Jeg Håber Der Er Noget Af Olivia Tilbage

[Deleted]

@daniella
Hjemme hos Lucas.
September 2054 omkring klokken 18.

---

Lucas havde brugt det meste af dagen på, at få ryddet bare lidt op i huset. Det ene store panoramavindue ud til have, var stadig smadre, selvom der var sat et midlertidigt vindue op, efter Dacoda havde aflagt ham en lille visit. hans ene øjenbryn havde også stadig plaster på, da han nægtede at tage på sygehuset bare for et flækket øjenbryn. På det punkt var han nok bare en typisk mand. Han havde stort set intet hørt fra hverken Isadora eller Allison det sidste lange stykke tid. Eller Kaya for den sags skyld, selvom hun stadig arbejdede for ham, så så han hende kun meget sjældent efter hun var flyttet ud fra danseskolen igen. Men så længe hun passede sit arbejde så hverken kunne eller ville han fyre hende.
Den hvide schæfer hund lå i sin kurv inde i stuen. Den var nok den 'kvinde' som havde været i Lucas' liv i længste tid, foruden hans familiemedlemmer. Lucas havde det egentlig ret underligt i kroppen, han havde ikke været hele alene med Olivia endnu, men han prøvede jo virkelig at gøre hvad han kunne, for at være en god far, men han vidste også godt, at det var som, at tro på julemanden. Tanken var rar og hyggelig, men sandheden var en løgn.
Han havde gemt de mange sprutflasker, han dagligt gik og nippede af, væk. Hans sovepiller som ingen vidste han tog, var som altid låst nede i skuffen i hans natbord. Porno, samlejelegetøj og andre ting og sager, var ligeledes gemt væk, da han havde prøvet at gøre hjemme, bare sådanne nogenlunde børnesikret, selvom Olivia jo ikke var den yngste, så var hun en af de yngerer og hun var en pige, hvilket gjorde hende lidt mere uskyldig i Lucas' øjne.

[Deleted]

Outfit

---

Dani vidste ikke rigtigt, hvordan hun skulle have det med at møde sin far. Hun kunne huske, han var hendes far, men ikke omstændighederne omkring, hvorfor hun havde fået det at vide. Hun kunne også huske ham fra tiden, hvor det bare var en hendes mor arbejdede med. Hun vidste også, at hendes mor var død, men hendes hjerne havde bildt hende ind at det var en ulykke selvom hun havde set det hele ske. Hendes hjerne havde gjort det for at beskytte hende. For ikke langsomt at glide ud i sindssygheden og den dag sandheden gik op for hende, ville hun da også ønske at amnesi ville ramme hende det sekund, sandheden blev fortalt. Hun søgte ikke svarene på de spørgsmål hun havde, men inden i vidste hun jo godt et sted, at hun havde erstattet et ekstremt pinefuldt og hjemsøgende minde med noget hun kunne leve med. Hvornår det var sket, kunne hun ikke sige. Det havde fra hendes side af, ikke været en bevidst handling. Hun trak vejret tungt og rettede på det lyseblå hår, som hun stod ude foran Lucas' dør. Hun lod sine knoer ramme hans dør, da hun i ren nervøsitet ikke bemærkede om der var en ringeklokke eller noget der lignede. Hun så afventende på døren som hun rettede på den al for store lyserøde trøje. Hun var en meget slank pige, hvilket også var ret tydeligt på hendes ben og lår. Hun var så dog heller ikke særlig høj, men hun voksede jo stadig. 

[Deleted]

Som en banken mod Lucas' dør lød, rettede han blikket mod den, som om han forventede, at hans liv om lidt ville tage en drastisk drejning. Som om, det var hans skæbne som bankede på. Det føltes i hvert fald sådan, men han prøvede at følge Dorrans råd om, at blive en bedre far. Han havde efterhånden også en alder, hvor han burde kunne tage mere ansvar end han nogensinde havde gjort før.
Den hvide schæfer, rettede et øre og løftede kort efter hovedet, "Bliv," sagde Lucas roligt, han vidste trods alt godt, at det ikke var alle som var glade for hunde, selvom Love aldrig havde gjort nogen fortræd. Han rejste sig fra sofaen og gik mod døren. Hans hjerte bankede hurtigt, han kunne virkelig godt bruge noget at drikke lige nu til, at dulme nervøsiteten, men han ville heller ikke have at hun skulle have et dårligt første håndsindtryk af ham, selvom det ikke var første gang de mødte hinanden, men han havde lidt en fornemmelse af, at han ikke stod i hendes gode bog, i og med at han ikke havde beholdt hende efter hendes mors død, men havde sendt hende videre i systemet. Selvom det havde været i et håb om, at hun ville komme til en familie som ville elske hende og opdragende hende til, at blive et godt menneske. Noget Lucas aldrig selv ville kunne gøre.
Han åbnede døren og blev mødt af noget, som mest af alt mindede ham om en lang, tynd candyfloss. "Hey Olivia," sagde han roligt, men en smule hæst, før han flyttede sig fra døråbningen, så hun kunne træde indenfor. "Kom bare ind," tilføjede han og rømmede sig lidt. Hvor hun dog lignede sin mor, hvis han lige så bort fra det blå hår. Men øjnene, næsen og kindbenene, var uden tvivl Carolines. Han lukkede døren efter hende og låste. Efter besøget fra Dacoda, stod hans dør aldrig uløst mere. Han vidste ikke helt om han skulle kramme hende eller ej, det var vel kun noget fædre som rent faktisk havde været der for deres børn, som gjorde det? "Du er blevet stor," sagde han i stedet for og sendte hende et lille smil, som han gjorde en gestus mod stuen, hvor Love lå i sin hundekurv og så op på den fremmede blå-håret pige.

[Deleted]

Efter hun havde fået sandheden at vide om hendes oprindelse, havde den mand, hun havde kaldt far før, været ude af hendes liv. Skuffet og ødelagt over hendes mors tidlige død samt de sandheder, der blev ført frem i lyset. Hun havde været et par år i systemet, inden hun var havnet i en plejefamilie. Hun havde taget Lucas' efternavn for at holde fast i, ja stædigt minde sig selv om, at det var en del af hendes oprindelse. En måde at minde sig selv om, at far ikke ville have hende. At hun ikke havde et stedfæste i verden, siden hendes mor blev dræbt. Et minde, der dulmede inde under overfladen, som ventede på at blive vækket. Ventede på, at gøre hendes liv til et helvede. Lige nu tog hun alt hvad verden kastede imod hende med oprejst pande, da hun gerne ville gøre mor stolt. Hun ville dog ikke benægte, at det liv hun hidtil havde levet, havde haft indflydelse på hendes tøjstil og hendes personlighed. Hun havde festet i en tidlig alder og været fuld i en tidlig alder. Hun var 14 nu og havde været fuld mere end hun kunne tælle på 2 hænder. 
Hun vidste ikke hvordan hun skulle have det med at Lucas ville møde hende. Måske have noget med hende at gøre. En blanding af, det var hendes far og hun gerne ville gøre ham stolt og fremstå som om, at alt kørte på skinner. En blanding af, at hun var vred over, at han ikke havde villet hende for mindre end ti år siden. Hun vidste ikke, hvad der havde ændret sig, og hun var nervøs for at se ham igen. Hun kunne kun svagt huske ham og i hendes hoved var der blevet dannet et billede, af en følelsesmæssigt afstanden mand og far. 
Hendes blå øjne søgte mod hendes fars, da Lucas åbnede døren. "Hej Lucas," svarede hun formelt, som hun lod sine øjne undersøge hans ansigt. Han havde ældnet siden, men det var en naturlig del af at blive ældre. Det vidste hun godt. Hun lagde mærke til det plaster, der var ved hans øjenbryn og lod blikket forsvinde væk fra det. Hun ville ikke bekymre sig om det. Hun smilede overfladisk, da han bad hende komme ind og trådte indenfor inden hun stillede sine sko pænt og lige. "Ja, jeg er heller ikke 6 år mere.." svarede hun med et grin, der mest af alt bare var falsk. Men hvor skulle han vide det fra, han kendte hende ikke og ville ikke have hende. 

[Deleted]

Lucas vidste godt, at prisen for verdens bedste far, aldrig ville blive hans. Han havde så mange børn, måske også flere end han kendte til, de havde det jo lidt med at poppe op som paddehatte, sjovt nok efter de var født og han intet havde at skulle have sagt i forhold til, om han overhovedet var interesseret i, at være far. Nej, han havde på intet tidspunkt haft et valg, det var jo ikke fordi han aldrig beskyttede sig, men nu var der jo ingen midler som var hundrede procent sikre, og hvis kvinden sagde de havde styr på det, så stillede han ikke spørgsmålstegn ved det.
Han sendte hende et lidt akavet smil da hun hilste på ham. Han følte et enormt pres, da han i forvejen havde svigtet hende én gang, da hendes mor var blevet slået ihjel, men det var Caroline som havde holdt Olivia hemmelig for Lucas, så han igen ikke havde haft en chance for, at sige til eller fra, om han ville være far. Han bed sig lidt i læben, da hun stillede sine sko så fint. Det havde hun i hvert fald ikke fra ham. Ikke at han var et direkte roddehoved, men han smed nok bare sine sko, med mindre det var hans dansesko, men de var også en del dyre end normalesko, kunne være. Han kørte en hånd i gennem sit korte hår, "Nej, du vel ikke. Du går vel på Hogwarts nu," sagde han roligt og smilede til hende, før han gjorde en gestur med den ene hånd, som tegn til, at hun kunne sætte sig i sofaen. "Kunne du tænke dig noget, at drikke eller noget?" spurgte han, uden helt at vide hvad piger i hendes alder drak. Sidst hun havde været her, var hendes mor lige blevet slået ihjel for øjnene af hende og hun havde fået en kop varm kakao med flødeskum og kanel henover, mens de havde ventet på Isadora var kommet for at tjekke hende igennem, for at være sikker på, at der ikke var sket hende noget. "Jeg har kakao, hvis du stadig kan li' det?" spurgte han og kløede sig lidt i nakken.

[Deleted]

Dani var ligeglad med om han havde haft et valg i forhold til om ville være far eller ej. Den dag, han havde hjulpet hende videre ind i et snørklet system, havde han haft et valg. Han kunne vælge at træde op til sin rolle og være den far, som hun manglede og tage sig af hende i stedet for at smide hende væk, som var hun gårsdagens affald. Hun bebrejdede ham dog ikke, for hun havde ikke set ham som sin far inden han havde fortalt hende, at han var det og derefter, på ingen måde, fordi han havde afslået hende. Det var den eneste konsekvens. Dani gad ikke blive sur, men det havde sagt varige mén i hende. Der var sket så meget den aften og nat, at hun havde smidt det mest traumatiserende ud af sit hoved og hun ville ikke sikker på, at hun ville genleve sandheden. Hun tog i mod hans gestus og satte sig ned i sofaen med en pæn og rolig bevægelse. Hun havde for længst lært at opføre sig velopdraget gjorde, at hun kom langt i livet. Hun boede hos en plejefamilie, som værdsatte den slags og det var den eneste måde, man fik lov til ting hos dem. De var nemlig strenge. "Selvfølgelig," svarede hun med et kort nik, som hun bed sig i læben. Hun trak en smule på skulderen ved hans spørgsmål om hun kunne tænke sig noget at drikke, inden hun nikkede. "Jo tak," svarede hun pænt, inden hun rettede på det blå hår. Hun kendte ikke rigtigt Lucas, men han havde ikke kommenteret på det blå hår, hvilket ikke gjorde hende noget. Når hun var hjemme gik hun med wigs for at skjule farven på hendes hår, da hendes plejeforældre ville få et føl på tværs, hvis de vidste hvordan hun så ud eller hvordan hun gik klædt, når de ikke var i nærheden. 

[Deleted]

Lucas havde aldrig selv haft et ønske om, at blive far. Han havde altid elsket at være en fri fugl og kunne gøre som det passede ham, uden at være afhængig af nogen eller først skulle spørger Gud og hver en mand om det var okay. Det var også en af grundene til, at det med at være i et fast forhold heller aldrig havde været noget for ham, selvom han havde været i en del efterhånden, så havde han heller aldrig været en kæreste tro. Han vidste godt, at han var over 30 nu og de fleste i hans alder havde sig en fast partner og sikkert også var både gift og var godt i gang med at skabe deres egen lille familie, men det havde aldrig været noget han havde ønsket sig.
Han nikkede lidt, hun var virkelig blevet stor, men tiden gik jo også. "Hvilket kollegium går du på?" spurgte han nysgerrig, men også ligeså meget for at lære hende lidt at kende og finde ud af, hvad hun var for en. Han gik mod køkkenet og gik i gang med at lave en kop varm kakao til hende, præcis ligesom han havde lavet den til hende dengang med hendes mor. Han kunne selv godt mærke trangen til en øl eller stærkere alkohol meldte sig i ham, men han valgte i stedet for at lave en kop kaffe. Han vendte rundt så han fra køkkenet af kunne se ind i stuen og dermed se sin datter. Han sendte hende et lille smil, "Hvor du dog ligner din mor," sagde han stille og kløede sig lidt i nakken. Hendes mor havde også været typen som farvede hår, hvis det var det hun ville, samt gik i det tøj der passede hende, ligeglad med, hvad andre måske tænkte om hende. "Selv med det blå hår," tilføjede han med et skævt smil på læberne.

[Deleted]

Olivia havde aldrig bedt om, at få sandheden at vide om Lucas. Hun havde levet i en verden før, hvor den mand hun boede sammen med, var hendes far. I stedet havde hun haft to mænd der i en tidlig alder, havde svigtet hende. Forladt hende. Overladt hende til sig selv. Hun ville nok aldrig helt kunne komme sig over det svigt og helt kunne stole på Lucas. Hun ville også altid være imod hans ’jamen jeg vil være fri’, for han havde et ansvar med den frihed han havde. Hvis han var gammel nok til at styre sit eget liv, kunne han også tage ansvar for hvad han havde gjort.
Hun bed sig i læben ved hans spørgsmål. Fulgte han så lidt med i hende eller var det blot for at få en samtale op at køre? ”Gryffindor,” svarede hun med en rolig stemme og lod ham gå mod køkkenet, inden hun bukkede sig ned for at nusse hans hund, Love, bag øret og smilede til hende. Hun satte sig derefter tungt ned i sofaen og rettede på den lyserøde trøje, hun havde på. Hun følte stemningen i mellem dem var så akavet at luften de indåndede blev tungere. Hun anede ikke, hvordan hun skulle snakke til ham og om hvad. Lige nu fortrød hun nærmest, hun havde sagt ja. Hun lod blikket møde hans skikkelse i det han snakkede til hende og bed sig hårdt i læben ved hans ord. Hun kunne ikke huske hende. ”Gør jeg?” spurgte hun i en søgen efter bekræftelse fra ham. Hun brød sig ikke om, at snakke om sin mor.

[Deleted]

Lucas ville aldrig nogensinde påstå, at han var en god far, for det vidste han udemærket godt, at han langt fra var. Han havde så mange børn og så ikke engang halvdelen af dem. Han ville ikke sige at han var ligeglad med dem, for det var han selvfølgelig ikke, og så alligevel på punkter så virkede han jo som om han var, for ellers havde han jo taget kontakt til dem, det ville nogen i hvert fald mene og han forstod godt, hvis børnene var nogen af dem som ville mene dette. Men det var netop fordi han ikke var ligeglad med dem, at han holdt sig væk fra dem. Han ville ikke ødelægge dem.
Han sendte hende et lille smil og nikkede lidt til hendes svar, "Det gjorde jeg også.." sagde han uden helt at vide, hvad hun skulle bruge den ligegyldige information til. Han var ret sikker på, at hun var ligeglad med ham. Det ville han i hvert fald selv være, hvis hans far havde sendt ham videre i systemet efter at have set hans mor blive slået ihjel af en dødsgardist. Men han var nu ret sikker på, at Olivia havde det meget bedre hvor hun var nu, end hun nogensinde ville have haft, hvis hun var blevet hos ham.
Han nikkede og satte kruset med den varme kakao foran hende på sofabordet. "Ja, meget. Hun elskede også at farve sit hår. Hun var engang ved at få os diskemineret fordi hun havde farvet sit hår pink, lige før vores verdens mesterskabs sidste dans," svarede han med et let grin ved mindet og satte sig i lænestolen, skråt overfor hende. Lucas havde kun været oprigtigt forelsket en gang i sit liv, og det havde været i Skyler, Dorrans mor, efter hende, havde han da prøvet at være lun på andre, foreksempel Isadora, men Olivas mor havde været hans dansepartner i gennem utroligt mange år, hvor de egentlig bare havde været venner, indtil de en aften havde fået lidt for meget at drikke og det var Olivia så et produkt af, selvom hendes mor ikke havde fortalt noget til Lucas omkring hende. "Danser du også?" spurgte han lidt ind, det kunne jo være interessen var gået videre.

[Deleted]

Olivia var af en væsentlig anden holdning end ham. Hun synes ikke de steder, hun havde boet havde været så fantastiske. Så havde Lucas eller forestillingen om den kakaogivende mand været langt bedre. Alt hun havde til at bakke det op var hendes fantasi, for samtidigt var det om den mand, der havde smidt hende i det system. Noget, hun nok aldrig ville tilgive ham for. Uanset hvor mange kopper varm kakao med skumfiduser, hun fik af ham. ”Okay,” svarede hun og nikkede et par gange med et smalt smil, hvilket hun oftest gjorde, når hun skulle skjule hun var ligeglad.
Hun kiggede på det krus, som blev sat foran hende, som hun satte knæende op foran til hendes hoved og rullede sig nærmest sammen til en lille kugle. Hun holdt om sine knæ og så på sin far. ”På grund af pink hår?” spurgte hun uforstående, da hun ikke vidste der var regler for hårfarve i dans. Hun kunne ikke huske om hendes mor farvede hår eller hvad hun gjorde. Hun kunne slet ikke huske hende eller hendes stemme. ”Nogen gange,” svarede hun og bed sig i læben. Det var ikke par dans og det var vel egentlig heller ikke rigtig dans, men hun kunne godt mærke, hun havde rytme i sin krop. Hun havde bare aldrig gået til noget heller. ”Er du kommet til skade?” spurgte hun og nikkede mod hans øjenbryn, hvor der var et plaster.

[Deleted]

Lucas vidste han ikke var en god far, derfor havde han valgt at det bedste for Olivia ville være, at komme et sted hen, hvor de vidste hvad de lavede og ikke ville ødelægge hende ligeså meget som han med garanti ville have gjort, hvis han ikke allerede havde gjort det, alene ved at være en del af de gener som var gået videre til endnu et barn. Han vidste godt, at han ikke kunne rette op på noget af det, men han vidste også godt, at han ikke fortjente sine børns kærlighed eller bare accept. Han sendte blot et optaget smil retur, da han heller ikke rigtigt kunne finde ud af, at smile oprigtigt i den her situation.
Han havde virkelig lyst til, at ryge en hel pakke smøger og drikke direkte af den flaske whiskey som han vidste ventede på ham i køleskabet. Endnu et tegn på, at han aldrig ville blive en god far. Han nikkede lidt, "Ja, det betyder ikke så meget i de lavere klasser, men til de voksnes verdens mesterskaber, er det ikke noget som giver ekstra point hos dommerne, lad os bare sige det sådan," fortalte han med et let smil og rodede lidt i sit hår, da han ikke rigtigt vidste hvad han skulle gøre af sig selv. Hans smil voksede dog en smule, da hun svarede hun dansede nogen gange. Hun var nok det eneste af hans børn som dansede så. Så vidt han vidste i hvert fald. "Fedt, du må sige til, hvis du vil have noget undervisning eller noget," tilbød han roligt og tog en tår af sin kop.
Han rynkede lidt på panden ved hendes spørgsmål, før det gik op for ham, at hun mente hans flækket øjenbryn, "Oh nej, nej. Eller jo, men det er ikke noget," sagde han, han vidste godt, at han nok burde have været en tur forbi skadestuen, men det havde han ikke magtet, så et plaster og så skulle det nok vokse fint sammen igen. Sådan havde han det med de fleste af sine skader. Han havde ikke lige lyst til, at fortælle hende, at det var hans eks, som havde været en tur forbi. "Er dine adoptivforældre gode ved dig?" spurgte han lidt forsigtigt ind.

[Deleted]

Dani ville altid gøre sit bedste for at virke god udadtil. Hun ville tilfredsstille ham og gøre ham ked af, han ikke havde beholdt hende. Hun var dog også nem at have med at gøre normalt, det var slet ikke det. Hun tvang sig selv til at blive en bedre udgave af sig selv. Hun var teenager, så selvfølgelig var hun til tider rapkæftet og flabet, men overfor ham, var hun nok det mest blide lam, som fandtes. 
Hun nikkede ved hans ord. Helt oprigtigt var hun ikke interesseret i hvad han fortalte hende. Den del med hendes mor havde været mere interessant for hende, men nu var det ligegyldigt. "Konservativt," kommenterede hun kort. Hun var alt andet end. Hun var typen, der gik klædt som hun ville og farvede hendes hår i de farver, hun lystede og så kunne hun ikke være mere ligeglad med andres mening. Om de synes det var grimt, for meget eller pænt. Det handlede ikke om dem, men om hende. Hun så på ham ved hans ord. Så nu ville han være der med et eller andet. Typisk. Fandme nej. "Det er lige meget. Jeg er ikke særlig god," svarede hun og rystede på hovedet for at understrege hvad hun sagde. 
"Hvad har du lavet da?" spurgte hun med hovedet på skrå. Det var nemmere at fokusere på ham end at skulle snakke om sig selv. Hun havde svært ved at tro, han egentlig gerne ville vide det. Hun tog en tår af sin kop inden hun prikkede sig selv i låret for at have noget at lave med sine fingre. Hun så op på ham ved hans spørgsmål. Hun havde ikke lyst til at svare, for nej, de var ikke gode ved hende. De havde aldrig taget hende helt til sig, men de var strenge. Hun var glad for, hun var væk fra dem det meste af tiden. Sommerferien var den hårdeste at komme igennem. "Ja," løj hun. Hvad ville han gøre ved det?

[Deleted]

Lucas var begyndt at komme i en alder, hvor det at få børn ikke var unormalt, problemet lå nok bare lidt i, at han aldrig havde ville have børn, ingen af hans børn havde været planlagte. Den eneste han havde fulgt fra fødslen af var Dorran, fordi Lucas' forældre havde taget Dorran til sig som var han deres, da Skyler var død og Lucas havde været for ung til, at kunne klare det selv. Han havde prøvet at overtale Dacoda til en abort dengang hun var blevet gravid med Frej, men som klatlevereren havde han intet at kunne sige eller gøre. De andre havde han ikke engang vidst, var ventet, før de flere år efter havde tilstået, at de var hans. Han havde ikke haft en chance for, at sige til eller fra. Han nikkede lidt til hendes kommentar, "Ja," svarede han og sendte hende et kort smil. Han var egentlig en ret nem mand, at omgåes. Okay måske ikke lige pt, hvor han var så langt nede i kulkælderen som han var, men ellers. Han lod det dog heller ikke vises udadtil. Han trak let på den ene skulder, "Well, hvis du ikke øver dig, så bliver du heller ikke god," sagde han og sendte hende et lille smil, før han lænede sig lidt tilbage i sofaen.
Han sukkede lavmeldt og vendte blikket mod sin kops indhold. Skulle han lyve eller være ærlig? Han vendte blikket tilbage på hende, hans smukke datter, som ikke var så lille mere. "Jeg havde besøg af den samme dødsgardist, som slog din mor ihjel," svarede han så ærligt, han vidste ikke om alle hans eks-kæreste eller mødre til alle hans børn var i fare, eller om hans børn var det. Han vidste bare, at uanset hvad, så var Dacoda en farlig heks, som ikke var bange for at slå ihjel, hvis det passede hende. Et lille smil meldte sig på hans læber, da hun svarede ja, hvorfra skulle han vide hun løj ham direkte op i hans åbne ansigt og svaret som burde have forladt hendes mund, skulle have været et nej. "Det er jeg glad for, at høre. Virkelig," sagde han oprigtigt og tog en tår af sin kaffe.

[Deleted]

Det ville ikke undre Olivia hvis Lucas havde virkelig mange børn. Hun tænkte nok hun havde søskende, men tallet var hun usikker på. Hun var egetnlig heller ikke særlig sikker på, hun ville møde dem. De var ikke en del af hinandens liv overhovedet og de havde ikke noget til følles, udover, de alle var blevet givet væk. De havde alle sammen nye familier, og det ville give mening hvis ingen af dem, egentlig tænkte over, at en af de halvdele der havde været med til at skabe dem, var Lucas. Det havde et eller andet sted, meget groft sagt, blot været en steddonor. Olivia savnede sin mor hver dag, selvom omstændighederne for hendes død var sløret til, af en hjerne som prøvede at beskytte hende. Kunne hun, ville hun langt hellere være hos sin mor end noget andet. Hun behøvede slet ikke Lucas eller en anden faderfigur. Hun var egentlig også ret ligeglad med Lucas følelser og meninger omkring alt det her. Hun var ligeglad hvordan han havde det, for det havde han også været med hende, sådan opfattede hun det i hvert fald. "Der er ikke en grund til at spilde noget på nogen, der ikke er særlige gode til at starte med," påpegede hun. Hun ville ikke have noget fra ham og hun ville ikke sige det direkte, for et eller andet sted, ville hun samtidig gerne please ham. 
Ved hans ord blev hun kort tavs. Hun havde ikke lyst til at tænke på den dødsgardist. Hendes hjerne havde blokket for hendes udseende, så lige nu var alt hun forstillede sig en dæmonligende sort skikkelse med stikkende røde øjne. "Var hun her?" spurgte hun og kunne mærke hvordan hendes hjerte begyndte at hamre mod hendes bryst. Hun forsøgte at forholde sig rolig, selvom hendes lyst til at være her blev mindre. Hun sendte ham et overfladisk smil. Sikkert, tænkte hun. Så skal du ikke tage dig af mig og din samvittighed er lettet, forsatte tankerne. "Ja..." mumlede hun kort. 

[Deleted]

Lucas vidste udmærket godt, at han ikke havde været andet end en sæddonor til mange af sine børn. Mange af dem havde han jo ikke engang haft mulighed for, at sige til eller fra overfor. Deriblandt Olivia, da han først havde fundet ud af, at hun var hans, et par måneder før hendes mor var blevet slået ihjel. Det var blevet trukket ned over ham, at skulle være far, en rolle han aldrig selv havde bedt om. Selvfølgelig vidste han godt, at man var to om den slags, men så mente han bestemt også at man burde være to om, at tage beslutningen om, hvor vidt barnet skulle bringes til verden eller ej, men det havde været kvinders valg og han havde ikke kunne gøre andet end at acceptere det.
Han rynkede lidt på panden til hendes svar omkring dansen, "Det er mit arbejde. Hvis man ikke øver sig, så bliver man heller ikke bedre, men det var blot et tilbud," svarede han og sendte hende et venligt smil, han prøvede virkelig bare at være venlig, men han kunne godt fornemme at hun ikke ville have ham for tæt på, hvilket han langt fra ville bebrejde hende. Han førte en hånd igennem det korte, næsten sorte hår han havde sig, "Jah.. Men du skal ikke være bange for hende," svarede han og så lidt bekymret på hende, over sin kaffekop som han tog en tår af.
Han stillede koppen fra sig igen på sofabordet og lænede sig lidt tilbage, mens han betragtede sin datter. "Snakkede din mor nogensinde om mig?" spurgte han roligt, da han egentlig var lidt nysgerrig på, at høre hvad hendes mor havde fortalt hende om ham. Han havde jo kendt hendes mor i mange år, fordi hun havde været danselærer på hans skole, men hvad hun havde fortalt Olivia om hendes far, anede han ikke. Han vidste ikke engang om hun havde fået af vide, at hendes far ikke havde kendt til hende, eller om hendes mor havde stukket hende en løgn såsom at han ikke havde ville hende eller han havde været en anonym sæddoner.