske om sin mor, men han ville overstep og det ville måske være lidt for personligt. Han smilede blot til hende og tænkte det for sig selv.

Han kiggede på stolen, som stod ved siden af ham, men da hun sagde, at det snart var kaffetid, valgte han at blive stående.
"Tak, men jeg står bare." Han kunne godt se det typiske i, at han valgte at sætte sig og så kom der en infam sygeplejerske og sagde, at han skulle gå. Han forstod slet ikke, hvordan Eddith ikke bare var blevet sindssyg ved at være derinde. Bevares, det var da et fint sted, men når man nu var rigtig i hovedet, så måtte det da være ulideligt.

Han kom til at grine igen.
"Åh ja.. Teenage drenge elsker mig." Han rynkede lidt på næsen, da det lød lidt forkert. "Du ved, hvad jeg mener." Han grinede lidt akavet og førte en hånd igennem sit hår. Han ville rigtig gerne hjælpe hende, men han forstod godt, at hun gerne lige ville se tiden an.
"Hvis jeg nu kommer på besøg nogle gange, så kan du se, hvad jeg er for et menneske og så kan du altid finde ud af, hvad du gerne vil." Sagde han roligt, da han fornemmede, at der kom en gående. Han kunne høre fodskridt og ja.. Der kom den infame sygeplejerske.
"Besøgstiden er slut." Sagde hun og smilede venligt til Ethan. Han smilede tilbage og gik hen til Eddith og rakte sin hånd frem. "Sig til, hvis du gerne vil have, at jeg kommer igen og hvis ikke, så skal jeg nok holde mig væk." Sagde han og sendte hende et smil. Derefter vendte hen sig om og gik ud af døren.

// Out