I dare you..

[Deleted]

Forbeholdt til @jimmy

D. 13 september, årgang 2054 (kl. 13:15)

Trafalgar Square, London, England
___________________________________________

Chance for at det var en af de sidste sommerdage i London var stor. Det var allerede et mirakel, at temperaturen så over de 22 grader på en dag midt i september måned. Og endnu mere et mirakel at solen skinnede fra en næsten skyfri og blå himmel. Ude i det fjerne kunne man dog lige ane nogle knap så velkomne kedelige og grå skyer, men de var for langt væk til at folk omkring Trafalgar Square virkede til at bekymre sig det mindste om dem. Egentlig havde muligheden for regn henover aftens timerne hjulpet til med, at der ikke var alt så stor en mængde mennesker til stede på den store plads, hvilket automatisk gjorde det et langt mere tolerant at være der.

Under den høje søjle med Lord Horatio Nelson stående stolt på toppen, havde Juniper allerede slået sig ned. Til hendes held var der faktisk plads til at slænger sig der denne eftermiddag, også selvom at hun stadigvæk ikke var den eneste, der havde fået ideen om at nyde vejret fra platformen. Med benene krydsede smidigt, sad hun på sin egen udspredte jakke, så hun ikke ville risikere at få for meget kulde fra granitstenen. Benene var for en gang skyld blevet iført et par ganske almindelige denim shorts, mens overkroppen bar en tynd og lettere løstsiddende langærmet bluse. Det korte hår var blevet smidt op i en hurtig hestehale for at få det værste hår væk fra ansigtet. Og på næsen sad hendes trofaste læsebriller, som hun inderst inde ønskede havde været et par solbriller i stedet for.

Juniper havde ikke længere nogen opmærksomhed rettet til omgivelserne omkring sig. En tung og slidt bog lå åben i hendes skød, hvor hendes øjne konstant søgte ned over siderne. Fra tid til anden blev en standard sort artist pen blev ført op til hendes mund, hvor hun bed sig fast og rev proppen af og lænede sig så hen over bogen for at skrive diverse stikord ned på en blok længere foran sig. Denne gang forblev proppet endda i mellem hendes tænder, da hun blot smed pennen fra sig på blokken for at læse videre. Det ville meget vel have været nemmere for hende, at bare tage på et bibliotek. Eller blevet hjemme. Men ingen af stederne havde den korrekte baggrundstøj.

[Deleted]

Vejret var upåklageligt, blå himmel og de mørke skyer lå så langt væk at det ikke var noget at bekymre sig om. I hvert fald ikke i James' optik. Eller de to andre veterinærmedicin elver. James var klædt i et par mørke, let fadede, blå jeans og havde tilladt sig selv bare at hoppe i en blå skovmandsskjorte, som sad ganske godt på ham med ærmerne rullet op. Han kørte en hånd gennem det mørke hår og hvilede på sine albuer og underarme på sten udsmykningen, der skulle forstille et stakit(jeg har glemt ordet for det...). De havde en god udsigt til hele området, der var langt fra så befolket som det ellers var p åen solrig dag. Måske var det løftet om regn fra eksperterne eller også var det de grå skyer i horisonten. Hvad end det var så var det ikke et problem for den mindre gruppe. Jane og Mike stod ved siden af ham og snakkede let sammen om løst og fast, lige ind til Janes øjenbryn trak sig sammen og hun stirrede meget intenst ned på granit forhøjningen, hvor der sad flere mennesker, så hvem hun havde fået øje på var et mysterium... "Sig mig.. Er det ikke en af prinsesserne af frankrig?"  Hun lænede sig længere ud, inden hun trak de to andre med sig ned af trappen og ned på pladsen. 
Der stod musikere og spillede ganske tæt på forhøjningen, hvilket Jane syntes var langt væk nok til at hun kunne glo på en fremmed uden at blive opdaget. James havde et lettere forvirret smil på læben og han og Mike udvekslede spørgende blikke.  "Det er hende! Ih, gutter se, det er en af prinsesserne af Frankrig!"  Hviskede hun ivrigt. James havde aldrig set en prinsesse, det at der skulle befinde sig en her, ude i den generelle befolkning, der indeholdt lommetyve og andet rakkerpak, virkede usandsynligt. Jane klappede ivrigt på James' ene skulder og pegede diskret over i mod en ung kvinde med lyst brunt hår og med næsen begravet i en bog. "Hvordan ved du, at det er hende?" Spurgte han Jane og så kort på hende med hans brune øjne. Hun himmlede med øjnene. "Min mor er fransk, hun laver ikke andet end at holde sig opdateret på den kongelige familie!" Svarede hun og så igen over mod den halv-blonde bogorm. James' blik havde nok hængt lidt for længe ved den fremmede, for han fik boret en albue i siden kort efter. "Gå hen og sig hej, Jimmy. " Det var Mike. Altid fyldt med åndsvage ideer, som han selv syntes var vildt gode. James så på ham med et grin. "Gør det selv, jeg skal ikke have fingerne i klemme fordi jeg trådte den franske prinsesse over tæerne!"  Faktisk havde han bare ikke lyst til at gå der hen. Bare det at vide, at hun stod så højt, som hun gjorde i samfundet var ikke ligefrem noget der fik ham, en fyr tættere på bunden end middelklassen, til at stråle af selvtillid. Det kunne dog ikke ses på ham. Mike så kort på Jane, så tilbage på James med et sæt løftede øjenbryn "10 pund på at du ikke tør"  

James så på dem med et sæt øjne, der forsøgte at fortælle dem, at det her var ved at gå hen og blive barnligt. Og dog... 10 pund for bare at sige hej til en pige. Hvis han havde tjent det hver gang han havde hilst på en pige, så ville han ikke have brug for et budget. "Aftale!" Sagde han så og begyndte at gå over imod den franske prinsesse. Han kørte en hånd gennem sit mørke hår og satstede på at det sad nogenlunde. Som han kom tættere på hans mål blev det tydeligt, at hun sad og tog noter til hvad det end var hun læste med låget til en tusch eller kuglepen mellem hendes tænder.. Måske skulle han bare vende om og ikke forstyrre hende? Det kunne være, at det var vigtigt. Et blik tilbage på de to fnisende venner fik ham dog til at trække i sit bedste, mest charmerende smil og han rankede ryggen en anelse mere end normalt. Hvis han skulle gøre det her kunne han ligeså godt gøre det ordentligt og give hende et godt indtryk af ham. 
Han gik op af trapperne og stoppede med fødderne vendt mod hende. "Hej, hvad læser du?" Spurgte han og så ned på hende, mens hans udtrykfulde brune øjne søgte hendes. 

[Deleted]

Som regel var Juniper ikke en skikkelse eller person der tiltrak meget opmærksomhed. Selv ikke hvis man tog hendes samfundsstatus i betragtning. Så hendes ophold i England havde været ganske stille og roligt. Det kunne meget vel være med til at forklare, hvorfor hendes krop refleksivt gav et forskrækket jag fra sig, da hun opfangede ord nær hende. Alle former for forvarslende systemer og skjolde måtte have blevet deaktiveret allerede fra starten af, for ikke engang skyggen, der langede sig hen over hendes læsestof, da han stillede sig foran hende, havde været noget, hun ganske ubevidst bare antog for at være en forbipasserende.
Straks løftede hun hovedet, og hun rankede endda ryggen en smule mere ud af ren og skær automatik. Det var et set noget overraskede øjne, der så op og med det samme mødtes med hans for den korte stund, som det tog hende at opfatte, hvad det var der skete. I mellem tiden var hendes ansigt præget af et næsten fortumlet udtryk. Hun havde ikke haft tiden til at gøre sig mentalt klar til socialisering, så da der endelig kom lidt mere følelse frem hos hende, var det mere panisk end så meget andet.

”Ehm…” Fluks fjernede Juniper sit blik fra den unge mand og søgte i stedet ned mod sin bog endnu en gang. Blot for at vende halvt tilbage op på ham. Og så tilbage til bogen. Proppen blev da også hurtigt taget ud af munden både for ikke at være i vejen, men til dels også for ikke at se alt for dum ud. Så diskret som muligt, forsøgte hun at synke den pludselige nervøse klump, der nu sad i halsen på hende, mens hun greb om bogens cover og svang den en smule omkring for at gøre sig sikker på, hvad det egentlig var, hun sad og læste. ”Anatomi.” svarede hun ham endelig og så atter op på ham, nu en del mere roligt. Og et forsigtigt smil endte til og med at finde sin vej frem på hendes læber.
”Muskel placering og opbyggelse for at være helt korrekt.” Hun lænede sig igen frem mod sin skriveblok men kun for at samle den løse pen op og få sat proppen tilbage på. Så ville hun i det mindste ikke få blæk ud over hænderne, hvis hun fik brug for noget at fumle med. Og som hendes grågrønne øjne røg tilbage op på ham, skubbede hun ligeledes brillerne bedre op på næseryggen. ”Så.. måske ikke det mest spændende stof.” Det kom en tand mere undskyldende frem. Som om at hun havde til opgave at fremstå anderledes. Som var det meningen, at hun skulle være igang med at læse en samling af moderniserede digte af Edgar Allan Poe. Eller den seneste krimi roman.

[Deleted]

Det gav et sæt i den fremmede, da han sagde hej til hende, hvilket automatisk fik ham til trække sit hoved få millimeter tilbage og i brøkdelen af et sekund trak hans ansigt en lille grimasse, inden han ansigt igen var lagt i venlige folder og med det charmerende smil på læben. Et sæt overraskede, grågrønne øjne så op på ham, inden de blev vendt mod bogen igen. Som hun vendte bogen for at tjekke det hun læste, som om hun skulle være sikker på, at det hun sad med nu også var det. Han kendte det godt, når man var opslugt i sit arbejde kunne man helt glemme hvad det præcist var man sad med. Han satte sig på hug og hvilede underarmene på sine knæ. Han så interesseret ned i bogen og kort op på hende, som hun talte. Anatomi. Hans smil var falmet lidt, vokset til en venlig trækning i hans ene mundvige, som han lagde hovedet let på skrå. "Jo da. Jeg læser selv anatomi pt, godt nok smådyrs anatomi. " Hans stemme var varm og med en gnist af ren og skær interesse for dette emne de, til hans overraskelse, havde tilfælles. Det gjorde det hele lidt lettere. Især fordi Mike ikke havde specificeret hvor længe han skulle snakke med den franske prinsesse for at have fuldført væddemålet. Hvilket nok ikke var det mest venlige gjort imod hende... Især ikke efter at hun virkede total uforberedt på at blive opsøgt.. 
Han skimmede let over den side hun var på, inden de brune øjne søgte hendes grågrønne. "Må jeg se den?" Han rakte en let åben hånd ned mod bogen og forventede et ja, så han var mere eller mindre ved at samle bogen op for at bladre lidt igennem den og kigge på fronten og bagen af den. Selvfølgelig ville han have manner nok til at huske sidetallet hun var på, hvis hun sagde ja. 

[Deleted]

Idét at han afslørede, at han selv læste indenfor det samme emne som hende selv, syntes straks at have en mere beroligende effekt på hende. Det var godt nok minimale ændringer, som hvordan hendes skuldre faldt en smule mere på plads, og hvordan hendes hoved blev en smule mere sammenhængende og mindre kaotisk. Dog sendte nævnelsen af smådyr i sammenhængen af anatomi, hende straks tilbage til grundskolens biologiundervisning, hvor hun havde skulle dissekere frøer og små firben. Noget hendes 10 årige persona ikke havde taget alt for godt fra. Heldigvis var der overraskelsen af en fælles interesse - hvis man kunne kalde det det - til at overskygge for minderne.

Juniper måtte have faldet i staver, mens hun havde taget ham i øjesyn, for før hun vidste af det, var han allerede på vej til at tage bøgen fra hende. ”Hva? Åh.. Oui bein sûr.” sagde hun en smule forhastet grundet den meget milde forskrækkelse. Hun sørgede endda for at gøre sit smil en smule større for at forsikre ham om, at hun mente det. Hun havde knap nok selv lagt mærke til, hvordan hun var skiftet over til fransk for et øjeblik. ”Bare pas på med den. Det er ikke min. Og dens ryg er noget slidt, så nogle dele af den sidder lidt løst.” Hun kunne godt se, at hun lød en smule overbeskyttende, men den var blot lånt på biblioteket, så hun ville nådig komme og aflevere en bog i flere portioner.
Nu uden noget i sit skød, lagde hun sine hænder omkring sine ankler og strakte sine arme - ubevidst - mens hun mest havde sine øjne rettet mod hans hænder, som han bladrede rundt og undersøgte bogen. Hun turde ikke rigtig at blive fanget i at stirre, hvis hun så mod hans ansigt. Selvom hun fra tid til anden alligevel havde set op på ham. Hun havde ingen idé om, hvem han var. Og det var stadig et mysterium, hvorfor han pludselig havde taget kontakt til hende. Men det var nu rart.

[Deleted]

James fik et uforstående udtryk i sine brune øjne, som hun begyndte at tale fransk. Ganske smukt sprog, det var sikker på, men... Også forvirrende, når man havde spurgt om noget og fik sådan et svar. Så kom der dog en strøm ord han bedre kunne forstå. Han smilede forsikrende til hende, som han samlede bogen op og tog en mental note af hvor hun havde den åben, inden han ganske forsigtig fik lagt en støttende hånd på ryggen af bogen og bladrede igennem dem. Han genkendte en del ting, men der var også noget, der lignede det rene volapyk for ham, nok var kroppe lavet af det samme, men nogle var mere kompliceret sat sammen end andre... Han lukkede den og lod en hånd glide ned over bagsiden af bogen og lod blikket glide med. Han åbnede bogen og fandt siden hun var på før han lagde den tilbage til granitstenen.
"Du må undskylde, hvis jeg overraskede dig før, det var ikke meningen." Sagde han med et skævt, undskyldene smil og et lettere charmerende glimt i øjet. "Er det til studiet?" Han så ned på bogen kort og så søgte han igen hendes grågrønne øjne. I mellemtiden, mens han afventede hendes svar, fik han sat sig ned på granitten, hans ben var let bøjet ud til siderne og han hvilede sine arme på sine knæ. Han så ud over pladsen og fik et glimt af Jane og Mike, som stod nok så diskret og kiggede over på dem. Han havde næsten glemt, at han gjorde det her for ti pund. Indtil videre virkede hun, denne franske prinsesse, som en stille type, som let kunne undgå den opmærksomhed, som der ellers var om kongelige.
Han vendte opmærksomheden tilbage til hende og tilbød hende hans hånd. "Jeg er Jimmy"

[Deleted]

”Det skal du ikke tænke på. Jeg var nok lidt for langt væk inde i min egen lille verden.” svarede hun med et let ryst på hovedet, der kort fik de små totter hår, der havde løsnet sig fra hestehalen flagrede en smule om hendes ansigt. Med rolige bevægelser rakte hun ud efter den stadig åbne bog igen og håndterede den måske lidt mindre forsigtigt, end han havde gjort, siden hun var mere vant til den og forstod dens niveau af skrøbelighed. Hun lukkede den så med et sagte klap og lagde den ned på stenoverfladen ved siden af sig i stedet, hvorefter hendes notesblok fik samme behandling, så der ikke længere var unødvendige ting i mellem hende og den unge mand.
”Nej dog ikke. Jeg er ikke under nogen form for uddannelse længere, men jeg danser ballet, hvor bare lidt forståelse for den menneskelige anatomi er stærkt anbefalet.” Atter faldt hendes blik mod ham. Denne gang mere direkte end de andre gange. I takt med at han valgte at sætte sig til rette, ændrede hun også selv stilling ved at trække sit ene ben helt ind til sig og foldede sine arme omkring det, inden hun hvilede sin hage mod knæet. Efterfølgende løftede hun en hånd op for at fjerne læsebrillerne og lagde den ligeledes ved siden af sig. Automatisk da, han drejede hovedet ud over pladsen, fulgte hun med af ren og skær uskyldig nysgerrighed, men uden at vide, hvad hun så efter vendte hun opmærksomheden tilbage til ham relativt hurtigt. Og da lige i tide til, at han præsenterede sig for hende.

Det måtte have været med et noget forundret udtryk i hendes ansigt, da hun tog imod hans navn. Og så derefter rakte sin egen hånd frem for at tage imod hans. Med det samme lagde hun mærke til, hvor lille og spinkelt hendes hånd var i forholdt til hans, og hendes greb var nok også en del blidere. ”Rart at møde dig. Jeg hedder Juniper.” Hendes smil udviklede sig mere kært. ”Men du kan bare kalde mig June, hvis det er nemmere.” Der var noget over Jimmy. Noget afslappende. Han gav ikke udtryk for at vide, hvem hun var. Og med dét fik hun heller ikke fornemmelsen af, at han talte til hende af selviske grunde.
”Nåh, Jimmy.” Hun smagte lidt på navnet. ”Du studere måske anatomi? Altså.. smådyrs anatomi.”

[Deleted]

Så hun var en dansemus. Det havde han ikke gættet ved at kigge på hende, men måske kom det tydeligere til syne, når hun enligt bevægede sig. Han betragtede hende kort, som hun fik pakket sammen. "Det kan jeg godt forstille mig, du må være vildt smidig så.. Danser du så bare for sjov i din fritid eller optræder du også? " Hans stemme var interesseret, selvom han ikke anede det fjerneste om dans.
Da han fik præsenteret sig selv så hun næsten overrasket ud, som om at hans kaldenavn - som havde fulgt ham over langtid- var en overraskelse, mon hun havde tænkt, at han hed noget andet? Man gjorde sig jo af og til nogle ubevidste overvejelser inden man hørte en anden persons navn. Man blev af og til overrasket. Dog kom det ikke som en overraskelse for ham, at hun hed Juniper. Ikke at han havde tænkt over hvad hun mon hed. Jane havde nok vidst det og en masse andet, men nu var han ikke en tro følger af den franske kongefamilie... Han tog hendes spinkle hånd, er var så feminin og blød som en hånd nu kunne være. Hans egne var vant til at blive brugt, de havde været mere ru end de var nu, den rolige tid i London havde givet hans hænder tid til at hele og komme sig over det hårde liv han havde haft på vejen med Jahlila. Arbejdet havde været hårdt og det småarbejde de havde taget ved siden af Jahlilas hævntogt for at få lidt penge havde været alt fra have arbejde til konstruktion og landarbejde. Han svarede hende dog med et smil. "Dyrs anatomi generelt, jeg læser veterinær-medicin, men jeg vælger nok at læse videre på smådyrs anatomi, de større dyr siger mig ikke så meget. "

[Deleted]

Juniper kunne ikke helt undgå at lade en kortvarig latter undslippe fra hendes strube, da han begyndte at kommentere på de typiske fordele ved hendes profession. Han havde ikke været den første, der havde fokuseret på smidigheden som noget af det første, men han var en af de få, som ikke gav hende den normale foruroligende fornemmelse ved det. Han virkede umiddelbart ikke til at gøre det af helt bevidste grunde, så denne gang blev det mødt af mere imødekommenhed og et smil. ”Ja, det følger lidt med det hele.” svarede hun med et let træk på skulderne, inden hun fortsatte: ”Men jeg optræder professionelt. Som en del af Den Kongelige Ballet her i London, faktisk.”

Glidende blev hendes noget stive omfavnelse af sit optrukne ben mere afslappende, som hun lod sine hænder glide ned for at gribe blidt omkring anklen i stedet efter at have trukket sin hånd til sig igen fra deres håndtryk. Hun kunne stadigvæk meget vel give udtryk for at være lukket af eller sammenfoldet, men hvem kunne bebrejde hende. Han var en fremmed. Også selvom hun nu kendte hans navn og han kendte hendes. I det mindste fremstod hun ikke fuldstændig afvisende, hvilket heller ikke var hendes intention.
”Smådyrsanatomi?” Hendes ansigt samlede sig straks sammen i et lettere forvirret udtryk. ”Omhandler det husdyr som katte og hunde? Eller er det mere i retning af... insekter?” Juniper var ikke meget for at spørge indtil det. Hun havde det med insekter som mange andre, men begrundelsen for hende usikkerhed var i frygt for at lyde dum. Hendes hoved lagde sig endda en vinkel på skrå for at blødgøre hendes forvirrede blik en smule. ”Du må undskylde, at jeg endnu ikke er fuldt forstående indenfor de forskellige grupper.. endnu.” Og lige som hendes ord fortalte, spredte det sig videre til hendes ansigt, blik og udstråling. Hun var som en åben bog. Med følelserne uden på tøjet.