Hmm, this could be a problem

[Deleted]

@axel

En pub i London

Omkring kl. 21.00

August - 2054

---

Alastair førte på ny glasset med whisky til læberne og tog en stor tår, det var sjovt som han var blevet begejstret for denne lille mugglerpub på trods af at han var opdraget i et fuldblodsfanatisk hjem. Efter han selv var blevet ældre og afskåret fra familiens fine normer var han nu ikke selv fanatisk længere, men gamle vaner kunne godt være svære at slippe af med og han tog derfor sig selv i fra tid til anden at rynke på næsen hvis en muggler forsøgte at indlede en samtale med ham.
Dog følte han ikke at han havde de helt store muligheder for at søge tilflugt andre steder. Normalvis ville han have været gået på Den Utætte Kedel, men eftersom han vidste at der ville være en god chance for at løbe ind i Leonardo der, valgte han at holde sig til de steder Leo med garanti ikke ville dukke op. De to brødre var ikke ligefrem på bølgelængde for tiden. 

Al tog en ny tår. Han forstod nu godt at Leonardo måske var en anelse bitter på ham, men han var ikke typen der fladt på sine grædende knæ og undskyldte. Alastairs blik fulgte de muntre gæster der sad ved et bord tæt ved ham. De skålede højlydt - den ene lod til at have fødselsdag eller noget i den stil. 
Selv havde Al ikke nogen videre grund til at sidde hernede en fredag aften når han burde være hjemme ved Nicole og Corina, men han havde haft en mindre handel han lige ville have ført igennem og det var ikke helt kriminelt, men det var trods alt stadigvæk mørk magi og han brød sig egentlig ikke om at Nicole skulle vide at han stadigvæk gik op i den slags. Han ville ikke lyve om det hvis hun spurgte og inderst inde var hun jo nok godt klar over det, men nogle ting var bare better left unsaid.

[Deleted]

Fordelen ved en pub var, at det var nemt at falde ind på sådan et sted. Forklædning havde nu aldrig været Axels største problem, for han vidste godt, hvordan man klædte sig som en muggler og forskellige brancher. Ligesom enhver anden ordentligt auror burde gøre det. Nogen var bedre til det end andre, men det var heller ikke alle, der fik lov til at lave den her form for arbejde. Overvågning. Ganske vidst ikke et job han som sådan var blevet sendt ud på, men det var relateret til en sag, som han var en del af. Og han var kommet frem til en mistænkt. Det var han faktisk for længe siden, men han havde manglet et bedre grundlag for at opsøge ham og spørge ind til sagen. En almen mistanke var desværre ikke altid nok, hvis man spurgte chefen, men Axel mente alligevel, man burde stole mere på sine intuitioner.
Det var grunden til, han sad her i aften. Om han ville opsøge denne mand, det ville tiden vise. Det kom an på, hvad han så her i aften, men umiddelbart var han her bare for at observere. Han var klædt som en muggler. Egentlig bare en ganske gennemsnitlig muggler med en skjorte og et par cowboybukser og en jakke, der hang hen over hans stol. Ikke noget stort eller noget, man ville lægge mærke til. Han skulle nemlig helst ikke ses af nogen, og på pubs kom der så mange mærkelige typer, så her var det nemt at blende ind.
Han løftede glasset til sine læber. Han havde købt en øl, så det ikke så mærkeligt ud, han sad der. Han forsøgte at se frustreret ud. Kørte sin hånd igennem håret alt for mange gange og satte glasset lidt for hårdt ned på bordet. Han sad i den rette position til at se hen på sin mistænkte uden at sidde og stirre direkte. Han skulle gerne se så normal ud som muligt. Frustrationen fakede han for at give udefrakommende en mistanke om, hvorfor han skulle sidde der alene. En frustreret mand, der havde brug for en øl uden for hjemmet. Det var der ikke noget mistænkeligt i. Og der var heller ikke nogen, der kom og snakkede til ham, så det var endnu bedre. Han var her nemlig ikke for at snakke, det ville bare ødelægge hans fokus. Hans ubemærkede fokus håbede han da på, man kunne kalde det, men af hvad han kunne se, havde hans mistænkte ingen anelse om, at han faktisk sad og holdt øje med ham.

[Deleted]

Han lod vagtsomt de blå øjne søge rundt i pubben igen. Han var normal vis temmelig observant og bemærkede ofte meget hurtigt hvis han blev skygget - med et liv som et han levede kunne det hurtigt betyde forskellen mellem liv og død. Det lød måske dramatisk, men når man både leverede informationer og solgte farlig mørk magi til garden, varulvene og mafiaen skulle man alligevel altid kigge sig over skulderen en ekstra gang. Det havde han lært på den hårde måde. Ved den tanke pillede han lidt fraværende ved den klo der erstattede hans venstre hånd. En "venlig hilsen" fra Judas, den eneste grund til at manden ikke havde slået Al ihjel var nok den fact at de var halvbrødre skønt det var gået uset af de fleste og så naturligvis fordi Leo var kommet og havde reddet hans røv.

Alastair skubbede tankerne lidt på afstand og tog en ny tår af sin whisky. Der var ingen tvivl om at han nok fortjente at leve livet på vagt, han var bestemt ikke nogen engel og der stod sikkert en stol klar i helvede til ham når den tid kom, men for nu forsøgte han at ændre den del af sig selv en smule. Han tog ikke lægere imod opgaver fra nogle af de tre ovennævnte grupper, teknisk set var han jo stadigvæk mere eller mindre på flugt fra mafiaen, han arbejdede ikke engang i Borgin og Burkes mere, men det betød ikke at han havde lagt den mørke magi og mindre handler på hylden.
En skønne dag ville hans knap så velfungerende fortid nok også hale ind på ham, men for nu nød han bare de små ting i livet så godt han kunne.
Han tømte sit glas og gjorde tegn til bartenderen om at fylde op på ny. Denne aften var hans parader dog mere nede end de plejede han var træt og sad bare her for at samle sine tanker, han havde ikke den fjerneste ide om at han blev iagttaget, følelsen havde kort strejfet ham for en halv times tid siden, men efter han var begyndt at hælde whisky indenbords var den langsomt forduftet og lagt over på at det måtte være hans paranoia der løb af med ham.

[Deleted]

Det var den her slags opgaver, han ikke var blevet bedt om at tage. Han gjorde det alligevel. Det var meningen, han skulle have fri, sidde hjemme i sin lænestol og nyde det. Han nød bare ikke at være derhjemme, så han arbejdede alligevel, når han var der. Og det samme når han gik ud. Han gik ud for at finde noget at lave, og det havde han fundet i aften. Han var af den mening, at det var smart at holde øje med dem, de havde i kikkerten. Også selvom de ikke nødvendigvis havde gjort noget inden for den seneste tid. Man definerede jo som regel det, at de havde gjort noget med, at de havde gjort noget, der var blevet opdaget. Derfor var det godt at holde øje. Det mente Axel i hvert fald. Man vidste aldrig, hvad de kunne finde på bag ministeriets ryg, eller hvilke smuthuller de havde fundet frem til igennem tidens løb.
Glasset foran ham var snart tomt. Han skulle passe på med ikke at drikke for meget på samme tid, som han skulle passe på med ikke at falde uden for mængden. Hans trick var at ligne en, der skammede sig over at være her på samme tid, som hans frustrationer fyldte ham. Det blandede sig folk sjældent i. Det var hans erfaringer.
Blikket gled fra tid til anden hen mod den mand, som han var der for at holde øje med. Ikke kun ham, men ligeledes de folk, der var henne ved ham eller passerede ham. Faktisk alt, der kom i nærheden af ham. Man vidste aldrig. Han var jo trods alt under mistanke for ulovlig handel, og det foregik helst diskret. Og det her var et oplagt sted at gøre det. Der var mange mennesker, så der var ikke nogen, der ville mistænke det så åbent et sted. Og endnu vigtigere: folk blandede sig ikke, hvis de så noget.
Axel tog glasset op til læberne og vendte bunden i vejret på det, så han fik tømt resten af indholdet. Det gav ham en undskyldning for at bevæge sig tættere på den mand, han var der for at holde øje med. Han tog glasset i hånden og begav sig op til disken, hvor han placerede det med ordrer på, han ville have noget mere. Ikke noget stærkere. Han skulle også meget gerne være ved sine sansers fulde brug. Han var her jo trods alt på grund af sit arbejde og ikke for at hygge sig eller drikke alle problemerne væk.

[Deleted]

Hans glas blev fyldt op igen og han sendte den kvindelige bartender et af sine - efter egen mening - charmerende smil. I virkeligheden var det nok ikke engang halvt så charmerende som han selv følte, men så længe selvtilliden var der hjalp det da lidt på det. Det var alligevel ikke fordi han skulle hive hende med hjem eller noget.
Han tog en tår af den nye drik og lod igen blikket sive rundt da følelsen af at blive overvåget kort strejfede ham igen. Normalvis ville han have lyttet til sin mavefornemmelse der som regel havde det med at være rigtig, men igen skød han skylden tilbage på at han havde været på flugt fra mafiabossen og hans mænd så længe at det nok var det der havde givet ham en form for overparanoia.

Han fik øje på manden der var kommet tættere på for at få en refill, han udsendte ikke ligefrem nogen creepy wipes der gjorde Alastair mere opmærksom på ham end han var på de andre 50 gæster der befandt sig i det lille lokale, men han fik da etableret øjenkontakt for nogle ganske få sekunder.
Nærmest som pr. automatik hævede Al blot sit glas mod ham en smule og gjorde et mindre nik med hovedet i en lydløs hilsen. Alastair søgte ikke ligefrem selskab denne aften, men manden så ud til at have sit at kæmpe med, han så i hvert fald en smule hjemsøgt ud. Måske problemer med den bedre halvdel? Al fjernede atter blikket inden det blev akavet og stillede så glasset fra sig for kort at kigge på det lidt dyre ur omkring hans håndled der ikke helt matchede det ellers lidt sjuskede udseende han bar.
Han skulle nok til at drikke ud hvis han ville gøre sig håb om at nå forbi Borgin&Burkes til aften. Det havde ikke været den oprindelige plan, men han havde et par småting han gerne ville se om Leo stadigvæk havde gemt for ham i hans fravær.

[Deleted]

Der var sikkert nogen, der ville blive sure på ham for at være her i aften, når han nok i virkeligheden burde lade være, men nogen skulle jo holde øje med de potentielle forbrydere. Ham her havde de i kikkerten i forvejen, men hvordan kunne de forvente at finde ud af, om der virkelig var noget lort ved ham, når der ikke var nogen, der gik ud og faktisk tjekkede?
Axel gjorde, hvad der passede ham. man kunne undre sig over, han i det hele taget stadig havde sit arbejde, men han gik heller ikke uden om reglerne, og hvad han var blevet bedt om og ikke bedt om, hvis der ikke var en god grund til det. Nu havde han jo heller ikke overfaldet denne mand eller noget som helst. Ikke engang i hvert fald. Han ville ikke nægte, det kunne komme til at ske senere, men selvom han var fikseret på sit arbejde, så kunne han sagtens stadig tænke rationelt. Han gik heller ikke bare til anklager og beskyldninger uden grund. Men netop derfor fulgte han efter. Han holdt øje med folk for at sikre sig, han havde et grundlag og i håbet om, at han kunne fange dem i gerningen. Sandt at sige var det her måske ikke det smarteste sted at forsøge at fange nogen i den slags, men når hvis man tænkte over det, så var det alligevel oplagt, hvis man ikke var helt dumt. Der var jo ikke nogen, der sad og lyttede med, hvad man snakkede om på sådan et sted her, hvor der larmede så meget, som der gjorde, så man ville være klog, hvis man satte sig sådan et sted for at diskutere ting, der helst ikke skulle overlyttes af nogen andre. Naturligvis hvis man ikke havde et sikret sted, hvor man kunne mødes, men med mistillid mellem hinanden i de kriminelle kredse, lod man sig sjældent lukke sådan inde på udebane.
Han kom op til disken, og da blev han lagt mærke til. Det var ikke meningen, det var bare et forsøg på at komme tættere på. Men han valgte at lade som ingenting. Han løftede bare glasset en smule, da det var blevet fyldt op igen og gav selv et lille nik fra sig, inden han hævede glasset op for at tage en tår, der nok var lidt større, end den burde have været. Men det var den rolle, han spillede i aften. Han var forstyrret, og han skulle dermed meget gerne ligne en, der havde nogen problemer at redde ud.

[Deleted]

Alastair anede ikke hvor længe han efterhånden havde siddet her og bare tænkt på dagen og vejen, men han besluttede sig for at det måtte være tid til at komme videre. Han tømte sit glas skønt der stadigvæk var en del i og rejste sig så fra barstolen han sad på. Han smed betalingen plus lidt ekstra på disken og svingede den mørke frakke over sig.
Med rolige skridt begav han sig mod døren og derefter ud på gaden. Det var en smule køligt til aften, solen kastede sine sidste stråler over landskabet, eller rettere forsøgte på det, den var dog gemt en smule væk bag et tyndt skydække.

Sommeren havde ikke været noget at råbe hurra for i Als øjne, men nu var han faktisk mest et vintermenneske så det gjorde ham nu ikke det helt store. Han begav sig roligt gennem gaden, der var ikke voldsomt mange folk på gaden faktisk, men det var nok på grund af det lidt uforudsigelige vejr der havde hersket det meste af dagen.
Han drejede hurtigt ned af gaden der ledte til Den Utætte Kedel. Havde han været længere væk ville han nok havde fundet sig et sted at transferer, men nu var det i gå-afstand og han kunne godt bruge den lidt friske luft.

[Deleted]

Han burde ikke være her, og han vidste det, men nogen skulle jo holde øje med dem. Han var ikke overbevist om, at man ikke kunne ændre sig. En gang forbryder, altid forbryder, det var ikke der, den lå. Han ville bare gerne sikre sig, at de ikke lod nogen slippe. Han ville faktisk ikke mene, der var noget som helst i vejen med det.
Teknisk set gjorde han ikke noget galt ved at lege uskyldig bargæst, der tilfældigvis havde sat sig ved siden af en mand, der skulle hænde at være i ministeriets søgelys. Eller i hvert fald i deres papirer. Søgelyset var nok lidt mere hans eget. Drømmescenariet var jo, at han ville blive siddende der, og det her ville blive en kedelig aften, men så heldig lod han ikke til at være. Han forsøgte dog at lade være med at reagere, at han rejste sig og begav sig mod døren. Det var her, det begyndte at blive svært. Nu var han nødt til at forlade stedet, uden det så ud som om, han fulgte efter nogen. Ikke den nemmeste opgave. Langt fra, men han var jo nødt til at gøre et forsøg.
Han lod den anden mand søge til døren, inden han gjorde noget som helst. Han ventede nemlig på, han havde ryggen til og forhåbentlig ikke ville kigge, da han lod det halve glas blive stående på disken og smed pengene efter det. En skam at en god omgang alkohol skulle gå til spile, men han havde altså et arbejde, han skulle passe.
Axel fjernede sig fra disken. Nu skulle han efter den anden mand, inden han kom for langt væk derfra. Han kastede jakken over sine skuldre. Han havde også den gode undskyldning for at søge udenfor. Han dog i døren, åbnede den og kom ud på gaden, hvor han fra en passende afstand ganske roligt fulgte Alastair, der var gået ud det stykke tid før ham. Han fandt en pakke cigaretter frem og tog en af dem op, inden han lagde pakken tilbage igen. Smøgen kom han i munden, og efterfølgende fandt han lighteren frem for at få ild i den. Lighteren blev bagefter lagt tilbage i lommen, og herfra fulgte han ellers med manden foran ham. Han sørgede for ikke at komme for tæt på.

[Deleted]

Følelsen af at blive overvåget tog atter sit klamme greb i den manden. Næsten som pr refleks kiggede han sig kort over skulderen, men uden helt at bemærke udover det sædvanlige, dette her var jo det centrale London så det var ikke fordi gaderne lå øde hen på en aften som denne.
Han smilede kort til et par forbipasserende og rettede da blikket mod skiltet der annoncerede at Den Utætte Kedel lå lige fremme. Det tog ham under et halvt minut at gå afstanden og han gik indenfor i den lune krostue. En mindre gruppe mænd i kapper kiggede lidt nysgerrigt mod ham inden de igen gled tilbage i deres tilsyneladende alvorlige samtale.

Alastair krydsede gennem rummet og om til bagudgangen der ledte ud i den lille gyde. Han hævede sin tryllestav med sin hånd og tappede på murstene med spidsen i et mønster der måske ville virke tilfældigt for uvidende sjæle. Det varede ikke længe før der lød et mindre klik og murstenene gav sig til at rokerer ud til siden og åbnede for indgangen til Diagonalstræde.
Han stoppede atter sin stav i inderlommen på frakken og gik så ind på den magiske gågade. Alastair var ikke så stærk en magiker som han havde været dengang han havde den anden hånd, hans "tryllestavshånd" om man så kunne sige. Nu var hånden erstattet med en drabelig klo som han først havde anskaffet sig for syns skyld, for at virke mere faretruende, men efterfølgende havde han fundet ud af at det var et glimrende våben.
Skønt der også var en del liv herinde var gaden ikke helt så levende som den han lige var kommet fra forinden. Han satte omgående kurs mod Tusmørkegyden.

[Deleted]

Det var ikke nogen nem opgave, han havde sat sig selv på her, men hans havde ikke desto mindre tænkt sig at fuldføre den. På nuværende tidspunkt kunne han ikke sige, hvornår han ville være nået i mål med det, men han plejede at have fornemmelsen for det, når der ikke var mere at komme efter længere. Det var som regel, når de valgte at søge hjem. Men som sagt var det aldrig helt til at vide. Nogen gange blev han hængende og aflyttede dem på anden vis, men som regel søgte han bort igen.
Han reagerede ikke, da manden kiggede om bag sig. Det ville være det værste, han kunne gøre. Begyndte at skifte kurs eller lave en pludselig bevægelse eller sådan noget. Så var det da for alvor, man kunne se, han var ude på et eller andet. Det skulle gerne fremstå lige modsat. Derfor fortsatte han blot med smøgen i munden, som om han tilfældigvis skulle den samme vej. Det var en begynderfejl at forsøge at skjule sig. Skjulte man sig, mens den anden kiggede på, så var det jo tydeligt, at der var noget i gærde. Nej, det med at fortsætte og lade som om, det ikke gjorde en det fjerneste, at målet kiggede på en, det var det bedste man kunne gøre.
Manden søgte videre, og Axel var begyndt at gætte sig frem til, hvor han var på vej hen. Han kunne ikke være fuldkommen sikker, men det gav ham dog muligheden for at sakke lidt mere bagud, for da han så, han gik igennem kroen derhenne, så var han slet ikke i tvivl om, hvor hans destination måtte ende med at være henne i det her.
Han lod manden passere igennem først, inden han selv gik igennem kroen. Han løftede sin tryllestav, da han trådte ud i baggården, og selv pegede han på de rette sten, der fik indgangen til at åbne sig for ham. Han trådte ned på gaden. Lagde tryllestaven væk, men han var klar til at trække den, når det skulle være. Han gik videre, som om han havde et mål, men i virkeligheden prøvede han på at spotte det igen. Der var han! Glimrende. Han forsøgte at gemme sig væk i mængden. De var ikke mange, men det gjorde ham stadig mindre synlig, end hvis det havde været en fuldkommen mennesketom gade, så det kunne ikke være meget bedre, at han søgte herhen.

[Deleted]

Følelsen af at blive forfulgt voksede indeni med tiltagende kraft. Alastair var ikke helt sikker på hvem eller hvorfor, men ærlig talt havde han udestående med så mange forskellige at intet ville overraske ham. Han kiggede sig endnu engang over skulderen inden han drejede ned af Tusmørkegyden.
Inderst inde var han godt klar over at det var dumt og at det blot ville få ham til at fremstå mere mistænkelig, men han brød sig ikke om at han ikke kunne opfange hvem der fulgte efter ham og om der i det hele taget var nogen eller om det blot var hans fantasi der løb af med ham.

Han satte kursen mod butikken og som den tonede frem da han rundede et hjørne kunne han mærke et hidtil ukendt savn til det han havde været med til at bygge op. Det kunne godt være at folk gik forbi med rynken på næsen over de ting de solgte derinde, men ikke desto mindre var det et sted han havde været med til at vedligeholde og styre og det betød bare noget.
Han stoppede op foran døren og fandt tryllestaven frem. Nu var det så bare spændende at se om Leo havde forseglet butikken mod ham, for det kunne bedst ligne ham. Til Alastairs store overraskelse gik døren dog op med et lavmeldt klik som han ubesværet mumlede den besværgelse han og Leo brugte til at holde udbudende gæster ude. Han trådte indenfor og indåndede den specielle lugt butikken efterlod, det var ikke ligefrem en duft af roser, men det var alligevel hjemligt for ham.

[Deleted]

Det var en farlig leg, og Axel vidste det godt. Ikke bare kunne det være farligt for ham at komme i klammeri med en anden troldmand, der sikkert var noget mindre tilbageholden fra at bruge mørk magi, end han selv var. Men det var ham i det hele taget ikke tilladt at tage den her slags opgaver på egen kappe. Det med at følge efter folk for at se, hvad de havde gang i. Gang på gang var han blevet bedt om at holde sig langt væk fra det, men han kunne ikke lade være. Arbejdet var det eneste indhold, han havde i livet, og når han ikke havde nogen opgaver liggende, så måtte han opfinde sine egne og ikke mindst årsager til dem. Han retfærdiggjorde spionagen ved at fortælle sig selv, at det hele handlede om at se, om de stadig befandt sig i det kriminelle miljø. Bare for at tjekke op på dem for at se, om der stadig skulle være et eller andet, eller de virkelig allesammen var fri fra det eller faldet tilbage i det igen.
Mængden af mennesker svandt efterhånden ud, som de kom ned af Tusmørkegyden, og det var bestemt ikke til Axels fordel. Han så jo helst at kunne forholde sig forholdsvist usynlig, men han var dermed nødt til at søge til en anden metode. Og af hvad han kunne fornemme, så havde den anden mand ikke set ham, så det skulle nok være ham muligt.
Axel rettede ryggen, mens han betragede Alastair låse sig ind. Han var ikke så dum at tro, at det var en simpel alohomora, der gjorde tricket, men han skulle jo gerne spille uvidende, og det var hvad, han gjorde. Han foldede hænderne med staven i omme bag ryggen, inden han med rolige skridt gik det sidste stykke hen til butikken og tog i døren. Som om han var en ganske almindelig person, der blot skulle derind. Dog havde han tricks i ærmet, hvis det skulle blive nødvendigt.

[Deleted]

Alastair trådte indenfor i den velkendte aroma og forventede næsten at et eller andet ville vælte ned i hovedet på ham, at en forbandelse ville blive kastet i hans retning, bare et eller andet tegn på at Leonardo ikke havde glemt hans "forræderi". Men intet skete. Det var næsten mere ildevarslende hvis Alastair skulle være ærlig.
Butikken var tom, han gik ud fra at Leonardo havde lukket og slukket for i dag, hvilket egentlig passede ham glimrende, han havde faktisk ikke rigtigt lyst til at løbe ind i ham til aften. - Heller ikke til aften. Der var stadigvæk nogle ting i forbindelse med alt det der var sket som Alastair ikke var helt klar til at konfronterer Leo med, velvidende om at udfaldet nok ikke ville ende med at være det bedste.

Han rettede sig lidt op og gik op til disken hvor han gik igang med at rode rundt i skufferne - søgende efter de papirer han i først omgang var kommet her efter. Det var dér han hørte den lille klokke give lyd som døren gik op igen. De blå øjne blev rettet mod manden, "beklager, men vi har lukket," informerede han og skulle egentlig til at forsætte sin søgen da han genkendte manden. Det var ham fra baren tidligere.
Alastair følte omgående ubehagdet stige. "Dig igen?" Havde han skygget ham? Alastair fiskede hurtigt staven op af inderlommen, han kom vel ikke herned for at checke om Borgin og Burkes var åben på denne tid af aftenen for som alle andre forretninger var butikken for længst lukket for i aften. "Hvad gør du her?" Spurgte han så i en mistroisk tone. Staven var i hånden, men ikke rettet mod den anden - ikke endnu i hvert fald.

[Deleted]

Denne mands personlige affærer og den slags, det kunne Axel ikke være meget mere ligeglad med. Han var ude efter det, der vedkom ham. Igen var det ganske vidst ikke på det personlige plan, det kunne siges at være, men det var derimod det, der vedkom hans arbejde, for det vedkom helt automatisk ham. Uanset om han egentlig var blevet sat på denne opgave eller ej. Han var allerede beredt på, at der ville blive himlet øjne, når han meddelte, at han endnu engang havde været på en opgave, han selv havde påtaget sig og opfundet i det hele taget, men nogen gange havde han altså bid på den slags.
Døren åbnede han, som om han ikke lige havde stået og svovlet oppe i sit eget hoved over, at han ikke kunne gemme sig længere. Men nogen gange var det også bare tiden til at give sig til kende. Uden han af den grund behøvede at komme med hele sandheden ganske vidst, for det havde han en tendens til at undgå. "Glimrende" svarede han og lukkede døren efter sig, da der blev meddelt, at der var lukket. Hans egen stav havde han klar, men han havde ikke planer om at trække den. Ikke endnu om ikke andet, men selvom han ikke så den anden mand trække sin stav, havde han en fornemmelse af, der ikke skulle meget til, inden det skete. "Mig igen?" Spurgte han, som om han ledte efter en uddybning af dette, men valgte efterfølgende at lade den ligge og i stedet komme til det, som han ville lade som om, var sagen. "Jeg er her på et ministerielt ærinde. Jeg er blevet sendt ud for at gennemse butikken her, om der skulle befinde sig ulovlige genstande." Det var ikke nogen hemmelighed, at stedet her var lidt halvkendt for at have den slags ting herinde, så han ville nu mene, det var meget godt dække for at være her ved denne tid, som han var her.

[Deleted]

Der opstod en meget mærkelig stemning i lokalet ved mandens svar. Glimrende? hvad i alverden skulle det nu betyde. Alastair stirrede på ham som var han lige dumpet ned fra månen imens sekunderne passerede. Det spørgende udtryk blev erstattet med et mere køligt et af slagsen. Gad vide om det var en af Judas' mænd sendt for at gøre det af med ham, well in that case, havde Alastair ikke tænkt sig at gå ned uden kamp. "Jeg ved ikke om du er med, men det betyder ingen adgang." Informerede han lidt i det samme kølige, flabede toneleje som faldt ham temmelig naturligt.

Igen gloede Al bare dumt på ham. "Virkelig? Ministeriet sender dig på pubcrawl og derefter ud for at ransage en butik kl bæ om aftenen? Beklager mate, men den har jeg lidt svært ved at tro på." Svarede han køligt, "desuden har jeg intet begreb om hvad der befinder sig i butikken, jeg har ikke været hjemme i noget tid, min bror - og medejer af butikken - bor dog lige ovenover sååh måske det er ham du skal tage fat i. Du ved. Når her er åbent." Et flabet og lidt for selvtilfreds smil legede på hans læber, men de sammenknugede knoer afslørerede at han var langt mere anspændt over situationen end han ønskede at vise.