What have you done?

[Piper June Maganiello]

Tilegnet: @jonathan1

Tid: ca. 22:30

Sted: Afdelingen for Uhelbredeligt Syge, Matthews stue

_____________________________________________________________________________________________________________

For 30 aften i træk, stod Piper foran glasvinduet til Matthews stue. Personalet var begyndt at finde sig i hendes lidt mærkværdige tidspunkter at dukke op på, og netop fordi hun bare stod og betragtede ham fra afstand, og intet sagde eller gjorde, lod de hende gøre det hver aften. 
I aften var hun kommet direkte fra ministeriet, hvilket hendes fremtoning bar præg af. Hendes mørke hår var bundet i en træt og lidt uglet fletning, og hendes tøj bestod meget simpelt af et par tætsiddende bukser og en t-shirt, hvilket havde været det første i skabet. 
Maskinerne kunne ikke høres herudefra, men hun kunne se dem køre, den ene registrerede hans hjertefrekvens og malede et billede af den på skærmen. Som han lå der, så han fredelig ud. Hun var ambivalent. En del af hende ville så gerne ind til ham, holde hans hånd, det var den samme del af hende der håbede på at han ville vågne igen, men en nok lidt større og mere skuffet del af hende, håbede på at han led der i hans ellers fredelige søvn. 
Hendes blik var ligeså tomt som hun følte sig i øjeblikket. Tørlagt for følelse, men fuld af forvirrede tanker. For flere måneder siden, havde hun aldrig troet at det skulle komme hertil. På en eller anden måde var hun skyldig i at han lå der og formentlig aldrig ville vågne igen, og det burde ikke røre hende, for det han havde gjort var utilgiveligt, men man stoppede åbenbart ikke med at holde af en person bare fordi de gjorde noget utilgiveligt. 
En sygeplejerske stoppede op. Hun havde været her mange aftener i træk, og man kunne se at hun begyndte at være påvirket af det. "Kan jeg gøre noget for dig, Miss. Maganiello?" spurgte hun omsorgsfuldt. Piper værdiede hende ikke engang et blik, men rystede bare på hovedet, hvilket fik hende til at passere videre. Hun foldede armene hen over brystkassen og bed tænderne meget hårdt sammen. Det var overvældende, så for at flygte et par sekunder fjernede hun blikket fra stuen og så ned af gangen, og for et flygtigt øjeblik, turde hun sværge at hun genkendte sin fars skikkelse, passere fra én gang til en anden. Instinktivt trak hun sin stav og hævede den, hvilket fik folk omkring hende til at stoppe op med forfærdede gisp. De så på hende som om at hun var den kriminelle, men hvis Theodore var på stedet, så lod hun ham ikke slippe væk - ikke igen! 

[Deleted]

Selvom Jonathan langsomt, men sikkert var begyndt at genvinde kontrollen over sine ben var han stadigvæk ikke helt stabil nok til at kunne forlade huset uden kørestolen. Han tillede langsomt ned af gangen på Skt. Mungos til afdelingen hvor Matthew lå. Han var herude mindst et par gange om ugen for selvom Matthews forræderi have ramt den midaldrende mand hårdere end nogen som helst fysisk skade ville kunne gøre, så var det stadigvæk Matthew, Jonathans bedste ven. Han ville gerne kunne sige "forhenværende" bedste ven, men nogle følelser kunne bare ikke slettes fra den ene dag til den anden og skønt Jonathan hadede Matthew for det han havde gjort var der bare en meget tynd linje mellem had og kærlighed. De folk der stod en tættest var også dem der kunne ramme en hårdest.
En anden ting var at forræderiet jo ikke kun var gået ud over ham, men også Alyxia og Piper, det var her hadet til Matthew kom ind i billeder, havde det kun været gået ud over Jonathan selv havde han kunne håndterer det, men dette her havde også påvirket dem.

Som han trillede nærmere stuen fik han øje på Piper. Han kom bagfra hun så ud til at have opmærksomheden andet steds til personalets frygt. Normalvis kom han ikke på denne tid af aftenen, men arbejdet havde trukket ud og det var måske alligevel ret heldigt når alt kom til alt.
"Hvad foregår der her?" På trods af hans rolige stemme, var der ingen tvivl om den autoritet der lå bag. Han standsede stolen bag Piper og så afventende op på hende.

[Piper June Maganiello]

Piper fornemmede hvordan alles øjne stirrede på hende med en blanding af frygt og overraskelse. Nu havde hun hver aften stået fredeligt og bare studeret Matthew, man havde knap nok bemærket hende, og nu truede hun pludselig freden på en ellers stille aften. Den sygeplejerske der netop havde henvendt sig til hende, trådte forsigtigt tættere på hende med en beroligende håndsrækning. "Miss Maganiello..."[/b] startede hun overbærende, men Piper var meget fokuseret på det lille hul mellem de to gange hvor hun havde svoret at hun havde set Theodore.
Måske det var indbildning, men alt hun kunne se for sig var hans kølige intetsigende smil. Ligesom alt andet var det her hans skyld!
Tankerne optog hende nok til at hun ikke bemærkede den ellers karakteristiske knirken fra Jonathans kørestol. Til gengæld så alle andre ham og sendte skeptiske blikke afsted, de var tilsyneladende bange for at hans tilstedeværelse ville forskrække hende eller noget, men det havde den stik modsatte effekt. Hans myndige stemme krøb direkte under huden på hende, og fik hendes øjne til at slappe af. Hun lempede grebet om sin tryllestav en smule, men pakkede den dog ikke væk. Jonathan var tryghed. Han var dygtigere end hende, og Theodore respekterede ham. Desværre respekterede Piper ham også, så meget at hun ikke helt havde mod til at vende sig om og se ham i øjnene. Hun kunne godt fornemme hvordan det nok så ud for ham. "Han er her, Jonathan.." sagde hun med en påtaget dysterhed der var ment til at skulle skjule hendes stemmes dirren. Ligeså meget som hun respekterede Jonathan, ligeså meget frygtede hun sin far, også selvom hun forgav at være fuldstændig ligeglad. "Jeg så ham.. derhenne," hun pegede med sin stav hvilket fik personalet til at tage et skridt væk fra dem, næsten synkront. Dem der kunne, skyndte sig væk fra stedet og resten turde ikke rigtigt bevæge sig andre steder hen.

[Deleted]

Hans vagtsomme blik fulgte hendes bevægelser og kort efter den retning hvor hun havde svoret at have set ham. Skønt Piper ikke havde sat navn på vidste Jonathan udmærket godt hvem der var tale om. Manden der havde terroriseret hendes liv både i vågen tilstand og hjemsøgt hende i hendes drømme. Jonathan havde selv været det hele igennem og kunne desværre genkende den besættelse der lod til at være faretruende tæt på at overtage hendes indre og lukke ned for al fornuft. Igen havde han selv været der, en ting var at miste ikke bare 1 kone, men hele 3. Han havde været nede i det samme hul, hans løsning havde været for store mængder alkohol samt alt for mange timer spenderet på at opsnuse alt der kunne bare minde den mindste smule efter Theodores fremgangsmåde.
Heldigvis for ham havde han haft Alyxia der havde hjulpet ham ud af det sorte hul han havde været endt i og naturligvis Mattheus.
Jonathan tog normalvis Pipers ord meget alvorligt, men denne gang kunne han godt fornemme at det nok mere havde været dæmonerne i hendes sind der havde været løbet af med hende, der var ingen mulig chance for at Theodore bare ville kunne komme valsende ind her på hospitalet uden at blive opdaget.
Han lod de blå øjne hvile mod Pipers ryg inden han atter snakkede. ”Det er ikke ham, det ved du også godt selv, Tag en dyb indånding og læg så staven væk.” Der var ingen bebrejdelse eller nedtalen i hans stemme, den var bare rolig og afmålt, ”Hvornår har du sidst fået sovet? Eller noget at spise?” Kendte han den unge heks ret var dette nok nogle af de ting der var blevet nedprioriteret gennem det sidste stykke tid.

[Piper June Maganiello]

Stemningen var pinligt spændt, hun kunne godt fornemme hvordan alle stod og holdt vejret mens deres øjne stirrede enten på hendes stav eller på gangen hvor hun pegede. Inderst inde vidste hun godt at det bare var hendes paranoia, det var trods alt det samme hver eneste dag. Hver morgen slog hun øjnene op og mærkede frygten som det første, og hun bildte sig selv ind at hun havde styr på det, men det her var bare endnu et bevis på at hun havde mistet den sidste rest af selvkontrol. Da det langsomt begyndte at gå op for hende, blev hun ramt af en følelse af skam. Skam over at hun skuffede Jonathan, skam over at hun skræmte en hel flok civile, hvor måtte hun dog ligne sin far lige nu. Langsomt sænkede hun staven men knyttede den stadig mellem sine fingre som om hun var bange for at nogle ville rive den ud af hånden på hende.
Hun var stadig ophidset så dybe indåndinger var ikke engang en mulighed. "Jeg sværger det var ham Jonathan," sagde hun stædigt, hvilket mest var med henblik på at bevare en lille smule af hendes stolthed. Hvis han havde ret, betød det at hun langsomt var ved at blive sindssyg, hvilket var lidt værre. Flere af healerne pilede afsted, en tabte endda sine papirer på vej ud, men besværede sig ikke med at samle dem op. I stedet pegede han kort med sin stav, så de tabte papirstykker fløj i en lang række efter ham, så han kunne søge ly. Piper så kort efter ham og vendte sig mod Jonathan med et påtaget koldt blik. "Virkelig? Er det, det du tænker på nu?" spurgte hun skeptisk og fik det bevidst til at lyde som om at han var helt forkert på den. Nu hvor han sagde det kunne hun godt mærke sulten, men hun havde heller ikke rigtigt spist i et par dage.. nok længere, hun huskede det faktisk ikke, og søvn var altid flygtigt og på mærkværdige tidspunkter. "Burde vi ikke som minimum havde et par aurorer til at patruljere herude?" spurgte hun lettere irriteret. I bund og grund følte hun sig ikke taget alvorligt, men hun forstod det på en anden måde godt, hun var virkelig ved at gå ud af sit gode skind. Matthew lå derinde, og Theodore var på fri fod, og den eneste der åbenbart bekymrede sig om det, var hende selv.

[Deleted]

Han vidste at hendes forpinte sind ville komme til at torturerer hende til den dag Theodore atter røg bag tremmer. Måske endda længere. Theodore var så stor en del af hendes liv og det havde han altid været. Han havde altid luret bagerst i hendes sind, truet med at komme efter hende selv nu hvor manden havde været sporløst forsvundet siden hans flugt fra Azkaban for et par år tilbage.
Det kunne godt være at Trescott havde besluttet sig for at det ikke længere var hans problem. Han havde fået manden bag tremmer én gang så nu måtte det være en andens opgave at få det til at ske igen, men på den anden side var det jo heller ikke Trescott der havde været offer for Theodores regime på samme måde som Piper havde.
Jonathan så på Piper med alvorlige øjne. Han tog hende skam ganske alvorligt på trods af at han godt vidste at det hun havde set havde nærmere været et "spøgelse fra hendes sind" fremfor den virkelig person. Det gjorde det dog ikke mindre virkeligt for hende.
"Havde det været ham ville du have stået i en kamp om liv eller død på nuværende tidspunkt." Sagde han roligt, "jeg tror på at du så ham, men det er din frygt der fik ham til at dukke op." Han håbede at hun forstod, "læg staven væk og gør hvad du kom her for at gøre. Snakke med Matthew. Theodore vil få hvad han fortjener en dag, jeg giver ikke op før han bliver uskadeliggjort." Om så det måtte blive med et dementorkys eller døden. Jonathan havde haft håb for sin bror igennem mange år, men det var dødt ud. Den bror han kendte eksisterede ikke længere og det var på tide at han indså det. "Så ja, det er det jeg tænker på. Lad mig byde dig på noget at spise og en kop kaffe, hvis ikke for din skyld så for min underholdnings skyld."
Jonathan rettede blikket mod Matthew. Tænk selv efter hans forræderi bekymrede Piper sig stadigvæk så meget om ham. Det fortjente han næsten ikke, men på den anden side Jonathan bekymrede sig jo også selv om ham. "Jeg skal nok få arrangeret at nogen vogter over ham." Beroligede han så, om ikke andet så for at give hende lidt mere ro i sindet for noget tid.

[Piper June Maganiello]

Piper havde gennem sit arbejde set mennesker gå i knæ når de nåede deres bristepunkt. Nogle holdt længe, andre knap så længe, under alle omstændigheder priste hun sig hver dag lykkelig for sin egen stolthed og styrke, men inderst inde vidste hun godt at det var en illusion, ligesåvel som det faktum at hun så sin far overalt. Bare for at være sikkert, lod hun blikket glide omkring, men alt synes at være fredeligt, så meget som det nu kunne være på et hospital.
Hendes blik faldt på ham igen, det var skarpt nok til at kunne dræbe, efterladt uden en rest af følelse. Hende som ellers engang havde været en levende, og følsom sjæl, nu var hun blevet kold, hun begyndte langsomt at minde mere og mere om sin far, og det skræmte hende. "Du får det til at lyde som om det foregår i mit hoved, Jonathan. Jeg er ikke sindssyg" sagde hun hårdt. Hendes hænder blev knyttede, ikke fordi hun overvejede at gøre ham noget, men fordi han vækkede hendes indre usikkerhed. Hun havde respekt nok for ham til ikke at nedgøre ham, men i sit stille sind, tænkte hun at Theodore ville vinde over ham i en kamp, i hvert fald i hans tilstand. Hun forholdt sig tavs men skævede i retning af Matthews stue. "Jeg kom ikke for at snakke med ham. Jeg kom for at se om det var slut nu," løj hun. "Desværre lader det til at der stadig er liv i ham," konstaterede hun og gjorde sig umage for at lyde ærgerlig. Matthew havde taget sig af hende, han havde oplært hende, fået hende til at åbne sig lidt igen, men ikke mere, ikke efter hun havde opdaget hans rigtige intentioner.
"Jeg er ikke sulten. Men fint, en kop kaffe lyder ikke dårligt," indrømmede hun lidt opgivende. En del af det handlede lidt om at hun ikke ville sige nej til Jonathan McBeth, i teorien var han hendes onkel, men han havde ret stor status i hendes øjne. Desuden ville han nok heller ikke acceptere et nej. Hendes slanke øjenbryn skød i vejret. "Jeg er ligeglad med ham. Jeg tænker på alle de stakkels magikere der arbejder her," hun nikkede i retning af en gruppe healere der sto i en lidt ophedet diskussion om en patient tilsyneladende Matthew var for sit vis allerede død, eller også forsøgte hun i hvert fald at forberede sig på når det ville ske.

[Deleted]

Han så på hende med bekymrede øjne. Det var ikke fordi han ville indikerer at hun var ved at miste forstanden, men han kunne godt fornemme at det var på den måde hun endte med at tage det. På den anden side burde det vel ikke have overrasket ham eftersom Piper godt kunne tage ting ret nært.
"Jeg siger bestemt ikke at du er sindsyg." Sagde han i en stabil og alvorlig stemme. "Ens hjerne kan sagtens kreerer ting man ikke selv er herre over uden det betyder du har mistet forstanden, men det er et tegn på voldsom overanstrengelse." Han sukkede let og rettede blikket ind mod Matthews komatiserede skikkelse. "Jeg taler kun af erfaring." Indrømmede han dystert.
At have gennemgået de ting i livet som han havde ville det vel også være ulogisk at han ikke havde oplevet at sætte hjernen på overarbejde mindst én gang i løbet af sit lange liv.
Den midaldrende mand tog hende atter i øjesyn. Han betragtede hende fra sin plads i kørestolen. Skønt han selv var blevet bedraget af Matthew og det havde ramt ham hårdt, var han godt klar over at det nok havde ramt Piper endnu værre. Det var trods alt hende der var blevet udnyttet mest i dette cirkus, men det ændrede jo desværre ikke de følelser han havde efterladt i hende. Jonathan sukkede let og vendte så blikket tilbage mod stuen. "Du behøver ikke spille skuespil overfor mig Piper," sagde han roligt, "jeg ved at I har en fortid sammen og jeg ved at sådanne følelser desværre ikke bare forsvinder over natten." Sagde han stille som frygtede han at de nysgerrige sygeplejersker skulle få nys om det.
Han nikkede så roligt. "En kop kaffe bliver det så." Han havde selvfølgelig ikke tænkt sig at opgive kampen om at få hende til at spise så let, men det vidste hun nok også godt. Det kunne godt være at det ikke var op til ham at bestemme om hun skulle spise eller ej, men når han bekymrede sig om folk kunne han være ufattelig stædig hvilket Alyxia nok heller end gerne ville skrive under på.
Denne gang var det Jonathan der skød et bryn i vejret. Han havde rent faktisk troet at det var på grund af Matthew og at det var hans sikkerhed hun frygtede for, man kunne aldrig vide om Theodore dukkede op for at ende Matthews liv så han ikke pludselig vågnede og skulle stå til ansvar for sine handlinger og måske afsløre ting som Theodore ikke var interesseret i at verden skulle vide. Sandsynligheden var lille, men det var selvfølgelig ikke umuligt. "Jeg får arrangeret noget." Svarede han så. Igen så om ikke andet for at hun kunne få ro i sindet for en stund.

[Piper June Maganiello]

Piper hadede at han havde ret. Nogle gange følte hun at hun mistede sin forstand, men hun brugte meget energi på at fastholde den så meget som det overhovedet var hende muligt, og at indrømme det, ville være at vise svaghed. "Virkelig? For i mine ører lød det meget som en antydning," bemærkede hun og lagde armene over kors som et sætdigt lille barn. Ubevidst kneb hun øjnene sammen og så på ham fuld af bebrejdelse. Selvom hun forsøgte at lukke sig selv for omverdenen, så var hun nok i virkeligheden ret letlæselig. "Spar mig for talen, Jonathan. Matthew har allerede givet mig den mange gange. Det ser ud til at det i virkeligheden var ham der var kuk-kuk," hun kastede et blik ind af vinduet. Det rørte hende hver gang at se ham så skrøbelig. Den mand hvis styrke hun havde forelsket sig i, lå i seng og kunne ikke engang trække vejret selv, han havde ingen kontrol, ingen magt. Syn blev bløret fra en tynd hinde af tårer der lagde sig over hendes hornhinde, bevidst så hun ikke hen på Jonathan, han skulle ikke have den tilfredsstillelse. Af samme årsag svarede hun ikke på hans ord lige med det samme, i frygt for at hendes stemme ville afsløre hende. Diskret trak hun vejret ind gennem munden og pustede ud. "Okay hør Jonathan, jeg har ikke brug for psykologisk rådgivning. Lad os nu bare tage den kop kaffe, så kan vi eventuelt drøfte den sag du smed på mit bord tidligere," hun blinkede tårerne væk. Normalt havde hun meget stor respekt for ham, i hvert fald på arbejde, men det her var noget helt andet.
Piper var ikke ligefrem sen til at tage hans hint. Hun passerede ham og først da hun var sikker på at han var bagved hende, lod hun en enkelt tårer falde som havde forsøgt at bane sig vej de sidste par minutter. Hun sagde intet, men gik mod kantinen uden at tænke over at han nok var lidt langt bagved hende. Han gjorde hende nervøs, men det var bare endnu en ting på listen over ting hun aldrig ville fortælle ham.

[Deleted]

Jonathan modstod trangen til at himle let med øjnene af hende. Hun havde altid været temmelig nærtagende og han vidste at det at rulle med øjnene for det første kun ville gøre situationen meget værre og for det andet var det ikke noget han praktiserede hvis han kunne undgå det. Det virkede så nedlandende og uprofessionelt, men selvfølgelig var man ikke altid herre over sit eget kropssprog, ikke medmindre man var hundrede procent fokuseret på det at all time - og det kunne han ikke prale med at være.
Han så på hende med et gennemtrængende blik og tippede hovedet en smule på skrå. "Det var ikke en antydning." Svarede han blot. For hende kunne alt lyde som noget negativt, der var langt fra den pige han engang havde kendt til den kvinde hun havde udviklet sig til nu.
Skønt hun forsøgte at lægge skjul på det, kunne han tydeligt se på hende at det påvirkede hende langt mere end hun ønskede at indrømme, hvordan skulle hun også undgå det. "Matthew er en klog mand," svarede han blot og lod blikket hvile på ham, "det var synd at han traf det forkerte valg." Jonathan havde svært ved at hade ham skønt der var så mange ting at hade ham for. Men som med Theodore havde han jo kendt dem fra før det hele gik af helvede til. Man kunne ikke bare glemme det, selvom det tit føltes lettere at hade folk hvis de sårede en.
"Udmærket, så lad os komme afsted." Svarede han uden ønske om at presse hende til at snakke hvis ikke hun ønskede det. Han bakkede kørestolen en smule og rullede efter hende mod kantinen. "Så er der ellers sket noget bemærkelsesværdigt i dit liv siden sidst?" Nu var hun jo ikke ligefrem typen der sendte en ugle og fortalte hvordan hendes liv ufoldede sig, ikke at han kunne forlange det af hende, men han havde altid følt sig knyttet til hende. Nok en del mere end hun til ham, men hun havde jo været som en niece for ham, en han gerne ville passe på, når hun altså lod ham - hvilket ikke rigtigt hændte længere.

[Piper June Maganiello]

Piper havde et lidt mærkværdigt forhold til Jonathan. Det var mærkeligt, for han havde kendt hende hele livet og hun ham, men alligevel føltes han på mange måder som en fremmede for hende. Samtidig både så hun op til ham og frygtede ham. Hun skjulte sine egentlige tanker bag sin kølige facade og valgte bevidst at ignorere hans skepsis. "Det lød nu ellers sådan," bemærkede hun og var ude af stand til at skjule fornæmelsen. Den triste sandhed var at hun slet ikke var så god til at være kold som hun ellers forgav at være. "Tilsyneladende ikke så klog som vi tog ham for at være i første omgang," svarede hun og priste sig i sit stille sind lykkelig for at han ikke kunne se skuffelsen der malede sig i hendes blik.
Den konstante følelse af vred, var begyndt at være udmattende. Somme tider bad hun til at nogle ville se det, og tvinge hende ud af det, for ærlig talt vidste hun ikke selv hvordan hun skulle stoppe med at være vred, særligt ikke efter Matthews lille nummer, hun havde oprigtigt troet at han ville være den der skulle fjerne bare lidt af vreden. Nogle gange gjorde det så ondt at hun ikke kunne holde ud at være i sig selv, men hun ville ikke være svag og slet ikke foran Jonathan. "Synd?" hun stoppede op og mærkede igen hvordan vreden nærmest fik det til at sitre under huden på hende, som var hun en ulmende vulkan tæt på at gå i udbrud. Hun vendte sig om og så på ham med et tomt blik. "Det var ikke synd. Han fortjener ingen medlidenhed, Jonathan. Han brød bevidst loven, den samme lov som han havde svor at beskytte, hvordan kan du overhovedet sige den slags?" spurgte hun hårdt. Hendes hjerte pumpede så hårdt at det næsten fik hende til at føle sig svimmel, man kunne ane den store halspulsårer pulserer under huden et sted i ophidselse. Med knyttede hænder endte hun med at sukke irriteret før hun vendte sig om og gik videre indtil de nåede hen til kantinen. Der var ikke så mange på denne her tid af aftenen, hvilket nok var heldigt hendes humør taget i betragtning. "Bemærkelsesværdigt? Ikke synderligt. Faktisk vil jeg nærmest bare bede til en enkelt rolig dag," hun dumpede ned ved et lille bord midt i lokalet, nu hvor der ikke var andre, var det ikke vigtigt for hende at gemme sig i hjørnet. Det pludselige skift til smalltalk fik hende til at slappe lidt af. Hun burde ikke farer sådan op, men alle nerver i hende var på vagt hele tiden. Hun var naturligvis for stolt til at sige undskyld, så som et plaster på såret spillede hun med. "Hvordan går det med Aly?" spurgte hun i mangel på bedre samtaleemner.

[Deleted]

Sommetider kunne man godt mærke på den unge heks at hun var netop det. Ung. Hendes sind var et virvar af tråde og impulser som han nok aldrig ville lære at forstå hundrede procent, præcis som han aldrig ville lære at forstår Alyxias ubetingede kærlighed til det skvat Trescott Roden. Godt tingene lod til at være faldet på plads mellem dem, ham med en eller anden ny tøs - som Jonathan havde forventet og Aly..ja hun skulle nok klare sig og komme videre, heldigvis lod hendes fokus til at have flyttet sig til at få Lincoln Winters ud af sin celle i Azkaban hvilket Jonathan støttede hundrede procent op omkring.
Han slog tankerne om privatlivet hen, det var ikke der hans fokus skulle befinde sig lige nu. Han sukkede næsten uhørligt og sendte hende et lidt bestemt blik fra sin plads i kørestolen. Et blik som informerede om hans misfornøjelse ved at debatterer om så ligegyldige ting. Han kunne dog godt nikke til det næste og rettede selv blikket mod sengen igen. "Nej tilsyneladende ikke." Skønt han ville ønske at hans had til Matthew ville vokse sig stort nok til at dække det hul sorgen hans forræderi havde skabt, var Jonathan godt klar over at den eneste grund til at både han og Piper var så slået ud over det - og den primære grund til de begge var her - var fordi de havde ladet deres parader falde omkring ham. De havde stolet på ham. Holdt af ham. Dét tomrum han havde efterladt ville nok aldrig blive fyldt ud.
Jonathan mødte hendes mørke øjne, "hvordan kan du ikke synes det?" Vendte han spørgsmålet til hende. Han var ikke rigtigt typen der brød sammen og krængede sin sjæl ud til folk, men alligevel lod han hende tage del i det spørgsmål der havde naget ham længe, "sommetider tænker jeg om man kunne have noget at tale ham til fornuft hvis man havde vidst hvad der havde forgået. Theodore fik ham overtalt til at slutte sig til ham. Måske jeg kunne have overtalt ham til at lade være hvis blot jeg havde været mere opmærksom."
Som de nåede kantinen kørte han sin stol frem til bordet Piper havde placeret sig ved. Han smilede til hende. "Måske du skulle overveje at tage en ferie?" Forslog han imens han gav sig til at læse menukortet der pretty much kun bestod af kaffe og kage eftersom kokken havde lukket køkkenet for i dag.
De vagtsomme øjne mødte atter hendes ved hendes spørgsmål. Han klappede kortet sammen og folkede hænderne foran sig med albuerne hvilende på armlænene hvilket fik ham til at utage sig som en "hår-på-hovedet" -udgave af Professor X. "Det går, hun prøver stadigvæk at finde sin plads her efter vi flyttede fra Irland." Det sidste kunne han ikke undgå at sige med en vis længsel i stemmen. Hvor han dog savnede Irland.

[Piper June Maganiello]

Inderst inde vidste Piper at hun reagerede mere som en ustyrlig teenager, end som den modne og sofistikerede kvinde hun i virkeligheden gerne ville være. Nogle gange følte hun at bitterheden kvalte hende langsomt. Alle andre gik rundt, forelskede sig, blev forfremmede, fejrede dette med familien, de skabte en familie og et netværk, mens hun bare lod sig opsluge af det samme mørke hun altid havde været bange for. Desværre gik det også ud over de få der rent faktisk viste hende oprigtig interesse - Jonathan deriblandt. "Desværre var vi heller ikke klogere," bemærkede hun og trak på skuldrene. Manden havde jo alligevel været god nok til at tage røven på dem begge.
Piper dumpede ned i den ene stol og pillede lidt rastløs ved bordkanten. Det var svært for hende at finde ro i sig selv. Hun holdt inde og så op på ham, både overrasket og tydeligt irriteret over at han smed bolden tilbage på hendes side. "Er det ikke åbenlyst? Matthew er ikke nogen svag sjæl, Jonathan, han tog et bevist valg trods han vidste at det var både ulovligt og et forræderisk træk overfor både dig og mig. Jeg mener når jeg siger at jeg ikke håber han kommer sig over det her," hun foldede stædigt armene hen over brystet og forsøgte at signalisere kølighed og ligegyldighed, men for at være ærlig, håbede hun mest at Matthew ikke klarede den, så hun slap for at skulle tage en konfrontation som hun ikke havde lyst til, i frygt for at det ville gøre for ondt på hende. For ikke at vis for megen følelse nærmest stirrede hun med store, trætte øjne. Det var årevis siden hun havde sovet en helt nat, men det satte også sine spor, selvom hun var en ung og køn kvinde. "Hold op. Det er en mild måde at suspendere mig på. Jeg går ikke på ferie," hendes meget bestemte tone afslørede hurtigt at den sag slet ikke stod til diskussion. Til gengæld lod han til at tage chancen om at snakke om Aly, hvilket hun slet ikke ville modsige sig. Hun nikkede forstående. "Det er svært at flytte fra sit hjem," konstaterede hun. Hun havde selv prøvet det mange gange efterhånden. "Hun skal nok klare den. Jeg håber bare at din opdragelse af hende vægter mere end Matthews dårlige gener," bemærkede hun tørt og gav sig til at kigge i menukortet, som hun hurtigt konstaterede det samme ved som ham - at det kun var kaffe og kage.

[Deleted]

Han valgte ikke at svare, for hvad skulle han dog sige til det. Nej desværre havde de ikke været klogere, men man kunne jo altid være bagklog. Uanset hvad var der intet de kunne sige eller gøre for at ændre tingene som de var nu, så de måtte finde en måde at komme videre derfra og tilgive sig selv for ikke at have været opmærksomme nok.
Jonathan kørte stolen helt hen til bordkanten og gnubbede let sin hage med den ene hånd. ”Ja, måske.” Matthew havde altid været som em bror for ham, men han kunne godt fornemme at Pipers bitterhed over at være blevet forrådt overskyggede alt andet. Måske det var den måde hun beskyttede sig selv, eller den mere uhyggelige version; at hun simpelthen var blevet så kynisk at hun rent faktisk mente hendes ord.
Denne gang kunne Jonathan ikke lade være med at himle lidt åbenlyst med øjnene af hende, ”du er ikke særlig god til at tage imod de hænder der bliver rakt frem mod dig.” Konstaterede han og sukkede let. Et mildt smil var at finde på hans læber skønt hans øjne stadigvæk var alvorlige.
Blikket han sendte hende som hun nævnte Matthews gener i Aly, kunne have jaget en trold på flugt. Han havde altid ageret som far for Aly. Han var Alys far uanset hvad biologi og blod indikerede. Selvfølgelig var det sværrer nu at tænke at hun skulle hives igennem alt dette her, journalister havde jo været ellevilde for at få udtalelser, men når det kom til Aly holdt Jonathan sine kort meget tæt til kroppen. Alt for at skåne hende mest muligt. Sommetider følte han nok stadigvæk at hun var hans lille skrøbelige pige, især efter hendes tur i Azkaban.
”Du finder nok ikke en mildere person i verden end Alyxia, så det behøver du ikke at bekymre sig om.” Sagde han i et afsluttende tonefald. Alene tanken om at Aly skulle gå i Matthews fodspor var både ufattelig morsom – igen fordi det var Aly de snakkede om, men samtidig var hun også naiv til tider og i Jonathans øjne, let at manipulerer med, det hvordan skulle hun ellers være endt sammen med en sjuft som Trescott.
Med endnu et kort blik i menuen så han igen på Piper. ”så hvad kunne du tænke dig?” Spurgte han så for at bryde den akavethed der igen lod til at være kredset ind på dem.

[Piper June Maganiello]

Efterhånden var selskab blevet hende så uvant at hun ikke helt vidste hvor hun skulle kigge hen. Hendes løsning blev at folde sine hænder på bordet og studere dem som om de var det meste interessante i verden. Den karakterudvikling hun havde taget siden sine teenageår, gjorde intet godt for hende, alle andre så det, men ikke hun selv. Alt vreden gjorde hende så bitter og ja.. til dels kynisk, men når det kom til Matthew skyldtes vreden kun hendes egen sårede stolthed og knuste hjerte et sted.
Selvom Piper ikke direkte så op på ham, så hun godt hvordan han himlede med øjnene - hvilket naturligvis gjorde hende vred igen. Dog havde hun for stor respekt for Jonathan til at gå amok som hun ville hav gjort på stort set alle andre, så hun nøjedes med at sende ham et meget skumlende blik. "Jeg foretrækker at gøre tingene alene," svarede hun kortfattet. De få hun havde lukket tæt på, havde alle vendt hende ryggen og de personer enhver skulle kunne stole på - ens familie, det var heller ikke gået så godt for hende. "Med alt respekt for dig, Jonathan, så stoler jeg ikke på nogen mere," indrømmede hun, velvidende om at han var helt anderledes og værdsatte sin omgangskreds. "Ikke alle er ligeså priviligerede som du," dette kunne hun ikke indskyde uden at undgå at lyde bitter.
Hun rømmede sig en lille smule uden at føle sig meget ukomfortabel under hans hårde blik. Hendes situationsfornemmelse var desværre også blevet svækket i processen. "Det gør jeg ikke," indrømmede hun. Faktisk kunne hun overhovedet ikke lide Alyxia, hun ville aldrig indrømme det, men inderst inde handlede det nok om jalousi. I sit hoved hørte hun godt hvordan det lød. "Jeg er sikker på at hun nok skal klare sig. Om ikke andet har hun jo dig," skyndte hun sig at tilføje i håb om at kunne redde den lidt igen.
Piper kastede et nyt kort blik på menukortet, men uden rigtigt at læse noget af det. Hun var skrupsulten faktisk, men selv det virkede som et nederlag at erkende. "Bare en kop kaffe tak," bad hun og lukkede kortet foran sig.