Giv hende line og træææk i land!

[Samuel Roden]

Nikki Elicia Adams

Samuel og Serenas hus

2054 - Oktober

Lørdag - Kl. 14.00

---

Samuel skubbede lidt til et stykke træ i den buldrende pejs der spredte varmen rundt i den lille stue. Vinteren nærmede sig med hastige skridt og Halloween lå for døren. Han sukkede en smule og lod sig selv fortabe lidt i flammernes dansen. Han sad på hug foran ildstedet og havde kort forinden sat vand over til te. Det var hans friweekend så han var hjemme, men huset virkede underlig tomt selvom Serena og Hunter kun lige var gået for et par timer siden.
Der var ikke den samme følelse af ro som huset ellers havde givet dem begge gennem den tid de havde været sammen. For nogle få dage siden var de blevet enige om at afbryde forlovelsen og gå hvert til sit. Desværre fungerede deres forhold bare ikke. De havde ellers haft så mange drømme og forhåbninger, men hverdagen var sat ind og det var gået op for dem hvor lidt de egentlig så hinanden.

Hvis de var heldige havde de måske tilbragt 1 aften sammen hver anden uge, for Sam var næsten altid på Hogwarts , når ikke han var der var Serena afsted og spille quidditch. De havde nok satset lidt for højt når det kom til at flytte sammen og forlove sig, men alting i deres forhold var jo gået ret stærkt efter hun var blevet gravid med Hunter. 
Heldigvis var de ikke uvenner. De var begge fornuftige mennesker og de ville begge det bedste for Hunter og for hinanden så det havde været en fælles beslutning, ligeså vel som det havde været en fælles beslutning at de skulle forblive venner og hjælpe og støtte hinanden så godt som muligt. Dette gjorde dog ikke bruddet lettere og da Serena tog afsted med Hunter for de lige begge kunne få lidt luft var det gået op for Sam hvor alene han pludselig følte sig. Han vidste at han kunne sende bud efter en lang række af folk der ville stå klar til at trøste ham med åbne arme, men den person han havde allermest brug for at se lige nu var Nikki. Ingen kendte til bruddet endnu for Sam havde ikke haft overskud til at snakke om det med nogen, men nu havde han bare brug for at have Nikki ved sin side.

[Nikki Elicia Adams]

Outfit

Nikki var taget hjem til Sam, da han havde sendt bud efter hende. Han lød en smule oprevet, men han havde ikke sagt til hende hvad der var galt og at der var noget galt. Bare, at han gerne ville have, at hun kom. Han var hendes bedste ven, så selvfølgelig kom hun. Det var ikke et problem for hende. Hun havde fået fri og hun havde ikke planer den aften. Havde hun haft planer, havde hun sikkert aflyst dem for ham, fordi han var en af de allervigtigste i hendes liv og sendte han bud efter hende, så kom hun.

Normalt ville hun havde gjort en passe ud af sig selv, fordi hun skulle se ham. Hun havde jo været forelsket i ham engang, men nu var hun blevet forelsket i Charlie. Hun havde i hvert fald stærke følelser for ham. De var dog blevet afbrudt, da de snakkede om de, så de havde aldrig helt fundet ud af hvad de skulle. Dumme Austin. Nikki kiggede ned ad sig selv. Selvom hun havde afslappet tøj på, havde hun taget stilletter på. Hun elskede at have høje sko på. Det skulle man ikke lægge noget i. Hendes hår var sat op i en hestehale og hendes make-up var meget simpelt. Det var underligt, at hun ikke var stadset op, men Sam var optaget og hun havde accepteret det.
Hun bankede på døren til Sams hus, som hun ikke havde været i ret tit. Det havde været lidt svært for hende i starten, fordi Serena var der. Det havde hun dog ikke et problem med nu.

[Samuel Roden]

Som det bankede på døren rettede Sam de lettere sørgmodige øjne derimod. Han havde ikke fået barberet sig de sidste par dage og det var nu ikke fordi at skægstubbe ikke klædte ham, nogen ville nok mene at det fik ham til at se ældre og mere moden ud, men han plejede bare altid at være glatbarberet fordi det i hans øjne virkede lidt mere ordentligt.
Han gik mod døren og kastede et sidste blik i spejlet inden han lukkede op. Som den tune hoveddør gik op forsøgte han sig med sit naturlige varme smil, men desværre var det mere en lidt anstrengt grimasse der gled over hans læber. "Hej! Hvor er det godt at se dig," hilste han lidt for muntert og trak hende ind i et varmt knus.

Det kunne godt være at Nikki havde haft noget for ham på et tidspunkt, hun havde jo både været hans allerførste kys inden han fandt sammen med Syrena og hun havde indrømmet at hun var forelsket i ham inden han fandt sammen med Serena, men efter det var tingene ligesom faldet på plads og Sam havde egentlig ikke tænkt videre over om der stadigvæk kunne være nogle følelser fra hendes side, men det havde nok også noget at gøre med at han selv var så loyal og ikke så på andre kvinder når han var optaget.
Ikke at han havde gjort det imens han var single, det var han alt for genert til, men alligevel. "Kom indenfor." Bød han så og flyttede sig fra døren så hun kunne komme ind i ly for den kølige oktoberblæst.

[Nikki Elicia Adams]

Nikki vidste ikke hvad Sam ville, men det var også ligemeget. Hun var glad for, at han havde taget kontakt til hende, for hun savnede ham rigtig meget. Hun ville tage imod enhver undskyldning for at være sammen med ham. Hun var ikke længere forelsket i ham. Troede hun. Dog var han hendes bedste ven og hun elskede at være i hans selskab. Hun kunne fornemme, at døren var ved at blive åbnet og et stort smil fandt vej frme på hendes læber. Det falmede dog, da hun så Sam. Det gjorde det normalt ikke, men han lignede ikke sig selv. Det var tydeligt, at han prøvede at narre hende med sit smil, men han glemte vist, at hun kendte ham ret godt efterhånden. Hun kunne tydeligt se på ham, at han ikke var i godt humør. Der måtte være sket noget. Hun lod sig trække ind i knuset og hun lagde armene tæt rundt om ham og aede hans ryg.
"Det er også godt at se dig." Sagde hun og trak sig lidt væk, men hun beholdte sine hænder på hans skuldre. "Er du okay?" Spurgte hun og så bekymret ind i hans øjne. Hun kunne ikke lide når han var ked af det. Det gjorde hende ked af det.

Hun fulgte efter ham indenfor og kiggede lidt rundt i huset. Hun følte sig en smule utilpas, men det var fordi hun var bange for, at der var noget helt galt.
"Hvor er Serena?" Spurgte hun og endte sig om mod sin bedste ven. Serena kunne være hvor som helst, men hun havde en dårlig fornemmelse i sin mave. Sam så ikke glad ud, selvom han prøvede og han var ubarberet. Det lignede ham ikke, selvom det faktisk var utrolig attraktivt.

[Samuel Roden]

Han fastholdt nok Nikki i krammet en lille smule for længe, udelukkende fordi han lidt følte at han havde brug for det. Hun var der altid for ham og hun var virkelig den han allermest havde lyst til at snakke med omkring alt dette her skønt han havde mange at vælge imellem.
Det var næsten uhyggeligt så hurtigt hun brød igennem hans facade og bemærkede at han ikke var sit normale muntre jeg. Nu havde Sam nok heller aldrig været den allerbedste løgner, men alligevel. ”Jah...ja. Jeg har det fint,” svarede han uden at gøre nogen videre effort for at lyde overbevisende, det ville han alligevel ikke være istand til.

Han holdt sig lidt bag hende begravet i sine egne tanker omkring hvordan han skulle få det sagt til hende. Det var nu ikke fordi at det var hemmeligt eller noget, men det var bare heller ikke noget man måske lige kastede i hovedet på folk der lige var trådt ind af døren. Han sukkede let.
Og der kom så det spørgsmål som væltede hele korthuset for ham. I nogle lange sekunder stirrede han bare på hende som om hun havde læst hans tanker. Det var da sikkert nok et helt normalt spørgsmål, men det ramte alligevel hårdt. Han slog blikket ned og lod armene hænge lidt ned langs siden. ”Hos sin mor sammen med Hunter,” svarede han så og bed sig lidt i læben inden han tog mod til sig og rettede blikket mod Nikki.
Hans øjne var våde skønt han ikke lod tårerne trille, ”vi er gået fra hinanden.” Sådan. Det var ude. Det lød så mærkelig tomt at sige højt. Han vidste at det var for det bedste, det var de jo blevet enige om, men hvor gjorde det dog bare alligevel helt ufattelig ondt.

[Nikki Elicia Adams]

Nikki kendte Sam rigtig godt og han kendte hende mindst lige så godt. De havde nu været venner i mange år og derfor var det heller ikke svært for hende at se, at han ikke havde det godt. Han var ked af noget og hun agtede at finde ud af hvad det var også selvom han ikke ville fortælle hende det. De var venner, så hvorfor skulle han ikke kunne sige det til hende? Der havde da været nogle underlige perioder mellem dem, men det havde endnu ikke ødelagt deres venskab og det var hun virkelig glad for, for hun ville ikke ane hvad hun skulle gøre uden ham i sit liv.
Da han sagde, at han havde det fint, lagde hun armene over kors. "Det passer jo ikke." Sagde hun og så bestemt på ham, men stadig med et blik der sagde, at han sagtens kunne fortælle hende alt. Da han endelig fortalte, at han og Serena var gået fra hinanden, var det som om hendes hjerte stoppede i et par sekunder. Hun stod et øjeblik uden at sige noget, men der gik ikke mange sekunder før hun havde slået armene om han. Jøsses han var egentlig høj. Ikke, at hun var lav, men alligevel.
"For fanden, Sam. Det er jeg virkelig ked af at høre." Sagde hun og knugede ham ind til sig. Der var engang hvor hun havde været rigtig ked af, at han havde fundet sammen med en anden, men han var jo så glad med Serena, så hun valgte at tage sig sammen og komme sig over sine egne issues og være glad på hans vegne. Serena var også en rigtig sød pige og de havde været et godt par. Nu knuste det Nikkis hjerte, at hendes bedste ven var så ked af det.
"Sæt dig ind i sofaen. Så laver jeg noget kakao eller noget the." Sagde hun og slap ham og fik ham ind i stuen. Hun sank en klump.
"Jeg er her for dig, Sammy." Sagde hun og gav hans arm et klemt, som hun skyndte sig ud i køkkenet. Sidst hun havde været der, havde hun taget kakao med og hun håbede, at der stadig var mere. Det var der. Hun fik det lavet hurtigt og skyndte sig ind til ham igen.

[Samuel Roden]

Han havde for længst opgivet at holde hemmeligheder for Nikki. Hun kendte ham simpelthen alt for godt, men han havde dog håbet på at de lige kunne have sagt hej til hinanden inden han bare lod bomben falde. Ikke at det som sådan påvirkede hende, men det gjorde det jo alligevel altid for man blev jo ked af det når ens venner ikke havde det godt.
Der gik et par pinagtige lange sekunder inden han mærkede hendes arme omkring sig og han følte at han kunne trække vejret igen. Som havde han holdt en vejrtrækning inde uden at vide det selv.
”Ja også mig,” indrømmede han og mærkede at han næsten ikke var i stand til at holde tårerne inde. Et par enkelte slap ud og trillede ned over hans kinder som hun holdt ham tæt, han havde slet ikke lyst til at stå her som en eller anden tudefrans, ikke fordi han var bange for at græde, det var mere Scott der var for macho til den slags, men han havde bare ikke lyst til at deres hyggelige gensyn skulle bestå af ham der sad og tudede over sit ødelagte forhold.

Som hun slap ham tørrede han hurtigt de våde kinder med en håndflade og smilede så lidt forlegen. ”Jeg kan altså godt hjælpe til,” sagde han som han blev puffet mod stuen. På den anden side havde han lært ikke at argumenterer mod hendes ord i visse tilfælde og dette var en af dem.
Derfor nikkede han til hendes ord. ”Det ved jeg du er,” sagde han ærligt og satte sig så ned selvom han alligevel havde det lidt underligt ved ikke selv at hjælpe til. Han besluttede sig for at tænde lidt mere op i pejsen i stedet og rejste sig så lidt rastløst igen og gik hen og smed lidt mere brænde på.
Det passede da også med at som han var færdig kom hun tilbage fra køkkenet med to krus kakao. ”Så hvad har du ellers opnået siden sidst?” Sagde han med et lidt mere oprigtigt smil. Han vidste godt at de nok ikke var færdige med at snakke om bruddet og det var også okay, for det var vigtigt for ham at hun vidste at det ikke var Serenas skyld de var gået fra hinanden da han ikke ønskede hun skulle stå i dårligt lys for en fælles beslutning.

[Nikki Elicia Adams]

Nikki ville gøre alt for Sam og det vidste han nok godt. Ellers var den eneste forklaring nok, at han boede under en sten. Hun nåede at se hans tårer inden han tørrede dem væk. Det skar i hendes hjerte at se ham sådan. Hun ville meget gerne høre hvad der var sket, men hun ville heller ikke presse ham for meget. Dog synes hun, at han blev nødt til at tale om det, lige meget hvad der nu var sket. Hun ville ikke skyde skylden på Serena, for hun vidste ikke hvad der var sket. Dog kunne hun ikke forstå, at man ikke længere ville være sammen med Sam. han var den bedste fyr hun kendte og man ville ikke kunne få en der var bedre. Hun burde tænke sådan om Charlie, men hendes bedste ven var Sam og ingen ville nogensinde kunne tage hans plads. Hun var vild med Charlie, men hun måtte da indrømme, at sommerfuglene i maven stadig baskede lidt for Sam. Hun tænkte dog ikke på dette lige nu,m da hun bare gerne ville have, at han var glad.

Hun sendte ham et bestemt blik, da hun ikke synes han skulle hjælpe. Hun kunne sagtens finde rundt i hans køkken og hun kunne også godt finde ud af at lave kakao. Han skulle bare sætte sig ned og slappe lidt af.
Da hun kom ind igen prøvede han at skifte emne. Hun ville gerne svare på hans spørgsmål, men han skulle ikke tro, at de var færdige med at snakke om ham. Hun satte sig ved siden af ham og gav ham en af kopperne.
"Der sker faktisk ikke ret meget. Altså jeg arbejder en masse, men ellers ikke noget nyt." Sagde hun med et skuldertræk. Det var løgn. Hende og Charlie havde fortalt hinanden, at de havde følelser for hinanden. De havde ikke rigtigt snakket siden Austin havde afbrudt dem, men nu havde de erkendt det for hinanden. Hun havde dog ikke lyst til at fortælle det til Sam, for hun ville ikke gøre ham ked af det, nu hvor han og Serena var gået fra hinanden.
"Sam.." Sagde hun og kiggede lidt mere alvorligt på ham. "Hvad skete der med dig og Serena?" Spurgte hun og aede hans arm, hvorefter hun tog en slurk af sin kakao.

[Samuel Roden]

Sam stod lidt ubeslutsom om hvor han skulle gøre af sig selv. Situationen var indbegrebet af nedern og han havde svært ved bare at smile og lade som ingenting, han og Serena havde været sammen i meget lang tid og hun betød ufattelig meget for ham, men han kunne også godt se at der ikke var andre muligheder for så ville de måske i stedet ende med at blive uvenner og det ønskede han ikke.
Han satte sig lidt modvilligt i sofaen som Nikki sørgede for kakaoen. Han var vandt til selv at stå for alt der havde noget med køkkenet at gøre så det var underligt at blive vartet op i den forstand. Han så lidt efter hende og rettede derefter lidt tomt blikket frem. Han måtte lige tage sig lidt sammen så de kunne sidde og have det hyggeligt og han ikke bare sad og hang, men for pokker hvor var det svært.

Han blev trukket lidt ud af sin tranceligende tilstand da Nikki satte sig ned ved siden af ham med kakaokoppene. Han smilede til hende, som hun snakkede. Selvfølgelig hjemsøgte det sårede blik stadigvæk hans øjne, ikke at det var noget hun kunne gøre for eller nogen andre for den sags skyld, han skulle bare bruge noget tid på lige at komme igennem bruddet ligesom han havde gjort dengang med Syrena. Selvfølgelig var Serena-bruddet lidt mere kompliceret eftersom det jo også omhandlede deres søn, men i det mindste var han ikke gammel nok til at forstå hvad der foregik.
”Slet ingen ting? Måske du skulle se at få dig en hobby ved siden af alt det arbejde,” sagde han i et halvhjertet grin for at opløfte stemningen der ellers lige nu mindede lidt om ”onkel Knuds begravelse”.
Hun sporede desværre hurtigt samtalen tilbage til ham og smilet fadede hurtigt som han så lidt ned på koppen i sine hænder hvor flødeskummen var ved at smelte. ”Altså det var ikke noget dramatisk eller noget, heldigvis, vi har bare begge to alt for travle liv til bruge dem sammen,” indrømmede han stille. ”Serena rejser rigtig meget med sit Quidditch og jeg er meget på Hogwarts.” Hunter havde heldigvis en god babysitter og Sam havde også fået lov til at have ham med på skolen i perioder hvis Serena havde været ude og spille. ”Det fungerer bare desværre overhovedet ikke.” Sagde han ærligt.

[Nikki Elicia Adams]

Nikki smilede lidt til hans kommentar. Hun arbejdede rigtig meget og det havde hun sådan set gjort lige siden hun fik sit eget sted. Hun burde have noget i sin fritid, men hendes arbejde tog bare så meget af hendes tid. Hun ønskede virkelig at få en ansat mere, men der var ikke nogen, der søgte.
"Ja det ved jeg godt. Jeg ved bare ikke lige hvad." Sagde hun med et lille smil. Hendes liv var hendes arbejde. Og nu lidt Charlie. Selvom de ikke rigtigt var kommet videre siden Austin afbrød dem. Den knold til Austin. Hun vendte igen sin opmærksomhed mod Sam.
"Det er jeg virkelig ked af at høre. I det mindste var det en fælles beslutning. Det gør det også meget bedre for Hunter når han bliver lidt ældre. Det kommer til at være hårdt i noget tid, men det bliver bedre. Og jeg er her for dig. Hvis du har brug for at danse, ødelægge nogle træer på Hogwarts eller bare glo ind i en væg sammen med en, så er jeg her." Sagde hun og aede hans arm. Selvom hun var rigtig trist på hans vegne og ikke længere forelsket i ham, kunne hun ikke helt lade vær med at tænke på den lille knude hun fik i maven når hun var sammen med ham og selvom det var selvisk, så var der en mikroskopisk del af hende, som var en smule glad for, at han nu var single. Hun hadede sig selv for at have det på den måde, for selvfølgelig var hun ikke glad. Han var bare... Sam. Han ville altid være ham, som hun nok aldrig helt kom over.

Hun kunne se på ham, at det var rigtig hårdt og hun vidste ikke helt hvad hun mere skulle sige.
"Jeg har faktisk en nyhed. Det er en god nyhed." Sagde hun og gav hans arm et lille klem hvorefter hun slap ham. Hun kunne jo ikke sidde og græmse på ham hele aftenen, selvom man nok ikke ville kalde det at græmse.
"Scarlett og jeg har talt ud om tingene og vi er nu blevet venner igen. Det er stadig lidt underligt mellem os, men vi arbejder på det." Hun var rigtig glad for dette, men det havde virkelig også taget lang tid for dem at snakke ud om det, der var sket.

[Samuel Roden]

Han smilede lidt svagt til hende, ”Altså jeg har hørt at dværg-kastning skulle være en ting, men jeg ved selvfølgelig ikke om det drejer sig om frivillige dværge,” det lidt kiksede forsøg på at være morsom var lige så meget bare for at få et smil fra hende, det plejede nemlig at smitte lidt af på hans eget humør.
Han nikkede til hendes ord, ”ja helt sikkert! Det er meget vigtigt for os begge at Hunter ikke lider i alt dette her.” Sagde han afgjort. Det måtte ikke gå ud over ham at hans forældre ikke kunne finde ud af at være sammen som par, men heldigvis var de sluttet som venner.
Han fik et lidt trist glimt tilbage i øjnene som tanken lige slog ham igen at han og Serena ikke længere var sammen og at de måtte finde ud af hvad de gjorde med alt nu, inklussiv huset. Indtil videre var de blevet enige om at blive boende sammen, både for at spare lidt og så for at det ikke skulle virker for voldsomt overfor Hunter, de ville jo gerne begge være en del af hans liv så meget som muligt.

”Træer?” Det gik op for ham at han nok havde misset lidt af det hun havde sagt, men han fangede alligevel hurtigt the message og smilede svagt, ”nåh! Ja. Jeg skal nok sige til,” nu var han heldigvis ikke så destruktivt anlagt og han vidste også godt at han nok skulle klare sig igennem det hele, han havde bare lige brug for tid til lige at komme sig over det.
Det var faktisk en lettelse da hun sagde at hun havde en god nyhed, alt for at løfte den lidt dystre stemning han havde lagt over besøget. Forbavselsen kunne heller ikke helt skjules, men heldigvis var det på den gode måde. ”Har I? Hvor er det bare godt Nikki!” Sagde han og følte faktisk stemningen blive løftet. Uden han selv havde tænkt over det, havde han fanget hendes hånd i sin.

[Nikki Elicia Adams]

Nikki sad lidt og tænkte over tingene, da Sam begyndte at snakke om dværg-kastning. Det kom utrolig meget bag på hende. Ikke fordi det var det, han havde sagt, men mere fordi han prøvede at være morsomt. Det var rart, når han nu ikke var i så godt humør. Hun begyndte at grine og rystede så på hovedet.
"Hvis det er noget, de selv vælger, så håber jeg de får gode penge for det. Ellers er det bare sært." Sagde hun med et stort smil. Det var dejligt, at han kunne være Sam, selvom han var triste Sam. "Dog tror jeg, at jeg vil finde på noget andet." Sagde hun og nikkede så.

Hun lyttede til hvad han sagde og hun synes det var godt, at de begge var enige om, at Hunter ikke skulle lide. Det ville også komme bag på hende, hvis den ene gerne ville have det, men på denne måde kunne de give ham det han havde brug for og det var ham, der var den vigtigste.
"Det hele skal nok løse sig, det er jeg sikker på. Bare I kæmper for det. I er dog begge to virkelig gode forældre, så Hunter får det rigtig godt om I er sammen eller ej." Sagde hun og aede ham roligt på armen.
Hun begyndte at grine, da han ikke lige virkede til at have fanget den med det samme.
"Det behøver ikke være træer. Det kan også være kviste, hvis du er mere til det?" Hun sendte ham et smil. Det var vigtigt for hende, at han vidste, at hun altid ville være der når han havde brug for hende. han var hendes bedste ven og det kunne intet lave om på.

Hun blev en smule forskrækket over hans reaktion og kiggede ned på hans hånd, da den pludselig holdt om hendes. Hun kiggede på ham og smilede.
"Ja det er helt fantastisk. Det var faktisk hende, der kom til mig. Det var underligt. Hun forklarede mig alt og jeg stillede spørgsmål og vi snakkede ud om det." Hun kunne ikke helt stoppe med at smile, selvom hun ikke ville være alt for glad, når han var ked af det. hun var bare så lettet over, at hun endelig havde fået sin søster tilbage efter alle de år.

[Samuel Roden]

Hendes latter gjorde atter tingene lidt bedre. Heldigvis var han ikke bange for sine følelser og var han ked af det var han ikke flov over at vise det, det ville vel være værre hvis han holdt det inde og lod som ingenting. Ham og Serena havde en fortid sammen og det var vel okay at være ked af at det var slut nu.
”God pointe,” sagde han blot og funderede lidt over det inden han atter blev nærværende. Måske de godt kunne lide at ”flyve”. Tanken blev slået hen som ligegyldig og han begyndte i stedet at fokuserer på Nikki igen.
Det var faktisk en trøst at høre hende sige det og han smilede, ”tak Nikki, det betyder meget.” Sagde han ærligt. Det var rart at vide at hun troede på ham, plus at hun ikke hadede Serena for Sam var ikke interesseret i at gøre livet sværrere for hende heller.
Han lo kort igen, ”kviste lyder godt.” Jokede han lidt videre.

For ham virkede det naturligt at holde hendes hånd i sin, de kendte hinanden så godt at det i hvert fald ikke føltes akavet for ham. ”Hvor er jeg bare glad for at høre det!” Sagde han sandfærdigt, han vidste hvor meget det havde gået hende på gennem årerne så at de omsider havde gemt stridsøksen væk var virkelig abeskønt!
”Så hun lod til at ville gøre det godt igen? Altså sådan at I skal begynde at ses igen og sådan?” Der var jo forskel på at sige undskyld og så gå hver til sit uden hard feelings imellem dem og så at ville have kontakt igen. Han håbede virkelig på det sidste, men det virkede også til at det var det.

[Nikki Elicia Adams]

Nikki håbede virkelig, at Sam snart ville blive okay igen. Det var aldrig sjovt at gå hvert til sit med en person som man virkelig holdt af. Hun synes det havde været rigtig hårdt dengang Aiden gik fra hende. Dengang havde hun kun været 15 og de havde kun været sammen i et år. Det her var lidt mere alvorligt, så hun kunne ikke helt sætte sig ind i det. Hun havde ikke haft en seriøst kæreste siden Aiden og hun var lidt bekymret for om hun nogensinde ville få en. Hun vidste ikke helt hvad der skete med hende og Charlie da det bare var startet utrolig akavet, som det altid gjorde med hende. Hun prøvede at slå Charlie ud af hovedet, da det ikke var ham det skulle handle om nu.

Hun grinte lidt igen.
"Godt så. Du siger bare til." Hun gav hans hånd et klem og smilede til ham. Han skulle nok blive okay. Hun havde i hvert fald i sinde at hjælpe ham så meget som hun nu kunne.
"Det virker til, at hun gerne vil have, at vi skal ses. Det er en smule svært, men vi har jo ikke rigtigt snakket sammen i så mange år, så skal skal lige lære hinanden at kende igen. Hun har lige startet en skole for fusere. Så hun er rektor. Det er meget underligt." Sagde hun med et smil. Hun var utrolig stolt af sin søster, for hun var kommet så langt siden dengang hun droppede alle, fordi hun ikke følte sig velkommen i den magiske verden.

[Samuel Roden]

Sam så lidt roligt på hende som hun lod til kortvarigt at forsvinde lidt ind i sine egne tanker. Han kendte det selv alt for godt. Nikki havde altid været der for ham og han elskede hende virkelig for det. "Bare rolig det skal jeg nok," forsikrede han med endnu et svagt smil. Han ønskede ikke ta ødelægge hele aftenen med at sidde og flæbe over Serena. Han elskede Serena og det var jo derfor at det havde været bedst at give slip på hende, så de begge to kunne finde det de søgte og som kunne give dem det de havde brug for.
Han spærrede øjnene op da Nikki fortalte om Scarletts skole, "ja det læste jeg egentlig godt i Profettidende, hvordan i alverden har hun fået skabet penge sammen til det? Jeg mener den ser virkelig storslået ud på billederne." Sagde han smilende. Det var ikke fordi han på nogen måde dømte Scarlett for at have penge nok til at gøre den slags, men det lignede ikke noget der var blevet betalt for et greb i lommen.

"Men jeg forstår godt at det må være lidt mærkeligt," sagde han varmt, "dengang Scott opsøgte mig skulle vi også først til at lære hinanden at kende igen. Og senere med Riley og Nathaniel...og Olivia...." Han så lidt frem for sig, "wow...jeg har så mange søskende og der er ikke én af dem har kendt hele livet...det er faktisk lidt underligt at tænkte på. Gad vide om der popper flere op hen af vejen." Han lo kort ved tanken, men det regnede han nu ikke med der gjorde, han vidste at Nathaniel og Riley var de eneste brødre på den side, men selvfølgelig var der ingen garantier på Lukes side, han havde trods alt været ret vidt omkring.