Post by Deleted on Dec 19, 2017 22:18:21 GMT
"Jeg synes ellers, det lyder som om, dramatisk er noget, du er ganske god til," svarede han ligegyldigt. Han holdt paraderne oppe og facaden med. Desuden irriterede det ham lidt, at hun snakkede så selvretfærdigt om sig, og genetelt hun formulerede sig på den måde. Som om de var med i en bog eller sådan noget. Men sådan var han ikke. Han fik ikke medlidenhed med folk på samme måde, som man gjorde i bøgerne. Han holdt sig derimod til virkeligheden.
Nu fik hun endelig en reaktion fra ham. Men at den ikke var andet end et løftet øjenbryn, det måtte hun så tage til takke med. At han i det hele spildte tiden på at bruge en muskel og gøre det, det skulle hun være glad nok for allerede. "Jeg er fuldkommen ligeglad med, hvilket argumenter du måtte have, om pigen selv er morder, eller hvad pokker, der ligger bag. Den eneste årsag, der kan argumenteres for værende nogenlunde rimelig for sådan en handling er, hvis det havde været i selvforsvar, hvilket vi meget hurtigt fik konstateret, at det ikke var," belærte han hende. Han havde det ikke skidt med at arrestere hende. Overhovedet. Og at hun stod og troede på, hun kunne overbevise ham om, at hun havde en lovlig grund til at gøre, som hun havde gjort, det var ganske enkelt patetisk. "Så du kan spare dig de undskyldninger, du mener at have. De er ikke gode nok til at kunne tilgive din handling."
Lige den her kunne han ikke rende fra. Selvom han da stadig havde planer om at gøre forsøget. Men hvis der var noget, han var god til her i verden, så var det at lyve. "Paranoid eller alt for beruset spørges det. Nogen gange sker tilfældigheder, frøken Hansen. Ville jeg holde øje med dig, havde jeg gjort det under omstændigheder, hvor jeg kunne se dig ædru." Hvilket også havde været hans plan for i aften, men så havde hun pludselig hevet en flaske frem.
"Hvis det er sådan, du ser på det... Jeg tror dog, det ville gavne dig meget mere at lægge dig til at sove rusen ud, så du kunne tænke klart, inden du talte."
Nu fik hun endelig en reaktion fra ham. Men at den ikke var andet end et løftet øjenbryn, det måtte hun så tage til takke med. At han i det hele spildte tiden på at bruge en muskel og gøre det, det skulle hun være glad nok for allerede. "Jeg er fuldkommen ligeglad med, hvilket argumenter du måtte have, om pigen selv er morder, eller hvad pokker, der ligger bag. Den eneste årsag, der kan argumenteres for værende nogenlunde rimelig for sådan en handling er, hvis det havde været i selvforsvar, hvilket vi meget hurtigt fik konstateret, at det ikke var," belærte han hende. Han havde det ikke skidt med at arrestere hende. Overhovedet. Og at hun stod og troede på, hun kunne overbevise ham om, at hun havde en lovlig grund til at gøre, som hun havde gjort, det var ganske enkelt patetisk. "Så du kan spare dig de undskyldninger, du mener at have. De er ikke gode nok til at kunne tilgive din handling."
Lige den her kunne han ikke rende fra. Selvom han da stadig havde planer om at gøre forsøget. Men hvis der var noget, han var god til her i verden, så var det at lyve. "Paranoid eller alt for beruset spørges det. Nogen gange sker tilfældigheder, frøken Hansen. Ville jeg holde øje med dig, havde jeg gjort det under omstændigheder, hvor jeg kunne se dig ædru." Hvilket også havde været hans plan for i aften, men så havde hun pludselig hevet en flaske frem.
"Hvis det er sådan, du ser på det... Jeg tror dog, det ville gavne dig meget mere at lægge dig til at sove rusen ud, så du kunne tænke klart, inden du talte."
