Turning Into A Monster

[Kaya Elisabeth Hansen]

@axel
Godric Dalens kirkegård.
August 2054, omkring klokken 22.
Outfit

---

Kaya havde oplevet mange ting i løbet af sit egentlig korte liv. Men det her tog uden tvivl kagen. Hendes forældre var blevet skilt, da hun havde været i sine teenage år, før det havde hun været i plejefamilie fordi hendes forældre ikke havde haft tid eller overskud til hende. Begge hendes forældre havde slået hånden af hende, før hun overhovedet havde nået, at graduere fra Hogwarts. Hun havde mistet to børn, født et som var blevet tvangsfjernet samme dag, som hun havde født ham. Hun havde været utroligt langt væk på stoffer, ydet vold på uskyldige, men kun blevet taget i det én gang. At det så også var den ene gang, som havde fået sendt hende i Azkaban, var en anden side af sagen. Hun havde været tæt på at slå Leslie ihjel, og havde aurorne ikke stormet hjemmet, så havde hun nok også gjort det. Selvom alle troede det var første gang, så havde hun faktisk også slået en ihjel.
Hun sad lige nu på en bænk godt en meter fra en gravsten. Men det var ikke hvilken som helst gravsten. Jayden Darren. Hendes nære ven og eks-mand. 21 år var han blevet. Ingen alder, hvis man spurgte Kaya. Det her var hendes ’damn-mit-liv-jeg-flygter’ sted. Det var dét sted hun kom, når det hele var lort og hun bare havde brug for at være sig selv og bare tænke. Ved siden af hende på bænken stod en flaske med tequila, den var stadig over halvvejs fyldt, men der var taget en god sjat af den, mens låget lå ved siden af, så flasken var let tilgængelig. Mellem to af hendes fingre havde hun en smøg, som hun tog et hvæs af og lod røgen sive ud af hendes næse, mens hun lænede sig lidt tilbage.

[Deleted]

Klokken var ved at være mange efterhånden, og selvom de stadig befandt sig i en af de varmere måneder, så var det begyndt at blive køligt hen på aftenen. Ikke at det var noget, der generede Axel, for han var god til at klæde sig ordenligt på. Man skulle klæde sig på efter vejret, så han havde taget en tykkere trøje på frakken. Han var klædt i sit mugglertøj. Det var slet ikke meningen, han skulle være her. Han var kommet fra en anden opgave. Et drab på en muggler, som man ikke havde kunnet finde årsagen bag, og han havde været afsted for at undersøge, om det var en dræberforbandelse, der var snakke om. Det havde han kunnet konstatere, at det var det ikke, så i princippet burde han være på vej hjem nu. Og det var han også. Der var bare noget andet, der var faldet i hans interesse på hans vej. En gammel kending.
Axel var fulgt efter pigen. Han kunne sagtens huske hende, selvom hun så noget ældre ud, end hun havde gjort, sidst han havde set hende. Men sådan var det jo med piger i den alder. De så pludselig så voksne ud.
Dog var det ikke for at fortælle den unge dame, hvor voksen hun så ud, han var fulgt efter hende. Han gjorde det heller ikke åbenlyst. Det var ikke meningen, hun skulle se ham. Han gik bare stille hen af vejen et langt stykke bagefter hende, mens røgen opstod fra den ene cigaret efter den anden. Han burde holde op med at ryge. Han sagde det til sig selv hver gang, men hver gang tog han et hiv til, og så havde han pludselig ikke særlig meget lyst til at stoppe alligevel. En forbandet last at have.
Kvinden, Kaya Hansen, havde sat sig på kirkegården, og Axel sørgede stadig for at holde sig i baggrunden. Han holdt øje med hende. Ikke fordi hun havde gjort noget denne her gang, men man vidste jo aldrig, om det var hendes plan. Han havde en ting med de kriminelle, han kunne ikke helt slippe dem igen. Og nu havde han fået øje på hende. Ganske vidst havde han selv sat sig ved en bænk over for en gravsten for en person, han ikke kendte. Alice McDonald. Men han så sørgende ud, som om det var hans bekendte. I virkeligheden havde han et øje på Kaya. Også selvom hun så ganske fredfyldt ud lige nu, men nu havde han set hende, og så ville han også holde et ekstra øje.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya tog et hvæs mere af sin smøg hun sagde med mellem sine fingre. Tankerne kredsede rundt i hendes hjerne. Et sted havde hun mest af alt lyst til, at kaste håndklædet i ring og give op, men alligevel var der noget inden i hende, som blev ved med, at fortælle hende at hun var stærkere end det og bare skulle blive ved med at kæmpe. Hendes blik havde ikke været væk fra Jaydens gravsten i de timer hun havde siddet der, kun de få gange hun havde tændt en smøg eller havde skulle have en tår af den tequilaflaske som stadig stod ved siden af hende på bænken.
Jayden ville have været den helt rette, at snakke med om dette her rod hun var havnet i. Hun kunne ikke snakke med Seth om det, for han var på turné med sit band og så længe han var det, var han ikke i fare. Hun ville egentlig helst hellere ikke have, at han fandt ud af, hvilket mørkt mærke hun havde fået i nakken. Jo mindre han vidste, jo mere i sikkerhed var han. Det var hun i hvert fald sikker på.
Hun så endelig op og smed skodet af sin nu udbrændte smøg på jorden. Måske hun bare skulle gå hjem ad, hun var for påvirket af tequilaen til, at hun burde udøve magi. Hun rømmede sig lidt og tog så tequilaflasken i den nu frie hånd, før hun rejste sig fra bænken. Okay, hun kunne godt mærke da hun kom op og stå, at hun nok havde indtaget lidt mere, end først antaget. Ikke at hun var direkte fuld, men godt beruset var hun. Der gik derfor også lidt tid, før det gik op for hende, at hun ikke var alene på kirkegården, som hun ellers havde troet. Hendes blik hvilede lidt på manden. Hun vidste hun havde set ham før, men lige ved første øjekast, kunne hun ikke rigtigt lige placere hvor. Som hun begyndte at gå mod manden, da det var den vej hun skulle for at komme ud og hjemad, flyttede hun ikke sit blik fra ham. Hun var nok blevet ret så paranoid med alle de ting hun havde oplevet efterhånden.
Hun stoppede op kun et par meter fra ham. En ubehagelig følelse skød igennem hele hendes krop, som hun stirrede på ham med store øjne. Han var auror. Men ikke hvilken som helst auror. Han var den auror, som havde anholdt hende dengang hjemme hos Leslie. Han var den auror som havde stoppet Kaya i, at slå Leslie helt ihjel. En stor del af hende havde lyst til, at spørger om han ikke havde bedre ting, at tage sig til, end at holde øje med hende. Det var den paranoide del af hende. Men en anden del af hende, havde mest at alt lyst til, at stikke af, selvom hun ikke havde gjort noget forkert. Ikke lige nu i hvert fald.
Hun stod som froset på stedet i nogle øjeblikke, før hun besluttede sig for, at stikke af nok ville være hendes bedste mulighed. Hun vendte derfor rundt på det høje stilet hæle på hendes sko, uden et eneste ord og begyndte at gå den anden vej, selvom det ville være en omvej hjem.

[Deleted]

Meningen var, at han skulle have fri nu. Tage hjem og sidde der for aftenen, men det kunne han ikke. Han havde under alle omstændigheder ikke noget at tage hjem til, så hvad var meningen? Han kunne ligeså godt sidde på kontoret med sit arbejde, som han kunne sætte sig hjemme i sin lænestol med det, for det var det, det ville blive til under alle omstændigheder. Han ville bare sidde med sit arbejde. Forskellen lige nu var vel bare, at han stod med sit arbejde i stedet for at sidde med det. Han var ikke blevet bedt om at holde øje med hende, men han gjorde det alligevel. Det var altid godt at have et ekstra øje på den slags. Især når det var et stykke tid siden, man havde hørt noget fra dem sidst, og det gjorde aldrig sagen bedre, at de havde alkohol med. Hvilket også var hans egen anden løsning. Alkohol. En af hans gode venner, og han vidste dermed også, at det kunne få folk til at gøre ting, som de måske ikke mente at gøre, men som alligevel bare lå så dybt nede i dem.
Axel havde ikke tændt en ny smøg, siden han havde slukket sin sidste. Han røg for meget, og han havde desuden bemærket, at hun var begyndt at røre på sig derhenne. Han var nødt til at være fokuseret på samme tid, som han gjorde bedst i at ligne en, der overhovedet ikke havde lagt mærke til, hun var der. Han havde en hat på, og med hovedet bøjet, skjulte det hans øjne med skyggen. Hænderne havde han i lommen, og han lignede nok mest en, der bare stod og gloede ned på en gravsten af en eller anden elsket, han havde mistet. Det var selvfølgelig også meningen. Han holdt nemlig på holdningen. Hovedet bøjet og uden en særlig imponerende positur ellers. Det var kun øjnene, der var et andet sted, end de skulle være. Skjult af skyggen som hatten lagde ned over dem, så var de rettet i Kayas retning.
Hun var begyndt at røre på sig derhenne, men han stod stadig selv stille. Han løftede hovedet en enkelt gang, som enhver anden, der netop havde opdaget, han ikke var alene, ville have gjort, men det gled snart tilbage til stenen igen. Blikket var dog stadig i hendes retning. Hun så ham. Omgående strammede han grebet om tryllestaven, han havde i lommen. Den var gemt væk dernede, men han var klar til at trække den, i tilfælde af hun fandt på at gøre noget overilet. Men det gjorde hun ikke. Han kunne ikke helt besluttede sig for, om han var skuffet eller lettet, da hun derimod bare valgte at vende rundt og gå den anden vej. Pis også. Han gik ikke med hende. Ikke med det samme i hvert fald for han forsøgte stadig at holde sit dække, selvom han havde på fornemmelsen, han allerede var afsløret. Men det havde aldrig stoppet ham for at fortsætte en løgn alligevel.
Han ventede lidt. På et eller andet tidspunkt ville hun være langt nok væk, til hun ikke ville bemærke, han flyttede på sig. Håbede han. Hun var næsten ude af syne, da han valgte at hanke en smule op i sig selv, løfte en hånd og tørre en finger hen under sin næse. Som havde han faktisk været her for at sørge. Nu begyndte han roligt at gå i samme retning som hende.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Da Kaya var nået et godt stykke væk, rystede hun lidt på hovedet af sig selv. Hun var nok bare blevet utroligt paranoid med tiden, men hvem ved sine fulde fem, ville ikke også blive det, hvis de havde været udsat for alle de ting, som hun havde? Derfor så hun sig da også med jævne mellemrum bagud, som hun forsat gik mod den modsatte udgang, selvom det var en omvej. Hvem var dog også på en kirkegård på den her tid? Ja, okay det var hun selv, men hun var heller ikke altid helt normal.
Som hun gik ned af gaden, tog hun en tår af sin tequila. Hun var ikke direkte fuld, men hun kunne bestemt godt mærke alkoholens procenter drillede hendes hjerne efterhånden. Hun stoppede ikke op på noget tidspunkt, selv ikke da hun fandt sig en smøg og fik den tændt med en muggler lighter, selvom hun foretrak sin tryllestav, så var hun på mugglers hjemmebane lige nu, så hun måtte hellere holde sig under deres regler. Eller i hvert fald prøve på det.
Hun drejede omkring et hjørne og ned af en sidegade. Gaderne var næsten uhyggelig tomme og stille. Det eneste hun kunne høre, var klik klak lyden fra hendes egne stiletter, som gav genlyd. Hun skævede lidt mod månen, som heldigvis kun var halv. Hun nød hver nat hun kunne gå frit som det passede hende, i stedet for at lægge i lænker uden bevidsthed om, hvad der skete omkring hende.

[Deleted]

Om Axel egentlig regnede med, hun ville gøre noget, hun ikke måtte, det vidste han faktisk ikke. Han vidste bare, at han så en mulighed for, det kunne ske. Hun var trods alt en gammel kending, og han mente personligt, at man burde holde mere øje med dem, end hvad man gjorde. Det var jo ofte dem, man fandt siddende inde endnu engang, og derfor var han af den mening, at man ligeså godt kunne hindre en mulig ulykke, inden der skete noget. Det var derfor, han var der i aften. Nogen ville nok mene, det var fordi, han manglede noget til at fylde fridagene og fyraftenerne ud med. Noget, der ikke var druk alene hjemme hos sig selv, og det var det måske også delvist, men han kunne bedre lide den anden undskyldning. Det var til det fælles bedste, og han ofrede sin dyrebare fritid på dette formål. Det var en god gerning.
Nu var hun i bevægelse. Umiddelbart virkede det ikke til, hun ville noget specielt, men man skulle aldrig vide sig alt for sikker med den slags. Det vidste han bedre end nogen andre. Han stolede ikke på nogen, og han stolede især ikke på den, der før havde været dømt. Man vidste som sagt aldrig med dem. De kunne jo finde på hvad som helst.
Hun trådte ud på vejene, og han fulgte med. Der var god afstand imellem dem. Han kunne høre hendes trin i de hæle, og det gav ham en fordel, for så kunne han følge hende, uden han nødvendigvis kunne se hende. Han vidste, hvordan man arbejdede under sådanne omstændigheder, og han gjorde jo efterhånden en hel kunst ud af det med at holde øje med folk. Han var god til det, så hvorfor skulle han ikke påtage sig opgaven, selvom ingen havde givet ham den? Han brød sig dog ikke om, at hun kom mere ind i byen, for så var det, det begyndte at blive meget sværere at følge efter hende på en diskret måde. Og hun drejede ned af en sidegade. Her fulgte han ikke med hende lige med det samme. Han blev stående ved et hus, så hun ikke skulle se ham, hvis hun skulle finde på at kigge tilbage. Han lyttede efter lyden at hendes hæle. Så længe han kunne høre denne lyd, ville han ikke gå videre efter hende. Men når lyden begyndte at dø hen, så ville han følge efter hende, for han ville ikke miste hende helt.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya havde intet imod aurorer som passede deres arbejde, om de så også valgte at bruge deres fritid på det, måtte de da også selvom Hun var til daglig danselærer på McSeeley Danseskole, og hun dansede da også i sin fritid, selvom det nok ikke var helt det samme. Hun kunne dog godt mærke, at det var begyndt, at blive virkelig koldt. Hun tog derfor endnu en tår af sin flaske, da hun havde en eller anden idé om, at alkoholen ville hjælpe hende på sit kuldeproblem. Så ville hun da have et problem mindre, at bekymre sig om.
Hun havde lidt en fornemmelse af, at der var nogen som fulgte efter hende, men med alt det hun havde været i gennem, var hun nok også blevet ret paranoid med tiden, så den fornemmelse havde hun altid. Hun vendte blikket mod himlen, da et torden brag lød og ikke længe efter kom lynet som lyste nattehimlen op. Typisk. Der gik selvfølgelig heller ikke mange sekunder, før himlen lukkede op for alle sluser og regnen begyndte at stå ned i lårtrykke stråler. Hun skyndte sig ind under et træ, selvom det nok var en dum idé når det også tordnede og lynede, men heller det end at blive alt for våd. Så ville hun hellere vente under træet, til regnen havde lagt sig lidt.

//OOG tænker de vel skal falde i snak? xD

[Deleted]

Sørgeligt var det måske lidt, at Axel gik rundt og brugte sin fritid på det her. Han burde sidde derhjemme, og han vidste det jo egentlig også godt, men han gjorde det ikke. Han havde ikke noget at sidde derhjemme for. Han ville ikke sige, han blev deprimeret af det eller sådan noget, men han kunne bare ikke se, hvorfor kan skulle spilde sin tid med at være derhjemme, når han kunne være ude og gøre en lille smule nytte. Så var det faktisk lige godt, hvad hans arbejdsgiver ville mene om den sag.
Han gjorde det i bedste mening. Det var ikke bare for hans egen skyld, det var for hele samfundets. Nej, han havde ingen beviser for, at denne kvinde endnu var farlig, men det kunne hun være. Men til hans forsvar gjorde han jo heller ikke noget ved hende. Han fulgte bare pænt efter hende. Holdt øje med hende og ville sikre sig, at hun ikke var ude på noget, hun ikke burde lave. Så længe han i princippet ikke foretog sig noget, så ville han ikke mene, der var belæg for at sige, han ikke måtte.
Det var ikke meningen, hun skulle søge ind imellem bygningerne. Det kom i hvert fald ikke til hans fordel, i og med han bedre kunne se hende, når de var ude i et mere åbent område. Og at hun søgte i den retning igen, det passede ham derimod meget godt. Dog syntes uheldet at ligne det ud. Himlen havde været grå her til aften, og det skulle vise sig, at som hans held med sin overvågning begyndte at dukke op, så gjorde hans uheld med vejret det også. Skønt. Han søgte omkring sit hjørne, så han kunne stille sig ved den nærmeste butik. Der var heldigvis læ, men det betød også, at hun ville kunne se ham fra sin position. Han håbede bare på, at hun ikke ville lægge for meget i det. Bare... Måske tænke at han var en eller anden tilfældig, der ligeledes havde søgt tilflugt fra regnen. Det var han jo også, men hun behøvede jo ikke at vide, at han havde skjule intentioner med sin tilstedeværelse. Det var det, han håbede på, hun ikke ville begyndte at tænke, når hun så ham så her, hvor han var.

//OOG: Hun kan jo passende opdage ham her.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Som Kaya stod under træet, bemærkede hun manden fra kirkegården igen. I læ henne ved en butik. Hun lagde armene over kors, efter at have taget endnu en tår af sin flaske. Hendes blik hvilede hele tiden på, mens hun stod og overvejede sit næste træk. Hun mærkede dog vreden og irritationen over, at hun følte sig forfulgt. Hun skruede derfor låget på sin flaske og lagde den i sin taske, før hun besluttede sig for, at trodse regnen og gik derfor meget målrettet mod ham. Selvfølgelig kunne hun genkende den mand, som havde anholdt hende. Det var hans skyld, at hun var røget i Azkaban. Eller egentlig var det nok hendes egen, men det var alligevel også han, for han havde passet sit arbejde lige den dag, hvor det havde slået klik for hende.
Som hun nåede frem til ham, stillede hun sig i læ ved siden af ham. Hun vidste ikke om han også kunne genkende hende, eller om det rent faktisk var tilfældigt at de begge var her lige nu, eller om hendes fornemmelse af, at han var fulgt efter hende siden kirkegården var rigtigt. Hun tog et hvæs af sin smøg, som hun stadig stod med siden til hans side, "Hvorfor følger du efter mig?" spurgte hun direkte, mens hendes blik stirrede frem for hende, selvom hun kunne se ham ud af sin øjenkrog.

[Deleted]

Det var ikke meningen, hun skulle se ham, men han kunne godt fornemme, det ikke helt gik, som han ville have det. Men det kunne heller ikke foregå lige perfekt hver eneste gang. Nogen gange  blev man fanget i gerningen, og det måtte man tage med. Han vidste dog, hvordan han burde håndtere det. Det der med at lyve, det var jo desværre noget, han var blevet til lidt af en mester i. Han vidste, hvordan det skulle gøres, og hvordan det ikke skulle gøres. Det vigtigste var, at man på intet tidspunkt røg ud på et sidespor. At man altid holdt sig til sin første fortælling, og at man benægtede alt uden tøven. Uanet hvilke argumenter de andre måtte ligge inde med.
Axel rakte ned i lommen efter pakken med cigarretter. Han åbnede den. Pis også. Der var kun tre tilbage. Det så ud til, han måtte købe nogen på hjemvejen. Han røg virkelig alt for meget, han vidste det godt. Alligevel tog han en smøg fra pakken og efterlod kun to tilbage. Han undskyldte sig med, at han skulle se ud som om, han passivt foretog sig et eller andet, hvor han stod, og smøger var et godt valg. Han kom den i munden, han netop havde taget op, hvorefter resten af pakken blev lukket sammen og kommet tilbage i lommen, hvor han fiskede en lighter frem også. Det var altid risikabelt at bruge magi på åben gade, så det lod han helst være med, når situationen helst skulle se helt rolig ud. Men staven lå alligevel klar i hans lomme.
Smøgen kom der ild i, og lighteren blev lagt tilbage i lommen. Han havde set, Kaya var på vej hen imod hende, men han kiggede ikke hen på hende. Han lod som ingenting.
Først da hun stillede sig ved siden af ham og selv aktivt snakkede til ham, tog han smøgen ud af munden, pustede røg ud og snakkede selv til hende. "Hvad mener du?" Spurgte han bare, som om der ikke var noget som helst mistænkeligt i, at han havde gået fra kirkegården og samme vej herhen som hende. Men det var jo bare om at lade som om så længe som muligt.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya hævede ganske let det ene øjenbryn, da auroren vendte hendes spørgsmål mod hende med et nyt spørgsmål, hvilket fik hende til at vende blikket direkte mod ham, "Oh undskyld, du kan måske ikke genkende mig, uden en anden tøs blod over alt?" spurgte hun tørt og stak sin frie hånd i lommen på sin læderjakke, mens den anden hånd stadig holdt hendes cigaret mellem to fingre. Det kunne godt være det snart ville være omkring de fem år siden, hun var røget i Azkaban, men et ansigt hun aldrig ville glemme, var ansigtet på den auror som havde stoppet hende, fra at slå Leslie Masters ihjel. Et sted burde hun jo nok takke ham, for havde han ikke stoppet hende i tide, var hun ikke kun røget ind for indbrud, vold og mordforsøg, men rent faktisk også mord, og så havde hun ikke været kommet ud igen, efter kun et år, selvom hun var kommet ud før tid, grundet god opførelse.
Hun tog et hvæs af sin smøg og rystede lidt på hovedet, mens røgen siv langsomt ud af hendes næse og mund og hun vendte blikket tilbage til at se frem for hende. "Du kan tro, jeg er et dårligt menneske, alt det du vil. Jeg bebrejder dig ikke, men går det ikke indunder krænkelse af privatlivet, at følge efter folk?" spurgte hun og vendte blikket tilbage på ham, dog med et mindre skævt smil over sine læber, nok primært fordi hun var ret så fuld også.

[Deleted]

Aldrig tabe ansigt og blive ved med at spille på løgnen. Det var sådan, man løj bedst. Og Axel var desværre specielt slem til det med at gå og lyve. Til tider gjorde han det uden helt at vide, hvorfor han egentlig løj. Han gjorde det bare af en eller anden grund. Typisk var det nære relationer. Han havde løjet sig til en helt ny identitet, da han var kommet til Storbritannien for eksempel. Hvorfor kunne han ikke forklare. Men han havde påtaget sig en helt ny person, og selvom han var blevet genkendt af folk før, så holdt han altid ved, at han var Axel Fox. Medmindre han havde bildt andre noget andet ind. Så var det naturligvis den identitet, han sørgede for at spille. "... Hvad snakker du dog om?" Spurgte han tydeligt stødt over denne bemærkning, som han trådte nogen skridt væk fra hende. Han kiggede på hende som var hun en eller anden galning, der uopfordret var kommet hen og var begyndt at snakke til ham. Hun havde en god grund, men det behøvede hun jo ikke at vide.
Han bakkede yderligere væk fra hende, som hun bare stod og smilede til ham. Han vidste, han var opdaget, men han blev ved med at holde fast i sit lille skuespil i håb om, at han til sidst overbeviste hende. "Følge efter folk, hvad Fanden..." Han afbrød sig selv og kiggede blot på hende et lille øjeblik. Som om han var ved at sætte fingeren på, hvem hun var. Langsomt løftede han smøgen til sin mund og tog endnu et hiv af den, mens han nikkede. Som havde han netop opdaget, hvem det var, han stod over for her. "Kaya Hansen" konstaterede han. Som om han ikke vidste det på forhånd. Men det var jo igen om at holde fast i skuespillet. Dog ville han ikke spille dum. Hun havde genkendt ham, og det nyttede ikke at lyve sig til en helt anden identitet i dette tilfælde. Det gjaldt arbejdet, og der holdt han sig helst til sin egen, medmindre andet bød sig nødvendigt.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya havde ikke verdens bedste hukommelse, den var blevet ødelagt en smule dengang hun havde taget så mange stoffer sammen med Ramon, men der var til gengæld også ting som aldrig ville forlade hendes minder, selvom hun ville ønske det. En af de ting som hun aldrig ville glemme, var da Leslies hjem var blevet stormet af auror fordi Kaya var brudt ind. Hun ville aldrig kunne glemme ansigtet på den auror som havde lagt hende i de magiske håndjern og dermed havde fået stoppet hende fra at slå Leslie helt ihjel. Axels ansigt var ikke et ansigt hun nogensinde ville glemme, selvom det var første gang hun havde set ham og hun faktisk ikke havde set ham siden. "Det kan godt være du ikke kan huske mig, jeg er sikker på du har anholdt en del efter mig, men jeg vil aldrig glemme dig," sagde hun sammenbidt og lagde armene over kors, selvom det var en smule svært med tequila flasken i hånden.
Hun rynkede lidt på panden, da han begyndte at bakke væk fra hende. Han virkede bange for hende, men det ville komme bag på hende, hvis en auror var bange for hende. Egentlig var hun ikke nogen farlig kvinde, man skulle bare ikke pisse hende af. "Ja, følge efter folk. Jeg så dig også på kirkegården," sagde hun en kende spidst. Hun hævede uimponeret begge øjenbryn, da han langt om længe kom frem til hendes navn, "Er det nu jeg skal føle mig beæret, over du kan huske mig?" spurgte hun tørt, selvom hun godt vidste, at det nok ikke var det smarteste, at fremstå flabet overfor en auror.

[Deleted]

"Hvor dramatisk" sagde han uimponeret. Var hun ude på at true ham? Om hun var det, så var det i hvert fald et meget sørgeligt forsøg på det. Han blev ikke det mindste skræmt af det. Hun skulle bare vide, hvordan det var at arbejde i denne her branche. Den slags kommentarer var dagligdag, og det var ikke noget, der bed på ham. De fleste havde ikke noget at have det i alligevel, og hun var af samme tilfælde. Hun kunne snakke nok så meget, men han vidste, at skulle det komme derud, hvor han var nødt til at trække sin stav, så ville han kunne nakke hende med et enkelt sving. Ikke nok med at hun var ung og ikke havde den halve erfaring af den, han selv havde. Men hun var også fuld. Hun havde ikke en jordisk chance for at overmande ham, hvis det kom dertil. "Du snakker som om, du er blevet forurettet. Du er klar over, at du fik, som du fortjente, ikke sandt?" Han havde gjort sit arbejde. At stoppe en morder og få hende sat bag tremmer, så der ikke var nogen andre, der skulle gå rundt og frygte for hende. Hun havde selv placeret sig i situationen dengang.
Han løftede øjenbrynene, som om hun mest af alt bare stod og ævlede. "Ja? Har jeg ikke lov til at besøge den?" Spurgte han. Det havde ikke været noget almindeligt visit, men det handlede om at opretholde løgnen. Begyndte man at ændre forklaring eller sådan noget, så var det jo først, man ville blive opdaget, og det ønskede han ikke. Og han var desuden dygtig til at lyve, så han vidste, hvad han lavede, og hvad han skulle sige, samt hvad han skulle undgå at sige. "Hvis en simpel genkendelse er nok til at give dig den følelse, så er jeg bange for, du ikke har meget indhold i livet, og så synes jeg faktisk meget hellere, du burde gå ud og finde dig noget. Det ville være trist, hvis du skulle havne i samme situation igen. Tro det eller lad være, men det ønsker vi ikke for dig."

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya træk let på skulderne, "Dramatik har nu aldrig været min stærke side, men det kan vi da godt kalde det," svarede hun køligt. Hun vidste godt at hun burde tænke sig mere om, når hun snakkede med en auror, men hun var fuld og hun tænkte ikke klart. Hun vidste godt t uanset, hvad så var det ham som havde det lange strå i den her sag. Han ville kunne få hende i Azkaban igen ved blinket af et øje, for selv hvis han ville gøre det uden grundlag, så ville ingen jo tro på hende frem for en auror.
Hun hævede begge øjenbryn ved hans spørgsmål, "Jo tak, det er jeg udemærket godt klar over. Havde du ikke stoppet mig, så havde jeg slået hende ihjel, det indrømmer jeg gerne, men at der ikke er en eneste auror som bare for et split sekund, overvejede at der måske var en årsag til, at jeg gjorde hvad jeg gjorde, well, tilgiv mig for at være bare en smule bitter," svarede hun og tog en tår mere af flasken, selvom hun snart dårligt nok kunne stå på sine ben. Men selvfølgelig var hun noget så bitter over, at aurorne ikke havde tænkt over, at hun nok ikke bare var en eller anden dræbermaskine, men der lå meget mere i det, end det.
Et falsk smil meldte sig på hendes læber, "Selvfølgelig, alt det du vil. Men det er lidt tilfældigt, at du besøger samme kirkegård som mig, og derefter går samme vej.. Men det kan selvfølgelig også bare være mig, som er paranoid," svarede hun i en silkeblød stemme, som var ligeså falsk som hendes smil havde været. Det sidste hun havde brug for, for tiden, var at aurorene holdt øje med hende. Kunne de ikke bare holde sig langt væk fra hende? Hun skød underlæben en smule frem og sendte ham et blik som skulle forestille at være trist og lagde en hånd for sit hjerte, "Du har helt ret. Jeg har intet indhold i mit liv. Faktisk var jeg på vej hjem for, at begå selvmord netop for ikke at ende i samme situation igen og tænk, så ville I have en bekymring mindre. Win - win, ikke sandt?" spurgte hun, selvom sarkasmen i hendes stemme ikke var noget hun lagde skjul på. Der skulle mere til, for at slå hende ud.