Saving People, Hunting Things, The Family Business (PLOT)

[Kaya Elisabeth Hansen]

Zain Rigel
Kayas hytte i skoven i udkanten af London.
September 2054 omkring klokken 22.

---

Kaya sad i stuen i sit gamle barndomshjem. Hendes forældre var flyttet fra hytten, dengang de var blevet skilt, da Kaya havde været 15 år, og hytten havde siden da stået tom, da der ikke var ret mange som vidste den var der. Kaya havde selv siden da brugt det beskyttelsesrum, som var bygget til at holde hendes mor inde under fuldmånen, til selv samme formål, da hun nægtede at tage til Azkaban for at blive låst inde der, selvom hun godt vidste hun nok skulle komme ud igen, at det mere var et service tilbud til alle varulve, end det var så meget andet. Men alene tanken om Azkaban fik alle hendes alarmklokker til at ringe.
Hun havde det sidste stykke tid virkelig isoleret sig. Hun passede sit arbejde på danseskolen, fordi hun skulle tjene til mad og sådanne nogle ting, men hun undgik Lucas, når hun kunne. Hun var begyndt at gå i byen, de steder hvor der ikke kom nogen hun kendte og hun ville ikke sætte nogens liv i fare, som hun allerede havde med Seths liv, hvilket var årsagen til, at hun rendte rundt med mørkets tegn i nakken, det kunne dog ikke ses for det lange blonde hår og når hun ikke var hjemme eller alene, dækkede hun det med et plaster, så det ikke blev spottet. Hun havde netop sat vand over til te, da hun havde en idé om, at det ville afstresse hende lidt og så ville hun tage sig et langt, varmt bad og så bare i seng. Dagene var helt blandet sammen i hendes hoved, og hun måtte nogle dage virkelig tage sig selv i, at være på vej på arbejde, på en søndag, hvor hun normalvis havde fri. 

[Zain Rigel]

Solen var for en lille times tid siden forsvundet i horisonden og havde nu efterladt skoven tilbage i mørke. Halvmånens lys trådte stort set ikke igennem trækronerne hvilket gjorde det let for ham at gemme sig i skyggerne fra træerne. Blikket hvilede på det lille hus foran ham. Han havde holdt øje med huset det meste af aftenen, eller ikke så meget med huset nærmere med kvinden der befandt sig i huset.
Kaya, hans søster, eller rettere halvsøster. Zain havde opsøgt hende for nogle måneder siden og fortalt at han var hendes bror. Han havde holdt sig til at virke som den gode storebror der kun var interesseret i en familieforsamling, i virkeligheden ville han have brugt hende til at hjælpe sig med at vippe Carmine af pinden. Det var dog gået helt af sig selv da Carmine var blevet fanget, Zain have fået sporet sig frem til at det var hans moster Amelia der havde ham, men han var ikke interesseret i at redde sin far - tvært imod. At have ham fanget gjorde at Zain havde overtaget flokken og efterfølgende Lucifers flok. Han følte sig på toppen af verden, men magtfulde mennesker ville vel altid have mere?

Zain havde i hvert fald store planer om at han ikke havde nok før han havde fået folk til at underkaste sig ham og hans overbevisninger. Varulve var ment til at regerer over de svage pelsløse. Hvilken bedre måde ville da også være at få folk til at følge sig end hvis han fjerende en af de andre trusler, Dødsgarden. Han skulle bevise at han kunne udrydde de smålige snæversynet tosser ikke at hans regime var bedre på nogen måde, men bare folk troede på det indtil det var for sent at vende om.
Et smil gled over hans læber som han gik op mod huset og derefter bankede på døren. Alle der forsøgte at modsætte sig ham ville komme til at betale dyrt for det, det skulle han personligt nok sørge for!

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya havde aldrig mødt Carmine, hun havde ikke engang vidst Zain eksisterede før han havde stået og banket på hendes dør hjemme da hun havde boet i Danmark. Det var underligt for hende, at vide hun havde endnu et familiemedlem, som hun intet havde kendskab havde haft til, før han havde opsøgt hende. Præcis ligesom hendes far havde holdt Harper og Dacoda hemmelige for hende, havde hendes mor holdt Zain hemmelig for hende. Hun måtte ærligt indrømme, at hun var ved at være træt af, at finde ud af hun havde flere søskende end Oliver, som hun ellers altid havde troet var hendes eneste bror.
Som det bankede på døren, meldte sig der en rynke på hendes ellers så fine, blege glatte pande. Hun ventede ikke gæster? Der var ikke engang ret mange som vidste hvor hun var flyttet hen. Hun trak derfor sin tryllestav, jep hun var uden tvivl blevet en del mere paranoid efter besøget af Cillian og Dacoda.
Hun gjorde sit tag om sin tryllestav mere fast, før hun nærmest listede ud til døren. Hun rev døren op i en hurtig bevægelse og rettede sin stav mod Zain som kom til syne på den anden side af døren. Hun åndede lettet op, ved synet af sin halvbror, "For pokker, Zain.." mumlede hun og sank sin stav med det samme igen. Normalvis havde hun egentlig en ret god dømmekræft, men der var ingen alarmklokker som ringede når det kom til ham. Måske var det fordi han også var varulv og hun derfor følte de havde noget mere tilfælles, end deres mor og blod. Hun rykkede sig til side, "Kom indenfor," sagde hun roligt og lukkede døren efter ham igen. "Ehm, jeg havde ikke ventet gæster, så jeg har ikke det helt vilde at byde på, men the? Kaffe? Øl?" tilbød hun og kløede sig lidt i nakken, hvor mørketstegn gemte sig bag det lange blonde hår. Hun havde intet plaster henover det lige nu, da hun blot var hende selv.

[Zain Rigel]

Han kunne høre hende bevæge sig rundt indenfor. Måske var det ikke noget det normale øre ville opfange, men det havde jo sine fordele af være varulv. Alligevel blev han en smule overrasket over den drabelige gestus hun valgte at flå døren op med.
I et par sekunder stirrede han bare på hende med lettere overrasket udtryk malet i ansigtet. "Sikke en velkomst, du ligner en der havde forventet en dørsælger." Kommenterede han med sin silkebløde stemme.
Han trådte ind i gangen og lod hende lukke døren efter sig. "Nye boligforhold kan jeg se," kommenterede han. Sidst han havde besøgt hende havde det været i Danmark. Dengang var det blot for at se hende an og finde ud af hvad hun var for en. Nu havde han fået en ide om at kunne bruge hende i den krig han havde under udarbejdelse.

"Te er fint," annoncerede han med en mindre håndbevægelse. "Så må jeg spørge hvad du laver herude in the middle of nowhere?" Teknisk set havde han jo allerede lige spurgt, men han kunne da godt forgive at være høflig hvis han kunne ende ud i at få noget ud af det.
Han begav sig længere ind i det lille hus til han fandt køkkenet hvor han gik ud så de kunne snakke imens hun lavede te. "Hvordan har du det?" Det var egentlig ikke fordi han var oprigtigt interesseret, men manipulation var jo at få dem til at tro man var interesseret i hvadend der foregik i deres liv, skønt Zain egentlig kun var interesseret i hvad der skete i hans eget.
Fuldmånen nærmede sig, allerede om et par dage ville den være på himmelen og han havde en ide om at han ville have Kaya over på sin side inden da.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kayas hjerte hamrede hurtigt og hårdt mod hendes brystkasse. Tænk at hun virkelig var nået dertil i sit liv, at hun skulle gå og være bange for hvem der bankede på hendes dør, uanset hvornår på døgnet det var. Dog hjælp det hurtigt på det, da det blot viste sig at være Zain. Ham var hun jo ikke bange for. Han var hendes bror, eller halvbror, men stadig. Han virkede venlig. "Sorry.. Tæt på," svarede hun og kørte en hånd i gennem det lange blonde hår. Dørsælger vs dødsgarden. Ja, same same, i hendes ører.
Hun sendte ham et venligt smil, "Jah, der er sket en del siden sidst, men jeg er glad for at se dig," sagde hun ærligt, hun var flyttet fra Danmark til England over Lucas' danseskole og nu her i sin barndomshytte i en skov. Dødsgarden var på nakken af hende, bogstaveligt talt, da det var der Cillian havde placeret mørkets tegn.
Hun nikkede lidt til te, og satte så retningen mod køkkenet. Det hele var ret gammeldags og bar tydeligt præg af, at det kun var magikere som havde boet her. Hun satte kedlen på komfuret og tændte op under den, før hun vendte blikket tilbage på Zain. Hun trak lidt på den ene skulder, "Sure.. Jeg troede, jeg kunne stikke af fra mine problemer, men jeg tror de har fundet mig igen," svarede hun og fnøs lidt af sig selv, hvorefter hun smilede lidt til ham, som han kom ud i køkkenet til hende. Hun fandt et par kopper frem til dem og tebreve, hvorefter hun hoppede op og satte sig på køkkenbordet for at vente på vandet ville blive færdigt med at koge, og gjorde en gestus med den ene hånd til ham, som tegn på, at han kunne sætte sig på den ene køkkenstol, hvis han ville.
Hun satte sig i skrædderstilling på køkkenbordet, "Ærligt? Af helvedes til. Hvad med dig?" spurgte hun uden rigtigt at uddybe mere, da hun ikke var god til, at snakke om sig selv og om alle de ting som var gået galt for det i det sidste stykke tid. "Må jeg spørger dig om noget, Zain?" spurgte hun og så på ham med øjne som søgte råd. Hun stolede på ham, han havde hende om sin lillefinger. Hun var virkelig ked af, at hun ikke havde mødt ham noget før. Hun havde så mange spørgsmål omkring det at være varulv, for selvom deres mor også var det, så havde de aldrig snakket om det og Sofie havde slået hånden af Kaya kort efter hun var blevet bidt. 

[Zain Rigel]

Han lod hovedet glide en smule på skrå og betragtede hende med et intenst blik. ”Du afventer måske gæster?” Spurgte han så ind, det ville passe ham ganske glimrende hvis ikke han blev nødsaget til at myrde en eller anden af hendes venner lige foran hende, det ville nok ikke styrke hans troværdighed, men han skulle helst ikke have nogen vidner på at han befandt sig hjemme ved hende, han forsøgte trods alt at bygge sig selv en hær af varulve.
”Det lyder spændende, lad mig endelig høre?” Interessen i hans stemme var hundrede procent falsk, den eneste Zain havde lyst til at høre på var sig selv, men han havde ikke rigtigt noget valg hvis han skulle vinde hendes tillid.
”Hyggeligt sted du har fået dig her.” Kommenterede han og så dig lidt omkring. Duften i hjemmet var stadigvæk den samme som dengang han havde boet her. Skønt han kun havde været en lille dreng kunne han genkende den med det samme.

Som hun tilbød satte han sig ned på den ene stol og pillede en smule ånsfraværende ved koppen før hans blik igen vendes mod hendes. ”Hold da op, du er varulv, der er ikke de problemer vi ikke er bygget til at løse.” Svarede han med en gnist i øjet selvom han mentalt bad til hvem end der kontrollerede universet om at han ikke magtede en eller anden tårevædende historie hvor han skulle sidde og bruge ufattelig meget energi på at lade som om at han havde det der empati som folk snakkede så meget om. ”Desuden, hvis vi endelig har problemer stikker vi da ikke af fra dem, vi løser dem.” Sagde han med selvsikkerhed i stemmen og rettede ryggen.
Hendes ærlige svar fik ham næsten til at sukke højlydt, han havde brug for at hun var fokuseret og ikke fjollede rundt med alle mulige ligegyldige problemer. Desuden hadede han at han nok blev nødt til at spørge ind til det hvilket han gjorde. ”Det kan da umuligt være så slemt?” Han havde aldrig været god til disse samtaler, det var mere hans fars stil. Det var derfor Zain som regel tvang folk med i flokken, så slap han for høflighedsfraserne. ”Ja spørg bare løs?” Svarede han uden at tilføje en flabet del med at han jo kun levede og åndede for at besvare hendes spørgsmål.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya rystede lidt på hovedet, "Nej, jeg forventede netop ikke gæster," svarede hun og sendte sin bror et smil. Det var underligt, at have en storebror hun aldrig havde kendt til før for ganske nylig, men på den anden side så var det heller ikke første gang hendes forældre havde holdt søskende skjult for hende. Noah havde heller ikke fortalt Kaya om Harper og Dacoda, dem var hun også blevet opsøgt af. Gad  vide hvor mange flere søskende, der ville opsøge hende?
Hun hævede lidt det ene øjenbryn, da han lød oprigtigt interesseret i hvad der skete i hende liv, selvfølgelig stolede hun på det var sand interesse fra en bekymret storebror. "Puha, hvor lang tid har du?" spurgte hun med et lidt drillende glimt i øjet. Ja, hvad var der ikke sket? Hun lod blikket glide lidt rundt, "Jeg bor her kun fordi jeg ikke har noget andet sted at bo. Jeg hader den her hytte," svarede hun og slog blikket lidt ned, mens hun kørte en hånd i gennem det lange blonde hår. Hun kunne ikke huske Zain også havde boet i hytten, men nu havde hun også stadig været spæd da Carmine havde bortført Zain.
Hun smilede lidt og nikkede så, "Well, det er ikke lige dét jeg er vokset op med," svarede hun og trak lidt på skulderen, før hun tog kedlen da vandet var færdigt med at koge. Hun hældt vand op i hans kop og derefter sin egen kop og fandt så et par tebreve frem. Hun fnøs let, ikke hånligt, men nærmere opgivende. Hun vendte ryggen til ham og fjerende det lange blonde hår, så det blottede hendes nakke, hvor mørkets tegn kom til syne, "Så fortæl mig, hvad løsningen på dét er? For tro mig, jeg vil gøre hvad som helst for, at komme ud af det lort, uden de slår min bedste ven ihjel," sagde hun og gav slip på håret igen og vendte fronten tilbage mod ham, med et blik som nok tydeligt fortalte, at hun bogstaveligt talt ville gøre, hvad end der skulle til.
Hun rystede lidt på hovedet, "Du skal ikke bekymre dig. Jeg klare mig. Det gør jeg altid, somehow," sagde hun for at skyde det lidt hen, hun var ikke særligt god til, at lægge sine problemer over på andre, det var ikke deres kampe at kæmpe. Hun trak vejret dybt ind, "Jeg nåede ikke, at låse mig inde under sidste fuldmåne. Jeg kom til at bide en muggler og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Har du nogen.. Råd-ish?" spurgte hun og satte den ene hånd i siden på sig selv, mens hun tog en tår af teen. "Ehm, skal vi sætte os ind i stuen?" spurgte hun, da det gik op for hende, at de stadig var i køkkenet og ligeså godt kunne sidde inde i stuen. Hun troede virkelig på det skuespil eller manipulation var det jo nok nærmere, som Zain havde gang i.

[Zain Rigel]

Uden at vise det udadtil blev han en smule lettet da hun sagde at hun ikke ventede nogen gæster. Perfekt. "Glimrende så behøver jeg ikke at skynde mig," sagde han og fakede et smil, som mente han at han ellers ville gøre visitten kortere for ikke at gå i vejen.
Zain lod blikket glide tilbage på hende og smilede så. "Jeg har skam altid tid til at høre på min lillesøsters problemer." Svarede han med så meget sandfærdighed i stemmen at han næsten følte trang til at kaste lidt op i sin egen mund, for ærlig talt ville han hellere gnave sine egen øre af og æde dem, end at lytte til hendes latterlige tøseproblemer, hvad han dog ikke skulle udstå for magt.
Nu lod også Zain blikket glide kort rundt. "Det er bare nogle vægge og et tag," informerede han med en smule afsky i stemmen. Han brød sig bestemt heller ikke om dette sted. "Men det er nu ikke huset skyld, nærmere de folk der har boet her," han var stadigvæk rasende på Sofie over hun bare havde fundet sig et andet liv med børn der så let havde erstattet ham, men det var ikke pointen lige nu.

Zain tog imod koppen og tog en tår af den dampende væske imens han lyttede til hendes ord. Blikket var fastholdt på hende som hun snurrede rundt og viste ham tegnet i nakken og indrømmet var han ved at kløjes i teen da han så det. Det var ikke hvad han havde forventet på nogen måde og inden hun forsatte havde han nærmest allerede mentalt forberedt sig selv på om han bare skulle slå hende ihjel eller overtale hende til at være med ham i stedet.
Heldigvis for hende kunne han høre at dette her nok alligevel kunne gå hen og blive en fordel for ham. "Hvad som helst?" Gentog han og tog en ny tår, "pas på med hvad du siger, hvad som helst er mange ting." Sagde han så og nikkede til at flytte samtalen ind til stuen.
"Som jeg ser det ser du helt forkert på din gave som varulv." Begyndte han så. "For det første, ja du bed en muggler, so what? Det er da en gave! En muggler er forsvarsløs mod folk som dødsgardisterne der tror de er så meget bedre end alle andre med deres fancy blodstatus og blah blah blah, ærlig talt, mugglerne har da lige så mange rettigheder som os andre, ikke sandt?" Okay han smurte tykt på, men han var ligeglad. "Og igen, Kaya, du er varulv. Du har mere styrke, bedre sanser oven i det er du magiker. Havde du den rette gruppe, ville du da kunne tage dødsgarden ned på ingen tid." Han sukkede lidt dramatisk og holdt en kunstnerisk pause, dette her var næsten for godt til at være sandt, "faktisk har jeg allerede tænkt tanken, men jeg har selvfølgelig ikke ville involverer dig i det, du er min søster, jeg ville ikke kunne tilgive mig selv hvis der skete dig noget." Sagde han stille hvorpå det bedste bekymrede blik han kunne mestre blev sendt i hendes retning.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya smilede roligt, dog modsat Zain, oprigtigt tilbage til ham, "Overhovedet ikke," forsikrede hun ham. Hun havde ikke haft nogle vilde planer for sin aften, andre end at sidde og slappe af, måske læse en bog eller noget i den dur, så det var ikke noget som ikke kunne vente til senere eller dagen efter, hvis det var det.
Hun sendte et nyt smil retur, "Det er virkelig sødt af dig Zain, men jeg har det bedst med at klare mine problemer selv," forklarede hun sig, med et lidt undskyldende blik i sine nøddebrune øjne. Hun hadede at læsse sine problemer over på andre, sådan havde hun altid haft det. Nok primært fordi hun var opvokset med, at man skulle være stærk og kunne klare hvad end livet havde at byde på. Både de gode og de mindre gode ting.
Hun sukkede let, "Måske. Det er nok bare det at vide, hvad der har foregået her. Alle minderne. Lugten. Tanken om alle de varulve som er blevet tortureret her," sagde hun og gøs lidt ved tanken. Hytten havde været i familien i mange år. Deres morfar havde brugt det sikkerhedsrum som Sofie og nu Kaya brugte til, at låse sig inde under fuldmånen, til at torturere varulve, hvilket var årsagen til, at det kunne holde varulve inde når de var i deres varulveform.

Kaya var virkelig desperat efter at komme ud af garden så hurtigt som muligt, og hun lagde på intet tidspunkt skjul på, at hun kun gjorde hvad de sagde, fordi hun ikke ville sætte Seths liv i fare, mere end hun allerede havde gjort. Hun så på Zain med et alvorligt blik, "Ja, hvad som helst, så længe min bedste ven kommer helskinnet ud af det her, så er jeg fuldstændig ligeglad med, hvilke konsekvenser det har for mig. Om jeg så ender i Azkaban igen," svarede hun ærligt, lige nu følte hun at hendes krop var et større og værre fængsle end Azkaban nogensinde havde været. Hun følte sig overvåget og magtesløs, hun ville elske at se Garden gå ned, om hun så skulle ende med at slå både Dacoda og Harper ihjel i processen.
Det var nok tydeligt at se, at han fangede hendes opmærksomhed allerede da han brugte ordene 'gave' og 'varulv' i samme sætning. Hun viste vej ind til stuen, uden at tænke over, at han selv havde boet der. Hun satte sig i sofaen med tekoppen i hånden og det ene ben oppe i sofaen, mens hun lyttede til hvad hendes storebror havde at sige. Hun var virkelig begyndt at være ked af, at hun aldrig havde haft chancen for at lærer ham at kende noget før, men hvad skulle hun have gjort, når hun ikke engang havde vidst de var søskende? Hun nikkede til hans ord, "Selvfølgelig har mugglerne ligeså meget ret til at være her som vi har. Jeg er ikke Sofie, jeg er fuldstændig ligeglad med blodstatusser, det var mere pointen i at den muggler kunne have levet hele sit liv, lykkelig uviden om varulve ikke bare er et eller andet fantasi væsen, som forældre prøver at skræmme deres børn med, for de ikke går ud om natten," forklarede hun og tog en tår af teen, men var lige ved at spytte den ud igen, dog nåede hun at synke den inden det gik galt. Hun så på ham med store øjne, "Tænkt tanken? Du mener udrydde Garden? Zain, jeg er en voksen kvinde, du er min bror. Jeg ville ikke kunne tilgive mig selv, hvis jeg ikke hjalp dig. Jeg står hundrede procent bag dig," sagde hun med en stemme som tydeligt bag præg af, at hun ikke var typen hvis mening man bare lige kunne ændre. Hun var stædig som bare pokkers. Den eneste grund til, at hun ikke havde gjort modstand mod garden, mere end at svare Dacoda og Cillian igen, var fordi hun godt vidste hun ikke havde en chance alene imod hele garden. Og hun vidste godt, at de ikke bare ville slå hende ihjel, men ville fange Seth og tvinge hende til at se på mens de torturerede ham til døde, for først derefter slå hende ihjel også.

[Zain Rigel]

Zain følte sig mere og mere sikker i sin sag som deres snak blev dybere. Han tog selv en tår af sin te og satte sig så lidt bedre til rette. "Igen, du ser på det forkert." Konkluderede han simpelt. "Den muggler du bed er ikke blevet "gjort til et monster" det er da mere en af de der superhelte..zmen eller hvad de nu hedder." Han gik ikke rigtigt op i film og den slags, men man kunne jo ikke undgå at høre lidt her og der.
"Han har fået tildelt sig nogle særlige kræfter man kan til en hvis grad lære at kontrollerer dem," forklarede han som han lod øjnene blive gule og lod de lange hjørnetænder træde frem som han smilede. Efter et par korte sekunder lignede han atter sig selv. "Det eneste det kræver er at man lader instinkterne styre handlingerne i stedet for at begrave dem bag en mur af usikkerhed. For eksempel, jeg kan lugte at du har haft brændt et eller andet på inden for de sidste par dage og jeg kan høre noget pusle i din ene væg - så måske du skulle overveje en skadedyrsbekæmper så du ikke pludselig har en rotterede at tage stilling til." Igen smilede han roligt.

Han nikkede roligt til hendes spørgsmål. "Præcis. Man kan vel sige at jeg kører en form for modstandsgruppe bestånede af varulve." Forklarede han afslappet. "Jeg ville aldrig bede "almindelige mennesker" om at slutte sig til mig og "min flok", det er for risikabelt, det er trods alt varulve. Men jeg har vendt folk efter de ønskede at blive en del af det. Jeg lærer dem at styre deres instinkter. Sørger for at de enten er på stormhatteeliksir eller er låst inde under fuldmånen så de ikke skader folk." Forklarede han videre. "Min far, Carmine, han ønskede kun at overtage Dødsgardens plads, du ved håbet om at sidde på magten.." Zain sukkede dramatisk som var det ikke hans eget ønske. "Men her for nogle måneder siden forsvandt han, jeg overtog hans flok og forsøgte at vende den til noget godt," løj han lystigt derudaf, "en af mine nylige handlinger var at besejre lederen af varulvene i Paris, du ved dem der har skabt så mange problemer? Deres idialogi er svær at vende, men jeg forsøger." Hvor var han dog fuld af lort, men så længe det fungerede var det fint for ham. "Jeg ved ikke..har du nogen sinde hørt om månestenene?" Han forsatte uden at vente på hendes svar. "Ser du min far havde en og jeg vil meget gerne have fat i den så jeg prøver at opsporer ham...det sidste jeg fandt ud af var at han er ved en varulvejæger, men jeg har endnu ikke fundet ud af hvem, de er ret gode til at skjule deres spor." Endnu et suk. Han skulle have fat i den sten, han ville have fat i dem alle så han kunne kontrollerer de varulve som ikke ville følge ham frivilligt. "Med alle månestenene vil jeg kunne "kontrollerer de varulve i flokken som kun er ude på at slå ihjel. Jeg vil selvfølgelig ikke misbruge det, men bare for at sikre mig at de som sagt ikke skader folk." Han synes da selv af hans salgstale var ret overbevisende så var spørgsmålet bare om Kaya købte den.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya tippede hovedet lidt til den ene side, da Zain sagde hun så forkert på, at have bidt en muggler. Hans reference til zmen, var dog ikke en hun fangede overhovedet, hun ejede ikke et tv, heller ikke en mobil for den sags skyld. "Zmen?" spurgte hun og så uforstående på ham. "Jeg siger ikke vi er monstre. Jeg siger bare at den muggler kendte ikke engang til magi, og hvis jeg bare havde låst mig ordenligt inde, så havde han stadig ikke kendt til det og havde kunne leve lykkeligt videre uden, at skulle gennemgå det smerte helvede en gang om måneden," forklarede hun sine ord. Alligevel var det en smule underholdende at have en som så hende som sin alfa.
"Det tager jo virkelig mange år at lære, Zain, jeg har været varulv siden jeg var 15 og jeg har stadig ikke kontrol over andet end mine øjne," sagde hun og gned sin pande lidt. Hendes øjne blev dog store, da han ikke blot fik fremtvunget de gule øjne, men også et par hugtænder, "Hvor.. hvordan gjorde du det?" spurgte hun nærmest hviskende og blinkede et par gange med øjnene. Hun grinte let og kløede sig lidt i nakken, "Jah, kok bliver jeg nok aldrig.. Rotter?" spurgte hun og prøvede at lytte godt efter, men kunne intet høre, det var nok ikke noget hun bare lige ville lærer fra den ene dag til den anden.

Hun hoppede i med begge ben, han virkede så oprigtigt, men det gjorde de fleste psykopater jo. "Kan du lærer mig det? Jeg vil kunne hjælpe, du ved, være din spion i Dødsgarden," hun var allerede klar til at vende hele garden ryggen og få dem ned med nakken. Hun stolede mere på Zain allerede nu, end hun nogensinde havde gjort på Dacoda. Hun lyttede opmærksomt til hvert et ord som kom ud af Zains mund. Navnet Carmine sagde hende noget, men hun koncentrerede sig for meget om at høre efter, til at tænke over hvor hun havde hørt det navn før. Hun nikkede ind i mellem hans fortælling. "Ja, ja jeg har godt hørt om varulvene i Paris. De går helt amok derovre. Det sidste jeg har hørt er, at de bider både mugglere og magiker med vilje," sagde hun og rystede lidt på hovedet, hvordan kunne de dog gøre det? En ting var, hvis folk selv bad om det, som Zain lige havde fortalt, at han bed folk efter ejet ønske, men uskyldige, som ikke havde bedt om det. Det var bare ikke i orden. "Jeg vil gerne hjælpe dig, Zain, men Garden må ikke finde ud af det. De slår min bedste ven ihjel, hvis jeg ikke gør, hvad de siger," forklarede hun og sukkede lidt.
Hun rynkede lidt på panden, men lod ham dog snakke ud, før hun valgte at sige noget. "Jeg tror Dacoda også har en månesten, men taler legenden sandt?.. Vent. Var det Carmine du sagde din far hedder? Som i dén Carmine som slog vores morfar ihjel?" spurgte hun og slog let ud med den ene hånd, "Amelia. Vores moster, ehm, mors yngste lillesøster. Hun er varulvejæger og hvis din far har slået hendes far ihjel, sååh.." hun trak let på skulderne, da hun regnede med at det sidste gav lidt sig selv. Hun nikkede til hans ord, "Waow, jeg har altid troet, det bare var en eller anden historie, som varulvejæger havde fundet på, for at skræmme os," sagde hun, det var nok tydeligt, at hun troede fuldt ud på, at Zain gjorde alt dette her i en god mening og havde hjertet på det rette sted. Der var ikke en eneste alarm klokke i hovedet på hende som gav sig til kende. Måske fordi hun lige nu bare var så desperat efter, at komme ud af Garden med livet i behold og ikke mindst Seths liv i behold, at alt andet bare lød som kurren mod al ondskab i hele verden.

[Zain Rigel]

"Ja noget i den stil. Noget med magikere of some kind," han slog lidt afværgende ud med hånden uden helt at vide hvad han selv snakkede om, han havde aldrig set filmene, men havde set reklamer for dem. Dog var det ikke så væsentligt lige nu.
Han hævede et bryn, "Du har da bare udviget hans horisont," svarede han uforstående og med et let skuldertræk, det var der da ikke noget galt i. "Og så ja det gør lidt ondt én gang om måneden, men tænk som sagt lige på alle fordelene."
Igen slog han ud med hånden. "Pjat, det tager kun lang tid hvis ikke man har en god lærer. Og jeg er ret god." Roste han sig selv med et tilfreds smil. Han mente da også selv at han havde understreget sin pointe ganske tydeligt.

Dette her gik jo næsten for godt til at være sandt. Han foldede højtideligt hænderne foran sig og sukkede en smule dramatisk. "tja altså det kunne jeg godt og at have dig som spion ville virkelig være en stor hjælp, men det er jo et farligt erhverv." Hans påtaget bekymring kunne nok have overbevist de fleste, inderst inde glædede han sig bare til at komme ud herfra eftersom han hele tiden følte at han skulle holde sig selv tilbage for ikke at kaste op.
"Selvfølgelig kan der ske uheld med at mine ulve får bidt uskyldige, men vi forsøger at undgå det." Løj han ubekymret.
"Jeg skal nok sørge for at få nogen til at holde et øje på din ven." Sagde han skønt han ærlig talt ikke kunne være mere ligeglad.
Pludselig blev Zains opmærksomhed oprtigtigt vagt, han gjorde lidt store øjne, "har hun en månesten? Ville du kunne få fat i den?" Der var måske lidt meget iver i hans stemme, men lige nu havde han lidt svært ved at begribe sit eget held.
Og det blev kun bedre da Kaya gav sig til at snakke om Amelia og Carmine, "ja den Carmine. Interessant, det er i hvert fald værd at undersøge," svarede han tænksomt og havde mest lyst til at klappe i hænderne. Måske dette her ikke var så dum en alliance.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya trak lidt på skulderne, "Pas, jeg ser ikke fjernsyn," sagde hun i en lidt skæv grimmasse. Hun vidste godt, at et fjernsyn var noget mugglerne brugte til, at underholde sig med, men andet end det vidste hun ikke og havde hun egentlig heller ikke noget behov for.
Hun havde aldrig tænkt på bidet som en gave, men det var nok fordi hun havde været vant til, at leve sammen med Sofie som havde været meget lukket omkring det faktum at hun var varulv, så det havde Kaya nok bare taget lidt til sig. Ikke at hun slet ikke kunne snakke om det, men det var heller ikke det første hun fortalte, når hun mødte nye mennesker, især ikke efter mange var begyndt at frygte varulve. Hun nikkede lidt til hans ord, "Det kan godt være der er fordele, men der er også bagsider af medaljen," sagde hun roligt og kørte en hånd i gennem sit lange blonde hår. Hun grinte let da han sagde han var en god lære, "Okay, samurai zen Zain, så er det godt jeg er lærenem," sagde hun med et smil på læberne, hun ville hellere end gerne lærer, hvad end han ville kunne lære hende og hun var heldigvis ret lærenem, hun var stædig, så hun gav ikke bare op, selvom det nok ikke ville blive let.
Hun hævede lidt det ene øjenbryn, da han påpegede det var farligt at være spion, "Okay, Zain jeg ved godt vi ikke har kendt hinanden ret længe og alt det der, men jeg er en stor stærk kvinde, jeg kan godt passe på mig selv og jeg ved hvad jeg laver," sagde hun roligt og sendte ham et roligt smil, hun havde efterhånden prøvet lidt af hvert og der skulle meget til at stramme hende.
Hun nikkede lidt, "Har du nogensinde bidt nogen?" spurgte hun og tog en tår af sin te, fuldstædig uviden om, at det var ham som rent faktisk havde bidt hende. "Han er i vidnebeskyttelse lige nu, men det kan han jo ikke blive ved med, så hvis du kan arrangere det.. Det ville være fantastisk," sagde hun og så på ham med store øjne. Ikke fordi hun ikke stolede på Zoella ikke vidste hvad hun lavede, men det var generelt aurorerne som hun ikke stolede på. Og hvem ville være bedre til at passe på Seth end et par store stærke varulve?
Hun lod kort sin tunge spids fugte sine læber og nikkede så, "Hvornår vil du have den?" spurgte hun, som var på, at hun sagtens ville kunne få fat i den. Hun var en lidt for dygtig tyv, men det var langt fra noget hun gjorde mere, det havde været noget Ramon havde lært hende, samt smugling og andre ulovlige ting.
Hun tog sin fjerpen og et stykke papir, hvorpå hun skrev Amelias adresse og rakte den til ham. "Men pas på, hun er syg i hovedet, Zain og hvis hun har din far, ville jeg ikke sætte mine forventninger for højt.. Hun brygger varulvegift og render rundt med en hundefløjte i en sølvkæde om halsen," advarede hun og overvejede et øjeblik at tilbyd at tage med ham, men Amelia kendte jo selvfølgelig Kaya og ville nok lugte lunten, hvis hun dukkede op på hendes adresse. "Hun er ligeglad med, vi er familie, hun vil slå dig ihjel, hvis du ikke passer på," tilføjede hun og tog en tår mere af sin te.

[Zain Rigel]

Han sukkede let og trak så på skuldrene. ”Nej det gør jeg egentlig heller ikke.” Igen havde han da set lidt her og der, men han havde langt vigtigere ting i sin hverdag end at skulle glo på den slags tidsfordriv.
”Der er kun bagsider hvis du vælger at vende den om og kigge på den.” Svarede han bedrevidende. Han havde aldrig haft noget som helst negativt at sige om det at være varulv, selv forvandlingen havde han lært at holde af fordi hver eneste knogle der knækkede og hver eneste muskel der blev strukket til det yderste var et løfte om den styrke han snarest ville besidde.
Han smilede, ”storartet! Hvordan har du det med Paris?” Spurgte han så. Lige nu var hans primære tilholdssted jo i katakomberne, men han kunne jo også altid starte med at vise hende hulerne skønt det stadigvæk betød at de skulle på en mindre rejse.

Igen var han ikke så bekymret for hende som han forgav at være. Han havde intet imod at hun skulle lege spion og hans største bekymring i det var uden tvivl at hun skulle blive bustet inden han fik de han skulle bruge. ”Okay, hvis du er sikker på at det er det du vil.” Svarede han lidt ledende og smilede igen imens han jublede invendigt.
Spørgsmålet tænkte han ikke længe over. ”Ja.” Sagde han ligeud. Ikke at han havde tænkt sig at sige at han havde bidt hende, det var hun nok ikke helt klar til at høre endnu, men måske en dag. ”Ingen problemer, jeg kan sende nogen på opgaven så snart jeg kommer tilbage.” For han havde da ikke bedre ting at tage sig til en at lege bodyguard for et eller andet åndsvagt teenageidol.
”Jo hurtigere jo bedre.” Sagde han blot og rejste sig så fra sofaen. ”Bare rolig, jeg er ikke bange for en lille varulvejæger, desuden er jeg ikke interesseret i at redde min far, han fortjener at være hvor han er, han har gjort så meget skade på folk, jeg skal blot bruge stenen. Forestil dig hvis vores moster finder ud af hvordan hun bruger den. Det ville kunne få katastrofale følger for alle de varulve hun kommer i nærheden af.” Sagde han heroisk og så kort ned.
”Jeg må hellere se at komme tilbage, der er en de ting jeg lige skal have tilrettelagt nu.” Sagde han nu hvor han lige pludselig havde fået påduttet sig selv en ekstra opgave, men samtidig havde fået hint til hvor Carmine kunne være. Hvor han dog glædede sig til at se Carmines fjæs når han kun kom for at hente stenen og efterlade ham i det helvede han nok sad i nu.
Han rettede atter blikket mod Kaya. ”Jeg kontakter dig om et par dage med den videre planlægning.” Sagde han, fakede et smil og forlod så huset med følelsen af triumf løbende gennem hele kroppen.

// out