What have you done?

[Deleted]

Jonathan fastholdt et helt neutralt blik ”det siger du ikke,” hun havde desværre ikke forbedret den del af sig selv hvilket var en skam eftersom hun jo som yngre – meget yngre – havde været et helt normalt barn, men de ting hun havde oplevet i sit korte liv havde gjort hende hård.
”Priviligeret siger du? Theodore er min bror, jeg er vokset op sammen med ham, Matthew var min bedste ven så jeg skulle nok mene at mine trust-issues burde svare til dine, jeg vælger bare ikke at se det dårlige i folk før de viser det.” Selvfølgelig gjalt det ikke når det kom til Alyxias ekskæreste Trescott, men han havde jo også vist sig at være præcis den sharlatan som Jonathan havde mistænkt ham for at være. ”Jeg ved at du har været meget igennem Piper, men du kan ikke afskære dig fra verden, du bliver nødt til at leve dit liv.” Han hadede at se så ung og smuk en kvinde lukke sig inde i sin egen lille verden kun omgivet at ødelæggelse og mistro. Hun fortjente bedre end det.
Han var glad for at hun rundede af med hvad der nok var det tætteste man kunne komme på en undskyldning fra hende om hun så mente det som en undskyldning eller bare sagde det for at undgå hans vrede. Han lod det dog ligge uden yderligere kommentarer og vendte derefter atter blikket mod menukortet.
De gennemborende øjne blev endnu engang lagt på hende, ”Er du sikker på at jeg ikke kan tilbyde dig noget at spise?” Han brød sig ikke om de vaner hun havde tillagt sig med ikke at sove og spise, var det ikke fordi han kendte hende ville han frygte at hun stod på randen til et nervøst sammenbrud.
Han lod selv menukortet lægge på bordet og hans blik mildnedes en del imens hans tanker vandrede. Han ville meget gerne tilbyde hende et ferieophold et sted bare for at få hende til at slappe af, men han havde en ærgerlig fornemmelse af at det nok ikke ville virke. Som hun gav udtryk for før var hun ikke interesseret i en ferie på den måde og ærlig talt ville hun nok ikke blive mindre afslappet af den grund. Det eneste der måske kunne give hende ro i sjælen var nok at fange Theodore, desværre lod udsigterne til det bare til at være ret lange.

[Piper June Maganiello]

Det var hårdt altid at være mistroisk, men hun kunne praktisk talt ikke huske hvordan man ikke var det. Hendes blik fokuserede sjældent på Jonathen, men flakkede rundt i lokalet som om hun forventede at Theodore ville springe frem bag køledisken eller et eller andet. Hun havde lyst til at pointere for ham at hans naitivtet havde kostet ham 3 hustruer og en tur i en kørestol, men der stoppede hun trods alt sig selv og lod det blive ved tanken. "Det er naivt," konstaterede hun bare i stedet. "Du er en klog mand Jonathan, jeg håber ikke at din tiltro og naivitet vil koste dig mere end det allerede har," hun kunne have bidt tungen af sig selv, det lod til hun bare ikke kunne holde sin kæft efter alt. Man kunne læse i hendes blik at hun godt vidste hendes udtalelse var under bæltestedet.
Hendes intense blik faldt for første gang i lang tid, i hans. "Jeg lever mit liv, at du ikke er enig med hvordan jeg gør det, er noget helt andet," svarede hun skarpt. Hun stod op hver dag, gik på arbejde og gik hjem, i hendes øjne var det at leve. Hun havde bare glemt hvordan man nød det, de små ting. Nogle gange ville hun næsten ønske at hun ikke levede. Den flygtige tanke passerede og fik hende til at slå blikket skamfuldt ned. "Elles tak. Jeg er ikke sulten, men du skal endelig ikke holde dig tilbage for min skyld," opfordrede hun. Han skulle ikke sulte bare fordi hun fortrak det. Piper skubbede fletningen over den ene side af skulderen og stirrede ned i bordpladen. "Så.. nu hvor vi er ved Theodore. Er der noget nyt i sagen? ved man hvor han opholder sig?" spurgte hun henkastet. Naturligvis var hun selb blevet udelukket fra sagen, det forhindrede hende på ingen måde i at undersøge tingene selv, men hvis hun kunne få ham overtalt til at afsløre et eller andet, kunne hun måske komme videre.

[Deleted]

For et kort øjeblik lynede øjnene faretruende. Han vidste udmærket hvad det havde kostet ham og han havde ikke brug for at hans niece skulle side og minde ham om det på denne måde. ”Den har ikke kostet mig lige så meget som den har givet mig,” løj han ufortrødent. Eller om det var en direkte løgn var måske så meget sagt, men der herskede ingen tvivl om at hun havde en god pointe. Han havde ikke været så heldig fordi han ikke havde været så god til at gennemskue folk. Eller måske var han i virkeligheden god nok til at gennemskue dem, men for naiv til at agerer på sine mavefornemmelser fordi han altid ønskede at se det bedste i folk.
”Hvis jeg var lige så sortseende som dig ville jeg ende hensunken alene og glemt på et eller andet plejehjem.” Gav han tilbage selvom det egentlig ikke havde været ment som et direkte comeback for at ramme hende, men mere for at åbne hendes øjne hvilket nok ikke hjalp det store, sådan var det jo når først Piper havde sat sig noget i hovedet.
Ubevidst gav Jonathan sig til at gnubbe de små skægstubbe på sin hage der var ved at gro frem siden sidste barbering. En vane han havde når han tænkte lidt grundigere over noget. ”Hvad siger du til at være min hjælper på næste lørdag?” For hende måtte det måske komme lidt ud af kontrast som havde han fuldkommen ignoreret hendes påstand om at hun levede livet, ”en af de ansatte skal giftes og der bliver holdt en mindre komsammen for afdelingen, jeg kunne godt bruge en til at hjælpe mig med forskellige ting.” Egentlig ville han have spurgt Alyxia, men eftersom Trescott sandsynligvis kom, ville han ikke belemre hende med det, i hans hoved var det at skåne hende hvis de bare lod som om at Scott ikke eksisterede. Når alt kom til alt kunne han jo også sagtens selv, det plejede han at være temmelig stædig omkring faktisk, men det ville få Piper lidt ud blandt mennesker hvilket han jo så inderligt mente hun manglede.
Han rystede lidt afværgende på hovedet for han brød sig ikke helt om tanken med at sidde og spise foran hende. Et lettere opgivende suk undslap ham og han foldede hænderne foran sig. ”Det ved du godt jeg ikke bare kan fortælle dig.” Sagde han afslappet, ”men måske du kan lokket noget ud af en fuld auror hvis du tager med på lørdag.” De var nok den tammeste undskyldning han nogensinde havde brugt, men han havde bare en ide om at det måske kunne lokke hende en smule.

[Piper June Maganiello]

Hans åbenlyse naivitet fik hende til at himle med øjnene igen som en eller anden irriteret teenager overfor sin far. Efter alt den tid så havde han stadig ikke lært noget? Dog fik hans farertruende blik, hende til at slå sit eget lidt akavet ned i bordpladen. Nok kunne hun være hård på ydersiden, men Jonathan holdt hun en enorm stor respekt for. Han havde den ro som hun ikke selv ejede, og udstrålede altid selvtillid og accept med sig selv, hvilket hun i bund og grund bare misundte.
Hun strøg fingrene lidt rastløs hen langs bordets kant. Takket være hans lille bemærkning, var hun hurtigt i stand til at fralægge sig den dårlige samvittighed fra hendes lidt uheldige bemærkning. Instiktivt rejste hun sig op og delvist slog hænderne ned i bordpladen så menukortet væltede. Det værste var at hun faktisk blev lidt overrasket over sin egen reaktion, hendes følelser var blevet så kraftige på det sidste, så hun ofte mistede kontrollen over sine egne handlinger, og det skræmte hende hvor meget det var lig hendes forældre. Hendes hasselbrune øjne udstrålede et kort øjeblik forvirring, som om hun glemte at fastholde vreden. "Jeg er ikke sortseende," vrissede hun. Den store pulsåre ved hendes hals, pulserede, man kunne se den lige under overfladen, den afslørede tydeligt hendes ophidselse. Desværre gjorde Jonathan det ikke let for hende at være sur. Hendes skuldre faldt lidt ned. Hun rystede på hovedet. "Med at planlægge en komsammen? For at være helt ærlig har jeg ingen holdning til servietfoldning, eller farver på duge. Jeg ville ikke være til megen hjælp," svarede hun i et forsøg på at slippe.
Hun satte sig langsomt ned igen, og tvang sig selv til at inhalere den lidt sødlige luft fra kantinens udvalg. "Jeg har ret til at vide det," bemærkede hun og lagde armene på kors over brystet. Det var selvfølgelig ikke sandt, hun var blot en auror, han var trods alt minister, desuden var det nok bedst at holde fra hende efter alt.
Hun overvejede den et øjeblik. Måske det ikke var en dårlig idé, der kom sikkert mange informerede folk til den fest.. "Fint. Jeg hjælper dig," overgav hun endelig. Kors det var udmattende at være så vred hele tiden!

[Deleted]

Han kunne – som de fleste andre personer i det lille cafeteria – ikke helt skjule sin overraskelse over hendes voldsomme udbrud. Det kunne godt være at han måske havde været lidt hård, men sommetider havde Piper brug for at alle ikke bare føjede hende. Eller det var i hvert fald Jonahans mening.
Han viftede lidt afværgende med hånden mod en ansat der meget tøvende sneg sig tættere på sandsynligvis for at høre om alt var som det skulle være eller om Piper var ved at overfalde ”den stakkeks forsvarsløse mand i kørestolen”.
Det gav Jonathan en dårlig smag i munden bare at tænke på det, han hadede at blive ynket, han var minister for afdelingen for magiske efterretninger, han skulle ikke ynkes og han kunne sagtens tage vare på sig selv.
Overraskelsen var kun at finde i ansigtet på ham i brøkdelen af et sekund, herefter faldt det tilbage i de samme tænksomme rynker det havde ligget i før. ”Nej så siger vi det.” Sagde han i en tone der ligesom lukkede for ethvert argument hun skulle komme med skønt han med vilje ikke lød til at være overbevist.
”Bare rolig den slags er der taget hånd om, ellers ville jeg være lidt sent ude.” Svarede han som bemærkedeh han slet ikke hendes undvigelsesmanøvre.
Han hævede et bryn af hende. Han kendte simpelthen ingen så stædig som Piper, skønt Aly til tider kunne give hende kamp til sokkeholderne. ”Nej det har du ikke Piper,” sagde han blot og lod albuerne hvile på armlænene inden han pressede fingrespidserne mod hinanden. ”Du ved godt at der er regler.” De måtte ikke efterforske sager der kunne blive personlige for dem og det måtte man sige var tilfældet her. Selvfølgelig var det svært for Jonathan ikke at være en del af efterforskningen eftersom han var øverste chef for afdelingen, men det måtte være en af fordelene ved at have kæmpet sig op på den måde.
Et meget tilfreds smil fandt vej til hans læber da hun overgav sig, ”glimrende! Jeg henter dig lørdag så.” Slog han fast med en tilfreds mine.

[Piper June Maganiello]

Hans overraskede blik, pillede hende ned hurtigere end nogle kunne nå at sige 'felix felicis'. Hendes blik flakkede lidt usikkert mens hun igen satte sig ned. Egentlig bemærkede Piper godt den lidt bekymrede medarbejder som han fik fejet væk, men for ikke at tabe sin sidste rest af værdighed, undlod hun bevidst at kommentere på det eller se efter hende. Hun sad med ret ryg og benene lige, som en skolepige der sad ret foran skoleinspektøren. I det mindste gav han hende en mulighed for at snakke uden om, hvilket gjorde hele snakken om arrangementet betydeligt mere interessant end hun nok ellers ville have synes. "Ah.. selvfølgelig," svarede hun lidt nøgternt. Han virkede irriterende glad for at pille hendes argumenter fra hinanden.
"Og her gik jeg og var overbevist om at Matthew var reglerytteren af jer to," himlede hun igen irriteret. "Jonathan.. hvis du vidste noget, ville du så fortælle mig det?" spurgte hun direkte. Hun havde brug for at vide hvor hun havde ham - om han var på hendes side. For alt hvad hun vidste kunne det jo være at han arbejdede sammen med Matthew og Theodore. Tanken havde ikke slået hende før, men nu hvor den gjorde brændte den sig lidt fast på hendes nethinde. Hun missede lidt med øjnene. "Det behøver du ikke. Jeg er med garanti på afdelingen i forvejen. Jeg dukker selv op," insisterede hun lidt kortfattet. Én ligegyldig tanke, havde fået hendes til at betvivle hans loyalitet, så nu havde hun nærmest sat sig i hovedet at han var en af de 'dårlige'. Det gav mening på den måde hvor han hele tiden forsvarede de to. Måske hvis hun kom tæt nok på ham, så ville hun kunne afsløre ikke kun ham men også hvor Theodore var. Mens hendes tanker drev i stilhed, tog hun en tår af sin serverede kaffe. "Nu hvor vi er ved det. Hvordan går det så egentlig med dig? Hvad ha du fordrevet din tid med?" hun lød ikke skeptisk men hendes interesse virkede en smule opstillet, taget i betragtning af hvor lidt hun plejede at interessere sig for andre. Hun lænede sig tilbage og tog en ny tår af kaffen, afventende, næsten som forventede hun at han skulle til at afsløre en meget dyster hemmelighed.

[Deleted]

Lige nu var Jonathans gode humør vendt kraftigt tilbage. Han valgte at spille fuldkommen uvidende om hendes forsøg på at snige sig udenom den festlige lejlighed. Han var ret stædig når det kom til at få sin vilje, noget Alyxia uden tvivl havde taget til sig og selv levede efter, de kom ikke tit op og debatterer, men når de gjorde kunne bølgerne godt gå højt fordi ingen af dem ville give sig.
Hendes kommentar fik en mindre antydning af et smil til at glide over hans læber, ”du skulle bare vide,” sagde han en smule drilagtigt. Han var bestemt ikke selv nogen helgen, men han gik op i at regler blev overholdt i hvert fald når det kom til hans arbejde. Det direkte spørgsmål fik ham til at tøve kort som hans blå øjne låste sig i hendes. ”Nej Piper, det ville jeg ikke.” Indrømmede han så. Han kunne ligeså godt være ærlig omkring det. ”-Ikke medmindre det kompromiserede sin sikkerhed.” Hun ville nok ikke kunne lide svaret, men på den anden side kunne det da næsten heller ikke komme bag på hende. Hun var for personligt involveret i sagen og han skulle ikke nyde noget af at hun begyndte at køre solo med de informationer han i så fald gav hende. Trescott blev også holdt udenfor eftersøgningen. Okay det havde nok mest noget at gøre med at Jonathan ikke kunne udstå manden, men det var en god undskyldning at bruge.
Han sukkede roligt over hendes kortfattethed og så gennemtrængende på hende, ”nu brænder du vel ikke din gamle onkel af?” Et bryn blev hævet i hendes retning i et forsøg på at ramme den snert af dårlig samvittighed som han var overbevist om hun stadigvæk besad.
Hendes pludselig ændring i adfærden gik ikke den midaldrende mand forbi. Han lænede sig lidt tilbage og havde næsten lyst til at spørge hende om hvornår hun var begyndt at interesserer sig for den slags, i stedet valgte han dog at gribe bolden frem for at tyre den tilbage i ansigtet på hende. ”Jamen det går skam udmærket. Jeg savner Irland, men sådan er det jo.” Begyndte han i et afslappet toneleje, ”Lige pt. Arbejder jeg på at få en uskyldig mand ud af Azkaban.” Mistroen omkring hendes ”underlige opførsel” kunne ikke spottes i hans stemme eller udstråling. Eller han gjorde i hvert fald alt for at skjule det, men han havde en fornemmelse af at hun fiskede efter et eller andet.