Look What You Made Me Do

[Jasper 'Wolfgang' Rider]

Jasper var et voksent menneske, så det at blive taget på sengen, var ikke så slemt som det sikkert var for Lawrence. Måske det ville være slemt for ham også, hvis det havde været omvendt. Han kunne sagtens snakke om samleje og sådanne nogle ting, men han snakkede stort set aldrig om sine følelser, det var langt mere intimt for ham. Han ville hellere står nøgen foran en masse mennesker, end han ville fortælle de selv samme mennesker om sine følelser.
"Det er kompliceret, men jeg håber du er klar over, at jeg aldrig ville indgå et forhold eller så meget som overveje det, uden at du er med indenover det," sagde han og så på Lawrence med en panderynken, da han mere mente sådan generelt og ikke kun i forhold til Arian. Jasper ville være sikker på, at hvis han skulle ind i nogle som helst former for forhold, som ikke kun var samleje, så skulle Lawrence havde lov til, at ytre sin mening omkring det og Jasper ville aldrig sige ja til en som Lawrence ikke ville være okay med. Han ville til hver en tid vælge Lawrence før alle andre, og hvis han kunne fjerne Charles helt fra Lawrence liv, ville han ikke tøve med at gøre det. Charles var nok den eneste i hele verden, som Jasper rent faktisk ønskede ville blive varulv, udelukket for, at Jasper så ville have en undskyldning for at slå ham ihjel. "Godt, så er vi enige," svarede han og smilede kort til ham.
Jasper så lidt opgivende på Lawrence, "Selvfølgelig har den.. Han, et navn," svarede han og rystede lidt på hovedet, dog med et kort smil på læberne. Han trak lidt på skuldrene, "Jeg ved det ikke, for at være ærlig. Det var ikke meningen, at det skulle forsætte, det var meningen det skulle have været stoppet da sommerferien begyndte," svarede han og kørte en hånd op og ned af ansigtet. Det var virkelig en kompliceret situation for ham at sidde i. Han nikkede lidt til Lawrence madønske, "Okay. Men hvad med dig? Noget nyt under solen?" spurgte han og skævede lidt mod uret, det var lige tidligt nok, at begynde på maden, men det varede heller ikke længe før han burde gå i gang.

[Lawrence Dale Rider]

Lawrence ville hade at blive taget på sengen af sine forældre, men risikoen for det skete nu, var mindre end da han rent faktisk havde boet hjemme, så det var ikke fordi det var noget han tænkte over længere. Lawrence havde dog de selv samme problemer med intimitet. I de tidligere (korte) forhold han havde haft, havde han ikke været følelsesmæssigt tilgængelig og det med at åbne sig, havde ikke været en prioritet for ham.
Lawrence så alvorligt på ham, som han svarede det var kompliceret og han aldrig ville indgå et forhold uden at have ham indenover. Han lagde en hånd på Jaspers skulder, mest for at få hans opmærksomhed, inden han hurtigt fjernede den igen. ”Du behøver ikke min godkendelse, så længe det er noget der gør dig glad. Hvis du en dag, eller har fundet en, du vil være sammen med, så skal du bare gøre det,” forsikrede han ham. En anelse dobbeltmoralsk, for han ville aldrig gøre det selv. Løbe direkte efter den han ville have, da han var overbevist om, at han ikke kunne rumme alle de følelser. Han ville hellere stikke af fra dem, for at være tæt på et andet menneske, var noget af det der skræmte ham allermest. Han nikkede til de var enige.
Da Jasper også sagde den, kunne Lawrence ikke andet en at fnyse i mellem et kort smil. ”Og det er?” spurgte han og tænkte ikke på, hvor længe han efterhånden havde været væk. ”Og det forsatte alligevel?” spurgte han undrende. Det lignede ikke Jasper ikke bare at kunne stoppe eller sige fra. Det var kun samleje og det kunne han vel for helvede få alle steder. Han trak lidt på skulderen til hans spørgsmål. ”Nøh, ikke synderligt. Jeg er blevet introduceret til netflix og chill,” svarede han med store øjne.

[Jasper 'Wolfgang' Rider]

Jasper var heldigvis aldrig blevet taget på sengen af sine forældre, da de var døde da han kun havde været 10 år gammel. Året efter var han startet på Hogwarts og været der i alle ferier, når det kunne lade sig gøre. Efter et par år havde han mødt Rachel og de var blevet kærester, adopteret Lawrence, blevet forlovet, gift og senere var han også blevet far til Sofia og Jonas. Lige indtil skæbnen havde ment ham og Lawrence havde skulle forsætte livet bare de to.
Jaspers mørkebrune øjne gled kort over på Lawrence, da han mærkede hånden som for et øjeblik var på hans skulder. "Det kan godt være du er voksen, men du vil altid være mit og din mors barn, så jo hvis det en dag kommer dertil, så behøver jeg din godkendelse," sagde han med en understregende håndbevægelse, som tegn på, at den samtale sluttede med hans ord. Han havde utroligt meget skyldfølelse over, at Lawrence også var blevet så hård. Han vidste jo godt, at børn efterlignede de ting de så voksne gøre, så da Jasper var begyndt at lukke sig inde, da Rachel og børnene var døde, så var det jo ikke underligt, at Lawrence havde gjort det samme. Han ville aldrig kunne tilgive sig selv, hvis Lawrence aldrig ville finde kærligheden på grund af ham. Jasper havde jo oplevet kærlighed, han havde set, følt og troet på det så meget, at han var blevet gift og de havde haft tre børn, selvom kun Lawrence var tilbage nu. Han havde oplevet kærlighed større end ord kunne beskrive. Lykken over at være blevet far, set børnene lege i sne om vinteren og fange haletudser i øen om sommeren. Men han havde også set, bagsiden af medaljen og den havde han godt kunne være foruden.
Jasper rullede let med øjnene, da Lawrence fnøs af ham, "Arian.." svarede han og sukkede lidt, han så ingen grund til, at skjule Arians navn for Lawrence, så han kunne jo ligeså godt bare svare og være ærlig. Han sendte et lidt opgivende blik i sin søns retning, "Nej, det stoppede på stedet," svarede han med et ulæseligt ansigtsudtryk, "Det du lige gik ind på, var bare en hallucination af dit forskruet syn på din far," forsatte han og blinkede let til Lawrence, dumme spørgsmål fik dumme svar, sådan havde han altid været. Han lænede sig roligt tilbage i sofaen og tog en god tår af sin kaffe, mens blikket hvilede interesseret på hans søn. Han måtte dog spærre øjnene op, ved Lawrence svar, "Ehm.. Okay.. Hvad hedder hun så?" spurgte han uden helt at vide, hvordan han lige skulle reagere på det. Jasper var fra en årgang, hvor det udtryk i hvert fald betød noget helt bestemt, men tiden kunne selvfølgelig have ændret sig. Men ingen tvivl om, at Jasper da kun ville blive glad, hvis Lawrence rent faktisk måske var ved at finde ud af, at det var okay at elske, eller om ikke andet, så prøve nogle grænser af på det punkt.

[Lawrence Dale Rider]

Hans blik var forsat alvorligt, som han så på Jasper over hans ord. Han mente ikke, Jasper skulle have hans tilladelse. Han ville dog ende med at give den, hvis det var vigtigt for ham. Om han så kunne lide personen eller ej. Han lod hovedet glide en anelse på sned, som de grønne øjne hvilede på hans far. ”Okay, men så har du hermed min tilladelse til at date og hvis det er ham du vil date eller være sammen med, så må du gerne det,” svarede han med en ledende stemme. Han kunne ikke forestille sig, Jasper ville blive ved med at se en elev på den måde, hvis ikke der var noget i det, men han ville ikke sige det direkte til ham. Han vidste godt, han ikke fik noget ud af det. Han kunne bare ikke se, hvorfor Jasper ikke snart skulle være sammen med en anden. Det var efterhånden lang tid hans mor og hans søskende var døde, og han var sikker på, det var okay for alle dem. At de bare ville se ham glad, præcis som Lawrence ville.
”Aha,” påpegede han som Jasper sagde hans navn. Hvis det ikke var seriøst mellem dem, havde han ikke tænkt sig at huske hans navn. ”Hvor er du sjov,” svarede Lawrence ligeså udtryksløs som Jasper havde gjort det, da han godt vidste det havde været et dumt spørgsmål, men stadig væk. Han så på Jasper med et forvirret blik i sine øjne. ”Så DU ved, hvad Netflix og seriøst chill er?” spurgte han undrende. Han havde aldrig vist det og han havde ellers befærdet sig blandt mugglere før, men omvendt så var han virkelig ikke interesseret i at se fjernsyn, så den var nok gledet ham forbi. ”Men hun hedder Tatianna. Og der er ikke noget i mellem os. Hun er en veninde,” forklarede han, inden han tog en tår af sin kaffe og fandt en pakke cigaretter frem og lagde på bordet og så analyserende mod Jasper, for at se om han kunne få lov til at ryge indendørs.

[Jasper 'Wolfgang' Rider]

Jasper så på Lawrence med et lidt sigende blik, "Tak, men det ved vi begge to godt, ikke kommer til at ske," sagde han i en følelsesløs tone. Det kunne godt være at hans søn lige havde givet ham grønt lys til, at date og mere eller mindre finde kærligheden igen, men lige på det punkt var Jasper nok ret gammeldags. Han mente alle havde en solemate og hans havde været Rachel, men hun var død. Dræbt på grund af ham og det samme var deres to børn, før deres liv overhovedet havde fået en chance. Han var bare taknemlig for, at han stadig havde Lawrence. Den lille dreng som var blevet til den voksne mand der sad ved siden af ham nu. På ufattelig mange punkter følte han, at han havde svigtet Lawrence, fordi han var gået så meget ind i sig selv, efter drabet på de tre øvrige familiemedlemmer. Han vidste med sig selv, at han havde kunne give Lawrence en så meget bedre og mere værdig barndom og ungdom end han havde gjort, fordi han selv havde været i sorg og der gik ikke en eneste dag, hvor han ikke fortrød at han ikke havde taget sig bedre af ham.
Han sagde ikke noget til Lawrences 'aha', men nikkede blot ganske kort og tog en tår af sin kaffe. "Ja, jeg tror bare du glemte at grine," svarede han roligt og trak let på skulderne og satte sin kaffekop fra sig på bordet igen, før han lænede sig godt tilbage, spændt på, hvad Lawrence havde at fortælle. "Selvfølgelig gør jeg det, hvor gammel tror du lige jeg er? Men du er nødt til, at blive enig med dig selv; snakker vi Netflix og chill, eller Netflix og seriøst chill?" spurgte han og sendte ham et lidt drillende blik. Selvfølgelig havde han, ligesom så mange andre forældre, en drøm om at se sit barn lykkelig. At se Lawrence finde kærligheden og stifte sin egen familie, var et af Jaspers største ønsker. Vide at Lawrence ikke ville være alene eller blive efterladt igen, men opleve følelsen af at nogen virkelig inderligt elskede ham, for den han var og at nogen ville passe på ham, når Jasper en dag ikke selv ville være her mere til, at gøre det. Det var også en af grundene til, at han jagtede varulve, han ville sikre Lawrences fremtid og være sikker på, at der ikke skete det samme med ham, som der gjorde med Rachel og børnene. Et lille smil meldte sig på hans læber, da han fortalte navnet på pigen, det forsvandt dog hurtigt igen, da han forsatte sin sætning. Han sukkede let, "Lawrence for fanden.." mumlede han og rettede på sig, så hans albuer støttede mod sine knæ og gned sin pande lidt. Han vendte blikket mod cigaretterne, "Udenfor, det ved du godt," sagde han en anelse bestemt. Jasper røg selv, men han gad ikke hele hans hjem skulle stinke af røg, men han gav sig nogen gange, så han kunne sådan set godt forstå, at Lawrence prøvede lykken. Han vendte blikket mod sin voksne søn med et nyt suk, "Én indenfor, resten udenfor," gik han så med til, "Du er 25 år, da jeg var i din alder var jeg gift og havde lige fået mit tredje barn. Jeg siger ikke, du skal kaste dig i armene på den første og bedste og jeg ved godt jeg ikke ligefrem er den bedste rollemodel, men jeg vil heller ikke være her for evigt. En dag vil du også miste mig og den dag skal du ikke stå alene. Den dag vil du have brug for en som elsker dig ved din side," sagde han med et alvorligt blik og et toneleje som matchede, men Jasper blev jo ikke ligefrem yngre, selvom han ikke var rundt de 40 endnu og forhåbentlig havde mange år igen, så vidste han jo aldrig om han kom levede hjem når han forlod sit hus, for at tage på varulvejagt, og han havde altid sagt, at hvis han nogensinde blev bidt, så ville han begå selvmord, for han nægtede at leve som varulv, så hellere være død.

[Lawrence Dale Rider]

”Det ved jeg godt, du siger,” påpegede Lawrence uden at indikere hvad han troede eller ikke troede. Han ville ikke blande sig i Jaspers kærlighedsliv eller presse ham, da han godt kunne regne ud, det på ingen måde havde været nemt at miste sin kone og han nok, hvis han nogensinde blev forelsket igen, ville blive det med blandede følelser. Lawrence havde trods alt i gåseøjne kun mistet sin mor og ikke en elsker og en bedsteven i en og samme person.
”Det tror jeg ikke,” påpegede han drilsk inden han tog en tår af sin kaffe. Ham som Jasper havde haft på besøg havde godt nok været ude i badet længe. Arian. Brádan havde en lillebror med et navn magen til. Han havde aldrig mødt hans lillebror, så han havde ikke nogen idé om hvordan han så ud. Havde han bare vist de to var de samme, så havde hans lyst til at dø nok været langt større. ”Nej nej, ikke igen.” svarede han med en rysten på hovedet, mens traumet for den aften langsomt vendte tilbage. Aldrig havde han haft svære ved at træffe en beslutning, fordi han ganske simpelt ikke anede, hvad Tati ville have ud af deres aften og han ikke ville træde forkert. Hun havde jo også betroet meget i ham, den dag. ”Hvad?” spurgte han ved hans for fanden over ham og nikkede til det var udenfor, men han nogen gange var heldig. Som han sagde, han måtte tage en indenfor, fandt han en smøg i pakken og tændte den. Kaffe og smøger. Det hørte sammen. Han så på ham ved Jaspers ord og tog et hvæs af sin smøg, og lod røgen sive langsomt ud af hans mund. Han anede ikke hvad han skulle svare. Han vidste godt, Jasper ikke ville være der for evigt. Han havde lært i en tidlig alder, ingen ville være der for evigt. ”Jeg ved godt du ikke kommer til at være her for altid, men jeg er ikke interesseret i romantiske forhold. Jeg har noget, der gør mig glad. Det gør mit arbejde,” påpegede han. Han vidste ikke om Jasper nogensinde havde bemærket det, men han havde aldrig haft en kæreste. Selv ham og Sydney havde været flirts og ligeså snart hun ville være seriøs, så var han skredet.

[Jasper 'Wolfgang' Rider]

Jasper sukkede let. Rachel havde været hans livs store kærlighed. De havde kendt hinanden siden de havde været teenagere og havde fuldendt den drøm mange mennesker gik med, om at blive gift med en de virkelig, oprigtigt elskede og fået børn med hende. Et sted var han nok bange for, at Lawrence ville glemme hende og hans to yngre søskende, hvis Jasper fandt en ny kærlighed. Han valgte dog ikke at sige mere i den sag.
"Det er jeg nu ret sikker på," svarede han tilbage og blinkede drillende til sin søn. Han var glad for det forhold han havde til Lawrence, selvom han nok altid ville ønske at de var endnu tættere end de var i forvejen. Jasper anede ikke, hvor lange Arian normalvis var om at gå i bad, men så længe kunne det da umuligt tage, han begyndte så småt at mistænke drengen for, at være stukket af gennem vinduet, men der var dæleme langt fra England og tilbage til Hogwarts og toget kørte jo ikke ligefrem og eftersom Arian ikke var gradueret måtte han ikke bruge magi uden for skolens område. "Igen?" spurgte han uforstående med et let rynken på panden, "Det betyder måske ikke det samme mere, som det gjorde dengang jeg var ung?" spurgte han og kløede sig lidt i nakken, var han trods alt på vej mod de 40, så hvis sådanne nogle udtryk havde ændret sig, så ville han ærligt talt ikke blive overrasket.
"Du kan ikke blive ved med at skubbe folk væk," sagde han en kende hårdt, selvom det var præcis det samme han selv gjorde, men han havde oplevet kærlighed, han ville bare ønske at Lawrence også en dag ville opleve det, for ingen tvivl om, at det havde været den bedste tid i hele hans liv. Da de bare havde været ham, Rachel og deres tre børn, selvom Lawrence var adopteret, så var han ligeså meget Jaspers søn som de to andre havde været. I hvert fald i Jaspers øjne. Han sukkede lidt og tog en smøg fra Lawrence pakke, da han ikke gad rejse sig efter sin egen og regnede med det var okay, da han trods alt heller ikke brokkede sig, hvis Lawrence tog nogle fra hans pakker. Han tændte den og lod røgen indtage sine lunger. "Du aner ikke, hvad du går glip af," mumlede han og lod røgen svige ud af sin mund. "Dit arbejde giver dig ikke samme glæde, som en du elsker kan give dig og det kan slet ikke give mig børnebørn," påpegede han selv med et lidt drillende glimt i øjet, da han virkelig tvivlede på, at det var noget han nogensinde ville nå at opleve. "Hvornår skal du på arbejde igen?" spurgte han, han havde virkelig overvejet at få sig en tatovering, men hvis han skulle have det, så skulle det ikke være andre end Lawrence som skulle have lov til at lave den på ham.

[Lawrence Dale Rider]

Lawrence havde ikke et behov for at blive gift. Han havde intet behov for at finde sit livs kærlighed. Hans erfaring var, det aldrig endte godt for nogen af de involverede. Han havde af den grund aldrig haft en egentlig kæreste, men han havde haft flirts. Flirts som han i nogle tilfælde havde haft længe uden det var blevet til mere end det og samleje.
”Hvis jeg glemmer at grine, så er det helt afgjort med vilje,” svarede Lawrence drilsk og blinkede tilbage til ham. Lawrence tænkte egentlig ikke over om de var tætte eller ej. Han var en af den slags mennesker, der kunne lade folk ind, indtil et hvis punkt. Jasper var en af de personer, der kunne komme lidt længere, men han kunne heller ikke lukke ham helt derind, hvor dæmonerne boede og hjemsøgte og lemlæstede hans sind. Det havde han aldrig kunne med nogen. ”Ja, hun spurgte mig… Jeg kan ikke tage den igen. Jeg vil bare have, hun besluttede sig. Ligner jeg en, der lægger skjulte beskeder i mine udsagn, Jasper?” spurgte han og flettede sine fingre sammen som han opgivende kastede dem ned mod gulvet. Nej, det synes han ikke selv, han gjorde. ”Jo, det betyder præcis det samme,” mumlede han og tog et hvæs af den smøg, han havde fået lov at ryge indenfor.
Ved Jaspers ord så han på ham med et usigeligt blik. Han kunne hvad han ville og han havde tænkt sig at blive ved. ”Jeg skubber dem ikke væk. De vil noget, jeg ikke vil og jeg vurdere, det er bedst ikke at forsætte,” svarede han og betragtede Jasper tage en smøg. Selvfølgelig måtte han tage en. Han var virkelig ikke så øm sindig omkring dem. ”Nej, men jeg har heller ikke et behov for at vide det,” forsvarede han sig og tog et nys hvæs af sin smøg og holdt røgen så længe nede, det næsten gjorde ondt på hans lunger, inden han lod den svæve ud gennem hans nasale luftveje. ”Nåh, så det er børnebørn det handler om,” kommenterede han drilsk. Han trak eftertænksomt på mundvigen. ”Om nogle dage. Hvorfor?” spurgte han.

[Arian Herakles Mason]

Arian havde efterhånden fået taget sit tøj på igen. Han havde flere gange overvejet om den nemmeste vej ud ville være gennem vinduet. Han var magisk myndig, så han kunne sagtens trylle sig væk herfra, men det var ikke fordi han kunne trylle sig ind på Hogwarts’ territorium. Han fik det sidste af sit tøj tilbage på sin krop, som han så sig i spejlet og bed sig i læben. Han ville væk. Han snøvlede sig i soveværelset igen og ud i gangen for at finde sin jakke. Han greb fat i døren, i det han hørte deres stemmer og hvad de snakkede om. Kærlighed. Børnebørn. Han kunne lugte røgen og holdt sig for munden, da han ikke brød sig om lugten og følte han kunne smage det. Han greb fat i dørhåndtaget. Så tæt på, på friheden. Han skar en grimase, da han var bange for han kunne høres, men det foregik forholdsvis lydløst. Han bevægede sig langsomt men sikker ud ad døren, og prøvede at lukke den roligt, men den smækkede bag ham. Hans kæmp og flugt instinkt slog hurtigt til og derfor valgte han flugt.

[Jasper 'Wolfgang' Rider]

Jasper rystede lidt på hovedet af Lawrences ord, "Flab," svarede han, men han havde jo selv opdraget ham, så hvad kunne han egentlig forvente? Ikke at han et eneste sekund havde fortrudt, at adoptere Lawrence, for det havde han aldrig gjort og han vidste han aldrig ville komme til det. Lawrence var den eneste levende i Jaspers hjerte, han var en enspænder og han vidste langt de fleste elever var bange for ham, fordi han var så hård og kold. Han var der for lære dem besværgelser, ikke for at være deres psykolog eller ven. Arian var noget andet. Jasper kunne ikke sætte en finger på, hvorfor, men det var han.
Jasper kunne ikke undgå at slippe et halv tørt grin, selvom det gjorde utroligt ondt indeni, når Lawrence kaldte ham ved hans navn og ikke sagde far til ham. Måske var grinet i virkeligheden bare for at dække over det stik det gav i hans hjerte. "Du ville have en pige, skulle beslutte sig? Hvis det er så høje forventinger du har, så kan jeg sgu godt forstå, du aldrig har haft en kæreste. Du skjuler måske ikke noget i dine ord, men det er piger verdens mestre til, og de bliver kun bedre med alderen," svarede han og tog et hiv af sin smøg, før han rejste sig for at hente et askebæger til dem. Han stillede det på sofabordet og nikkede lidt til sin søns ord, "Jamen hvad er det så? Seriøs chill, eller chill?" spurgte han og tog en tår af sin kop.
Han skød mundvigerne lidt ned og trak lidt på skulderne, "Okay," accepterede han Lawrence svar. Han ville ikke presse den unge mand til noget han ikke ville, men Jasper indrømmede gerne, at han frygtede at det var hans skyld, at Lawrence ikke lod nogen komme tæt på ham. "Det skal nok komme en dag," sagde han og sukkede lidt, mens han gned sin pande lidt, nok mest for at overbevise sig selv om det, end Lawrence. Dog vendte han blikket tilbage på Lawrence med et lidt drillende smil på sine læber, "Selvfølgelig, jeg har hørt børnebørnene er meget sjovere end børnene," svarede han med et drillende blink. Han hørte ikke Arian var kommet ud af badet og prøvede at snige sig ud af huset. "Fordi, hvis der er nogen som skal lave min første tatovering, så skal det være dig," svarede han, det var vel en anden måde at sige at han synes Lawrence var dygtig til sit arbejde og hvis nogen skulle mærke Jaspers krop for livet, så skulle det være Lawrence. Foruden alle de mange ar Jasper selvfølgelig havde rundt omkring på kroppen. Han greb dog hurtigt sin tryllestav, da han hørte døren smække og stod hurtigt op, "Arian?!" kaldte han hårdt. Det var nok tydeligt at se han altid var på vagt. Han vidste jo godt at med alle de varulve han havde slået ihjel, så var han virkelig ikke særlig populær blandt varulvene. "Bliv her," sagde han hårdt til Lawrence, han ville gøre alt for at beskytte Lawrence. Jasper ville ikke miste endnu en til de bæster. Han bevægede sig lydløst mod hoveddøren, men stoppede ved en reol, hvor han gemte noget som mindede utroligt meget om en muggler pistol, men som var fyldt med sølvkugler som var forbandet med varulve bedøvelse, før han bevægede sig videre mod hoveddøren. 

[Lawrence Dale Rider]

"Jeg er også din søn, hvad havde du forventet?" spurgte han ham direkte med et drilsk smil over sine læber. Lawrence var godt klar over, Jasper var en mand i sorg og han stadig så mange år efter var det. Det havde været hans kone og hans børn, der med et var forsvundet, det vidste han godt. Han vidste også, han ikke kunne erstatte det tomrum, som Jasper havde i sit hjerte. Så meget var han alligevel heller ikke hans rigtige søn. Ny kærlighed og nye børn kunne måske. 
Lawrence måtte ærlig indrømme, han ikke tænkte over det. Han var måske ikke lige den bedste til titler. Han havde kaldt Jasper far, da han var lille og han gjorde det måske for lidt nu, men det ændrede ikke på noget for ham. Han så ham stadig i samme lys. Han så på ham med et løftet øjenbryn over hans ord, inden han nikkede. Manden havde jo ret. "Altså, nu forventer jeg altså, hun kan vælge hvad hun vil have at drikke, når hun bliver præsenteret for to muligheder," svarede Lawrence og trak lidt på smilebåndet. "Og ja, der er ingen kvinder der kan leve op til mine forventninger, og da slet ikke hvis de snuser til hvert eneste ord, jeg siger," påpegede han som han nikkede til Jasper sagde med de blev bedre med alderen til det. Hans liv var bare for kort til den slags. "Chill. Helt almindelig chill" svarede Lawrence med et bestemt nik. Ikke andet end det. Han tog et hiv af sin smøg og nikkede, da Jasper accepterede hans svar. 
Den tætteste han havde været på at blive kærester med var Sydney. De to var blot gode venner nu eller hvad man nu skulle kalde det de var, men kærester blev de aldrig. Ikke fordi hun ikke var noget særligt, smuk eller vidunderlig. Det var hun skam, men han kunne ikke. Han ville ikke have hende så tæt på sig. Han så ned i gulvet som Jasper sagde det nok skulle komme en dag, mens han intet sagde. Han var af en væsentlig anden overbevisning. Han havde aldrig været forelsket heller, så for ham, ville det være som at være teenager og forelske sig for første gang. "Dem skal du selvfølgelig heller ikke andet end at forkæle," påpegede han med drillende blink tilbage. Han så på ham med et smil, beæret. "Det kan vi sagtens. Du har måske nogle idéer?" spurgte han, nærmest klar til at gå i gang med det samme. Som døren smækkede, så Lawrence ud mod gangen. Han fik ikke et chok. "Det er nok ham," påpegede han og gjorde dog alligevel som Jasper sagde og blev siddende i stolen, mens han røg videre på sin smøg. "Gå dog efter ham, jeg er sikker på det ikke er noget farligt," påpegede Lawrence, da han ikke fornemmede noget farligt, men Jasper i den grad opførte sig som om, varulvene var kommet. Det var ikke en gang fuldmåne og store chancer havde de ikke imod ham, når det ikke var. Sådan så Lawrence det.

//Out//   

[Arian Herakles Mason]

Arian frøs. Han kunne høre Jaspers stemme inde bag døren og han havde lyst til at gå tilbage og kaste sig i hans arme, men han vidste han ikke burde. Han burde gå. Han stod og kiggede på døren og bed sig i læben. Han kunne ikke høre ham mere og det var tydeligt for ham, at Jasper ikke ville komme efter ham. Hvad havde han også forventet? Hvor var han dum og hvor var han naiv. Selvfølgelig betød han ikke noget for ham. Han var nem samleje, det var det eneste. Han havde kastet sig direkte i armene på en, der aldrig ville tænke på ham, som han tænkte på Jasper. Det gjorde så forbandet ondt, at han hellere ville blive forhekset med de værste besværgelser i verden lige nu. Han havde brug for Blake. Han havde brug for de to bare dansede det hele ud og havde det sjovt. Nogen han kunne bitche til. Han stod forsat med de brune øjne på døren og kunne mærke hvordan hans tanker fór afsted med 120 km. i timen. Han måtte gå. Han vendte sig derfor om, klar til at tage herfra. Han betød alligevel ikke noget og han vidste, næste gang han så ham måtte han gøre det forbi med deres samleje aftale. 

[Jasper 'Wolfgang' Rider]

"Stil, klasse, gode manér, høflighed, respekt, skal jeg forsætte?" spurgte han drillende, han vidste godt han ikke selv var nogen af de ting, så han hverken kunne eller ville forvente Lawrence ville være voksnet op og blevet det. Han nikkede lidt, "Jamen så er det jo afgjort. Du vil dø gammel og grå, kun i selskab med dine tatoveringer, uden at have givet mig et eneste barnebarn," sagde han og slog let ud med hænderne, dog stadig med det lidt drillende glimt i øjet. Jasper var nu ret sikker på, at dagen nok skulle komme, Lawrence havde nok bare lidt mere brug for et spark bagi til at tage skridtet, end så mange andre fyre i hans alder havde. "Præcis," sagde han til, at han kun skulle forkæle børnebørn. Han kunne godt se smilet på Lawrences læber, da han fortalte han havde tilladelse til, at tatovere Jaspers krop. Han rystede lidt på hovedet, "Nej, jeg tænker du får den tid du skal bruge og så er min ryg din legeplads," svarede han, han stolede på Lawrence ville kunne bruge sin kreative hjerne til, at komme op med noget som Jasper ville ende med at blive glad for.
Han blev stående lidt foran hoveddøren, med det pistol-lignede våben i hånden. Han vidste godt det var dumt, men han var altid på vagt. Han havde våben flere steder i huset, selv under sin seng, men han vidste hvordan varulve var. Dem alle sammen, de var alle ens, i menneskeform eller ej. De var dræbermaskiner, uden følelser. Han hørte Lawrence ord inde fra stuen, og satte derfor våbnet i buskekanten bagtil og sin bluse udover, så den ikke kunne ses, før han åbnede døren. "Arian? Kom nu tilbage ind," sagde han roligt og gjorde et nik med hovedet og holdt døren åben for den unge teenager. Han lod blikket hvile på Arian, før han lod det glide lidt rundt udenfor, for at tjekke alt var som det skulle være.

[Arian Herakles Mason]

Arian frøs fuldstændig ved synet af Jasper, som hans blik begyndte at blive en anelse sørgmodigt. Han kunne ikke blive. Han var ikke noget for Jasper og han ville ikke forstyrre ham, når han var sammen med en, der var vigtig for ham. "Nej," hørte han sig selv sige, en anelse fraværende. Han kunne ikke lade være med at betragte detaljerne i Jaspers ansigt og hans øjne, som skulle han tage det hele ind. Som var det sidste gang han så ham, og det var den sidste mulighed han havde for at få alle detaljer med. Jasper var den første forelelske, og at tænke på, han ikke kunne få ham gjorde ondt. Han var den person, der ville forme hans forhold med kærlighed resten af hans liv. Den første person til komplet at ødelægge ham samtidig med han satte sig sammen. Kærligheden var alle ovre inden den var begyndt, og alt han havde lyst til var at græde en sø inden i hans seng, men han havde allermest lyst til at mærke hans arme om sig indtil han træk vejret for første gang. Han var tilmed så langt væk i sine egne tanker, han ikke så Jasper så sig omkring. "Vi ses på skolen," sagde han fraværende, mens han vendte ryggen til ham. Hvorfor havde alt det her gjort ham så trist? At Jasper havde en søn var dejligt for ham, men var det netop, fordi han blev mindet (og synes at kunne høre fra deres samtale), at han ingenting betød for Jasper?

[Jasper 'Wolfgang' Rider]

Jasper så på Arian da han sagde nej til, at gå med tilbage indenfor, "Det var ikke et spørgsmål," sagde han en anelse mere bestemt, denne gang, og pegede mod hoveddøren. Han ville ikke indrømme at han nok følte en smule mere for Arian end han egentlig gav udtryk for og slet ikke så længe hans søn sad inden i hans tur, selvom han havde givet ham sin accept på, at det var okay med ham, hvis Jasper følte for at komme videre og finde kærligheden på ny. Det lå nok også primært i, at Arian jo stadig var teenager og Jasper var kun lige sluppet af med en teenager for fem år siden, da Lawrence var trådt ind i sit første år i tyverne.
Han rynkede på panden, da Arian blot sagde de ville ses på skolen. "Hvad havde du forventet, Arian? Jeg er 38 år, havde du regnet med jeg ingen børn havde? Kom nu indenfor, så vi kan snakke om det i stedet for det der," sagde han og sukkede en smule opgivende. Nej Jasper var ikke typen som rendte rundt og fortalte alle og enhver, at han havde en søn eller at han havde været lykkelig gift engang og haft to børn mere. Han holdt sine kort tæt ind på kroppen, folk skulle ikke have noget på ham, som de kunne bruge imod ham. Det var også kun Lawrence som vidste, at de to ringe i Jaspers halskæde ikke bare var to tinge, men hans og hans kones vielsesringe.