Kvind dig op!

[Deleted]

Abraham Mikhail Jankovíc
Gilmore mansion
Omkring 16 tiden

---

Cassiopaya slog armene omkring sig selv. Hun sad i sin enorme seng på sit gamle værelse. På trods af at hun havde boet i dette hus størstedelen af sin barndom føltes det på ingen måder som hjemme og hun kunne slet ikke vente med at komme væk herfra igen. Desværre havde hun lige pt ikke noget valg. Ikke længere. 
Efter hende og André var gået hver til sit havde hun haft brug for hjælp. Hun var for langt henne til at hun kunne få fjernet deres barn, hvilket hun egentlig heller ikke ønksede, men det gjorde bare at hun ikke kunne leve som hun havde gjort hidtil. 
Hun kunne heller ikke blive i lejligheden, der var for mange minder nu hvor André havde meldt sig selv og var sat i Azkaban. Kort kunne hun mærke vreden stige igen, men det var udelukkende fordi hun var så ked af det over det valg han havde taget. Hun havde bare ikke flere tårer tilbage. Hvor ville alting dog bare være lettere hvis hun kunne hade ham, men det kunne hun ikke, ikke rigtigt.

Der lød et svagt smæld og en husalf dukkede op foran hende for at informerer om at "gæsten" var ankommet. Cass trak sig lidt tilbage fra alfen, de ækle væsner havde hun i hvert fald ikke savnet. 
Det at vende hjem igen havde ikke været uden ofringer fra hendes side. Hun havde måtte sige ja til at lade sig love væk til en eller anden badutspringer hendes forældre havde udvalgt for at få hende "på ret køl igen". Ikke at hun havde lyst til det, men på den anden side følte hun sig bare så fortabt. Sikkerhedsnettet var væk og hun havde ikke andet valg end at efterkomme deres ønske. Nu måtte hun bare lukke ned for alt der hed følelser og medlidenhed og blive den kolde arrogante kvinde hun altid havde været ment til at blive.
Med et sidste suk rejste hun sig fra sengen, rankede ryggen og gik nedenunder for at møde sin kommende mand som hendes forældre havde inviteret over til middag så det kunne tilrettelægge alting.

[Abraham Mikhail Jankovíc]

Abraham var bestemt ikke tilfreds med denne situation. Han kunne ikke fordrage sine forældre og han var sikker på, at de heller ikke var ret glade for ham. Før han kom på Hogwarts, havde de forgudet hans tvilling, fordi han virkede som om han kunne blive som dem. Det kunne Abraham ikke. Han var ligeglad med, om mugglerfødte kom på Hogwarts. Det rørte ham ikke, da det jo var mennesker ligesom dem. Dog var han begyndt at hade dem, da hans tvilling var fuser og ikke måtte komme på Hogwarts. Hans forældre havde skjult ham for omverdenen og Abraham var begyndt at hade dem ligeså meget. Især da hans bror begik selvmord på grund af det. Han havde været rigtig tæt på at melde sig ind i Garden, men da han lod være, var hans forældre skuffede. De var generelt bare skuffet over ham, men han var bedøvende ligeglad med de to nokkefår.

Nu stod han dog ved siden af de to jubelidioter hos familien Gilmore, da de synes han skulle giftes med deres datter, Cassiopaya. Han vidste godt hvem hun var, da deres familier jo havde været venner i mange år. Abraham havde bare aldrig socialiseret med hende, da hun gik på Hogwarts og han gik på Durmstrang. De fik jo aldrig set hinanden, selvom de næsten var lige gamle. Hans forældre havde dog sagt, at han ikke ville arve deres mange mange penge, hvis ikke han giftede sig med hende, så nu stod han der. Han kunne ligeså godt få noget ud af dem.

[Deleted]

Cassiopaya trådte ind i en af hjemmets mange stuer. Det var her de plejede at befinde sig inden de skulle spise og ganske rigtigt. Hendes far sad i den fjerne lænestol som han havde siddet i den nat hun var blevet smidt ud. Det gav hende fuldkommen myrekryb at tænke tilbage på.
Hun vidste at hun var så meget mere værd end dette her, men hun var bare træt af at kæmpe. Hun havde prøvet at leve livet som Zarina og Nikki og alle de andre hun havde kendt fra skoletiden, men det havde bare fået hende til at ende ud i en uønsket graviditet og ham hun troede hun skulle være sammen med i Azkaban bare fordi han ville "gøre det rette." Hvor overvuderet.
Cass følge bare ikke at hun havde mere at give, så måske det bare var bedst at give op. Skønt det var mange år siden huskede hun udmærket hvordan hun var ment til at opføre sig, hun havde været for spydig i sine unge år, men nu måtte hun vel bare være som sin mor. Det var jo hvad de alle forventede.

De mørke øjne gled over mod manden, hun måtte tage sig selv i ikke at vrænge med næsten, han lignede jo en vildmand med det skæg. Var det en straf fra hendes forældre? Eller mente de bare ikke at hun kunne gøre det bedre. Uanset hvad så valgte hun ikke at lade sin utilfredshed vise.
I stedet gik hun over gulvet med rolige elegante skridt og rakte høfligt hånden frem mod ham. "Cassiopaya Gilmore," præsenterede hun sig skønt han nok godt var vidste hvem hun var. Hun vidste også godt at hans navn var Abraham, men det var også dertil hendes viden rakte omkring ham. Hendes stemme var kølig og var præg af den samme arrogance som hendes forældres. Hendes blik var dog dødt i forhold til den gnist der ellers altid havde ligge og luret under overfladen. Hun undrede sig lidt over om han i det hele taget vidste hvad han gik ind til, hun var jo trods alt gravid.

[Abraham Mikhail Jankovíc]

Abraham stod og ventede på sin kommene brud, som han skævede rundt i den store stue. Han kastede et flygtigt blik hen på hendes far, som var en af de få mennesker i verden, som han direkte afskyede. Nej han kunne ikke lide mugglere og der var da mennesker han ikke var begejstret for, men Mr. Gilmore og hans egne forældre, var folk han ikke kunne tåle synet af. Dog kunne han godt tænke sig en masse penge, så han måtte bare ignorere sin lyst til at slå dem alle sammen ihjel og finde sig i, at han snart fik sig en kone. En gravid kone endda, bare lige for at gøre det endnu mere akavet.
Da Cassiopaya kom ind, betragtede han hende kort. I det mindste var hun smuk. Det havde været virkelig ærgerligt at gifte sig med en trold. Abraham havde set hende før, men dengang var hun ikke ret gammel. Det var han så heller ikke, da de var lige gamle. Hun var dog vokset op og blevet en utrolig smuk kvinde. Hun var vel ikke den værste at gifte sig med?

Da hun kom hen mod ham, sendte ham hende et meget svagt og skævt smil og tog hendes hånd.
"Abraham Jankovíc." Sagde han og trykkede hendes hånd blidt, hvorefter han slap den igen. "Nå, hvordan skal det her foregår?" Spurgte han deres forældre der stod rundt om dem. Hans forældre stod og smilede og han vidste bare at de skreg af begejstring indeni og det gav ham kvalme. "Skal jeg bare løfte hende op og gå med hende nu eller må jeg faktisk få lov til at lære hende at kende først?" Spurgte han køligt og kiggede rundt på forældrene. Han ville bare gerne ud derfra, for han var ved at kaste op over de mennesker der sad og overvågede ham. Han vidste dog godt, at de nok skulle spise en eller anden fornem middag, hvor hans forældre ville prøve at være formelle, men sidde og være lidt for ivrige, The Gilmores ville sidde og se snobbet ud og han ville selv undgå enhver samtale, da han intet havde at sige til de fjolser. Hvordan Cassiopaya havde det, vidste han ikke.

[Deleted]

Den blonde heks skævede kort mod sin far før hun atter lod blikket hvile på manden. Hun følte næsten en trang til at græde, bare over hele denne her elendige situation André havde sat hende i. For ja naturligvis var det hans skyld. Inderst inde vidste hun godt at det ikke passede, men det var så meget lettere at hade ham end at udsætte sig selv for den følelse af tab og hjertesorg som hun fik ved at elske ham.
Det værste var at på trods af alt dette her følte hun sig alligevel ude af stand til at hade ham skønt hun forsøgte i stor stil!

Hendes tanker blev atter trukket tilbage til virkeligheden som han præsenterede sig selv. Hun gengældte ikke han smil, hun kunne simpelthen ganske enkelt ikke mønstre motorikken i ansigtet på nuværende tidspunkt, bare det at skulle forsøge at smile føltes som knive i hendes mave og hun kunne ikke klare det.
I stedet vendte hun sig mod hans forældre og gav dem kort hånden. Deres fremtoning mindede hende uhyggelig meget om hendes egne forældre hvilket både var skræmmende og en anelse kvalmende.
Hans spørgsmål reddede dog hende for at stille det selv, hun havde heller ikke rigtigt gjort sig nogle tanker om hvordan tingene skulle komme til at foregå.
Hendes far kiggede på dem med et smil der ville have været en filmskurk værdigt, ”Vi har i fællesskab købt jer et hus hvor I kan flytte ind. Fuldt møbleret, 1 stort soveværelse og 3 værelser ved siden af så der vil være rigelig plads til familieforøgelse.” Cassiopaya skar en grimasse af den sidste kommentar, han hans og hendes forældre havde købt dem et hus med så mange værelser udelukkende på den baggrund var forkert i så mange dimensioner. ”I lærer hinanden at kende ved at bo sammen.” Informerede Nazari videre, med den samme silkebløde og alligevel ufattelig faretruende stemme der stadigvæk fik det til at løbe hende koldt ned af ryggen. ”Vi tænker at I flytter ind i aften, og barnet er naturligvis dit hvis nogen skulle spørge,” Efter den kommentar sendte han Cassiopaya et nedværdigende blik der tydelig viste den skuffelse han følte over hende efter alt dette her. Måske var det at flytte i hus med en helt fremmed alligevel ikke nogen forværring, i det mindste ville det give hende mulighed for at bevæge sig rundt uden at mødes hendes fars hårde blikke hvorend hun gik hen.

[Abraham Mikhail Jankovíc]

Abraham skævede til Cassiopaya. Han anede ikke hvordan hun havde det, men hun lignede en der hadede denne situation lige så meget, som han selv gjorde. Han ville gerne bakke ud af det, men de penge fristede ham for meget. Noget skulle han havde ud af de to tumper, som han i nogle situationer kaldte forældre. Han vendte sin opmærksomhed mod mr. Gilmore, da han begyndte at tale. Han havde virkelig lyst til at pande ham en. Hvordan kunne han gøre dette mod sin datter? Og endda sin gravide datter. Abraham havde absolut ingen respekt for manden, men han sagde ikke imod. Så ville der komme et skænderi hvor Abraham skulle bruge unødvendigt energi og det orkede han ikke. Han skævede til Cassiopayas mave og panikkede lidt indeni. Han var altså ikke lige klar til at være far. Han kunne da så i det mindste trøste sig med, at han ville komme til at bruge det meste af sin tid på Durmstrang, da han var blevet rektor og havde en del at se til.
"Ih tak svigerfar. Det vil vi glæde os til." Sagde han med ironi i stemmen. Han vidste godt, at det ikke var det bedste at komme på hans dårlige side, men han Nazari måtte jo indfinde sig i den mand, der var blevet fundet til hans datter og bare acceptere, at denne situation ikke var nem for nogen af dem. Han lagde armene over kors og kiggede frem for sig. "Hvor ligger huset?" Spurgte han og sukkede let. Et eller andet skulle han spørge om, for at lette stemningen igen, da han udmærket vidste, at han ikke var den perfekte svigersøn lige nu. Det ville han så aldrig blive, men han skulle nu nok passe på hende.

[Deleted]

Cassiopaya stod bare lidt i baggrunden uden at sige noget. Hun anede ikke hvad hun skulle sige. Det eneste hun havde lyst til var at vende tilbage til den lille lejlighed sammen med André, men samtidig var hun så sur og skuffet over ham og over at han havde valgt at melde sig selv så mange år efter det var sket, især nu hvor de skulle have en familie sammen. Han havde jo lovet at han ville være der og at de ville finde ud af det sammen.
Hun mærkede atter tårerne presse sig på, men hun blinkede dem hurtigt væk. En Gilmore lod sig ikke påvirke af den slags og nu var den den hun var skønt hun havde været på flugt fra dette liv så længe. Hun havde aldrig helt følt sig hjemme i den store utrygge verden, det eneste tidspunkt hun havde følt sig rigtigt hjemme var sammen med ham og nu var han væk. Så kunne hun jo ligeså godt gå tilbage til at være en brik i forældrenes spil, i det mindste slap hun da så selv for at skulle tage stilling til noget, for det orkede hun ærlig talt ikke længere.

Hun så op som Abraham kaldte hendes far for svigerfar og selvom hun ikke fortrak en mine morede det hende faktisk en smule for hun kunne se hvordan hendes far blev en smule mere stram at se på end han plejede at være.
Hun hørte som hendes far snakkede om at huset lå lidt derfra hvor stort det var og alt det, igen zoomede hun lidt ud for egentlig var hun ligeglad med alt det. Hun var ligeglad med det hele lige nu var hun der bare, hun måtte bare klare sig igennem dagene. Overleve dem en dag af gangen og accepterer at hun aldrig ville blive lykkelig.


// out