Look What You Made Me Do

[Arian Herakles Mason]

Arian så på ham, da Jasper talte bestemt til ham. "Du bestemmer ikke over mig, Jasper," svarede han og lod sine øjne hvile på ham i noget tid. Han ville ikke lade nogen bestemme over sig, og Jasper skulle ikke tale til ham som et barn. Han var magisk myndig, og måtte bruge sin magi. Det eneste der var, var han ikke havde færdiggjort Hogwarts. Han bed sig i læben ved Jaspers ord. "Hvad jeg havde forventet?" spurgte han, som han gav sig til at snakke om børn. "Det har ikke noget med dit barn at gøre," svarede han bestemt, selvom det ikke var helt sandt. Noget af det, var også Lawrence. Men det var mere, han var sammen med en mand, der var far. Aldersforskellen var gået op for ham, sådan rigtigt. "Jeg vil ikke ind, jeg går. Vi ses på skolen." påmindede han Jasper med en rolig stemme. Han var afklaret. Jasper ville aldrig gengælde de følelser, som han havde for ham. Det var okay. Han skulle bare have en pause fra ham, så han kunne få følelserne og besættelsen af ham til at forsvinde langt, langt væk.

[Jasper 'Wolfgang' Rider]

Jasper kunne ikke lade vær med, at knytte den ene hånd, ikke fordi han havde planer om at gøre Arian fortrød overhovedet, men fordi han følte sig magtesløs, da han godt vidste at han ikke kunne bestemme over Arian, når de ikke var på skolen. Han kunne ikke true med eftersidninger, flere lektier eller noget andet, for lige nu var de privat personer og Jasper burde ikke se Arian udenfor skoletiden og da slet ikke i den sammenhæng han gjorde det i. "Gå nu bare med ind Arian," sagde han denne gang ikke ligeså bestemt, men stadig så man kunne høre han mente det.
Han så på Arian, "Ja, hvad havde du forventet?" spurgte han, men måtte himle let med øjnene, da Arian sagde det ikke havde noget med Lawrence at gøre. "Jeg er ikke født i går, Arian, selvfølgelig har det noget med min søn at gøre," sagde han i en lidt overbærgerne stemme, han kunne dog godt forstå hvis det var svært for den unge mand, at håndtere. Ikke nok med Jasper selv var en fuldvoksenmand og dermed ældre end Arian var, så var han også hans professor og han var far. Det måtte være meget at skulle forholde sig til på en gang.
Han sukkede let, han kunne ikke tvinge Arian til at gå med ind igen. Han slog derfor let ud med hænderne og så på ham, "Det må du selv om, jeg kan ikke tvinge dig.. Får jeg et farvelkys eller?" spurgte han og lod forsat sit blik hvile på Arian, selvom han ikke helt vidste om han var klar til, at stå på offentlig gade og kysse ham, for selvom det var hjemme hos Jasper, så var de stadig ude, hvor andre kunne se dem og han vidste han ville komme til at høre for det, hvis Lawrence så det.

[Arian Herakles Mason]

Arian så ikke han knyttede sin hånd. Han så ikke noget som helst andet end Jaspers ansigt og de øjne, han kunne svømme fuldstændigvæk i. Han længtes efter hans anerkendelse og kærlighed, og vidste det var rent utopi. Han ville aldrig kunne elske ham, ville han? ”Nej,” svarede han med en stemme, som knækkede. Han så ikke på ham. Han bed sig i læben ved hans spørgsmål igen og som han svarede på det han sagde. ”Det har ikke noget med Lawrence at gøre, Jasper. Det er dejligt for dig, du har en søn.” svarede han, og så stadig ikke på ham. En del af ham løj jo. Noget af det havde noget med Lawrence at gøre.
Han så på hans hænder, som han slog ud med dem. Han så på ham ved hans spørgsmål. De mørkebrune øjne hvilede på ham, som havde han set et spøgelse. Forlad mig ikke. Gør mig ikke blind, jeg kan ikke, når du beder mig om sådanne ting.. Hvorfor skal du gøre det så svært at forlade dig? Lød hans tanker, som han bevægede sig mod Jasper og plantede et farvelkys på hans læber. Hans kys, som var det sidste gang han ville se ham og hvor gjorde det dog ondt inde i.

//Out//