Finding out.

[Deleted]

@christopher

Ailani kom gående ud fra køkkenet, hvor hun netop havde stillet de to kopper i vasken, som hun og Chris havde drukket af. De havde set en del til hinanden på det seneste, siden de mødtes første gang på en bar. Hun havde virkelig aldrig forventet at en tilfældig fyr på en bar ville blive en hun kom til at se meget til, men en gang skulle vel være det første. Hun havde fundet ham så fascinerende, at selvom han havde lagt an på hende den aften, og han havde afvist hende, havde hun alligevel sagt ja til at mødes med ham en anden gang. Og det ene møde var så blevet til flere, og nu havde de lige brugt en hyggelig aften hjemme hos Chris. Det eneste problem der var med det var, at hun havde på fornemmelsen han havde tænkt sig at spørge om hun ville blive og sove hos ham. Men det kunne hun virkelig ikke, for det var fuldmåne, og hun ville ikke bruge denne nat til at sove overhovedet. Hun måtte også se at komme afsted nu, for der var ikke længe til hendes forvandling begyndte, og hun skulle også nå ud til hendes sædvanelige skov, før det hele gik løs. Hun havde pakket et ekstra sæt tøj i sin taske, og hun havde husket at tage sin eliksir, så hun ikke ville komme til at såre nogen i sin varulveskikkelse. Men hun var virkelig ikke klar til at fortælle ham hvad hun var endnu, for så godt kendte de heller ikke hinanden endnu. 
Hun trådte ind i stuen igen og satte sig på sofaen ved siden af Chris. "Jeg... må vist hellere komme hjem, det er lidt sent," sagde hun med et lille smil på læberne, mens hun foldede hænderne i skødet. Hun bed sig en anelse i læben og håbede virkelig han ikke ville blive alt for skuffet. "Men det har virkelig været en hyggelig aften," tilføjede hun så, i håb om at han ikke ville tro, at det ikke var fordi hun ville se ham, at hun tog hjem nu. Hun kunne bare ikke forvandle sig til en ulv midt i hans lejlighed. Det ville nok ikke være så smart.

[Deleted]

Christopher havde en utrolig hyggelig aften, endnu engang med Ailani. Ikke om han ville indrømme, at han nok havde lidt flere følelser for hende end han egentlig gav udtryk for. Han havde aldrig været forelsket før, han havde altid udnyttet en masse piger til, at få det han gerne ville have, hvilket oftes bare havde været samleje, men der var noget over Ailani som han virkelig ikke kunne sætte en finger på. Hun var sjov og slet ikke som de tøser han plejede at have et godt øje til. Det var jo heller ikke fordi han ikke havde haft kærester før, han havde endda haft et forhold på tre år, men han havde ikke været hende tro, overhovedet, hvilket Ashton også havde slået ham lidt i hovedet med et par gange eller ti. Chris havde dog ikke fortalt Ashton om Ailani endnu. Udelukket fordi han allerede kunne høre sin storebrors australske accent ramme hans øregange med sætninger som ville indeholde ord som; 'forelskelse', 'kærlighed' og 'kæreste'. Tre ord som Chris ikke gik ind for, fordi de skræmte ham.
Han smilede skævt til hende, da hun satte sig i sofaen ved siden af ham, dog forsvandt smilet ret hurtigt igen, "Ehm.. Yeah.. Eller du.. kunne blive og sove," forslog han, som et skæve smil vendte tilbage på hans læber, før han rettede sig lidt op i sofaen og tog blidt ud efter hendes hænder. Hvor var hun dog fortryllende smuk. Normalvis var han til blondiner, med blå øjne, helst et par silikone bryster og det hele, men Ailani var stik modsat alt det og alligevel havde hun virkelig slået benene væk under ham. Han sendte hende et smil, "Det er jeg glad for du syntes og i lige måde, smukke," sagde han og blinkede til hende, "Men altså, mit tilbud står stadig ved. Jeg lover, jeg nok skal holde fingrene for mig selv," sagde han og grinte let, med hænderne i vejret, som holdt hun en pistol mod ham. Ikke at han troede nok på sig selv til, at han rent faktisk ville kunne holde fingrene for sig selv, hvis de skulle dele seng, men det lød da meget godt og han ville trods alt stoppe det sekund hun sagde fra. Godt nok kunne han være en røv overfor damerne, men aldrig om han ville røre dem uden tilladelse.

[Deleted]

Ailani rystede på hovedet, med et lille smil, mens hun aede hans hånd med sin tommelfinger. "Det går ikke, jeg bliver nødt til at tage hjem lige i aften. Men måske en anden gang," svarede hun, da han spurgte om hun ville sove hos ham. Der var selvfølgelig alt det med at hun senere ville forvandle sig til en ulv og sådan, men hun var heller ikke sikker på, om hun var klar til at sove sammen med ham. De var gået stille for sig indtil videre, men hun var ret sikker på, at det var på grund af hende, og ikke ham. Han virkede langt mere fremme i skoen hvad flirten og samleje angik end hun gjorde, og hun havde på fornemmelsen han på nuværende tidspunkt havde nået hele vejen rundt, og videre til den næste, når det kom til piger. Derfor spekulerede hun nogle gange på, hvorfor i alverden han blev ved med at invitere hende ud. Og hvorfor hun blev ved med at sige ja. Normalt brød hun sig slet ikke om den slags typer, der var smart i en fart og altid vidste hvad de skulle sige, samt væltede sig i kvinder. Men på trods af at det var noget af det første man lagde mærke til ved ham, var der langt mere end det til hans person, om han så forsøgte ihærdigt at skjule det eller ej. Og hun kunne virkelig godt lide resten af ham. "Jeg bliver nødt til at tage hjem, Chris. Jeg skal... noget vigtigt i morgen," sagde hun, efter at have holdt en kort pause, da det gik op for hende, at hun ikke kunne finde på noget hun skulle dagen efter. Det købte hende i det mindste noget tid, så hun ikke behøvede at komme op med en undskyldning på stedet. Der var ikke længe til at mørket ville falde på, og hun kunne virkelig ikke blive hos ham, hvis hun stadig ville holde varulven i hende hemmelig for ham. Det var ikke noget man bare sådan fortalte folk første gang man mødte dem. Og hun anede jo ikke, hvordan han havde det med varulve, det kunne være han var bange for dem, eller sådan noget. Hun ville ikke skræmme ham væk. "Men tak for tilbuddet," tilføjede hun, for at vise ham, at hun var glad for at han spurgte. Hun lænede sig ind og gav ham et blidt kys på kinden, og hun kunne mærke, at hun havde lyst til at kysse ham på munden, men det ville muligvis give ham blod på tanden, og det ville ikke være så godt.

[Deleted]

Chris kunne ikke lade vær med, at smile lidt for sig selv, da han mærkede hun aede hans hånd. Han vendte dog blikket fra deres hænder til hendes smukke øjne, da hun svarede ham. Han trak lidt på den ene skulder, "Well.. Det var et forsøg værd, right?" sagde han og grinte let, mens han kørte en hånd i gennem sit hår, så det strittede ud til alverdens hjørner. Han havde været sammen med virkelig mange piger efterhånden, men han havde ikke været sammen med nogen mens han havde datet Ailani, han vidste egentlig ikke hvorfor, men han kunne slet ikke se andre kvinder end hende. Hun var så rolig og nede på jorden, og det gav ham en eller anden form for ro. Han havde ikke engang behøvet at fortælle hende endnu, at han var Ashtons lillebror og kunne skaffe hende billetter eller noget som helst andet i den dur. Han havde bare kunne være sig selv, uden at skulle leve i skyggen af Ashtons succes eller Amelias forventninger omkring det at blive en god varulvejæger.
Han lod sin frie hånd glide op til hans pande og gned den lidt, "Oh shit, jeg er 'den anden' dude, er jeg ik?" spurgte han drillende og smilede så til hende, hvorefter han rystede lidt på hovedet. Han ville ikke spørger for meget ind, da han var bange for at virke som hendes kæreste, hvilket han jo ikke var. Selvom han gerne ville være det. Det var uden tvivl meget godt, at Chris ikke vidste noget om, at hun var varulv med den opdragelse han havde fået. Han var jo vokset op med, at varulve var verdens farligste væsner og de ikke hørte til i hverken den magiske eller mugglernes verden.
Han sendte hende et skævt smil, "Velbekomme," svarede han i mangle på bedre, hvad skulle han svare? Han kunne jo ikke sige hun altid var velkommen, det ville igen lyde som om, at han var hendes kæreste og han frygtede lidt, at hun allerede godt vidste, at han var ret vild med hende. Som han mærkede kysset på sin kind, voksende hans smil en smule, "Du ramte ved siden af," sagde han flirtende og lagde sin hånd blidt i hendes nakke og kyssede hendes læber. For pokker da også. Hvorfor skulle hun være så uimodståelig?

[Deleted]

Ailani nikkede og gav hans hånd et klem. "Du må endelig blive ved med at forsøge," sagde hun og smilede til ham. Hun kiggede ned på deres hænder og sukkede en anelse. En del af hende ville virkelig gerne fortælle ham alt, om hvorfor det var hun ikke kunne sove der, men hun var samtidig bange for at skræmme ham væk. Og hun anede virkelig ikke hvordan man startede sådan en samtale med nogen. Det var kun hendes forældre der vidste, at hun var varulv, hun havde aldrig fortalt det til nogle af hendes veninder. Selv ikke folk på hendes studie vidste hvorfor hun aldrig var på arbejde, dagen efter fuldmåne, men hun gættede også på, at de ikke havde regnet det ud endnu. Hun havde efterhånden lært, at folk sjældent gik op i den slags. Og når hun var kvinde kunne den månedlige forsvinden heldigvis forklares på en anden måde, hvis nu folk skulle lægge mærke til det. Hun grinede lidt og rystede på hovedet over hans bemærkning. "Du er nok nærmere den femte i rækken, og der er tre andre efter dig," jokede hun, men hun kunne slet ikke holde masken. Den slags havde hun aldrig gjort sig i, det med at være sammen med flere på en gang, eller bare kun en enkelt nat. For hende skulle der også være følelser involveret, hvis hun skulle være sammen med nogen. "Jeg driller," tilføjede hun og klemte hans hånd blidt igen. Hun vidste godt at hun langt fra var lige så erfaren som ham, når det kom til ting som at kysse og have samleje, så hun blev en anelse genert, hver gang de kyssede. Især også fordi hun ret godt kunne lide ham. Så da han kyssede hende på læberne, efter hun havde kysset ham på kinden, begyndte hendes hjerte at banke en hel del hurtigere. Hun gengældte det en anelse tøvende i starten, men trykkede sig så tættere på ham og mere selvsikkert efter et kort øjeblik. Da hun trak sig tilbage tog hun en dyb indåndning og hendes øjne blev i et kort øjeblik gule. Hun kunne ikke mærke det, så hun vidste ikke det skete, men hun var godt klar over, at det var sværere for hende at styre den slags, når det var tæt på fuldmåne, hun blev også altid mere dyrisk og ilter når det var. 

[Deleted]

Chris' læber gled op i et drenget smil, "Bare rolig, jeg gir ikke op så let," svarede han og blinkede til hende, som han mærkede klemmet omkring hans hånd. Han tippede dog kort hovedet lidt til den ene side, ved hendes suk, "Er der noget galt?" spurgte han, selvom han egne ord kom utroligt meget bag på ham i takt med de forlod hans mund. Han havde ikke engang nået at tænke tanken, før hans mund havde reageret for ham. Det lignede ham slet ikke, at bekymre sig for, om en pige var okay. Ikke fordi han ikke var i stand til, at bekymre sig for andre, for det var han skam. Han var bare ikke god til, at tage snakken, hvis der så var noget galt og derfor var det altid nemmere bare at lades som ingenting. Han var måske nok fremme i skoene, kæk i replikken og selvtilliden var i orden, men der var også mange ting han gik med selv. Skyldsfølelse over, at hans forældre var døde. Opdragelsen til at hade og jage varulve. Det var bare to ting, som han aldrig snakkede med nogen om. Selv ikke Ashton, selvom han havde lidt samme tab og boet under samme tag som Amelia. Men Chris havde været det yngre og dermed også det lettere at påvirke. Plus de år hvor han havde været alene med Amelia.
Han satte en hånd for hjertet, som havde hun skudt ham, mens han kastede sig dramatisk tilbage i sofaen, "Hvorfor river du ikke bare mit skrøbelige hjerte ud og tramper på det?" spurgte han teaterirsk, hvorefter han grinte og rettede sig op igen, rettede lidt på tøjet og derefter fik håret også lige en tur. Han gjorde et stort o med sin mund, "Driller du mig? Det kommer du så meget til, at fortryde," sagde han med en tydelig drillende undertone, hvorefter han gav sig til, at kilde hende i siderne.
Han vidste ikke hvor meget eller lidt erfaring hun havde, eller om hun måske var jomfru, det tvivlede han dog på, men han vidste det jo ikke. Han ville ikke presse hende til noget, hvilket heller ikke lignede ham overhovedet. Normalt var han fuldstændig ligeglad med at være nogen første gang eller femogtyvende gang. Men der var noget over hende, som gjorde han på en eller anden måde skulle passe lidt ekstra på hende, hvis han ville blive ved med at se hende. Han smilede lidt i kysset, da hun gav efter og gengældte det, og lod sin frie hånd glide om på ryggen af hende. Han lod hende dog trække sig, da hun stoppede kysset, selvom alt i ham skreg efter mere. Som han åbnede øjnene og blev mødt af hendes gule øjne, slap han hende som havde han brændt sig på hende og blinkede et par hurtige gange efter hinanden. Nej. Nej. NEJ! Det skete bare ikke! Han var opdraget til at hade de guløjet væsner mere end noget andet på jorden. "Dine.. Dine øjne.." stamme han og vendte kort blikket mod vinduet, hvor gadelamperne var blevet tændt udenfor. "Åh shit, det var nok bare et genskær fra lamperne," sagde han nok mere til sig selv end som sådan hende, da det var ham selv han prøvede at overtale til det, men i et lettet tonefald. Han kunne dog godt mærke, at hans mavefornemmelse sagde alt andet end, at det havde været et genskær.

[Deleted]

Ailani smilede en anelse og rystede blidt på hovedet. "Nej, der er ikke noget galt. Jeg ville gerne blive hvis jeg kunne, men jeg må afsted," sagde hun, dog uden rigtigt at bevæge sig. Hun vidste at hun skulle, men det var lidt ligesom en sur pligt at gå ud ad døren, når hun egentlig bare gerne ville blive hos Chris. Egentlig orkede hun heller ikke at bruge halvdelen af natten på at slå hans hænder væk, men hun tænkte at han ville stoppe, hvis hun sagde det gik over hendes grænse. Der stolede hun på ham, hun nægtede at tro han ville gøre noget hun ikke havde lyst til. Men tanken om at han holdt om hende til de faldt i søvn var ret tiltalende. Hun var dog ikke spor træt, da hendes energiniveau altid røg i vejret, når det var meget tæt på fuldmåne. "Årh, jeg ville sige det var synd, men det er det virkelig ikke," sagde hun og grinede lidt. Hun udstødte dog et hvin, da han begyndte at kilde hende, men hun forsøgte at slippe væk og skubbe hans hænder væk. "Nej, Chris!" grinede hun, men til sidst fik hun fat i begge hans hænder, så han forhåbentlig ville stoppe. Hun ville kysse ham igen, men da han stirrede på hende som om der var noget galt, kiggede hun tilbage på ham i forundring. Lige indtil han nævnte noget med hendes øjne. Hurtigt klemte hun øjnene i og tvang dem tilbage til deres normale, brune farve, før hun åbnede dem igen. "Åh, hvad mener du?" spurgte hun og forsøgte at lyde så uskyldig som muligt. Hun bed sig i læben og kiggede væk hurtigt, før hun kiggede på ham igen. Hun kunne lugte kaffen helt ude fra køkkenet, selvom den var drukket færdig og der kun var få dråber tilbage i bunden af kopperne. Hun vidste at hun skulle væk derfra nu. "Jeg bliver nødt til at gå," mumlede hun, hvorefter hun hurtigt rejste sig op. Hendes krop var allerede begyndt at blive en smule øm, og hendes hjerte hamrede hurtigt afsted, for hun var bange for, at hun ville begynde sin forvandling foran ham, hvis hun blev meget længere. Hun rynkede en anelse på næsen. "Vi ses, Chris," sagde hun og gav ham et hurtigt kys på kinden, og hendes øjne flashede igen gult, da hun trak sig væk. Denne gang mærkede hun det godt, men i stedet for at lukke øjnene, vendte hun sig hurtigt væk fra ham og gik ud i gangen. Hun hoppede hurtigt i sine sko og greb sin jakke fra knagen, før hun åbnede døren og styrtede ud. Hun kunne altid bekymre sig om at forklare hendes hurtige exit senere, lige nu skulle hun bare væk. Da hun kom uden for, ænsede hun ikke kulden og hun transfererede sig væk næsten med det samme, mens hun håbede inderligt at han ikke var fuldt efter hende.

[Deleted]

Christopher nikkede lidt, selvom han kunne mærke han blev en smule trist over, at Ailani ikke ville blive og sove, men han ville heller ikke tvinge hende, hvis hun ikke kunne, "Okay," svarede han men gjorde heller ikke antegn til at rejse sig, da hun ikke gjorde. Han havde aldrig tvunget nogen til, at være sammen med ham, men han var heller ikke typen som gad bruge tid på, at ligge og putte og nusse, med mindre han vidste, at han ville få mere end det ud af det i sidste ende.
"Hey, det er altid synd for mig," svarede han og skød underlæben en smule frem, selvom han ikke kunne holde et smil tilbage ret længe. Han kunne da heller ikke lade vær med, at grine, selvom det var hende som blev kildet. Han stoppede dog lidt efter, da hun sagde nej og han mærkede hun havde fat om hans hænder. Hun var faktisk overraskende stærk, især af en kvinde at være.
Han prøvede virkelig at slå ud af hovedet, hvad han havde set. Det måtte helt sikkert være lyset fra gadelampen som havde givet genskær. "Ikke.. Noget," sagde han og rystede lidt på hovedet. Han endte derfor med at nikke lidt, da hendes mumlen lød og rejste sig for at følge hende ud, "Skal jeg følge dig hjem?" spurgte han og lod en hånd klø sig lidt i nakken, han havde det virkelig underligt i kroppen lige nu. Han tog dog blidt fat i hendes ene hånd og trak hende ind i et kys, da hun kyssede hans kind. Men hendes øjne gjorde det igen. Denne gang var der dog ingen gadelamper som skulle være årsagen. "Vi ses, sunshine," sagde han følelsesløst og lod hende forlade hans lejlighed. Han følte sig tom indeni. Hendes øjne havde afsløret hende. Han kunne bare ikke tro det. Han tørrede kysset væk fra sine læber og mærkede en vrede og kvalme over, at han havde kysset en varulv, og ikke mindst en skuffelse over, at hun ikke havde fortalt ham det. Han gik ind til sin kalderen, hvori han kunne se, at det skulle være fuldmåne i nat. Han knyttede sin hånd og bankede den hårdt ind i væggen. "damn," udbrød han vredt. Hun var jo så sød og uskyldig. Hvordan kunne en som hende være sådanne et bæst? Og hvorfor havde han ikke set signalerne noget før, så han havde kunne nå at stoppe sig selv og sine følelser. Amelia ville gå amok, hvis hun fandt ud af det her.
Med et hav af mikset følelser gik han ind i sit soveværelse og ved hjælpe af magi fra sin tryllestav, fik han åbnet en usynlig skabslåge, hvorinde alle hans varulve-våben var gemt. Han tog en bue og et par pile som var designet til, at bedøve varulve i en halv time af gangen. Han tryllede tingene små og kom dem i sin jager-taske og satte så kursen sammen retning som Ailani. Han ville til bunds i det her.

[Deleted]

Ailani nåede skoven præcis som hendes hjertebanken gik amok og smerterne så småt begyndte. Hun satte i et løb, så hurtigt som hendes menneskeben kunne bære hende, når hun nu så småt var begyndt forvandlingen, for at nå så langt ind i skoven som muligt. Ingen skulle tilfældigvis komme forbi hende, for så ville hun være nødt til at tilbageholde dem, mens hun slettede deres hukommelse, når hun igen indtog menneskeskikkelse. Heldigvis kunne hun løbe temmelig hurtigt, da det var en af de medfølgende ting ved at være varulv, noget der også holdt lidt når hun var menneske. Dog ikke lige så meget som når hun var ulv. Da hun nåede et punkt i skoven hvor bevoksningen var meget tæt, og hvor trætoppene skjulte himlen, stoppede hun op. Hun tog sit tøj af og gemte det i en bregnebusk, hvorefter hun lænede sig op ad et træ. Det varede dog ikke længe før det gjorde så ulidelig ondt i hele hendes krop, at hun ikke kunne stå oprejst, så hun faldt sammen, mens hun hev efter vejret og kneb øjnene hårdt sammen. Det føltes altid som om det varede uendelig lang tid og uendelig kort tid på sammen tid, hvilket var dybt underligt, men det var ikke til at forklare for nogle der aldrig havde prøvet det. Nu stod hun i ulveskikkelse og havde heldigvis sit menneskesind intakt, på grund af stormhatteeliksiren. Hun brugte de første par minutter på at få vejret igen efter den voldsomme smerte hun havde været igennem, men der gik ikke lang tid før hun begyndte at føle sig sulten. Hun fangede hurtigt lugten af en hjort og luntede i retning af hvor den opholdt sig. Komplet uvidende om, at Chris havde opdaget hendes øjne, og at han rent faktisk var en varulvejæger og havde tænkt sig at jagte hende her til aften.

[Deleted]

Chris fulgte efter Ailani, men sørgerede hele tiden for, at holde sig på en sådan afstand, at hun forhåbentlig ikke ville opdage ham. Han stoppede op et godt stykke fra hende, da hun stoppede og gemte sig bag et af de helt store og trykke træer, og brugte et lille spejl til, at kunne se hende og følge med i, hvad hun lavede. Han rystede kraftigt på hovedet, i det han ikke længere var i tvivl om sine bange anelser, han havde fået da hendes øjne havde skiftet farve hjemme i hans lejlighed.
Han bankede baghovedet hårdt ind mod træet han stod og gemte sig bag. Han vidste godt, præcis hvad han burde gøre. Han burde sine sin bue og sine pile frem med varulvegiften, som ville bedøve hende i cirka en halv time. En gift opskrift som han havde fået af Amelia, da hun havde lært ham op i alt hvad han vidste. Han hadede så inderligt varulve. Men Ailani var så sød. Hvordan kunne være hun sådanne et bæst samtidig? Han troede et øjeblik, at han var ved at få et slagtilfælde, da en smerte skød i gennem hele hans krop med udgangspunkt fra hans hjerte. Var det sådan det føltes at få sit hjerte knust? Var det sådanne en smerte han havde udsat så mange piger for, i så mange år? Han følte slet ikke at han kunne være i sin krop.
Han skiftede sin smerte i brystkassen ud, med vrede. Hvorfor havde hun ikke fortalt ham det? Selvfølgelig var svaret åbenlyst, hun var et monster. Han satte sig lydløst ned i hug og fandt sin bue og sine pile frem. Gjorde dem store så de fik den rette størrelse. Han satte en pil i sin bue, og havde resten af pilene i deres hylster på ryggen. Han strammede grebet om sin bue, og trak pilen tilbage, før han med et kom frem fra sit skjul og rettede pilen direkte mod ulven, som stod nogle meter fra ham. Hans vejrtrækning var overfladisk. Normalvis havde han ikke tøvet med, at skyde den første pil af sted og han var god til at ramme, men hans hænder rystede for meget lige nu, til at han kunne sigte ordenligt. "Shit!" udbrød han og mærkede hvordan hans ben også begyndte at ryste under ham. Det her kunne komme til, at koste ham livet, eller endnu værre han kunne risikere selv at blive et monster. Men han kunne ikke. Han kunne ikke skyde pilen afsted, selvom han stod og pegede pilen mod ulven. Uviden om, om hun tog stormhatteeliksiren eller ej.

[Deleted]

Normalt ville Ailani have lagt mærke til, at nogen stod og betragtede hende, mens hun forvandlede sig. Hun ville selvfølgelig først have lagt mærke til det efter forvandlingen, da den forvrængede hendes sanser, og hun ænsede ikke andet end smerte i øjeblikket. Men hun tænkte for meget over alt det med Chris til at lægge mærke til noget som helst. Det var en ting ved at drikke stormhatteeliksiren, hun var ikke komplet ulv, så hendes menneskesind kunne overrumple nogle af hendes ellers skærpede sanser. Da hun altid selv havde drukket eliksiren hver måned, havde hun aldrig selv oplevet at være helt igennem ulv, men hun havde læst om det. Dog havde hun aldrig mødt en anden hun vidste var varulv, så hun havde aldrig talt med nogen der forstod hvordan det var. Denne nat havde hun tænkt sig at bruge på at jage lidt, lunte rundt og selvfølgelig tænke over hele Chris situationen. Hun kunne godt lide ham, men måske var det for dumt at rode sig ud i noget med ham. Der var jo altid muligheden for, at han ville stoppe alt så snart han fandt ud af at hun var varulv, eller måske ville han blive såret fordi hun ikke havde fortalt ham det fra starten. Det havde hun jo bare ikke været komfortabel med. Hun var dog ikke sikker på, at hun selv bare kunne stoppe det nu. På trods af hendes distraherende tanker hørte hun tydeligt udbruddet et stykke bag hende. Hendes ører pegede straks fremad, og selvom hun i nogle korte, desperate øjeblikke forsøgte at bilde sig selv ind, at selvfølgelig var det ikke ham, kunne hun sagtens genkende stemmen. Langsomt vendte hun sig om, mens hun bøjede sine ben en anelse, så hun gik lidt mere i et med græsset. Måske var der en chance for, at han ikke havde set hende forvandle sig. Hun spærrede de gule øjne op, da hun så ham stå der med en bue og en pil i hænderne, klar til at sende pilen afsted. Og den pegede direkte mod hende. Havde han tænkt sig at skyde hende med en pil? Hun fattede det virkelig ikke, så i et stykke tid stod hun bare og stirrede på ham. Lidt efter peb hun, men den lyd blev hurtigt til en snerren, der blev højere og højere, så hun til sidst var sikker på, at han kunne høre det. Hun var ked af det og rasende på ham, på samme tid, og det gjorde virkelig ondt, at han var fuldt efter hende for at invadere hendes privatliv, og han havde set hende forvandle sig. Det gjorde dog endnu mere ondt, at han åbenbart havde intentioner om at skade hende. Hun anede ikke hvorfor han ikke bare fik det overstået og sendte pilen afsted. Den ville nok ikke gøre hende noget på nuværende tidspunkt, når hun vidste den pegede mod hende, for han havde spildt sit overraskelsesmoment. Hun anede jo ikke at den var dyppet i gift. Det slog hende slet ikke, at det ikke var normalt at have en bue og pil liggende derhjemme, for hun var for vred og såret til at tænke over det. Hun rettede sig op i sin fulde ulvehøjde, som var større end normale ulve, og gik truende et par skridt frem mod ham, mens hun igen snerrede. Selvom ulven i hende var undertrykt af eliksiren, kunne hun stadig et eller andet sted mærke trængen til at flå i hans strube, hvilket nok primært var fordi hun var vred på ham. Efter lidt mere snerren og endnu et par truende skridt i hans retning, lagde hun nakken tilbage og stak i et hyl, før hun stirrede ondt på ham med sine gule øjne. Så vendte hun ryggen til ham og stak i løb i en vilkårlig retning.

[Deleted]

Christopher vidste slet ikke hvad han skulle gøre af sig selv. Han vidste hvad han burde gøre, men han kunne ikke. Han var som låst i sin egen krop. Han havde endnu ikke slået nogen varulve ihjel, men han havde skadet dem og bragt dem til Amelia, hvad hun så havde gjort ved dem, vidste han ikke, men han havde en god idé om, at de ikke var sluppet levende fra hans moster. Han så skræmmende meget op ti Amelia og hans planer havde hele tiden været, at når han var klar, så skulle han være en del af varulvejagernes kreds. Amelia havde dog først sagt, at han skulle vente til han blev 18, men da han var blevet det, havde hun ændret mening og sagt han skulle vente til han blev 21, da hun ikke var sikker på, at han havde hvad der skulle til, for at gøre det nødvendige. Han havde stadig den dag i dag, en forfærdiglig skyldsfølelse omkring hans og Ashtons forældres død, selvom alt mellem ham og hans storebror var godt nu, så havde det jo ikke altid været det, men han bebrejdede ikke Ashton for at have givet Chris skylden, for havde det været omvendt, så havde han sikkert gjort det samme. Det var nok derfor han prøvede så hårdt, ikke at skuffe hverken Ashton eller Amelia.
Hans vejrtrækning var hurtigt og overfladisk, som om han havde været ude og løbe hele skoven rundt. Hans hjerte bankede som aldrig før. Det var ikke første gang han stod overfor en varulv, men det var første gang han stod overfor en varulv, som han rent faktisk havde følelser for. Han trådte et skidt tilbage i det hun begyndte at snerre af ham, og strammede sit greb om buen og pilen, for at rette den udspændt mod hende. Han vidste ikke om hun stadig var derinde, eller om han om lidt ville være tvunget til at skyde hende, om ikke andet for at komme væk med liv og lemmer i behold.
Han trak buen og pilen op til sin kind, da hun forsatte tættere på ham og stadig snerrede af ham, "Stop! Ailani, hvis du stadig er derinde, så stop lige der!" råbte han og trådte et par skridt mere tilbage, mens han kunne mærke, hvordan lysten til at fyre pilen af steg, udelukket fordi han ikke ville dø. Men hun skræmte ham, som hun rejste sig op i sin fulde ulvestørrelse og kom endnu tættere på ham, selvom han blev ved med at træde tilbage. "Tving mig ikke til det her! Stop nu!" forsatte han med en stemme som rystede, han følte sig som verdens størst svans lige nu, mens han mærkede hvordan sveden begyndt at melde sig på hans pande af nervøsitet "Please, stop," bad han. Han lukkede det ene øje, for at sigte ordenligt, da hun stak i hyl og han efterfølgende så direkte ind i de gule øjne, med sine egne blå. Han holdt vejret et langt øjeblik, til hun vendte om og begyndte at løbe væk fra ham. Han stod et par sekunder med buen og pilen følgende hende. Han trak så vejret gispende, da han havde holdt det lidt for længe efterhånden. Han lod sine hænder falde, og tabte både bue og pil på skovbunden, før han faldt på knæ og mærkede hvordan hans hjerte gik i tusind stykker, som han bøjede sig frem til hans pande ramte skovbunden også og han knyttede sine næver. Han satte i et råb af afmagt og frustration, som nok mest lød som om, at han kom til skade. Han mærkede hvordan tårene pressede sig på, selvom han ikke lod dem forlade hans øjne.

[Deleted]

Ailani løb ikke langt. Kun langt nok væk til at hun ikke længere kunne se Chris, og hun vidste at han ikke kunne se hende. Hvis hun kunne græde i ulveskikkelse havde hun gjort det, men i stedet luntede hun afsted med hængende hoved og ører. Til sidst måtte hun stoppe, da hun var ved at vælte over sine egne ben, og hun smed sig ned på skovbunden, lige hvor hun stod. En klodset ulv var ikke ligefrem normalt, men hun havde heller aldrig følt sig så såret før. Hun troede at hun havde været i sikkerhed for Chris og hans nysgerrige blik her i skoven, men han havde fulgt efter hende. Han havde ikke stolet på hende og nu havde han opdaget at hun var et monster. Et langt suk slap ud mellem hendes tænder, da hun tænkte på, at han ville skyde hende med en pil, måske endda havde intentioner om at dræbe hende, selvom en pil var harmløs mod hende, når hun var varulv. Det var først i det øjeblik hun begyndte at spekulere på, hvorfor i alverden han havde en bue og pile på sig. Hun havde aldrig før mødt en varulvejæger, og havde heller aldrig hørt om dem, så tanken strejfede hende slet ikke. I stedet fokuserede hun bare på at alt indeni gjorde ondt, en helt anden smerte end den hun var vant til hver fuldmåne. Hun rejste sig op og luntede hen til et buskads hvor hun lagde sig ned igen, så hun i det mindste var mere skjult. Hun lagde begge poter over sin snude og lukkede øjnene, nærmest som om at virkeligheden ville forsvinde, hvis hun gjorde sådan. I retningen hvor hun kom fra hørte hun et råb, der kom fra Chris. Hendes ører rettede sig en smule fremad, da det ikke lød alt for godt. Der kom ikke flere udbrud fra ham, så hun løftede hovedet en anelse. Hun kunne ikke lugte noget rovdyr der ville kunne såre ham, men man kunne aldrig vide. Så hun rejste sig op, rystede sin krop og løb tilbage til der hvor hun havde efterladt ham. Dog stoppede hun et sted hvor hun vidste han ikke kunne se hende, men hun kunne se ham. Hun lagde hovedet en anelse på skrå, da hun så ham sidde helt krøbet sammen på skovbunden, lidt ligesom hun selv havde gjort det lige før. Hun vidste godt han kunne lide hende også, så at se hende forvandle sig til et monster var nok forfærdeligt i hans øjne. Hun sukkede dybt endnu engang, han ville nok aldrig tale til hende igen, tænkte hun.