Jeg Håber Der Er Noget Af Olivia Tilbage

[Deleted]

Hun ville ikke tage imod nogen form for hjælp fra ham. Han skulle ikke komme mange år efter og tro, han kunne gøre det bedre. Det blev aldrig bedre. Han havde givet hende væk på et tidspunkt, hun havde haft brug for ham. Der var en grund til, hun ikke ville fortælle ham, hvordan hendes familie var nu. Han havde svigtet hende en gang og hun ville aldrig lade ham gøre det igen. Oplevelsen sad i hendes krop, ligeså vel som oplevelsen af hendes mors død, også gjorde. ”Tak for tilbuddet,” svarede hun blot og sendte ham et meget kort smil. Hun så på hans hånd, som han førte gennem sit hår og bed sig i læben. Hun hørte hans ord og så på ham med et undrende blik. Skulle han sige, hvem eller hvad hun nu ikke skulle være bange for? Frygten ville nok altid være en del af hende. ”Nej,” svarede hun og tog en tår af sin kakao for at prøve at slappe af. Hun vendte blikket mod ham, som han spurgte til hendes mor. Hun kneb øjnene sammen, mens hun prøvede at huske tilbage. Hun havde ikke været så gammel, da hun døde og hun havde glemt stort set alt fra tiden inden og noget af tiden efter. ”Hun var sammen med en mand… han var min far…” svarede hun, som hun stadig prøvede at huske det. ”Jeg mener, hun omtalte dig som hendes ven… men jeg kan ikke huske det,” svarede hun ham direkte.

[Deleted]

Lucas vidste godt, at han havde såret mange, hvis ikke alle, sine børn ved ikke at være der for dem, men han var stadig sikker på, at han havde gjort dem en tjeneste ved, at give dem en chance for at have et bedre liv uden ham i det til, at damne alting op. Han havde så også haft den udfordring, at det var svært at være der for nogen, som han ikke havde vidst eksisterede. Selvom han på en måde havde haft en chance for, at være der for Olivia, i form af at han kunne have valgt at beholde hende selv, dengang hendes mor døde. Men eftersom han ikke havde stået på førdelsartesten eller nogle andre steder, så havde de jo skulle igennem en masse med Ministeriet. Desuden var han slet ikke i stand til at tage sig af et barn eller en teenager, han kunne dårligt tage sig af sig selv. "Det var så lidt," svarede han og sendte hende et lille smil.
Han så på hende med et lidt mere alvorligt blik, "Jeg mener det, Olivia, hun kommer ikke til at røre dig, det lover jeg.. Selvom jeg godt ved mine løfter sikkert bare er ord i dine ører," sagde han, selvom det sidste nok mest kom som en mumlen. Han havde selv problemer med at stole på nogen, især sig selv, så hvorfor skulle hun gøre det, når hun ikke kendte ham? Ligesom han ikke kendte hende.
Han slog blikket lidt ned mod sin kop, som efterhånden var tom. Hold da op hvor kunne han godt bruge noget andet end bare kaffe lige nu. Han nikkede lidt. "Vi var dansepartnere i flere år og ja, hun var min veninde også.. Jeg har nogle billeder fra nogle af vores danseturneringer, hvis du vil se dem?" spurgte han, dog uden at flytte sit blik fra den mere end halv tomme kaffekop.

[Deleted]

Olivia ville hellere have at Lucas havde prøvet end at være hos dem, hun var ved nu. Hun ville dog heller ikke fortælle ham om det, for så ville hun blive et problem for ham igen. Foruden, hun virkelig heller ikke stolede på ham. Hun svarede ikke på det første han sagde, men så på ham med et ligeledes alvorligt blik ved det næste han sagde til hende. Hun kunne ikke overkomme det og hun kunne knapt tyde hans mumlen. “Der er ingen, der kan love nogen noget,” svarede hun og svarede med vilje ikke på, at Dacoda ikke kunne gøre hende noget. Det troede hun ikke på, men hun nægtede at lade sig styre af frygt og hun nægtede at vise ham, hun var bange. Hun ville hellere vise det til Terry, selvom det krævede, hun skulle snakke om noget, hun helst ikke åbnede op for. Det ville virkelig være at åbne pandoras boks, for der var så mange følelser hun havde undertrykt for at passe på sig selv.
Hendes egen kop var efterhånden også ved at være tom. Hun tømte det sidste af den og satte den på bordet og bed sig i læben ved hans ord. De var venner. Ville hun se billeder? Nej. Hun vidste ikke hvordan hun skulle sige det til ham. Hun så bare på ham med et blik, der prøvede at aflæse ham. Han så ikke en gang på hende. “Uhm…” mumllede hun, som hun prøvede at få ord over sine læber, men de ville ikke forme sig. Han havde fået så uretfærdigt meget tid med hendes mor og hun havde intet fået. Selvfølgelig ville hun ikke se dem. Hun var ikke klar. Hun vidste et eller andet sted nok også, det hele ikke var hans skyld, men der var omvendt også bare så meget der var.

[Deleted]

Lucas kunne intet gøre ved noget han ikke vidste foregik, men hvis han nogensinde fandt ud af, at Olivias plejefamilie ikke behandlede hende godt, ville han gå amok. Hvis hun endelig skulle damnes op, så kunne det ligeså godt være af ham selv, end en fremmede familie som ikke kunne finde ud af det de skulle. Men når han intet vidste, så kunne han jo heller intet gøre. Han bed sig lidt i læben, mens han trak lidt på den ene skulder, "Kommer an på i hvilke sammenhæng," svarede han roligt og lod en hånd løbe igennem det korte hår og kløede sig lidt i nakken. Selvfølgelig var der nogen ting ingen kunne love, men der var også ting som han mente bestemt godt kunne loves. Han kunne foreksempel love hende, at fortælle hende sandheden og gøre det, men han kunne ikke love hende, at hun ville bryde sig om sandheden.
Hans blik blev mod koppen, til han hørte hendes uhm, hvilket fik ham lidt forsigtigt at vende blikket mod hende, "Det kan også vente til en anden dag," sagde han og sendte hende et lille smil og kiggede mod hendes kop, "Vil du have mere at drikke?" spurgte han. Han følte ikke rigtigt det her var nogen succes, men han prøvede i det mindste. Det var mere end han havde gjort overfor Frej eller Hye. Allison havde han heller ikke rigtigt været der for, fordi han ikke havde vidst hun var hans, før for godt fem år siden snart. "Er.. Er der noget du vil vide om mig?" spurgte han og drak det sidste i sin kop og stillede den fra sig på sofabordet og vendte blikket mod hende igen. Der var meget han gerne ville vide om hende, men han følte ikke rigtigt, at han måtte spørger for meget ind, hvilket også var okay.

[Deleted]

Olivia vidste sådan set godt, han ikke kunne gøre noget ved at hendes plejeforældre var, som de var. Hun sagde jo netop heller ikke noget, fordi hun vidste det ville gå to veje. Enten ville han gøre noget ved det eller også ville han ikke. Hun ville ikke føle sig svigtet endnu en gang af det eneste menneske, hun følte, hun kunne stole på, så det var nemmere for hende bare at forblive tavs. Foruden, kunne hun heller ikke se, hvad han kunne gøre. Løbet var sådan set kørt for ham og selvom det var hendes biologiske far, så måtte hun nok indrømme at den eneste mand hun nogensinde havde set som sin rigtige far, var ude af hendes liv forevigt. "Hvis hun vil røre mig, så skal hun nok også komme til det," svarede hun. Hendes udgangspunkt var, hvis nogen ville noget nok, så skulle de nok få fingrene i det. Så kunne hverken hende eller Lucas gøre noget ved det andet end at forsvare sig selv, hvis dagen måtte komme. Hun kunne dog ikke se hvorfor Dacoda skulle være interesseret i hende, når hun ikke havde vidst hun var til stede og hun kunne alligevel ikke huske andet end hendes mor var død og hun var blevet dræbt. Sidstnævnte, fordi hun havde fået det fortalt. Alle hendes minder om det var gemt sikkert væk, så hendes hjerne kunne passe på hende. Olivia gav ikke meget for, om han ville love hende altid at sige sandheden. Hun ville høre og se det fremfor at få et tomt løfte. 
"Kan det?" spurgte hun lettet. Det var for meget for hende at tænke på, han havde videoer af hendes mor. Hun savnede hende og hun savnede at blive holdt af hende og høre hendes stemme, som hun kun så svagt kunne huske. Hun ønskede ikke at se på al den tid, Lucas havde fået med hende og som hun ikke selv havde fået. Ikke lige nu. Olivia følte nu endelig det gik meget fint. Selvfølgelig var det akavet og de havde ikke mange ting at snakke om, men det kunne have gået meget værre. Alt det hun bebrejdede ham, kunne hun have sagt højt, men det havde hun ikke gjort. Hun ville nok gerne have, at han et eller andet sted var stolt af hende også selvom tanken var ren drøm. "Ikke lige nu," svarede hun og sendte ham et kort smil og lod sit blik falde på hans, som han kiggede op på hende efter at have sat sin kop. Hun så på ham ved hans spørgsmål og rynkede på næsen for at tænke. "Har du en kæreste?" spurgte hun, da det var det eneste hun kunne komme i tanke om, selvom hun egentlig ikke var sikker på, hun ville vide det og så alligevel.... Hun ville jo gerne lære manden at kende en smule. 

[Deleted]

Lucas havde aldrig påstået at han kunne være en god far for nogen, det var jo netop en af grundene til, at han aldrig havde ville være far til at starte med. Han var for glad for piger til, at slå sig ned og han var ikke interesseret i, at skulle lade sig begrænse omkring, hvem han slæbte med hjem eller hvem der skulle være i hans liv, hvor længe. Han vidste jo godt, at når man havde hjemmeboende børn, så nyttede det ikke noget at slæbe en ny kvinde med hjem hver weekend. Han holdt af nogle af sine børn, men han elskede sig selv og sin frihed højere. Det lød måske koldt og kynisk, for slet ikke at snakke om egoistisk, men han havde aldrig bedt om at de skulle sættes til verden, hvorfor skulle han så begrænses af dem?
Han trak lidt på den ene skulder, "Havde hun ville gøre dig noget, havde hun gjort det dengang. Men hun kommer ikke til det, for så skal hun forbi mig først," sagde han en smule mere alvorligt, så Olivia forhåbentlig ikke ville være i tvivl om, at han mente det. Han nægtede at lade sig tyrannisere af Dacoda mere. Ville hun skade flere som var inde på livet af ham, så skulle hun forbi ham først.
Han rynkede lidt på panden, "Ja selvfølgelig, ta' den tid du har brug for, og så tager vi det til den tid," sagde han og sendte hende et imødekommende smil. Han ville ikke presse hende til, at sidde og se billeder af hendes mor, hvis hun ikke var klar til det endnu, så hellere vente til hun følte for det. Der skulle en del til, at gøre Lucas stolt, men et sted følte han nok ikke rigtigt at det var hans plads, at kunne kalde sig en stolt far. Han havde jo ikke opdraget hende. Han havde ikke nogen rettigheder som en far. Ikke hvis man spurgte ham. Han nikkede let til hendes ikke lige nu, "Ellers siger du bare til," sagde han venligt og sendte hende et smil retur. Han rystede lidt på hovedet, "Nej, ikke lige for tiden, men jeg ser en som jeg er ret glad for," svarede han, han havde set Bianca i en månedenstid efterhånden, men de var ikke kæreste endnu. "Har du?" vendte han hendes spørgsmål og smilede til hende, hun måtte da havde alderen efterhånden, hvor drengene var begyndt at være lidt spændende og ikke bare havde drengelus mere.

[Deleted]

Dani måtte indrømme hun havde en anden holdning en ham. Hun var nok ret naiv, men hun mente, hvis man kunne have samleje så måtte man også være klar til det ansvar, der kunne være bagefter. Et ansvar om at være forældre eller vælge det fra ved en abort. Hun vidste godt, mange jagtede det vilde og det ungdommelige liv, men havde man været vild i sin ungdom, så var man også klar til at være voksen, når den dag kom, at man skulle. Som sagt, så vidste hun godt at det var naivt at tænke sådan, men det var sådan hun tænkte. Hun var ikke ret gammel og alligevel var hun ret moden på mange punkter. Hun havde også oplevet noget, de færreste havde oplevet og selvom hun havde fortrængt det meste af det, så påvirkede det hende stadig. 
Hun bed sig i læben ved hans ord. Hun troede på ham, men hun troede ikke på det var ud af kærlighed, men af en forpligtelse. Noget han gjorde, fordi han ganske enkelt følte, han skyldte til hendes mor eller måske også andre. Hun ville ikke tro på, at der var noget inde i Lucas, der rent faktisk agerede som en far ville det, når hans børn var i fare. Hun ville heller aldrig betro sig til ham, for hun regnede ikke med at han ville støtte hende. Lige nu sagde hun blot det han ville høre med en forhåbning om at hun kunne være et eller andet form for drømmebarn, og hun kunne flygte fra den tilværelse, hun havde derhjemme. "Okay," hviskede hun. Hun ville ikke diskutere det med ham og han havde ikke nogen form for troværdighed hos ham. Han havde kastet hende ud til ulvene en gang, hvorfor skulle han ikke gøre det igen?
Hun så han rynkede på panden og lyttede til hans ord. Betragtede det imødekommende smil, han påduttede sine læber. "Tak," svarede hun høfligt. Hun var ikke klar til at se billeder af sin mor også selvom det havde været mange år siden, hun var blevet dræbt. Hun var jo heller ikke sikker på, hun ville høre noget om sin mor fra ham. Han havde slet ikke fortjent al den tid med hende, som han havde haft. Dani selv havde nærmest intet haft og det var så fandens uretfærdigt og selvom lige den del ikke var Lucas skyld, så gav hun den til ham. Hun havde svært ved at tilgive det og det var nemt at gøre ham til den store farlige mand, der havde gjort noget ondt og utilgiveligt. "Ja, skal jeg nok, Lucas," svarede hun med et falsk, venligt smil. Hun så på ham, da han rent faktisk så en han var glad for. Hun vidste ikke om hun skulle være glad på hans vegne eller ej, eller om hun synes det var synd for den stakkels kvinde, der overhovedet gad at bruge sin tid på ham. "Nåh, hvor dejligt," svarede hun med et kortfattet smil. Hun var egentlig ikke sikker på, hun var glad for at høre sandheden, men nu vidste hun det. Hun bed sig kort i læben ved hans spørgsmål. Ja, det var faktisk en hun var glad for og hun havde også været rigtigt sammen med ham, men de var ikke kærester for han havde ikke spurgt hende om hun ville eller om hun ville på date. Hun vidste heller ikke, om han var glad for hende. Hun fortrød dog heller ikke noget. "Nej," svarede hun direkte. Det var jo sandheden.